5. søndag efter trinitatis (Luk 5,1–11)

Prædikener på 5. søndag efter trinitatis. Første prædiken over evangeliet Luk 5,1–11, holdt 1534

I denne beretning fortæller Lukas, hvordan Peter og nogle andre blev kaldet til apostelembedet og kom ind i det. Og beretningen passer rigtig fint. For med sådan en rig fiskefangst har Herren villet vise dem, hvordan evangeliet med magt skal gå ud i verden og fange menneskene ud af Djævelens rige og bringe dem ind i Guds rige. Det antyder Herren, og til sidst siger han det selv lige ud: Peter, Andreas, Jakob og Johannes skal fra nu af fange mennesker.

Det er en særlig trøst mod den anfægtelse, som næsten alle fromme prædikanter kender: De er bange for, at verden er for ond, at prædikenen vil være spildt og forgæves, og at ingen vil blive bedre. Kristus vil sige: Den frygt kan man godt have ved Moses’ prædiken. Men hvor mit ord går ud, og hvor jeg siger: Prædik! – dér skal det lykkes, ligesom det her lykkedes med fiskefangsten, som Peter gjorde på min befaling.

Før evangelisten nu begynder på selve beretningen, fortæller han, hvor mange fromme småfolk der i hobetal løb efter Herren Kristus, fordi de så gerne ville høre ham prædike. Med det eksempel vil han lokke os til, at også vi gerne skal høre Herren Kristi ord og flittigt holde os til det. For den, der flittigt hører Guds ord, har to store fordele, som man aldrig ellers kan nå frem til uden Ordet.

Den første er, at man lærer Guds vilje at kende: hvordan han er sindet mod os, og hvad han vil gøre med os efter dette liv. Det er umuligt for et menneske at vide noget om det uden for Guds ord. For enten går mennesket sorgløst og forvovent af sted uden gudsfrygt og tror ikke, at Gud for alvor er vred på synden. Eller også har han fået så megen erkendelse af lovens prædiken, at han ikke kan slutte andet, end at Gud vil fordømme ham for hans synders skyld. Men dette ord lærer os begge dele: Selv om Gud er frygtelig vred på de ubodfærdige, så vil han dog være nådig mod alle, der omvender sig til ham og ved troen tager deres tilflugt til hans Søn Kristus, og hjælpe dem fra synd og død til det evige liv. Det er den ene frugt, vi har ved Ordet, og derfor skal vi gerne og flittigt høre det.

Den anden er, at vi også af det lærer, hvordan vores ydre liv, stand og færden er en rigtig gudstjeneste, som Gud har behag i, når det er fattet i Guds ord og helliget ved Ordet. Den, der vil tjene Gud, behøver altså ikke at finde på noget særligt i sit ydre liv, sådan som munkene har gjort. Han skal blive i sit kald og gøre, hvad hans øvrighed, hans embede og hans stand kræver og vil have. Det kaldes at tjene Gud rigtigt, og det har han et særligt behag i, og han vil også give lykke og held til det.

Det er en nødvendig lære, som det kommer meget an på: at vi fatter vores kald i Guds ord, og at enhver er vis på, at alt, hvad han gør og lader være, er gjort og ladet være i Guds navn og på Guds befaling. Så kan hjertet byde Djævelen trods, være ved godt mod og sige: I dag har jeg gjort det og det, og jeg har gjort det, fordi jeg ved, at Gud har sagt det til mig og befalet mig det i sit ord; derfor ved jeg, at det er en god gerning, som Gud har behag i, osv. Men den, der ikke kan sige det, skal hellere holde op i tide, hvad han så end har for; for det er synd, og Gud har mishag og uvilje mod det. Som Paulus siger: «Alt det, som ikke er på grund af tro, er synd.»

Men her må vi vide: Den, der ikke vil leve ud i den blå luft som hedningerne, men vil styre sit gøren og laden sådan, at det kan behage Gud, og vil gøre alt i tro, må have og kende Guds ord. For troen kan ikke være, hvor der ikke er noget ord. Så tænker du måske ved dig selv: Hvad er det dog for et ord, der fatter alle stænder og hele det ydre liv? Men det kan man meget hurtigt sige dig. For det første står det fjerde bud der: Du skal ære din far og din mor. Det bud fatter alle stænder. For ægtestanden er kilden, som alle stænder vokser frem af. Og Gud har på en særlig måde bundet dem sammen: Ligesom ægtestanden skal tjene alle de andre stænder (for hvis der ikke var ægtefolk, ville hverken regering eller borgerligt liv kunne bestå), sådan skal alle stænder omvendt tjene den ene stand, ægtestanden.

