4. søndag efter trinitatis (Luk 6,36–42)

Prædikener på 4. søndag efter trinitatis. Første prædiken over evangeliet Luk 6,36–42, holdt 1532

I dagens evangelium lærer vor kære Herre Kristus sine disciple og os alle, hvordan vi skal opføre os over for hinanden og leve kristent. For når vi er kommet til troen og nu har navn af at hedde kristne, som ved Herren Kristus er reddet fra synd, død og al ulykke, så skal der også følge et nyt liv, så vi gør, hvad han begærer af os. Dette nye liv samler Herren i det ene ord, når han siger: «Vær barmhjertige, ligesom også jeres Far er barmhjertig.»

Nu ved enhver jo godt, hvad «barmhjertig» betyder: et menneske, der bærer et venligt og godt hjerte over for sin næste, har medlidenhed med ham og for alvor tager sig af hans nød og ulykke, hvad enten den rammer hans sjæl, legeme, ære eller gods, og lader det gå sig så nær til hjerte, at han tænker på, hvordan han kan hjælpe ham; og han viser det også i gerning og gør det med lyst og gerne. Sådan et hjerte, siger Herren, skal I have over for alle, så det ikke er en barmhjertighed som syndernes og tolderes. De øver også (som Kristus siger kort før dette evangelium) barmhjertighed indbyrdes: den ene elsker den anden, den ene viser den anden velgerninger og venskab, den ene låner den anden – men for at få lige igen. Det er en skalkebarmhjertighed, der gør godt for at få godt eller bedre igen. Men vi, når vi vil være kristne, «skal være barmhjertige, ligesom vor Far i himlen»: ikke alene over for dem, der er vore venner, men over for alle, også over for dem, der er vore fjender og forfølger os, og som vi synes ikke er værd, at vi skulle sige et venligt ord til dem. Og vi ved jo af erfaring, at det falder os meget tungt. Æ, siger vi, hvad kommer den slubbert mig ved? Han har gjort mig dit og dat, jeg kender nok hans grove mund; skulle jeg hjælpe ham? Hellere ville jeg, at lusene åd ham. Sådan vil vor natur altid trække os hen til skalkebarmhjertigheden, som kun gælder vore egne fæller, dem, der holder med os; med de andre vil det ikke gå.

Det er ikke meningen, siger Kristus; men selv om jeres næste har krænket jer, så tænk, hvis I vil være kristne, på «at I skal være barmhjertige», og det så barmhjertige, «som jeres Far er»; ellers kan I hverken være hans børn eller mine brødre – jeg, som har forløst jer fra synd og død med mit blod. Nu har I gjort jeres Gud og Far i himlen al mulig sorg og fortræd og slet ikke holdt et eneste af hans bud, ja, overtrådt dem alle, så han havde grund nok til at sige: Skulle jeg give min Søn for sådanne fortvivlede skalke? Til Djævelen med dem, ned i helvedes afgrund! For de frygter mig ikke, elsker mig ikke og stoler ikke på mig; ja, de foragter, spotter og hader mig, sværger og bander ved mit navn, forfølger og fordømmer mit ord, er ulydige mod forældre og øvrighed, er mordere, ægteskabsbrydere, tyve, gniere, ågerkarle og menedere; kort sagt: de gør alt ondt. Lad dem derfor bare fare, hvor de hører hjemme. Sådan kunne Gud (siger Kristus) også sige til jer; men det gør han ikke. Trods al jeres ondskab bliver han ved og er god og nådig og giver ikke alene legeme og liv, mad og drikke, hustru og børn, føde og alt, hvad der hører til dette liv, men også sin Søn og det evige liv.

Sådan barmhjertighed skal I også lære at øve. For selv om nogen har krænket dig og gjort noget, du ikke bryder dig om – hvad er det mod det, du så tit og så groft har gjort imod Gud? Når nu Gud har så stor en barmhjertighed, at han skænker sine fjender sin enbårne Søn, så de ved ham bliver forløst fra synden og døden, og oven i købet giver os sjæl, legeme, gods og alt, hvad vi behøver, hvor han med rette burde sende straf, ja, hagl, torden, lyn og helvedes ild og al ulykke, så lær du også efter dette eksempel at kunne sige: Selv om den eller den har krænket mig så groft, at jeg burde lade maddikerne æde ham, så vil jeg alligevel ikke gøre det. For det ville kun være en hedensk og ikke en kristen barmhjertighed. Har han gjort mig ondt og uret – nuvel, hvem ved, hvor jeg har fortjent det? Derfor vil jeg ikke lade ham undgælde for det nu, hvor han trænger til min hjælp; for jeg ser, at han trænger til hjælp, og at jeg kan hjælpe ham. Sådan gør min Far i himlen også med mig osv.

