10. søndag efter trinitatis (Luk 19,41–48)

Prædikener på 10. søndag efter trinitatis. Første prædiken over evangeliet Luk 19,41–48, holdt 1532 og 1534

Dette evangelium skal de kristne lægge godt mærke til, så de lærer at frygte Gud af det. For det er et af de forfærdelige evangelier hos Lukas; derfor burde det gå os sådan til hjertet, at vi aldrig nogensinde glemmer det. For her hører vi, hvor stor en vrede og hvor stor alvor der er kommet over Jerusalem. Deraf slutter vi med vished: Den, der vil være tryg i sin ondskab og blive ved at synde, skal ikke bilde sig ind, at han slipper for straffen.

For når Gud ikke har skånet den prægtige, højt benådede by, fordi den havde Guds ord og alligevel ikke omvendte sig, så må enhver tænke over det, holde op med at synde i tide og omvende sig; ellers udebliver straffen og vreden ganske vist ikke.

Men den vrede og den jammer, der skal komme over denne by og dette folk, er så stor, at det går Herren Kristus selv til hjertet, og han græder bittert over, at den skønne by skal gå så ynkeligt til grunde og rives ned, så der ikke skal blive sten på sten tilbage. Og han ønsker: Ak, Jerusalem! Vidste du det bare, og troede du på den jammer, som skal komme over dig, så ville du ganske vist ikke være så tryg; så ville du også græde og tænke på, hvad der tjener til din fred, og bede om, at Gud ville være dig nådig.

Selv om Herren nu kun taler om Jerusalem, så vil han dermed advare og true alle dem, som har Guds ord og alligevel hører det forgæves og foragter det: De skal ikke være trygge og ikke stole på, at Gud vil lade det gå dem forbi. Nej, straffen skal nok komme, så sandt Gud lever. Derfor skal man vogte sig for alle synder, men især for den synd, som hedder at foragte Guds ord eller besøgelsestiden – det vil sige at høre prædikener og alligevel ikke omvende sig, men blive ved og ved med at synde, hvad man så end prædiker og siger. Straffen for den synd udebliver bestemt ikke, selv om den bliver holdt tilbage en tid.

Så bliver der i dette evangelium stillet os et særligt eksempel for øje på Guds frygtelige dom over hans kæreste og helligste by, Jerusalem, og over hans eget folk. Den by var vor kære Herre Guds eget hus og arnested, og folket var hans egen husstand. For Jerusalem var ligesom en halv himmel: Der boede Gud selv med sine engle; dertil var al gudstjenesten henlagt; der havde næsten alle patriarkerne levet og haft deres grave; og der var det endelig, at Kristus, Guds Søn, selv vandrede, døde, blev begravet, opstod og gav Helligånden. Så denne by var overøst med hellighed i en sådan grad, at dens lige ikke har været i hele verden og heller ikke kommer til at være det før den yderste dag. Alligevel – uden hensyn til alt dette – har vor Herre Gud, da den ikke ville tage imod Guds ord og ikke følge det, holdt så fast ved sit ord, at hans kæreste by måtte ødelægges på det allerfrygteligste. Hvor meget mindre vil han så lade det gå andre byer forbi, som ikke kan måle sig med Jerusalem, og andre folk, som ikke står ham så nær som jøderne, der var hans egne blodsfrænder.

Derfor skal man ved dette eksempel lægge mærke til Guds vrede og vogte sig for at foragte Ordet, så man ikke siger, som vi jo plejer: Åh, Gud bliver nok ikke så vred, han straffer nok ikke så hårdt. For når han har ladet den hellige by Jerusalem, sin højeste skat på jorden, rive således ned, at der ikke bliver sten på sten tilbage, for de menneskers skyld, som hørte hans ord og ikke omvendte sig, så skal du ikke tro, at han vil lade det gå os forbi, når vi ligger i samme slags synd. Jerusalem er så fuldstændig borte, at man ikke kunne sige, at der nogensinde havde stået et hus.

