25. søndag efter trinitatis (Matt 24,15–28)

Prædikener på 25. søndag efter trinitatis. Første prædiken over evangeliet Matt 24,15–28, holdt 1532

I dagens evangelium er der især to stykker. Det første er en advarsel til de fromme kristne, som skulle opleve Jerusalems ødelæggelse: De skulle vide det i forvejen, så de kunne se at komme væk i tide og flygte derfra.

Det andet er en advarsel, som særlig gælder vor sidste tid, som vi nu er havnet i. For der skal komme så grufulde og forfærdelige vildfarelser, at vi skal være rustet imod dem, holde fast ved den rette lære og vogte os for falske profeter. Begge advarsler er nødvendige og gavnlige for os; derfor vil vi tage dem grundigt op.

Den første gælder nu ganske vist kun tiden for Jerusalems ødelæggelse, og der er snart gået femten hundrede år siden. Alligevel kan vi tage en gavnlig og trøsterig lære af den: at vi lærer at holde Guds ord kært og dyrebart og stille os rigtigt til det. For Gud har jo straffet foragten for Ordet med så stor vrede på sit eget folk. Som I hørte, kære venner, på 10. søndag efter trinitatis, var det en over al måde jammerlig historie. Romerne kom nemlig til byen netop på den tid, da jøderne fra alle lande var draget i store skarer til Jerusalem til påskehøjtiden, så der, som Josefus skriver, var omkring tre millioner mennesker.

Sådan en skare kan ikke holde sig sund længe på et så trangt sted. Derfor slog de tre store plager sig sammen: fjenden omkring byen med krig, pesten inde i byen og desuden en svær og grusom hungersnød, så nogle mødre kvalte deres børn, kogte dem som andet kød og spiste dem. Oven i alt dette var der en grufuld splid blandt jøderne inde i byen. Og Josefus opgiver tallet: I løbet af belejringen og erobringen af byen blev en million mennesker slået ihjel eller døde, og syvoghalvfems tusind blev taget til fange. Og de fangne jøder var så lidt værd, at man solgte tredive af dem for en ottendedel gylden. Derfor er det ikke tomme ord, når Herren her siger om denne belejring og ødelæggelse, at «der ikke har været så stor en trængsel fra verdens begyndelse, og at der heller ikke siden skal komme en sådan».

Den sørgelige jammer skal man hvert år holde frem for menigmand, så vi alle sammen tager den godt i øjesyn og desto flittigere ser efter, hvad det dog var for en synd, der vakte så grufuld en jammer – så vi kan lære at vogte os for den. For regnestykket er let at gøre: Skånede Gud ikke sit eget folk, da de faldt i denne synd, så skåner han sandelig heller ikke os, hvis vi ikke vil holde os fra den synd.

Nu er det ganske vist sandt, at ulydighed, mord, ægteskabsbrud, gerrighed, tyveri og andre lignende synder også bevæger Gud til at straffe, når man ikke vil holde op med dem. Men det er dog nådige straffe i sammenligning med denne. Gud tager ikke alt bort, men lader noget blive tilbage. Og som vi ser i historien, lader han som regel mere blive tilbage, end han tager. Men her tager han det hele på én gang. Derfor må denne synd være umådeligt meget større end de andre, siden straffen er så stor og grufuld. Hvad hedder så den synd? Kristus nævner den i Luk 19,44: «Dette (siger han om Jerusalem) skal ramme dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.» Det vil sige: Når Gud sender sit ord, og verden ikke vil tage imod det, men endda forfølger det og med vilje bliver ved i sine synder – det er Jerusalems synd. Så må ødelæggelse og hærgen følge. For man ser jo, hvor trofast Gud mente det med dem. Han sender sin profet Johannes, til sidst sin enbårne Søn selv og apostlene. Alle disse har først og fremmest det ærinde at vise folk den rette vej til det evige liv og lære dem at leve det timelige liv her sådan, at de kan have en god samvittighed og Guds nåde og velsignelse med i det.

