21. søndag efter trinitatis (Joh 4,47–54)

Prædikener på 21. søndag efter trinitatis. Første prædiken over evangeliet Joh 4,47–54, holdt 1532

I dagens evangelium er der to stykker, som er særlig trøsterige. Det første er det under, som vor kære Herre Kristus gør på den syge dreng: Han gør ham rask, og alligevel kommer han ikke til ham. Han siger bare til faderen: «Gå, din søn lever.» Straks ved det ord bliver drengen rask, og han lå et godt stykke vej derfra og vidste intet om det ord.

Det er et storartet, stort under. Her ser vi, at vor kære Herre Kristi ord er en almægtig kraft. Hvad han lover, det sker helt sikkert, så hverken Djævelen eller verden kan hindre eller standse det. For denne sygdom skal vi se på ligesom de andre gerninger, som den onde fjende plager de stakkels mennesker med. Skal man drive sådanne Djævelens gerninger ud, behøver man ikke mere end vor kære Herre Kristi ord, så er sagen allerede hjulpet. For Djævelen må slippe, om han vil eller ej, så snart denne mands ord lyder, som vi ser her.

Derfor tjener dette under først og fremmest til, at vi skal lære Herren Kristus ret at kende: at han ikke alene er et menneske, i alle ting ligesom andre mennesker, men også evig og almægtig Gud. For han er Herre over død og Djævel, og en Herre, som kan hjælpe imod dem med ét ord. Derfor skal vi også lære at søge hjælp hos ham i vore nødstider, imod Djævelen og hans gerninger, sådan som denne kongelige embedsmand gør her.

Men især skal vi holde hans ord i højeste ære som en almægtig kraft. For den, der har det, har alt og kan alt. Og omvendt: Den, der ikke har det, kan ingen anden magt, visdom eller hellighed beskytte imod synd, død og Djævel. For hvad vor kære Herre Kristus her gør med den kongeliges søn – at han ved sit almægtige ord river ham ud af døden og holder ham i live – det vil han gøre med os alle ved sit ord, hvis vi bare vil tage imod det. Og han vil frelse os, ikke alene fra legemlig sygdom og legemlig nød, men også fra synden og den evige død.

Derfor skal vi følge denne kongelige mands eksempel. I alt, hvad der trykker os, skal vi søge råd og hjælp hos Kristus. Han kan så let hjælpe i al slags nød og død, at han bare siger ét ord, og så er vi raske. Og han er oven i købet villig til at hjælpe os. For når den kongelige har travlt og ikke vil vente længe, så har Herren endnu mere travlt. Han vil ikke lade den kongeliges søn ligge så længe i fare, til han kommer derned med faderen. Nej, uden at være der gør han ham straks frisk og rask, ja, i samme øjeblik som han siger til faderen: «Gå, din søn lever.» Sådan vil vor kære Herre Kristus også være villig over for os – det skal vi slet ikke tvivle på – og hjælpe hurtigt, når det bare er os alvor, og vi i ret tillid til ham søger hjælp hos ham. For dertil er han sendt og kommet til jorden: at han vil hjælpe os fra synd og død, gøre os fri af Djævelens tyranni og sætte os ind i Guds evige rige. Dertil har Faderen, vor barmhjertige Gud i himlen, også sendt ham, dertil er han kommet til jorden.

Derfor: Den, der søger og begærer hans hjælp imod synd og død, han skal helt sikkert finde den. Det ser vi her på denne kongelige mand, og dér gjaldt det dog kun om legemlig hjælp. Hvor meget mere er han så ikke villig til at hjælpe, når faren er større, og vi har mere brug for hjælp, når det gælder den evige salighed?

Det er det første stykke, som man almindeligvis prædiker om, når man behandler den slags undere af Kristus. For derfor er de sket og skrevet ned for os: for at vi skal kende vor kære Herre Kristi magt og vilje og også selv søge hen til ham i vores nød.

Men det andet, som man plejer at tale om i denne beretning, er, at vi her har et overordentlig fint eksempel, hvor vi nøjagtigt og sikkert kan lære, hvad troen er. Vore modstandere, de pavelige, taler om troen, som om den bare var en viden om, hvem Kristus er, og hvad han har gjort. Men her kan de ikke selv komme uden om at måtte indrømme, at Djævelen og de falske kristne, som bliver fordømt, ved alt det lige så nøjagtigt og godt som de kristne.

