18. søndag efter trinitatis (Matt 22,34–46)

Prædikener på 18. søndag efter trinitatis. Første prædiken over evangeliet Matt 22,34–46, holdt 1533

I dagens evangelium er der især to stykker. Det første handler om den skriftkloge, der spørger, hvilket bud der er det største i hele Moseloven. Det andet er, at Herren Kristus til gengæld spørger farisæerne, hvad slags mand Kristus er, siden David i Ånden kalder ham sin Herre.

Det første spørgsmål viser, at jøderne var faldet i så stor en blindhed, at de havde glemt de ti bud, som jo de små børn kan. Et barn burde da kunne svare på sådan et spørgsmål.

Det første og største bud lyder: Du må ikke have andre guder. Men farisæerne og de skriftkloge var kommet bort fra det og var havnet i den dårskab, at når de diskuterede om dette bud, sagde den ene, at det var at ofre, den anden, at det var at give almisse, den tredje, at det var at faste, at gå i særlige klæder og så videre. Sådan ser man, hvordan det går, når folk er faldet fra Guds bud og hans ord og har taget sig andre gerninger for, ud af deres egne tanker og uden Guds ord. Det samme er sket med vore munke og nonner. De løb i klostrene, viste lydighed der og ville ikke eje noget selv. Men samtidig mistede og glemte de, hvad tro og kærlighed er, og alligevel roser de sådan et klosterliv som fuldkommenhedens stand.

Nu kan et barn på ti år, Gud ske lov, bedre sige, hvad en fuldkommen stand er, end alle munke og nonner. Hvorfor? De tænker kun på deres eget opdigtede klosterliv. Men en kristen siger: At være fuldkommen er at frygte og elske Gud og gøre alt godt mod sin næste. For Gud har jo ikke befalet os at gøre noget andet. Det kan ingen munk sige, det ved jeg for vist. Ellers ville de lade deres egne tåbelige påfund falde og give sig ind under den rette lydighed mod de ti bud.

Sådan uforstand og blindhed kommer af, at man falder for de udvortes gerninger, der har en særlig larm og et særligt skin over sig. For eksempel når man holder særlige dage, går i særlige klæder, ikke spiser og drikker, hvad andre spiser og drikker. Det glimter og skinner, og folk bliver taget ved næsen. Men imens mister man de højeste gerninger og bud: at man skal elske Gud og gøre alt godt mod mennesker. Det ser vi her hos farisæerne og de skriftkloge. Netop derfor spørger de om det største bud i loven: de er ikke selv enige om det, og den ene holder det ene, den anden det andet for det bedste.

Derfor er dette eksempel en mægtig advarsel: at så høje folk har været så blinde, at de ikke vidste, hvilket bud der var stort eller lille. Og de var endda lærere, som skulle gå foran andre og undervise dem i den rette gudstjeneste. Sådan er vort tossede munke- og præstefolk stadig. Spørg hvem du vil om gode gerninger, og om hvad du skal gøre for at blive frelst. Han vil ikke vise dig hen til de ti bud, men sige, at du skal blive munk, høre messe, valfarte til helgenerne, faste og så videre.

Men det er at vise folk bort fra de ti bud og fra den rette vej og ad lutter afveje ind i Slaraffenland. Det er i sidste ende lønnen for menneskelærdom, når man stiller sådanne gerninger op, som Gud ikke har befalet noget om. Derved bliver folk blændet, så de ikke længere ser de ti bud, men helt mister dem. For ellers burde man da være så klog, at man kunne sige: Det største er det, som Gud har befalet og budt. Men farisæere og skriftkloge, præster, munke og nonner kan det ikke.

Derfor gør vi vel i at vogte os for sådan en vildfarelse og flygte fra hjemmelavet andagt. Og omvendt: Lad ikke katekismen være en ringe lære, når man skal undervise folk i, hvad de skal gøre. For dér hører vi, at man skal elske Gud og ikke have andre guder. Det vil sige: Man skal ikke have noget kærere og ikke regne noget for større end Gud og hans ord, men hellere give slip på alt og lide alt. Når du gør det, så er du i den højeste stand.