Men hvad gør Jerusalem og hele verden så? De vil hverken vide af eller høre om denne Kristi frelse og lære. De farer til og slår Guds Søn ihjel for det, og apostlene med, og bilder sig ind, at de nok skal blive frelst uden Kristus og hans lære. At Gud skulle le ad det og ikke blive heftigt vred, det er umuligt. For tænk dig selv: Hvis du havde mange tusind gylden og så en fattig tigger og ville hjælpe ham. Du sendte din søn til ham og lod sige, at han skulle komme til dig, du ville hjælpe ham ud af al hans nød og gøre ham til en rig mand. Men han var sådan en håbløst ond slyngel, at han slog din søn, som bragte ham det gode budskab, ihjel med en knippel. Hvad tror du, du ville synes om det, og hvad slags hjerte ville du så have til ham bagefter?

Det er nu jødernes synd, som de har fortjent så stor en vrede og så grufuld en straf med. Den skal vi lære at vogte os for. For Gud kan ikke tåle, at vi foragter eller forfølger hans ord, når han mener det så faderligt med os og sender os det. Sådan gik det også med kongeriget Israel, som Hoseas siger: «Israel forkaster det gode; derfor må fjenden forfølge dem.» For den, der ikke vil tage imod Guds nåde og ord, må blive i unåden og vildfarelsen. Så er det umuligt, at det kan vare længe; det må gå til grunde og falde. Netop af den grund er alle monarkier og kongeriger altid gået til grunde, og det sker stadig.

Lad os derfor med stor flid vogte os for at foragte Guds ord. Jøderne slog Kristus og apostlene ihjel for evangeliets skyld. De pavelige slår også i dag de arme kristne ihjel og tænker at kvæle Ordet med magt. Så groft bærer vi os, Gud ske lov, endnu ikke ad på vores side; vi vil nødig miste Ordet. Men alligevel ser man på andre måder, at Ordet bliver foragtet, selv om det ikke bliver forfulgt.

For Gud vil ikke have behag i, at du nok går til prædiken, men hører sådan, at det går ind ad det ene øre og ud ad det andet, og du ikke bliver det mindste bedre. For netop derfor lader Gud prædike for dig: for at du ved troen på Kristus skal rejse dit hjerte op imod synden og døden og leve et gudfrygtigt liv, som ikke giver forargelse. Når du nu bare går hen og lader gerrighed, utugt, vrede, misundelse, hovmod og andre synder vokse fra dag til dag, som om man gjorde Gud en tjeneste med det, eller som om Gud ikke havde forbudt dig det, så vil Gud sandelig ikke tage det anderledes end som en stor foragt, og han vil til sin tid straffe det langt mere grufuldt, end du nu kan forestille dig.

Derfor skulle vi aldrig lade dette billede af Guds vrede gå ud af vore øjne og hjerter, så vi lærer at høre Guds ord med alvor og for alvor og bliver bedre af det; for det er derfor, det bliver prædiket. Men de, der ikke bliver bedre, men enten foragter eller forfølger Ordet, kan lære her, hvad for en jammer der skal komme over dem. For når Gud ikke har ladet sit eget folk slippe for sådan foragt og forfølgelse, skal du ikke bilde dig ind, at han lader dig slippe.

For vi ser ikke alene kongeriget Israel og Juda og siden den hellige stad Jerusalem ligge i aske for øjnene af os på grund af denne synd. Nej, for øjnene af os ligger også hele Asien, Syrien, Egypten, Grækenland, Makedonien og andre lande lige til Østrig, hvor Guds ord havde sin bolig i rigt mål. Men nu har tyrken sat sig fast der og lagt alt øde, og folk har ikke alene mistet liv og gods, men også sjælen; for Guds ord er næsten overalt forsvundet derfra, og der er ingen dåb og intet sakramente mere de steder. Den jammer har de fortjent ved, at de ikke holdt trofast fast ved evangeliet, men lod den rette lære falde og foragtede den. Det skal vi vogte os for. For der er ikke langt til, at vi også skal se noget lignende ske med vore pavelige, som forfølger Guds ord sådan og holder så stædigt fast ved afgudsdyrkelsen. Derfor var det på høje tid at bedre sig og vende om. For når Guds vrede først er begyndt, kan den ikke slukkes igen, når det gælder denne synd; det ser vi på jødernes eksempel.

