17. søndag efter trinitatis (Luk 14,1–11)

Prædikener på 17. søndag efter trinitatis. Første prædiken over evangeliet Luk 14,1–11, holdt 1532

I dagens evangelium er der to stykker. Det første handler om gudstjenesten: hvordan man skal forholde sig over for Gud. Det andet om, hvordan vi skal forholde os over for folk.

Men her rejser der sig et spørgsmål om det første stykke: Er det bedre i Guds øjne at holde sabbatten eller at hjælpe mennesker og gøre godt mod dem? For det er det, farisæerne er ude på her, når de holder øje med Herren Kristus for at se, hvad han vil gøre med den vattersottige. Hjælper han ham ikke, tænker de, så kan man skælde ham ud for at være ubarmhjertig og ikke gøre folk noget godt. Men hjælper han ham, så er han ugudelig og holder ikke sabbatten; så kan man bevise på ham, at han er ulydig mod Gud og hans ord. Den kære Herre kan gøre, hvad han vil – han er fanget, for de spærrer vejen for ham på begge sider. Og især mener de at have fat i noget farligt med sabbatsbruddet. For hos jøderne var sabbatten en stor og hellig ting, som de holdt meget strengt på.

Men hvad gør den kære Herre Kristus, som er helt fanget og efter farisæernes plan har tabt, hvad vej han end vender sig? Han går midt igennem og gør det, der er ret. Han gør farisæerne til skamme og driver dem sådan op i en krog, at enhver kan se, at de er rene narre – selv om de har ord for at være de åndelige ledere, der skal lære og lede folket, og derfor bliver holdt for store doktorer.

Summen af denne sag er altså, at han siger dem lige op i ansigtet, at de ikke ved, hvad det vil sige at holde og hellige sabbatten. I tænker, siger han, at det at hellige sabbatten er at gå helt ledig og ikke gøre noget arbejde på den dag. Nej, sådan skal I ikke forstå sabbatten. At «hellige sabbatten» er at høre Guds ord og hjælpe sin næste, med hvad man kan. For Gud vil ikke have sabbatten holdt så hellig, at man for dens skyld skulle lade sin næste i stikken i hans nød eller forsømme ham. Når jeg derfor tjener min næste og hjælper ham, så har jeg holdt sabbatten ret og godt, selv om jeg arbejder; for jeg har gjort en guddommelig gerning på den. Denne lære om sabbatten sigter altså først og fremmest på, at vi skal lære at forstå det tredje bud ret: hvad det er, og hvad det kræver af os – nemlig ikke at vi skal gå ledige og ikke gøre noget, men at vi skal høre Guds ord og så gøre og leve efter det. Hvad siger og lærer det ord os så? Det viser os hen til, at vi efter den anden tavle skal elske hinanden og gøre alt godt. Det, siger Gud, skal du høre og lære på sabbatten. Så må det jo følge, at du ikke vanhelliger sabbatten med sådanne gode gerninger.

Derfor, siger Kristus, er I farisæere nogle grove lærere, når I kalder det at bryde sabbatten, at man gør godt. Det er jo netop det, man prædiker mest om på sabbatten: at vi skal elske hinanden. Men hvad vil det sige at elske? Det vil ikke sige at gå og tænke på det, men at være sin næste god af hjertet, trøste ham med Ordet eller irettesætte ham, hvor det er nødvendigt, og være ham til hjælp med råd og dåd og således hjælpe ham på legeme og sjæl. Som Johannes siger i 1 Joh 3,18: «Børn, lad os ikke elske med ord eller med tunge, men i gerning og sandhed.» Det, siger Herren, befaler Gud dig netop på sabbatten. Ja, og det er endnu mere: Han har indstiftet sabbatten, for at du skal høre og lære at være venlig mod din næste med ord og hjælpsom med gerning, hvor han har brug for det.

