20. søndag efter trinitatis (Matt 22,1–13)

Prædikener på 20. søndag efter trinitatis. Første prædiken over evangeliet Matt 22,1–13, holdt 1533

I dagens evangelium hører vi, at Guds rige ligner et bryllup, og det endda et bryllup, hvor man indbyder gæster, som ikke alene bliver væk og foragter det, men hvor en del af dem går endnu videre og håner og dræber de tjenere, der forkynder dem dette herlige bryllup og indbyder og beder dem komme.

Her skal man først lære, hvad ordet «Himmeriget» betyder. Det betyder ikke et kongerige på jorden, men et rige i himlen, hvor Gud alene selv er konge. Det kalder vi den kristne kirke, som er her på jorden. For Herren bruger netop denne lignelse om brylluppet, fordi han, Herren Kristus, kongens søn, tager kirken til sin brud. Derfor skal man også lære at forstå Himmeriget sådan, at det er her nede på jorden og dog ikke er et verdsligt eller timeligt rige, men et åndeligt og evigt. For med os kristne her på jorden går det sådan, at vi allerede er mere end halvvejs i Himmeriget, nemlig med sjæl og ånd – men dog efter troen.

Derfor: Når du hører om Himmeriget, skal du ikke bare stå og glo op mod himlen. Du skal blive her nede og søge det blandt menneskene, så vidt hele verden rækker, dér hvor man lærer evangeliet, tror på Kristus og bruger de hellige sakramenter ret. Så «Himmeriget» på godt dansk betyder det samme som Kristi rige, evangeliets og troens rige.

For hvor evangeliet er, dér er Kristus. Hvor Kristus er, dér er Helligånden og hans rige, det rette Himmerige. Og alle, som har Ordet og sakramentet og tror og ved troen bliver i Kristus, er himmelske fyrster og Guds børn. Der mangler kun, at vor Herre Gud tager den væg bort, som endnu står imellem, det vil sige, at vi dør. Så bliver det bare himmel og salighed.

Så skal I altså først lære, at Himmeriget betyder vor Herre Kristi rige, hvor Ordet og troen er. I det rige har vi livet i håbet, og regnet ud fra Ordet og troen er vi rene for synd og fri for død og helvede – bortset fra at det endnu kniber med den gamle sæk og det rådne kød. Sækken er endnu ikke revet itu, kødet er endnu ikke lagt bort. Det må ske først; så skal det med os være bare liv, retfærdighed og salighed.

Til dette bryllup, siger Kristus, har vor Herre Gud ved de hellige profeter kaldet og indbudt sit folk, jøderne, i tiden før Kristus kom. For profeternes fornemste embede var at lade jøderne vente på dette bryllup. Det vil sige: De trøstede deres folk med, at Guds Søn skulle blive menneske, ved sin død betale for hele verdens synd og ved sin opstandelse sønderrive dødens og Djævelens rige og magt, og at han derefter skulle lade evangeliet gå ud over hele verden og lade syndernes forladelse og det evige liv prædike for alle i sit navn. På denne nådefulde prædiken lod de hellige profeter folk vente, så de trøstede sig ved den og ved Kristus håbede på alle synders forladelse og det evige liv.

Men Kristus siger her: «De blev ude og ville ikke komme.» Det var som med jøderne i ørkenen, der længtes tilbage til Egypten. Derefter sendte han andre tjenere ud, da tiden nu var inde, hvor Kristus skulle komme og lade sig høre med sin prædiken og se med sine tegn og undere. For da var Johannes og Kristi disciple der, og de sagde: Måltidet var gjort rede, og der manglede ikke andet, end at de skulle lade alt ligge og stå, pynte sig og gøre sig klar til brylluppet. Men det var også forgæves. De foragtede det, siger Herren, og gik bort, den ene til sin mark, den anden til sin forretning osv.

Ulykkelige mennesker er de, som for deres marks eller forretnings skyld foragter dette herlige måltid, nemlig syndernes forladelse og det evige liv, og som alligevel håber, at det nok skal gå dem godt med det. For ellers ville de ikke holde så meget af marken eller forretningen, at de forsømte måltidet for den skyld.