Men ikke alene skulle den grufulde vrede skræmme os bort fra denne synd; den venlige advarsel her skulle også lokke os til, at vi med alvor holder os til Guds ord, hører det flittigt og bliver bedre af det. For her står begge dele. Jøderne, som ikke ville have Ordet, bliver straffet på det allergrufuldeste. Men de, der tog imod Kristus og troede på ham, nyder også godt af Herren Kristus og af deres tro på den måde, at de bliver så trofast advaret mod denne jammer og slipper fra den. Og hvad mere er: Daniel måtte mere end fem hundrede år før, for disse kristnes skyld, angive kendetegnet og varselstegnet, så de i hvert fald blev advaret i god tid og desto hurtigere blev reddet.

Indtil da var det gået skævt til. De blinde og forstokkede jøder øvede al slags overmod imod Ordet, og de var tilmed herrer og sad i regeringen. Derimod måtte de arme kristne lide overalt og var ingen steder sikre på liv og lemmer. Men det varede kun en tid. For da Guds vrede kom, blev de fromme reddet, mens de ugudelige måtte holde for. For da flokken af ugudelige ikke ville have Kristus til deres lærer – ham, som Moses havde lovet i 5 Mos 18, og som skulle forkynde dem og vise dem vejen til det evige liv og frelsen – så troede de ham heller ikke, da han prædikede om den kommende vrede. Men de troende kristne betroede Kristus deres sjæl og frelse. Derfor blev de også legemligt bevaret fra vreden. For så snart det skete, at al slags overmod tog overhånd, og de romerske kejsere satte deres afguder og faner i templet på det sted, hvor nådestolen og jødernes allerhelligste stod, kunne de fromme kristne godt vide, at nu var tiden kommet til at se at komme væk og flygte til andre lande. Sådan vil Kristus lønne sine egne, som tager imod hans ord i tro og bliver fromere.

Det skulle nu, siger jeg, lokke os til at holde os desto flittigere til Ordet og høre det med større alvor. Vi er desværre havnet i en farlig tid på grund af vore synder og vor ondskab. Tyrken ligger os på halsen og er vores fjende, og ham slipper vi aldrig af med, hvis vi ikke stiller os anderledes an end hidtil. Derfor har vi hverken brev eller segl på, at det ikke også skal gå os som ungarerne, så vore koner og børn sammen med os selv bliver ført i fangenskab til Tyrkiet.

Lige sådan ser det også meget grufuldt ud med pest, dyrtid og splid blandt os selv her i Tyskland. Det ris er ikke bundet til andre end de ugudelige, som foragter og forfølger Ordet; de skal også få deres del af det. Men de, der har Guds ord kært og holder det dyrebart, hører det med alvor og bliver bedre af det, og som hver dag bryder af med synden og den gamle Adam og ikke følger den onde verdens dårlige eksempel, men holder sig selv i tømme og tænker: Se, du er en kristen og hører, hvor fjendtlig Gud er mod gerrighed og al uret; hvorfor skulle du for én gyldens skyld lade lydigheden mod Gud og hans ord ligge? Skulle du ikke hellere frivilligt give ti gylden bort for Guds skyld end belaste din sjæl og gøre Gud vred med én uretfærdigt vundet gylden osv.? – sådanne folk, siger jeg, som på den måde med alvor tager sig af Ordet, sætter deres hjerte og deres lid til Guds godhed ved Kristus og vogter sig for synd, de skal nyde godt af deres fromhed, mens det ellers må gå alle de andre ilde på grund af deres synder.

