13. søndag efter trinitatis (Luk 10,23–37)

Prædikener på 13. søndag efter trinitatis. Første prædiken over evangeliet Luk 10,23–37

Det er et langt evangelium. Derfor vil vi kun tage et eller to stykker ud af det, så vi lettere kan huske det og blive bedre af det. Det første stykke er, at Herren Kristus her priser sit ord, det hellige evangelium, meget højt og siger særlig til sine disciple: «Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og har ikke set det, og at høre det, I hører, og har ikke hørt det.»

Med det vil han trøste os mod den elendighed, vi ser her på jorden, hvor intet er mere foragtet end det kære evangelium. For al anden falsk lære, Djævelens løgn og kætteri vil verden gerne høre, det kan den også tåle. Men evangeliet vil den hverken høre eller se. Den spotter og forfølger det af alle kræfter og gør livet surt for dem, der prædiker og hører det. Det har vi desværre mere end rigeligt med eksempler på for øjnene, i hele Tyskland og i mange andre kongeriger. Det ser Herren, og derfor trøster han sine disciple og siger: Verden, ja, mit eget folk, som jeg er lovet og sendt til, skælder ud på mit ord og spotter det. Men den, der har den nåde, at han kan have det og trøste sig ved det, han har salige ører. Han kan med god grund takke Gud af hele sit hjerte for, at han er kommet så vidt, og holde det for kostbart, som verden foragter så dybt. Derfor er det helt sikkert sandt, at I er saligere end Samuel, Elias, Elisa, Esajas og Jeremias, ja, end David og alle de andre gudfrygtige konger. For alle de hellige patriarker, profeter og konger har inderligt længtes efter at opleve denne tid og at se og høre mig. Men det kunne ikke blive dem til del. Jer er denne nåde og salighed derimod blevet givet. Vær derfor glade og ved godt mod, og tak Gud af hjertet for, at der er vist jer en så usigelig nåde, at I kan høre og se mig. Derfor er I sandelig salige frem for dem alle.

Den kære Herre ser, hvor fattige og elendige mennesker vi er. Har vi ikke det dyre klenodie, det hellige evangelium, så bryder den ene vildfarelse efter den anden ind over os, og ingen kan redde sig. Det har vi desværre erfaret alt for meget i pavedømmet. Til sidst kom det så vidt, at vi tog Djævelen til prædikant og troede ham, når han løj for os om messer, valfarter, skærsild og den slags opdigtede fabler gennem spøgelserne og sine løgnagtige prædikanter. Anderledes kan det ikke gå, hvor det kære Ord ikke er: Så tager man imod og tror al slags vildfarelse og løgn. Og alligevel bilder folk sig ind, at de er på den rette vej til frelse, mens de løber lige lukt ned i helvede og til Djævelen.

Omvendt, når vi har evangeliet, kommer der en endnu større og grueligere elendighed: at det meste af folket foragter det, og den mindste del tager imod det og bliver bedre af det. Derfor er vi på alle måder elendige og fattige mennesker. Giver Gud os ikke sit ord, kan vi ikke undvære det, uden at vores sjæls frelse tager skade. Og giver han det, så vil ingen have det. Derfor var intet bedre, end at vor Herre Gud snart kom med den yderste dag og slog det hele i én bunke. For hos den utaknemmelige verden hjælper hverken straf eller nåde. Men som der står her: «Salige er de ører, som hører det og tager imod det.» For deraf skal evig glæde og salighed følge.

Det er det første stykke. Her klager vor kære Herre Kristus over, at han tilbyder og giver jøderne, som var Guds folk, og som han også var lovet til, sit ord og med Ordet syndernes forladelse og evigt liv – men de vil ikke vide af det; de foragter det. Derfor vender han sig særlig til sine disciple og siger: «Salige er I», som har Guds ord og hører det og ikke døde, før det kom. Jeg siger jer: De største og ypperste profeter og konger ville gerne have oplevet det og set det, og alligevel kunne det ikke blive dem til del. Og dog er den store hob i verden desværre så ond, at den ikke bryder sig det mindste om det, selv når den kan få det; ja, den forfølger og spotter det endda. Tag jer ikke af den forargelse, men sørg for at bruge denne nåde og blive bedre. For netop det er det, Herren her er ude efter: Han ville så gerne, at alle hørte Ordet med alvor og ikke foragtede det. Men vi ser desværre i alle stænder, fra den højeste til den laveste, at det, der ikke kan forfølge evangeliet, det foragter det. Kun den mindste del tager imod det med tak og bliver bedre. Og det er også dem alene, der har salige ører og salige øjne.

