23. søndag efter trinitatis (Matt 22,15–22)

Prædikener på 23. søndag efter trinitatis. Første prædiken over evangeliet Matt 22,15–22, holdt 1532

Anledningen til dagens evangelium er denne: Jøderne havde i Moseloven det løfte, at hvis de holdt Guds bud, skulle de være et rige for sig selv, have en konge af deres eget folk og ikke være underlagt nogen fremmed konge. Det løfte holdt de sig til, og de håbede hele tiden, at der ingen nød skulle være med dem. Da nu romerne kom og fik magt over dem – skønt det også kostede romerne meget –, ærgrede det jøderne voldsomt. De voldte megen jammer og nød i landet i håbet om at gøre sig fri igen. Men de fik ordentlig bank for det og blev ydmyget sådan, at de siden ikke turde sætte sig op mod romerne.

Heraf ser man, hvordan vi alle sammen er af naturen. Jøderne havde fint husket og lagt godt mærke til, at de skulle have et rige for sig selv. Men det, der stod ved siden af – at de skulle holde Guds bud og ikke foretage sig noget imod hans vilje og ord –, det ville de ikke røre ved, og alligevel ville de have det andet. Riget, sagde de, tilkommer os, det er lovet os, derfor vil vi have det. Ligesom hvis en dårlig tjenestepige sagde til sin madmor: «Lønnen har I lovet mig, så giv mig den, hvad jeg så end gør.» Nej, sådan går det ikke. Det hedder: «Vil du have lønnen af mig, så må du arbejde og gøre, hvad jeg siger.» Præcis sådan var det også med jøderne. De var ulydige og hårdnakkede, så de var ligeglade med Guds bud, og alligevel ville de være frie.

Derfor var der et stort spørgsmål blandt dem: om de skulle være under den romerske kejsers magt, han som var hedning, når de nu havde så klart et løfte om, at de skulle have deres egen konge. Nu går de derfor og pønser på, hvordan de kan fange Herren i hans ord. De tager Herodes’ folk med sig og spørger ham, om de er skyldige at betale skat til kejseren eller ej. Siger han ja eller nej, mener de, så kan han ikke slippe fra dem. Grunden er: Siger Herren ja, så vil han (tænker de) ophidse hele folket imod sig. De vil kalde ham en gudsbespotter og en løgner, der lærer imod Gud og Moses. For dér stod løftet, at de skulle være et frit folk for sig selv og ikke tjene nogen fremmed eller hedensk herre. Men siger han nej, så har han igen forspildt sit liv. Det er de (efter hvad de selv bildte sig ind) helt sikre på, for det kunne romerne ikke tåle. I den saks vil de have ham: Siger han ja eller nej, så er han fanget og har forspildt livet. Så ondt og giftigt mener vor kære Herre Kristi fjender det.

Men hvad sker der, hvordan går det dem? Sådan, at Herren vender spyddet, som de tænker at stikke ham med, og slår dem med deres eget sværd. «Lad mig se mønten,» siger han. Da de efter hans ønske giver ham mønten, spørger han: «Hvis billede og indskrift er det?» Det er da at gå enfoldigt til sagen. De, farisæerne, tænker endnu ikke, at han gennemskuer deres lumskhed. Derfor siger de det fint rent ud: Det er kejserens billede og indskrift. Men da Herren havde fået det ud af dem, er han tilfreds og siger: «Kære, siger I, at dette billede og denne indskrift er kejserens?» – «Ja, det siger vi.» – «Nå, når I nu har kejserens gods og mønt, så giv ham, hvad der er hans.» For da de havde indrømmet, at de brugte hans mønt, havde de dermed allerede indrømmet, at de havde taget kejseren til herre. Derfor har Herren let ved at slutte ud fra deres egne ord, at man ikke skal tage fra kejseren, hvad der er hans.

Det er anledningen til dagens evangelium, et rigtigt mesterstykke: Farisæerne vil forråde og sælge Herren Jesus, og alligevel går det, de tænkte at gøre ved ham, bagefter ud over dem selv. De ville fange ham i hans ord, og de fanger sig selv. For han behøver hverken at sige ja eller nej til sådan et spørgsmål. De minder ham selv med deres svar om, hvad han skal svare, og giver ham sværdet i hånden, som han skal slå dem med.