Derfor ser vi, at Daniel og hans kammerater, som var gudfrygtige og ikke med vilje forsyndede sig blandt hedningerne, fik et langt lettere fangenskab end andre ugudelige jøder, selv om de også blev taget til fange. Ja, hvad mere er: Gud ophøjede dem blandt deres fjender, så de blev store herrer og udrettede meget godt blandt hedningerne. Sådan skal du også tænke, at Gud vil holde hånden over dig, når bare du er from og gudfrygtig; så skal du nyde godt af det og blive bevaret, også selv om du skulle være helt alene midt i Tyrkiet. Det skulle vi lære og derfor gerne være fromme og følge Guds ord.

Nu føjer Kristus her et lille ord til, som vi heller ikke må lade ligge. «Bed om,» siger han, «at jeres flugt ikke skal ske om vinteren og heller ikke på en sabbat.» For om vinteren er det meget slemt at vandre i sne og uvejr. Og jøderne havde et særligt bud om, at de på sabbatten ikke måtte gå så langt, de ville; man ser jo, at iter Sabbathi, en sabbatsvej, var en kort vej, knap en fjerdedel mil, ApG 1,12. Det, siger Kristus, skal I bede om. Dermed vil han vise og lære os, at vi ikke alene gerne og flittigt skal høre Guds ord, men også bede; og at sådan en bøn vil bevæge og drive Gud til at tænke på os og give lykke og fremgang til det, vi tager os for.

Derfor skulle vi i så megen fare og jammer, som vi svæver i, især i disse farlige tider, ikke lade en eneste dag gå uden at bede Gud om beskyttelse og værn: at han vil være hos os, vogte os og bevare os i al slags nød. Det er også derfor, Kristus nævner det daglige brød i Fadervor. For mad og drikke er ikke nok til at bevare legeme og liv; vi må også have fred, godt og sundt vejr og mere af den slags. Derfor rummer denne bøn al slags legemlig nød: at Gud vil beskytte os mod tyrken, bevare os for pest og give gode år og sunde afgrøder. Når Kristus nu har befalet os at bede om sådan noget, skal vi ikke tvivle på, at når vi beder om det med alvor, vil Gud nådigt bønhøre os og give, hvad vi har brug for til legeme og sjæl.

Det er det første stykke: at vi gerne skal høre Guds ord, blive bedre af det og ikke foragte eller forfølge det, eftersom Gud straffer dem, der foragter og forfølger det, så grufuldt. Men omvendt advarer, beskytter og redder han så nådigt dem, der tager imod hans ord og er fromme.

Det andet stykke, sagde jeg, er også en advarsel, som gælder vor egen og sidste tid. Den begynder Herren dér, hvor han siger: «Hvis de dage ikke blev afkortet, ville intet menneske blive frelst; men for de udvalgtes skyld vil de blive afkortet.» Det er meget forfærdelige ord, som vi skulle præge godt ind i vore hjerter, så vi holder os desto flittigere til Ordet. For her drejer det sig ikke som med Jerusalem om krig og blodsudgydelse, men om en anden, større og højere fare, som hedder vildfarelse, falsk lære og falsk gudsdyrkelse. Gennem den mister vi ikke alene liv og lemmer, men sjælen og frelsen. Som Herren siger: «Intet menneske ville blive frelst, hvis de dage ikke blev afkortet.»

Om der endnu forestår sådan en blindhed, før den yderste dag kommer, kan man ikke vide så nøje. Men når vi ser tilbage, finder vi så stor en blindhed og så grufulde og, som Paulus kalder det, kraftige vildfarelser, at sandelig intet menneske kunne være blevet frelst (hvis ikke Gud var kommet ind med sit ords lys) – undtagen de små, uskyldige børn, som døde efter deres dåb, før de kom til fornuft og til års. For hvad havde man dog i pavedømmet om Kristus, om syndernes forladelse, om retfærdighed, om trøst for samvittigheden, som man kunne have holdt sig til? Og omvendt: hvilke skændige vildfarelser og bespottelige løgne har man ikke under sandhedens navn drevet ind i det arme folk, så de satte deres lid og deres håb om frelse til dem? Derfor mener jeg, at den største del af denne vor Herre Kristi profeti om den kommende vildfarelse allerede er gået i opfyldelse. For selv om der endnu skulle forestå vildfarelse og mørke, kan de dog næppe blive større, end de allerede har været i pavedømmet; det har vi selv set, og deres bøger findes endnu og vidner om det.