Man ser, hvilken frækhed og hvilket overmod bondefolket driver alle vegne: Kunne de tage mange penge for de varer, de bringer til torvet, selv i gode tider, så gjorde de det hellere end at lade være. Sådan går det også i byerne. Alle samler penge, fråser og ødsler og lyver og bedrager desuden hinanden, hvor de kan. Det burde i det mindste give én ulyst, når en nød så rammer dem igen, så man tænkte: Ja, det har de godt af; lad bare slynglerne blive møre. Men en kristen skal ikke gøre sådan, men sige: Hvad rager det mig, at de er onde? Det skal ikke få mig til også at ville være ond; jeg vil gøre som et godt træ. Når man plukker de frugter, det har båret i år, så bærer det andre næste år og bliver slet ikke vred over det; sådan vil jeg også gøre. Har jeg før gjort dig godt, og du har været utaknemmelig og gjort mig ondt til gengæld, så skal du ikke dermed få mig til også at blive ond. Er du en tornebusk, der ikke kan andet end stikke, så bliv ved med det; jeg vil ikke blive det af den grund, men blive ved med at være en fin, frugtbar vinstok og bære gode druer.

For sådan gør min Far i himlen også; han giver onde slyngler og skalke lige så vel som retskafne og retfærdige kvæg, okser, kalve, æg, smør, ost, hus, gård, hustru, børn, penge, gods, legeme og sjæl, fred, godt vejr og hvad man har brug for. Han lader den kære sol skinne, hvor vi vel havde fortjent, at han lod helvedes ild regne ned. Men det gør han ikke; han vil ikke blive en tornebusk på grund af vor utaknemmelighed, men siger: Vil I endelig ikke andet end være onde, så vil jeg dog blive ved med at være god og lade min sol og min regn gå over gode og onde indtil dommens tid.

Det er det eksempel, vor kære Herre Kristus præger ind i os, for at vi også skal blive i en sådan retskaffenhed og ikke lade andre folks ondskab få os til også at blive onde – sådan som verden plejer: den hævner sig og tager sig hurtigt selv betaling. Sådan skal det ikke være blandt de kristne; de skal sige: Du er en tornebusk og har stukket mig slemt; men på grund af dig vil jeg ikke også blive en tornebusk, men gøre dig alt godt i din nød og desuden bede Gud for dig, at han vil tilgive dig det og gøre dig fra en tornebusk til en skøn, frugtbar vinstok. Det er at være «barmhjertige, ligesom jeres himmelske Far er barmhjertig», han, som gør sine værste fjender det allerbedste.

Men det skal forstås sådan, at man ikke må tro, at der slet ikke skal straffes. For Kristus prædiker her for sine disciple, som ikke havde noget regimente. Børnene i huset, bønderne i landsbyen, borgerne i byen og fyrsterne i kejserriget har ingen ret over hinanden; for i huset regerer far og mor, i landsbyen dommeren, i byen borgmesteren, i kejserriget kejseren. Men børnene i huset, bønderne i landsbyen, borgerne i byen og fyrsterne i kejserriget er alle lige indbyrdes; derfor skal de holde den regel indbyrdes, som Herren giver her: at ingen skal gøre den anden ondt, men at de skal være barmhjertige mod hinanden.

Men når personerne er ulige, som kejseren i kejserriget over for fyrsterne, eller adelsmanden eller dommeren i landsbyen over for bønderne, hvor Gud har betroet dem øvrigheden og embedet at straffe, dér skal man ikke bruge barmhjertighed over for de onde, men straffe det onde. Sådan skal forældrene ikke være barmhjertige over for børnene, når de er uartige, men slå til med det samme. Husbond og madmor skal heller ikke være barmhjertige over for tyendet, men straffe, hvad der skal straffes, og ikke se gennem fingre med noget. Det kræver Gud af dem; og gør de det ikke, må de stå Gud til hårdt regnskab for det.