Men sådan går det altid det kære evangelium: Når det kommer ud blandt folk, så begynder legen. Verden bliver værre end før, og alle vil drive forretning. Dermed giver de sig selv så meget at bestille, at de ikke kan passe dette gæstebud. Sådan skal det også gå. Derfor skal ingen tage anstød af verden nu om dage, hvor borgere og bønder er så skændigt gerrige, lever i hovmod og overmod og især behandler deres sognepræster, som indbyder dem til dette måltid, uvenligere, ja værre end deres tjenestekarle.

Det, siger jeg, skal ingen tage anstød af, så han tænker: Det går jo folk godt med deres landbrug og forretning; jeg vil gøre ligesom dem. Aldeles ikke! For vor Herre Gud er en godmodig vært, der godt kan lade én drikke på kridt en tid; men han eftergiver ham ikke regningen af den grund. Se bare nu: Han ser til og lader borgere og bønder drive al deres egenrådighed, foragte evangeliet og al trofast formaning og lære, samle penge sammen og gøre alt, hvad man behøver – brænde, korn, smør, æg – alt for dyrt. Han tier stille til det, som om han ikke så det. Men når han i dag eller i morgen kommer med en pest, så folk falder i hobetal, eller med en krig, så landsknægtene falder ind i dit hus, tager hvad de finder og giver dig en ordentlig omgang prygl oven i købet – hvis de da ikke slår dig helt ihjel – og skænder din kone og dine børn og lader dig se på, og du så skriger gevalt og råber: Åh, hvor går vor Herre Gud dog grueligt med os!

Så vil det vise sig, hvilket velbehag Gud har haft i din gerrighed, din egenrådighed og dit hovmod. For så vil det lyde: Kære ven, kunne du før være gerrig, hovmodig og egenrådig og foragte mit ord, så må du nu også tage til takke og se dig tilbage på karvestokken. Du har drukket på kridt længe, kære ven; betal nu også en gang, og hold halsen frem. Sådan vil det gå til sidst. Derfor var det godt at holde op i tide og forbedre sig, sådan som vi jo flittigt formanes ved Ordet. Vi ville jo gerne have det sådan, at vi kunne foragte Guds ord og gøre, hvad vi ville, og at Gud alligevel ikke straffede os. Ja, sådan skulle det indrettes for os! Videre følger i evangeliet:

Nogle af de indbudte var så onde, «at de greb tjenerne, tilføjede dem al skam og vanære og til sidst endda dræbte dem.» Dermed mener Herren især byen Jerusalem, som slog profeterne ihjel og til sidst Guds Søn selv. Men hvad skete der? Kongen blev vred og sendte sin hær ud, romerne. De måtte gå i hans tjeneste, slå morderne ihjel, brænde byen af og fare så grueligt frem mod jøderne, at de solgte dem billigere end spurve, tredive for en skilling. Da begyndte et ynkeligt skrig og en jammer, så det kunne have rørt Gud i himlen til medlidenhed. Men de ville jo have det sådan. De havde drukket på kridt længe og ladet sig prædike for forgæves; så måtte de en gang betale regningen. Gud ville til gengæld ikke høre dem. Vogt du dig for det!

Ganske vist har vi ellers meget på os, som med rette ærgrer vor Herre Gud: vrede, utålmodighed, gerrighed, bekymring for maven, brynde, utugt, had og andre laster. Det er alt sammen store, gruelige dødssynder, som går med magt overalt i verden og tager overhånd. Alligevel er disse synder ingenting mod den gruelige foragt for Guds ord. Den er så stor og almindelig, at gerrighed, tyveri, ægteskabsbrud, horeri osv. i sandhed ikke er så almindelige. Ja, de ville nok alle sammen holde op, hvis vi havde Guds ord kært og dyrebart. Men desværre erfarer vi det modsatte: Næsten alle, af høj og lav stand, agter det kære Ord meget ringe og har ligefrem lede og gru for det. Det ser man i kirken og ved prædikenen: Den ene glor herhen, den anden derhen, og i sådan en stor flok er der kun meget få, som er der for at tage noget med sig fra prædikenen.