I det andet stykke holder Herren evangeliets frugt frem for os, nemlig de gode gerninger, som skal følge, når man har hørt Guds ord. Det maler han med et fint eksempel: om manden, der gik ned fra Jerusalem til Jeriko og faldt blandt røvere, som slog ham, plyndrede ham og lod ham ligge halvdød. Imens kommer en præst. Han ser det stakkels menneske, men han tager sig ikke af ham; han går sin vej. En levit kommer efter præsten. Han ser den sårede ligge der, men han tager sig heller ikke af hans nød. Til sidst kommer en samaritaner. Han havde ikke ry for at være hellig; han var en hedning og havde intet med det stakkels menneske at gøre, for det var en jøde. Han var ikke af hans slægt som præsten og levitten, men en fremmed. Han ser det stakkels sårede menneske, lader hans ulykke gå sig til hjerte, stiger straks af hesten, hælder olie og vin i hans sår, forbinder ham og lægger ham op på sit dyr. Selv går han til fods og fører ham til herberget. Og da han for sine forretningers skyld ikke kunne blive der, overlader han ham til værten og giver ham to skilling, for at han skal pleje ham, til han kommer igen.

Før vi siger mere om den frugt, der følger, når ørerne hører og øjnene ser, hvad Kristus siger og gør, skal vi først vide, at denne samaritaner ikke alene er et forbillede på kærligheden for os. Han er frem for alt et billede på den store, usigelige nåde og barmhjertighed hos vor Herre og Frelser Jesus Kristus, som han af lutter kærlighed har vist hele menneskeslægten. Den har Djævelen plyndret og frarøvet al erkendelse og alle Guds åndelige gaver. I stedet har han slået den med blindhed, foragt for Gud osv. og såret og fordærvet den så grueligt, at der hverken er frygt, kærlighed eller tillid til Gud i noget menneskes hjerte, men lige det modsatte. Derfor kalder Sankt Paulus menneskene «af natur vredens børn». Ud af den elendighed og det fordærv kan ingen skabning, hverken i himlen eller på jorden, hjælpe eller råde os stakkels mennesker.

Skulle vi nu ikke forblive i det evigt og være fortabt, men reddes ud af det og bringes på ret køl igen, så måtte Guds Søn, den rette samaritaner, Jesus Kristus, selv tage fat: blive menneske, tage alle vores sygdomme og smerter på sig og bære vores synd og lade det forkynde os ved sit ord, at han med sin død og sit blod har gjort fyldest og betalt for den, og at han ved sin opstandelse og sin herlige sejr har vundet os evig retfærdighed og salighed osv. Mere om det til sidst.

Når du nu tror det af hjertet, så vil dette billede minde dig om, at du også skal vise din næste kristen kærlighed. For når Ordet bliver hørt ret og taget imod med tro, så plejer det at gøre folk til sådan nogle som samaritaneren her: medlidende og barmhjertige mennesker, der ikke kan holde ud at se nogen lide nød. Og hvor de ser det, sætter de deres egne små ejendele ind og hjælper med det, de kan. Men jeg taler her om trængende, fattige folk, som ikke har lagt sig efter at tigge – ikke om det dovne, unyttige, lediggående tiggerpak, som ingen kan få til at bestille noget, og som render landet rundt. Den slags landstrygere skal man intet give. Men hvor der er virkelig trængende folk, er et kristent hjerte sådan indrettet, at det gør som samaritaneren her.

Dette stakkels menneske, tænker han, er min næste. For han er også et menneske og har legeme og sjæl som jeg; ja, han har også den Gud, som jeg har. Derfor står han mig nærmere end et ufornuftigt dyr, og jeg vil ikke lade ham ligge. Op med dig, kære bror, hold nu stille, lad mig hjælpe dig osv. Og så gør han ved ham, som samaritaneren her gjorde ved den sårede, eller som en mor gør ved sit syge barn, når hun af hjertet tager sig af barnets nød. Det er også de rette hellige.