Desuden kan vi slet ikke tvivle på Kristi ord; for han giver barnet et navn og siger, hvad det skal være for vildfarelser. «Der skal fremstå,» siger han, «falske Kristus’er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere, så at også de udvalgte kunne blive ført i vildfarelse.»

Det er nu ikke nødvendigt her at skelne mellem falske Kristus’er og falske profeter. Men da denne profeti passer så nøje med historien, kan man uden fare skelne og tyde «de falske Kristus’er» på tyrken og hans tro, men «de falske profeter» på paven og hans lære. For disse to regimenter, paven og tyrken, er uden tvivl den egentlige Antikrist, som Daniel, Kristus, Paulus, Johannes og andre apostle har advaret os imod. For tyrkernes tro er ikke andet end, at de ikke holder den sande Kristus, Guds Søn, undfanget ved Helligånden og legemligt født af Jomfru Maria, for Kristus, men sætter Muhammed i hans sted. For de tror, at Kristus var en profet, som gjaldt noget i sin tid, men at han ikke er Gud. Derfor siger de, at hvad de kristne tror, at de skal have ved Kristus, det skal man tro om Muhammed: Han skal frelse dem, og han er Guds kæreste profet, over Moses, Abraham, Kristus og alle andre. Den gudsbespottelige lære og grufulde løgn har revet næsten den største del af hele verden bort og bedraget den. Som man ser, har hele Egypten, Syrien, Asien, Grækenland, Makedonien og mange flere lande denne tro; de lever og dør i den, så de ikke vil have Kristus, men sætter deres lid til den djævel Muhammed.

Det gør paven ikke. Han lader Kristus, Gud Faders og Marias Søn, blive ved med at være sand, evig Gud; han laver ingen anden Kristus. Men læren om Kristus forfalsker han. For det, vi tror om Kristus og skal håbe og vente alene ved hans fortjeneste, det lærer han, at man skal håbe og vente ved helgenernes fortjeneste og forbøn og ved egne gerninger. Det er også derfor, der ingen mål eller ende har været på gudsdyrkelsen i pavedømmet: for man satte sin lid til den. For dér er læren i ét og alt gået sådan, som Herren siger her: «Se, her er Kristus; se, dér er Kristus. Se, han er i ørkenen; se, han er i kammeret.» For hvorfor er munke og nonner løbet i kloster? Hvorfor er den ene blevet messepræst og den anden eremit? Hvorfor er man gået på pilgrimsrejser? Hvorfor har man læst messe, hørt messe og stiftet messer? Fordi hele verden var overtalt til at tro, at man på den måde ville finde Kristus, det vil sige Guds nåde, syndernes forladelse, det evige liv og frelsen.

Derfor advarer Kristus allermest imod den Antikrist, som ikke laver nogen anden Kristus og heller ikke fornægter Kristus, som tyrken gør, men alligevel ved falsk lære peger bort fra den sande Kristus hen på skabningen og egne gerninger. Og Kristus siger: Tro det ikke, det vil sige: Lad jer ikke henvise til noget af den slags; bliv hos mig og hold jer til min lære, mine gerninger og min fortjeneste alene, så skal intet skade jer.

Men hvad er der sket? Det har ikke skortet på Herren Kristus og hans trofaste, omhyggelige advarsel, som vi hører. «Se,» siger Herren, «jeg har sagt jer det forud.» Hele skylden har ligget hos os, fordi vi ikke fulgte denne advarsel, men gik så blindt hen og troede, hvad man sagde os for – skønt Herren særlig forbyder det og siger: «Tro det ikke, selv om I får undere og tegn at se.» For de tegn og undere, som er rigtige, stemmer med vor Herre Kristi ord og peger ikke bort fra Ordet.