Altså gælder Kristi befaling om barmhjertighed alene dem, der er lige. Men hvor personerne er ulige, dér skal enhver passe sin særlige befaling og ikke lade barmhjertigheden hindre sig i den. Men hvor det er lige personer, borger over for borger, bonde over for bonde, barn over for barn, tjenestefolk over for tjenestefolk, dér skal en kristen sige: Du har gjort mig sorg og ondt – Gud tilgive dig det; men det er ikke mig, der skal straffe dig for det. Det kaldes barmhjertighed.

Sker der dig så mere ondt, så sig det til din far, dommer, borgmester eller fyrste og sig: Det og det gør han mod mig – bare så du ikke selv dømmer eller fælder dom. Sådan skal intet barn slå det andet, ingen bonde og ingen borger slå den anden, og ingen adelsmand skal føre fejde mod den anden; nej, det skal meldes til øvrigheden med de ord: Det og det er overgået mig, og det tilkommer ikke mig at straffe det; for jeg har ikke embedet. Også det kaldes barmhjertighed, når man søger denne ordentlige vej hos dem, der har befaling til det, så de onde slyngler bliver stoppet, og deres overmod bliver hindret.

Sådan gjorde Josef, 1 Mos 37. Han så megen uskik hos sine brødre; men han straffede det ikke selv, for det var ikke ham befalet, men han sagde det til sin far: Kære far, sådan gør Simeon, sådan gør Levi; se du efter det, og sæt en stopper for det. [1 Mos 37,2 nævner Bilhas og Zilpas sønner, ikke Simeon og Levi.] Det var ret og godt gjort og en særlig barmhjertighedsgerning. Men han høstede uvilje, had og misundelse for det. For hans brødre kunne ikke tro, at han mente det så godt med dem og gjorde dem så stor en barmhjertighedsgerning. For ved at melde det hjalp Josef sjælen fra Djævelen og legemet fra bødlen.

Sådan skal det endnu gå til blandt børnene og tyendet: at ingen hævner sig selv, men med et mildt og ikke bittert hjerte melder til herskabet, forældrene eller husbond og madmor, hvad der er sket af uret. Dermed hjælper den ene den anden på legeme, penge og gods, ja, også på sjælen, så du ikke længere er så doven, skødesløs, sløv, næsvis og utro, men retter dig. Derfor skal det unge tyende lære sådan barmhjertighed: Når der sker dig noget ondt, eller du ser noget uartigt, så skal du ikke straks slå løs, men sige: Det gør mig ondt, jeg ville ønske, du ikke havde gjort det. Det kaldes at bede en bøn for din næste. Vil han så ikke rette sig, så gå hen og meld det til den, der har magt til at straffe, som kan rette og ændre det og har befaling til at gøre det. For Gud har indsat folk nok til det, nemlig fyrster, herrer, embedsmænd, far, mor, sognepræster, kapellaner og til sidst også bødlen; de skal straffe uskikken. De andre, som ikke har sådanne embeder, skal lade det være ustraffet og vise barmhjertighed, det vil sige: råde og hjælpe, hvor de kan.

Så skal vi nu lægge godt mærke til, at denne befaling her gælder lige personer. Men hvor personerne er ulige – den ene er far, den anden dommer, den tredje fyrste – dér skal de også vise barmhjertighed mod deres ligemænd, men ikke mod deres undersåtter. For dér står den særlige befaling, at de skal straffe det onde hos børn, tyende og undersåtter. Men hvor det er lige personer, dér skal de bære et venligt, godt og medlidende hjerte over for hinanden, hjælpe, formane og melde; det kaldes at leve kristent. Og skulle man skælde dig ud for det, som børn og tyende plejer, og kalde dig en sladrehank, så skader det ikke. Tænk du bare på at blive ved med at være et figentræ eller en god vinstok, og lad dig ikke gøre til en tornebusk. Sådan gør den kære sol også: Nu ser den på mangen stor skalk, der i nat har stjålet eller brudt ægteskabet, og alligevel bliver den ved med at være en skøn sol, selv om du er en sort djævel og for dine synders skyld ikke værd at se på den. For den tænker sådan: Selv om jeg nu må se på din skalkagtighed, så vil jeg dog engang også se til, når man hænger dig i galgen ved højlys dag. Nu ler du ad mig, og jeg må lyse for dig til din skalkagtighed; men hvad vil du vædde på, at hvis du ikke retter dig, så skal jeg engang også lyse for dig til din straf? For erfaringen viser, at Gud ikke lader nogen uskik gå ustraffet. Den, der løber fra far og mor, løber dog ikke fra bødlen. Enten må du omvende dig og rette dig, eller også kan du være sikker på at få straffen; for Gud vil intet lade gå ustraffet, hvor der ikke følger bedring.

