8. søndag efter trinitatis (Matt 7,15–23)

Prædikener på 8. søndag efter trinitatis. Første prædiken over evangeliet Matt 7,15–23, holdt 1534

Denne prædiken holdt Herren som afslutning på den lange tale på bjerget, som Sankt Matthæus beskriver i kapitel 5, 6 og 7. Og det gjorde han, fordi han godt ved, at hvor vor Herre Gud bygger en kirke, dér bygger Djævelen en kro eller et værtshus lige ved siden af. Eller som man fortæller de små børn: Da vor Herre Gud havde taget en lerklump og gjort et smukt menneske af den, så ville Djævelen gøre ham det efter og lavede tudser og slanger. For sådan har det altid været: Når den rette prædiken har haft sin gang, så har Djævelen blandet falsk lære og kætteri ind imellem. Det er ligesom i en have, det ser du jo selv: Det slår aldrig fejl – selv om man sår lutter god sæd, så vokser ukrudtet alligevel med, og man har sit besvær med at bevare den gode sæd for ukrudtet og få den til at gro.

Når det nu ikke kan være anderledes – vi må leve her på jorden under Djævelen, som har verden under sig og hele tiden sår sit ukrudt ind imellem – så formaner og advarer Herren os i dagens evangelium, som vor trofaste lærer og vore sjæles overhyrde, at vi skal tage os i agt og vogte os for de falske profeter. Det er, som om han ville sige: Jeg har givet jer mit ord og trofast lært jer, hvad I skal gøre, og hvordan I ret skal forstå de ti bud, stole på Gud og påkalde ham og gøre rigtige gode gerninger. Nu gælder det om, at I tager jer i agt, så I ikke bliver ført bort fra den lære. Jeg advarer jer, og I vil ikke kunne undskylde jer. For jeg sender jer ikke ind blandt englene, men ind blandt ulvene; jeg sår jer ikke blandt hveden, men midt ind i ukrudtet. Tag jer derfor i agt, så I ikke lader jer forføre.

Sådan vil Herren altså, at vi skal holde os stift til Ordet og ikke lade os føre bort fra det. Men hvad der står imod Ordet, det skal vi hade og flygte fra som fra Djævelen selv. Derfor må ingen føle sig tryg eller sove. For det slår ikke fejl (som sagt): Hvor Ordet er rigtigt og rent, dér bliver ulvene ikke væk, de kommer helt sikkert. Det ser man først i kirken, dernæst også i det verdslige regimente og i husholdningen. Overalt fletter ulven sig ind for at se, om han kan rive os væk fra Ordet og gøre skade. Den kristne kirke har Guds rette, rene ord; dér kan Djævelen ikke lade os blive i fred. Han fører alle slags sværmere ind, som kommer med noget nyt og særligt om dåben, om Kristi nadver, om Kristus selv, og dermed gør folk forvirrede og forfører dem. Og hvor sådanne sværmere dukker op, har vi – elendige, nysgerrige folk som vi er – den uvane, og det er en særlig plage, at så snart vi hører noget nyt, så plumper vi straks i det, falder fra Ordet og gaber efter sådanne sekter og sværmere.

Det er især dér, denne advarsel hører hjemme. Det er, som om Kristus ville sige: De falske profeter bliver ikke væk; de kommer helt sikkert til jer, og oven i købet med et smukt, glitrende skin, og de gør jer til måbende abekatte, så I tænker, at I aldrig i jeres levetid har hørt en bedre prædiken. Og så falder I af, ligesom umodne, ormstukne frugter, når vinden tager i dem. Hvis skyld er det så? Ikke min, for jeg advarer jer imod det; nej, jeres egen, I som hører og har Ordet, men ikke bliver ved det. For hvis en kristen var flittig og ikke havde mere end katekismen – de ti bud, troen, Fadervor og Herrens ord om dåben og alterets sakramente – så kunne han fint forsvare sig med det og holde stand mod alle kætterier.

