3. søndag efter trinitatis (Luk 15,1–10)

Prædikener på 3. søndag efter trinitatis. Første prædiken over evangeliet Luk 15,1–10, holdt 1532

Dette er et af de trøsterige evangelier, man prædiker over i årets løb. I det lærer Herren Jesus os, at hans embede er et hyrdeembede: Han skal gå efter synderne, søge dem og bringe dem på ret køl igen, så de ikke falder i ulvens, Djævelens, kløer og bliver evigt fordømt. Men prædikenen begynder med, at alle slags toldere og syndere løb efter Herren Kristus for at høre hans prædiken. Det så farisæerne og de skriftkloge. De knurrede over det og tog det meget ilde op, som om det var et tegn på en særlig letsindighed. For en from mand bør jo holde sig til fromme folk og søge deres selskab. Men Herren forsvarer sig rigtig godt og siger: Han gør præcis det samme, som folk ellers gør i sager, hvor der slet ikke står så meget på spil. Han vil altså ikke finde sig i farisæernes irettesættelse, for han har fuldkommen ret i sin sag.

For det er spørgsmålet og den sag, det her drejer sig om: Hvordan skal man omgås synderne, og hvad skal man gøre med dem? Her mødes to uens parter, som dog begge vil vide besked med Guds ord; derfor bliver svaret på spørgsmålet også uens. Farisæerne og de skriftkloge ved ikke mere om Guds ord end det, Moses og loven lærer. Og loven prædiker overalt sådan: Gud vil være nådig mod dem, der er fromme og holder hans bud; men de onde, som ikke holder hans bud, vil han straffe. Derfor slutter farisæerne og de skriftkloge her: Mennesker bør ikke omgås synderne anderledes, end Gud omgås dem. Han er vred på dem og tager sig ikke af dem; så skal folk heller ikke tage sig af dem, men lade dem fare.

Netop sådan dømmer vores fornuft også. Så snart et menneske for alvor får øje på sine synder, tænker det: Gud er vred, her er ingen nåde, du må vente dig alverdens ulykke. Det ser man på Adam og Eva. Så snart de havde spist af det forbudte træ og måtte bære på samvittigheden over, at de havde handlet imod Gud, krøb de i skjul og turde ikke vise sig nogen steder. Man ser det også på små børn: Når de ved, at de har gjort noget galt, gemmer de sig. For sådan er synden: Den gør hjertet frygtsomt, så det er bange for unåde og straf. Omvendt, hvor samvittigheden ved sig uskyldig, dér får mennesket mod og bryder sig ikke om det, selv om nogen stiller sig unådig an. For så sidder tilliden hele tiden i hjertet: Du ved, du er uskyldig; der skal nok findes en anden, der er skyldig, så du går fri.

Ligesom et hjerte, der ved sig skyldigt, af naturen ikke kan andet end frygte og derfor selv afskriver sig al nåde og venter på unåden, sådan dømmer farisæerne her også om synderne. De ser, at toldere og syndere hidtil har levet i en syndig stand, og drager derfor straks den slutning: Med slyngler skal ingen omgås, og ingen skal vise dem den mindste nåde; for Gud selv er unådig imod dem, han vil ikke have dem, han vil kun have fromme, gudfrygtige hjerter, som ikke belaster sig med sådanne grove synder.

Men tænk nu efter: Hvis den dom skal være sand, at Gud ikke vil have tålmodighed med synderne, men altid vil slå løs med køllen – hvordan skal det så gå os alle sammen? Hvor skal han få folk og en kirke fra? For selv om vi ikke alle ligger i ydre, grove laster – der er (Gud ske lov) mangen ægtemand, der ikke har brudt sit ægteskab, mangen, der ikke har myrdet med sin hånd, ikke har stjålet og ikke har gjort andet, som er uhæderligt og ugudeligt – så må vi alligevel alle bekende for Gud, at vi er syndere. For vi ser og erfarer, at der intet godt er i vort hjerte, selv om hånd, mund og andre lemmer er uangribelige og renere hos den ene end hos den anden. Men Gud vil dømme efter hjertet. Skal Gud nu være unådig mod alle syndere, kassere dem og ikke tage sig af dem, sådan som farisæerne her fælder dommen efter loven, så måtte det følge, at intet menneske kunne blive frelst. Men at det er for meget sagt og helt og aldeles forkert, må farisæerne selv indrømme.