Mange en slipper vel igennem, flygter, drager gennem mange lande og undgår således straffen en tid; men følger der ingen bedring, så går det underligt nok sådan til, at han bliver fanget og får sin løn for sin misgerning her allerede i denne tid. For det gamle ordsprog slår ikke fejl: Den, der løber fra sin far og mor, løber ikke fra bødlen. Hvad far og mor ikke kan tvinge med riset, det skal bødlens reb og sværd tvinge. Vil du ikke tage dig af den straf, man kan overleve, så må du lide dødsstraffen; det er din fortjente løn.

Sådan ville Herren Kristus gerne, at vi skulle føre et godt liv og gøre gode gerninger mod hinanden, som var ægte og ikke bare et tomt skin. Derfor befaler han, at vi skal være barmhjertige – ikke som hedningerne, der er barmhjertige over for dem, de venter hjælp igen af, så den ene hånd vasker den anden. Ikke sådan, men som Faderen i himlen: Han øser ned i bunkevis, hvad vi har brug for, så hele verden har nok at samle op – ikke alene til de retskafne – dem kunne han have betalt alle på én dag –, men også til de onde. Han lader ikke sin godhed tørre ud af den grund, selv om den største del er ond og utaknemmelig; ja, de onde får altid den bedste og største del.

Ham, siger Kristus, stiller jeg jer som eksempel, jer, der er mine kristne, så I ikke alene hjælper jeres venner – sådan en retskaffenhed kan jeg nok finde blandt hedningerne – men også jeres fjender; ligesom I ser, at jeres Far lader solen skinne for alle, også for mordere, tyve, ægteskabsbrydere, onde pralhalse, borgere og bønder, som nok havde fortjent, at han spændte et klæde for den og ikke lod dem se solen. Men det gør han ikke; han vil ikke lade sin nåde tørre ud for folks ondskabs skyld.

Sådan, siger han, skal I også gøre: Lad jer ikke gøre vrede, træk ikke hånden til jer, sådan som verden plejer, når den siger: Æ, alt, hvad man gør for den skalk, er spildt. Det er tom snak. At tjene venner er ikke noget særligt; for hedningerne selv er venlige og hjælpsomme, så længe de mærker, at de får hjælp igen. Men udebliver hjælpen igen, så tørrer velgerningen ud. Dér ser man åbenlyst, at det ikke er en kilde eller en levende brønd af kærlighed, men kun vand, der hældes ud i sandet, og en hedensk hjælp. I kristne må højere op og være utrættelige til at hjælpe, også jeres fjender, hvor I ikke får andet end utak, og tænke: Vil de være utaknemmelige – nuvel, så er der Gud, som endnu har så mange djævle, så mange onde slyngler på jorden, så meget vand, ild, plage og pest, at han nok kan straffe. Da jeg nu ved, at det ikke skal gå ustraffet, vil jeg beholde et sødt, medlidende hjerte, som er rede til at råde og hjælpe.

Det er et kristent hjerte og kristen kærlighed, som hedningerne ikke har; de hjælper ikke længere, end de dermed tjener tak og hjælp igen, og hvor den hører op, tørrer kærligheden ud. De kristne skal derimod have sådan en kilde, som ikke kan øses tom og ikke tørrer ud, selv om velgerningen skal spildes som vand i hånden.

Nu går Herren videre, deler denne barmhjertighed op i nogle stykker og siger: «Døm ikke, så skal I heller ikke dømmes. Fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I blive tilgivet.»