Ja, siger de, det gør de almindelige kristne. Jeg vil tage mig noget særligt for. En almindelig kristen står ikke op om natten for at bede, jeg vil stå op til ottesang. Han spiser kød, jeg vil spise fisk. Han går klædt som folk flest, jeg vil have mig en særlig dragt syet og så videre. Sådan ender det med, at de blinde folk får så travlt med deres egen andagt, at de helt glemmer de ti bud. Derfor er det ingen ringe lære, når Herren her siger, at det største bud er at elske Gud, og at det andet er det første lig: at man skal elske sin næste som sig selv. For i disse to stykker er alt samlet, hvad man kan prædike og lære om gode gerninger. Fra denne kilde skal alt vælde frem, og dertil skal alt flyde tilbage. For det står fast: Vil du tjene Gud, så kan det ikke ske på nogen anden måde, end at du elsker Gud og din næste.

Denne lære vil på den yderste dag vække en meget streng dom. For alle ved godt, hvad der er sket i pavedømmet. Den, der ville tjene Gud, tænkte ikke på de ti bud. Den ene blev munk, den anden løb til Rom eller til Sankt Jakob, den tredje påkaldte den og den helgen og tjente ham med faste, helligdage og så videre. Det kaldte man dengang gudstjeneste.

Men «at tjene» betyder, at du gør, hvad man befaler dig. Derfor følger det, at den, der vil tjene Gud ret, må gøre, hvad Gud byder ham, ikke hvad han selv synes er godt. Hvordan befaler Gud så, at man skal tjene ham? Her står det: Vil du tjene Gud, behøver du ikke gå eller løbe langt efter det og heller ikke give mange penge for det. Elsk Gud og din næste. Hvordan kunne Gud lægge sin tjeneste nærmere til dig og gøre den billigere end sådan: at når du elsker din næste og gør alt godt mod ham, så vil Gud regne det, som om du havde gjort det mod ham? Det er en forunderlig lære: når du gør godt mod din næste, så er det en gudstjeneste og gjort mod Gud selv.

Den lære, siger jeg, vil på den yderste dag gøre et forunderligt spektakel. For «de ugudelige», siger Kristus selv, «skal sige: Hvornår så vi dig sulten eller tørstig? Men Kristus skal svare og sige: Hvad I ikke har gjort mod den mindste af mine, har I heller ikke gjort mod mig.» Så det er vist og står fast: Når du giver en fattig kristen en skjorte, en frakke, ja, bare et bæger koldt vand, så har du givet det til Kristus. Og her skal ingen gøre nogen forskel.

Er det nu ikke den lede Djævel, at vi lader dette gå forbi os og ikke tænker over, at vi så let kunne tjene vor Herre Gud selv, og alligevel ikke gør det? Vi tænker: Hvis vi bare vidste, hvor Kristus var at finde, så ville vi løbe derhen og bære alt, hvad vi ejer, til ham. Men hvad skal vi med den slags tanker? Vi hører jo her, at det andet bud er det første lig. Så må det jo følge, at vor Herre Gud gerne vil tage imod det, vi gør mod vores næste, og regne det, som om det var sket mod ham.

Ja, siger du, vor Herre Gud er i himlen. Det gør ikke noget, han er også hernede på jorden. Derfor: Når du ser en kristen lide nød, så vid, at det er Kristus, der lider nød og har brug for din hjælp. Han siger jo selv, at han på den yderste dag vil klage over os, fordi vi lod ham lide sult og tørst.

Men det er en jammer, at vi har denne lære så klart og alligevel slår den hen i vejret, som om Gud ikke var der, skønt vi så rigeligt kunne tjene ham hver dag og hver time. Den ulydighed kan ikke undskyldes med, at vi siger, vi vidste det ikke. For her står det: «Det andet er det første lig.» Altså: Den, der elsker sin næste, elsker Gud. Derfor vil dommen på den yderste dag også lyde sådan: Havde du tjent din næste, så havde du tjent mig, og jeg ville have betalt dig rigeligt for det. Men nu kunne jeg for din skyld være død og gået til grunde. Den dom skulle vi vogte os for, for den evige fordømmelse vil følge af den.

