6. søndag efter trinitatis (Matt 5,20–26)

Prædikener på 6. søndag efter trinitatis. Første prædiken over evangeliet Matt 5,20–26, holdt 1534

I dette evangelium ser vi, at vor kære Herre Kristus vil lære sine kristne dette: Når de tror og er døbt og nu har navnet og den ære at hedde kristne og har fået alle slags åndelige goder og gaver, så skal de også tænke på at føre et retskaffent liv med hinanden – et liv, der ikke er falsk eller hyklerisk. For han har ikke ladet os få en falsk nåde, som kun ser sådan ud. Nej, ligesom vore synder er virkelige, store, fordømmelige synder og ikke malede synder, sådan er det også med hans nåde: den er det rene alvor, retskaffen og sand. Derfor skal vi tænke på ikke at handle falsk mod vor næste, men trofast og sandt – sådan som Gud har handlet med os, da det gjaldt vore synder.

Af den grund tager Herren i dagens evangelium det femte bud for sig og stiller os et eksempel for øje, som vi skal vogte os for. Han siger: «Jeg siger jer: Hvis ikke jeres retfærdighed overgår farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himlenes rige.» Det er en kort sætning: Den, der vil i himlen, må have en bedre fromhed end farisæerne. Hvad er så farisæernes fromhed? Det var ikke forkert, at de holdt sig til et fint, tugtigt liv og en vandel, som ingen tog anstød af. For det vil Gud på alle måder have af os, som hans ord lyder: «Du må ikke slå ihjel, du må ikke bryde ægteskabet, ikke stjæle, ikke lyve» osv. Den, der holder sig i en sådan lydighed, gør ret. Men det var forkert ved farisæerne, at de brystede sig af sådanne ydre gerninger, sådan tugt og ærbarhed, og ville være fromme og retfærdige for Gud ved dem. De gik trygt og sikkert af sted, som om loven ikke havde mere at anklage dem for, og som om de nu havde opfyldt den fuldkomment. Og dog vil Gud ikke alene have gerningerne, men et nyt og rent hjerte.

Mod en sådan tryghed vil Herren advare os. Selv om vi ikke giver nogen anstød med vore gerninger og er ulastelige over for alle mennesker, skal vi alligevel ikke af den grund bilde os ind, at vi er fromme, som om vi havde ydet Gud hans lydighed fuldkomment. For Kristus siger her: Selv om nogen ikke slår ihjel med hånden, kan han alligevel være en morder og en overtræder af dette bud for Gud. Grunden er, at Gud i dette bud ikke alene har forbudt drabet, som sker med hånden, men også vreden i hjertet, et ondt og vredt ord, et vredt blik.

Den farisæiske retfærdighed er altså dette: at være from udvendigt, ikke slå ihjel, ikke bryde ægteskabet, ikke stjæle – og så tænke, at man for disse gerningers skyld er from og hellig og ikke behøver mere; loven har ikke mere at kræve af os, vi har opfyldt den helt, Gud er godt tilfreds og er ikke vred – selv om hjertet indvendig er fuldt af synd og onde lyster. Den retfærdighed, siger Kristus, hører ikke hjemme i himlen, men i helvede. For Guds bud lader sig ikke opfylde med de blotte gerninger; hjertet må være rent for al vrede, had og misundelse, utugt og alle slags onde lyster. Den, der kan nå så vidt, kan sige, at han er from. Men da synden og de onde lyster i hjertet endnu ikke alle er døde, men rører sig, selv om de ikke altid kommer ud i gerning, så vogt dig for at holde dig selv for from eller tænke, at du skal komme i himlen. Der hører en højere og bedre retfærdighed til, siger Kristus; med de skriftlærdes og farisæernes retfærdighed kommer I ikke i himlen.

Hvad er så «den bedre retfærdighed»? Det er den, hvor gerning og hjerte på én gang er fromme og rettet efter Guds ord: at ikke alene hånden ikke slår ihjel, men at også hjertet er helt uden al vrede. At du ikke alene ikke bliver ægteskabsbryder i gerning, men at dit hjerte er helt rent, uden alle onde lyster og begær. Og sådan videre i alle de andre bud; for det kræver loven. Den vil ikke alene have gerningen, men et rent hjerte, der i ét og alt stemmer overens med Guds ord og lov.