Men Skriften taler derimod sådan om troen, at vi ved den kommer til syndernes forladelse, retfærdighed og evigt liv. For sådan siger Paulus i Rom 3: «Vi holder for, at mennesket bliver retfærdigt ved troen og ikke ved lovens gerninger.» Og profeten Habakkuk siger: «Den retfærdige skal leve af sin tro.» Og Kristus siger til Maria, hvis synder blev tilgivet [det står i Luk 7,50; kvinden i Luk 7,36–50 nævnes ikke ved navn]: «Din tro har frelst dig, gå bort med fred!» Derfor har hverken Djævelen eller de falske kristne en sådan tro, skønt de dog kender og har historien, ja, lige så godt som de rigtige kristne. For Djævelen kender Kristus meget godt og ved, hvad han har gjort og lidt på jorden. Men det – selv om en kristen også må vide det – er dog ikke den rette tro, som man kommer til syndernes forladelse og evigt liv ved.

Men her står det, hvad den rette tro er, nemlig ikke andet end at tro, at det, Kristus siger og lover, er sandt og uden al falskhed. For disse to hører sammen: Når Gud lover noget, så holder vi os til det med hjertet og tvivler ikke på, at det er sandt, selv om vi endnu ikke har det eller ser det. Hvor løftet nu er, og vi med hjertet tager det til os, at det er sikkert sådan, som det lyder, det kalder man den rette, levende tro.

Det ser vi her. Den kongelige kommer til Kristus og beder ham gå med og hjælpe hans søn. Der var altså en tillid til Herren Kristus: at han kunne og ville hjælpe hans søn. Men den tillid var endnu uden ordet og stod bare på det under, som Herren tidligere havde gjort i Galilæa ved brylluppet. Det har denne kongelige uden tvivl hørt om, og derfor henter han tilliden til Herren Kristus derfra: at han også vil hjælpe ham. Det kan man nok kalde en tro, men det er stadig en meget svag tro. For løftet er endnu ikke givet, og den tro eller tillid hviler stadig på en usikker formodning: Vil Kristus hjælpe eller ej? Hjælper han, så holder den kongelige ham for en stor, hellig mand. Hjælper han ikke, så sætter han ham ikke så højt.

Derfor tager Kristus lidt hårdt fat på ham og siger: «Hvis I ikke ser tegn og undere, vil I ikke tro.» Som om han ville sige: Troen skal ikke alene stå på tegn og undere, men på Ordet. For tegn og undere kan godt være falske og løgnagtige, men den, der bygger på Ordet, kan ikke blive bedraget, for Guds løfte er sikkert og kan ikke lyve. For selv om Herren har gjort tegn og undere for at give sig til kende med dem og bevæge folk til tro, så har hans endelige mening dog været, at folk mere skulle se på hans ord end på tegnene, som måtte tjene Ordet som vidnesbyrd. For det var ikke først og fremmest det, han var ude efter: at hjælpe denne og andre syge på legemet. Hans vigtigste embede var at vise folk hen til Ordet og præge det ind i deres hjerte, så de skulle blive frelst ved det.

Da denne kongelige nu endnu ikke har noget ord eller sikkert løfte fra Kristus, kan han ikke tro sikkert. Ud fra underet i Kana, og måske ud fra det almindelige rygte om Kristus som en ny profet, får han den tillid, at han vil hjælpe hans søn og kan hjælpe ham. Men den tro rækker ikke længere, end så vidt hjælpen fulgte. Derfor har han travlt og er bange for, at hvis Herren tøvede, ville hans søn imens gå til grunde. Så der mangler endnu meget, og det er endnu ingen rigtig tro. For han tænker: Hvis Kristus ikke selv er personligt hos den syge, så er der ingen hjælp for ham. Og han frygter: Hvis Herren tøver, og hans søn imens dør, så er det igen ude og forgæves. Og det var rigtignok heller ikke muligt for den kongelige endnu at tro anderledes, for han havde endnu intet løfte og intet ord, som han sikkert kunne stå på og holde sig til. Men så snart Kristus åbner munden og siger: «Gå, din søn lever», så følger den rette, fuldkomne tro. Det er dens egen art, at den holder sig til Kristi løfte. Det ser vi på den kongelige: Han tror dette Kristi ord, går af sted i sikker tillid til Kristi ord og tvivler ikke på, at når han kommer hjem, så finder han sin søn frisk og rask.

