11. søndag efter trinitatis (Luk 18,9–14)

Prædikener på 11. søndag efter trinitatis. Første prædiken over evangeliet Luk 18,9–14, holdt 1533

I dagens evangelium lærer vor kære Herre Kristus os, hvordan vi skal være rette kristne og ydmyge. For alene ved denne dyd kommer man til nåde. Men hvor denne dyd, ydmygheden, ikke er, dér kan Gud ikke have noget velbehag og ikke være nådig. Det ser vi på disse to personer, farisæeren og tolderen.

Farisæerne var hos jøderne det samme som munkene i pavedømmet. De havde særlige klæder, særlige dage til at faste og bede, og de drev det så vidt med helligheden, at alle andre mennesker var lutter syndere ved siden af dem. Derfor havde de også det navn, at de hed farisæere. For «farisæer» betyder på hebraisk så meget som en særling, en, der skiller sig ud fra den almindelige flok og vil være noget særligt.

Tolderne derimod var ligesom fogederne og embedsmændene hos os. De forpagtede tolden på floderne, landskatten og andet for en bestemt sum penge af romerne, og bagefter flåede og skrabede de folk, som det passede dem. Derfor regnede alle dem, der havde sådan et embede, for gerrige grovæder og åbenlyse syndere, for i det embede skrabede de gerrigt til sig og lagde folk alle mulige plager på. Så det var ikke til at tro, at én af dem skulle være from, ligesom det heller ikke var til at tro, at én af farisæerne skulle være en skurk.

Men vor kære Herre Kristus fælder her en helt anden dom. Han siger: Tolderen er from og retfærdig, men farisæeren er en synder, ja, en meget stor og skændig synder. For Lukas tegner det så modbydeligt og ulækkert, at man må undre sig. Sådan begynder han nemlig denne lignelse: «Der var nogle, som stolede på sig selv, at de var retfærdige, og foragtede de andre.»

Det er da to prægtige laster hos farisæerne: De var den slags folk, som ikke alene «tænkte højt om sig selv» – det havde været synd nok, for det er en djævelsk synd – men som også «foragtede de andre». Tænk nu selv: Hvad skal det hjælpe sådan en hykler, om han så beder og faster sig ihjel, når Djævelen sidder i hans hjerte med et sådant hovmod, at han puster sig op og siger: Hvis jeg ikke gjorde mig selv hellig, kunne jeg vente længe på vor Herre Gud. Men her faster jeg så meget, her beder jeg så meget, her gør jeg dit og her dat, som andre jøder ikke gør. Jeg giver trofast min tiende. De andre ville give præsterne bare halm og stubbe, hvis de kunne slippe af sted med det. Men sådan er jeg ikke, jeg er frommere osv.

Sådan har de to afskyeligste laster slået sig ned i den hellige mand: Han er så overmåde hovmodig og formasten, og han foragter de andre så dybt og siger: De er ikke andet end røvere, uretfærdige og ægteskabsbrydere. Især maler han tolderen ud. Han, siger han, står dér og flår og skraber alle og tager, hvor han kan. Sådan en slyngel er jeg, Gud ske lov, ikke. Ved siden af ham er jeg en levende helgen osv. Sådan stolthed og hovmod er også i verdens øjne en meget ubehagelig last, som det gamle ordsprog viser, når man siger: Er du noget, så vær det, men lad også andre være noget. Hvordan må det så ikke være for vor Herre Gud? Det må være ham tusind og atter tusind gange mere imod, når man vil være formasten og hovmodig over for ham.

Så dette evangelium handler først og fremmest om, at vor kære Herre Kristus tegner for os, hvad den rette retfærdighed er, og hvordan man skal skelne den fra hyklerretfærdigheden og kende forskel. Det er, som om han ville sige: Du kan nok finde en mand, der går omkring som en levende helgen. Han faster, han giver almisse, han bryder ikke ægteskabet, han gør ingen uret, han går gerne til prædiken. Hvem kan tyde alt det anderledes, end at han er en from mand?

Men jeg siger dig: Vil du kende ham rigtigt, så må du ikke se på sådan et skin, som også en skurk kan have. Du må se på, hvad det vil sige at være retfærdig for Gud. For hvad det ydre liv angår, er denne farisæer meget from – så from, at man kunne ønske, at hele verden var som han, for så vidt det gælder den ydre vandel. Men det er ikke nok, og vogt dig endelig for at bygge på det og forlade dig på det. For her ser du, hvilket stort djævelsk hovmod der stikker under sådan et helligt liv. For sådan et hovmods skyld kunne Djævelen ikke blive i himlen, og Adam og Eva kunne ikke blive i Paradis. Hvordan skulle så denne her kunne blive i kirken?

