24. søndag efter trinitatis (Matt 9,18–26)

Prædikener på 24. søndag efter trinitatis. Første prædiken over evangeliet Matt 9,18–26, holdt 1533

I dagens evangelium hører I, kære venner, om to undergerninger, og begge er store og herlige. Den første handler om den syge, lille kvinde, der har så fast en tro på Herren Jesus, at hun regner med at blive rask med det samme, bare hun i al hemmelighed, uden at han ved det, får rørt ved hans klædebon. Den anden handler om synagogeforstanderen, der også tror, at selv om hans datter er død, kan Herren alligevel give hende livet igen. Så i begge undergerninger bliver troen prist på det herligste. Det er et eksempel for os: Når troen på Kristus udretter så store ting, skal vi lade os lokke af det, så vi også gerne søger hen til denne mand. For ingen har nogen sinde ventet sig noget godt af ham, uden at det helt sikkert er sket for ham, sådan som han troede.

Først står her eksemplet med den stakkels, lille kvinde, der havde en farlig og svær sygdom. Markus siger særligt, «at hun havde brugt alt, hvad hun ejede, på lægerne; for hun havde haft denne plage i tolv hele år, og det var blevet værre med hende dag for dag». Det er et under, at hun har kunnet holde det ud så længe. Og dog bliver hun hjulpet så let af Herren! Hun gør ikke mere end dette: Hun havde hørt, at nogle var blevet raske, bare de rørte ved hans klædebon. Så tænker hun, at sådan vil hun også blive rask. Derfor trænger hun sig frem gennem folkemængden hen til Herren. Hun tør ikke bede ham om det; i sin store ydmyghed tænker hun, at hun vil stjæle det fra ham i det skjulte. Og så rører hun ved hans klædebon. Lige så snart hun havde troet, blev det bedre med hende, og blødningen holdt op. Før havde hun haft så meget besvær med den, kostet så mange penge på den og prøvet alt muligt – men forgæves og til ingen nytte, ja, endda til stor skade for sig selv. For som Markus siger, blev det værre og værre.

Her skal man især lægge mærke til, at Herren ikke vil lade sig stjæle en sådan hjælp fra, så ingen får det at vide. Nej, han spørger: «Hvem rørte ved mig?» Apostlene synes, det er et tåbeligt spørgsmål, at han spørger så nøje, hvem der havde rørt ved ham, når folk trængte sig sådan om ham. Men Herren vidste det, som var skjult for dem. For det var ikke en almindelig berøring med hænderne; hun rørte ved ham med hjertet og med en fast tillid til hans nåde og almagt. Derfor var der også gået en særlig kraft ud fra Herren Jesus, og den mærkede han. En sådan berøring vil Herren ikke lade forblive skjult – til et eksempel for os. Så han driver kvinden med sine spørgsmål, så hun må træde frem, vise sig og åbent for alle bekende alt, hvad der var sket med hende. Sådan får han grund til at rose en sådan tro. For den er den tjeneste, han helst tager imod, den kæreste og den højeste, den, han synes allerbedst om. Derfor roser han den lille kvinde og taler hjerteligt til hende: «Vær ved godt mod, min datter, din tro har hjulpet dig.» Nu må disciplene selv indrømme, at Herren ikke spurgte forgæves. Det var ikke en almindelig berøring, men noget særligt, som det kommer an på for både Herren og os alle.

