12. søndag efter trinitatis (Mark 7,31–37)

Prædiken på 12. søndag efter trinitatis over evangeliet Mark 7,31–37, holdt 1532

Det er et jævnt og let evangelium, for det gør ikke andet end at fortælle om det under, Herren her gjorde på den stumme og døve mand. Om dette og den slags undere hører I, kære venner, tit i årets løb: at Kristus dermed har vist og ladet os se, at han er Frelseren, som vil hjælpe os og stå os bi mod Djævelens vrede. Derfor bør vi især takke Gud for den velgerning, at han har givet os sådan en mand, som af lutter nåde vil stå os bi mod alt det, Djævelen kan gøre os.

At denne stakkels mand er så ilde stedt, at han hverken kan bruge tunge eller ører som andre folk, det er altsammen slag og stik fra den lede Djævel. Ja, i verdens øjne ser det ud, som om det bare er naturlige skavanker – det mener enhver. For verden kender ikke Djævelen. Den ved ikke, at han gør så mange slags skade, gør folk gale og tossede og påfører dem al ulykke, ikke alene på legemet, men også på sjælen, så de dør af angst og sorg og aldrig kan blive glade. Men vi kristne skal regne med, at alle den slags fejl og skavanker ikke er andet end lutter djævleslag. Det er ham, der stifter sådan jammer på jorden og gør skade, hvor han kan.

Derfor bør vi med rette takke vor kære Herre Gud, fordi han har taget sig af vor jammer og sendt sin Søn, vor Herre Jesus Kristus, som hjalp denne stakkels mand; og fordi han nådigt har bevaret os, så vi ikke også er blevet skadet af den onde fjende med en lignende plage. For det skal ethvert menneske holde for sandt: Har han sunde øjne, ører, hænder, fødder og andre lemmer, så er det ikke noget, der bare er vokset af sig selv, naturligt og tilfældigt, sådan som verden ser på det; nej, det er lutter Guds gaver. Men verden tror det ikke; fordi det er så almindeligt, regner den det for en ganske naturlig og simpel ting. Derfor må Gud af og til lade det ske, at Djævelen gør én stum og døv her og én blind dér eller endda slår ham ihjel, for at alle kan lære, at Gud har tilladt Djævelen det, og så takke Gud så meget flittigere, fordi han så nådigt bevarer os mod sådan en ulykke.

Sådan er det også Djævelens gerning, at han forblinder hjerterne med vildfarende, falsk lære, så de hverken kan se eller tage imod sandheden. Men alle Guds gerninger er gode; for han er god og skaber ikke andet end det, der er godt. Djævelen derimod er ond; derfor udretter han intet godt, hvor Gud tillader ham noget. Det er ligesom med et træ, der bærer smukke, gode æbler; men så kommer utøjet og stikker i dem, og frugten bliver ormstukken og rådner. Det er ikke vor Herre Guds skyld, for han skabte træet godt; heller ikke træets eller frugtens skyld, men ormenes og utøjets.

Sådan er det også med os mennesker. Gud er livets Gud; derfor giver han et sundt legeme og fine, velskabte lemmer. Men hvor Djævelen kan, og hvor Gud tillader ham det, ødelægger han legemet og gør skade. Derfor skal vi lære, at hvad der end rammer os af den slags ondt, så er det lutter djævlestik. For han er bitterligt fjendtlig mod alle mennesker, men især mod de kristne, og under dem intet godt.