Oven i den jammer, at denne synd er så almindelig, er den også en forfærdelig, helvedes og djævelsk synd, fordi den ikke vil lade sig erkende som andre synder. Alle anser det for en ringe ting at være til prædiken uden at høre flittigt efter. Ja, de fleste går bare derhen og synes, at vinen smager dem lige så godt under prædikenen som på andre tider. Ingen bekymrer sig om det, og endnu mindre gør nogen sig samvittighed over, at han agter det kære Ord så ringe. Sådan går det ikke med andre synder som mord, ægteskabsbrud og tyveri. Dem følger angeren, om ikke straks, så dog i sin tid, så hjertet forfærdes over dem og ønsker, at det aldrig var sket; for ingen kan holde det for ret. Men ikke at høre Ordet flittigt, ja at foragte og forfølge det, det gør ingen sig samvittighed over. Derfor er det sådan en gruelig synd, at land og folk til sidst må ødelægges for dens skyld. For fordi den forbliver ukendt, kan der hverken følge omvendelse eller bedring. Sådan er det gået byen Jerusalem og alle kongeriger.

Tyskland må også stå for skud for den sags skyld. For synden skriger hele tiden til himlen og lader ikke Gud få ro, så han må vredes over den og sige: Jeg har skænket jer min kære Søn, min højeste og kæreste skat. Jeg ville gerne tale med jer, lære jer og vejlede jer til det evige liv – og så har jeg ingen, der vil høre på mig. Derfor må jeg lade straffen gå. Sådan vidner Herren selv i Joh 3,19: «Dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket i stedet for lyset, for deres gerninger var onde.» Som om han ville sige: Om alle de andre synder ville jeg gerne tie; men det er den dom, der brækker halsen på verden, at jeg har sendt mit ord, og de er ligeglade med det. Det ærgrer mig allermest. De er i forvejen fulde af synder; dem ville jeg gerne hjælpe dem fra ved mit ord, men det vil de ikke. Vil de nu ikke høre mit ord, så hører de Djævelens ord; det må jeg lade ske. Men de må selv se, hvordan det skal gå dem.

Sådan er det også gået de kristne i Østerland, i de smukke, store lande, som tyrken nu har lagt under sig. Med Ungarn er det også næsten forbi. Vi tyskere og andre nationer vil heller ikke høre eller tåle evangeliet. Derfor må de høre og tåle Djævelens bander, gendøberne og sakramentsskænderne. Sådan skal det gå, hvor man foragter Guds ord og ikke vil høre det. Det er den højeste og største synd; derfor hører også den højeste og skarpeste straf til den.

Vor Herre Gud ville gerne, at vi faldt på knæ for det og skrev det, ikke alene med gyldne bogstaver i bøgerne, men i hjerterne. Men netop det vil verden mindst af alt, ja, den kan næppe tåle, at det står skrevet i bøgerne og lyder fra prædikestolen. Djævelen vil den have i hjertet; han regerer den også, og det står til derefter.

Lad jer derfor advare! Gud har grund nok til at vredes og straffe for andre synders skyld. Men denne synd er over dem alle: når man foragter hans ord og behandler dem ilde, som indbyder os til dette bryllup og måltid. Den, som nu er i den synd, skal lære at undervise sin samvittighed om, at han ikke sidder fast i en ringe synd, men i den allerhøjeste og største synd, som Gud mindst vil tåle og hårdest vil straffe.

Alle skriger nu over den store utroskab og gerrighed, der er i verden i disse tider. Det er ganske vist sandt: Sådan noget kan ikke i længden forblive ustraffet. Men at vi har evangeliet og snorker imod det, at vi ikke selv gider lære den kristne lære eller holde andre til den, men under prædikenens time driver rundt på torvet og uden for byporten eller sidder og ligger i værtshusene og på spillepladserne – det er hovedsynden, som langt overgår alle de andre. Derfor vil Gud også visselig straffe den grueligt. Han vil sende vildfarelser og sværmeånder og lade krig og andre plager trænge ind med magt og rive folk bort i hobetal. Sådan er det sket i Grækenland og andre lande, hvor Muhammed nu regerer. Han lærer dem at tro Djævelens møgtro, efter at de før havde Guds ord, men alligevel foragtede det.