Men Djævelen gør også undertegn, som Kristus viser her og advarer imod. Og Paulus kalder dem «løgnens tegn», fordi løgnen bliver bekræftet ved dem, og folk bliver ført bort fra sandheden og fra Ordet. Sådan roser tyrkerne den dag i dag mange undere, som deres Muhammed skal have gjort og stadig gør. Jeg tror nok, at det til dels er undergerninger; men de er ikke gjort af Gud, men af Djævelen, for at bekræfte deres vildfarelse med dem.

Sådan er alle kirker i pavedømmet fulde af undertegn: Den ene helgen skal have gjort det, den anden noget andet. Selv om man har løjet groft om det og sagt mere, end der er sket, kan vi dog ikke nægte, at der er sket nogle undertegn. For Kristus siger det selv her, at de falske Kristus’er og falske profeter skal gøre store undere og tegn, som skal tjene til, at folk bliver forført og holder og tror sådanne løgne og vildfarelser for sandhed. Men sådanne tegn gør Gud ikke; det gør Djævelen, og ham skal vi ikke tro.

Her tænker du måske: Hvad består den rette lære så i, som man ikke må vige fra? Det skal du mærke dig sådan: Den rette lære gør ikke andet end at vise dig Kristus og fremstille ham rigtigt, så du kan trøste dit hjerte ved ham imod synd og død. Det sker på den måde, at man lærer os, at vi skal tro, at Kristus er sand, evig, almægtig Gud med Faderen og Helligånden, og at han er kommet til os mennesker på jorden, undfanget ved Helligånden og født ind i denne verden af Jomfru Maria. Til sidst døde han på korset, ikke for sin egen synds skyld – for som Gud kunne han ikke synde – men for vor synds skyld, for at Gud ved denne død kunne blive tilfredsstillet og vor skyld blive betalt, og for at vi ved vor Herre Kristi opstandelse fra de døde også kunne komme til det evige liv.

Sådan har Kristus overvundet synd og død til gavn for os, så synd og død ikke skal skade os. Og nu sidder han ved Guds højre hånd for at beskytte os mod Djævelen, begave os med sin Ånd og bønhøre os i alt, hvad vi har brug for til legeme og sjæl og beder om i hans navn. Det kaldes at prædike rigtigt om Kristus, og det rimer overalt med Ordet; derfor behøver man ikke at frygte Antikrist og hans løgne, når man holder sig til det.

For så følger dette først: Denne lære, når den rammer hjertet rigtigt, driver folk til at prise Guds nåde og godhed, elske Gud af hjertet og tænke på, hvordan de dog også kan leve til behag for en så nådig Gud. Så begynder de af hjertet at gøre alt det, som de ved, at Gud har befalet, og vogter sig med alvor for alt det, som de ved, at Gud har forbudt. Det er så fine, fromme og hellige kristne, som har syndernes forladelse ved troen og holder sig i frygt og lydighed over for Gud.

Derfor formaner Kristus så ivrigt, at vi skal blive ved denne lære og ikke lade os snakke noget andet ind. Og han lover, at han ikke vil lade sig spærre inde på noget særligt sted, men være og blive hos os overalt med sit ord og sin nåde. Derfor, selv om det lyder forfærdeligt, at så stor en vildfarelse, et sådant mørke og en sådan forførelse skal komme over verden, så er det omvendt trøsterigt, at han siger: «Hvor ådslet er, dér vil ørnene samles», det vil sige: Min kristne kirke skal blive hos mig. Selv om Djævelen, tyrken og paven var nok så onde og mægtige, skal de dog ikke kunne skade mine kristne, som på den måde holder fast ved mit ord. Det give vor nådige Gud i himlen os alle ved sin Helligånd, for Kristi, vor kære Herres og sin Søns skyld. Amen.