Men de stokhellige, som præsten og levitten her, der holder meget og stort af sig selv, har af natur ingen barmhjertighed med de fattige. De er hårde, grufulde folk. For de mener, at vor Herre Gud er glad for, at de tjener ham, og derfor tror de, at de ikke behøver at gøre eller tjene andre mennesker noget. Præsten her var hellig på grund af sit embede og sin fødsel. Det gjorde ham så hovmodig, at han ellers ikke spurgte efter nogen, som teksten her siger om ham: Han så nok det stakkels sårede menneske, men han gik forbi og tog sig slet ikke af hans nød.

Men det er nogle lede hellige, som Gud er særlig fjendtlig mod: De ser, at deres næste lider nød, og de kunne godt hjælpe ham, og alligevel gør de det ikke. Hvad stoler de da på? På intet andet end deres hellighed. De tænker, at når de har hørt loven udvortes efter bogstaven – og for at jeg også kan tage pavens hellige, munkene og præsterne med (jeg taler om de bedste af dem) – når de har holdt messe, ofret, sunget og gjort andet, så har de udrettet det hele, og bagefter bekymrer de sig ikke mere om vor Herre Gud. Det er stokhellige og stenhellige, ja, Djævelens hellige, som bilder sig ind, at vor Herre skylder dem noget, mens de ikke skylder nogen noget som helst.

Det er mod den slags skændige hellige, at denne lignelse her går. For Herren har også sådan en stolt hellig foran sig, en lovkyndig, der ikke alene vil vise, hvor from han er, men også vil gøre Herren Kristus til en løgner og være en bedre doktor, end han er. For da Herren roser sin prædiken så højt og siger: «Salige er de øjne, som ser det, I ser; for mange profeter og konger har ønsket at se og høre det, men det kunne ikke blive dem så godt», synes den lovkyndige, at det er for meget. Han tænker ved sig selv: De har jo Moses’ lov, den læser, lærer og driver de på; den Jesus kan da bestemt ikke prædike noget bedre eller højere, end Moses har lært. Derfor spørger han og siger: «Mester, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?» Som om han ville sige: Du kan da ikke lære mig noget bedre, end Moses har lært os. Derfor er det ikke kun dem, der hører dig, som er salige; de, der hører og holder Moses’ lov, er også salige folk. Du går for vidt. Det var rigeligt, hvis du var en doktor som Moses. Men at du kaster Moses bort som en ufuldkommen prædikant, der ikke viser den rette vej til frelse, og vil være en bedre prædikant – det er at rose sig for meget.

Det hjerte og den mening forstår Herren udmærket. Derfor vil han ikke svare ham på hans spørgsmål, men lader ham løbe sådan an, at han til sidst selv må bekende: Selv om man har Moses og loven, kan man alligevel ikke blive frelst. Han spørger ham først og siger: «Hvad er der skrevet i loven, hvad læser du?» Den lovkyndige har straks svaret parat og siger: «Du skal elske Gud af hele dit hjerte osv. og din næste som dig selv.» Det mener han er den rette kerne og hovedlæren, og ingen kan pege på noget bedre. Og det er også sandt: Moses kan ikke lære noget højere eller bedre.

Men hvad giver Kristus ham så til svar? «Gør dette,» siger han, «så skal du leve.» Som om han ville sige: Læren er god og rigtig nok, men den hjælper hverken dig eller noget menneske. Hvorfor? I gør det ikke og kan heller ikke gøre det. Det mærker den lovkyndige godt, og derfor skammer han sig. For han tør ikke sige, at han har gjort det; og dog vil han ikke indrømme, at han ikke har holdt det bud. Derfor kaster han et andet spørgsmål ind og siger: «Hvem er da min næste?» Der fik man den højlærde doktor fint ført ind i fælden. For når han spørger, hvem hans næste er, så har han jo åbent indrømmet, at han ikke har elsket sin næste – han er jo endnu ikke nået så vidt, at han kender sin næste. Hvad hjælper Moses og hans lov ham så?

Derfor går Herren ham på klingen med lignelsen om det sårede menneske og siger: «En præst så ham og gik forbi; ligeså en levit.» De to var lige så fromme som du osv. Men samaritaneren tog sig af det stakkels menneske. Sig nu: Hvem var den sårede mands næste? Så svarede den lovkyndige: «Han som øvede barmhjertighed imod ham.» Han vil ikke nævne samaritaneren ved navn, den hovmodige hykler.