Ja, siger du, hvor finder man sådan et hjerte? Jeg finder det ikke i mig, og du finder det heller ikke i dig. For det går overmåde hurtigt, at galden løber over på dig, så du bliver vred. Sådan lader også den onde lyst i hjertet sig meget hurtigt vække – også hos de hellige, imod deres vilje og ønske, så de gerne ville være den kvit og selv bliver vrede på sig selv over det. Hvad skal vi så gøre? Så høj en retfærdighed (det vil sige et rent hjerte) har vi ikke, og dog hører vi her dommen: Hvis ikke vores retfærdighed er bedre end de skriftlærdes og farisæernes, kommer vi ikke ind i Himlenes rige.

Sådan skal vi gøre: Vi skal ikke blive som de skriftlærde og farisæerne, så vi bilder os ind, at vi er fromme for vore gerningers skyld. Nej, ved siden af alt det gode, vi kan gøre, skal vi ydmyge os for Gud og sige: Kære Herre, jeg er en stakkels synder. Vær mig nådig, og døm mig ikke efter mine gerninger, men efter din nåde og barmhjertighed, som du har lovet os og givet os i Kristus.

Denne lære går altså først og fremmest ud på, at Herren vil advare os mod det åndelige hovmod, føre os til at erkende vort urene, onde hjerte og vor syndige natur og på den måde lede os til at håbe på hans nåde. Det er så den rette «retfærdighed, der hører hjemme i himlen». Den består ikke i vore gerninger, skønt de skal være hellige og uden anstød, men i syndernes forladelse, og den hviler på Guds nåde. For selv om vi når så vidt, at vi udvendig ikke giver nogen anstød og flittigt øver os i Guds ord og vilje, så er der dog stadig den største mangel, at hjertet endnu er fuldt af onde lyster og synder.

Den, der nu af Kristi ord har fået besked og tror, at sådanne synder er tilgivet ham for denne Frelsers skyld, han er retfærdig – ikke for sin egen skyld, for synd har han, men for nådens skyld, fordi sådanne synder er tilgivet ved troen på Kristus. Derfor siger Sankt Peter i ApG 15,9: «Gud renser hjerterne ved troen.» Men denne rensning går ikke sådan til, at vi ikke mere mærker onde tanker eller lyster i hjertet. Det sker ikke, før vi er lagt i graven og opstår til det andet og evige liv; dér skal hjertet virkelig og i sandhed være renset. Men her sker det i Ordet og troen: at Gud for Kristi skyld ikke vil tilregne eller straffe synden, men tilgive og eftergive den. Alligevel følger troens frugt: at vi med Helligåndens hjælp begynder at være Gud lydige. Men som sagt er det endnu en ufuldkommen lydighed; derfor må syndernes forladelse altid være med.

Når Herren nu siger: «Hvis ikke jeres retfærdighed overgår de skriftlærdes og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himlenes rige», så skal de ord ikke tydes sådan, som om farisæernes gerninger i sig selv var onde. For når farisæeren i Luk 18,11–12 roser sig af, at «han ikke er uretfærdig, ikke røver, ikke ægteskabsbryder, at han faster to gange om ugen og giver tiende af alt, hvad han har», så var det ikke et forkert liv, og man kunne ønske, at alle mennesker holdt sig sådan i deres ydre vandel. Så ville den verdslige øvrighed, bødlen, far og mor, husbond og madmor i huset ikke have meget at bestille med slemme knægte og uartige folk. Men det, der mangler, er, at denne farisæer holdt sig selv for retfærdig på grund af dette liv og ikke tænkte på, at han havde brug for, at Gud var ham nådig og tilgav ham hans synd og de onde lyster i hjertet. Det advarer Herren imod: Vi skal ikke blive stående ved en sådan retfærdighed, men stræbe efter en bedre, hvis vi da vil komme ind i Himlenes rige. Og derfor stiller han os et eksempel for øje med det femte bud, så vi af det skal lære, hvad den farisæiske retfærdighed er, og vogte os for den.