Af denne beretning skal vi lægge mærke til to stykker. Det første er, at vi her på jødernes eksempel skal lære vor egen dårlige natur at kende. For vi er alle sammen, ingen undtaget, sådan sindede, at vi gerne klager, når vi mærker, hvad der gør os ondt; og vi synes også, at der sker os uret. Og det er sandt: Regner man i forhold til menneskene, sker der os undertiden uret, så vi ikke har fortjent af dem, at de handler så troløst med os. Så går vi hen og kan ikke se andet end vor egen ret og vore modstanderes uret. Så skriger og klager vi, ligesom jøderne her over romerne, at de imod Gud og ret herskede over dem, der var Guds folk. Og ganske vist, som sagt, havde romerne ingen ret til at falde over dem og gøre dem til deres undersåtter. For romerne var jo hedninger, der ikke havde Guds ord og den rette gudstjeneste, sådan som jøderne havde. Det gjorde jøderne meget ondt, og derfor bildte de sig ind, at de havde grebet deres ret skarpt og holdt godt fast i den. Men de tog fejl, ligesom vi også tager fejl i sådan et tilfælde. For selv om din næste gør dig uret, skal du alligevel ikke gøre din regning op ud fra det. Du skal se hen til noget andet og tænke: «Hvad nu, hvis jeg har syndet så groft mod vor Herre Gud, at jeg for længe siden havde fortjent, at han ikke alene skulle have taget min ret fra mig, men også liv og legeme?» Det er det ene, vi skal lære.

Det er ganske vist sandt, at jøderne havde meget svært ved at tåle, at de skulle være undergivet en hedensk kejser. De tænkte: «Vi er Guds folk. Hedningerne ved intet om Gud og lever oven i købet i al slags afgudsdyrkelse og skændsel. Hvordan kan det gå til, at vi skal tjene dem, og at de skal være vore herrer?» Men de, der var gudfrygtige og retskafne folk, løftede deres hænder til Gud og bad om nåde. På deres ret pukkede de slet ikke, for de vidste, at de fuldt ud havde fortjent det.

Grunden var: Den lære og prædiken, der var gængs offentligt, duede ikke (som vi ser i evangeliet), og deres regimente duede heller ikke. Gerrighed, åger, utugt, hovmod, vellyst og andre synder gik i svang. Hvad skulle vor Herre Gud så gøre ved det? Skulle han beskytte dem, når de var så fuldstændig ligeglade med ham og hans ord? Skulle han hjælpe dem til deres ret, når de ikke ville løfte en finger for hans skyld og til hans tjeneste? Nej, det skulle han nok lade være med. For når de ikke ville holde hans ret i hævd, havde han god grund til heller ikke at holde deres ret i hævd. Desuden havde Gud ikke lovet dem dette legemlige rige sådan, at det altid skulle blive ved. Nej, Gud havde, som man siger, bundet knippelen om halsen på hunden: Han havde lovet dem riget på den betingelse, at de var retskafne og lydige og holdt hans bud. Den betingelse slap de; de var ligeglade med Guds bud og ville alligevel have deres regimente i fred, hvad enten de var gudfrygtige eller ugudelige. Ligesom en tjenestekarl, der vil have sin løn, hvad enten han har fortjent den eller ej. Ja, den skulle man nok sørge for at skaffe dem! Det hedder sådan: «Gør, hvad du skal, så får du, hvad der tilkommer dig.» Når en bonde ikke er retskaffen og lydig og ikke vil betale sin afgift, sker der ham ingen uret, når lensherren tager begge dele fra ham, både hans gods og hans ret, og giver det til en anden, som er retskaffen og gør, hvad han er skyldig at gøre for sit herskab.

Derfor skal vi lære at holde måde med vor klage og gøre regnskabet lige, så vi ikke alene ser på, hvilken ret vi har over for andre, men på, hvilken uret vi har over for Gud. Og så skal vi i al ydmyghed og tålmodighed løfte vore hænder til Gud og sige: «Det er sandt, der sker mig uret; det har jeg da ikke fortjent af dette menneske. Men jeg må også se mig tilbage og op over mig, hvordan jeg står mig med Gud. Dér finder jeg et langt register, og det overbeviser mig om, at jeg er ti gange værre og har syndet ti gange, ja, tusind gange mere imod Gud end min næste imod mig. Derfor må jeg bøje mig og give efter og sige: ’O Herre, tilgiv, så vil jeg også tilgive.’»