Derfor giver Herren ham et godt rap over fingrene og siger: «Gå du hen og gør ligeså!» Som om han ville sige: Du er lige sådan en from hellig som præsten og levitten. Du hjælper ikke din næste med en eneste skilling, om han så skulle dø her og nu. Og så spørger du endda, hvad du skal gøre for at arve evigt liv? Har du ikke fattige slægtninge, fattige naboer, bedrøvede folk? Er der ikke ulykke, angst og nød nok i verden? Og du er sådan en tykhovedet lærer, at du først skal spørge, hvem din næste er? Vil du være hellig, så elsk din næste som dig selv, sådan som samaritaneren her har gjort.

Det kan man da kalde at få hovedet vasket. Som om Herren ville sige: Du har aldrig i dit liv lært så meget, at du vidste, hvem din næste var – for slet ikke at tale om, at du skulle have elsket ham som dig selv. Hvem ligger fejlen så hos? Moses og loven har du. Hvis det er nok til frelse, så har det ingen nød med dig. Men selv om du holdt loven efter bogstaven, så hjælper det dig ikke. Du bliver en synder som før, og du får ikke mere ud af loven, end at den er din skyldbog, vidner imod dig og anklager dig for Gud for dine synder. Det kan man da kalde at ramme langt ved siden af frelsen.

Men den, der virkelig og grundigt vil forstå, hvorfor loven ikke frelser os, skal bare tage disse to stykker for sig, som den lovkyndige her taler om, og se med flid efter, hvad det vil sige at «elske Gud af hele sit hjerte osv. og sin næste som sig selv». Så vil han finde ud af, hvor svær og umulig en ting det er, hvis ikke Helligånden bliver givet os i hjertet ved Herren Kristus og hans evangelium. Det er hurtigt sagt: Jeg elsker Gud; for man behøver ikke at dække mange borde for ham. Men hvis han var her i egen person, så skulle man fint se, hvem der elskede ham og satte noget ind for ham. Nu er han jo ikke her i egen person, så man kunne se ham og tjene ham som andre mennesker, der er hos os og omkring os.

Derfor: Vil du vide, hvem der elsker Gud ret, så skal du ikke gøre andet end at se, hvordan børnene ærer far og mor, hvordan tjenestefolkene adlyder deres herskab, og hvordan man behandler kirkens tjenere. Så vil du fint og tydeligt se, hvem der elsker Gud, og hvem der ikke gør. For om børnene står Guds befaling og ord: «Du skal ære far og mor.» Ja, siger en munk og en nonne, far og mor lader jeg fare; jeg vil ære og elske dig, som er Gud i himlen. Den tjeneste, siger Gud, vil jeg ikke have; der har du mit ord: «Du skal ære far og mor.» Elsker du mig, så vil du også elske din far og din mor, ære dem og vise dem al kærlighed. Det er da at elske Gud.

Men efter den lydighed spørger de gudløse folk ikke. De vil finde en bedre, sådan som de åndløse har gjort i pavedømmet. Og børnene: Selv om de bliver hjemme hos deres forældre, ville mange alligevel ønske, at forældrene allerede var døde og lå under jorden, bare så de selv kunne gøre, hvad de ville. Så må man da sige: De elsker ikke Gud.

Sådan går det også i andre stænder. En fyrste har sine embedsmænd og befaler dem at forvalte det embede, han har betroet dem, ret og trofast og at passe godt på. Spørger du dem nu, om de også elsker Gud, så vil ingen af dem sige nej. De vil alle rose sig: Ja, jeg elsker Gud; hvorfor skulle jeg være Guds fjende? Ja, min kære, så sig mig: Hvorfor er du så ulydig og utro mod din fyrste? Elskede du Gud af hele dit hjerte, ja, bare af halvt hjerte, så ville du tjene din fyrste meget flittigere.

Der er altså ikke én karl eller pige i huset – selv om de intet ved om Gud og oven i købet er sjuskede og utro – som vil finde sig i at få det sagt om sig eller vil vedgå, at de er Guds fjender eller ikke elsker ham. Hvordan kan det så være, at de er hyklere? Jo, de er som denne lovkyndige og som alle mennesker af naturen: De siger: Jeg elsker Gud. Men det er ikke så hurtigt gjort, som det er sagt.