Og Gud lod denne frygtelige straf komme netop på det tidspunkt, da det jødiske folk i store skarer var samlet i Jerusalem til påskehøjtiden, så der dengang var næsten tredive tusind fremmede (som historieskriverne bevidner). Gud agtede at tænde et stort bål, derfor samlede han alle brændestykkerne i én bunke. Da han så havde raget dem sammen som et stort bål, ja som en hel skov, førte han romerne over dem, så de satte ild til dem og brændte dem. Josefus fortæller, at der under belejringen og erobringen blev dræbt eller døde af pest ti gange hundrede tusind, og at syv og halvfems tusind blev taget til fange. De var så foragtede og så lidt værd, at man solgte tredive af dem for en penning. Sådan måtte Kristus hævnes, ham, som de havde købt for tredive sølvpenge.

Det er altså den ynkelige og jammerlige straf, som Gud lod komme over sit folk, og dermed var han helt færdig med det – det folk, som han dog havde ført ud af Egypten med så stor herlighed og med undere, sat ind i Kanaans land og været far for, og som han havde talt og omgikkes så venligt. Men da de foragtede hans ord og ikke ville følge ham, lod han en sådan vrede og frygtelig straf komme over dem osv.

Herren ser, at den jammer ikke er langt borte; derfor græder han og siger: «Vidste dog du på denne din dag, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne.» Derfor går du så tryg omkring, som om der ingen fare var for dig. Men sådan bliver det ikke ved ret længe; det må briste. Og det står allerede for døren, bortset fra at det endnu er skjult, og at du ikke ser det.

Her kunne en komme til at tænke: Hvorfor skjuler vor Herre Gud dog straffen? Hvorfor lader han den ikke komme med det samme? Svar: Det gør han, fordi han vil vise sin tålmodighed og se, om vi vil omvende os og søge nåde. For hvis han skulle slå ned med torden og lyn, lige så snart vi fortjener det, så kunne ingen af os blive syv år gammel. Derfor holder han igen med straffen for at give os tid og rum til at omvende os. Det klæder Gud godt, og dermed priser han sin barmhjertighed mod os. Men Djævelen er en vred ånd, han gør ikke sådan; kunne han slå én ihjel med et hår, så gjorde han det og ville ikke tøve længe. Men Gud er nådig; derfor vil han udsætte straffen – men dog ikke helt lade den falde bort.

Det gør så folk trygge, så de ikke bare ikke omvender sig, men bliver værre og værre. Det ser man jo: En ægteskabsbryder, en ågerkarl, en tyv bilder sig ind, fordi straffen ikke kommer med det samme, at der ingen fare er endnu i lang tid, og at han nok endnu kan nå at mætte sin lyst. Men vogt dig, lad dig ikke forføre og bedrage. For her hører du, at Gud nok holder straffen tilbage og skjuler den; men derfor udebliver den ikke helt. Vend derfor om i tide, omvend dig og bedre dig. Det er det, Kristus mener her, når han siger: «Men nu er det skjult for dine øjne.» Som ville han sige: Lad dig ikke bedrage af, at straffen er skjult. Du vil slå mig ihjel og udgyde mit blod, sådan som du har gjort med andre profeter før mig. Jeg tier stille til det, lader det ske og tåler det. Det får dig til at tro, at det altid vil gå sådan og nok forblive ustraffet. Derfor gør ingen for alvor noget for at blive retskaffen og omvende sig. Men pas på, du er ikke fri for straffen. Kunne man overtale dig til at tro det, så ville du tænke på, hvordan du kunne slippe for straffen. Men du tror det ikke; derfor går du så tryg omkring og lader din besøgelsestid suse forbi – den tid, hvor du bliver advaret og kunne komme til nåde igen – og du bliver ved at være tryg og omvender dig ikke. Det er netop den synd, som gør, at Guds vrede skal overfalde og overrumple dig.