Herren ville gerne, at vi blev ægte kristne, som ikke kun roste troen og evangeliet med ord – sådan som folk gør nu, de, der vil være evangeliske og ved at sige meget om Kristus; men ser man rigtigt efter, er der intet bag. Således bedrager den største del sig selv, også de, der har og hører evangeliet, og farer til Djævelen med deres falske tro. Den ulykke ville Kristus gerne afværge; derfor stiller han os ikke et fremmed, ukendt eksempel for øje, men «sin Fars og vort eget eksempel», som vi selv har erfaret: at han har handlet sådan med os. Og han siger, at vi også skal gøre sådan mod andre mennesker.

For vi har alle stået under Guds dom og i fordømmelsen for vore synders skyld. Hvad har vor Far i himlen så gjort? Er det ikke sandt: Han har hverken villet dømme eller fordømme dig, men har tilgivet dig din synd, taget helvede og fordømmelse bort og taget dig til nåde? Det eksempel har du på dig selv og din egen person; følg det, og gør også sådan mod andre. Så er du en sand kristen, som tror på Kristus, ikke dømmer eller fordømmer din næste, men tilgiver ham, hvad han har gjort imod dig.

Men vil du ikke gøre det, men gør som den onde tjener i Matt 18 – tager imod nåde dér, men vil ikke selv vise andre den samme nåde her – så skal du vide, at du ikke er en kristen. Og så skal du vide, at Gud igen vil kaste dig ud af barmhjertigheden og ind i dommen og fordømmelsen. Han vil tage alle de goder fra dig, som han har givet dig, og han vil lægge al den skyld, han har eftergivet dig, tilbage på din nakke. Det skal du være sikker på. For dér står det: «Døm ikke, så skal I ikke dømmes», det vil sige: Vil I ikke holde op med jeres dømmen, så vil Gud også dømme jer.

Men nu ser man, hvor umådelig svært verden har ved at lade det være. Så snart nogen fornærmer os det mindste, så kommer dommen straks farende: Hvad skal jeg gøre mere for den slubbert? Jeg har gjort både det ene og det andet for ham – og det er takken, sådan betaler han mig! Det kalder jeg en ubarmhjertig barmhjertighed og en sur hjælp, når man straks vil dømme, så snart takken udebliver. Det passer fint med det, Gregor siger: Vera justitia habet compassionem, falsa autem est duplex iniquitas, den rette fromhed har medlidenhed, men den hyklede fromhed er en dobbelt ubarmhjertighed. Det oplever man, når én forærer mig en gylden: Så vil han gerne købe mig helt med den og gøre mig til sin ejendom. Derfor, så snart jeg tilfældigt siger eller gør noget, der ikke behager ham, eller ikke er ham til nytte i en sag, så holder han mig det straks for: Se, det og det har jeg givet dig – kan du så ikke også gøre mig denne tjeneste? Det kalder jeg at tjene for at blive tjent igen, ligesom hedningerne gør – og så at dømme.

Men sådan skal det være: Gør du nogen noget godt, og han påskønner det ikke eller gør dig ondt til gengæld, så må du gerne advare ham og sige, at han ikke skal gøre det, for så synder han mod Gud. Men at du derfor vil blive hans fjende og fælde dom over ham eller dømme ham – det skal du vogte dig for. Overlad ham til hans dommer. For du ved ikke, hvad Gud vil gøre med ham, om han vil omvende sig eller ej. Omvender han sig ikke, så har Gud, som sagt før, så mange djævle, bødler og andre slemme karle, at han nok kan straffe ham, når tiden er inde. Man ser jo, at der snart her, snart dér pludselig sker en ulykke; den skal nok også finde ham. Vogt dig derfor for at dømme, men tænk: Havde Gud villet fare frem mod mig med al strenghed, som jeg for længst rigeligt havde fortjent, så havde jeg måttet dø i mine synder for ti, tyve, tredive år siden, dengang jeg levede i al skændig afgudsdyrkelse og hykleri.

Vogt dig altså også for at fordømme, for det tilkommer ikke dig. At irettesætte, vejlede, formane – det må du gøre, og du må melde det til dem, der skal dømme og fordømme. Men dig tilkommer det ikke at gøre andet end at være barmhjertig, ikke dømme, ikke fordømme, men tilgive. Og selv om din næste ikke vil holde op med at synde mod dig, så skal dit hjerte alligevel være villigt til at tilgive ham. Du skal hverken lægge ham hindringer i vejen eller ønske at hævne dig, men så vidt du kan, fremme og sørge for hans bedste.