Hvad vil det så sige at «elske Gud»? Er det ikke at holde hans ord og bud? Som Kristus siger: «Hvis nogen elsker mig, holder han mit ord.» For elsker du Gud, så kan du ikke foragte hans bud. Hvad siger og befaler Gud nu tjenestefolkene, karlene, pigerne osv.? Ja, hvad lover de selv deres herskab, at de vil gøre? Gud kræver det, og de lover det; de tager også deres løn, seng, mad og drikke for det: at de vil være tro, lyde og flittigt gøre, hvad de er skyldige at gøre, og med deres tjeneste, arbejde og flid fremme deres herskabs gavn og bedste. Derfor kalder man dem nogle steder «Ehehalten» [et gammelt tysk ord for tjenestefolk, egentlig «dem, der hjælper ægtefolkene med at holde hus»], fordi de med deres tjeneste skal hjælpe til i husholdningen og ved deres arbejde og tro tjeneste forbedre ægtefolkenes udkomme. Men hvor finder du sådanne tjenestefolk, sådanne karle og piger? Den største ulydighed, den største dovenskab, hovmod, grove ord, forsømmelse, ødelæggelse, skade, og tit oven i købet tyveri og røveri – det er nu almindeligt hos dem. Derfor elsker de ikke Gud; ja, de er Guds fjender, for de bryder sig ikke om hans ord – ellers ville de helt sikkert være mere skikkelige og flittige. Og ligesom de elsker Gud og tager sig af hans ord, sådan går det dem også: Der er hverken lykke eller held over sådanne tjenestefolk; de må blive stakler og tiggere hele deres liv.

Om sognepræster og kirkens tjenere behøver jeg ikke at tale her; man ser det overalt, hvordan amtmænd, fogeder, dommere, borgere, bønder og naboer behandler dem: De regner dem for ringere og mere foragtelige end ko- og svinehyrder. Men Gud har dog over al måde indskærpet, at man skal ære dem, holde af dem og sætte dem højt, og især ikke holde deres løn tilbage, sådan som man ser hos profeten Malakias [Mal 3,8–10]. Og Kristus siger selv: «Arbejderen er sin løn værd.» Ligesom du altså gør uret og handler imod Gud, når du snyder din karl og din pige for noget, sådan synder du også imod Gud, når du snyder din sognepræst for noget, du skylder ham. Og du skal vide, at Gud et andet sted vil tage ti gange mere fra dig for det – med uvejr, kvægpest, ild, vand og den slags ulykker – end det, du stjæler fra din sognepræst eller holder tilbage.

Sådan ser man, at verden ikke alene ikke elsker Gud, men hader ham, foragter ham og er hans fjende. Det kunne næsten gå an, at den ikke elskede ham, hvis den bare ikke også var hans fjende. Å nej, siger enhver, Gud bevare mig vel – skulle jeg være Guds fjende? Ja, det er du sandelig. For når du murrer imod din far og mor, imod din husbond og din madmor eller imod øvrigheden og ikke gør, hvad du har fået befalet, så foragter du Gud, hader ham og er hans fjende. For det er hans befaling, at du skal lyde dem og ære dem med din lydighed. Den befaling er du fjende af; for du vil ikke gøre den, og du vil heller ikke høre den. Hvem kan så sige andet, end at du også er Guds fjende?

Sådan praler borgere og bønder også af, at de elsker Gud. Men når de hører, at det er Guds befaling, at de ikke skal være gerrige, ikke tage overpris, men handle redeligt osv., så bliver de mere bidske, jo mere man prædiker, og gør det bare endnu mere af rent trods og overmod. Hvad, siger de, kommer det præsterne ved, hvordan jeg driver mit hus? Skal de belære mig? Nuvel, kommer det ikke præsterne ved, så kommer det Gud ved. Han vil, før du ved af det, lønne dig med pest, dyrtid, ild, vand, tyrken, landsknægte og alle mulige andre plager. De vil tage dine dalere og gylden fra dig til sidste skilling og ikke takke dig for det. Hvorimod du ellers, hvis du var en kristen, kunne vinde yndest og tak hos Gud og mennesker og blive rigere dag for dag.

