22. søndag efter trinitatis (Matt 18,21–35)

Prædikener på 22. søndag efter trinitatis. Første prædiken over evangeliet Matt 18,21–35, holdt 1533

Hvad summen af dagens evangelium er, hører I straks i begyndelsen, kære venner. Peter spørger Herren, hvordan han skal forholde sig, når hans bror synder imod ham: Hvor mange gange skal han tilgive ham? Er det nok med syv gange? Så svarer Herren ham: «Jeg siger ikke syv gange, men halvfjerds gange syv gange.» Det vil sige: At tilgive synder skal blandt de kristne hverken have mål eller grænse. Altid skal den ene tilgive den anden og vogte sig for at hævne sig. For det tilkommer Gud alene, og ham skal man lade beholde sin majestæt og magt uantastet. Det viser lignelsen udførligt, og de grunde vil vi bagefter samle og pege på én efter én.

Men her må vi især lægge mærke til det lille ord, Herren siger: «Himlenes rige ligner en konge, som ville gøre regnskabet op med sine tjenere.» For dette bud om at tilgive synder skal man ikke drage ind i det verdslige rige, hvor embeder og personer er ulige, og hvor den ene derfor altid har magt og befaling over den anden. Dér skal man ikke se gennem fingre med ondskaben eller lade enhver gøre, hvad han har lyst til. Nej, det onde skal man straffe og holde folk til tugt, ærbarhed og rimelighed.

Derfor er meningen ikke, at en far skal tilgive sine børn alt og se til, mens de laver skarnsstreger. Straffe skal han og ikke tilgive noget. Det samme gælder husbond og madmor over for tjenestefolkene og den verdslige øvrighed over for sine undersåtter: De skal ikke tilgive, når man gør uret, men straffe. For uarten sidder i verden i forvejen; jo mere man ser gennem fingre med den, jo værre og ondere bliver den, så at til sidst, når børnene ikke vil lade sig opdrage af far og mor, må bødlen opdrage dem og sætte en stopper for ondskaben.

Derfor hører denne befaling ikke hjemme i det verdslige rige, hvor der er ulige personer og embeder, som sagt, men i himlenes rige, hvor vi alle er lige og kun har én Herre over os, som vi alle skal nyde godt af. Dette «himlenes rige» begynder hernede på jorden og har også et andet navn: den kristne kirke her på jorden, hvor Gud regerer ved sit ord og sin Ånd. I den kirke – medmindre du har et særligt embede, hvor Gud befaler dig at straffe uretten – skal det gå sådan til, at den ene altid tilgiver den anden, og at ingen hævner sig, men enhver viser sin næste al barmhjertighed og venlighed, når han trænger til det, selv om han har fortjent noget ganske andet af os, og vi, menneskeligt talt, havde god grund til at gøre ham alt ondt. Men hvorfor vor Herre Kristus vil have det sådan, viser han fint med nogle grunde i lignelsen om de to tjenere og kongen.

Den første grund er, at vor kære Herre Kristus vil, at hans kristne skal tænke på, hvilken nåde Gud har vist dem – han, som, hvis han havde villet, havde haft rigtig mange og store grunde til at straffe os og lægge al ulykke på os. Men da nåden er overgået os uforskyldt, skal vi gøre det samme mod vor næste. Derfor skal man lægge så meget desto flittigere mærke til det. For dermed viser Herren, hvad der er den rette vej til at komme til syndernes forladelse, og han stiller os så tydeligt som muligt for øjnene, hvem vi er, og hvem Gud er: hvad vi har fortjent af Gud, og hvad Gud gør mod os.

For når han holder os lignelsen frem om tjeneren, der skylder ti tusinde pund, så vil Herren dermed lære os alle, hvordan det står til med os for Guds dom. Det lille ord «talent», som vi på dansk gengiver med «pund», var hos de gamle en bestemt sum penge, omtrent seks hundrede guldkroner. Derfor bliver «ti tusinde» en umådelig stor sum, omkring seks millioner guldkroner. Med en så stor sum penge sammenligner Herren vor synd for at vise, at vi aldrig kan betale den af eller gøre fyldest for den. For synden er nedarvet til os, så vi bringer den med os fra moders liv. Jo mere vi siden vokser og bliver ældre, jo mere viser synderne sig også, så at vi oven i den fremmede, nedarvede synd også lægger vore egne synder i store bunker og vokser så dybt i gæld over for Gud, at vi sidder fast ligesom denne tjener her.