Men det er en underlig tale, Herren holder her, hvis vi ville tænke over det. Han bekender, «at der er gået en kraft ud fra ham». Men da den lille kvinde står der foran Herren og bekender den velgerning, han har gjort mod hende, lader Herren sig ikke mærke med, at den kraft er gået ud fra ham. Nej, han tilskriver det kvindens tro – skønt det ikke var hende selv, men Herren, der hjalp hende. Men det gør Herren for at vise os, hvor stor en lyst han har til, at du venter dig alt godt af ham og søger hjælp hos ham. Det er, som om han ville sige: Se nu her, og lær bare at tro frimodigt, hvad nød det end er; for jeg vil i sandhed meget hellere hjælpe jer, end I kan bede om det! Jeg vil meget hellere frelse jer fra døden, end I har livet. Det beviser han her med gerningen: Det går så let, og han lader så gerne kraften gå ud fra sig. Derfor skulle vi af et sådant eksempel lære også at tro og vente os alt godt af Kristus i al vores nød og alt, hvad der trykker os. Men hvad sker der? Vi hører det i prædikenen, man siger os det derhjemme, vi kan tage og føle på hans undere, som han stadig gør hver dag – og alligevel vil troen ikke følge med. Den, der har kiste og kælder fuld, tror – dog kun med besvær – at han nok vil have mad og drikke nok til et år. Den, der er rask, tror, at Gud kan hjælpe ham. Men når vi kommer i fattigdom og sygdom, så er det ude med troen. Vi gør ikke andet end at klage og skrige, og vi bilder os ind, at der ingen hjælp er nogen steder – skønt vi hver dag hører, at Gud vil være os nådig ved Kristus og gerne hjælpe.

Men hvordan rimer det med denne lille kvinde her? Hun har måske kun hørt én eller to gange om Herren Kristus og hans undere, og alligevel går hun løs på ham med en så stærk tro, at selv om Herren Kristus havde siddet oppe over alle himle, ville hun med sin tro have revet himlen itu og hentet ham ned, så han havde måttet hjælpe hende. For som sagt: Han kan ikke sige nej til at hjælpe, hvor man søger hjælpen hos ham med alvor og ret tro.

Derfor er vi i sandhed – Gud være det klaget – nogle elendige mennesker. Vi har Guds ord så rigeligt, og alligevel vil vi ikke frem med troen. Det er Djævelens og vores skændige gamle Adams skyld. Ellers skulle vi jo, hvis vi for alvor længtes efter at blive retfærdige og frelst og at få, hvad vi har brug for, også tro på Kristus og håbe alt ved ham. For som vi har hørt: Troen kan ikke slå fejl. Derfor roser Herren den så meget her og siger: «Din tro har hjulpet dig.» Den samme tro på Kristus vil også hjælpe os og oprejse os fra de døde til livet, overvinde Djævelen, jage synden bort og frelse os. Og selv om det er Kristus, der gør disse gerninger, så er de dog troens gerninger. For uden troen kan man ikke nå dertil. I ved jo, at Kristus selv, de hellige sakramenter og Guds ord eller prædikenen ikke hjælper eller gavner os uden troen. Troen må gøre det, ellers bliver det ugjort. Det er den første undergerning.

Den anden undergerning handler om den døde pige. Hun var, som Lukas siger, lige så gammel, som den lille kvinde havde været syg. Nu vidste ingen andet, end at pigen helt sikkert ville dø. Derfor var alt allerede gjort klar, som man plejer at gøre ved døde, der skal stedes til hvile. Fløjtespillerne stod i huset; for jøderne havde ingen kirkeklokker. Ligesom vi ringer med klokkerne for de døde, sådan lod de en sørgesang blæse på basun uden for døren. Og folk var samlet til begravelsen, så der var stor larm og megen komme og gå i huset, sådan som det går til de steder, hvor en fornem person er død.

Imens går pigens far hen, da hele verden ikke har noget håb mere – for hvad kan man menneskeligt set håbe, når et menneske først er gået bort? – med en sær og underlig tanke: Han håber, at hvis han har Kristus, så kan hans døde datter godt blive levende igen. Det viser hans ord: «Han falder ned for Herren og siger: Herre, min datter er død; men kom og læg din hånd på hende, så bliver hun levende igen.» For selv om Markus og Lukas siger, at han kom til Jesus, mens datteren endnu lå i de sidste træk, så fortæller de dog, at pigen var død, før Kristus kom ind i huset. Og de viser fint, at faderen alligevel troede og beholdt sin tillid til Herren: at han ville hjælpe hende og vække hende op fra døden. Hvem har dog i sin levetid set eller hørt om mere underlige mennesker? Den lille kvinde, som må opgive al hjælp i verden, får den tanke, at hun vil blive rask, bare hun kan komme så nær hen til Herren, at hun får rørt ved en flig af hans kjortel. Og hendes tanke slår ikke fejl: Som hun tror, sådan sker det for hende. Ligesådan faderen her, hvis datter var død: Han får den tanke, at bare Herren lægger sin hånd på den døde pige, så vil hun leve igen.