Men det gør ondt og falder meget svært. Så tænk på, at du er en kristen, og at du må tage dig sammen med noget mere alvor end de ikke-kristne, hvis du vil blive ved med at være en kristen. Det eksempel, vor Far i himlen giver, lyser jo for os. For når du gør din næste godt, og han ikke vil takke dig for det, ja tværtimod vil gøre dig skade, så behøver du ikke tvivle: Gud skal nok finde ham. Overlad hævnen til ham, og gør det, du har fået befaling om.

Man læser en historie om en vanartet søn, der greb sin far i håret og slæbte ham hen til dørtærsklen. Da begyndte faderen at råbe: Hold op, hold op, min søn! For så langt slæbte jeg også min far. Som jeg gjorde mod ham, sådan gør du nu mod mig. Det er vor Herre Guds dom. Han ved nok råd til at straffe ondskab og især utaknemmelighed. Overlad det derfor til ham, og gør det, du har fået befaling om: at du ikke straffer, men er barmhjertig. Gud udebliver ikke med straffen, som Herren siger videre her: «Giv, så skal der gives jer. Et presset, rystet, topfuldt mål skal de give jer i skødet. For med det mål I måler med, skal I få tilmålt med.»

Herren har dog fattet det hele fint sammen. Han ville så gerne, at vi blev rigtig fromme kristne og opførte os retskaffent i alle ting. Derfor: Ligesom han har befalet, at man skal omgås de stakkels syndere nådigt, sådan som Gud omgås os, og ikke dømme eller fordømme dem, men overlade dom og kendelse til Gud og bede for dem – sådan befaler han her videre, at man også skal hjælpe dem i anden nød med gaver og råd. Og så skal man håbe med vished: Så rigeligt og så meget kan man slet ikke give, at Gud ikke vil give endnu mere og endnu rigeligere.

Sådan skal hjertet altid strømme over af kærlighed og ikke lade tornene stikke sig, så kilden tørrer ud, sådan som hedningerne gør. De kan ikke lade være med at dømme og fordømme. Så snart man gør noget, der ikke behager dem, vil de ikke tilgive, før man falder ned for deres fødder og tilbeder dem. Og hvor de ikke ved, at de får noget igen, giver de ikke noget fra sig. Derfor hviler den tunge dom over dem, at Gud igen dømmer og fordømmer dem og hverken vil tilgive eller give dem noget.

Den uskik skal vi vogte os for og i stedet gøre mod vor næste, sådan som vor kære Gud i himlen har gjort mod os. Han ophæver dommen og vil tilgive. Han vil hverken hævne eller fordømme, skønt vi er så utaknemmelige og til tak for hans velgerninger sviner hans skød og hænder til. Det skal vi også lære. Ellers kan vi vente os den dom, han udtaler: «Med det mål I måler andre med, skal I selv få tilmålt.»

Nu må vi jo indrømme, at vor Gud har målt meget rigeligt til os. For havde Gud villet måle til os efter vor fortjeneste, så havde vi fortjent vrede, ufred og al ulykke, så jorden med rette burde have slugt os, så snart vi blev født – for slet ikke at tale om, at vi siden har opført os så ilde hele vort liv. Så det rette mål for os havde været døden og helvede.

Men hvad gør Gud? Han hælder alt det bort, vi har fortjent: vrede, unåde, dom, død, helvede. Og han skænker os himlen, nåde og frihed fra lovens og vor onde samvittigheds anklage. Han hælder al mangel og skyld ud og giver alt godt. Det kalder jeg da at «måle» nådigt! Men vil du så bagefter ikke måle sådan til andre mennesker igen, så skal du ikke vente dig andet, end at Gud vil måle til dig igen, sådan som du måler. Før stod det godt til med dig, for Gud havde målt bare nåde til dig. Men nu, sådan som du gør og måler med din utaknemmelighed, sådan skal der også måles til dig.