Men hvad er dommen over denne tjener for hans store gælds skyld? Den, at «herren her befaler, at han, hans hustru, hans børn og alt skal sælges». Dermed vil Herren vise, at vi arme syndere ikke bare ikke kan betale, men også må lide døden for syndens skyld. Som Paulus siger: «Syndens løn er død.» Og Herren truede Adam og Eva i Paradiset: «Den dag I spiser af dette træ, skal I visselig dø.» Så langt er det kommet med os arme mennesker alle sammen, at Guds lov for vore synders skyld fælder en så hård dom over os og overgiver os til døden. For var synden der ikke, ville intet menneske dø. Hvor skal vi så gå hen? Gælden ligger for øjnene, vi kan ikke nægte den; Herren vil have betaling; men vi kan ikke betale, det er umuligt for os.

Nu kommer det herlige, ædle og allermest trøsterige stykke, som vi skulle bøje vore ører til og åbne vore hjerter vidt for, om vi dog også kunne lære den kunst at komme ud af den store gæld og undslippe døden. Men det sker alene ved, at vi gør, som Herren her siger, at denne tjener gjorde. Han ser begge dele klart: først sin store gæld, dernæst sin afmagt og straffen. Derfor falder han ned for herren, tilbeder ham og siger: «Hav tålmodighed med mig osv.» Det kalder vi på dansk at krybe til korset og bede om nåde.

Det vil Herren have, at vi skal lære, hvis vi ellers vil blive fri for gælden. For den, der ikke ville bekende gælden, men nægte den (sådan som farisæerne gør, der holder sig selv for retskafne og retfærdige), han ville kun gøre sin sag værre. Men bekender vi den, så er vi fanget; for vi kan jo ikke betale den. Derfor er det en farlig, grufuld vildfarelse, at man i pavedømmet henviser folk til egne gerninger og fyldestgørelse for at blive af med synden. Den eneste vej er, at du bekender denne gæld og synd og falder ned med tjeneren og beder om nåde og siger som tolderen i Luk 18,13: «Ak, Herre, vær mig nådig!»

Ja, siger du, men tjeneren siger jo alligevel, at «han vil betale alt»? Lad ham sige, hvad han vil; hvis han mener det alvorligt, må vi bekende, at det ikke er sandt, men helt og aldeles umuligt for ham. Derfor ser det ud til, at Kristus dermed har villet vise, hvordan det står til med vore hjerter i sådan et tilfælde: at vi nemlig ikke kan fatte en nåde, der er så rig og overvældende. Vi synes hele tiden, at det er for meget; Gud vil nok ikke være så nådig, at han skulle eftergive os alt; der må dog også betales noget; det er for meget, at man skulle eftergive og skænke os det hele. Disse vore tanker har Herren villet vise ved, at tjeneren, skønt han beder om nåde, alligevel tilbyder at betale, hvad han skylder. Dog er det også sandt: Den, der af hjertet begærer tilgivelse for sine synder, må i det mindste have det forsæt, at han ikke vil stifte mere gæld, det vil sige, at han vil holde op med synden, forbedre sig og fremover leve mere retskaffent. For at blive ved med at synde og ikke ville holde op og alligevel bede om tilgivelse, det er at spotte vor Herre Gud.

Den, der nu på den måde overgiver sig til Guds barmhjertighed og beder om nåde, hvordan finder han Gud? Så villig og nådig som overhovedet muligt. For hør, hvad Guds Søn siger, han som er i Faderens skød: «Herren fik medlidenhed med den tjener,» siger han, «lod ham gå og eftergav ham også gælden.» Det er den rette og egentlige farve, som man kan og skal male Gud og hans hjerte med, så det bliver allermest træffende. Men den, der giver ham en anden farve, maler ham forkert og anderledes, end han er i sig selv.

For når vore hjerter mener, at Gud er en streng dommer, hos hvem synderne ikke finder nåde, men må frygte al unåde, så er det en helt og aldeles falsk tanke; og det betyder intet, selv om loven selv ikke prædiker andet om vor Herre Gud. For loven taler om de syndere, der hverken håber på nåde eller begærer den. Men de syndere, der bekender deres synder, angrer dem og gerne ville, at de ikke havde vakt Guds vrede sådan, og hvis hele bekymring og sorg er, at de har levet sådan imod Gud og ikke fulgt hans bud, og som derfor beder om nåde – de skal finde nåde, som der står her. Grunden er: Gud er en nådig Gud og har et faderhjerte. Derfor har han ondt af os i vor ulykke, den går ham til hjertet, og som profeten siger: «Han har ikke lyst til synderens død; men det er hans lyst, at synderen omvender sig og lever.» Derfor: Hvor han finder sådan et hjerte hos dig, som begærer nåde og har mishag til synden og holder op med den, dér vil han gerne lade al gæld falde og vise dig nåde. Sådan som vi ser her på tjeneren, der bekender sin gæld og beder om nåde.