I pavedømmet er det gået på samme måde. Dér var læren først ret og ren. Men da folk stillede sig så tåbeligt og utaknemmeligt over for den, straffede Gud synden sådan, at vi løb ind i klostrene, pinte os selv dér i Djævelens navn og i stedet for den guddommelige sandhed troede alle slags grove, skadelige, skændige og gudsbespottelige løgne. Nu er det på vej igen (for denne synd må straffes både legemligt og åndeligt): Djævelen kaster sakramentsskænderne og gendøberne ind iblandt os. Hvorfor vil man ikke blive ved Ordet og tage imod det med tak?

Se derfor til, hvis I holder af jeres frelse, at I vogter jer for denne synd. Hold Guds ord i ære, og hør det flittigt og gerne. For hvis man ikke ville gøre det af nogen anden grund, så burde man dog gøre det af den grund, at Gud har befalet det, og at det er ham kært og en tjeneste for ham. For det er ikke nogen ringe ting at tjene sådan en stor Herre; han kan lønne os rigeligt. Derfor burde enhver kristen holde sig flittigt til denne tjeneste og tænke: Når nu min Herre og Gud vil have det sådan, at jeg skal høre hans ord, så vil jeg gerne gøre ham den tjeneste, så jeg også kan rose mig af, at jeg en gang har tjent min Gud en dag eller en time. Den grund burde være nok til at drive os til Ordet. Men der er endnu andre og større grunde. For her lover Gud dig og siger: Hvis du hører mit ord flittigt og bevarer det, skal du være herre over Djævelen, så han må flygte fra dig og ikke tør komme dig nær. For hvor mit ord er, dér er også jeg. Men hvor jeg er, dér tør Djævelen ikke lade sig finde; han må pakke sig.

Desuden skal du også have den nytte af det, at dine synder bliver dig tilgivet, og at dit hjerte bliver tændt til sand andagt og ret lydighed. Kort sagt: Mit ord skal vise dig vejen til himlen og bringe dig til det evige liv. For jeg befaler dig at tjene mig sådan, at nytten dog for det meste er din. Du var jo ellers skyldig at gøre det, når jeg vil have noget af dig. Men nu befaler jeg dig en tjeneste, som du selv skal have mest gavn af. Det erfarer vi jo: Selv når vi ikke gør mere end at tage de ti bud eller Fadervor frem igen en time senere, så viser der sig altid en ny frugt, så man lægger mærke til og lærer noget, som man ikke vidste før.

Og især følger den frugt altid med, at Djævelen ikke kan blive hos dig og ikke kan skade dig. Derfor skal ingen kristen synes, at han er så lærd, at han ville sige, at han allerede kan Fadervor og de ti bud godt nok. Nej, falder den tanke dig ind, så slå den ud igen og sig: Har jeg bedt det i dag, så vil jeg bede det igen nu – så du altid jager Djævelen og synden bort fra dig og gør vor Herre Gud hans tjeneste. Gør du ikke det, så volder du vor Herre Gud ærgrelse og uvilje; men hvem ville gerne have sådan en stor Herres vrede over sig?

Men desværre går den største flok hen og agter Ordet mindre end ingenting. Kommer så pest eller krig i dag eller i morgen, så vil vor Herre Gud heller ikke tage sig af dig og din nød. Han vil lade dig skrige og hyle lige så forgæves, som du nu lader ham råbe. Sådan som det står i Ordsp 1,24–30: «Fordi jeg kalder, og I vægrer jer, jeg rækker min hånd ud, og ingen agter på det, og I lader alle mine råd fare og vil ikke have min revselse, så vil også jeg le ad jeres ulykke og spotte jer, når det kommer, som I frygter. Når det, I frygter, kommer over jer som en storm, og jeres ulykke som et uvejr; når angst og nød kommer over jer – da skal de råbe på mig, men jeg vil ikke svare dem; de skal søge mig tidligt, men ikke finde mig. Fordi de hadede belæringen og ikke ville have HERRENS frygt. De ville ikke have mit råd og spottede al min revselse osv.»