Så lær her, hvad det vil sige at «tro»: nemlig ikke andet, end at vi ikke tvivler på Kristi ord og løftet, men holder det for sikkert og sandt, sådan som Ordet lover, så det aldrig nogen sinde slår fejl, selv om vi endnu ikke ser eller mærker det. For det er troens særlige art, at den har med det at gøre og tror det, som endnu ikke er der. For det, der er der, behøver man ikke at tro; det mærker man og ser man.

En rig mand, der har penge og gods i overflod – om han så tror, at han ikke vil dø af sult i år, så er det ingen tro. Men den, der ikke har noget forråd og alligevel holder sig til Guds ord: at Gud som en far vil skaffe ham hans føde, når han blot også lever i gudsfrygt og passer sit kald – han tror ret. Og det er umuligt, at en sådan tro skulle slå fejl, for den står på Guds ord, som er almægtigt og lover os, at når vi først søger Guds rige og derefter bliver ved med at arbejde, så skal alt det andet falde os i hænde.

Sådan oplever vi alle sammen, den ene lige så vel som den anden, at vi er så forgiftet af synden, at vi slet ingen retfærdighed finder hos os selv. Da Ordet nu forkynder os syndernes forladelse og retfærdighed ved Kristus, kan det ord ikke gribes på anden måde end alene ved troen. Derfor er det sådan med en kristen: Selv om han helt igennem ikke er andet end en synder, så er han dog efter troen og Ordet uden synd, ren og retfærdig. Troen bringer ham derhen, hvor hans gerninger ikke kan bringe ham – hvad pave-æslerne end prædiker. For hvad vore gerninger angår, så er vi, selv når de er allerbedst, ikke andet end unyttige tjenere, som Herren selv siger i Luk 17.

Ligesom jeg har sagt om retfærdigheden, sådan er det også med livet. Vi er så druknet i døden ved synden, at vi ikke er sikre på vores liv et eneste øjeblik, så vi med rette må sige, som hedningerne: Mennesket har ikke noget mere sikkert foran sig, når det er født, end døden. Det lærer og erfarer vi hele tiden, ikke alene af andre folks eksempel, men på os selv: hvor hurtigt det er sket, at et menneske falder i sygdom eller anden ulykke. Alligevel lyser Ordet for os i sådan jammer og elendighed og giver os trøst og håb, ikke alene for dette timelige liv, men for det evige liv. Det har vi, der tror, ikke i hænderne; vi mærker det ikke og kan ikke tage og føle på det. Men det er lovet i Ordet, og vi tror det. Og det er sikkert: Den tro skal ikke svigte os, for den står på Guds ord, som er evigt og almægtigt.

Kort sagt er troens art denne: Ligesom Ordet giver os trøst og håb om de kommende, evige, himmelske goder, som vi endnu ikke har, sådan griber troen disse kommende goder, som om de allerede var her, og tvivler slet ikke på dem. Hvorfor? Den ser, at Guds ord er almægtigt, og at Gud er sanddru og ingen løgner. Derfor har troen et skarpt øje på Ordet. Ser den, at Ordet er der, så går den frisk på og lader sig ikke skræmme af hverken Djævelen eller verden. For den ved, hvad det til sidst hviler på, og hvordan det skal ende – og om det så skulle ærgre Djævelen.

Og omvendt: Ser den, at der ikke er noget Guds ord, så lader den sig ikke af noget skin, nogen trussel eller nogen verdens magt bevæge til at holde det for sandt; og den lider hellere, hvad der kommer over den for det. Havde vi nu i pavedømmet fulgt denne troens art, så var vi aldrig nogen sinde blevet forført så forfærdeligt ind i afgudsdyrkelse og vildfarelse. Men vi har tabt Guds ord af syne og er med troen faldet hen på den og den gerning, som om den skulle hjælpe til syndernes forladelse. Og så har vi ved falsk gudsdyrkelse og afgudsdyrkelse mistet ikke alene vores gods, men også vores sjæl.

Derfor er det en meget nødvendig og nyttig lære, at man ved nøjagtigt, hvad det vil sige at tro ret: nemlig at have Guds ord og løfte og hænge fast ved det, at det helt sikkert vil ske sådan, som Ordet siger os forud. For at tro noget uden Guds ord er ingen tro, men en falsk formodning, som der aldrig nogen sinde bliver noget af. Ligesom hvis du ville tro, at du skulle blive romersk kejser. Om du så satte dig det for nok så sikkert, så blev der dog ikke noget af det. Men da David, som var af ringe stand, havde Guds ord gennem profeten Samuel om, at han skulle blive konge i Israel, så måtte han blive det, hvad Saul så end gjorde imod det.

