19. søndag efter trinitatis (Matt 9,1–8)

Prædiken på 19. søndag efter trinitatis over evangeliet Matt 9,1–8, holdt 1533

Af evangeliet i dag skal vi først og fremmest lægge mærke til den nåderige prædiken, som Gud har givet menneskene: at vi her på jorden kan sige til hinanden: «Dine synder er dig tilgivet.» Det skal vi undre os over sammen med de gudfrygtige folk her og takke Gud af hjertet for, at han har givet mennesker en sådan fuldmagt. For det er i sandhed en stor magt, at den ene kristne kan sige til den anden: Min broder, vær ikke bange, du har en nådig Gud. Tro bare det løfte, som jeg giver dig i Jesu navn, så skal det være lige så sikkert sandt, som om Gud selv havde sagt til dig: Dine synder er dig tilgivet.

Denne fuldmagt begyndte med Herren Kristus, som vi hører, og er siden blevet hos os mennesker; især hos dem, der er i embedet og har befaling til at prædike evangeliet, det vil sige omvendelse og syndernes forladelse i Jesu navn. Andre kristne har ganske vist ikke embedet, men i nødstilfælde har de alligevel også befaling til at trøste dig, når du er fortvivlet over dine synder, og sige: Hvorfor bekymrer du dig? Jeg siger dig som en kristen: Du gør dig selv uret, Gud er ikke unådig mod dig. Ved Kristus skal du vente dig al nåde af ham osv. De ord skal du trøste dig ved lige så sikkert, som om Kristus selv talte dem personligt fra himlen.

Så kommer det altså helt an på, at dit hjerte tager imod det løfte og holder det for sandt, at Gud vil være dig nådig for Kristi skyld. Det ser vi her med den lamme. Ham formaner Herren allerførst til tro, når han siger: «Vær ved godt mod, min søn, tvivl ikke, dine synder tilgives dig.» Så snart den lamme troede det ord, var hans synder i sandhed tilgivet ham.

Sådan får vi også i dag syndernes forladelse, når kirkens tjener eller en anden kristen siger til dig: Gud er ikke vred på dig; vær nu bare ikke du vred på ham. Han har jo for sin Søns, Jesu Kristi, skyld tilgivet dig alle dine synder. Det løfte skal du tro af al din magt og hellere lade dig rive i stykker end tvivle på det. For tvivler du, hjælper tilgivelsen (absolutionen) dig ikke det mindste, om så Gud selv med alle sine engle tilsagde dig den med egen mund.

For hvor troen ikke er, dér skælder man vor Herre Gud ud for en løgner, som om det ikke var sandt, hvad han lover os, og som om han ikke ville give os det eller holde det. Den vantro og synd bevare den kære Gud os nådigt for! Men Djævelen er en særlig mester i det; han plager os altid med, at vi så gerne gør vor Herre Gud til løgner, det vil sige, at vi så nødig tror Guds løfte.

Men hvor hjertet tror, dér ærer man vor Herre Gud med den højeste ære, som han holder allermest af. For man holder ham for sanddru og for en sådan Herre, der ikke kan lyve, selv om han taler om de rene umulige ting. Derfor synes Herren Kristus også her særlig godt om disse mennesker, fordi de har en stærk tillid til ham og regner med, at han vil hjælpe den lamme. Derfor taler han venligt til ham: Min søn, du er syg, Djævelen har slået dig med lammelse, og Gud har ladet det ske på grund af din synd. Så følger rædslen og en forsagt samvittighed, så du tænker: Ak, Gud er vred på mig, hvor skal jeg gøre af mig? For det er naturligt: Når Guds straf viser sig, så indfinder rædslen sig også straks.

Men, min søn, lad ikke de tanker synke for dybt ned i dit hjerte. Tænk ikke sådan: Åh, hvad bryder Gud sig om mig? Hvem ved, om han vil være mig nådig eller ej; for hvad er jeg i forhold til Gud? Se ikke på din sygdom, men hør, hvad jeg siger dig, nemlig at dine synder er dig tilgivet. Derfor skal du slutte sådan: Lammelse hist, lammelse her, mine synder er mig tilgivet; i den tro skal hverken lammelse eller nogen anden sygdom hindre mig.