Her skal du da med flid lære og lægge mærke til, hvad Gud regner for den største synd, den, som han mindst af alt kan tåle og finde sig i: nemlig at hans folk ikke kender sin besøgelsestid. For Herren tier her om alle andre synder og nævner kun den ene: at de gik trygt omkring og ikke alene var ligeglade med profeternes formaninger og trusler, men også forfulgte dem og udgød meget uskyldigt blod, indtil Jerusalem, som Skriften siger, var fuldt af blod fra ende til anden [2 Kong 21,16] (ligesom Tyskland i vore dage synder frygteligt, også ved den mangfoldige forfølgelse af Ordet og dets tjenere). Ved siden af den synd gik det for fuld kraft med ægteskabsbrud, hor, åger, gerrighed, tyveri, svir, druk og hvad der ellers er af den slags.

Den uskik, siger Kristus her, har jeg villet revse med Ordet og lære jer, at I skal være retskafne og omvende jer. Derfor har jeg før sendt mine profeter, sendt Johannes og mine apostle; ja, jeg er selv trådt frem, har prædiket, gjort undere og sat alt ind på det, som kunne tjene til jeres omvendelse.

Så skulle alle andre synder, hvor store og mange de end er, ikke skade jer, men være tilgivet og aldrig i evighed mere ihukommet; Jerusalem skulle stå godt og være uanfægtet af fjenderne – hvis I bare kendte jeres besøgelsestid. For jeg kommer ikke til jer med sværd eller kølle, men sagtmodig og som en Frelser. Jeg prædiker og råber: Omvend jer, bedre jer og vær retskafne. Hør dog og følg, før vreden kommer med magt. Sådan besøger jeg jer.

Ja vel, men der kommer ikke noget ud af det. Alle jeres synder gør I større ved, at I heller ikke vil kende, tage imod eller tåle besøgelsen. Derfor går det, som ordsproget siger: Den, der ikke vil lade sig råde, kan heller ikke hjælpes. Hvilken djævel ville være bartskær for en syg, som river kniven ud af hånden på ham og vil stikke ham, mesteren, i livet? Netop sådan omgås I jøder med vor Herre Gud. Han lader jer gennem mig tilbyde syndernes forladelse, vil være jeres nådige Gud, gerne glemme og tilgive alt – hvis I bare vil holde op med synderne og tage imod hans ord. Men I farer frem, spotter mig, siger: Jeg er besat af en djævel, kalder min prædiken kætteri, vil tilmed slå mig op på korset, og I bliver ikke tilfredse, før I har fået det gennemført. Men det er først rigtig djævelskab, når Gud ikke bare vil tilgive synd og være nådig, men også skænke store, høje gaver – og man så vender ham ryggen og endda spotter hans nåde på det allerfrygteligste. Når det kommer så vidt, kan jeg ikke holde igen længere; straffen må komme. For hvor man ikke kan tåle syndernes forladelse og Guds nåde, dér er der hverken råd eller hjælp mere.

Og det er hovedårsagen til, at Guds vrede er så overmåde stor og forfærdelig. For ligesom jøderne hverken ville se eller høre hans ord, sådan ville Gud siden heller ikke se eller høre deres skrig, bønner, gudstjeneste og andet; og hans vrede ville ikke holde op, før Jerusalem var udslettet til grunden, så der ikke blev sten på sten tilbage, så man kunne sige: Her stod det hus, dér stod det andet. Nej, rent væk, og alt vendt op og ned til grunden. Det var det, de ville have. Det er altså det forfærdelige eksempel, som evangelisten har skrevet til vores omvendelse, for at vi ikke skal foragte Guds ord og ikke lade vores besøgelsestid gå forbi uden frugt.

Det skal man især lægge mærke til, at Herren siger: «Men nu er det skjult for dine øjne.» For sådan går det gerne: Man tænker ikke, at Gud vil straffe; men fordi Gud i sin godhed tøver med straffen og venter på omvendelse, tror verden, at han altid vil tie stille til det. Men tag jer i agt, siger Kristus: Selv om I ikke ser straffen, så regn bestemt med, at den ikke udebliver, hvis I ikke omvender jer. For selv om Gud tøver en tid, så har han alligevel lagt så mange net og snarer overalt og sat så mange musefælder op for de onde knægtes skyld, at det er umuligt, at du i længden skulle slippe fra ham.