For det ville være uret, hvis vi ville stå så stejlt på vores ret, når vi har så stor uret over for Gud. Det er sandt: Den, der kan få sin ret ad ordentlige veje og med ordentlige midler, gør ikke uret ved det. For domstol og ret er indstiftet af Gud selv, for at man skal søge dem og bruge dem. Men hvor vi ikke kan få vores ret, dér skal enhver vogte sig for at klage meget eller blive utålmodig. Han skal hellere vende sig om og sige: «Jeg burde med rette have ret, og de, der krænker mig, burde have uret. Men jeg må bekende, at jeg fuldt ud har fortjent en sådan uret for Gud.» Så ville vi ikke gøre som jøderne. De gav med deres liv og færd et dårligt eksempel og mente, at selv om Gud havde mistet sin ret hos dem, ville de dog beholde deres. Ligesom når de onde bønder vil have beskyttelse af deres øvrighed og alligevel være fri for afgifter og ikke give nogen noget. Men den slags overmod har Gud fint sat en stopper for ved at give øvrigheden sværdet i hånden. Vil de ikke give med det gode, så kan man tage dem i nakken og tvinge dem.

Sådan er det ikke med de stakkels sognepræster. De har ingen magt, som de kan tvinge dem med, der ikke vil give dem, hvad de er skyldige. Derfor bilder sådanne onde borgere og bønder sig ind, at de har god ret til at give dem slet intet, eller i hvert fald intet godt, men det værste. Men hvordan går det til sidst? Kan præsten ikke straffe eller få sin ret, så griber Gud ind og sender pest blandt folk og fæ. Han sender tyve eller landsknægte, der tager fra dig, hvad du har. Han tillader, at vin, korn, frugt, roer og kål bliver ødelagt på marken af uvejr. Når det går sådan til, så hedder det: «Kære borger, kære bonde, klag ikke over, at der sker dig uret. Du bilder dig vel ind, at der sker dig uret; men for Gud sker der dig ganske ret. Du har for længe siden fortjent dette, ja, noget meget værre, af ham. Derfor skal du ikke klage over, at der sker dig uret, men klage over din synd og dit ubodfærdige liv, over din gerrighed, dit hovmod, din sorgløshed, din foragt for Guds ord og den slags. For sådanne synder gør din ret til den rene uret.»

Sådan vil Herren også her minde jøderne om, at nu da de har mistet deres rige og er blevet tvunget i knæ af romerne, skal de ikke skrige op over det, men se tilbage på den gamle karvestok og huske på, at de ikke har givet Gud, hvad de var skyldige at give ham. Derfor skal de tage til takke. Men det ville jøderne ikke. De ville ganske enkelt have deres kongerige igen med rette. Til det sagde vor Herre Gud nej: «Det skal kejseren i Rom stå mig inde for. Han skal tvinge jer, når I ikke frivilligt vil underkaste jer den straf, I har fortjent, så I må gøre det.» For riget var ikke lovet jøderne på anden måde, end at de skulle være retskafne. Ellers skulle de miste både rige og ret, det ene med det andet.

Det samme gælder i vore dage med tyrken. Det synes os at være uret, at han, som er værre end en hedning, skal vinde så store sejre over os kristne. Men lad os ikke se på, hvem tyrken er, men på, hvem vi er over for Gud; så viser det sig, at der ikke sker os uret. Hvorfor holder de pavelige så stejlt fast ved afgudsdyrkelsen og forfølger Ordet? Hvorfor forbedrer vi os ikke, vi som har evangeliet, og lever, som det sømmer sig for kristne? Det er det ene stykke, vi skal lære i dag.

Det andet er, at man skal skelne mellem verdens rige og vor Herre Kristi rige, og at vor Herre Gud her ikke fordømmer verdens rige, men stadfæster det med hus, gård, næring, ægteskab og alle de stænder, som en kejser må have. For når Kristus siger: «Giv kejseren det der tilhører kejseren», så er det lige så meget som at sige: «Er du borger, bonde, adelsmand, fyrste, mand, kone, tjenestekarl eller tjenestepige, så bliv ved det, og ødelæg ikke kejserens rige for ham. Du tjenestekarl, tjen din herre. Du barn, adlyd din far og din mor. Disse stænder vil jeg ikke rive i stykker. For de er kejserens stænder, som han ikke kan undvære, og de hindrer ikke mit rige, som ikke er et verdens rige.»