I pavedømmet var det noget helt almindeligt, at gamle ryttere, krigsfolk, jurister og den slags folk, som mente, at de havde været i en fordømmelig stand, sagde: Indtil nu har vi tjent verden, nu vil vi begynde at tjene Gud. Derfor løb mange af dem i klostrene og blev munke eller eneboere. Men det var en djævelsk forførelse. For den, der vil tjene Gud, skal ikke krybe ind i en krog, men blive blandt folk og tjene dem, hvormed han kan, og være vis på, at han dermed tjener Gud. For det har Gud befalet og sagt oven i købet: «Det andet bud er det første lig.» Men med munkelivet bliver han ikke tjent. For ikke alene har han ikke befalet noget om det, men det er også imod kærligheden og den rette gudstjeneste, som Herren her prædiker om.

Sådan gik det også til hos jøderne. De gjorde alt ondt mod deres næste og mente, at bare de slagtede mange køer og kalve, så havde de gjort deres sag godt. Men hvad siger vor Herre Gud i Sl 50? «Dine ofre straffer jeg dig ikke for, dine brændofre er jo altid for mit ansigt. Jeg vil ikke tage tyre fra dit hus eller bukke fra dine stalde. For alle dyr i skoven er mine, og kvæget, som går i tusindvis på bjergene.» Sådan siger han flere andre steder: Han har ikke brug for deres guld, deres tempel og andet. Men vil du tjene mig ret, så viser jeg dig ned til din næste. Du har kone, børn, tjenestefolk, naboer, fyrster, herrer og alle slags stænder. Der finder du nok at tage fat på, tjen mig dér. Vil dit barn ikke være lydigt og skikkeligt, så hent straks riset frem og slå trøstigt til. Vil tjenestefolkene ikke gøre det rette, så irettesæt dem, eller vis dem døren. Er din nabo fattig, bedrøvet, syg, så hjælp, tjen og trøst ham. Vær villig og lydig mod din fyrste, så har du gjort det mod mig.

At dette ikke vil gå os til hjertet, det er til at græde over. For det, vi har syndet mod Gud og gjort uret, vil han ikke tilregne os, men tilgive. Vi skal bare tjene vores næste og gøre vel mod ham, så vil Gud regne det, som om vi havde gjort det mod ham, og oven i købet lønne os rigeligt for det. Hvis nogen ikke vidste, hvad verden er og hvordan den bærer sig ad, og at den hverken bryder sig om Guds løfter eller hans trusler, så kunne han lære det her. For hvad gør borgere og bønder andet end at slå vor Herre Gud i ansigtet uden nogen blusel, rive ham i håret og træde ham under fødder? Alle har jo kun travlt med, hvordan de kan blive rige og gøre deres bunke større, og det må gå deres næste, som det vil, om han så dør eller går til grunde ved det.

Den, der kunne tro, at det, han gør mod sin næste, gør han mod Gud, han ville blive dybt forskrækket over verdens troløshed. Men der er ingen, der tror, at det er sandt. Som Herren selv siger i Matt 25, at de ugudelige på den yderste dag skal sige: «Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig?» Men det vil ikke hjælpe dem. For ligesom Herren her siger: Det andet bud er det første lig, sådan vil Kristus også dér sige: «Hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, har I heller ikke gjort mod mig.»