Det femte bud lyder, som I ved, sådan: «Du må ikke slå ihjel.» Farisæerne bildte sig ind, at hvis de bare kunne holde sig så meget tilbage, at de ikke slog ihjel med hånden, så havde de gjort nok efter dette bud; mere var der ikke brug for, og ingen kunne drive dem højere. Men Kristus spænder buen højere for dem og siger: Nej, min ven, det har en anden mening. Hvis det femte bud lød sådan: Din hånd må ikke slå ihjel, så havde den, der ikke slår ihjel med hånden, gjort nok efter buddet. Men det lyder sådan: «Du, du må ikke slå ihjel.» Det vil sige: Dit hjerte, din mund, dine fem sanser og alt, hvad du har, og hvad der er ved dig, må ikke gøre din næste skade. Du skal ikke alene lade være med at slå legemet ihjel, men også lade alt det være, som fører til døden.

Heraf er det klart, at Herren ikke spænder ordet «slå ihjel» så snævert, at det kun betyder at tage livet af en og gøre ham til et ådsel. Det omfatter alt det, man gør, som døden må følge af for din skyld. For eksempel: Når du er fjendtlig mod nogen og ikke under ham en bid brød, sådan som den rige mand ikke undte den fattige Lazarus noget, så måtte et sådant menneske dø og gå til grunde for din skyld. Ham har du ikke kvalt med næven, og dog er du hans morder efter Ambrosius’ ord: Si non pavisti, occidisti – giver du ikke din bror at spise, så har du slået ham ihjel. Og 1 Joh 3,15: «Enhver, som hader sin bror, er en morder, og I ved, at ingen morder har evigt liv blivende i sig.» Grunden er, at hvor der er had, dér mangler der kun den rette lejlighed, og det kan let gå sådan, at drabet følger.

Derfor: Den, der vil holde dette bud, må ikke alene holde hånden i ave; også hjertet skal være uden al vrede, så man ikke viser et surt blik eller lader et hårdt ord slippe ud – heller ikke mod dem, om hvem hele verden må sige, at de har fortjent al den ulykke, de får. Herren viser derfor tydeligt, at man overtræder dette bud på fire måder. For det første med hjertet, når det lader sig drive til vrede og uvilje mod næsten. For det andet, når hjertet bryder ud og viser med miner og fagter, at det er vredt. For eksempel når et menneske går forbi sin næste og ikke vil se på ham, ikke tale med ham, ikke hilse igen osv. For ordet «Raka», som Herren her bruger, sigter især til en sur, uvenlig mine, hvor man kan se vreden i øjnene eller i ansigtet på én eller høre den i talen. For det tredje, når vreden kommer fra hjertet op i munden, så man bander, taler ondt om folk eller ellers ikke siger noget godt om dem. Det fjerde er det groveste og værste: når det hele kommer sammen – et vredt hjerte, uvenlige miner, en vred tunge og en vred hånd, så man slår til og slår ihjel eller ønsker at slå ihjel.

Selv om det ene trin altid er tungere end det andet (for Herren deler det selv op og gør forskel på straffene), så er de dog alle – det mindste lige så vel som det højeste – synd mod dette bud. Altså: Den, der blot i hjertet bærer på modvilje, vrede eller uvilje mod en anden, hedder og er også en morder for Gud. Tænk nu bare godt efter, om du har holdt dette bud så rent hele dit liv, eller om du endnu kan holde det, sådan som Kristus befaler, at det skal holdes. Men du bliver nødt til at bekende – hvis du da ikke er en hykler – at du ikke alene ikke har holdt det, men at det er dig helt og aldeles umuligt. Hvad skal du så gøre? For hvordan Gud vil straffe overtrædelsen af sit ord, viser Moses med klare og tydelige ord, når han siger i 5 Mos 27,26: «Forbandet være den, som ikke opfylder alle denne lovs ord, så han gør efter dem.»