Desuden har han betroet far og mor, husbond og madmor regimentet i huset, så de skal holde øje med uartige børn og tyende. Den, der ikke vil lade sig styre af dem, overgiver han til den verdslige øvrighed, og den straffer gennem mester Hans [bødlen]. Han er en meget grov prædikant og har så hård en stemme, at han kan skrige hovedet af halsen på dig. Så er Djævelen der også endnu; han kan (hvis du ikke vil omvende dig) efter Guds tilskikkelse straffe dig med pest, sult, vand og ild. Derfor skal ingen tænke, at han vil klare den og slippe for straffen. Vil du ikke være retskaffen og lade dig vise til rette af Guds ord, så må du, om du vil eller ej, lade dig vise og føre af bødlen eller af Djævelen – men sandelig til din skade og fordærv.

Derfor skal du ikke gøre forskel på den straf, der er skjult, og den, der er vis. For syndens straf er altid vis, selv om den er skjult. Men at den er skjult, det bedrager folk. Som Salomo også siger: Det er ikke godt, at folk ikke straks bliver straffet, og at vor Herre Gud tier stille så længe; for så bliver de bare så meget mere frække [Præd 8,11].

En tyv, der stjæler i dag, stjæler igen i morgen, hvis det lykkes for ham, og tror, at det altid vil gå sådan; det bringer ham til sidst i galgen. At han skulle tænke på at holde op i tide og ikke stjæle mere – det bliver der ikke noget af. Sådan gør ægteskabsbrydere, ågerkarle, kort sagt alle syndere: Jo bedre deres forehavende lykkes for dem, jo mere ivrige og lystne bliver de efter det. For de ser ikke denne definition eller sentens: at straffen er vis, selv om den er skjult. Sådan som det til sidst altid viser sig, efter ordsproget, at krukken går så længe til vandet, til den går i stykker.

Derfor skal du vogte dig og ikke lade dig bedrage. Selv om straffen er skjult, er den alligevel vis og udebliver ikke. Det har hedningerne lært af erfaringen, og derfor har de sagt: Når vor Herre Gud vil komme og straffe, så tager han uldsokker på, så han går lydløst, og man ikke kan høre ham. Lær det, og vær ikke tryg, fordi vor Herre Gud ikke slår til med det samme; men frygt og pas på. For han har så mange engle, så mange tjenere, så mange plager, krig, sult og pest, at han nok kan ramme dig. Han kan fylde luften med ild og brænde dig op. Han kan drukne dig i vandet, kvæle dig med gift, med umoden eller på anden måde usund frugt. Kort sagt: Der er tusind og atter tusind snarer og net, som Gud lader stille op for de onde knægte og ubodfærdige syndere.

Det er altså grunden til, at vor kære Herre Kristus så trofast advarer, græder og siger: Pas på, Jerusalem! Fordi straffen er skjult, tror du, at den slet ikke kommer; men der tager du grundigt fejl. For straffen er ikke skjult, for at du skal gå fri, men for at du så meget sikrere skal blive ramt, hvis du ikke vil kende din besøgelsestid. Vil du nu ikke misbruge denne udsættelse, men bruge den ret, så hold op med at synde i tide. Hold dig til Ordet, så bliver der råd for dig; hvis ikke, så må du gå til grunde.