Så grueligt skal denne synd straffes. Når du så engang kommer slæbende med et blodigt hoved, fordi straffen for en sådan foragt og utaknemmelighed mod Guds ord rammer dig, så vil vor Herre Gud le i skægget og sige: Ja, det var rigtigt! Du ville ikke have det anderledes. Jeg har prædiket for dig med alvor, men du ville ikke høre mig; så hør nu Djævelen. Vil du ikke høre ham, som siger: «Kom til mig, alle I som er trætte og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile,» så hør broder landsknægt, som bander Sankt Veits syge og al pine over dig og jager et spyd igennem dig. Så går det, som det skal. Hvorfor foragter du sådan Guds ord, som du burde høre og søge til som den højeste skat? Men du løber ud på din mark og har noget at bestille her og der, så du ikke kan passe prædikenen. Mener du, at det ikke skulle ærgre Gud? Han har jo givet dig seks dage, hvor du skal arbejde og passe dit udkomme. Han beder ikke om mere end den syvende dag, hvor du skal gøre godt og tjene, ham til ære og dig selv til gavn. Og alligevel skal han ikke kunne få den af dig!

Derfor skal man vel lægge mærke til denne alvorlige prædiken, som Herren holder mod jøderne, fordi de foragtede dette bryllup, det vil sige prædikenen af det hellige evangelium, og hånede og myrdede tjenerne. For deraf ser vi, at kongen ikke kan tåle sådan utaknemmelighed og foragt. Derfor sender han sin hær, romerne, lader disse mordere slå ihjel og sætter ild på deres by. Hvem kan her give vor Herre Gud skyld for at have gjort uret?

Hvis en mægtig fyrste havde en søn og sendte ham til nogle fanger i et tårn, for at han skulle sætte dem fri, og de så gik hen og ikke alene ikke tog imod ham med glæde, men slog ham ihjel og oven i købet spottede faderen – tror du så, at han ville le ad det? Han ville skyde tårn og fanger sammen i én bunke, det ene med det andet, og han gjorde ret i det. Sådan gør vor Herre Gud også. Han sender sin Søn, for at han skal gøre os fri af synd, død og Djævel og hjælpe os til det evige liv. Derfor burde vi jo med rette tage imod ham med stor glæde og al ære, høre hans ord og tro på ham. Men så vender vi ryggen til ham, foragter hans ord, råd og hjælp, som han tilbyder os derved, og går imens ud på vores marker og til vores forretning; den bryder vi os mere om.

Kommer så engang lyn, torden, pest, tyrken, landsknægte eller en anden plage, og vi så klager angstfuldt, hyler og skriger gevalt, uden at der kommer nogen redning, så må vi tage til takke og bære straffen. Og så må vi tænke: Vi har sandelig fortjent det fuldt ud. For vi har ikke alene været utaknemmelige mod vor kære Gud, som nu i den sidste og onde tid, hvor troen og erkendelsen af Kristus var helt slukket, har givet os sit salige ord rent og rigeligt; vi har oven i købet foragtet det på det skændigste. Derfor må vi gøre det ene op mod det andet og lade os nøje med, at han så længe holder sig tilbage med helvedes ild og ved sådan en timelig straf kalder os til omvendelse, så vi bliver fromme og holder op med at synde.

Det er det, evangelisten mener, når han siger, «at kongen slår morderne ihjel og sætter ild på deres by.» Det er til advarsel for os, så vi ikke skal tage anstød af den almindelige flok, af borgere og bønder, eller følge deres eksempel. For anderledes går det ikke til i verden: Den vil ikke vide af Ordet; sine marker og sin forretning elsker den mere. Men ve den! For hvilken dom og straf der vil komme bagefter, ser vi på jøderne.

Lad os derfor ikke følge deres eksempel, men høre Ordet gerne og med flid. Og lad os især holde dem, der indbyder til brylluppet, i al ære og have dem kære og dyrebare for deres Herres skyld, som sender dem ud. Så vil Gud være hos os i al nød, hjælpe og beskytte os og til sidst give os det evige liv for sin Søns, vor kære brudgoms, Herren Kristi skyld.