Sådan skal du gøre, som Kristus her lærer dig: Vogt dig endelig for at blive en skriftlærd eller farisæer, der vil holde sig selv for from, fordi han ikke har slået nogen ihjel med næven. Giv i stedet agt på dit hjerte, din mund, dine miner. Og hvor du mærker, at vreden har grebet dig, så vend dig straks til Gud og sig: Herre, jeg stakkels synder har her handlet imod det femte bud. Jeg har ladet mig gøre vred, jeg har opført mig uvenligt med ord og miner over for min næste. Tilgiv mig denne min store synd, og giv mig din nåde, så jeg bliver bedre og ikke gør det mere.

Det er det ene stykke, du skal gøre – og det gør farisæerne ikke. De går af sted i al tryghed, regner ikke sådan vrede for synd og beder endnu mindre om tilgivelse for den.

Dernæst skal også dette følge: at du tager alvorligt fat på dig selv og ikke giver vreden for lang tøjle. Selv om du ikke straks kan rydde den ud af hjertet, så skal du dog først bekende denne synd for din Gud af hele dit hjerte, klage over den og bede om tilgivelse. Og dernæst skal du værge dig så vidt, at det nag, som endnu ikke er helt glemt i hjertet, ikke slår rod igen og med tiden bryder ud på ny og viser sig med uvenlige miner, onde ord og en stridslysten hånd. Nej, du skal i det mindste dæmpe vreden og tale venligt med din næste. Så finder et godt ord et godt sted, og du vil helt sikkert opleve, at når du holder dig sådan, så viger vreden dag for dag ud af hjertet og forsvinder som en røg.

Sådan gjorde farisæerne ikke. Vreden i hjertet, de uvenlige miner, ja vel også de onde ord regnede de ikke for synd; derfor lod de det gå frit og uden al blusel. Og denne last, især vreden, har den uart, at den kan pynte sig fint. For så gør vi os den slags tanker: Han har gjort mig dit og dat; hvis jeg ikke skulle se sur ud og være vred på ham for det, så gjorde jeg uret, for så ville jeg give ham endnu mere grund til at synde. Jeg må lade knægten blive lidt mør, ellers bliver han alt for vild og fræk osv. Når så hjertet i forvejen er tilbøjeligt til vrede, og den indbildning kommer til, at man gør ret og godt i at være vred på sin næste for hans dårlige opførsels skyld, så går ilden først rigtig løs. Så har Djævelen sit spil: Nagen bliver dag for dag, jo længere jo større, og hjerterne bliver mere og mere forbitrede på hinanden.

Det advarer Herren imod: Vi skal ikke lade os forføre af sådanne farisæiske tanker, men være retskafne kristne, som enten gør ret eller dog bekender uretten og beder Gud om nåde, så han vil tilgive og give os rene hjerter. Hvis nu en mand øvede sig sådan i de ti bud, tror du så ikke, han ville have grund hver eneste time til at skrifte sine synder, bede og øve sig i troen og Ordet? For skriftemålet må være der, når vreden eller andre lyster løber af med os, så vi ikke nægter det eller undskylder det, men bekender det for Gud og af hele vort hjerte skrifter for ham, at vi har gjort uret. Så må bønnen også følge efter: at Gud ikke vil tilregne os det, men tilgive og for Kristi skyld gøre os mere fromme ved sin Helligånd. En sådan bøn skal ske i troen, så vi ikke tvivler på, at denne og andre synder er tilgivet os ved Kristus.

Det kalder man at øve sig ret i loven eller de ti bud, og der er ingen grund til at se sig om efter andre gode gerninger eller gudstjenester, sådan som paven og hans hus gør; han sidder til op over ørerne i den farisæiske retfærdighed. Det vidner den sætning om, hvormed de – ligesom farisæerne – har tydet det femte bud alene om den ydre gerning: Rancorem ponere necesse est, sed signa rancoris non – nagen, siger de, skal du lade fare, men tegnene på nag er det ikke nødvendigt at opgive. Det vil sige: Når nogen gør dig ondt, så vogt dig for at være fjendtlig mod ham eller slå ham for det; men at du ikke taler med ham og ikke mere har noget fællesskab med ham, det betyder ingenting og er heller ingen synd. Derfor har de holdt de ti bud for en enkel og ringe ting, som verdslige folk skal beskæftige sig med. Selv har de opfundet deres egne og højere gudstjenester og gerninger. Men den, der ville tage fat på de ti bud, sådan som jeg nu har talt om det femte alene, han ville efter min mening få nok at bestille, så han ikke behøvede at se sig om efter anden øvelse eller gudstjeneste.