Det er den første lære i dagens evangelium. Gud give, at vi tager den til hjertet, og at enhver ser sådan på sin næste, at når han tjener ham, så er Gud tjent. Så ville hele verden være fuld af gudstjeneste. En karl i stalden, en pige i køkkenet, en dreng i skolen – de ville være lutter Guds tjenere, hvis de gjorde det med flid, som far og mor, husbond og madmor har pålagt dem. Så ville hvert hus være en rigtig kirke, hvor der ikke blev øvet andet end lutter gudstjeneste. Men ingen vil tage det til hjertet. Ingen vil tjene sin næste. Alle ser kun på, hvordan de kan tjene sig selv og skaffe sig selv fordel. Derfor: Ligesom man kunne tjene Gud ved at elske sin næste, sådan tjener verden helt og holdent Djævelen, fordi den slet ikke agter kærligheden til næsten. Men det vil få en ond ende. For hvordan skulle det dog behage vor Herre Gud? Han har bragt sin gudstjeneste så nær til os, at enhver kunne gøre sit hus og sit kammer til en gylden kirke, smykket med lutter smaragder og perler. Og alligevel lader vi det med vilje være og vil hellere tjene Djævelen end Gud.

Derfor lær her: Den, der tjener sin næste til gavn, han tjener ikke alene sin næste, men Gud selv i himlen. For her står det, at Gud vil tage sig af sådan en tjeneste, som om den var gjort mod ham selv. Ellers ville Kristus ikke sige: Det andet bud er det første lig. Men den, der ikke vil lade sig bevæge af, at han her på jorden kunne oprette et himmerige og gøre sit eget hus eller sin stand til et gudshus eller en kirke, han må fare. For ligesom du her kunne gøre dig et paradis og en himmel, hvis du tjente din næste (for det kaldes at tjene Gud i himlen), sådan gør du dig selv et helvede på jorden, når du ikke tjener din næste. For så tjener du Djævelen, som hører hjemme i helvede. Og det er lige meget, om du endnu hverken ser eller mærker det. Med tiden skal det nok vise sig, så du ser og mærker det og skriger mord og brand over dig selv og din store ulydighed. Derfor ville det være nødvendigt, at vi lærte dette godt og altid øvede os i kærligheden til vores næste. For til det har Gud allerede givet os mund, øjne, hænder, fødder, penge, gods, fornuft og andet, så vi kan efterkomme hans befaling og holde os i hans tjeneste.

Men ligesom denne lære om kærligheden til Gud og til næsten hører til livet her på jorden, sådan hører den anden lære, om hvis søn Kristus er, med til, at vi skal lære, hvordan vi efter dette liv kan komme ind i et bedre og evigt liv. For det bringer os ikke i himlen, at vi ved, hvordan vi skal elske Gud og vores næste, heller ikke når vi går i gang med denne kærlighed i gerning, så godt vi kan. Sådan tænkte farisæerne: De mente, at når de havde Moses, så behøvede de ikke mere. Men Kristus viser os her, at den tanke ikke vil hjælpe til det evige liv. Vi må højere op og lære nøje, hvad Kristus er, og hvis søn han er. Farisæerne vidste godt, at han skulle være Davids søn. Men det lader Kristus sig her ikke nøje med. Hvorfor? Hvis Kristus ikke var mere end Davids søn, så måtte han også dø ligesom David og kun have et timeligt rige. Men Kristus har et evigt rige, og David, hans far, kalder ham i Ånden Herre. Hvordan kan det nu gå til, at Kristus på én gang skal være Davids søn og Davids Herre?

Det er spørgsmålet, som farisæerne ikke kunne svare på, ligesom ingen jøde den dag i dag kan svare på det. I det spørgsmål hører man intet om næsten, om kærligheden eller om gode gerninger. Det handler alene om, at vi lærer, hvis søn Kristus er. Den, der ved det, kan ikke tage fejl af vejen til det evige liv. For det er ikke nok til det evige liv, at vi kender loven og ved, hvad vi skal gøre. Hvorfor? Der mangler stadig, at vi også gør det. Og det kommer meget langsomt hos os. Derfor må også dette være med: at man flittigt lærer, hvad Kristus er. Derfor stiller Herren sit spørgsmål sådan: De skal sige ham, hvis søn Kristus er, han som efter kødet var Davids søn. Og alligevel kalder David ham ikke en søn, men sin Herre. Og det endda en Herre, som sidder ved Guds højre hånd, og som Gud vil lægge alle hans fjender under som en skammel for hans fødder.