Men det tjener til, at den, der vil være kristen, ikke af den grund skal trække sig ud af lydigheden mod verdslig magt og ville være fri, eller skifte sit kald og gribe til noget nyt. Sådan som munkene har gjort; de tænkte, at hvis de blev i et verdsligt embede og en verdslig stand, kunne de ikke blive frelst. Nej, siger Kristus, sådan skal det ikke være. Jeg vil ikke rive kejserdømmet i stykker med min prædiken. Derfor bliv i din stand, og giv, hvad du skal give kejseren. Det vil Gud ikke hindre dig i, han som har sin egen, særskilte lydighed.

Derfor skal du «også give Gud det der tilhører Gud», det vil sige: Tro på Jesus Kristus, hør det hellige evangelium og tag imod det, og hold dig i gudsfrygt og i hans bud. Vær barmhjertig, venlig og tålmodig. Det skal du ofre Gud; dermed vil han lade sig nøje. Men hvad angår legemet, godset, din stand og dit kald, dér skal du lade kejseren være med. Sådan kan Gud og kejseren fint blive ved siden af hinanden, hvor jøderne gerne ville have revet dem fra hinanden, ja, hverken ville give Gud eller kejseren, hvad der var deres.

Men her skal man lægge godt mærke til følgende. Ligesom Gud ikke vil bringe kejserens regimente i uorden eller rive det i stykker – for det hindrer dig ikke i din tro og for Gud, hvad du så end har af verdsligt embede og kald; vil du, kan du sagtens blive ved med at være kristen i det –, sådan skal kejseren også lade vor Herre Guds regimente være uforstyrret og helt og ikke hindre folk i at give Gud, hvad de er skyldige at give Gud. Hvad det er, er sagt ovenfor: Vi er Gud skyldige, at vi gerne hører hans ord og indretter vort liv efter det og ikke gør noget imod det. Mere kan vi ikke gøre for Gud på jorden.

I den tjeneste skal kejseren eller den verdslige øvrighed heller ikke hindre undersåtterne. Men hvor den verdslige øvrighed vover sig til det, skal undersåtterne ikke adlyde den, men hellere lide, hvad de kommer ud for at skulle lide. Derfor er det en svær og stor synd, når den verdslige øvrighed vil have sin lydighed overholdt sådan, at man ikke samtidig kan yde Gud hans lydighed. For eksempel når de forbyder den rette lære og straffer deres undersåtter for at modtage sakramentet helt, sådan som Kristus har indstiftet det, og tvinger folk til det afgudiske væsen med sjælemesser, aflad, påkaldelse af helgener og andet. I det og andet træder de ud over deres embede og vil hindre Gud i at få den lydighed, han skal have. For Gud kræver frem for alt af os, at vi skal høre hans ord og følge det helt og fuldt. Men hvor øvrigheden vil hindre det, dér skal undersåtterne vide, at de ikke er skyldige at adlyde den. For der står skrevet: «Man skal adlyde Gud mere end mennesker.» Og her byder Herren ikke alene at give kejseren det der tilhører kejseren, men «også Gud det der tilhører Gud».

Vil den verdslige øvrighed nu blive vred over en sådan lydighed mod Gud og hans ord, sætte sine undersåtter i stok og blok eller endda tage livet af dem for det, så må man lade det ske og holde sig til denne trøst: Kejseren eller den verdslige øvrighed er vor herre, det er sandt; men dog ikke den eneste. Vi har ved siden af ham en Herre, der er større, nemlig vor Herre Gud i himlen. Når nu en af disse to herrer må blive vred, så man enten må blive ulydig mod Gud eller mod kejseren, så er det bedre at gøre kejseren vred med sin ulydighed end at gøre Gud vred.

Grunden er: Bliver du ulydig mod Gud og vil dermed gøre kejseren eller den verdslige øvrighed til lags, så er Gud en sådan herre, at han kan og vil straffe den ulydighed, du viser ham, med helvedes ild og den evige død. Den jammer burde intet menneske nogen sinde ville lægge på sig selv; det burde tusind gange hellere gøre kejseren vred. For selv om han er ond, kan han dog ikke straffe ulydigheden med mere end en timelig straf. Men med kejseren mener jeg her ikke denne eller hin person, men i almindelighed al øvrighed. For sådan kalder Kristus den også her, når han siger: «Giv kejseren det der tilhører kejseren».