Det er den første del, om jøderne; de er nu borte. Hør nu videre, hvordan det går hedningerne. De lå udenfor på vejene og havde ikke loven eller Guds ord, som jøderne havde. De var ikke omgivet af mure, men lå åbne som en fri plads, så Djævelen kunne rende igennem og tilbage igen, som det lystede ham. Dem lader denne konge også indbyde uden nogen forskel, som de findes: mand og kvinde, ung og gammel, rig og fattig. Sådan ser vi stadig i dag, at Gud har stillet sin dåb, sit ord og sin nadver frem, så de skal gives til enhver, som begærer dem.

Derfor betyder denne «indbydelse» ikke andet, end at Kristus bliver prædiket for os alle, og at vi bliver båret til den hellige dåb, så vi skal være gæster og spise og drikke, det vil sige have syndernes forladelse, det evige liv og sejr over Djævelen og helvede. Sådan er vi hedninger alle indbudt til dette måltid.

Da nu bordene alle er fulde – for her står det klart, at onde og gode er indbudt sammen uden forskel – «går kongen ind og ser på sine gæster og finder nogle, som ikke har bryllupsklædning på.» For blandt de kristne går det sådan til, at man finder museskidt i peberet: Nogle er onde og bærer dog navn af kristne, fordi de er døbt, går til alters og hører prædiken. Men de får ikke mere ud af det end navnet, for de holder det ikke for sandhed.

Det må vi vænne os til. For så langt vil vi med vores prædiken aldrig nogen sinde nå, at en hel by, landsby eller et helt hus bliver fromt; det bliver der ikke noget af. Men som der står her: «Der kommer gode og onde ind.» Det må vi tåle og unde dem navnet, at de kaldes kristne. For selv om de ikke er fromme, er de alligevel indbudte gæster. Sådan går det helt til den yderste dag; så vil der falde en anden dom.

Men alligevel er det visselig besluttet, at denne konge ikke alene vil lade alle indbyde til sin søns bryllup; han vil også se, om de indbudte har pyntet sig til ære for brudgommen. Hvis en sodet fyr kom løbende fra hammeren eller ud af smedjen, som han går og står, i sin lange skjorte, med en badehat på og med kulsort skæg og ansigt, og ville træde ind blandt bryllupsgæsterne og gå med i optoget, så ville ingen dog lade ham gå ved siden af sig, selv om han var indbudt til brylluppet. Enhver, men især brudgommen, ville tænke, at han enten ikke var ved sine fulde fem, eller at han gjorde det for at håne ham. For til bryllup skal man komme pyntet. Sådan, siger Herren, skal det også gå til her. Er du nok så meget en indbudt gæst – du er døbt, hører prædiken, går til alters – og har du dog ingen bryllupsklædning på, det vil sige, du tror ikke, tager det ikke alvorligt og tænker kun at nyde godt af det kristne navn, ligesom paven og hans flok, så du kan få maven fyldt og gode præbender ud af det, så er du ikke kristen for Guds skyld eller for din frelses skyld. Ellers ville du forholde dig anderledes til Ordet.

Bild dig nu bare ikke ind, at du sådan kan liste dig igennem. Kongen vil få øje på dig og trække dig frem, enten på den yderste dag eller i din sidste stund, og sige: Finder jeg dig her, du som har navnet og kalder dig kristen og dog ikke tror, hvad en kristen skal tro? Aldrig i dit liv har det været dig alvor med, hvordan du kunne blive fri af synder, blive fromere og blive frelst. Alle dine tanker har kun stået til gods, ære, gode dage osv. Derfor kommer du nu som en sodet gæst. Ud med dig! Du hører ikke til blandt dem, som har pyntet sig; de kunne få sod af dig.