Det er en forunderlig prædiken. I den ser man, at Gud næsten tager sig mere af tjenesten mod næsten end af tjenesten mod sig selv. For i sin egen sag, og så vidt det angår ham selv, tilgiver han al synd og vil ikke hævne, hvad vi har gjort imod ham. Men omvendt: Når vi opfører os ilde mod vor næste, så vil han også ligge i strid med os og slet ikke tilgive noget. Derfor må man her forstå «målingen» som det, der kommer efter troen, og ikke før troen. For før du kom til troen, har Gud ikke handlet med dig efter din fortjeneste, men efter nåde. Han har ladet dig komme til sit ord og tilsagt dig tilgivelse for dine synder. Det er det første mål, der er målt til os med, da vi begyndte at tro.

Når vi nu har fået sådan et mål fra Gud, siger han: Tænk på det, og mål du også sådan til andre mennesker. Men gør du det ikke, så skal det gå dig, ligesom du gør mod andre. Du er unådig mod dem – så vil jeg også være unådig mod dig. Du dømmer og fordømmer dem – så vil jeg også dømme og fordømme dig. Du tager fra dem og giver ikke noget – så vil jeg også tage fra dig og ikke give noget. Dér begynder målet efter troen: Vor kære Herre Gud tager sig så meget af gerningerne mod næsten, at han vil kalde det gode tilbage, som han har gjort, når vi ikke også vil gøre godt mod vor næste.

Derfor: Den, der vil tjene Gud trofast, han skal gøre mod sin næste, sådan som Gud har gjort mod ham. Det vil sige: Han skal ikke dømme, ikke fordømme, men tilgive og gerne give og være venlig og hjælpsom, hvor han kan. For ellers vil det gå os som tjeneren i Matt 18. Til ham var der målt bare nåde, da herren lod ham gå fri og skænkede ham al hans gæld, ren og skær. Men da han ikke ville skænke sin næste de hundrede groschen og heller ikke have tålmodighed med ham, til han betalte dem, så faldt de ti tusind pund tilbage på ham, og han blev overgivet til bødlerne, indtil han havde betalt det hele.

Nu er det vel sandt, at vi ikke altid holder os efter denne regel. Vi glemmer meget ofte barmhjertigheden. Hvor vi skulle være venlige, dér bliver vi vrede; hvor vi skulle give gode ord, dér bander vi. Sker det nu, at vi i dette stykke handler imod Kristi befaling her, så lad os alligevel se til, at vi vogter os for farisæernes synd og ikke går hen uden samvittighed og bare fortsætter sådan. Lad os i stedet hurtigt vende om, tænke på dette billede og gøre, sådan som vor Far har gjort mod os: at vi også glemmer og tilgiver og ikke lader nogen uret eller utaknemmelighed gøre os bitre.

Men når man skal tilgive, så hører det også med, at den part, man skal tilgive, erkender sin synd og angrer den. For at jeg skal tilgive paven og Ordets andre fjender deres synd, det kan ikke lade sig gøre. Årsagen er, at de mener, de gør ret i at forfølge vores lære. Men hvis de bekendte, at de har båret sig ad som tåber og fra nu af vil lade det være, så skulle syndernes forladelse følge. For skal man tilgive synd, så må der jo være synd. Den, der nu vil have ret og ikke vil bekende sin synd, sådan som Saul gjorde over for Samuel, ham kan man ikke tilgive synden.

Det er læren om det kristne liv, som Herren holder frem for os ud fra det eksempel, vor Far i himlen giver. Den lære udfolder han videre i «lignelsen om splinten i øjet og bjælken». Som ville han sige: Jeg kan godt se, at det falder jer surt. For jeres skade gør ondt på jer, I kan ikke så hurtigt glemme den. Så snart I får øje på jeres modstander eller tænker på ham, så løber galden over: Han har gjort mig både det og det; jeg ville ønske, han fik al ulykke på halsen. Kære børn (siger Kristus), ikke sådan! Om han så har gjort dig skade hist og her eller ramt dig med et ord, så er det i sandhed kun en splint og en lille stump, et lille støvkorn i øjet. Derimod har du en stor bjælke i det, hvis du vil se på, hvad du har gjort mod Gud. Derfor skal der meget til, hvis man vil dømme og fordømme en anden.