Derfor fælder vor kære Herre Jesus Kristus en anden dom. Han lader slet ikke farisæernes svar gælde og slutter det modsatte: Gud er ikke fjendtlig mod synderne og har ikke lyst til deres død; derfor kan han, Herren Kristus, heller ikke være fjendtlig mod dem. Derfor er han kommet til denne verden for at søge dem som vildfarne små får og bringe dem på ret køl igen. Og alle mennesker, men især prædikanterne, skal følge dette eksempel: Ligesom man plejer at gøre i huset, når noget er blevet væk, skal de sætte alle kræfter ind på, at det tabte bliver fundet igen.

Det er en anden lære og prædiken end Moses’ lære og lovens prædiken. Den er ikke vokset i vort hjerte, men bragt ned til os fra himlen af Guds Søn. Som Johannes Døberen siger: «Ingen har nogensinde set Gud; den enbårne Søn, som er i Faderens favn, han har forkyndt os det» [Joh 1,18; Luther regner ordene til Døberens vidnesbyrd (jf. Joh 1,15), mange læser dem som evangelistens egne]. For denne Guds vilje – at han ikke vil være vred på synderne og ikke fordømme dem for deres synders skyld, men langt hellere tage dem til nåde og frelse dem – kender intet menneske. Det modsatte ved og føler vi. Derfor følger det, som sagt, at hvor der er synd, dér er man bange for Gud. Men her lærer vor kære Herre Kristus os ved sit evangelium, at det står anderledes til med synderne for Guds domstol: Han vil ikke være vred på dem, men tage dem til nåde, og englene oppe i himlen har al deres glæde og lyst i det, når synderne kommer til bod og omvender sig.

Denne lære skal man lægge sig desto flittigere på sinde, fordi vores fornuft slutter det modsatte – så vi kan lære at trøste os med den og holde stand mod den onde samvittighed og synden. For den, der i en sådan samvittighedens anfægtelse vil følge sit eget hjerte, sin fornuft og forstand, han går til grunde, og ham er der hverken råd eller hjælp for; han må fortvivle. Derfor står alt på, at vi imod vort eget hjerte og vor samvittighed slutter med Kristus og siger: Jeg er en fattig synder, det kan og vil jeg ikke nægte; men derfor vil jeg på ingen måde fortvivle, som om Gud ikke ville have mig. Hvorfor ikke? Min Herre Jesus Kristus siger, at det er med en synder ligesom med et lille får, der har mistet sin hyrde og er faret vild. Et sådant vildfarent får vil han ikke lade blive i vildfarelsen; han vil søge det og bære det tilbage til de andre får. Det er jo et tegn på, at han ikke vil kassere os for vore synders skyld, men vil sætte alle kræfter ind på at bringe os bort fra synden og tilbage til nåden.

Nu viser evangeliet andre steder grund nok til, hvorfor Gud ikke vil kassere synderne. Som der står i Joh 3: Han er en sådan Gud, som ikke er fjendtlig mod verden, men elsker den, ja, elsker den sådan, at han har skænket den sin eneste Søn og givet ham hen til forsoning, for at verden skal trøste sig ved dette offer og ikke fortvivle over sine synder. For selv om Gud kunne have hjulpet os mennesker på andre måder, så har han dog grebet hjælpen sådan an, os til gode, at hans enbårne Søn selv tager vore synder på sig og betaler for dem, så vi ingen grund har til at tvivle på denne betaling. For det må følge, at Gud har større behag i sin Søns død, end han nogensinde kan have mishag i os og vore synder.