Men fordi vi hører Ordet så dovent og beholder tomme hjerter, som ikke holder sig til Ordet, derfor sker det, at Djævelen finder ind til sådanne tomme hjerter og fører dem ud i grove og håndgribelige vildfarelser. Det ville Herren gerne advare os imod, så vi ikke beholdt sådanne tomme hjerter, men tænkte på, hvordan vi kunne gribe Guds ord rigtig godt og fast. For han sender os ikke ind blandt engle, men blandt ulve; dér gælder det om at være på vagt. Den, der her vil være sikker i sagen og ikke fare vild, han skal (siger Kristus) holde sig til mit ord. Det er det rette lys, som jeg har tændt for jer, og den rustning, som I kan stå imod Djævelens stik med og værge jer mod ham, selv om han kommer til jer i fåreklæder.

Men det forfærdelige, og den store fare, vi står i, er dette: Når Djævelen kommer til os (i sine sværmeånder), så kommer han ikke som en djævel; han pynter sig, som var han Gud selv. Sådan kom han også til vor kære Herre Kristus selv og sagde: «Tilbed mig, så vil jeg give dig alle verdens riger.» Det var ikke ord, som Djævelen skulle tage i sin mund; de hører den høje majestæt, den evige Gud, til. For det er ham alene, man skal tilbede, og han alene har magt over alle riger og giver dem til hvem han vil, efter sit eget behag. Derfor irettesætter Kristus ham og siger: «Gå bort, Satan!» Det er, som om han ville sige: Du ville gerne give dig ud for Gud, men jeg kender dig: Du er Djævelen.

Derfor må vi ikke se på fåreklæderne; ellers ville vi blive bedraget og komme til at tage imod Djævelen og høre ham i Guds sted. Men nu kommer han til os i sine sekter, sværmere og kættere – ikke i en ulvepels, men i fåreklæder. For først fører de Guds ord og Skriften i munden, taler meget om Kristus og om Guds Ånd, ved alting bedre end andre og fremfører det med sådan et skin, at de drager mange mennesker til sig og gør stor skade. Dertil fører de også et strengt, anseligt, glitrende liv, så man kunne sværge på, at der var lutter hellighed hos dem, og at de mente det rigtigt og godt – og så er det dog den lede Djævel. Det ser vi hos gendøberne, sakramentssværmerne og andre. Hvor hjerterne nu er skødesløse og tomme og ikke ser nøje på Ordet, dér sniger Djævelen sig ind gennem sådanne ånders vildfarende lære, ligesom en slange kryber ind i et menneske, der sover i græsset. Derfor skulle vi tage vor Herre Kristi trofaste advarsel til os med flid og ikke være sådanne måbende fjolser, som ikke kan andet end holde munden åben og altid gabe efter noget nyt. Vi skulle tværtimod høre Ordet flittigt, holde fast ved det og rette og bedømme al lære efter Ordet; så ville Djævelen ikke så let kunne gøre skade.

I det verdslige regimente går det på samme måde, og det er ligesom et eksempel og et billede på den kristne kirke. Når fyrsterne er sorgløse og forsømmelige og ikke selv passer deres embede og hverv, så bliver landet fuldt af hyklere. For de stoler på den ene og stoler på den anden og forlader sig på deres embedsmænd; og de fører deres husholdning på en måde, der kunne være meget bedre. Imens bliver de fattige alligevel tynget, og så giver Gud til sidst sin onde velsignelse til det osv. For det går ikke, at herrer vil overlade deres store sager og handler til andre og stole på alle og ikke selv tage sig af sagerne. De skulle selv holde øje med spillet, hvordan land og folk bliver regeret, og ikke tro mere, end de ser; så ville de blive narret desto mindre.

Sådan er det også i husholdningen. Når husbond og madmor snorker og lader alt ligge i tjenestefolkenes hænder og stoler blindt på dem, så går det efter det gamle ordsprog: Hr. Godtroende red bort med hesten. Det er sandt: Man skal og må stole på folk; for det er en skændig ting med mistroiske mennesker, som ikke venter sig noget godt af nogen. Men der skal alligevel også være måde med det, så man ikke stoler for meget, men selv holder øje med det og ikke ved for megen tillid – sådan som det gerne sker – giver tjenestefolkene anledning til at synde.