Sådan ser man overalt, at man ikke alene ikke vil høre vor Herre Guds ord med flid, men oven i købet forfølger det. Ikke alene paven, biskopperne og tyrannerne, som håner og fordømmer det og forfølger dem, der lærer og hører det, og myrder dem, hvor de kan; men også på vores egen side: borgere, bønder, adelen og andre i alle stænder. De burde ære Guds ord og rette sig efter det, leve venligt med deres næste og især give kirkens tjenere, hvad de skylder dem. Men kunne de tage endnu mere fra dem, så gjorde de det med glad sind og syntes oven i købet, at de havde klaret det godt.

Lad os derfor flittigt lære og lægge godt mærke til, at den, der har Guds ord, også skal elske Gud, det vil sige: Han skal vise Gud sin lydighed og flittigt følge Ordet og sige: Å, Herre Jesus Kristus, du har åbnet mine øjne, så jeg ser, hvordan du ved din død har forløst mig fra synd og ved din opstandelse har gjort mig retfærdig og til arving til Himmeriget og det evige liv. Kære Herre, nu takker jeg dig for så stor og usigelig en nåde, og til gengæld vil jeg også gerne gøre det, jeg ved, du vil have af mig. Du har befalet mig at ære far og mor; det vil jeg gerne gøre af hele min vilje. Du har befalet mig at tjene mit herskab trofast, arbejde flittigt og være lydig; det vil jeg også gerne gøre. Du har skabt mig til husmor, til husfar; kære Gud, jeg vil være retskaffen og med lyst og kærlighed gøre, hvad jeg skal, og hellere sætte livet til end ikke at følge dig, ikke trofast at tage mig af mine børn og mit tyende eller at give dem forargelse. Det er den rette frugt, som skal følge af Ordet, og det kaldes at elske Gud ret af hjertet. Og at Gud ikke skulle ære sådanne retskafne, lydige kristne, der ærer og elsker Gud og hans ord, til gengæld og ikke skulle give dem lykke og held igen – det er ikke muligt.

Men lad nu enhver gå hjem i sit hjerte og se efter, hvor langt det er med hans kærlighed til Gud. For som sagt: At elske Gud sker ikke alene med tanker, sådan som det tossede munkefolk mener; men at elske Gud er, som Herren siger et andet sted, at elske sin næste. For «den som ikke elsker sin næste», siger Sankt Johannes, «som han har set, hvordan kan han elske Gud, som han ikke har set?» Derfor siger Gud sådan: Vil du elske mig, så tænk på og elsk din far og mor, dit barn, din mand, din hustru, din husbond, din madmor – det vil jeg have af dig. Se dig nu (siger jeg) godt om, om du gør det overalt; så vil du finde ud af, om du elsker Gud eller er Guds fjende.

For som sagt er de få; ja, det er alene de kristne, der har Guds ord og elsker Kristus, om end ikke så fuldkomment, som de burde. De siger: Jeg vil til gengæld af hjertet gøre mod min næste, hvad jeg skal gøre. Men hvis jeg engang imellem skulle blive overrumplet af vrede, utålmodighed og anden skrøbelighed, så gør det mig dog inderligt ondt, og jeg vil vende om. Det gør de kristne; de andre, som ikke er kristne, gør det ikke.

Heraf kan vi slutte, at borgere og bønder, børn og tjenestefolk, embedsmænd og undersåtter i almindelighed alle hører Djævelen til; for de er Guds fjender, eftersom de – som man desværre ser mere, end godt er – ikke bryder sig om hans ord og befaling. Til tak for, at han har skabt dem, givet dem legeme og sjæl og skænket dem mad og drikke, ja, at han har givet sin enbårne Søn, synger de ham en lille vise, der hedder Odium [latin: had]: Dig gider jeg ikke, dig vil jeg ikke have. Og kunne de, så rev de ham vel endda ned fra himlen – så højt elsker de hans ord og befaling. Ja, se nu den kærlighed – i den andens navn [dvs. i Djævelens navn]! Er det at elske Gud – at være så bitter fjende af Gud og hans ord og i stedet følge den lede Djævel og hans indskydelser til gerrighed, åger og al slags ondskab, ham, som har kastet os i synd og den evige død og har al sin lyst i, at vi er Gud så ulydige?