Sådan er det også her. Selv om den kongelige havde den tanke, at Kristus ville hjælpe hans søn, så kunne den tanke dog ikke stå sikkert. Hvorfor? Han manglede ordet. Men da ordet kom, som han hørte fra Kristus: «Gå, din søn lever», så var der ingen nød mere – medmindre han ville gøre Herren Kristus til en løgner. For ordet kunne ikke lyve for ham.

Sådan har vi også Guds ord og løfte, hvor vor kære Herre Kristus trøster hele verden i almindelighed og siger i Joh 8: «Den, som bevarer mit ord, skal aldrig i evighed se døden.» Ligeledes siger Johannes om ham: «Se, Guds lam, som borttager verdens synd.» Det er almene ord, som intet menneske skal slutte sig selv ude fra. For han siger ikke: Hvis den eller den tror på mig. Nej, han taler i almindelighed: «Den, som bevarer mit ord, skal aldrig i evighed se døden.» Ligeledes siger Johannes ikke, at Kristus er sendt af Gud som et offer, der skal ofres for den eller den, men «for hele verdens synd».

Derfor: Da du også er en synder og er i verden, så tag det til dig og tvivl ikke på, at det gælder dig, og at det er sket for din skyld. Det er den grund, som vores tro skal hvile på, hvad syndernes forladelse og det evige liv angår. Og den skal helt sikkert lige så lidt svigte os, som den svigtede den kongelige her.

For vi skal ikke tænke, at den kongelige her havde en fordel frem for os, så han lettere kunne tro, fordi Herren så nøjagtigt fatter hans person ind i Ordet og siger til ham: «Gå, din søn lever», mens det skulle falde os sværere at tro, fordi vores person ikke er fattet så nøjagtigt ind i Ordet, men Ordet bare bliver talt hen i almindelighed. Sådan er det ikke ment. For vor kære Herre Kristus har ikke ladet det blive ved sådan en almen prædiken. Nej, ligesom han her siger til den kongelige: «Gå, din søn lever», sådan siger han også til hver enkelt af os særskilt, til mig og dig: Min søn, dine synder er dig forladt, du skal have det evige liv.

Sig mig nu: Hvem taler Gud med, og hvem har han med at gøre, når man døber dig? Er det ikke sandt, at dåben gælder dig alene og intet andet menneske? Du har gavn af din dåb; andre har ikke gavn af den. Vil de have gavn af dåben, så må de også selv for deres egen person lade sig døbe. Men hvad siger Gud i dåben til dig og til enhver, der lader sig døbe? Sådan lyder hans løfte: «Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst.» Ligeledes: Du bliver døbt til Kristi død, at han er død for dig og ved sin død har gjort dig fri af synd og død. Men hvordan kunne Gud tale venligere med dig og lukke din person mere sikkert og nøjagtigt ind i Ordet, end det sker i dåben, som ikke gælder nogen anden end dig alene og hedder og er din egen dåb?

Sådan også, når du begærer at blive løst fra dine synder og kommer til kirkens tjener eller til en anden kristen, hvor du venter at finde Guds ord og trøst. Er det ikke sandt: Ligesom du ellers i prædikenen hører i almindelighed, at Kristus er død for alle syndere, sådan hører du også dér særskilt, at denne død gælder dig, og at du skal tage den til dig? For dér lyder ordene sådan: Kære bror, kære søster, vi er alle sammen syndere og synderinder og skulle derfor alle sammen have været fordømt. Men Guds Søn er blevet menneske for vores skyld, er død for vores synders skyld og opstået igen for vores retfærdigheds skyld. Fortvivl derfor ikke; Kristus har betalt for dig, du skal gå fri ud. Trøst dig blot ved hans lidelse og tag den til dig.

Sådan bliver også i Herrens nadver Kristi legeme givet dig særskilt i brødet og hans blod i vinen, og der bliver sagt til dig særskilt: Hans legeme er givet for dig, og hans blod er udgydt for dig, for at du ikke skal tvivle, men tage dette offer til dig som dit eget. For Kristi legeme og blod bliver lagt i din mund og givet dig til eje, så du skulle spise og drikke det for dig selv alene. Dér har Gud jo ikke med nogen anden at gøre; han taler ikke med nogen anden end med dig, der kommer til denne nadver og spiser og drikker dér, sådan som han har befalet.