På den måde prædiker den kære Peter for os i 2 Pet 3,15: «Agt Herrens tålmodighed (siger han) for jeres frelse.» Det vil sige: Regn med, at det er jeres frelse, at det sker jer til gode, så I ikke bliver fordømt. For hvis Gud altid straffede, sådan og efter som vi fortjener, så ville (som sagt ovenfor) ingen af os nå over syv år. Men det gør han ikke; han er langmodig, holder igen og tøver med straffen. Det (siger Peter) skal I regne for, at det sker for jeres frelses skyld, så I skal sige: Ak, Herre! Jeg har desværre syndet meget og ofte, snart i det ene, snart i det andet. Nu kommer straffen ikke, men tøver. Men hvad betyder det? Ganske vist intet andet end dette: Selv om straffen er skjult, kommer den dog ganske bestemt. Derfor, kære Fader, tilgiv, jeg vil holde op og bedre mig. Derfor skal vi lægge godt mærke til Peters ord («Agt Herrens tålmodighed for jeres frelse»). «For Gud vil ikke (siger han lidt før), at nogen skal gå fortabt, men at hver og en skal vende sig til omvendelse» [2 Pet 3,9]. Og når Gud udsætter straffen, så sker det til vores bedste. Men hvor man ikke vil holde op, men blive ved at synde og misbruge Guds tålmodighed, dér må krukken til sidst gå i stykker. Sådan som man ser: Fordi tyven ikke vil holde op med at stjæle i tide, falder han til sidst i bødlens hænder. En utugtig kvinde, der ikke vil holde op med sin skændighed, bliver til sidst til skamme for alle. Men især har Gud vist det med byen Jerusalem: Selv om han skjuler straffen og holder den tilbage, så vil han dog til sidst komme og ikke lade ulydigheden gå os forbi.

Derfor skal enhver lære at frygte Gud, enhver, stor og lille, ung og gammel, og lære, at når han gør uret og ikke vil holde op med det, så udebliver straffen ikke. For dér står Jerusalem som et evigt eksempel, den hellige, skønne by, som selv de hedenske historieskrivere roser for, at den var longe clarissima urbium Orientis, den herligste og mest berømte by i Østerlandene. Den er borte og udslettet til grunden, fordi den ikke ville holde op med at synde og ikke ville rette sig efter Ordet.

Dette eksempel stiller Herren os for øje i dagens evangelium, for at vi skal tage det til hjerte og omvende os – eller vide, at hvis vi ikke holder op med at synde og ikke vil følge Ordet og tage imod det i tro, så vil Gud ikke lade det gå ustraffet, selv om han skjuler straffen en tid. Det sker, som sagt, til vores bedste, for at vi skal bruge tiden godt og holde op med at synde. Men hvis du ikke vil omvende dig, men kun blive så meget frækkere og så meget mere følge din egen vilje, så skal du vide, at den onde stund vil komme, før du aner det, hvor vor Herre Gud også vil lade dig skrige – men ikke høre dig.

Sådan gjorde han også med jøderne. Belejringen varede kun kort tid, fra påske til september. Da ofrede, sang og bad de inde i byen hver dag, så det var et under. Men det var alt sammen forgæves. Gud havde stoppet sine ører til og ville ikke høre. Grunden var, at han havde skjult straffen og holdt den tilbage, for at de skulle høre hans ord, omvende sig og kende deres besøgelsestid. Men det ville ikke lykkes hos det forhærdede folk. Derfor skjulte han også sig selv, da han åbenbarede straffen, og ville ikke lade sig finde. Sådan som Hoseas også truer kongeriget Israel i Hos 5,6: «De skal komme med deres får og okser for at søge HERREN, men ikke finde ham; for han har vendt sig bort fra dem.»

Så lad os nu med flid lægge mærke til dette eksempel: Fordi Gud jo til sidst ikke udebliver med straffen, skal vi frygte ham; og fordi han ikke slår til med det samme, men giver frist, til vi vender om, skal vi også elske ham som en nådig Fader og sige: Åh, kære Fader, du lader bestemt ikke synden gå ustraffet; så giv mig din nåde og din Helligånd, så jeg kan bedre mig og slippe for den vel fortjente straf. Den, der således giver sig til omvendelse, skal finde nåde.