Sådan irettesætter Herren de falske helgener, der gav Guds ord en forvrænget mening og rosede sig af at holde sabbatten, mens de viste så lidt kærlighed, at de ikke engang ville have rakt et nøgent menneske en skjorte eller et par sko. Skurke er de, der vender Guds ord på hovedet. For hvor Guds ord byder og siger: Elsk din næste, og gør ham alt godt, så siger de: Å nej, så kunne jeg komme til at bryde sabbatten. Det er at lære forkert og vende Guds befaling helt på hovedet. For Gud lader dig netop på sabbatten sige, at du skal elske din næste, tage dig af ham og gøre ham alt godt i alt, hvad han har brug for på legeme og sjæl. Det ser man også i det eksempel, Herren her bruger. Er det ikke en skam? siger han. Hvis din okse eller dit æsel faldt i vandet på sabbatten, så bryder du ikke sabbatten ved at hjælpe det stakkels dyr. Når det nu ikke er synd at hjælpe et kreatur på sabbatten, er I så ikke tossede helgener? I kan holde af okser og æsler, løbe til med reb og stænger, hjælpe dem op af vandet og redde dem – og så vil I alligevel forbyde, at man holder af et fattigt menneske og hjælper ham på sabbatten.

Sådan skal det altid gå dem, der vil belære og rette Herren Kristus: De fanger sig selv og må for åben skærm vise, at de er grove narre. Sådan gør farisæerne her: De vover sig ind på det og tænker, at Herren ikke kan slippe fra dem, hvad enten han hjælper det stakkels vattersottige menneske eller ej.

Men han giver dem et sådant svar, at de må rødme af skam og ikke vover at foretage sig mere mod ham i den sag. Han siger: I hyklere, det er jer, der vanhelliger og bryder sabbatten. Det, I leder efter hos mig, finder I hos jer selv. For at hellige sabbatten er at høre Guds ord og gøre hellige gerninger, elske sin næste og gøre for ham, hvad han har brug for, være lydig, barmhjertig og hjælpsom, give råd og trøst, give mad og drikke osv. Det skal man gøre på sabbatten, og det er at tjene Gud ret. For de andre tåbelige gudstjenester har han ikke brug for. Han vil heller ikke have dem, så man skulle sidde og hyle i kirken hele dagen, sådan som vore pavelige plejer. Han vil, at man skal høre hans ord og så leve og gøre efter det.

Det er det, det skønne ord hos profeten Hoseas sigter på: «HERREN har mere lyst til kærlighed end til offer og til kundskab om Gud mere end til brændofre.» Hvad vil det sige at kende Gud? Intet andet end at høre Guds ord. Årsagen er, at uden Ordet vil ingen vide noget om Gud. Men når Ordet kommer og siger: Jeg er HERREN din Gud, som har sendt min Søn og givet ham i døden for dig, som har taget imod dig i dåben osv. – ved det ord lærer vi Gud at kende, så vi ved, at han er nådig og barmhjertig. Det kan fornuften aldrig nogen sinde vide eller lære af sig selv. Men heraf følger, eftersom man kommer til kundskab om Gud ved Ordet, at det er at tjene Gud og hellige sabbatten ret, når man hører Guds ord og lever og handler efter Guds ord. Det lader de ugudelige hyklere, farisæerne, ligge. De hører ikke Guds ord og gør heller ikke efter det – og så vil de alligevel have ord for, at de ikke bryder sabbatten.

Sådan gør vore pavelige også: Konger og fyrster, der står Ordet imod, hører messe hver dag. Det er den høje, særlige gudstjeneste, som de ikke kan undvære en eneste dag. Men til gengæld hører de ingen prædiken i en måned, et halvt år, ja, ofte et helt år. Og selv om de hører en prædiken, så hører de intet fra Skriften og ikke det rette Guds ord, men bare menneskepjat og løgn. Det er deres gudstjeneste, som de helliger sabbatten eller helligdagen med. Og dog kan sabbatten ikke helliges på nogen anden måde, end at man hører Guds ord og øver sig i de gerninger, som Ordet holder frem for os og befaler os.