At faste er rigtigt, at bede er rigtigt, at give tiende er rigtigt, at holde sit ægteskab er rigtigt; ikke at røve og ikke at gøre nogen uret er alt sammen rigtigt og godt i sig selv. Men farisæeren besudler det sådan med sit hovmod, at der kommer lutter djævlemøg ud af det. For sådan går det jo i verden: Den, der gør en anden noget godt for at fange ham med det og gøre ham til sin egen, gør ham mere skade end gavn. Som ordsproget siger: Nihil carius emitur, quam quod donatur, skænket gods bliver dyrest betalt. Hvordan kan Gud have velbehag i en hellighed, hvor man vil trodse ham og spankulere stolt op imod ham? Så bliver helligheden til dobbelt skurkagtighed.

Sådan gør hykleren her også: Gud, siger han, ser du også, hvilken from mand du har i mig? Verden er jo ikke andet end røvere, uretfærdige og ægteskabsbrydere, men jeg er from osv. Lad ham så gøre, hvad han vil, i sådan et hovmod – ja, om han så svedte blod og lod sig brænde med ild, så er det for Gud en vederstyggelighed og den største synd. Derfor siger Kristus her: Vil I være fromme, så vær det rigtigt, og vogt jer for at være hovmodige helgener. For selv om I snubler eller undertiden falder helt i skidtet, så skal det ikke ærgre mig så meget, som hvis I havde al hellighed og var hovmodige med den.

Så slutter Herren evangeliet sådan: «Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges; men den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes.» Det er, for at alle skal lære at være ydmyge og ikke foragte nogen. For det er ydmyghed, at jeg ikke tænker noget om mig selv, men meget om andre. Men den, der tænker meget om sig selv og mener, hvor lærd, smuk, rig og from han er, det er hovmod. Sådan gør farisæeren: Han ser på sin faste, sin tiende og andet, og derfor tænker han højt om sig selv. Det vil Herren have forbudt.

Hos tolderen derimod ser man intet hovmod, men en ret ydmyghed. For han roser sig ikke, han beder kun om, at Gud vil være ham nådig. Det, siger Herren, skal I også lære, så I siger: Jeg har intet at rose mig af. For selv om jeg ville rose mig af, at jeg er lærd, rig og mægtig, så kan vor Herre Gud sige: Kære, hvor har du det fra? Har du det fra dig selv? Nej. Hvorfra da? Er det ikke min gave? Jo, Herre, det er dit. Hvorfor roser du dig så? Skulle nogen rose sig, så skulle det være mig, som giver dig det hele. Du skal ikke gøre det, men du skulle sige: Selv om jeg er rig, så ved jeg dog, at du kan gøre mig fattig på en time; selv om jeg er vis og lærd, så kan du gøre mig til en nar med et eneste ord. Det er at være ydmyg: ikke at prale af sig selv og foragte andre, fordi du er smukkere, frommere eller rigere end dem.

Det ville være fint, hvis vi brugte sådan et hovmod mod Djævelen og sagde: Jeg har Guds ord, det ved jeg. Jeg har udrettet så meget godt med det; her har jeg undervist én, dér en anden, trøstet og formanet. Her og dér har jeg hjulpet ved at give almisse. Det ved jeg er en god gerning, og trods dig, Djævel, om du så vil lastre det. Over for Djævelen, siger jeg, går det an, at man roser sig af det, for vi har det ikke fra ham. Men over for Gud, som vi har alt fra, skal man ikke rose sig, men ydmyge sig.

Dernæst skal man heller ikke foragte sin næste, men tænke sådan: Når alle gaver er vor Herre Guds egne og kommer fra ham alene, så ved jeg, at selv om jeg har flere af dem end min næste, så kan vor Herre Gud dog fælde en dom og for én eneste dyds skyld lade min næste, der knap har en tiendedel af mine gaver, behage sig bedre end mig. Hvorfor skulle jeg så rose mig af noget eller hovere? Jeg skal være bange, når jeg har meget, for at jeg skal misbruge det, og hele tiden tænke: Gud gør det, som han vil; den ene giver han meget, den anden lidt. Men det kan godt ske, at han er mere nådig mod den, der har lidt. Grunden er, at den, der har meget, må aflægge så meget større regnskab, mens den, der har lidt, står i så meget mindre fare.