Ja, kunne du sige, hvis det var en almindelig søvn og ikke den bitre død selv, så kunne man udrette noget med hånden. Men her hjælper ingen hånd, ingen rusken, intet puf, intet råb eller noget andet; alt er tabt. Sådan kan og må fornuften tænke, den kan ikke andet. Men forstanderen havde ikke den slags tanker; ellers var han blevet hjemme og ikke løbet efter Herren Kristus.

Her ser vi nu engang, hvor hjertelig en glæde Herren har i en sådan tro, som fornuften regner for den rene tåbelighed. For selv om han havde noget vigtigt at tage sig af der og var i en skarp diskussion med Johannes’ disciple, så ser han bort fra alt det. Lige så snart han bliver denne tro og tillid var, rejser han sig, følger efter forstanderen og tænker: Jeg må gøre, som denne mand tror. Da han så kommer ind i huset og ser, at alt er gjort klar, som når nogen er død, er han bekymret for, at elendigheden skulle slå faderen lige i ansigtet, og at andre folks eksempel og vantro skulle få ham til at vende sig bort. Derfor griber han straks ind og trøster faderen med ord. Og han byder folkene, der var samlet til ligfølget, at gå ud af huset. Det er, som om han ville sige: I folk, hvad laver I her? Tror I, at I skal følge et lig? Å nej, gå andre steder hen, hvor nogen er død; her er ingen død; pigen sover bare.

Nej, siger de andre, hun sover ikke, hun er død; det er derfor, vi er her – vi vil begrave hende i jorden. Du skal ikke spille klog og tro, at vi ikke kan kende forskel på, om et menneske sover eller er død. Derfor fortæller evangelisten, «at de lo ad ham» og holdt ham for en tåbe, der ikke vidste, hvad søvn eller død var. Men Herren bliver ved sin mening, og nu kommer det alene an på, at han beviser med gerningen, om han har ret eller ej. Der er ikke ét menneske, der holder med ham og regner det for sandt, undtagen pigens far. Det nøjes Herren med, og for hans skyld – det vil sige: for hans tros skyld – beviser han det med gerningen. Ellers, hvis faderen ikke havde haft en sådan tro, var pigen helt sikkert forblevet død og havde ikke sovet. Så herlig en ting er troen, at man kan vente sig noget godt af Herren Kristus.

Derfor går Herren hen, tager fat i pigen og rusker hende lidt med hånden, ikke anderledes end vi gør med et sovende barn, når vi vil vække det. For sådan troede faderen, og Herren vil ikke gøre andet, end faderen troede. Straks rejser pigen sig op, ikke anderledes, end hvis hun havde ligget i en dejlig, blød søvn.

Disse ord, som Herren siger her, skulle vi lægge flittigt mærke til: «Pigen er ikke død, men sover.» For det er trøsterige ord. Hvis man kunne købe dem, skulle vi gerne give alt for at kunne beholde dem, forstå dem og tro dem, sådan som han mente dem. For den, der kunne se på et dødt menneske, som om han lå i en seng og sov – den, der kunne vende sit syn sådan om og regne døden for en søvn – han kunne godt rose sig af, at han kunne en særlig kunst, som intet andet menneske kan.

Men vi oplever og ser det på os selv og andre mennesker: Jo højere fornuften står hos et menneske, jo mindre tror han den slags, og jo mere ler han ad det. Sådan ser man her, at de spotter Herren og tænker: Skulle han gøre en død levende? Han må have mistet forstanden, når han mener, at et dødt menneske sover og kan vækkes med en hånd. Sådan går det; for Guds visdom er så høj, at fornuften holder den for den rene tåbelighed. Tænk selv: Hvis dit barn var død, og jeg sagde til dig: Åh, det er ikke dødt, kan du ikke se, at det bare sover og kan vækkes med en finger? – så ville du tænke, at jeg gjorde nar af dig i din elendighed, og du ville sige til mig, at jeg skulle lade dig være i fred. Netop sådan gjorde disse folk her også med Herren Kristus.