Ud over disse grunde viser Herren Jesus i dagens evangelium en særlig tanke, som han har i denne sag: at han ikke kan lade være, han må være hos synderne, søge dem og gøre alt, hvad der tjener til deres frelse. Og han siger: Det går ham ligesom os mennesker. En rig mand, som ejer ti tusind gylden – hvis tusind bliver stjålet fra ham eller går tabt ved skødesløshed, så har han det ikke anderledes, end om han havde mistet det hele. For det, han endnu har tilbage, glæder og trøster ham ikke så meget, som det tabte bekymrer ham. Sådan er vores art, og når det kun gælder det timelige, kaldes den med rette en uart. For dér ser man, at Gud altid lader os beholde mere, end Djævelen tager. Derfor skulle man ikke lade sig bekymre så meget af timelige uheld, men trøste sig med, at vi stadig har noget tilbage, ja, det meste, og at Gud daglig kan skænke os mere og forøge det, vi har.

Denne art, siger vor kære Herre Kristus, har jeg også. Synderne er mit købte, dyrt vundne gods og ejendom; for jeg har købt dem til mig ved min lidelse og død. At det ikke skulle gøre mig ondt, og at jeg ikke skulle bekymre mig stærkt og tage mig af det, når de kommer bort fra vejen og glider mig af hænde igen – det er umuligt. For de har kostet mig for meget, de har været mig for sure at vinde, og det gør mig ondt, at de oven i købet skulle blive Djævelens. Derfor kan jeg ikke lade være: Så snart et af mine får løber bort, må jeg stille mig an, som om de andre ikke gav mig noget at bestille, og gå efter det ene, der er blevet væk, og søge det, så det ikke falder i ulvenes kløer.

Det er ligesom en mor med mange børn: Hun elsker dem alle og ville nødig miste et eneste af dem. Men hvis det sker, at et af dem bliver sengeliggende og syg, så gør sygdommen forskel mellem det og alle de andre børn, så det sygeste nu er det kæreste, og moderen tager sig ikke af noget andet barn så meget og plejer intet så omhyggeligt. Ville man nu bedømme kærligheden efter plejen, måtte man sige: Moderen elsker kun det syge barn, ikke de raske. Sådan, siger Herren her, har jeg det også med synderne.

Her er vor Herre Kristi hjerte da malet på det venligste og kærligste, så det er umuligt at gøre det mere yndefuldt og venligt: Han har så megen bekymring, sorg, møje og arbejde med, hvordan han kan bringe de fattige syndere på ret køl igen. Og han fører os ind i vort eget hjerte, så vi skal tænke på, hvordan vi har det, når vi mister noget, vi holder af. Sådan, siger han, står det til med mit hjerte; sådan bruser det og har ingen ro, når jeg ser, at Djævelen har bragt et fattigt menneske i synd og vildfarelse.

Det er også derfor, han tager lignelsen om fåret og hyrden frem. Der er intet mere elendigt, end når et lille får på græsgangen kommer bort fra sin hyrde og farer vild. Det kan ikke hjælpe sig selv og er hvert øjeblik i fare for, at ulven, som i forvejen lusker efter det, griber det og æder det. I en sådan fare har det slet ingen udvej; det kan ikke det mindste værge sig eller holde stand. For der er ikke et dyr blandt dem alle, som naturen har skabt så helt bart og værgeløst. Netop sådan er det med en synder, som Djævelen har ført bort fra Gud og hans ord og bragt i synd. For dér er han ikke sikker et øjeblik, eftersom vor fjende, Djævelen, (som Sankt Peter siger) lusker omkring som en brølende løve og ser efter, om han kan æde os. I en sådan fare er dette den eneste trøst, at vi har en hyrde, vor kære Herre Kristus, som tager sig af os og søger os – ikke for at straffe os for vore synder og kaste os i helvede; nej, det er Djævelens tanke og mening – men for at lægge os på sine skuldre med glæde, når han finder os, og bære os hjem, hvor vi er sikre for ulven og kan få den bedste pleje og græsgang.