Men hvad midlet er, hvorved Gud vil være os nådig, det viser evangeliet andre steder, nemlig at Guds Søn, vor kære Herre Jesus Kristus, har taget sig af synderne, taget deres synd på sig og betalt for den med sin død. Hvor der nu er en sådan tillid til Herren Kristus og hans død, dér har man vundet Guds hjerte, så han ikke kan vredes eller straffe. For han har i forvejen et medlidende hjerte, og vor jammer og elendighed gør ham ondt. Derfor tilbød han af sig selv, så snart Adam og Eva var faldet i synd og død, at Djævelen skulle fratages sin magt ved kvindens sæd.

Det er nu vor lære, som vi, Gud ske lov, har ret og ren i vore kirker: at vi har syndernes forladelse og evig retfærdighed og evigt liv alene ved troen på Jesus Kristus, det vil sige ved Guds nåde og barmhjertighed. Sådan som vi ser her på tjeneren, der skylder en så stor sum: Af nåde, uden fortjeneste, uden nogen som helst gerninger bliver den eftergivet ham – alene fordi han holder sig til nåden og beder om den.

Derfor er det en vildfarende, falsk, ja, gudsbespottelig lære, når de pavelige i deres prædikener om syndernes forladelse henviser folk, der sidder i en gæld, som det er umuligt for dem at betale, til selv at skulle og måtte betale for sig med egne gerninger. Men at vi henviser folk rent og alene til Guds nåde ved Kristus, det kalder de kætteri og vildfarelse. Men tag du dette evangelium for dig og se efter, hvem der kommer det nærmest: vi, der prædiker om nåden, eller de, der prædiker om egne gerninger og fyldestgørelse. Kort sagt: Hele denne prædiken går ud på, at vi skal lære, at Gud vil tilgive os og tage os til nåde ganske gratis og eftergive os al gæld. Den nåde minder Herren os om her, for at vi også skal gøre ligesådan og vise hinanden al nåde og venlighed og ikke gøre så nøje regnskab med vor næste. Så opfører vi os som kristne, der har fået nåde, og som derfor også viser nåde mod enhver. Det er den første grund, som Herren her anfører, og samtidig lærer han, hvad der er den rette vej til frelse: at vi kommer til nåde og syndernes forladelse.

Den anden grund er, at Herren vil, at vi dog skal se ordentligt på den skade og uret, som andre gør os, og veje den godt; så vil vi helt sikkert finde, når vi lægger den på guldvægten, at den gæld, vi har over for vor Herre Gud, er som «ti tusinde pund mod hundrede penninge», som vor næste skylder os. Det vil så også bevæge os til – siden Gud har eftergivet os en så stor sum – ikke at gøre så nøje regnskab med det lille, men også række hånden frem til forlig og vise os medgørlige.

Det lille ord «denar», som man undertiden gengiver med «penning», undertiden med «skilling», er en gammel romersk mønt, som var en ottendedel af en gylden værd. Hundrede af den slags skillinger mod ti tusinde pund, hvor hvert pund er seks hundrede guldkroner, er en meget ringe sum. Så vil Herren altså sige: Selv om I gerne vil gøre jeres skade nok så stor, fordi I synes, I har grund til at blive vrede – hvad er det så? Det er ikke engang én gylden mod de hundrede tusinde gylden, som I skylder vor Herre Gud. Når nu Gud lukker øjnene over for jer og ikke vil regne med eller se på så stor en gæld, hvordan kan I så være så ubarmhjertige og hårde folk, at I ikke vil eftergive noget, men gøre så nøje regnskab med alt? Gør det ikke, for Guds skyld! Læg jeres synd på en vægt og jeres næstes med, og gør ikke mere, end jeres himmelske Far har gjort med jeres mange og store synder, så er I rigtige kristne.