Men sådan gør farisæeren ikke her. Han farer frem på den allergroveste måde: Jeg er ikke som andre mennesker, jeg er heller ikke som denne tolder. Jeg giver tiende, tolderen røver bare. Jeg bedrager ingen, han flår og skraber hele verden. Kort sagt: Farisæeren bilder sig ind, at han alene er noget og har alt, og at tolderen ikke er noget og ikke har noget. Men du dobbelte skurk, skulle du ikke hellere sige sådan: Det er sandt, jeg giver flittigt min tiende, jeg faster og gør, så meget jeg kan, men det kan jeg ikke bygge på. Kære Herre Gud, det er din gave, og det kan godt være, at denne tolder behager dig bedre end jeg. Sådan skulle han have løftet ham op over sig selv eller i det mindste have ladet ham gå ved sin side og sagt: Det kommer ikke an på, om en har mange eller få gaver, men på, om han har en nådig Gud. Hvorfor skulle jeg så trodse og foragte andre, når det hele afhænger af Guds barmhjertighed og ikke af, hvilke gaver hver enkelt har? Men det gør han ikke. Han trodser på sin fromhed, og det netop mens han står for Gud og beder.

Herren vil altså have forbudt os at være formastelige på grund af vores fromhed. Og omvendt vil han, at ingen skal fortvivle, selv om han er faldet i synd og er blevet narret af Djævelen. For vi har alle én Gud, som breder sin barmhjertighed ud over os som en kappe, over fromme og syndere, over lærde og ulærde, over rige og fattige, for han er Gud for os alle. Derfor skal vi ikke hovere, men være ydmyge og ikke se på, om vi har meget og andre lidt. For Gud kan være mere nådig og venlig mod den, han har givet lidt, end mod den, der har meget. Ja, han kan godt klæde dig nøgen af igen og klæde én, der er nøgen og bar, smukkere på end dig og pryde ham med prægtige gaver. Hvorfor skulle du så foragte andre og stille dig selv frem?

I verden må den forskel blive ved at være mellem personer, stænder og gaver, at den ene regnes for mere og højere end den anden. Men derfor er vi ikke forskellige for vor Herre Gud. For da intet andet end nåde gælder hos ham, er det umuligt, at nogen kan rose sig og være stolt for ham. Alle skal de ydmyge sig og vide, at selv om vi er forskellige indbyrdes, så bliver Gud ikke forskellig af den grund. Han ser ikke anderledes på den, der har meget, end på den, der har lidt. Vi skal alle lære at holde os til hans nåde og barmhjertighed. For både retfærdige og syndere, rige og fattige, stærke og svage hører vor Herre Gud til. Hvad de har, det har de alt sammen fra ham; fra dem selv har de intet andet end synd. Derfor skal ingen ophøje sig over den anden, men ydmyge sig og frygte. Men hvad der er af godt, er alt sammen vor Herre Guds gave. Han skal rose sig af det, ikke du. Du skal bruge det med taksigelse og i Guds frygt, for han kan ikke tåle stolthed, praleri eller trods.

Men ligesom ingen skal hovere af sin fromhed eller andre gaver, sådan vil Gud heller ikke, at du skal fortvivle, når du mærker, hvilken stakkels synder du er. Han vil, at du skal stole på hans godhed og trøste dig ved ham og sige: Nuvel, har jeg ikke så meget som han eller hun, så har jeg dog den samme Gud, og han vil også være mig nådig. Derfor vil jeg være tilfreds, gå hen og passe mit embede og min stand i det mål, Gud har tildelt mig. Jeg vil ikke foragte nogen og ikke hovere, og jeg vil heller ikke bekymre mig om, at andre har mere end jeg. For det er mig nok, at jeg har den samme Gud, som de har, og at Gud ikke er en forskellig Gud, fordi vi mennesker er forskellige indbyrdes.

Det er det, Herren mener, når han slutter denne lignelse og siger: «Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges; men den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes.» Det er, som om han ville sige: Finder jeg sådanne helgener, der giver mig alt tilbage, så vil jeg give dem mere, jo mindre de tænker om sig selv. Men den, der har noget og derfor vil være hovmodig og holdes højt, ham vil jeg tage det ene efter det andet fra igen, til jeg til sidst i unåde støder ham ned i helvedes afgrund.

Havde farisæeren ikke været så hovmodig, men i al ydmyghed båret sine gaver hjem til Gud igen og sagt: Herre, du har gjort mig megen nåde, at du så nådigt har bevaret mig fra denne og andre synder; det er din gave, og jeg takker dig for den, for den er givet mig, skønt jeg er uværdig; men jeg hovmoder mig ikke af den og foragter heller ingen for den sags skyld, for du kan tage den igen, når du vil osv., så havde Gud givet ham endnu flere gaver dag for dag og kunne ikke have været ham fjendtlig. Men nu, da han driver hovmod med dem og dømmer og foragter andre for dem og siger: Jeg er det hele, tolderen er ingenting, så klæder vor Herre Gud ham så rent af, at der ikke er noget tilbage på ham, som er værd at rose. For dér står vor Herre Kristi dom: «Tolderen gik retfærdiggjort hjem i modsætning til den anden.» Det vil sige: Farisæeren er uretfærdig, fordømt og hører hjemme i helvede hos Djævelen. Hvad har han nu ud af sin pral? Men tolderen derimod, han som siger: «Gud, vær mig nådig», bliver en helgen i kirken og har en nådig Gud, sådan som han beder.