Når dette så bliver holdt sådanne løse kristne for, enten i samvittigheden eller på den yderste dag, så siger Herren: «De skal blive stumme.» Det vil sige, de vil ikke kunne komme med nogen undskyldning. For hvormed skulle de dog undskylde sig? Gud har gjort, hvad han skulle. Han har givet dig sin hellige dåb; han har holdt det kære evangelium lige op for munden af dig og ladet det bringe til hus og gård. Det samme gælder tilgivelsen (absolutionen) og hans nadver. Han har indsat sine tjenere for dig i kirken, og i hjemmet far og mor, din husbond og din madmor, som skal sige dig, hvad du skal tro, og hvordan du skal indrette dit liv. Derfor vil du ikke kunne sige, at du ikke vidste det, og at du ellers nok ville have troet. Nej, du vil måtte bekende: Ja, jeg er døbt, man har prædiket og sagt mig det nok; men jeg tog mig det ikke til hjerte, jeg holdt mere af verden. Det er det, der menes her med, at den upyntede, sorte gæst blev stum. For hvem skulle kunne svare den Dommer, som vi selv må give det vidnesbyrd, at han har skænket os sin Søn og lovet os al nåde i dåben og det hellige evangelium? Nu ligger det kun hos os, at vi holder hænderne frem og tager imod det, han så inderligt gerne vil give os.

Derfor må den forfærdelige dom over de vantro kristne følge: Man skal binde dem på hænder og fødder og kaste dem ud i mørket, det vil sige, de skal ligge fanget sammen med Djævelen i helvede og i helvedes ild for evigt. For «hænder og fødder bliver bundet på dem», så de ikke skal kunne gøre sig løs med gerninger. Og så må de oven i købet «ligge i mørket» og være skilt fra Guds lys, det vil sige fra al trøst, i evig pine, angst og sorg, så de aldrig nogen sinde skal se den mindste gnist af lyset.

Det er en forfærdelig jammer, hvis vi bare ville tage det til hjerte: evigt at ligge fanget sådan i helvede og pine, hvor der ikke er andet end «hylen og tænderklapren». «Tænderklapren» af kulde og «hylen» af hede, sådan som de gamle lærere har tydet det. Men Herren peger dermed på al den pine, man kan udtænke. For hede og kulde er de to største plager på jorden. Som om han ville sige: I skal lide mere, end man kan sige med ord og fatte med tanker.

Det skal være straffen for, at man ikke har kendt sin besøgelsestid eller taget imod den: at vi er indbudt, har haft sakramentet, dåben, evangeliet og tilgivelsen og dog ikke har troet det eller gjort os det til nytte. Sådan ville den kære Herre gerne lære os og bringe os dertil, at vi erkendte, hvilken stor nåde der er vederfaret os i, at vi er indbudt til sådan et saligt måltid, hvor vi skal finde redning fra synd, Djævel, død og den evige jammer. Den, som nu ikke vil tage imod det med tak, men foragter sådan en nåde, han skal få den evige død for det. For ét af to må det være: enten tage imod evangeliet, tro det og blive frelst – eller ikke tro og være evigt fordømt.

Så dette evangelium stemmer ganske overens med Paulus, når han i ApG 18,6 siger til jøderne, der stod ham imod og spottede: «Jeres blod komme over jeres eget hoved! Fra nu af går jeg ren til hedningerne.» For da jøderne ikke ville høre, lod Gud dem ødelægge og sendte sit evangelium til os hedninger. Når det nu er kommet til os, har vi visselig grund til at frygte det, der står her: at Gud vil mønstre de upyntede bryllupsgæster ud. Sådan ville den kære Herre gerne ved at lokke og skræmme bringe os dertil, at vi lod evangeliet være vores højeste skat og gerne hørte og troede det. Med forjættelsen og den store nåde lokker han, og med den store straf skræmmer han. Hvor nu disse to stykker ikke vil hjælpe, dér må den lede Djævel hjælpe – han skal nok klare det.

Hvis vor Herre Gud lod det regne med penge og gjorde os til store herrer her, så ville han finde folk i overflod, som løb til og ivrigt trængte på for at få noget af ham. Men fordi han i sit ord lover os evige og himmelske goder, som vi skal håbe på og vente på med tålmodighed, så har det ingen anseelse i verden. Den siger: Hvad himmel? Her er mel, det er det, der dur; hvem ved, hvad der bliver af det hisset?

Dette er altså summen af dagens prædiken: Herren ville gerne lokke og skræmme os, så vi tog Ordet alvorligt og lærte at tro og således håbede på hans glade tilkomst, når han kommer igen på den yderste dag for at forløse os fra al nød og hjælpe os på legeme og sjæl. Det give os den almægtige Gud, vor nådige Fader, ved Kristus, sin Søn, og Helligånden. Amen.