For det andet har vi ved siden af dette ord, som fatter alle stænder, et andet ord, som fatter alle gerninger, nemlig det ord, der byder og befaler, at vi skal elske vores næste som os selv. Disse to befalinger skal altid lyse for vores øjne; så går vores liv rigtigt efter Guds ord og befaling.

Regner man det nu efter selve gerningen, så er det en meget ringe ting, at en tjenestepige i huset laver mad, vasker op, fejer, bærer børnene rundt, tørrer dem og bader dem. For det gør hedningerne og de ikke-kristne også. Men de gør det uden Guds ord, det vil sige: De tror ikke, at Gud får tjeneste og lydighed i sådanne gerninger, og de kender ikke hans befaling. Men en tjenestepige, der er kristen, ved af det fjerde bud, at Gud byder sådanne gerninger og vil have dem af os, og hun ser, at kærligheden til næsten kræver det. Derfor gør hun en hellig gerning ud af det og behøver ingen indviet salveolie til det. For Ordet er den rette salveolie eller helligelse – det ord, som Herren siger gennem den hellige Paulus: «I tjenere, adlyd jeres menneskelige herrer med frygt og bæven, med et oprigtigt hjerte.» Og ligeså: «I børn, adlyd jeres forældre i Herren», Ef 6. Det ord og troen gør de ringe gerninger (som hedningerne gør lige så vel) hellige og velbehagelige for Gud, mens gerninger, hvor Ordet og troen ikke er, ikke kan behage Gud. For på jorden er intet helligt uden Guds navn og ord. Hvad der skal helliges, må derfor helliges ved dette Guds navn og ord.

Befalingen i det fjerde bud går nu igennem og hen over alle stænder og gerninger og velsigner dem, så de er hellige stænder og gerninger, som Gud har behag i – såfremt du tror på Kristus og yder lydigheden i Guds navn. Dør du derfor i en sådan stand, når Gud vil, så dør du salig og godt; for du dør i den rette tro og lydighed og er et barn af det evige liv – ikke for den gernings skyld, men for troens skyld, den tro, som tror, at ens person og liv behager Gud for Kristi skyld, og af den tro følger så denne lydighed og disse gerninger.

At en munk tager kutte på, lader sig klippe, står op om natten til ottesang, læser messe, har sin særlige regel for maden osv. – sådanne gerninger har nok et stort skin; men fejlen ved dem er, at de ikke sker efter vor Herre Guds ord; derfor er de ikke hellige gerninger. Men det er en hellig gerning og gør hellig, at du tror på Jesus Kristus og derefter tager det fjerde bud for dig og øver din lydighed dér, eftersom du hører, at den stand, du er i, er smykket med Guds ord og derfor er en hellig stand.

Derfor må man frem for alt se på Ordet. For den, der kun vil se på gerningen i sig selv, ser ingen forskel mellem kristne og ikke-kristne. For på begge sider gør de det, som far og mor, karle og piger, husbond og madmor gør i huset. Men her ser man forskellen: Hedningerne og de ikke-kristne gør det i synd og vantro, for de ved intet om Ordet. Men en kristen gør det i tro og holder efter Guds ord sådanne gerninger for lydighed og for en gerning, der behager Gud. Derfor er det ene en hellig, det andet en vanhellig gerning.

Derfor skulle man efter dette eksempel her gerne og flittigt høre Guds ord. Så kunne vi med Peter endnu i dag nå dertil, at vi havde en sikker befaling for det, vi gør, og så ville der være så meget mere lykke ved alt, hvad vi gør. For ellers, hvor Guds ord ikke er, kan der ikke være nogen rigtig velsignelse, men kun lutter forbandelse og unåde og en ond samvittighed. Det være nok om det eksempel, som evangelisten fortæller om i begyndelsen: hvordan dette lille folk flittigt holdt sig til Ordet, og hvordan Peter selv agter Ordet så højt og gør, hvad Kristus siger til ham.