Nu er det forfærdeligt, at den arge, onde, mægtige fjende skal kunne stifte så megen jammer. Men over for det trøster dagens evangelium os med en sikker hjælp mod den fjende. For her ser vi, som Johannes siger i 1 Joh 3,8: «Guds søn er blevet åbenbaret for at gøre en ende på Djævelens gerninger.» For Djævelen kom ind i Paradiset for at ødelægge vor Herre Guds værk og gøre de hellige, fromme mennesker, Adam og Eva, til ulydige, onde mennesker. Det ville Gud ikke finde sig i; han tænkte på, hvordan han kunne hævne sig på sin fjende. Derfor gør han det, Djævelen har slået i stykker, helt igen og bedre end før; og han ødelægger også Djævelens gerninger: synden, døden og helvede. Og som vi ser her, løser han igen den tunge, Djævelen havde bundet, og åbner de ører, han havde stoppet til. For at udrette den gerning er Kristus kommet, og han bliver ved med den blandt sine kristne, sådan som I nu skal høre. Så meget om vor Herre Kristi under og gerning, hvormed han i dag har vist, at han er en hjælper for de elendige, og at han vil helbrede alle de skavanker, Djævelen har læsset på os, og jage ham bort fra os.

Men med dette under vil Herren også vise os, at især disse to ting hører en kristen til: at hans ører bliver åbnet og hans tunge løst; og at han hver dag vil øve denne gerning i sin kirke mod Djævelen. Den legemlige velgerning, at han giver sunde ører og en sund tunge, lader han også hedningerne få; men den åndelige velgerning, at han åbner ørerne og løser tungen, sker alene hos de kristne. For det er da sikkert, at vi har al vor frelse alene ved Guds ord. Hvad skulle vi ellers vide om Gud, om Herren Kristus og hans offer og om Helligånden? Derfor er det endnu i dag det største under og den højeste velgerning, når Gud giver et menneske et øre, der gerne hører hans ord, og en tunge, der ærer Gud og ikke spotter ham.

Vore modstandere, de pavelige, er tusind gange mere elendige end denne stumme her. For de har lutter døve ører; og selv om de hører Guds ord, så kan og vil de alligevel ikke høre det. Det er ligesom det, vi også ser hos de vantro jøder: Da vor kære Herre Kristus holdt de skønneste prædikener om syndernes forladelse og det evige liv, blev de gale og rasende; de ville ikke alene ikke høre det, men spottede oven i købet. Sådan er alle, der ikke vil høre Guds ord, stadig døve og stumme og i langt større fare end denne stakkels mand her. For med deres tunge kan de ikke andet end spotte Gud og tale på det værste om hans ord, den højeste skat. Men de, der gerne hører Guds ord, og som Kristus siger til, som han her sagde til den stumme: «Effata» – øre, du skal stå åbent! – dem er der virkelig hjulpet mod Djævelen. For Gud har ikke vist os nogen anden vej, ad hvilken vi kan gå til himlen, end sit kære ord, det hellige evangelium. Den, som gerne hører det, lægger flittigt mærke til det og har lyst og kærlighed til det, ham er der hjulpet. Det er det ene under, som stadig sker hver dag i kristenheden: at vore ører, som Djævelen har stoppet til ved synden, bliver åbnet igen ved Ordet, så vi hører Guds ord.

Det andet er, at han også rører ved tungen og får os til at tale, som Paulus siger i Rom 10,10: «Med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.» Ved troen på Kristus får vi syndernes forladelse. Derefter skal også bekendelsen følge, så vi ikke er stumme, men taler, som vi tror i hjertet. Det er det, der gør en kristen; alle andre gerninger gør ingen til kristen.

Det kan godt være, at en munk faster og våger og plager sit legeme mere end en kristen; men det kan ikke gøre ham til en kristen, for han mangler det ene: Han er stadig døv og stum. Ordet vil han ikke høre, og endnu mindre bekende det. Men en kristen hører det og tror det og bekender det bagefter. Disse to ting gør en kristen hel. Sådan øver vor kære Herre Kristus stadig den gerning hver dag i sin kirke, i Ånden og ved Ordet. Dengang gjorde han den legemligt, for at man kunne se, hvordan han kunne og ville hjælpe os mod al den skade, Djævelen gør os, men især mod den åndelige skade, så vi kunne lære at tro på ham og sætte vort håb til ham.