Sådan skal Ordet og troen stå pænt sammen; for det ene kan ikke være uden det andet. Den, der tror og ikke har Ordet, tror ligesom tyrkerne og jøderne. De siger nok også, at Gud er nådig og barmhjertig; men de mangler løftet og tror ikke, at Gud er dem nådig og tilgiver dem deres synder. For uden for Kristus vil Gud ikke være nådig. Og en kristen må tro sådan, at Gud ikke alene er nådig mod andre, mod nogle få, som han ser særligt til, men mod ham selv, og tilgiver ham hans synder for Mellemmandens, sin Søn Kristi, skyld. Og omvendt: Den, der har Ordet, men ikke troen, hos ham udretter Ordet heller ikke noget. Ordet og troen er altså ligesom viet sammen til ægteskab, og det ene lader sig ikke skille fra det andet.

En sværmer tror, at den yderste dag skal komme om fire uger. Den tro er den rene løgn; for der er intet ord bag den. En tyrk tror, at han skal have gavn af sin Muhammed til frelse; men det er den rene løgn, for der er intet ord bag det. Sådan tror paven også, at en kristen må arbejde sig op i himlen med egne gerninger. Men det er en falsk tro, for den mangler Ordet og løftet. Det kan altså godt være, at man har en tro; men fordi den mangler Ordet, er det ikke en ret tro, men en ren og skær, ugrundet indbildning, som der aldrig nogen sinde kommer noget ud af.

Men os kristne fattes Ordet ikke. For Ordet har vi af Guds nåde ret og rent. Men os fattes troen, så vi ikke kan holde så fast ved Ordet, som vi skulle; og dog kan de andre tro fast og stærkt uden Ordet. Det gør Djævelen og arvesynden; den trækker os sådan fra sandhedens ord hen til løgnen, så vi gerne tror den. Derfor koster det besvær, også hvor man har Ordet, at holde vantroen fra livet. For vort kød og vor fornuft vil ikke ind på Ordet. Skal det tro, så vil det helst have troen i hænderne.

Dertil hjælper den onde ånd også, så det slet ikke vil gå fremad med os; ellers skulle vore hjerter nok være gladere og mere trøstige. For regn selv efter: Hvis jeg ret og fuldkomment kunne tro det, Kristus her siger til den lamme, og som også er sagt til mig og dig i dåben og i tilgivelsen, og som daglig bliver sagt i den offentlige prædiken, nemlig at jeg ikke skal vente mig vrede eller unåde fra Gud, mener du så ikke, at jeg ville gå på hovedet af bare glæde? Det hele ville være det rene sukker, det rene guld, det rene evige liv for mig! Men at det ikke sker, er et tegn på, at den gamle Adam og Djævelen altid trækker os ned, bort fra troen og fra Ordet.

Lær det derfor: Begge dele må være der. Ordet må du have, og så må du holde dig til Ordet med troen og så vidt muligt ikke tvivle på det. Så skal du have alt, hvad Ordet lover dig, og hvad du har brug for til at opholde legeme og sjæl. Men de, der ikke har Ordet, har meget let ved at tro. Årsagen er, at det i forvejen er en medfødt last, at vi gerne tror løgnen; hjertet hænger i forvejen mere ved den.

Sådan tror paven og hans hus meget stærkt på messen, på de helliges fortjeneste og forbøn, på klosterløfter, korsang, faste osv. Men det er en falsk, opdigtet tro, og det er, undskyld udtrykket, horer og skurke, der har fundet hinanden. Hjertet er en hore, den falske tro er en skurk. Men vi, der Gud ske lov har en ren brud (for Ordet er jo rent og godt), kan ikke tro så stift og fast; og dog burde vi med rette tro fast. De andre derimod burde ikke kunne tro fast, eftersom de ikke har Ordet. Det er vor gamle Adams og Djævelens skyld, at vi ved arvesynden er faldet fra Ordet og sandheden over til løgnen.

Af evangeliet i dag skal vi altså lære, at vi for det første må have Ordet; dernæst skal vi også tro fast på det. Så er det for os en guddommelig kraft, hvorved vi får syndernes forladelse og frelsen, så vi finder hjælp og trøst både her og hisset. Men hvor Ordet ikke er, dér kommer der nok også en tro ud af det, sådan som sakramentssværmerne, gendøberne, tyrkerne, jøderne og de pavelige har en tro. Men det er en tro uden Ordet, som er medfødt os alle ved Adams fald, det vil sige en løgnetro, som vi af naturen kan hænge fastere ved end ved Guds ord.