Nu vil vi tage selve beretningen for os. Der er to stykker i den. For det første en legemlig trøst og lære: at Gud ikke vil lade os dø af sult. Dernæst en åndelig: at han ikke vil lade os blive fordømt for syndens skyld, men tage nådigt imod os. Det er to lærdomme, som er meget nødvendige og nyttige; derfor skal vi lægge flittigt mærke til dem og også rette os efter dem.

Den legemlige trøst er, at «Kristus byder Peter at gøre et kast med garnet, og Peter adlyder og fanger umådelig mange fisk». Det må være en fin husfar! Den, der bare kunne have ham hos sig i sit kald og ved sit arbejde, han ville helt sikkert få nok af alt og ikke lide mangel. Men evangelisten giver os så meget at forstå, at vor kære Herre Kristus ikke vil gøre det for hvem som helst, men kun for dem, der først har arbejdet forgæves en hel nat og derefter har hørt hans ord. Det vil sige: Han vil hjælpe de fromme og fattige, som først har lidt nød, med sin velsignelse. For de kristne må finde sig i at lide her på jorden og blive prøvet. Men når de er prøvet og alligevel bliver tro ved Ordet, i deres kald og ved arbejdet, så vil Kristus være der og hjælpe med rig velsignelse.

Det er den ene trøst, som her holdes frem for os, for at vi skal tro: Selv om vi af og til mangler noget og ikke har alt, så skal vi dog ikke fortvivle eller blive utålmodige, men håbe, at velsignelsen nok skal komme. For sådan går det også Peter og hans kammerater: De arbejder forgæves hele natten og kan ikke fange noget. Men så kommer Kristus, vor kære Herre, og giver dem først sit ord og gør dem til kristne. Dernæst byder han dem sejle ud på søen og prøve en gang til. Peter adlyder, og det lykkes rigtig godt for ham. Sådan skal det også gå os. Gud vil ikke give os al overflod med det samme i begyndelsen. For gav han os det, så snart vi er blevet døbt og blevet kristne, ville vi tro, at vi havde det af os selv. Derfor lader han os først mangle en tid og vænne os til modgang, så et menneske næsten må fortvivle ved sig selv og sige: Hvem ved, hvordan det endnu vil gå mig, og hvordan jeg skal blive forsørget? Så vil han, den kære Herre og gode husholder, være hos os og sige: Vær du rolig, jeg ved det godt; gør et kast, lad dig ikke drive fra arbejdet, og vent på velsignelsen.

For sådan skal det ikke være blandt de kristne, at de, selv om de lider mangel, af den grund skulle fortvivle, fornægte Kristus og blive utålmodige over det. Nej, de skal håbe, at Herren med tiden nok vil give dem, hvad de har brug for, og derfor skal de hele tiden blive ved med arbejdet og holde ud. For Kristus giver ikke Peter fiskene her sådan, at de af sig selv springer op i båden. Han må sejle ud på dybet, gøre sit garn klar og tage fat på arbejdet ligesom de andre fiskere, selv om han nu er blevet en kristen; og han må lade Herren sørge for, om han fanger noget.

Det skal vi også lære i vores liv, i hvilken stand Gud end har sat hver enkelt. Er du karl, pige, husbond, madmor, borgmester, fyrste, så gør det, som hører til dit embede; for det hindrer dig ikke i din tro, og du kan tjene Gud ret og godt i den stand. Lad så Gud sørge for, hvordan han vil nære dig og skaffe dig det, du har brug for; og bliv ikke forskrækket, selv om du en tid må lide nød og mangle. For der kan komme en tid, som du ikke kender, hvor lykke og velsignelse indfinder sig, ligesom her. Hold bare trofast ud, og lad dig ikke gøre træt eller utålmodig. Men den, der ikke gør det, men straks, når det slår fejl én gang, vil kaste garnet fra sig og i utålmodighed forlade sit kald og sin handel og begynde på noget andet, han bliver en fusker hele sit liv og kommer hverken frem eller tilbage.

