7. søndag efter trinitatis (Mark 8,1–9)

Prædikener på 7. søndag efter trinitatis. Første prædiken over evangeliet Mark 8,1–9, holdt 1533

Dette under har vor kære Herre Jesus gjort to gange. For til midfaste hørte vi, at han med fem brød og to fisk mættede fem tusind mand, kvinder og børn ikke medregnet, og at der blev tolv kurve stumper tilovers. Men i dagens evangelium hører I, at han med syv brød og nogle få småfisk mættede fire tusind, og at der blev syv kurve fulde tilovers.

Det ser ud, som om dette under er blevet sat til at prædikes netop på denne tid, for at folk skulle lære noget. Nu er det jo den tid på året, hvor høsten begynder, og man går i gang med at køre afgrøden ind fra marken. Så skulle enhver ved dette evangelium mindes om, at det er Guds velsignelse, og at han endnu i dag gør det samme under med os, som han dengang gjorde i ørkenen: at han ved sin velsignelse kan få lidt til at slå langt og mætte og føde mange. Så skal vi takke ham af hjertet for den velgerning, at han hvert år giver os afgrøden af jorden og velsigner den. Og selv om forrådet er lille, eller kornet er slået fejl, så skal vi alligevel holde os til denne trøst: Det kommer ikke alene an på, om man har meget, men på vor kære Herre Kristi velsignelse.

For det er netop den skammelige, vantro verdens uart: Når den ikke ser og har overflod af alting, så vil den straks fortvivle, som om den skulle dø af sult. Gud har nu i mange år forsørget os rigeligt, og alligevel hjælper det ikke; enhver tror, at han vil sulte ihjel. Dertil hjælper også gnierne og ågerdjævlene trøstigt med, som holder korn og vin tilbage og ikke vil lade folk få det for en rimelig pris, men venter, til deres varer stiger og kan give mere. Det er ukristne, som hverken ved eller tror noget om denne velsignelse og dette under. Ellers ville de stræbe ivrigere efter at have Herren Kristus hos sig; så ville de heller ikke tvivle på, at han med sin velsignelse kunne gøre meget ud af lidt.

Men her ser vi en dobbelt trøst, nemlig at vor kære Herre Kristus vil sørge for begge dele: for sjælen med Ordet og for legemet med brødet. Så selv om han lader sine lide nød en tid og være fattige og foragtede – for hele verden er deres fjende og under dem ikke en bid brød – så skal de alligevel ikke tvivle på, at han vil sørge for dem, så de ikke sulter helt ihjel, og skaffe dem et rimeligt udkomme, som de kan klare sig med.

Men Herren går frem med denne velsignelse efter den regel, som han giver i Matt 6: «Søg først Guds rige, så skal alt det andet gives jer i tilgift.» For evangelisten fortæller, at folket blev hos Herren i hele tre dage. Men hvad mener du, de gjorde eller søgte hos ham? Uden tvivl ikke andet end at de gik efter Ordet og gerne ville høre det. Det er derfor, han tager sig så hjerteligt af dem og synes, at han må sørge for, at de får noget at spise, så de ikke forsmægter.

Dette skal altså være hovedlæren: at vi først skal søge Guds rige og Ordet og gå efter det. Når det er sket, så skal vi derefter lade Herren Kristus sørge for maven. For han har allerede besluttet, at når vi er hans ords elever, så skal vi ikke dø af sult. Derfor siger han: «Jeg har medlidenhed med skaren.» Og havde han ikke haft brød, så havde stenene måttet blive til brød.

Ganske det samme siger Markus også ovenfor i kapitel 6, hvor Kristus mætter de fem tusind mand i ørkenen: at han sejlede over og gik ud i et øde sted. Men da folket fik det at vide, løb de efter ham fra alle byer og landsbyer. Og da han så folket, siger Markus, fik han medlidenhed med dem, for de var som får, der ikke har nogen hyrde; og han begyndte at holde en lang prædiken.

Det er den første nød, som Herren ser på som den rette hyrde og biskop for sjælene: at de var en spredt hjord. Ganske som vi også har været under pavedømmet: Én påkaldte Sankt Barbara, en anden Sankt Katarina. Der var ingen steder en rigtig prædikant, som havde ført os ud på den rette græsgang – det vil sige: holdt den rene lære frem for os. Alt svævede og levede i afgudsdyrkelse og vildfarelse.