Derfor skal du lære dette af dagens evangelium: Over for Herren Kristus er døden ikke andet end en søvn. Det ser vi her, hvor han vækker den døde pige med hånden som af en søvn. Sådan er sygdommen heller ingen sygdom over for ham. Det viser det andet eksempel med den lille kvinde. Hun var meget syg; men så snart hun kommer til Kristus og rører ved hans klædebon, må sygdommen give op og vige.

Sådan viser Herren sig også i anden nød og andre skavanker. De blinde, som søger hjælp hos ham, bliver seende, synderne retfærdige, de fortabte frelst. Så underfuldt kan han handle med os. For vores øjne er det, han siger, ikke bare ingenting, men det stik modsatte. For eksempel: Pigen er død for alle menneskers øjne. Men for mine øjne, siger Kristus, lever hun og sover. David er for sine egne og hele verdens øjne en fattig fårehyrde; men for mig er han en konge. I alle, som tror på mig, er for jer selv fattige syndere; men for mig er I store hellige og som Guds engle. For det koster mig ikke mere end et ord, så må synd, død og sygdom vige, og retfærdighed, liv og sundhed være der i stedet. Som jeg siger, sådan skal det helt og fuldt være, og ikke anderledes.

Derfor siger vor Herre Gud her også et så underligt ord, som er en stor løgn for verden, når han siger om pigen, at hun ikke er død, men sover. Hvis han kun havde sagt: Hun sover, så kunne folk have sagt: Det er Sankt Mikaels søvn [talemåde om dødssøvnen; ærkeenglen Mikael blev i folketroen forbundet med de døde og den yderste dag], hvor man sover til den yderste dag. Men han siger det lige ud: «Hun er ikke død, men hun lever!» For jer og i jeres øjne lever hun ikke; men for mig lever hun. Og for at I skal se, at det er sandt, vækker jeg hende bare med en finger, sådan som I vækker jeres børn af søvnen.

Kort sagt: Alt dette går ud på, at vi ikke skal se på vores nød efter fornuften, med kødelige øjne, men med kristne øjne. Det er sådanne øjne, som, når de ser ind i død, synd og helvede, med vished kan sige: Jeg ser ingen død, jeg mærker ingen synd, jeg er ikke fordømt; men ved Kristus ser jeg lutter hellighed, liv og frelse. Ligesådan når jeg er fattig: Så mærker jeg ingen fattigdom, jeg synes, jeg har alt nok; for jeg har Kristus, som hver time kan give mig, hvad jeg har brug for, selv om jeg ikke har noget.

Den, der havde sådanne øjne, kunne godt rose sig af at have kristne øjne. Han ville se ganske anderledes på tingene end verden plejer, når der er dyrtid eller pest. I dyrtiden ser enhver efter, hvad han har i kælderen og på loftet; efter hvad han finder der, sådan er han til mode. Finder han meget, er han glad; finder han lidt, er han bedrøvet og vil fortvivle. Sådan også når pesten går: Den, der kan flygte, flygter og tænker, at andre steder vil han være i sikkerhed. Men en kristen, som havde en fast tro på Kristus, ville tænke sådan: Om jeg så – hvis det var muligt – havde tusind pestbylder på kroppen, vil jeg dog ikke være dødsens bange for den sags skyld; for jeg har Kristus. Er det hans vilje, så skal pesten skade mig lige så lidt som en loppe under armen. Den bider og stikker nok lidt, men livet kan den ikke tage fra mig. Og det er sikkert: Hvis nogen kunne få sådan et hjerte, ville han være i sikkerhed og være ved godt mod uden frygt. Men fordi vi ikke tror og ikke har sådanne åndelige øjne, men ser på alle ting med kødelige øjne, kommer vi til at frygte og forsage sådan og falder på den tåbelige tanke, at vi kunne flygte fra Guds vrede ved at drage ti eller tyve mil bort.