Derfor skal det være sabbat hver dag hos de kristne. For vi skal høre Guds ord hver dag og indrette vores liv efter det. Alligevel er søndagen indrettet for det almindelige folk, for at enhver på den dag særligt skal høre og lære Guds ord og så leve efter det. For de andre seks dage må den almindelige mand passe sit arbejde og tjene til føden. Det lader Gud gerne ske, for han har befalet arbejdet. Men den syvende dag vil han have helliget, så man ikke skal arbejde på den, for at enhver uhindret kan øve sig i Guds ord og gerninger og gøre dem – ikke det, der angår det timelige, men det, som Gud kræver og vil have i sit ord.

Det er det første stykke af dagens evangelium: at enhver skal lære, at det er at tjene Gud og hellige sabbatten ret og godt, når vi hører Guds ord og gør efter det. Når du derfor går til prædiken, når du læser et evangelium med rigtig alvor, så er det at tjene Gud, og det er en langt kærere tjeneste for ham end alle andre ofre og al anden hellighed, som Hoseas siger.

Det andet stykke lærer om ydmyghed. For sådan tyder Herren selv lignelsen til sidst: «Enhver, som ophøjer sig selv, vil blive ydmyget; og den, som ydmyger sig selv, vil blive ophøjet.» Det skal I lære: at det ikke alene er sandt over for Gud, men også over for mennesker. For sådan er alle mennesker: De kan ikke lide de hovmodige. Derimod må det være et særlig ondt menneske, der er fjendtlig mod et ydmygt og retskaffent hjerte. Det er naturligt, at alle holder af det. Det ser man, når en ung pige i huset er villig og lydig og med et ligefremt og oprigtigt hjerte gør, hvad hun bliver bedt om. Så har hun hurtigt vundet husmoderens hjerte, så hun ikke kan være vred på hende. Det er altså naturligt: Ydmyge folk kan man ikke være vred på.

Omvendt kan ingen holde af hovmodige folk. Så snart far og mor mærker ulydighed og stolthed hos et barn eller en af tjenestefolkene (for de to uvaner følges altid ad), så de svarer: Jeg behøver da ikke gøre, hvad du siger – så går det løs, og far og mor må tænke på, hvordan de kan knække stoltheden i dem og ydmyge dem eller smide dem ud af huset. Den verdslige øvrighed gør det samme. Den, der vil spankulere og ikke vil være lydig, ham tugter den med rebet eller sværdet ved mester Hans, bødlen.

Hvordan kan det nu være, at ingen kan tåle stolthed? Ikke af anden grund, end at Gud vil have det sådan, og hans ord står der og siger: Han vil frejdigt hjælpe til, at de, der er stolte og hovmodige, bliver ydmyget. Det ser man i alle stænder. Hvad der er rigt, lærd, klogt, smukt, stærkt, mægtigt og vældigt – så snart de falder i hovmod og ikke villigt giver sig ned, har Gud styrtet dem, så de har måttet falde. For der står skrevet: Deus resistit superbis, «Gud selv sætter sig imod de hovmodige.» Den, der lægger sig ud med så tung en fjende, som han ikke kan bære, han må falde, og ingen magt eller styrke hjælper ham.

Den, der derimod er ydmyg, vinder Guds og menneskers hjerte, så Gud med alle sine engle og dernæst folk ser på ham som en særlig ædel juvel. Bagefter følger også lykke og velsignelse. Det ser man, når en fattig borgers eller bondes søn, hvis far ikke har tre penninge at give ham, ofte bliver en stor herre, så fyrster og herrer må have øje for ham for hans forstands og kunnens skyld. Hvor kommer sådan en lykke fra? Derfra, at vor Herre Gud ikke kan lade være: Hvad der er ydmygt, det sætter han ind på med sin nåde og barmhjertighed og alt, hvad han har. Som der står i Sl 113,5–8: «Hvem er som HERREN vor Gud, som har sat sig så højt og ser ned til det ringe i himlen og på jorden? Han rejser den ringe op af støvet og løfter den fattige op af skarnet for at sætte ham ved siden af fyrsterne, ved siden af sit folks fyrster.» Det gør Gud med de ydmyge. Men de, der er stolte og vil højt op, dem sætter han sig imod med al sin unåde, og han holder ikke op, før de ligger ned.