Med det spørgsmål vil Herren vække jøderne og os alle, så vi holder Kristus højere og ser på ham med andre øjne end som blot Davids søn. For han er også Davids Herre. Det vil sige: Han er ikke alene et menneske, men også sand Gud, født af Faderen fra evighed. Ellers ville David ikke kalde ham Herre, hvis han ikke var mere end et menneske og kun Davids søn. For David er en af de største helgener og den lærdeste konge. Alligevel kalder han Kristus, som er hans søn, en Herre. Som ville han sige og frit bekende: Åh, min søn står langt over mig. Jeg er også konge og kaldes hans far, men han er min Herre. Og det endda en Herre, som sidder ved Guds højre hånd og efter Guds befaling hersker over alle sine fjender. For når han er et menneske, er det let at regne ud, hvad han har for fjender, nemlig Djævelen og døden, som Paulus også slutter ud fra denne salme i 1 Kor 15. Skal nu Djævelen og døden ligge for denne Davids søns fødder, så han er deres herre, så må det følge, at der er en guddommelig kraft og almagt i denne Davids søn. Ellers kunne han lige så lidt som andre mennesker vinde over døden og Djævelen.

Sådan fører Herren os ind på den rette vej til det evige liv. Loven er en meget god, nyttig og nødvendig lære. For den viser os, hvad vi skal gøre, når vi vil leve til Guds behag, tjene ham og undslippe syndens straf. Og det er sandt, at den lære alligevel er nyttig til, at mennesker i dette liv kan holde en fin udvortes tugt i udvortes gerninger og få timelige goder af det. Men skal man efter dette timelige liv også komme ind i det evige, så hjælper lovens lære ikke det mindste. Hvorfor? Vi kan ikke komme til livet, medmindre vi er frie og løste fra alle synder. Selv om loven tjener til og er givet for, at man skal gøre mindre synd, så bliver synderne alligevel ikke lagt bort ved den. Derfor må man ud over loven have en anden lære, som viser os, hvordan vi kan blive befriet fra synden. For da vi ikke kan holde loven fuldkomment, så bidrager loven til, at vi har en ond samvittighed og må frygte Guds vrede og dom for syndens skyld.

Mod den ulykke, som loven anretter i samvittigheden, tjener dette spørgsmål: at du lærer, hvad Kristus er, og hvad han har gjort. Her siger Kristus selv, at han ikke alene er Davids søn, som jøderne holdt ham for, men at han også er Davids Herre, det vil sige evig og sand Gud. Men hvad gør han? Han giver afkald på sig selv og sin guddoms skikkelse, som Paulus siger, og bliver menneske og dør på det hellige kors’ stamme. Hvorfor det? Fordi han er Guds lam, det vil sige det offer, som Gud selv har bestemt for verdens synd. Da han nu er død, står han op fra de døde på den tredje dag til et evigt liv og sidder ved Guds højre hånd. Det skal vi lære om Kristus og lægge os godt på sinde. For den, der kan denne kunst, han er hjulpet. Den, der ikke kan den, må gå til grunde i synd og død. Hvorfor? Vi er alle syndere, og loven hjælper os ikke alene ikke fra synden, men anklager os for Gud og gør os først til rigtige syndere. Dér sidder vi fast og kan af egen kraft hverken komme frem eller tilbage. I synd er vi undfanget og født, og jo længere vi lever, des mere vokser og tager synden til med os. For den er ikke lagt på os som en anden byrde, som vi kan lægge fra os og kaste af os. Den sidder i marv og ben og giver os derfor ingen ro. Det må vi bekende, hvis vi bare vil åbne øjnene og selv se ind i vort hjerte.

Dér er dette den eneste redning og hjælp: at vi lærer, hvem Kristus er. For når du først ved, hvem han er, og derefter også hører, hvad han gør, så er du hjulpet. Hvorfor? Er du en fattig synder, som har syndet meget mod Guds vilje, så se herhen. Denne Kristus sender Gud, for at han skal lide og betale for synderne. Hvorfor vil du da bekymre dig om den gæld, som så rig en Herre har taget på sig og allerede betalt? Derfor kommer det kun an på, at du tager imod denne lidelse og død med fast tillid.