Da nu vor kære Herre Kristus har prædiket sådan for den lamme og tilgivet ham hans synd, begynder de skriftlærde at tænke, at Kristus spotter Gud, fordi han vil tilgive synd. Det er også et nødvendigt stykke, som der ligger meget i; derfor skal vi også lægge omhyggeligt mærke til det. For det ser man hos alle sværmere og sværmeånder uden undtagelse, at de alle sammen er i den vildfarelse, at de ikke forstår, hvordan synderne bliver tilgivet. Spørg bare paven og alle hans doktorer, så kan de ikke sige dig, hvad tilgivelsen udretter. For på denne lære står hele pavedømmet: Nåden bliver indgydt i mennesket ved en hemmelig virkning; den, der vil nå dertil, må angre, skrifte og gøre fyldest.

Men når man spørger, hvad tilgivelsen og nøglerne gør, siger de, at det er en udvortes ordning, som holdes i kirken. Så bygger de altså ikke syndernes forladelse på Ordet og troen, hvor den dog skal bygges, men på vores anger, skriftemål og fyldestgørelse. Men det er en løgnagtig lære tvært igennem, som folk bliver forført af og sendt ad den forkerte vej med.

Sådan siger gendøberne også: Hvad skulle dåben kunne gøre til syndernes forladelse, det er jo bare en håndfuld vand? Ånden må gøre det, hvis vi for alvor skal blive rene for synder; vandet kan ikke gøre det. Så trækker de altså også syndernes forladelse bort fra Ordet og vil ikke lade det blive ved det, som de gudfrygtige folk her siger: at en sådan fuldmagt er givet til mennesker.

Sakramentssværmerne siger også sådan: I sakramentet er der kun brød og vin; derfor kan man ikke finde syndernes forladelse dér, Ånden må give den, kødet gavner intet. Kort sagt: Ingen sværmeånd, ingen præst eller munk har kunnet se, at syndernes forladelse er en fuldmagt, der er givet til mennesker, sådan som der står her i evangeliet.

Lær derfor her at tale sådan om sagen: Jeg ved godt og bekender også, at Gud alene tilgiver synden. Men jeg må også vide, hvorpå jeg kan mærke, at synderne er mig tilgivet, eller hvilket middel det er, hvorved synderne bliver mig tilgivet. Dér lærer den hellige Skrift mig og alle kristne: Når jeg vil have syndernes forladelse, må jeg ikke sætte mig i en krog og sige: Min Gud, tilgiv mig mine synder, og så vente på, at en engel skal komme fra himlen og sige til mig: Dine synder er dig tilgivet. For Gud lover, at han vil komme ned til mig og selv tilsige mig syndernes forladelse.

Det sker først i den hellige dåb; for dér har han befalet, at man skal døbe mig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Og ved den befaling står så dette løfte: «Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst.»

Ja, siger du, dåben er jo bare vand! Det er sandt; men det er ikke bare vand; Guds ord er med. Sådan er det også, når du går til din sjælesørger, der har særlig befaling til det, eller ellers til en kristen, og beder ham trøste dig og løse dig fra dine synder, og han siger til dig: Jeg forkynder dig i Guds sted syndernes forladelse for alle dine synder ved Kristus. Her skal du være vis på, at dine synder ved dette udvortes ord i sandhed og med sikkerhed er dig tilgivet; for dåben og Ordet vil ikke lyve for dig.

Det har man ikke prædiket i pavedømmet, og ingen pavelig prædikant forstår det endnu i dag. Tak derfor Gud for den nåde, og lær, at Gud vil tilgive synden. Men hvordan? Ikke anderledes, end der står her: «at han har givet en sådan fuldmagt til mennesker.» Sådan som Kristus her begynder det og siden befaler, at man fremover skal holde det sådan i kirken indtil verdens ende og prædike omvendelse og syndernes forladelse i hans navn.

Så skal alle altså lære at søge syndernes forladelse hos menneskene og ingen andre steder. For dér, og kun dér, skal man finde den; for sådan lyder vor Herre Kristi befaling: «Sandelig siger jeg jer: Alt hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen», Matt 18,18. Ligeså: «Hvis I tilgiver nogen deres synder, bliver de tilgivet», Joh 20,23. For Gud vil ikke finde sig i, at enhver vil bygge sig sin egen særlige stige eller trappe til himlen; han vil selv være den eneste bygmester.