Nu vidner Herren Kristus om, at også de, der for vores øjne er døde, begravede og for længst rådnet, lever for Gud. Derfor siger Herren i evangeliet, Matt 22: «Der står skrevet: Jeg er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud; men Gud er ikke de dødes, men de levendes Gud.» Derfor må Abraham, Isak og Jakob leve og ikke være døde, skønt de har ligget i jorden i mere end tre tusind år og for længst er blevet til aske, så der hverken er hud eller hår tilbage af dem. Men Kristus beviser det kraftigt, at de lever. Grunden er: For Gud må alt leve; men for os er alt dødt. For verden og fornuften kan ikke se andet end døden. Men de kristnes øjne skal se det, som de ikke ser, men kun hører i Ordet – sådan som faderen og Kristus her ser på den døde pige.

Og ligesom jeg her siger om døden, sådan er det også med synden. Jeg skal vide og bekende, at jeg er en synder; og alligevel skal jeg tro og håbe lutter hellighed og retfærdighed. For der står vor Herre Kristi ord i dåben: «Den, som tror og bliver døbt, vil blive frelst.» Ligeså i nadveren: «Spis, dette er mit legeme, som gives for jer. Drik, dette er mit blod, som udgydes for jer til syndernes tilgivelse.» Dette ord skal jeg tro er sandt. Og selv om jeg ser og mærker det modsatte hos mig selv, skal jeg dog ikke tage mig af det, men alene se på Ordet og høre, hvad det siger til mig. Sådan også, når du ser en kristen dø: Så ser dine øjne et dødt menneske. Men luk de koøjne i, og luk de åndelige øjne op, som ser på Ordet; så vil du finde, at dette menneske ikke er dødt, men lever for Gud. For der står Kristi ord: «Den, som tror på mig, skal aldrig i evighed se døden.»

Så skal vi nu lære af dagens evangelium, at al ulykke, hvor stor den end er for dine øjne, er mindre end ingenting for vor Herre Gud. For når døden ikke skal være noget for en kristen, så må jo blindhed, døvhed, spedalskhed, pest og anden sygdom være endnu ringere og mindre. Derfor: Når du ser synd, sygdom, fattigdom eller andet hos dig selv, så lad dig ikke forskrække af det. Luk de kødelige øjne i og de åndelige op, og sig: Jeg er en kristen, og jeg har en Herre, som med ét ord kan sætte en stopper for al denne elendighed; hvorfor skulle jeg så gøre mig store bekymringer for det? For det er sikkert: Lige så let, som Kristus hjælper denne pige fra den legemlige død, som hun lå i, lige så let vil han også hjælpe os, hvis vi bare tror og venter os hjælpen fra ham.

Her skal vi også tænke over, at denne pige bliver hjulpet, ikke ved sin egen tro – for den, der er død, tror ikke, lige så lidt som han hører eller ser – men hendes far tror. Og en sådan andens tro er så mægtig, at hun bliver levende igen. For som Kristus siger: «Alt er muligt for den, som tror.» Så vældig en ting er troen. Hvor stor en ting det end er: Kan du tro det og vente dig det af Kristus, så skal det ske; og hverken Djævel eller død skal være så stærk, at de kan forhindre det. Det ser vi her i begge undergerninger. De bliver stillet frem for os, og troen bliver prist så højt af Herren Kristus selv, for at han kan lokke os til at lære at se ganske anderledes på skabningen for Gud end for os selv.

Derfor: Selv om vi for os selv ser fattige og døde ud, sidder fast i synder, ligger syge af pesten eller andre sygdomme, skal vi dog tro, at det ser helt anderledes ud for Gud, og frimodigt sige: Selv om fattigdom, pest og død er her, så ved jeg dog som en kristen ikke af nogen fattigdom, død eller pest; for for min Herre Kristus er det lutter rigdom, sundhed, hellighed og liv. Og selv om jeg endnu ikke ser det, så koster det ham kun et ord, og så skal jeg også se med mine legemlige øjne, at det er sandt; og sådan sker det helt sikkert. Gud give os for Kristi, vor Forløsers og sin Søns, skyld ved sin Helligånd også sådanne åndelige øjne, så vi ser anderledes på al ulykke end verden og beholder denne trøst og til sidst bliver frelst. Amen.