Det skulle bevæge os til at ydmyge os, og børn og tjenestefolk i huset til at være lydige og tænke: Gud vil have, at jeg skal gøre, hvad man beder mig om; jeg skal ikke være hovmodig, men ydmyg. Det vil jeg gøre og ikke bekymre mig om, at jeg står i en lav stand. For jeg ved: Når jeg opfører mig sådan, vil Gud ikke lade mig være ringe ret længe; han vil løfte mig op.

Sådan gik det med Saul. Han var lydig mod sin far, passede æslerne og holdt sig selv for den ringeste i Benjamin. Til sådan en æseldriver sendte Gud profeten Samuel og salvede ham til konge. For fordi han var ydmyg og ikke hovmodig, satte Gud al sin nåde og barmhjertighed ind på ham.

Men hvad skete der? Da Saul var blevet konge, svulmede hans hjerte op, så han blev stolt og ikke brød sig om vor Herre Gud og hans ord. Derfor: Ligesom Gud før havde ophøjet ham, sådan styrtede han ham siden ned igen, så han i fortvivlelse stak sig selv ihjel, og hans slægt blev udryddet. Sådan også med David. Han var en fin, stærk og lærd ung mand. Men samtidig var han ydmyg og hovmodede sig ikke af det. Han blev ved at være fårehyrde og gjorde, hvad hans far bad ham om, indtil Samuel kommer og leder efter ham og salver ham til konge. Og historien fortæller særligt, at han havde syv brødre, som alle var stolte og hovmodige og foragtede deres unge bror David [1 Sam 16,10 nævner syv sønner, der gik forbi Samuel; at brødrene så ned på David, ses af Eliabs ord i 1 Sam 17,28]. Men Gud sagde til Samuel: «Du skal ikke se på skikkelsen eller personen, men ham skal du salve til konge for mig, som jeg vil vise dig; de andre vil jeg ikke have.» David forstod også at blive i ydmygheden, da Gud havde ophøjet ham. Ellers, hvis han var blevet stolt, havde Gud også styrtet ham som Saul. Men fordi han bliver ved at være ydmyg, kommer han tilbage til riget, selv om han var jaget fra det, og Gud gør ham endda den store ære, at han lover ham, at Kristus skal fødes af hans stamme.

Alt dette er skrevet, og det bliver også prædiket for os, for at vi skal være ydmyge og vogte os for hovmod og ikke sige som de dårlige tjenestepiger: Åh, hvem gider altid ligge i køkkenet, vaske op og feje? Jeg behøver da ikke altid gøre, hvad man siger til mig, osv. Pas på! Vil du blive stolt – hvad vil du vædde? – så vil Gud sætte sig imod dig. For han lyver ikke; han kan ikke tåle hovmod og stolthed. Det ser vi for øjnene. For hvad tror du er skyld i, at det står så dårligt til overalt i verden, at der overalt er så mange grove, kluntede og ulykkelige mænd og kvinder? Intet andet end at alt vil spankulere, når de er unge; ingen vil gøre, hvad man siger til dem, og hvad de burde gøre. Derfor lader vor Herre Gud dem gå som svinene, så de aldrig nogen sinde lærer noget ordentligt. For sådan er det besluttet: Hvad der ophøjer sig, det skal ned igen. Omvendt: Hvad der ydmyger sig, det kan han ikke lade ligge; han må løfte det op.

Den kære Gud have lov og tak for, at han på denne dag lærer os sådan, og han give sin nåde, så vi også følger denne lære, for sin Søn Jesu Kristi skyld. Amen.