Vil du derfor have syndernes forladelse, så gå hen og lad dig døbe, hvis du ikke er døbt. Eller er du døbt, så husk det løfte, som Gud gav dig dengang, og vær ikke vantro. Ligeså: Gå hen og forlig dig med din næste, og bed så om tilgivelsen. Og når du hører, at man tilsiger dig syndernes forladelse i Jesu navn, så tro det, så har du den i sandhed. Gå så også til det højærværdige sakramente og tag dér imod Kristi legeme og blod, for at du kan blive vis på, at denne dyre skat gælder dig og er din egen, så du skal have glæde af den osv.

Man skal altså ikke foragte dåben, tilgivelsen, prædikenen og sakramentet, men søge og hente syndernes forladelse gennem dem. For dertil har Gud kaldet og indsat din sognepræst, din far og mor og dit nærmeste kristne medmenneske og lagt sit ord i deres mund, så du skal søge trøst og syndernes forladelse hos dem. For selv om det er mennesker, der taler det, så er det dog ikke deres, men Guds ord. Derfor skal man tro fast på det og ikke foragte det.

Når nu en kirkens tjener døber et barn efter Kristi befaling, så hører du ganske vist et menneske tale, som for sin egen person er lige så meget en synder som du; men han gør det på Guds befaling. Når han derfor siger: Jeg døber dig i Faderens navn osv., skal du ikke høre eller tage imod de ord anderledes, end som om Gud selv havde talt dem. Og når man i tilgivelsen tilgiver dig dine synder, så tvivl lige så lidt, som hvis Gud selv havde talt de ord. For dér afsiger Gud selv den dom over dig, at du skal være løst fra synderne.

Det er højst nødvendigt, at man lærer og ved det, for de skændige, ulidelige sværmeånders skyld, der ikke kan andet end skrige og sige: Vand er vand. Det ved vi godt i forvejen, det behøver de ikke at lære os. Men det ved de ikke, at Guds ord er med ved dette vand. Derfor er det ikke længere bare vand, men et guddommeligt vand, som kirkens tjener ikke giver af sig selv; nej, Gud har befalet at give det, for at man skal blive genfødt til Guds rige og blive fri for synder.

Ligesom Gud nu giver Ordet, som er hans og ikke vores ord, sådan giver han også troen på Ordet; for begge dele er Guds gerning, Ordet og troen. Derfor må syndernes forladelse også være Guds gerning, selv om Gud udfører den gennem mennesker. Sådan skal man altså søge syndernes forladelse i Ordet, som ligger i menneskers mund, og i sakramenterne, som bliver rakt af mennesker, og ingen andre steder; for andre steder finder man den ikke.

Men hvem kan ikke se, at mine gerninger, som jeg gør, er noget helt andet end Ordet og Guds gerninger? Hvordan kommer de gudløse pavelige så til at søge syndernes forladelse i deres egne gerninger? Når de derfor på den yderste dag kommer traskende frem med deres gerninger og fortjenester, så vil Kristus spørge dem og sige: Hvor er så mit ord? Jeg indsatte jo dåben, sakramentet, tilgivelsen og prædikenen i min kirke, for at menneskene gennem dem skulle få syndernes forladelse og blive visse på min nåde. Hvorfor holdt I jer ikke til det? Dér kunne det ikke have slået fejl for jer; med jeres gerninger skal og må det slå fejl for jer.

Læg derfor godt mærke til denne undervisning, og lær, hvad syndernes forladelse egentlig er, hvordan man kan blive vis på den, og hvor man skal søge og finde den: nemlig at du ingen andre steder skal løbe hen end til den kristne kirke, som har Ordet og sakramentet. Dér skal du med sikkerhed finde den, og ikke i himlen, sådan som farisæerne her mener og tænker, at Kristus spotter Gud, fordi han tilgiver synd – for ingen kan tilgive synd undtagen Gud, mener de. Vogt dig for det, og sig: Gud har lagt syndernes forladelse ned i den hellige dåb, i nadveren og i Ordet; ja, han har lagt den i munden på ethvert kristent menneske. Når han trøster dig og tilsiger dig Guds nåde ved Jesu Kristi fortjeneste, så skal du ikke tage imod det og tro det anderledes, end som om Kristus selv havde tilsagt dig det med sin egen mund, som her den lamme.