Det er den første lære: at vi skal være uforsagte, selv om vi mærker mangel, og Gud ikke giver os velsignelsen så hurtigt, som vi håber og gerne ville have. For det ville da være urimeligt, at Gud skulle springe for os, så snart vi ville. Arbejd også du en tid forgæves som Peter, og find dig i det; sig: Jeg må også have min nat og stå op, jeg må også arbejde forgæves; med tiden skal min Fader i himlen nok gøre det anderledes. Som man siger: Dat Deus omne bonum, sed non per cornua taurum [Gud giver alt godt, men tyren giver han ikke ved hornene – den må man selv tage fat i]. Man må arbejde, vove noget og lide; så vil Gud også komme med sin velsignelse. Dog sådan at man ikke glemmer det første stykke, men med Peter låner Herren Kristus båden, så han kan sætte sig i den og prædike, og at vi lytter flittigt til Ordet og lærer det godt.

Og her ser vi en særlig stor dyd hos Peter. Han må have haft et fromt hjerte, siden han så fint kan bøje sig og holde sig så fast til Ordet. For her går det, som det plejer: Vor Herre Gud fører sin gerning og giver sine bud meget tåbeligt (sådan som fornuften ser på det). Ellers forholder det sig sådan med fisk, at man ikke fanger meget midt på dagen; natten er langt bedre til det. Fiskerne plejer heller ikke at sejle midt ud på søen eller havet; de bliver inde ved land, for dér er der mange fisk, det ved fiskerne godt. Det vender Herren her helt om: Han «byder Peter sejle ud på dybet», det vil sige langt ud på søen; og «skønt de ikke havde fanget noget hele natten, byder han ham nu ved middagstid kaste garnet ud». Peter mærker godt, at det ikke er sagt ud fra hans fiskerkunst, og svarer derfor meget høfligt: «Ak, Herre», siger han, «vi har slidt hele natten og fik ingenting.» Skal det gå efter vores kunst, er der ikke meget håb om, at vi nu skal fange noget. Men alligevel vil jeg vove det «på dit ord»; udretter det ikke noget særligt, så er det spildt.

Det er et meget fint og høfligt svar. Han kunne jo også have svaret helt anderledes og sagt: Kære ven, du skal ikke lære mig! Jeg ved bestemt bedre, hvordan man fanger fisk, end du kan lære mig det. At prædike og at fiske er to forskellige ting. Det ene kan du, det andet kan jeg. Jeg vil ikke lære dig at prædike; så lær du heller ikke mig at fange fisk – det duer alligevel ikke. Sådan ville vi måske have svaret Herren. For det er vores art og natur, at vi altid vil være klogere end vor Herre Gud. Men Peter er frommere; han lader alle den slags tanker falde og tænker: Hvad jeg så end kan og ved om fiskeri, så vil jeg ikke foragte dette ord, men følge det. Sådan hænger han sig af hele sit hjerte til Ordet og lader fornuft, erfaring og alt andet falde.

Det er et fint lille stykke tro – hvis vi bare kunne gøre som den kære Peter, lade alt det, der falder os ind, fare og holde os alene til Ordet. For det oplever vi: Et menneske vil gerne, at andre tror ham og følger ham, og selv om det så skulle gå galt, bliver man dog ikke vred over det. Omvendt er det meget ærgerligt, når husbonden befaler noget, og karlen ikke vil adlyde, men siger: Ak, herre, det duer ikke, jeg har prøvet det før, og det ville ikke lykkes, derfor vil jeg ikke gøre det. Sådan en karl ville ingen gerne have i huset. Men sandelig, sådan gør vi hele tiden over for Gud i himlen: Vi lader fornuften føre os vild, så vi ikke følger Ordet, som vi skal. Det ser man hos sakramentssværmerne. Kristus siger: «Tag og spis, dette er mit legeme; drik alle af det, dette er mit blod.» Nej, nej, siger de, det er ikke hans legeme og blod, men kun et tegn på hans legeme og blod; for Kristus sidder ved Guds højre hånd. Sådan vil de dømme Ordet efter deres fornuft. Fy for skam! Det er at lære hønsene at lægge æg og køerne at kælve, når man vil lære vor Herre Gud at prædike. Hvordan skulle det mon behage os, hvis vores karle og piger opførte sig sådan mod os, at de ville gøre alt, hvad vi sagde, anderledes?