Sådan er verden i det hele taget tjenestepige for den lede Djævel i helvede. Han har sin lyst i, at man er Guds fjende og ikke gør, hvad han har befalet. Den skændige fjende har allerede hængt synden og døden om halsen på os; og kunne han i denne time ødelægge korn og vin og få det sådan, at vi alle måtte dø af sult, så gjorde han det gerne. Alligevel tjener vi ham, vor værste fjende, som mener os så ondt og giftigt, og imens lader vi den nådige Gud i himlen, som har givet os alt og især sin Søn og med ham skænket os det evige liv, prædike for os forgæves og ikke vil bryde os om hans befaling.

Så lad lyn, torden, pest og helvedes ild slå ned i det – og det vil helt sikkert ske. Kære Gud, er det ikke en jammer over al jammer, at vi ikke skal elske dig, du som dog overøser os med alle slags timelige og åndelige gaver? Og i stedet skal vi med lyst og vilje gerne tjene helvedes drage, Djævelen, som lægger alle plager på os her og giver os den evige død som løn hisset.

Lær derfor, hvad det vil sige at elske Gud. Denne samaritaner elsker Gud – ikke fordi han har givet Gud noget, men fordi han hjælper det stakkels sårede menneske, så godt han kan. For sådan siger Gud: Vil du elske mig og tjene mig, så gør det mod din næste; han har brug for det, jeg har ikke. Derfor tjener samaritaneren her vor Herre Gud i himlen med sine penge, sit ridedyr, sin olie og vin. Ikke fordi vor Herre Gud selv havde brug for det, eller fordi han gør det mod vor Herre Gud; han gør det mod sin næste. Men det kaldes alligevel gjort mod Gud og en tjeneste for Gud, fordi Gud har sagt og befalet det sådan.

Alt det andet, som verden mener at tjene Gud med – at man skal løbe til Sankt Jakob [valfartsstedet Santiago de Compostela] eller til Rom, bygge kirker eller gøre andet af den slags – det har han ikke befalet. Han vil, at den ene skal tjene og hjælpe den anden. I Rom behøver du ikke lede efter mig, siger han; du finder mig derhjemme i dit hus, hos din hustru, dit barn, dit tyende, dit herskab, din øvrighed. Det samme gælder i din nabos hus, på gaden, på torvet og overalt. Gør dér, hvad du kan gøre mod enhver af venlighed, kærlighed og tjeneste, så vil jeg regne det for og rose det, som om du havde gjort det mod mig. Hvordan kunne han lægge det tættere for dig? Men Djævelen blænder verden, så den ikke kan se, hvad det egentlig vil sige at elske Gud og være Djævelens fjende.

Stræb derfor efter at lære at rette jer efter denne samaritaners eksempel. Han tager sig sådan af den sårede i hans nød, hjælper ham og plejer ham, som han selv ville have ønsket, at en anden havde gjort mod ham og plejet ham i en sådan nød. Og derved får han den ros, at han har elsket Gud og sin næste. Det, siger jeg, skal I lære, så I også gør det. For den frugt skal følge hos dem, der har Ordet. Følger den ikke, så er de falske kristne ligesom denne præst og levit; de er stokhellige, ja, Djævelens hellige. For den, der går forbi sin næste, går også forbi Gud. Vogt jer derfor for verdens eksempel, som er fjende både af Gud og af næsten, men vis kærlighed mod enhver, så vil Gud ikke lade det være ulønnet. Men den, der ikke elsker Gud, det vil sige: ikke efter Guds befaling kommer sin næste til hjælp og står ham bi i hans nød, men går forbi og ikke tager sig af hans nød, han skal helt sikkert få sin straf, når tiden kommer. Det må enhver rette sig efter.

Sådan giver dette evangelium os en smuk og meget nyttig og nødvendig lære om, hvordan vi skal indrette vores liv, hvis vi vil høre til den flok, der elsker Gud ret: nemlig at vi skal elske vores næste og vise ham alt godt i hans nød. Det vil Gud tage imod, som om vi havde gjort det mod ham.