Se dernæst også på lønnen. Er du lydig mod Gud og retter dig efter hans befaling, så følger der på en sådan lydighed en evig løn: himlen og det evige liv. Men for den uretfærdige, syndige lydighed, som du imod Guds befaling yder din øvrighed, får du kun glæde for en tid, og bagefter må du (som sagt før) bøde for den i al evighed. Til den trøst skal de stakkels kristne holde sig, som i dag rundt omkring sidder under en øvrighed, der ikke vil lade dem komme til Guds ord, og som med magt vil drive og tvinge dem til pavens afgudsdyrkelse og falske gudstjeneste. For Gud lader sig ikke spøge med. Han vil, at du skal give kejseren, hvad der er hans; men dog sådan, at man også giver Gud, hvad der er Guds. Og det gør vi med rette. For af kejseren og den verdslige øvrighed har vi ikke mere end næringen: mad og drikke, klæder, beskyttelse, fred og hvad der ellers hører til dette forgængelige liv. Men af Gud har vi liv og legeme og dernæst håbet om det evige liv. Skulle vi så svigte en sådan Gud, som vi skal nyde i evighed, for menneskers skyld, tjene menneskene og være ulydige mod ham? Det bevare den kære Gud os fra, hvordan det så end må gå os for det, efter hans guddommelige vilje.

Men den verdslige øvrighed burde huske bedre på sit embede. Hvis Kristus havde sagt sådan: «Giv kejseren alt, hvad han vil, eller hvad I har», så kunne han med rette kræve det eller tage det fra sine folk. Men her står der tydeligt: «Giv kejseren det der tilhører kejseren». Det vil sige: Han har sit nævnte og bestemte, som er hans, og som han skal lade sig nøje med. Men vil han gribe videre og også tage det, der er Guds, så skal I vide, at det er I ikke skyldige. Derfor behøver I ikke at give ham det, ja, så kær jeres sjæls frelse er jer, må I ikke give ham det. For ligesom kejseren ikke har magt til at kræve det, sådan har Gud selv forbudt og formenet undersåtterne at give kejseren det.

Derfor er det en gruelig jammer, som uden tvivl vil bringe Tyskland i al ulykke, at verdslige fyrster og især biskopperne – som dog (sådan som de nu opfører sig) ikke er andet end verdslige fyrster – holder så jammerligt hus med deres stakkels folk. For de lader sig ikke nøje med den lydighed, at deres undersåtter vil sætte liv og gods ind for dem og tjene dem. De vil også have, at deres undersåtter skal tro og i trossager gøre det, der behager dem, og som åbenlyst er imod Gud og hans ord. Derfor forbyder de dem den rette, rene lære og vil ikke lade dem gå til prædiken de steder, hvor Guds ord bliver behandlet ret. Oven i det forbyder de bøgerne, så man heller ikke må læse dem. De ansætter falske, løgnagtige prædikanter, der prædiker det gamle tant, og hos dem hører man ikke et eneste ord, som en samvittighed kunne gribe en ret trøst af og blive bedre ved. Og hvad der er endnu værre: I alle deres prædikener gør sådanne skrighalse ikke andet end at bespotte det hellige evangelium og skælde det ud på det grueligste.

Når nu sådanne folk kan få det dertil, at det forfærdelige, afgudiske messeoffer bliver stående, at man påkalder og ærer helgenerne, går på valfart, køber aflad og håber at få syndernes forladelse ved skriftemål, faste, helligdage og andre gerninger af den slags, så bilder de sig ind, at de har udrettet noget rigtig godt. Men især driver de stort overmod med det højærværdige sakramente, skønt Kristi befaling og den første kirkes skik er så ren og klar, at man skal modtage det helt og ikke kun den ene skikkelse (som de kalder det).