Derfor farer sværmeånderne og sværmerne meget farligt vild, når de river Ordet bort fra syndernes forladelse. Det kunne man gøre, hvis det var et menneskes ord eller et menneskes vand. Men her er Guds ord og Guds vand. Den, der vil tage det fra folk eller tale dem fra det, han tager syndernes forladelse fra dem, og dér er der ingen hjælp at hente.

Derfor har gendøberne og andre sekter på én gang mistet syndernes forladelse, dåben, sakramentet, den kristne kirke og alle kristne gerninger, fordi de kaster det ord bort, som de hører af deres næste, og ikke regner det for andet, end som når en ko brøler. Nu, selv hvis Gud talte gennem en ko eller et andet dyr, sådan som han engang har talt gennem en æselhoppe, skulle man alligevel ikke foragte hans ord, men lade det gælde. Hvorfor vil man så foragte det, fordi det er mennesker, der taler det på Guds befaling og efter hans ordning? For selv om du hører et menneskes stemme, så hører du dog Gud og finder med sikkerhed syndernes forladelse dér, når du bare tager imod det med tro.

Det har jeg villet vise her ved siden af, for at I kan ruste jer mod sekterne og tage til genmæle mod dem. For i pavedømmet, som også nævnt før, ved man mindre end ingenting om denne prædiken. For de holder og lærer, at når mennesket falder i synd, så er dåben ham ikke længere til nytte. Men vil han have syndernes forladelse, så må han skrifte, angre og gøre fyldest for synden med gode gerninger. Sådan har de talt om bod. Den lære anfægter Djævelen ikke; for den gør ham ingen skade.

Det er sandt: Jeg skal angre og af hjertet sørge over mine synder; men derved kommer jeg ikke til syndernes forladelse. Hvorved så? Alene derved, at jeg agter på Ordet og løftet og tror, at det er Herren Kristus, der taler med mig gennem sine indsatte tjenere, ja, i nødstilfælde også gennem alle kristne. På den mund ser jeg, og ikke på min anger og bod.

Sådan vender de det om: Ordet lader de fare og ser ikke på, hvad kirkens tjener eller en kristen siger på vor Herre Kristi befaling; de ser alene på deres anger og bod. Men dermed mister de Kristus og alt, hvad Kristus er. Og det er umuligt, at de ret kan råde eller hjælpe en eneste samvittighed. For Ordet, som man alene kan hjælpe med, har de mistet, og de henviser folk til deres egen anger og fromhed.

Men I skal lære at tale sådan om syndernes forladelse, og at undervise andre i det, at Gud taler med os i dåben, i tilgivelsen, på prædikestolen og i sakramentet, gennem kirkens tjener og alle andre kristne; dem skal vi tro. Så finder vi syndernes forladelse, som man helt tier om i pavedømmet; for i alle pavens buller står der ikke ét bogstav om den. De nævner kun angeren og bygger syndernes forladelse på den. Det være sagt om de ord, der står her: at Gud har givet menneskene fuldmagt til at tilgive synden. Nu vil vi også tage historien lidt for os.

Den lamme her er et billede på alle syndere. For det er denne sygdoms art, at man ikke længere kan bruge sine lemmer; vil man trække foden eller hånden til sig, så kan man ikke, ja, man strækker dem kun endnu mere fra sig. Derfor sammenligner Aristoteles i sin Etik et sådant menneske med den uopdragne, frække ungdom, som man hverken kan tøjle eller tæmme. [i Den nikomakæiske etik 1,13 sammenligner Aristoteles den, der ikke kan styre sig selv, med lammede lemmer, der går til venstre, når man vil bevæge dem til højre.]

Men den, der vil tyde denne sygdom ret, skal tyde den på de gerningshellige. Jo mere de anstrenger sig for, hvordan de kan komme nær til Gud og forsone ham, jo længere kommer de bort fra ham. Ligeså: Når de mener, at de gør det allerbedst, så gør de det allerværst; for de er uden tro.

Den, der nu vil have hjælp mod denne plage, skal begive sig herhen til Kristus, der hjælper på forunderlig vis. Han gør ikke andet end at sige: «Vær ved godt mod, min søn, dine synder tilgives dig.» Ved det ord bliver leddene igen pænt stærke og faste, så det ene kan bære og løfte det andet. For hvor syndernes forladelse er, dér har vreden og straffen ikke længere plads, det vil sige, Gud har ikke længere mishag i vore gerninger. For så vil der følge rigtige gode gerninger, eftersom synden er borte.