Men tjenestefolkene skal heller ikke være sorgløse; de skal flittigt holde sig til, hvad deres herskab har befalet, og ikke lade sig føre bort fra det af dårligt selskab. For hvordan kan det gå godt, når far og mor siger til barnet, eller husbond og madmor siger til tjenestefolkene: Gør det her – og så lader de sig overtale af deres kammerater og legekammerater til at lade det, de har fået besked på, ligge og gøre noget andet? Imens går de en tur, spiller og drikker, når de skulle arbejde i huset og udføre det arbejde, de har fået pålagt. Men sådant løst selskab lader ikke, som om det mener noget ondt; de giver meget gode ord. Men fordi de giver anledning til ulydighed, er det den lede Djævel; ham skal du ikke følge.

Mangen karl eller pige har en god plads hos ærlige, retskafne folk, som ikke gerne vil se eller finde sig i utugt eller letsindighed hos deres egne. Men hvad har Djævelen ikke for sig gennem onde munde? Her kommer én, dér kommer én og siger: Hvorfor finder du dig dog i at blive spærret inde og holdt så hårdt? Du kunne godt forbedre dine kår, være et sted, hvor du havde det sjovere, ikke skulle arbejde så hårdt og havde bedre dage. Med sådanne ord er et godt, enfoldigt menneske hurtigt overtalt. Det tænker ikke, at man mener det noget ondt; ja, det holder sådanne honningsøde munde for gode venner, skønt de er de værste fjender. For intet er mere skadeligt for et ungt menneske, end når man lader det få sin vilje og ikke hele tiden holder det til og driver det til tugt og arbejde.

Sådan går det overalt: Ulven dukker op og river folk bort fra Ordet. For Djævelen kan hverken tåle Ordet i kirken, alvorligt opsyn i det verdslige regimente eller lydigheden i husholdningen; alt, hvad Gud har indrettet, det må han sætte orm i – i husholdningen og det verdslige regimente lige så vel som i kirken.

For det er Guds ordning og vilje, at hans ord skal bevares i kirken, god orden og gode love i regimentet og alvorlig lydighed i husholdningen. Dér lægger Djævelen sig i vejen overalt for at ødelægge sådan en gudfrygtig, nyttig og nødvendig ordning. Derfor skal vi tage os flittigt i agt og ikke være sorgløse; for vi lever ikke blandt lutter fromme kristne. Den største del er ond og falsk, men kan alligevel pynte sig med fåreklædet, så man ikke kan kende ulven.

Men det sker mest, og det er farligst, i kirken. Dér kommer alle sekter, sværmere og kættere med det skin, at de bryder sig så meget om folks sjæles frelse og gerne vil se Guds ord rent og sandheden fremmet. Når de arme små får ser sådanne fåreklæder, så tror de, at det er det pure guld; de plumper straks i og synes godt om det. For hvem ville ikke gerne høre Guds ord og kende sandheden? Men dér skulle de kristne lære, at Djævelen kan nævne sandheden og rose Guds ord lige så godt som de fromme kristne. Derfor skulle de sige: Jeg vil også gerne høre Guds ord og sandheden; men jeg vil ikke være for godtroende; jeg vil se efter, om det stemmer med min katekismus og med den prædiken, jeg har hørt hidtil. Den, der er rigtig opmærksom på den måde og ikke bare tror hvad som helst, men ser på Ordet, han er reddet og bliver ikke bedraget. Men den, der ikke gør det, for ham er det umuligt ikke at blive forført.