Den tredje grund er denne, at Herren i lignelsen kalder os alle sammen «tjenere». «Den tjener,» siger han, «gik ud og fandt en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede skillinger.» Det burde også bevæge os til nåde og skræmme os bort fra hævnen. For vi er kun «medtjenere» og har alle én Herre over os, som kan og vil straffe os for det onde, enhver gør; ham skal vi lade beholde sin magt og myndighed og ikke falde ham i armen. For han vil ikke finde sig i, at du griber ind i hans embede og vil gøre det, som det alene tilkommer ham at gøre. Som Herren siger et andet sted: «Hævnen hører mig til, jeg vil gengælde.» For det er i forvejen Guds ordning, at han vil straffe synden; og til den gerning har han ikke alene den onde fjende, der kan angribe liv og gods og skade på mange måder, når Gud tillader ham det, men han har også på jorden far og mor, husbond og madmor og den verdslige øvrighed. De har alle befaling fra Gud til at straffe det onde.

Derfor, hvad enten du er barn eller tjenestefolk i huset: Når andre børn eller tjenestefolk gør dig uret, så tag dig i agt; lad ikke vreden løbe af med dig, så du vil hævne dig og ikke tilgive. Tænk: Det er min medtjener; jeg har ingen magt over ham; jeg vil lade ham straffe af den, der er herre over os begge. Vil han ikke gøre det og passe sit embede, så er der endnu én deroppe over os alle, og han lader det ikke gå ustraffet hen. Sådan skal borgere, bønder, kort sagt enhver forholde sig over for den anden og vogte sig for hævn. Det er det, Herren mener med de ord, han siger i lignelsen: «Denne tjener fandt en af sine medtjenere.»

Den fjerde grund er: Den, der ikke vil følge denne lære og hverken vil tænke på Guds store nåde mod sig selv eller på sin næstes lille gæld – og næsten er dog hans medtjener, som han ingen magt har over – men vil have sin vilje og ikke give efter, men vredes og straffe, hvad ville han opnå med det? Intet andet end at så stor uret og ubarmhjertighed ikke forbliver skjult. Andre kristne vil se det og blive meget bedrøvede over det og komme til herren og fortælle ham det hele. Det vil på dansk sige: Ved en sådan ubarmhjertighed bliver Helligånden i de kristne bedrøvet; det gør dem ondt, og derfor sukker de til Gud. Og ingen skal tro, at et sådant suk skulle være forgæves og spildt. For selv om Herren ellers ville stille sig an, som om han ikke så eller vidste det, og ville udsætte og holde straffen tilbage, så bliver han dog af de andre kristnes klage og suk tvunget til at undersøge sagen og skynde sig at straffe.

Ligesom retskafne folks forbøn ikke er forgæves eller spildt, sådan er den almindelige forbandelse, folks fælles klage over de onde, heller ikke forgæves eller spildt. Derfor vil Herren hermed advare os mod at foragte en sådan almindelig forbandelse; vi skal i stedet være venlige og barmhjertige mod vore medtjenere: Så vil vi finde kristne, der takker Gud for den barmhjertighed og ønsker, at Gud vil lønne os for den og gøre det samme mod os.

Derfor er de ulyksalige, gudløse folk, der foragter både den almindelige velsignelse og den almindelige forbandelse, og dog rammer de begge: velsignelsen de retskafne, forbandelsen de onde. Det erfarer man, når der kommer dyrtid. «Den, der holder kornet tilbage» – sådan som de grådige gniere plejer, når de venter, til det bliver dyrere – «ham forbander folk», siger Salomo, Ordsp 11,26. «Men velsignelse kommer over den, der sælger det.» Begge dele foragter de ugudelige. Men se så efter, om en sådan forbandelse er forgæves og ikke bringer al ulykke over dem, der lægger den på sig selv. For som vi ser her, viser Herren os, at vi skal vogte os for den og ikke give anledning til, at medtjenerne bliver bedrøvede, kommer til herren og fortæller, hvad de har set. For hør, hvad der så følger.

«Herren kalder tjeneren til sig.» Det er den femte grund: at hvis du ikke vil vise din næste barmhjertighed, men hævne dig og straffe ham, så vil Gud ikke tie stille til det, men stille dig til regnskab. Det skal ske på den yderste dag. Da skal den forfærdelige dom lyde: «at du skal overgives til bødlerne, indtil du har betalt alt».