Sådan, siger Markus, var det også med det stakkels folk hos jøderne. Der var præster og levitter indsat, for at de skulle prædike om den kommende Kristus og hans nådes rige. Men hvad gjorde de? De blev fra hyrder til skadelige ulve og prædikede deres egne drømme, så de stakkels får forsmægtede. Ganske som hos os i pavedømmet, hvor ingen vidste, at Gud for Kristi skyld vil være os nådig og tilgive synd. Derfor vidste vi ikke, hvor vi stod med Gud. Alle mente: Skulle han blive frelst, så måtte han selv hjælpe til med sine gerninger og sit liv. Det er altså den første nød og skade, som Herren ser hos det stakkels folk. Den lader han gå sig til hjertet og holder en smuk, lang prædiken for dem. Som om han ville sige: Hvad laver dog de gudløse præster og levitter? Så mange mennesker er her, som gerne ville høre og lære noget om vor Herre Gud; men der er ingen, som lærer og fører dem. De, der skulle gøre det, har travlt med deres pragt, deres gerrighed og deres ofre.

Derfor siger Markus: «De var som får, der ikke har nogen hyrde.» Ak, Herre Gud, når et får ingen hyrde har, så er det et stakkels forladt lille dyr. Det er ilde stedt, selv når det har både hyrde, hunde og stald; hvordan skal det så gå, hvor der hverken er hyrde, hund eller fold? Ganske sådan er det også med os stakkels mennesker. Skulle Djævelen ikke regere dér, hvor der hverken er Guds ord eller prædiken? De, som gerne hører evangeliet, flittigt beder og oven i købet har retskafne sognepræster og trofaste sjælesørgere, har jo nok at gøre med at holde sig sikre for ulven. Derfor, hvor man ikke har Guds ord rent, og ingen ved, hvordan han skal bede og befale sig i Guds hænder, dér er det meget hurtigt sket, at folk lader sig overtale, så den ene tager denne helgen og den anden en anden helgen til frelser, og så kommer de alle sammen på vildspor og ind blandt ulvene.

Denne jammer og store nød afværger Herren her først, ved at han prædiker og lokker de vildfarne får sammen ved Ordet. Derfor har vi stor grund til at tænke på denne store velgerning og prise vor kære Herre Jesu Kristi venlige og kærlige øjne: at han ser folk sådan ind i hjertet og så hjerteligt tager sig af, at de farer vild og går omkring uden hyrde. Selv om han for at få ro – som Markus siger – var gået ud i ørkenen, så træder han alligevel frem. Han får ondt af det lille folk, fordi de lider åndelig sult og er forsmægtede, og han holder en lang prædiken for dem og mætter og trøster dem først på sjælen.

Sådan er det også i dagens evangelium, hvor evangelisten fortæller, at «folket blev hos Herren Kristus i tre hele dage» – uden tvivl fordi de hørte ham prædike. Og det ville have været godt, hvis de prædikener var skrevet ned; men evangelisterne har kun villet beskrive gerningen.

Det er altså det første stykke: at vor kære Herre Jesus er omsorgsfuld og har et bedrøvet hjerte over de forladte sjæle. Derfor rejser han sig fra sin bøn, som han havde at gøre over for sin Fader, tager sig af det stakkels lille folk og prædiker for dem. Når han nu har sådan et hjerte – hvordan tror du så, han vil tage imod dem på den yderste dag: de dovne sognepræster, som ikke trofast passer deres embede, men måske oven i købet forfører deres sognebørn? Og ligeså fyrster og herrer, som tvinger folket til afgudsdyrkelse og ikke vil lade dem få Ordet rent? Men især: Hvad vil vore biskopper sige her, og hvordan vil de forsvare sig? De bærer navnet og roser sig af embedet: Gud har gjort dem til biskopper og sjælesørgere. Og dog gør de ikke andet end med vilje at holde folket fast i afgudsdyrkelse og ikke at lade dem komme til den rette erkendelse af Ordet og den rette gudstjeneste. Oven i købet straffer de deres undersåtter på liv og gods, hvis de ikke vil samtykke i denne afgudsdyrkelse og være med til den.