Men hvordan denne søgen går for sig, ved I: Han lader sit ord gå og lyde offentligt overalt. I det hører vi, hvilken grufuld jammer og byrde synden er, som kaster os ned i den evige fordømmelse. Men Gud er blevet bevæget af faderlig kærlighed mod os ulydige børn og har ved sin Søn skaffet os råd og hjælp ud af denne jammer. Til gengæld begærer han intet andet, end at vi tager imod det med tak, tror på Herren Kristus, retter os efter Guds ord og villigt er ham lydige.

Når nu de vildfarne får, de fattige syndere, hører det og ud fra denne prædiken fatter tillid til Gud, så går de i sig selv og tænker: Åh, hvad har du dog tænkt på, dit ulykkelige menneske? Du har en så nådig Gud, og så har du ikke holdt dig til hans vilje, men ladet Djævelen føre dig ud i ulydighed! Hvad hjælper de skændige penge dig, som du er så gerrig efter? Var det ikke bedre med en rimelig fortjeneste, som alle kan leve med, med Gud og med ære, end at blive skældt ud for en uretfærdig ågerkarl af Gud og mennesker og derfor hverken få lykke eller velsignelse af en så skændig vinding? Hvad hjælper det uægteskabelige, utugtige liv dig? Var det ikke bedre at være gift og have en god samvittighed end at ligge i synd og skam uden for ægteskabet og hvert øjeblik vente Guds frygtelige dom? Hvad hjælper frådseriet, ædedolkeriet og drukkenskaben dig, når det til sidst kan ende med sygdom på legemet og pludselig død og undergang? Hurtigt, hurtigt, vend om og hold op, før Guds vrede indhenter dig – han som dog gerne ville være dig nådig, hvis bare du selv ville og ikke ved sådan forsætlig synd stak dig dybere ind i unåden.

Hvor det nu sker sådan, at hjerterne går i sig selv og fatter trøst ved Kristus, dér finder hyrden Jesus sine vildfarne får, som vender sig efter hyrdens stemme og løber til ham i al tillid. Og han tager dem på sine skuldre, det vil sige: Han tilgiver dem deres synder og tager dem i sin beskyttelse og varetægt, så de skal være godt sikret mod ulven og andre vilde dyr.

Men her ser man, hvilken forskel der er på syndere. Deri er alle syndere ens, at de giver sig i Djævelens tjeneste imod lydigheden mod Gud. Men derefter bliver de uens. For nogle, ja, de fleste, bliver ved i synden som før, hvad man så end prædiker og siger til dem, og forbedrer sig ikke det mindste. De trøster sig selv og tænker: Åh, det haster ikke, Gud er nådig, han vil altid være glad for dig; du kan komme og bede om nåde, når du vil. Først vil jeg nyde verden lidt mere, først vil jeg græsse mig lidt bedre; bagefter vil jeg også gå i kirke, høre prædiken og blive from. Disse får hører godt nok hyrdens stemme, men de vil ikke lade sig finde. Hvad sker der så? Ikke andet, end at de dag for dag farer mere og mere vild og havner helt i Djævelens garn, så de ikke mere kan arbejde sig ud af det. Sådan ser man, det går i verden: Folk drukner så fuldstændigt i gerrighed, utugt, frådseri og andre synder, at det ligefrem bliver deres natur, og de tænker, at de ikke kan leve uden at gøre sådan. Det skal vi vogte os for. Når vi hører hyrdens stemme, skal vi straks søge hen til ham, det vil sige: Vi skal omvende os, ikke blive ved og fortsætte i synden, men vende om, forbedre os og tro, at vor hyrde Jesus Kristus ikke vil lade os blive i vildfarelsen, men i al nåde tage imod os igen og forsone os med sin Fader.

For omvendelse betyder ikke alene at blive fromere i sit ydre liv, men at stole på Guds godhed ved Kristus og tro syndernes forladelse. Sådanne syndere vil Kristus tage imod. De andre ville han også gerne tage imod; men de vil ikke have ham, og så må han også lade dem fare. For når de ikke vil lade sig finde, må de blive i vildfarelsen, så længe de vil, og se, hvordan det til sidst går dem.