I andre sager er det sådan, at skolemesteren må være mere lærd end sine elever; ellers lærer eleven ikke meget af ham. Hvad er du så for en skolemester, når du vil belære og dømme andre og dog selv er lige så skyldig og kan lige så lidt som den, du tager dig for at belære? Over for mennesker (vil Herren sige) duer det ikke en dråbe – hvordan skulle det så passe sig i mit rige og over for Gud, hvor I alle sammen er lige skyldige? Lær derfor at føre sådanne lignelser rigtigt ud i livet. Når du hører, ser eller lider noget, som du ikke gerne hører, ser eller lider, så skal du sige: Patientia [tålmodighed]! Det er en ringe synd i sammenligning med mine synder. Gud ser langt mere fejl hos mig, end jeg kan se hos andre mennesker. Derfor vil jeg gerne tie stille og tilgive – bare Gud også vil tilgive mig og tie stille.

Men det bliver der ikke noget af. I verden straffer den ene bror altid den anden for splintens skyld, og selv har han dog en stor bjælke i øjet. For hvor du har én sag mod din næste, dér har Gud tusind og atter tusind mod dig: at du aldrig i dit liv har holdt hans bud, ja, at du på mange måder har syndet imod dem. Det ser du ikke, men farer løs og vil æde din næste for et eneste ondt ords skyld. Fy for dig! Er du så skarpøjet og kan alligevel ikke se sådan en stor bjælke hos dig selv?

Derfor skal en kristen vænne sig til noget andet. Når han ser splinten i sin næstes øje, så skal han, før han dømmer, først træde hen foran spejlet og se sig selv i det. Dér ville han finde sådan en stor bjælke, at man kunne lave svinetrug af den, og han måtte sige: Hvad skal det dog betyde? Min næste fornærmer mig én gang på et kvart, et halvt eller et helt år. Men jeg er blevet så gammel og har endnu aldrig holdt min Guds bud, ja, jeg overtræder dem hver time og hvert øjeblik. Hvordan kan jeg så være sådan en gennemrådden slyngel? Mine synder er lutter store egetræer, fire favne tykke, og så lader jeg den stakkels lille splint, det lille støvkorn i min brors øje, plage mig mere end mine store bjælker! Men sådan skal det ikke være. Jeg må først se til, hvordan jeg bliver min synd kvit. Så får jeg så meget at bestille, at jeg nok skal glemme den lille splint. For jeg er ulydig mod Gud, mod min øvrighed, mod min far og mor og mod mit herskab, og jeg bliver ved med det og holder ikke op med at synde. Og alligevel farer jeg, ugudelige menneske, der synder så uafladeligt, løs og gør et lille ord fra min næste til en stor bjælke.

Sådan vil Herren altid pege på det eksempel, vor Far i himlen giver os. Han vil ikke se vore store bjælker, for at vi også skal have tålmodighed med den lille splint og ikke dømme eller fordømme. Den, der nu ikke vil lade sig bevæge til barmhjertighed af et så herligt og skønt løfte – at Gud vil ophæve al dom og fordømmelse og gerne tilgive os, når vi tilgiver hinanden og ikke dømmer, så der ikke skal være helvede eller død, men lutter nåde og venlighed – hvad skal så bevæge ham?

Og omvendt: Den, der ikke vil lade sig skræmme fra at dømme og fordømme af, at Gud vil finde en bjælke i hans øje, hvor han selv finder en splint i sin næstes øje – hvad der så skulle kunne bevæge, trøste eller skræmme ham, det ved jeg ikke.

Er vi ikke ugudelige folk og store tåber, når vi ikke vil bære over med et lille ord fra én, mens Gud til gengæld vil bære over med alle vore synder? Og når vi blot et øjeblik vil holde op med at dømme én, vil han holde op med sin dom i al evighed! Men hvad får vi ud af det, hvis vi ikke gør det og hellere vil følge verdens eksempel end det eksempel, vor Far i himlen giver? Intet andet end at vi kaster os selv ud af nåden og ind i den dybeste unåde. For hvor vi ellers kunne have en nådig, barmhjertig og mild Gud, dér gør vi selv Gud til vores uven og ægger ham til vrede og straf imod os.

Den jammer skulle vi tænke godt over og lære at indrette vort liv så kristent, at alle, både venner og fjender, kunne se på os, at vi var Kristi rette disciple og havde sådan et hjerte, hvor der var en uudtømmelig kilde af kærlighed, som aldrig nogensinde tørrede ud.

Det give vor kære Far i himlen os alle i nåde ved sin Helligånd for Kristi skyld. Amen.