Derfor regner Gud det for en stor ære, når vi gør som Peter her over for ham og hans ord: at vi, selv om fornuften vil føre os et andet sted hen, dog holder igen og siger: Fornuft hid, fornuft did – dér står Guds ord og befaling, ved det vil jeg lade det blive. Når nogen sådan kan holde sig til Ordet, så ler vor Herre Gud og hele den himmelske hær. Også menneskene synes godt om en sådan lydighed. Når en fyrste beder sin tjener om noget, og han straks går hen og gør det uden at diskutere længe om, hvordan det vil gå, men tænker: Min herre har sagt det til mig, jeg vil gøre det i Guds navn; lykkes det, så lykkes det for ham og for mig; lykkes det ikke, så slår det fejl for ham; er det tåbeligt befalet, så er det tåbeligt udført. Hvad kommer det mig ved? Jeg er her for at adlyde osv. Hvis man kunne gøre det samme over for Gud og hans ord, sådan som vi jo er skyldige at gøre, så ville der være stor fred på jorden. Der ville hverken opstå sekter eller kættere, men alle kirker ville blive fint enige og sunde i læren. Men fordi man ikke gør det, og de fleste klogeriserer og diskuterer og ikke vil følge Ordet uden videre, derfra kommer al vildfarelse og splid.

Det er ganske vist sandt: Uden anfægtelse går det ikke. Når det går os som Peter, at vi også arbejder en nat forgæves, så sker det helt sikkert, at vi bekymrer os og hurtigt begynder at knurre over det, bliver utålmodige og tænker, at vi vil lade det hele ligge og gå vores vej. Men en sådan anfægtelse skal man ikke give plads; man skal blive i kaldet, på samme måde som før, og lade Gud sørge for det. For vi ser ofte, at der er fine, fromme, lydige børn, for hvem intet vil lykkes eller gå fremad; derimod lykkes alt for andre onde og ulydige drenge, og det går dem, som de ønsker. Men det varer ikke længe, før det viser sig, at det, der i begyndelsen gik galt, vender sig, og det, der i begyndelsen gik godt, til sidst går galt. Derfor: Selv om det også går sådan for dig, at det ikke altid vil gå dig godt, så hold bare fast og lad dig ikke gøre træt; det er bedre, at det går skævt, når du bare bliver i lydigheden, end det held, de ulydige har. Grunden er: Gud slår til sidst ulydigheden til jorden med al dens lykke, hvor stor den så end er. Men lydigheden hjælper han til sidst op og giver lykke til.

Derfor skal vi lægge godt mærke til dette og følge det smukke eksempel: at Peter alene ser på Ordet og følger det og ikke lader sig forvirre eller hindre i denne lydighed af andre tanker, som ville være faldet mig og dig ind, og som uden tvivl også er faldet ham ind. For dér står Guds ord og befaling lige så vel over os som over Sankt Peter: at Gud befaler os, at vi skal arbejde og gøre det, vores kald kræver. Den, der nu ser på et sådant kald og flittigt holder ud, selv om lykken stritter imod, og velsignelsen udebliver en tid, for ham må det dog til sidst gå godt. For Gud kan ikke lade være: Han har lyst til lydighed og giver også lykke til den, selv om han udsætter det en tid og prøver os, om vi også vil holde fast ved hans befaling. Derfor skal ingen blive mismodig eller utilfreds over det, selv om han med Peter fisker forgæves en nat. For havde Peter fået denne rige fangst om natten, så ville han have tænkt, at det skyldtes hans egen kunst og arbejde, og at han ikke behøvede nogen anden til det. Men fordi han fisker hele natten uden at fange noget, og Herren først giver ham Ordet og byder ham prøve en gang til, så må Peter selv mærke, at det ikke er ham alene, der har fanget dette; Ordet og Guds velsignelse har gjort det, slet ikke hans arbejde. Det være nok om den første trøst og lære, som er legemlig og angår føden: at Kristus ikke vil lade sine kristne arbejde forgæves altid; han vil være med sin velsignelse ved deres arbejde og ikke lade dem dø af sult.