Ligeså: Hvad vil far og mor sige, som ikke flittigt holder deres børn og tjenestefolk til kirken og Ordet? Så vil Herren uden tvivl sige: I herrer og fruer, I konger og fyrster, I har haft så mange sjæle under jeres myndighed. Dem skulle I have opdraget i gudsfrygt og flittigt holdt til Ordet. Men det har I ikke gjort. I har ladet dem blive ryggesløse og vokse op uden nogen gudsfrygt. Hvem skal jeg kræve til regnskab for denne usigelige skade? Ingen andre end netop jer, forældre, herrer og fruer, konger og fyrster, som jeg har pålagt at se efter dette. Men I har ikke gjort det, så børn, tjenestefolk og undersåtter kunne have lært noget. For far og mor, fyrster og herrer er ikke kun til for at skaffe deres børn og undersåtter fred og fylde deres maver. Nej, de skal også med al flid sørge for, at børn, tjenestefolk og undersåtter bliver ført til sandheden og erkendelsen af Ordet, så sjælen frem for alt får sin føde, og menneskene bliver gudfrygtige, retskafne og frelste.

Derfor er det den højeste og største gerning og den fornemste gudstjeneste, vi kan gøre på jorden, at vi bringer andre mennesker – og især dem, der er os betroet – til erkendelse af Gud og til det hellige evangelium. Denne gode gerning er Djævelen meget fjendtlig over for; han sætter sig hårdt imod den med sekter og forfølgelse. Desuden er det i sig selv en meget svær ting, og det koster megen møje og arbejde, før man får børnene og de unge bare en smule på benene, så de tager imod læren og bliver gudfrygtige.

Denne gudstjeneste og største almisse udfører Herren her først: Han hjælper de stakkels folk på sjælen. Det kalder jeg at holde sabbatten rigtigt hellig. Dermed er Gud tjent bedre, og folkene hjulpet bedre, end hvis Herren havde foræret hver eneste af dem, der hørte hans prædiken, tusind gylden. For den åndelige føde overgår langt den legemlige, for ved den lever mennesket evigt.

Dette eksempel skal far, mor, herrer, fruer og regenter følge. Så kunne de fortjene himlen på deres børn, tjenestefolk og undersåtter – det vil sige: gøre den højeste gerning, den, der behager Gud mest – når de således først hjalp sjælene, så de ikke fór til Djævelen.

Efter denne åndelige almisse – efter prædikenen, som med rette kaldes den rige almisse – begynder også den anden almisse, den ringere: at Herren også vil hjælpe legemet. For Kristus er ikke kommet for at ødelægge hverken sjæl eller legeme, men for at hjælpe dem begge. Derfor er det ikke meningen, at en kartusianermunk skal faste og bede sig selv ihjel. Legemet har ganske vist fået arbejdet pålagt, så det ikke skal gå ledigt, men øve sig. Men alligevel skal mennesket arbejde sådan, at det bliver ved at være raskt og ikke gør legemet skade. Men den, der gør legemet skade – sådan som mange har gjort under pavedømmet i klostrene, der har ødelagt sig selv med alt for meget bøn, faste, sang, nattevåger, spægelser, læsning og hårde lejer, så de har måttet dø før tiden – han er sin egen morder. Vogt dig for det som for en stor dødssynd.

Sirak siger i kapitel 33: «Til æslet hører foder, pisk og byrde; sådan til tjeneren brød, straf og arbejde. Men», siger han kort efter, «læg ikke nogen for meget på, og hold måde med alle ting.» Legemet er dødeligt, derfor må det have sit foder, så det bliver ved at være raskt. Dernæst skal det ikke gå ledigt, men have noget for og arbejde; ellers bliver det kåd og urolig. For det tredje må pisken eller straffen også være der, så det bliver ved og holder ud og ikke bliver doven eller ligegyldig. Dog skal det have sit mål. For mennesket kan ikke arbejde altid; det må også have sin hvile, for uden den kan ingen holde længe. Derfor har Gud heller ikke kun indrettet dagen til arbejde, men natten til søvn og hvile; og vi holder middagstimen til at spise. For Gud er ikke en morder som Djævelen, der går og arbejder på, at de gerningshellige skal faste, bede og våge sig selv ihjel. Men det har Gud ikke behag i. Nej, sådan lyder det: «Hold måde med alle ting», som den vise mand formaner.

Det er den anden trøst: at vi lærer at finde os rigtigt til rette i sagen og frem for alt søge Guds ord. Om vi så skal søge det i ørkenen og lide nød for det, så gør det ikke noget. Vi har en rig Herre, som tager sig af vor nød og sørger for os på en langt bedre måde, end vi selv kunne sørge for os selv. For med vore egne bekymringer kan vi jo intet udrette. Men hvor Kristus sørger for det, dér må al overflod være at finde, selv om der slet intet var – sådan som man ser her.