Nu må vi også se, hvad Herren mener med de særlige fagter her. Folk bringer den stakkels mand til ham og beder ham lægge hænderne på ham. Så tager han fat: «Han tager ham væk fra skaren, stikker sine fingre i hans ører, spytter og rører ved hans tunge.» Derefter ser han op mod himlen, sukker og siger: «Effata!» Alt dette er en særlig fremgangsmåde, som Herren bruger netop ved dette under. Vi har nu hørt, hvad det vil sige at være virkelig stum og døv; så må vi også se, hvorfor Herren netop her ved dette under ville bruge en særlig ceremoni eller pragt, skønt han jo godt kunne have udrettet gerningen med et eneste ord. For vi ser hele vejen igennem i evangeliet, at det kun kommer an på et ord: Når han vil have noget, så sker det.

Men Herren gør så meget ud af det her for det åndelige unders skyld. For han vil dermed vise, hvor meget besvær det koster, før man får en døv til at høre og en stum til at tale. Lazarus vækker han op med ét ord. Til den lamme siger han: Rejs dig op og gå omkring; og så var han allerede hjulpet. Men med denne døve og stumme mand her går han ikke så kort og enkelt frem. Han bruger en særlig fremgangsmåde: Han «stikker sine fingre i hans ører og rører først ved hans tunge med spyttet, ser op mod himlen og sukker»; og først da siger han: «Luk dig op!» Dermed vil han vise os: Vil vi løses af Djævelens bånd og få en rask tunge og ører, der hører rigtigt, så må det ske ved det ydre ord eller prædikeembedet og ved ydre tegn. For først må vi høre Ordet, og derefter må vi ikke lade dåben og sakramentet ligge; så vil Helligånden være med og gøre ører og tunger fri.

Derfor skal enhver vogte sig for sværmeånderne, som foragter det ydre ord og sakramentet og venter på, at Gud skal tale med dem i deres hjerte. Nej, siger Kristus, her er min finger, det ydre ord; det skal lyde i ørerne. Her er mit spyt; det skal røre ved tungen og fugte den. Så vil min gerning gå rigtigt og godt fra hånden. Det ser man jo: Hvor det ydre ord går rigtigt, dér finder man helt sikkert kristne. Hvor det ikke går rigtigt, dér finder man ingen. For som hyrden er, sådan er fårene.

Derfor skal enhver tænke på at lade sig finde på denne vej og gerne høre Guds ord. For uden Ordet vil Gud ikke åbenbare sig i dit hjerte. Skal du se og kende ham, så må det ske alene ved Ordet og de ydre sakramenter; ellers vil Helligånden ikke gøre sin gerning. Sådan lærer Gud os fra himlen, når han siger: «Denne er min elskede Søn, ham skal I høre.» Og Kristus befaler sine disciple: «Gå ud i hele verden, lær og døb alle folk.» Og: «Den, som hører jer, hører mig.» Dér har vor kære Herre Kristus befalet, at man skal lukke munden op, prædike evangeliet for folk og døbe dem. Det er den rette måde, hvorpå vi skal blive frelst; ellers er alt forgæves og tabt. «Den, som hører jer,» siger han, «hører mig.»

Efter prædikeembedet har Gud også indstiftet far og mor, husbond og madmor i huset og den verdslige øvrighed i regimentet. De er ikke dér alene for deres egen skyld; de sidder i Guds sted. Dem skal du også høre, for så vidt det gælder det ydre liv og alt, hvad du gør og lader over for andre; og du skal vide: Når du hører dem, så hører du Gud. Undtagen når de misbruger deres embede og vil befale og byde noget imod Guds ord; så skal man ikke høre dem. For man skal adlyde Gud mere end mennesker. Og som sagt: Først skal du høre Gud i kirken gennem hans tjenere; derefter først menneskene, som far, mor og øvrighed. Hvad de siger dig i kraft af deres embede, det siger Gud dig. Derfor skal du også se til, at du tager imod det og retter dig efter det.