Den anden trøst og lære er åndelig. For her hører vi, hvordan Peter bliver forskrækket over fangsten og deraf lærer Herren Jesus at kende: at han er mere end et almindeligt menneske. Men fordi han kender sig selv som en fattig synder, falder han ned for Herren Jesu fødder og siger: «Herre, gå bort fra mig, for jeg er en syndig mand.» Det er et åndeligt stykke, som kun få mennesker forstår ret. For det ser ud, som om Peter er så andægtig og ydmyg, at han gerne ville flygte fra Herren Kristus. Men det har en anden mening.

I samvittigheden går det sådan til: Når Gud kommer med sin nåde og lover syndernes forladelse og evigt liv helt uforskyldt ved Kristus, så bliver nåden så stor, at man tænker, at det er alt for meget, og at vi ikke tør tage imod det. At Gud er nådig og barmhjertig, det kan man godt tro; men at han vil være os så overvættes nådig, det vil slet ikke ind i hjertet. Enhver tænker: Var jeg så ren og from som Jomfru Maria, Sankt Peter og Sankt Paulus, så ville jeg trøste mig ved en sådan nåde og tage imod den; men jeg er en synder, jeg er ikke nåden værd, men unåden og vreden. Så slår Djævelen også til og puster synden op i hjertet sådan, at du ikke kan se andet end din uværdighed og derfor må blive forskrækket over den store, overstrømmende nåde.

Det er en åndelig anfægtelse, som rå folk – sådan som vi næsten alle sammen er – ikke ved noget om; den lærer man kun ved erfaring og ingen andre steder. Derfor lever de fleste mennesker hen uden at tænke hverken på deres synd eller på Guds nåde. Men de rette kristne bliver forskrækkede over den, og det forekommer dem hele tiden, at det er for meget, at Gud skal gøre dette for deres skyld. Hvad er jeg? tænker de. Jeg er jo ikke værd, at Gud skal være mig så nådig.

Dertil tjener nu denne trøst og lære med Peter, at Herren her lader sig høre så venligt over for ham: Ak, Peter, jeg er da ikke kommet for at slå dig ihjel eller straffe dig for dine synders skyld; «frygt ikke!» Er du en synder, så vær rolig: Jeg kan og vil hjælpe dig fra det og gøre en stor mand af dig; så vær derfor rolig, hvad mig angår; det skal ingen nød have.

Så denne trøst skal tjene til, at vi lærer: Når den slags tanker vil skræmme vores hjerter og gøre dem modløse, så skal vi slå dem fra os og ikke give dem plads. For det forholder sig ikke sådan med Kristus, at han ikke kan udstå fattige syndere. Det er for deres skyld, han er kommet til jorden. Derfor trøster han her Peter mod sådanne tanker og siger, at han ikke skal frygte, sådan som han også siger et andet sted, Luk 12: «Vær ikke bange, du lille hjord! For det har behaget jeres Fader at give jer riget.» Dér taler Herren også til sådanne hjerter, som Peter har her, der tænker: Hvem? Skulle du komme i himlen? Skulle du leve deroppe i himlen med de kære engle i evig fryd og glæde? Ja, hvis du var from og hellig! Men som du er nu, bliver der ikke noget af det.

Nej, siger Kristus, I er bange, men det skal I ikke være. Min Fader vil give jer riget, og han vil give jer det af sin nådige gode vilje. For da I som fattige syndere ikke er det værd, er det hans nådige vilje at give jer det uforskyldt og af nåde. Derfor skal I ikke blive forskrækkede over det; tag imod det med kærlighed og tak. For hvis Gud ikke ville give os noget, før vi havde fortjent det og var det værd, så skulle han ikke engang give os det kære brød og det rene vand. Men han vil ikke se på vores fortjeneste og værdighed, men på vores nød og på sin nåde og barmhjertighed. Derfor vil han skænke os ikke alene den legemlige velsignelse, men også det evige liv.