Vi har altså alle døden foran os. Den kan ingen løbe fra eller redde sig fra, om han så er nok så mægtig, stærk, rig, vis og hellig. Men hvor kommer døden fra? Den er syndens sold eller løn, Rom 6. Nu har du hørt, hvor vi finder syndernes forladelse: ingen andre steder end hos Kristus, som er død for dem og så videre. Denne samme Kristus blev ikke i døden, da han var død, men er opstået fra de døde igen. Det er et tegn på, at han også er Herre over døden.

Derfor: Ligesom du har syndernes forladelse ved ham, sådan skal du også ved ham håbe på det evige liv, at han på den yderste dag også legemligt vil oprejse dig igen og frelse dig for evigt. Det er at kende Kristus ret og vide, hvis søn han er, nemlig en søn af David, for han er et menneske. Men dog også Davids Herre, fordi han sidder ved Guds højre hånd og har sine fjender, synd, død og helvede, som en skammel under sine fødder. Derfor: Den, der har brug for redning mod de fjender, han skal ikke søge den hos Moses, ikke ved loven, sine gerninger eller sin fromhed. Han skal søge den hos Davids Søn og Herre, dér vil han helt sikkert finde den.

Det ved de skændige farisæere ikke. Derfor agter de ikke Herren Kristus og lader sig nøje med det, de ved fra loven, om hvordan man skal elske Gud og sin næste. Og dog er det umuligt, at man kan kende Gud, for ikke at tale om at elske Gud, medmindre man kender Kristus. Som han siger i Matt 11: «Ingen kender Faderen uden Sønnen, og den som Sønnen vil åbenbare ham for.»

Og det er også en grund til, at Herren netop nu kommer frem med dette spørgsmål. Som ville han sige: I ved godt, at man skal elske Gud. Men I vil helt sikkert aldrig nogen sinde elske Gud ret med hele jeres hjerte, med hele jeres sjæl og med hele jeres sind, medmindre I kender Kristus ret og ved, hvem han er. For hvordan kan man ellers vide, hvilken nåde og barmhjertighed Gud har vist os? Det er ikke en ringe ting, at Gud har skabt os og givet os legeme og liv og alt. Men alt det tjener os kun en kort tid, mens vi lever her på jorden.

Men dér ser vi rigdommen af hans overstrømmende godhed og nåde: at Gud ikke sparede sin enbårne Søn, men gav ham hen i korsets død for os, så vi skal blive befriet fra synden og leve evigt ved ham. Det er en evig, umålelig, uudgrundelig kærlighed og nåde, som intet menneske kan kende, medmindre han kender Kristus. Derfor kan han heller aldrig elske Gud ret.

Sådan ser vi, hvad farisæerne og de skriftkloge vinder ved at spørge og friste. Intet andet end at Kristus frit og åbenlyst for alle overbeviser dem om, at de kan sige meget om kærligheden til Gud, men ikke har en gnist af den i deres hjerte, eftersom de ikke kender Kristus. Men elsker de ikke Gud, som har vist dem så megen nåde og godt, hvordan skal eller vil de så elske deres næste, som har brug for deres hjælp og ikke kan gøre dem noget godt, fordi han er fattig?

Derfor skal vi holde denne lære kær og takke Gud af hjertet for, at vi ikke længere sidder fast i så stor en blindhed, som før under pavedømmet, og som jøderne her, men har læren om Kristus ren. Ved den ved vi ikke alene, hvordan vi skal blive fri for synden og blive frelst, men ved den modtager vi også Helligånden, som ved denne lære [Erlanger-udgaven 1826 har «Leute» (folk), en trykfejl for «Lehre» (lære), som 2. udgave har] driver vore hjerter til, at vi begynder at elske Gud og vores næste ret og af hjertet. Det vil vor kære Herre Jesus Kristus give os alle. Amen.