Nu er det jo sandt: Der er ikke én af os, der ikke tænker, at han gerne ville løbe hundrede mil til en kirke, hvor vor Herre Gud selv prædikede; for alle ville gerne høre den røst. Men vor Herre Gud siger: Jeg vil nok bringe det nærmere til dig, så du ikke behøver at løbe så langt efter det. Hør din sognepræst, din far og mor, så har du hørt mig. For de er mine disciple og embedsmænd. Når du hører dem, så vil jeg tale ind i dit hjerte, som til denne døve: «Effata», så dine ører åbnes, og din tunge bliver fri, og du fra nu af er et menneske, der hører og taler, og ikke længere døv og stum som før.

Men hvordan går det? Børn og tjenestefolk i huset lader forældre og husbond prædike og sige, hvad de vil; men selv gør de ikke det mindste, medmindre man tvinger dem til det. Sådan går det også med øvrigheden: Den kan bestemme og befale, hvad den vil – du finder ikke én blandt hundrede, der for alvor tænker på at rette sig efter befalingen. Og det især nu, hvor det er nødvendigt på grund af den store fare, Tyskland svæver i, at man er retskaffen og bedrer sig, holder sig flittigere til Guds ord og vogter sig for al forargelse; og det formaner den verdslige, kristne øvrighed jo også trofast undersåtterne til. Men det vil ikke lykkes, og verden opfører sig, som om den med vilje vil være værre, end den var, før vi fik Ordet.

Og ligesom det går i huset og i regimentet, sådan går det også i kirken: Der er meget få, som hører prædikenen med rigtig alvor og virkelig åbner ørerne. Den største del, borgere og bønder, er fjendtlige mod kirkens tjenere. Kunne de bare gøre dem meget ondt, give dem ingenting og tage fra dem alle vegne, så gjorde de det af hjertens lyst, som man desværre ser overalt.

Derfor følger også straffen: Fordi man ikke vil høre Gud, som taler til os gennem far og mor, gennem den verdslige øvrighed og kirkens tjenere, så snører Djævelen ørerne hårdere og hårdere til og binder tungen mere og mere og gør den tungere, så man hverken kan høre Guds ord eller tale om det. Men på den anden side åbner Djævelen ørerne, så man gerne hører hans løgne, sekter, falske lære, utugt og andet; og han løser tungen, så den spotter Gud og forarger alle. Den løn plejer at følge, hvor man foragter Ordet; og det sker folk kun ret, for de vil have det sådan og ikke anderledes. Oven i det vil de timelige plager heller ikke udeblive, men helt sikkert følge, som pest, krig, tyrken og al ulykke, så sådanne slyngler får deres straf, som de har fortjent; det ser man allerede for sine øjne. Gud hjælpe os, så vi bedrer os og bliver mere retskafne.

Det er grunden til, at Herren ser op mod himlen, sukker og næsten i vrede siger: «Effata», luk dig op. For det gør ham ondt, at folk ikke vil lade sig hjælpe, når Gud så gerne vil hjælpe dem og ved sit ord gøre dem fri af Djævelens bånd, men skynder sig mod deres egen undergang og tvinger Gud til at straffe.

Lad os derfor lægge godt og flittigt mærke til dette under og følge de fromme småfolks eksempel, som her priser Herren Kristus: «Han har gjort alt godt, han gør, at de døve hører, og de stumme taler.» Det gør han, som sagt, stadig og altid i kristenheden «med sin finger og sit spyt», det vil sige ved det ydre ord, som han lader prædike, så de døves ører åbnes, og de stumme begynder at tale. Ved det og ellers ved intet andet vil Helligånden virke i os. Læg nu godt mærke til det, og hold jer så meget flittigere til det; for det er den nærmeste og sikreste vej til, at vore ører åbnes, vor tunge løses, og vi bliver frelst. Det give os vor kære Herre og Frelser, Jesus Kristus. Amen.