Det vil Kristus lære os alle: at vi dag for dag skal erkende, hvad vi er og har. Har du penge, et sundt legeme, hus og gård, så brug det; jeg under dig det gerne, giver dig det gerne og vil give dig endnu mere. Bare ros dig ikke, og foragt ikke et eneste levende menneske af den grund. Når du ser én, der ikke har det, du har, så tænk på, at han lige så godt kan have en nådig Gud som du. Derfor skal du ikke foragte ham. Lad ham gå ved din side, så bliver Gud prist af jer begge, hvor de falske helgener ellers vanærer og håner Gud, selv om de ikke gør det med munden og åbenlyst.

Den, der kun dømte efter ordene, måtte sige, at det ikke er forkert sagt, når farisæeren her siger: «Gud, jeg takker dig.» For de samme ord bruger de rette helgener også i deres bøn, men med et andet hjerte. For når de takker Gud for noget, bekender de dermed, at det er hans gerning og gave, og at de ikke har det fra sig selv. Men det er ikke farisæerens mening; ellers ville han have sagt: At jeg ikke er nogen ægteskabsbryder, ingen røver og ingen uretfærdig, Herre, det har jeg ingen andre end dig at takke for. Havde det været op til mig selv, uden din nåde, så havde jeg levet ligesom andre mennesker. For vi er alle ens; ingen må rose sig af noget frem for den anden.

Men sådan tænker denne farisæer ikke. Han vender det helt om og siger: «Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre mennesker.» Sådan trækker han al sin dyd ind til sig selv, som om han havde den fra sig selv og ikke fra Gud. For ellers ville han da sige: Du har givet det. Det gør han ikke. Han stiller sig an, som om han var så rig, at han kunne give Gud noget. Altså takker han ikke Gud, men sig selv, sin fornuft, sin frie vilje og sine kræfter for, at han har kunnet gøre så meget.

Nu er det sandt, at når Gud giver noget særligt, så skal man erkende det og agte det højt. For hvad skulle det være til, at du ville nægte, at du var spor mere lærd eller bedre end et æsel eller et andet ufornuftigt dyr? Sådan skal den, som Gud har tildelt penge og gods, ikke være så ufornuftig, at han vil sige: Jeg er en fattig tigger og har ingenting. Den, der har gjort noget godt og hjulpet og rådet fattige folk, skal heller ikke fornægte det og sige: Jeg har ikke gjort noget godt. Nej, sådan skal det ikke være. Guds gaver skal man erkende, prise og holde højt.

Men samtidig skal man ydmyge sig og sige: Min Gud, det er dit og ikke mit. Du har givet det; ellers måtte jeg undvære det lige så vel som andre. Jeg takker dig for det. Det ville være rigtigt gjort, at hver især ydmygede sig. Men vor Herre Guds gaver skal man ikke agte for små eller ringe, men erkende og agte højt – og alligevel ikke blive stolt af dem eller foragte andre. Nej, som nu ofte sagt skal du sige: Kære Gud, det er din gave, som du har givet mig. Har en anden den ikke, så skader det ikke, for han har dog lige så nådig en Gud som jeg. Hvorfor skulle jeg så foragte ham?

En sådan ydmyghed vil Herren lære os i dagens evangelium og advare os mod hovmod og stolthed. For det står fast: «Den, der ophøjer sig selv, skal kastes ned igen.» Gud har ikke ladet sit eget folk slippe for det, men har ødelagt det for hovmodets skyld. Andre store kongeriger er også blevet ødelagt for den synds skyld. Lucifer måtte derfor ud af himlen, Adam og Eva ud af Paradis.

Så lær derfor at sige: Herre, hvad jeg har, er dit. Du har givet mig det, og du kan også tage det fra mig igen. Så bliver hovmodet ude. For hvem ville trodse på noget usikkert? Men den, der ikke vil gøre det og regner sig selv for at have det hele fra sig selv, han finder her sin dom: Gud vil klæde ham så rent af, at han ikke får noget tilbage, og oven i købet skal han være uretfærdig og høre Djævelen til. Gud give os sin nåde, så vi lægger mærke til den slags mennesker og retter os efter det. Amen.