Med alt dette og mere af samme slags, som fyrster og biskopper nu øver mod deres undersåtter, vil de fastholde, at man skal yde den verdslige øvrighed lydighed. Som om der stod her: «Giv kejseren alt og Gud slet intet.» For at følge kejseren og ikke Guds ord i Guds sager, det er at sætte kejseren over Gud, tage alt fra Gud og give kejseren alt. Men sådan skal det ikke være. Gud vil ikke alene unde kejseren hans undersåtters lydighed, men han befaler den på det ivrigste og våger så alvorligt over den, at der aldrig har været oprør eller ulydighed mod den verdslige øvrighed, uden at det altid er blevet hårdt straffet på undersåtterne. Sådan som vi også har set det på de oprørske bønder.

Men ved siden af vil Gud også have sin lydighed. Han vil lade legeme og gods, hus og gård være kejseren underdanige, blot hjertet forbliver hans, så han kan regere i hjertet ved sit ord og sin Ånd. Men hvis han ikke skal få lov at beholde det, og kejseren ud over den magt, han har over legeme og gods, også vil have magt over hjertet og regere over det, så enhver i Guds sager skal tro og gøre, hvad kejseren vil, og ikke hvad Gud har lært og befalet i sit ord, så kommer der til sidst intet godt ud af det. For Gud vil have sit rige uforstyrret og sin tjeneste uhindret. Men den, der vover sig til det, vil løbe panden mod muren og knuse sig selv. Sådan er det jo altid og alle vegne gået de største monarker og konger: Så snart de ville have alt og ikke lade Gud noget, har Gud alligevel beholdt sit, og de, tyrannerne, har mistet alt og er gået til grunde.

Sådan ser man, hvordan Herren her har indfanget kejserens magt og sat den faste grænser, så han skal blive ved sit eget og ikke gribe ind i Guds rige og magt. «Giv kejseren,» siger han, «det der tilhører kejseren.» Som om han ville sige: Hvad der tilhører Gud og ikke er kejserens, det må I for alt i verden ikke give ham; ellers bliver I ulydige mod mig og alt for lydige mod kejseren. Han kan nok lønne jer en tid, men jeg vil straffe ulydigheden mod mig med den evige ild. Derfor skal kejseren blive ved sit eget. Eller hvis han ikke vil blive ved det, så vogt du dig for at give ham, hvad der er mit. For disse to riger skal holdes adskilt og ikke blandes sammen, så Gud beholder, hvad der er Guds, og kejseren, hvad der er kejserens.

Dog skal der også i det timelige, for så vidt det angår legemet, penge og gods, holdes et mål. For der skal jo blive ved med at være forskel på en verdslig øvrighed og et tyrannisk regimente. En tyran tager fra undersåtterne, så længe han finder noget. Det vil Herren her ikke indrømme øvrigheden. Når han befaler undersåtterne: «Giv kejseren det der tilhører kejseren», så vil han dermed også give øvrigheden eller kejseren at forstå, at de ikke skal kræve eller tage mere end det, der er deres. Han gør altså forskel på det, der er dit, og det, som du af dit eget skal give øvrigheden. For regimenterne er ikke indsat for at gøre folk til rene tiggere, så ingen må beholde noget. Derfor giver man øvrigheden skat, afgift eller rente, for at undersåtterne kan beholde deres eget, søge deres næring, bringe sig selv og deres familie hæderligt igennem og øge det, de har.

Men hvor der opstår nød, så man for at bevare den fælles fred må gøre noget mod fjenderne, dér skal ingen stritte imod, men gerne sætte liv og gods ind sammen med øvrigheden og stå den bi, så længe man kan. Men uden for sådan en fælles nød skal øvrigheden ikke regere tyrannisk eller lægge for meget på undersåtterne, men lade dem blive ved de ordentlige og tålelige byrder. Ellers tager den, hvad der ikke er dens, og pådrager sig Guds vrede, han som plejer at straffe tyrannerne ved oprør, ved fremmede fjender og på andre måder.

Det være nok om dette evangelium. Gud give vor øvrighed og os sin nåde, så vi begge parter giver Gud, hvad vi er skyldige at give ham. Så vil det andet nok følge: at vi også giver kejseren, og at han tager, hvad der er hans. Så skal vi her tilbringe vor tid i et fint, fredeligt liv, der er Gud velbehageligt, og bagefter blive frelst for evigt ved troen på Kristus.

Det unde vor kære Herre Gud os ved Kristus, vores Herre, og ved Helligånden. Amen.