Det har Herren her særlig villet vise med den lamme. Han lå dér i sengen, som den sygdom nu engang er, med alle fire lemmer strakt fra sig. Men da Kristus byder ham at rejse sig, står han op, frisk og rask. Og hvor man før havde båret ham i sengen hjemmefra, bærer han nu selv sengen hjem. Det vil Herren have, at vi skal lægge mærke til og se på som et kendetegn, så vi deraf lærer, at han har fuldmagt på jorden til at tilgive synder.

At Herren siger «på jorden», skal man især lægge godt mærke til, for at man ikke skal glo op i himlen eller, som paven har lært, håbe på syndernes forladelse i skærsilden, når man er død, ved andre folks gerninger og fortjeneste. For her står der, at «syndernes forladelse er en fuldmagt, der er givet til mennesker på jorden», når man døber, rækker sakramentet, tilsiger tilgivelsen og prædiker fra prædikestolen. For det er besluttet: Hvad man således løser på jorden, det er også løst i himlen. Og omvendt: Hvad man binder (det vil sige udelukker fra dåben, sakramentet og Ordet), det er også bundet i himlen.

Ved denne fuldmagt, at vi mennesker indbyrdes tilgiver eller binder synd, bliver Gud ikke frataget sin ære, og vi bliver heller ikke gjort til guder, sådan som de uforstandige folk taler om det. For vi har ikke andet end embedet, og det gælder ikke længere, end du tror. Tror du, så har du det; men tror du ikke, så har du intet. Derfor har Gud netop ved dette embede bundet os sammen, så den ene kristne altid skal trøste den anden og tale venligt til ham, og den anden skal tro, så vidt man siger ham Ordet ret, nemlig syndernes forladelse i Kristi navn. Det kaldes at blive ført ret til Gud og til syndernes forladelse. Den, der dør sådan, han dør salig og godt.

Men den, der dør, som man lærer i pavedømmet, i tillid til de helliges forbøn, til sin egen og andre menneskers fortjeneste, han dør usalig og ilde. For han har ikke de ledsagere, som vor Herre Gud har givet og bestilt til ham, nemlig: Han har intet rigtigt ord og ingen rigtig tilgivelse. Og selv om han har dåben, så ved han dog ikke at trøste sig ved den. Den jammer har Djævelen anrettet gennem paven, og nu begynder han forfra på det med sekterne. For han kan ikke tåle Ordet, det stikker ham i øjnene.

Derfor har paven helt skaffet det af vejen og imens oprettet munkeordener, messer, valfarter, aflad og andet. Det kan Djævelen godt tåle; for det gør ham ingen skade. Gendøberne hjælper også til, de taler så foragteligt om vandet eller dåben. Sakramentssværmerne ligeså, de taler også så foragteligt om sakramentet, ligesom om der ikke var andet dér end brød og vin.

De har alle sammen mistet Ordet; vogt jer derfor for dem. Og lær, at syndernes forladelse ingen andre steder er end dér, hvor Ordet er. Men dette ord er i dåben, i nadveren, i tilgivelsen og i prædikenen; derfor er syndernes forladelse også dér, og trods enhver, der siger andet! Hvor nu Ordet er, dér skal troen følge; så står albuen pænt lige og sikker, som den lamme før ikke kunne trække til sig. Men hvor Ordet ikke er, dér bliver man ved at være lam; derfor er det umuligt, at man kan tage ordentligt fat.

Det har jeg villet sige med mange ord, fordi paven og de skændige sekter gør så megen skade, for at alle kan vide at vogte sig for dem. Paven peger hverken på Ordet eller sakramentet; og sekterne kan ikke andet end tale foragteligt om Ordet og sakramentet, og hos dem gælder intet andet end «Ånden, Ånden!» Men vi ved, at Helligånden ikke vil udføre sin gerning uden Ordet og sakramentet. Derfor kan vi ikke foragte Ordet og sakramentet; nej, vi skal og må holde dem højt og regne dem for den ædleste skat.

Gud give sin nåde, at vi må blive rene ved denne lære og holde ud til enden og blive frelst. Amen.