Men den lovkyndige giver Herren samme besked på hans svar som før og siger: «Gå du hen og gør ligeså!» Dermed vil han igen vise, som ovenfor, at han aldrig har gjort denne Guds vilje og heller ikke kan gøre den. Så skal han vide og må bekende, at selv om han har Moses og loven, så er det ikke nok til frelse. Skal han blive frelst, må han først ved Jesus Kristus, Guds Søn, have tilgivelse for alle sine synder og dernæst også modtage Helligånden, som vækker hjertet til villig og ret lydighed. For uden Helligåndens hjælp, som vi alene modtager ved Herren Kristus, er det umuligt, at vi overhovedet kunne opfylde loven. For hvor Helligånden ikke er, dér bliver hjertet urent og i synd. Derfor, selv om lovens ydre gerninger følger, så er det dog kun hykleri, som Gud ikke kan have velbehag i.

Derfor står vor Herre Kristi dom fast og sikker: at alene de har salige øjne og ører, som ser og hører det, hans disciple ser; og ikke de, som ikke ser og hører mere end Moses og loven, for ved den bliver hjerterne ikke forandret, men bliver ved med at være, som de var fra begyndelsen: onde og urene.

Herudfra er det let at svare på de paveliges indvending imod os, når de siger: Kristus siger: «Gør dette, så skal du leve.» Og deraf slutter de, at man kan blive frelst ved lovens gerninger. Men med de ord, «gør dette, så skal du leve», vil Herren vise den lovkyndige og os alle, at intet menneske formår at opfylde loven, eftersom ingen er uden synd, medmindre vores hjerter først ved evangeliet modtager Helligånden og bliver renset fra synd. Derfor er det kun en lovprædiken; den befaler os ganske vist at gøre Guds vilje, men deraf følger ikke, at vi kan gøre den. Det må Kristus udrette i os ved det hellige evangelium og sin Helligånd. Det er også derfor, Herren fører denne «lignelse om ham, der faldt blandt røvere», ind: for at vise, hvilken stor jammer der hviler på os mennesker alle sammen, og at vi alene ved ham, den rette og eneste samaritaner, kan blive løst og fri af den.

For vi stakkels mennesker er, som sagt, ved synden faldet blandt de værste røvere, så Djævelen og døden har fået magt over os. De har ikke alene trukket os af og plyndret os for alle de åndelige goder, som Gud har undt og givet os; de har også såret og slået os, det vil sige: for syndens skyld er vi kommet i al slags jammer, ulykke og elendighed. I den jammer måtte vi blive liggende for præstens og levittens skyld, det vil sige for lovens skyld; for de går forbi og hjælper ikke det stakkels menneske. Som Paulus siger: «Ved loven bliver intet menneske retfærdigt» [Rom 3,20; Gal 2,16] og heller ikke fri af synd. Men til sidst kommer samaritaneren, vor kære Herre Kristus, som hans eget folk ikke ville tage imod, men holdt for en hedning og et menneske, der var besat af Djævelen. Han tager sig af vores jammer, vasker og forbinder vores sår med vin og hælder nådens salige olie i dem; han tager vores synd på sig og bærer den på sit legeme; og «fører os således til det rette herberg», det vil sige til den kristne kirke, og «befaler værten at pleje os» – det er dem, der er i prædikeembedet og forkynder Ordet.

Men desværre: den største flok – som vi ser på paven, biskopperne og hele det utøj – passer meget dårligt dette embede, så kirken er som et hospital med en utro, doven og uvenlig hospitalsforstander, hvor de syge bliver meget dårligt plejet. For de burde prædike Guds ord, og så forfølger de det; de burde føre folk til Kristus og således hjælpe dem fra synden, og så stikker de dem bare dybere ned i den. Alligevel ser vi, at vor kære Herre Kristus ikke helt vil lade sit hospital gå til grunde. Vil paven og biskopperne ikke prædike ret, så må de lade være og vente på, hvordan de til sidst vil blive lønnet. Imens vækker vor kære Herre Kristus fattige, elendige og i verden foragtede folk, som forkynder hans ord og plejer de stakkels syge, så de ved evangeliet kommer til syndernes forladelse og det evige liv. For uden denne prædiken er det umuligt, at vi kunne komme til en sådan skat. Derfor skal vi takke Gud af hjertet for denne velgerning og bede om, at han vil bevare os i denne nåde og frelse os. Amen.