Men Herren gør det overmåde strengt og vil, hvis vi da vil være kristne, at vi hele tiden skal gå i en sådan øvelse i dette og de andre bud. For det er et hårdt ord, han siger i begyndelsen: «Hvis ikke jeres retfærdighed overgår de skriftlærdes, kommer I slet ikke ind i Himlenes rige.» Sådan slutter han også til sidst, og han skelner mellem to parter. For hvor der er vrede og uenighed, er der altid to parter: den ene, som gør uret og krænker den anden; den anden, som bliver krænket. Til den, der har givet anledning til vreden og krænket andre, siger Herren her en kort sætning: Han skal kort og godt tænke på at holde sig fra Gud og gudstjenesten, indtil han først har forligt sig med sin modpart. Han siger sådan: «Hvis du bringer din gave til alteret og dér husker, at din bror har noget imod dig, så lad din gave blive foran alteret, og gå og forlig dig først med din bror.»

Sker det ikke, så er dit offer og din gudstjeneste forgæves, og Gud har ikke behag i det.

Med disse ord rammer Herren farisæernes tanker meget fint. De mente, at de kunne slå Gud blår røg i øjnene, så han ikke skulle se deres misundelse og had i hjertet mod næsten, og at andre folk også skulle holde dem for fromme. Nej, det går ikke; du narrer dig selv. Gud ser allerførst på dit hjerte, på hvordan det står over for din næste. Finder han det fuldt af had og misundelse, så tro ikke, at han har behag i dit offer og din gudstjeneste. For da han har befalet: «Du skal elske din næste som dig selv», så vil han frem for alt have den lydighed af dig – eller også vil han slet ikke vide af dig.

For hvad skulle det dog være for en handel, at du ville skænke vor Herre Gud en okse, der er ti gylden værd, og samtidig slå din bror ihjel? Det ville være at give en skilling ét sted og stjæle hundrede tusind gylden et andet sted. Det skal ikke og kan ikke være sådan. Vil du tjene Gud, så tjen ham med et hjerte, der ikke er fjendtligt mod din næste – eller vid, at din tjeneste er en vederstyggelighed for Gud.

Deraf kommer det, at mange, når de lever i uenighed med deres næste, holder sig borte fra sakramentet og ikke vil bede Fadervor. For ordet støder dem for panden, når de beder: «Og forlad os vor skyld, som vi forlader vore skyldnere.» De er bange for, at når de ikke tilgiver, så afsiger de dommen over sig selv, at Gud heller ikke skal tilgive dem. Det er også sandt, og ingen må tænke andet: Vil du ikke tilgive, så vil Gud heller ikke tilgive dig; det bliver aldrig anderledes. Tænk derfor godt efter, hvad for en suppe du koger til dig selv, når du beholder vreden og ikke lader den fare. Du gør heller ikke din sag bedre ved, at du ikke vil bede og ikke vil gå til sakramentet – kun værre. For som Gud finder dig, sådan dømmer han dig.

Følg derfor Kristi råd: Ydmyg dig for Gud og bekend din synd; og forlig dig desuden med din næste og lad vreden fare. «Kom så og bring din gave» osv. Ellers hører du her, at du skal holde dig fra Gud, for han vil ikke have behag i dit offer, din bøn osv. Det er det, Kristus mener, når han siger: «Lad din gave blive foran alteret.» Som om han ville sige: Du udretter jo alligevel intet hos Gud med den.

Det er den ene part, den, der giver anledning til vrede og krænker sin næste. Han skal ikke alene ydmyge sig for Gud og bekende, at han har gjort uret, men også over for sin næste; og så kan han også vente tilgivelse hos Gud.

Den anden part, som er blevet krænket og mener, at han har god grund til at være vred, advarer Herren også: Han skal gerne tilgive og ikke tøve længe. For dér, siger Herren, er der en stor fare. Lod du dig nemlig bede længe og ville ikke lade dig finde villig til forlig, så ville din modpart overlade sagen til dommeren, Gud i himlen, og sige: Herre, jeg har gjort, hvad jeg skulle; hos dig finder jeg nåde, men ikke hos menneskene. Nuvel, så vil jeg overlade det til dig.