Apostlene har også omsorg, men på en helt anden måde. De bekymrer sig, sådan som den menneskelige fornuft plejer at gøre i den slags, og siger: «Hvorfra skal vi få brød her i ørkenen til at mætte dem?» Det er også en slags omsorg, men en, som man har mindre end ingenting ud af. Når Kristus derimod tager sig af folket og tænker på, hvordan han skal skaffe dem mad, så rækker det – selv om der kun er syv brød og nogle få småfisk – så langt, at fire tusind mand får nok, og der bliver endda syv kurve fulde med stumper tilovers, kvinder og børn ikke talt med; og af dem har der uden tvivl også været mange.

Sig mig nu: Er det ikke sandt? Hvis en mand vidste med sikkerhed, at han med en eneste gylden kunne nå lige så langt og leve lige så længe af den som en rig mand af ti tusind, så ville han da bestemt ikke lade sig anfægte af, at han kun havde én gylden. Han ville ikke regne den anden med de ti tusind gylden for et hår rigere end sig selv. Og ville den anden prale og trodse på sin store bunke, så ville denne oven i købet gøre nar ad ham og sige: Du har sandelig en tom glæde. For selv om du har meget, så har du dog ingen fordel frem for mig, bortset fra at du har mere at tælle end jeg. Ellers må dine ti tusind gylden smelte lige så hurtigt væk for dig som min ene gylden for mig.

Hvordan kan det så være, at vi, som alle er kristne – eller i hvert fald alle vil være det – ikke helt og holdent gør ligesådan: hverken trøster os ved fylde og overflod eller bliver forskrækkede og bekymrede over mangel? For hvis vi trofast og flittigt holder os til Guds ord, så skal der ikke være mangel. Kristus sørger for os, og det må følge, at vi får noget at spise. For det kommer ikke an på, om vi har noget eller lidt; det kommer an på hans velsignelse. Når han hælder den over det lille forråd, du har, så skal der ikke blot intet svinde for dig; det må tværtimod for velsignelsens skyld blive til overs, og der skal være mere tilbage, end der var fra begyndelsen.

Det skulle vi lære godt. Så ville vi ikke blot slippe for at bekymre os, selv om der kom mangel; vi ville også kunne stå imod gerrigheden, som ellers altid ængster os. For den uart har vi alle sammen: Vi synes, at den, der har meget, har så meget mindre fare at frygte og kan nå så meget længere. Derfor vil enhver gerne have meget, og til sidst kommer folk dertil, at de hverken spørger efter Gud eller mennesker, bare de kan følge deres gerrighed og skrabe meget gods sammen.

Men den, der flittigt tænkte over dette under, han ville få andre tanker. Han ville hverken trøste sig ved overflod eller lade sig skræmme af mangel. For han ville vende sit hjerte derhen og slutte: Den, der har Kristus, har en husholder, som kan gøre meget af lidt, ja alt af intet. Omvendt: Hvor Kristus ikke er med sin velsignelse, dér slides store bunker op og bliver mindre dag for dag.

Disse syv brød og småfiskene her har måske været tænkt til Herren selv og hans disciple til et måltid. For Herren havde for vane ofte at trække sig væk fra folk en tid for at bede og andet; så måtte disciplene sørge for mad til sådan en tur. Men da så mange mennesker kommer til Herren, og den nød opstår, at de ikke har noget at spise, så må dette forråd tjene til, at hele mængden bliver mættet osv. Så snart Herren tager de syv brød, bryder dem og giver dem til disciplene, for at de skal sætte dem frem for folket, vokser de for øjnene af én under hans hænder. Han rækker hele tiden det, han har brudt, til disciplene, og alligevel bliver der mere tilbage i hans hænder, end han deler ud. Den kunst kan han, og han viser den også til gavn for sine disciple, som går efter hans ord – men dog ikke, før der er nød og mangel. Derfor: Den, der ønsker denne velsignelse, skal ikke klage over mangel, fordi det går dårligt en tid. Hold du fast ved Ordet og dit kald, efter Kristi befaling; lad så ham sørge for, hvordan han vil føde dig.