I sådan en anfægtelse sidder Peter også her. Han mærker, at det er Herren Kristi gave og velsignelse, at han på hans ord sammen med sine kammerater fanger så stor en mængde fisk i ét kast; men han tænker, at han slet ikke er en sådan velgerning værdig, og vil derfor fortvivle. Hvad, siger han, skal jeg dog hos dig, Herre? Hold dig til fromme folk; «jeg er desværre en ond, syndig mand». Men Kristus trøster ham og forholder sig helt anderledes over for ham, end han tænker, og siger, at han skal være uden frygt og rolig. Som ville han sige: Fiskene er en ringe ting; «jeg vil gøre dig til menneskefisker». Nu har du det embede at være fisker; men jeg vil befale dig et andet: Du skal gå ind i en anden tilværelse, hvor du skal fange hellige mennesker til Gud, fylde himlen og fylde mit rige, sådan som disse fisk nu fylder din båd. Til den fangst vil jeg give dig et andet garn, nemlig evangeliet; med det skal du fange de udvalgte, så de lader sig døbe, tror og lever evigt. Og ikke på ét sted, men i hele verden, så du her skal fange og omvende en by, dér et helt land.

Det er den åndelige trøst, som Herren giver sine disciple: at han ikke alene ikke vil lade dem dø af sult, men vil sætte dem i det åndelige regimente, sende dem ud i verden og lade dem buldre og rumstere blandt konger og fyrster med evangeliet. Om Djævelen så bliver vred over det og sætter sig imod med al sin magt, så skader det ikke: Ordet skal alligevel, hvad enten Djævelen er vred eller ler, bryde igennem og trænge frem og bære frugt, så mange tror på Guds Søn og således får syndernes forladelse og bliver retfærdige, frelste og arvinger til det evige liv og saligheden.

Og som et sikkert kendetegn på det har den kære Gud givet os sit ord, dåben, nadveren og tilgivelsen (absolutionen). Det er hans garn, som han samler sine med ud af verden, hvor Djævelen er fyrste og gud; med dem bevarer han dem mod Djævelens list og verdens tyranni og holder dem fast og styrker dem i troen, så de ikke bliver fordømt med verden.

Og selv om synden endnu rører sig i dem, og troen er svag, så de tænker, at de ikke er den store, herlige skat værd, så trøster Kristus dem dog, Luk 12, som sagt, og siger: «Vær ikke bange»; se ikke på, om I er det værd eller ikke værd, men hør, hvad jeg siger jer: «Det har behaget jeres Fader at give jer riget.» Er det sådan, så vil jeres Fader ikke lade jer fare til helvede, selv om I har fortjent det. Hold jer derfor bare til mig, kryb ind i dåben, gå til det hellige sakramente, lad jer drage og fange ved mit evangelium, så skal det ingen nød have.

Sådan har I nu, kære venner, ud over eksemplet om, at man gerne skal høre Guds ord, disse to stykker. Det første: Selv om Gud en tid lader os lide mangel og arbejde forgæves, så vil han dog i rette tid være hos os med sin velsignelse og hjælpe os. Det andet: at han også vil hjælpe os mod synden og ikke fordømme os. Derfor giver han os også sine ord og trøster os med dem, for at vi sikkert skal tro, at vi er hans børn.

Sådanne mennesker gør også rigtige gode gerninger, når de først ved Ordet og troen ved, at de ved Kristus har en nådig Gud og Fader i himlen, hvis små fisk de er, og at de i hans ord som i hans garn er godt bevaret mod al ulykke. De kan også være glade og ved godt mod i mangel, sult og bekymring og sige: Selv om jeg lider fattigdom her, så skader det ikke; jeg ved dog, at min kære Gud ikke vil lade mig lide nød. For har han givet mig Kristus og al frelse i ham, så vil han også kaste så meget til mig, at legemet får det, det behøver, i den korte tid, det lever.

Så er det nu Herren mest om at gøre, at han trøster vores hjerter og gør dem visse, så vi fast tror og aldrig tvivler på, at vi har en nådig Gud i himlen. Den, der tror det, vil ikke alene ikke lade sig anfægte af nogen timelig mangel, men vil heller ikke bryde sig om, at Djævelen og verden er vrede, når bare Gud er os nådig, og himlen og alle de kære engle ler til os. At vi nu også fast må tro dette og trøste os sådan i al anfægtelse, legemlig og åndelig, det give os vor kære Fader i himlen ved Jesus Kristus, hans Søn og vor kære Herre. Amen.