Sådan trøster dette evangelium ikke alene de fattige syndere med, at deres hyrde, Kristus, vil søge dem og tage imod dem som de vildfarne får; det lærer os også, hvordan vi skal forholde os til denne hyrde: Vi skal høre hans stemme og løbe efter den. Sådan fortæller evangeliets beretning da også, «at disse småfolk var toldere og syndere, men alligevel løb efter Herren Kristus for at høre ham». Men hvad hører man om Kristus? Intet andet, end at Gud vil være synderne nådig ved Kristus og frelse dem; bare de lader sig lokke og ikke løber længere vild, men vender om, når de hører hyrdens stemme, og lader sig bære af Herren Kristus, som allerede har betalt og gjort fyldest for deres synd og forsonet dem med Gud. For det går ikke an – når Gud har ofret så meget på os og vist os sin nåde så rigeligt – at vi skulle foragte hans befaling og ikke ville rette os efter hans ord eller til gengæld gøre noget for at behage ham.

Lad os derfor lægge os denne lære godt på sinde, så vi kan værge os mod Djævelen og vort eget hjerte og holde stand mod fortvivlelsen, som om Gud var en sådan Gud, der ikke ville have tålmodighed med syndere, men fordømme dem. For den tanke sidder i alle menneskers hjerter. Imod den må man være rustet med Guds ord og trykke dette billede, som Herren selv stiller frem for os, godt ind i hjertet: at han er en hyrde og derfor lader sit ord lyde i verden, for at de vildfarne får skal høre det og søge hen til ham.

Derfor: Kender du dig selv som et vildfarent får, som Djævelen har drevet og ført langt bort fra vejen, så tag imod denne prædiken om Kristus. For det er for din skyld, den bliver prædiket – for at du på den måde skal komme til omvendelse, det vil sige: trøste dig ved Herren Kristus og hans nåde, komme ud af Djævelens snarer og blive fromere. Og vogt dig, som for Djævelen selv, for at lade denne stemme gå forbi dig; vend straks om og løb efter hyrden. Så er du reddet og har gjort de kære engle i himlen en særlig stor glæde. Så vil de gerne være omkring dig og ved deres nærvær og beskyttelse vogte dig mod al Djævelens fare. De ubodfærdige syndere derimod volder de kære engle al sorg, bekymring og ærgrelse, og derfor må de undvære deres beskyttelse og hvert øjeblik stå og gå i evig fare.

Men at Herren ikke lader det blive ved den ene lignelse om hyrden og fåret, men føjer endnu en lignelse til, «om en kvinde, som har mistet en drakme», det gør han, fordi han vil, at også andre skal følge hans eksempel og ikke kassere synderne, men også søge dem og bringe dem til omvendelse. For den første lignelse gælder alene vor kære Herre og Forløser Jesus Kristus. Han er den eneste og rette hyrde, som ikke er fjendtlig mod fårene, men sætter sit liv til for dem, så de bliver beskyttet og får fred for Djævelen. Men den anden lignelse, «om kvinden», gælder den kristne kirke, som netop derfor har prædikeembedet, for at de fattige syndere skal lokkes til omvendelse, reddes fra den evige død og fordømmelse og blive frelst. «Hun glæder sig» også, ligesom hyrden, «når hun finder drakmen. Hun tænder et lys» – Guds ord – «og fejer huset», det vil sige: Hun lærer, hvordan man skal være from og trøste sig ved Guds nåde gennem Kristus over for Gud og hans dom. Med denne prædiken finder hun den tabte drakme.

Det er at rose og prise Guds ord højt, som den eneste skat, der tager synden bort og al den jammer, som følger af synden – død, fordømmelse, Djævelen og helvede – så vi ikke mere er syndere og Guds fjender, men en særlig glæde for de kære engle i himlen og alle de hellige på jorden. Derfor skulle vi holde det i al ære og værdighed, høre det gerne og af hjertet og holde af og værdsætte dem, der prædiker det, så vi også kan nå frem til denne salige frugt og, fri og løst fra vildfarelsen og fra al den lede Djævels fare, blive evigt frelst. Det give os alle vore sjæles kære og trofaste hyrde, vor kære Herre Kristus, ved Helligånden. Amen.