For det har aldrig noget menneske hverken set eller hørt, at en kristen er død af sult. Man forfølger dem nok, kaster dem i fængsel og slår mange af dem ihjel. Men når de først har fået den første og rige almisse og tror Ordet, så har de alle fundet noget at spise og er blevet fødet. For det skal en kristen ikke bryde sig om, selv om han ikke har det så godt, så prægtigt og så meget, som de rige har det. For her går det også jævnt til. Herren Kristus giver sine gæster et stykke brød og fisk og en tår vand. Han sætter ikke ti retter, kostelig malvasier og alskens vine på bordet for dem, sådan som de rige, der har overflod, plejer.

Sådan vil Herren også, at hans kristne her i den korte tid, deres pilgrimsfærd varer, ikke skal stræbe efter meget gods, men lade sig nøje med det lidt, han tildeler dem. For hvad vil du have mere, end at du kan holde sulten fra livet og bevare et sundt legeme? Lad dig nøje med det. Har andre det bedre, så må de takke Gud for det og vogte sig for at synde med overfloden og misbruge den til deres egen skade.

For man ser, at de riges køkken ikke bekommer alle vel, og at folk ikke længe bliver ved at være raske af det. Mange burde hellere ønske sig et stykke brød og en frisk tår vand, som man kan holde sig rask af, end den overflod, som sygdom og et usundt legeme uvægerligt følger af. Sådan ser man det almindeligvis hos de rige, som mere stræber efter vellyst end efter det, der er sundt for legemet og tjener til nødtørften. Derfor går det dem også sådan, at mange af dem dør før tiden af alle mulige sygdomme. Fattige folk derimod, som må spise og drikke det, de har, til nødtørften, de holder sig friske og raske og når en høj alder. Og den slags festbrødre sker der knap nok ret. De kunne fint leve og spise med måde, skære ned på overfloden og klare sig godt med to eller højst tre rimeligt gode retter, så de blev mætte og forblev glade, i godt humør og lystige. Det gør de ikke; de gør alt for meget ud af det fyld. Dermed gør de deres legeme og liv ondt, så de tidligt bliver sygelige og syge og må dø før tiden.

Og oven i det: Hvor bliver imens de fattige af, som ikke har det tørre brød? Dem skulle de rige da ikke lade lide nød – hvis de bare kunne komme til det for de store udgifter og al den overflod, de bruger på klæder og gilder. Dér skal der ikke alene være overflod af alt, men meget må også gå til spilde og fordærves til ingen nytte. For de rige har almindeligvis den uart – de, som er elever og efterfølgere af den rige mand i Luk 16 – at de ikke synes, det er synd at bruge, hvad der hører til og tjener pragt, overflod og vellyst. Men skal de give en fattig en frakke eller på anden måde hjælpe, så klager de, eller gør det i hvert fald nødigt. Og skal de give og hjælpe de fattige rigeligt, så er de så uvillige og lader, som om det skulle være deres ruin.

Derfor gør vor Herre Gud overmåde ret, når han enten til sidst lader det smelte væk for dem, så de, der før badede i vin, bagefter knap har det kære vand; eller, hvis de ikke mangler gods, så må de have deres pine og plage på legemet, hvilket er endnu mere plagsomt og gør endnu mere ondt. Sådan ser man jo, at de rige har deres særlige plager og sygdomme: podagra, mavekneb, lammelser og den slags. Det får de ud af, at de forstår at pleje deres legeme så godt og i mellemtiden lader de stakkels trængende folk lide nød. Dem erstatter Gud den mangel, de lider: Selv om de kun har et tørt brød og en tår vand, så er de dog raske, glade og i godt humør. Det har vi villet minde jer om her, ud fra at Herren bespiser sine gæster så kort, med et stykke brød og et stykke fisk – dog sådan, at de alle bliver mætte, og der endda må blive noget tilovers.

Sådan tjener dagens evangelium til, at vi skal lære at kende vor kære Herre Jesus Kristus som en nådig Herre og fader, der gerne vil hjælpe både legeme og sjæl. Han kommer først med den hjælp, der er mest nødvendig: at han giver os sit ord og ved det lærer os, hvordan vi skal kende Gud og blive frelst af nåde. Dernæst: Den, der kommer i mangel og må lide for Ordets skyld, ham vil han heller ikke svigte. Han vil lægge sin velsignelse til vort lille forråd, så det skal gå godt og forøges, imod al verdens fornuft og tanker. For den lære skal vi i dag takke Gud og bede ham om, at han ved Kristus vil sørge for os med sin åndelige og timelige velsignelse. Amen.