Hvis Gud så faldt over dig på den måde, hvad tror du så, dommen bliver? Han vil tage dig, du som ikke vil tilgive og glemme, og «udlevere dig til retsbetjenten og lade dig kaste i fængsel. Du skal ikke komme ud derfra, før du har betalt den sidste øre.» Det vil sige: Dér skal der ikke være nogen nåde, som han siger i Luk 6,38: «Med det mål, I måler med, skal I få tilmålt med.»

Sådan vil Herren altså have det af begge parter: at man skal være barmhjertig, lade vreden fare og være venlig mod alle. Ellers står det femte bud der og anklager os for at være mordere for Gud; derfor vil straffen heller ikke udeblive.

En sådan lære og et sådant liv skal blive blandt de kristne og øves flittigt. Ellers mishager det Gud kun, og vi skader os selv, ikke alene på liv og gods, men også på sjælen, sådan som Herren truer.

Men uden for den kristne stand eller Kristi rige, i de verdslige embeder og domstole, dér har det femte bud ikke længere sin gang. Dér har Gud givet en særlig befaling, som man skal følge og efterkomme. For den, der sidder i det verdslige regimente, har befaling til at blive vred, straffe og slå ihjel, hvor undersåtterne har begået noget uretfærdigt, som fortjener døden. Ligeledes har far og mor i huset en særlig befaling fra Gud over børn og tjenestefolk: De skal ikke le ad det, når børn og tjenestefolk har forset sig, men skal skælde ud og straffe frimodigt. Det befaler Gud dem; og hvis de ikke gør det, er de Gud ulydige og handler imod deres embede og befaling.

Derfor er det ikke meningen, at en tyv skulle sige til dommeren: Hæng mig ikke, for i det femte bud står der skrevet: Du må ikke slå ihjel. Det kan han sige til sin lige, som ikke har noget embede. Men øvrigheden har befaling til at bruge sværdet, så det onde bliver hindret.

Sådan ville det heller ikke passe sig, at en pige i huset, når hun har forsømt noget, ladet det sejle og rådne, skulle sige til fruen: Kære frue, I er en kristen, tænk på det femte bud, så I ikke bliver vred på mig; for det er forbudt: «Enhver, som bliver vred på sin næste (siger Kristus), skal være skyldig for domstolen.» Nej, pige, Gud har her lavet en anden ordning. Du er tjenestepige og skal passe dit arbejde og det, man befaler dig, med flid. Gør du det ikke, så skal man ikke give dig gode ord i løn, men straffe dig for det.

Det har Gud lagt ikke alene på husbond og madmor i huset, men også på herskabet i det verdslige regimente. En sådan vrede gør dem lige så lidt til ikke-kristne som det embede og kald, de har. Men det ville gøre dem til ikke-kristne, hvis de forlod deres kald og ville lade tugten i hus og by falde ved ligegyldigt at se til, så de lod børn og tjenestefolk regere i huset og undersåtterne gøre, som de selv ville, hvad der ikke duer.

Forskellen bliver altså stående: I Kristi rige skal der ingen vrede være, men lutter venlighed og kærlighed, så hjertet ikke er bittert mod nogen og hverken mund eller hånd bedrøver nogen. Men i verdens rige og i husets regimente, dér skal mund og hånd, efter enhvers stand og embede, gøre ondt og skade alle dem, der opfører sig ilde og ikke gør, hvad der er dem befalet. For dér gælder det ikke om at skåne eller være barmhjertig, men om at straffe. Men den, der lader straffen hvile, han tvinger den højeste dommer, Gud selv, til at komme og straffe det onde. Det vinder man ikke meget ved. For når Gud kommer, så kommer han for alvor, bliver ved og straffer et helt land, den ene slyngel med den anden.

Det er læren i dagens evangelium. Vor kære Herre Gud hjælpe os med sin Helligånd, så vi som kristne opfører os mod hinanden, og enhver er flittig i sit embede og sin stand. Amen.