Se nu, hvad det er for kristne, der lader så lang tid gå uden én gang at begære tilgivelsen (absolutionen) eller gå til denne nådefulde nadver? De, der ikke har nogen længsel efter det og ikke tror, at Gud har med dem særskilt at gøre, at han taler med dem, trøster dem og lover dem syndernes forladelse og det evige liv, de er ikke bedre værd, end at den lede Djævel omgås dem og taler med dem. Så det er ikke Gud, der undlader at tale særskilt med os. Fejlen er, at vi ikke følger denne kongeliges eksempel og ikke tager imod det, Kristus lover os særskilt, og ikke holder det for sandt og sikkert.

Den kongelige havde også grund til ikke at tro, hvis han havde villet følge sin fornuft og lade sig føre bort fra ordet. For hvem ville tro, at dette ene ord skulle være så kraftigt over så mange mil og udrette så stor en gerning? Han kunne godt have sagt: Jeg ved godt, hvordan jeg forlod min søn, at han lå farligt syg. Skal han hjælpes, kære Herre, så hjælper det ikke, at du nu taler med mig. Du må tættere på ham, røre ved ham, tale med ham, så er der måske håb. Men dér slår den kongelige alle tanker fra sig og bliver ganske enkelt ved ordet og tror det lige så sikkert, som om han allerede så sin søn foran sig, frisk og rask. For hvis hans hjerte ikke stod sådan, ville han ikke have ladet sig sende bort med dette bare ord. Men han er godt tilfreds med det, som Johannes meget fint siger: «Manden troede det ord som Jesus havde sagt til ham, og gik.»

Dér ser du, hvad troen egentlig er, hvis du vil definere og male den rigtigt: ikke andet end at holde det for sikkert og sandt, som Kristus lover dig. Væn dig også til det, og lær først, hvad Gud lover dig i dåben, og hvad Kristus lover dig i sit evangelium og i nadveren. Hold dig til dette løfte af hele dit hjerte, og lad ikke andre tanker (de udebliver ikke) bringe dig ud af denne tro. Vi mærker synden og døden i os; de lader sig uophørligt se og mærke. Vil du nu ikke holde dig til Ordet, men slippe det og dømme efter det, du mærker, så vil synden føre dig ud i angst og fortvivlelse, og døden vil rive dig med sig med magt.

Men hvad gør en kristen? Synden bekender han og ved, at han har døden foran sig. Men så vender han sig om, holder sig til Ordet, så godt han kan, og siger: Kristus er død for mig; derfor er jeg fri af synder og kan ikke dø. Hverken Djævelen eller døden har nogen del i mig, for Kristus har udrettet og betalt for mig det, som jeg skyldte at betale. Det kaldes så at tro ret. Og det er umuligt, at det skulle svigte eller lyve for den, der på den måde holder sig til Ordet.

Ja, siger du, jeg ser intet af det, og endnu mindre har jeg det, som jeg skal tro; jeg hører det kun. Hvem ved, om det er sandt? Svar: Tro det, som Ordet siger dig, så bliver du helt sikkert ikke bedraget; det vil til sidst vise sig at være nøjagtigt sådan. Gør her som den kongelige. Han måtte også holde sig til ordet. Han så ikke, at det var blevet bedre med hans søn. Men fordi han tror ordet, kommer hans tjenere næste dag og får budbringerlønnen: Hans søn er frisk og rask. Da han kommer hjem, ser han det for sine øjne. Dér behøver han ikke at tro mere; det står der i virkeligheden og for hans øjne, sådan som han har troet det.

Sådan vil det også være med os. Syndernes forladelse og evigt liv har og mærker vi ikke. Om du så i dag har hørt prædikenen, begæret tilgivelsen og er gået til Herrens bord, så er du dog, hvad din person angår, som i går. Du mærker slet ingen forskel på dig selv; du har det gamle kød og blod som før. Tag ikke anstød af det, men hold fast ved Ordet, som lover dig syndernes forladelse og evigt liv. Og gå af sted med denne kongelige uden nogen tvivl, så kommer den time helt sikkert. Ligesom du tror syndernes forladelse og evigt liv ved Kristus, sådan vil du også finde det i sin tid, i det andet liv. Her har vi det kun i Ordet og troen, men dér i gerning og erfaring.

Det give Gud os, vor kære Fader i himlen, for sin Søns, Jesu Kristi, skyld, ved sin Helligånd. Amen.