Hvad har du så vundet ved din vrede, du arme menneske? Du kunne ellers have haft en nådig Gud og være blevet fri og kvit for al din gæld, hvis du havde vist din næste barmhjertighed og ladet hans misgerning gå upåtalt hen; nu vil Gud heller ikke tilgive dig, men regne lige så nøje med dig, som du regner med din næste. Det er en sølle, elendig handel, at du for en sølle øres skyld – hellere end at lade den fare – mister hundrede tusinde gylden. Dog er denne lignelse alt for ringe til denne sag, hvor et menneske ikke kommer til syndernes forladelse, men må blive i Guds vrede og unåde i al evighed.

Derfor slutter Herren og siger: «Således skal også min himmelske Far gøre mod jer, hvis ikke enhver af hjertet tilgiver sin bror hans fejl.» Han kalder os brødre indbyrdes; dér kan jo intet fjendskab eller nogen uvenlighed tåles. Men nu er vi alle så skrøbelige, at vi aldrig nogen sinde helt og fuldt vil leve sådan sammen; af og til vil den ene krænke den anden med ord, gerninger og andet.

Hvad skal det så være? Skal vi bide og kradse hinanden som hunde og katte? Å nej, men sådan skal det være, at vi tilgiver af hjertet og tænker: Hvad skulle jeg anklage min bror for? Er Gud mig nådig og har eftergivet mig så stor en sum ganske gratis for Jesu Kristi, sin Søns, skyld – hvorfor skulle jeg så skændes om en øre eller to? Jeg vil regne det ene op mod det andet, glemme og tilgive og takke Gud for, at han også har tilgivet mig og taget mig til nåde, skønt han havde tusinde og atter tusinde gange mere grund til at vredes på mig og straffe mig, end jeg har over for min næste.

Det er den lære, som vor kære Herre Kristus lader prædike for sine kære kristne i dag: at vi skal tage os sammen og ikke give vreden frie tøjler, men regne vor gæld op mod vor næstes og være glade for, at vi når så vidt, at begge dele bliver strøget.

Men dér ser man desværre, hvor lidt vi følger det, og hvordan vi lader Djævelen ride og drive os til vrede, hævn og al ulykke, til vor egen store skade og ulempe. For det står fast: Vil du ikke tilgive, så vil Gud heller ikke tilgive dig. Vil du hævne, vredes og straffe, så vil Gud også hævne, vredes og straffe. Men det er en ulige vrede og straf. For Guds vrede og straf er en evig vrede og straf; den styrter du dig selv ind i ved en lille vrede, der opstår for en så ringe gælds skyld, mod én, som du ingen ret har over – Gud alene har ret til det. Og det er sikkert: Bare du ikke selv straffer og kommer ham i forkøbet, så vil han straffe synden hos din medtjener langt hårdere og grufuldere, end du nogen sinde kan tænke dig.

Derfor ser man også, hvordan den ene synd altid bliver straffet med den anden. Hævngerrige, vrede, ufordragelige folk driver Djævelen så langt ind i vreden, at de hverken kan eller vil bede Fadervor. For de ser en brod i det, som de ikke kan få over tungen, at en kristen skal bede: «Forlad os vor skyld, som vi forlader vore skyldnere.» Dér mærker de udmærket, at hvis Gud ikke vil tilgive dem anderledes, end de tilgiver andre, så bliver deres synder nok utilgivne.

Den dom vil de ikke selv fælde over sig; hellere lader de Fadervor være ubedt. Synes du ikke, at Djævelen har sat sporerne godt i sådanne folk, så de for vredens skyld også mister bønnen? Men hvad har en kristen, når han har mistet bønnen? Slet intet har han; ja, han sidder i en dobbelt ulydighed mod Gud!

Sådan går det også til, at sådanne folk holder sig borte fra den højærværdige nadver med Kristi legeme og blod og for en lille, ringe, uberettiget vredes skyld mod deres næste berøver sig selv den højeste trøst mod synden og den onde samvittighed. Var det ikke tusinde og atter tusinde gange bedre at lade al vrede fare, lide og bære al uret end med vilje og forsæt at berøve sig selv Guds nåde og falde i hans vrede?

Derfor: Den, der finder sit hjerte så forhærdet af vrede og had, han tage dette evangelium for sig, besinde sig godt og bede Gud om tilgivelse for, at han så længe har båret vrede mod sin næste og levet så ukristeligt; og så skynde han sig og tilgive af hjertet, så Guds dom og straf ikke overrumpler ham, men så han også kommer til syndernes forladelse og evigt liv ved Kristus, vor alles Forløser og Frelser. Det give vor nådige Gud og Fader i himlen os alle. Amen.