Jerusalem stod endnu i dag, hvis jøderne havde erkendt det, ydmyget sig og sagt: Kære Gud, vi har jo gjort uret ved at være så onde knægte og myrde dine kære tjenere, profeterne. Nu har du ved din Søn givet os det hellige evangelium; giv nåde, så vi kan vende om og blive retskafne. Havde de gjort det, så havde der ingen fare været; så havde romerne med al deres magt måttet lade dem i fred og blive hjemme. Men fordi de blev ved og ved at synde og sagde: Åh, der er ingen fare! Tror du, at Gud vil lade byen gå til grunde, hvor han selv bor og ellers ikke har eller vil have nogen gudstjeneste noget sted? Åh nej, det bliver der ikke noget af! – så gik det dem sådan, at der ikke blev sten på sten tilbage. Og nu står det arme, ødelagte, hærgede, sløjfede Jerusalem som et eksempel for alle, der med vilje er onde og ikke vil omvende sig: at de også må lide en lignende straf.

Men for de andre, som tager imod Guds ord og omvender sig, bliver denne historie stillet frem til trøst og undervisning, så de lærer, at når Gud skjuler straffen, så sker det til deres fred og bedste: Gud vil nådigt tilgive dem deres synder, hvis de holder op med dem og bedrer sig. For at vi synder, er ikke noget under; men at forsvare synden, at blive ubodfærdig og forhærdet i den – det kan Gud ikke tåle; hellere må alt gå i stykker. Men især, når han kommer med Ordets nådige besøgelse og så gerne vil kalde os til omvendelse.

Sådan er det arme Jerusalem borte, og intet har fældet det andet end den store titel, at det hed Guds by, hans eget hus og hans egen bolig. Det gjorde jøderne trygge, så de tænkte: Skulle Jerusalem gå under? Det bliver der ikke noget af; det ligger Gud alt for meget på sinde. Derfor, om så hele verden kom, kunne den ikke gøre det noget; Gud lader ikke sin bolig lægge øde. I tillid til den titel og nåde syndede de og brød sig ikke om nogen prædiken. Det slog bunden ud af tønden og styrtede dem i al ulykke.

Nu besøger Gud af særlig nåde også os i vore dage med sit ord; men vi forholder os begge parter meget dårligt til det: Biskopperne forfølger det, og vi misbruger det til vores gerrighed, hovmod og andre synder. Derfor frygter jeg, at Tyskland for alvor kommer til at lide et stort nederlag, hvad enten det så sker ved tyrken eller på anden måde ved krig, sult og andre plager. Lad os derfor tage dette eksempel godt til hjerte, at Jerusalem blev så ynkeligt ødelagt, fordi det ikke tog imod Guds ord, men foragtede det – så vi lærer at ære Guds ord og gerne høre det; og at vi, selv om vi synder, dog vender om og bedrer os. Det er den første del af dagens evangelium.

Dernæst fortæller evangelisten, hvordan Jesus gik ind i templet og begyndte at drive dem ud, som købte og solgte derinde, og sagde: «Mit hus er et bedehus, men I har gjort det til en morderhule.»

Det gør Kristus af en særlig magt, og det skal regnes ligesom andre undere, som vi ikke kan gøre ham efter. Ellers ville de mange store og mægtige junkere, som tjente på handelen, have hindret ham og ikke have veget for én mand, der uden sværd og kun med en svøbe (som de andre evangelister fortæller) [svøben nævnes kun i Joh 2,15] vovede sig til det.

At de nu finder sig i en sådan magt og skade og oven i købet tier stille, det er et tegn på, at Herren har talt et ord til dem, ligesom det, han sagde til jøderne i haven, da de alle faldt baglæns om på jorden [Joh 18,6]. Det skal vi nok have svært ved at gøre Kristus efter. Derfor skal ingen tyde denne historie sådan, at prædikanterne skal lægge hånd på folk og bruge magt, sådan som Kristus gør her. For havde Kristus ikke villet bruge mere end menneskelig magt her, så ville han, alene mod så mange, have udrettet meget lidt.

Men vi skal ikke bare se på gerningen, men på årsagen. Den hæfter Herren til med de ord, han siger: «Mit hus er et bedehus, men I har gjort det til en morderhule.» Hvad kan dog have fået Herren til at sige så hårdt et ord? For de havde ikke begået noget mord i templet, men passet deres handel: De havde nemlig deres vekselbord dér og holdt marked med kvæg, stort og småt, sådan som man havde brug for det til ofrene. For de jøder, som boede langt fra Jerusalem, kunne ikke føre det, de ville ofre, med sig hjemmefra. Derfor var ypperstepræsternes tjenere sat til at sørge for, at der altid var kvæg ved hånden og måske også penge til ofrene. For templet havde sin egen mønt, som man finder hist og her hos historieskriverne.

Det ser mere ud til at være til ros end til skam. For da Gud selv havde indstiftet og befalet den gudstjeneste, hvem ville så regne det for uret, at man fremmer den sådan og trofast hjælper til, så den kommer godt i gang? Men der lå noget andet bag. Præsterne foregav nok, at de gjorde det for at fremme gudstjenesten; men så meget ville de ikke have brudt sig om gudstjenesten, hvis den ikke havde givet så godt. Derfor var det pengene og ikke vor Herre Gud, det handlede om for dem.

Gerrigheden gjorde, at de ikke kunne prædike om andet end ofre. De roste den gudstjeneste, ligesom munkene og præsterne roser deres messeoffer, som om man derved kunne lægge synden fra sig og komme i Guds nåde. Det trak folk til i store skarer og drev dem til at lade den rette gudstjeneste ligge (den, som hedder at frygte Gud og stole på hans godhed og flittigt holde sig til Guds ord). De blev ved at synde i al tryghed og bildte sig ind, at når de bare slagtede og ofrede, var der ingen fare. Sådan som man ser hos profeterne, at de af den grund prædiker meget heftigt imod deres ofre.

Det er den rette synd, som hedder «at myrde», hvor det ikke er legemet, men sjælene, der bliver myrdet for evigt: nemlig når man lærer folk at stole på deres egne gerninger og ikke på Guds godhed og barmhjertighed. Det kunne Kristus ikke tåle. Det skal vi heller ikke tåle, men hindre det, så meget vi kan, ved Ordet (for andet er os ikke befalet), så folk holder op med at stole på egne gerninger og fortjeneste, som om de derved kunne lægge synden fra sig og blive frelst, og af hjertet giver sig hen og sætter deres lid alene til Guds barmhjertighed, han, som for Kristi skyld vil tilgive os synden, gøre os retfærdige og frelse os.

Dernæst skal man også sige til folk, at de skal være retskafne og ikke følge deres egne tanker, men Guds ord, og rette sig efter det. Den, der gør det, bruger templet og sit embede ret. Den, der ikke gør det, misbruger det og er en sjælemorder.

Netop den titel giver Hoseas også præsterne i kongeriget Israel, og det ser næsten ud, som om Herren her har haft Hoseas’ ord i tankerne. For sådan siger han: «Præsterne med deres stalbrødre er som stimænd, der ligger på lur og myrder på vejen, som går ned til Sikem» [Hos 6,9]. Dermed vil han vise den skade, de anrettede med falsk lære. For hvor de skulle have vist folket hen til Kristi offer, viste de det hen til at slagte køer og okser, som om alt dermed var udrettet, og man ikke behøvede andet til det evige liv. Det gav godt i køkkenet for dem, for de fik altid deres del af det. Men folk mistede ikke bare deres penge på den måde, men også deres sjæl og frelse. Det kan Kristus ikke tåle; han vælter det hele over ende.

Men ligesom han dengang gjorde det på underfuld vis, sådan ser man, at Gud i kirken stadig lader en sådan straf ramme sværmeånderne. Derfor vil Gud en dag også drive de ugudelige biskopper, præster og munke ud, som for deres gerrigheds skyld holder så stærkt fast ved messen og anden afgudsdyrkelse, og vælte deres marked over ende, hvad enten det så bliver tyrken eller en anden, der gør det.

Det være nok om dagens evangelium for denne gang. Gud, al barmhjertigheds Fader, vække for Kristi skyld ved sin Helligånd vore hjerter til at frygte ham, bevare os nådigt ved Ordet og beskytte os mod al jammer, timelig og evig. Amen.