Sådan gik det også med Eva i Paradis. Dér kom Djævelen med gode, glatte ord og gjorde vor Herre Gud så godmodig, som om man slet ikke kunne gøre ham vred. «Han har jo dog (sagde han) givet jer hele haven, for at I skal nyde den; hvordan skulle han så finde på ikke at unde jer dette ene træ, som ikke vil skade jer, men tværtimod kan hjælpe jer til at blive kloge som han?» Det var glatte, søde ord, som gled ind hos Eva, så hun faldt og glemte Guds bud. Eller hvis hun ikke glemte det, så drog hun det dog i tvivl. Så var det også ude med hende. Den første gang Djævelen gik løs på hende, bar hun sig meget klogt ad og slog Djævelen af med den befaling, som Gud havde givet dem. Men da han blev ved og pressede på: Hvis Gud havde forbudt dem træet, så måtte han være en misundelig, utro Gud, der ikke undte dem at blive lige så kloge som han – så slap hun Ordet, brækkede æblet af og spiste det. Derved er hun og vi alle faldet i al ulykke og i den evige død.

For den fares skyld – at vi ikke også skal blive forført af Djævelen gennem hans apostle – advarer Herren os her og siger: «Tag jer i agt.» Det er, som om han ville sige: Bliver I forført, så er skylden ikke min, men jeres. Grunden er: Jeg har givet jer mit ord rent og klart; det skal være jeres vagt og jeres lys, som lyser foran jer. Se bare I på det, og slip ikke dette lys af syne, men hold jer fast til det. Hører I nogen snakke imod det, noget der ikke stemmer med det, så sig: Det hører jeg ikke på; her er mit lys, og det lyser mig anderledes.

Sådan har Gud altså sørget rigeligt for os, idet han har givet os sit ord og advaret os om at vogte os for de falske profeter; derfor er han godt undskyldt. Men vi er ikke undskyldt, hvis vi ikke holder fast ved Ordet, men lytter til ulvehylet – når vi dog har så høj og stor grund til ikke at gøre det. For han er en løgner og en morder, som ikke vil andet end forføre og myrde. Det viste han straks i begyndelsen i Paradis med Adam og Eva, som han kastede i synd, død og Guds vrede sammen med alle deres efterkommere. Ud af den jammer har vor barmhjertige Gud og Fader i himlen hjulpet os ved sin Søn, så vi er blevet fri for synd og død. Derfor sniger fjenden sig efter os igen for at se, om han kan rykke os ud af denne nåde og bringe os tilbage i den gamle ulykke. Dér må vi tage os godt i agt og holde trofast fast ved Ordet; ellers er det forbi med os.

Dette være sagt i almindelighed om dette evangelium som en ganske enkel undervisning: Herren befaler os at vogte os og tage os i agt for de falske profeter, så vi bliver ved Ordet og ikke lader os føre bort fra det, men flygter fra alt, hvad der er imod Ordet, som fra Djævelen selv. Og det kunne også være nok. For (som vi har hørt) den, der følger dette lys og ikke slipper det af syne, han er reddet.

Men Herren lader det ikke blive ved denne almindelige undervisning. Han giver sine kristne to regler, som de skal rette sig efter; så skal det ikke gå dem ilde. Den første er, at de ikke skal lade sig bedrage af fåreklædet og heller ikke rette deres dom efter det. For ligesom ulvene, når de er sultne, gør og hyler som hunde for at se, om de kan narre kvæg eller mennesker med det, sådan gør de falske profeter også: De kommer med et kostbart skin og foregiver stor hellighed osv. Det skal ingen bryde sig om. Det er den ene regel, og der ligger meget i den.

Nu er dette for det første det «fåreklæde», som de falske ånder klæder sig i og pynter sig med: Der kommer ikke én af dem, som tilstår, at han vil forføre folk og prædike forkert. Med gode, glatte, bløde ord kommer de og foregiver, at Guds nidkærhed driver dem, og at de ikke længere kan holde ud at se den jammer hos det arme folk, at man så længe har holdt sandheden tilbage for dem. Sådanne ord er den menige mand ikke vant til fra slette karle; derfor plumper han straks i og holder alt, hvad sådanne listige snigere siger og gør, for den rene hellighed. Men en kristen skal lære (som også sagt ovenfor), at Djævelen ikke kommer som en djævel, men som var han Gud. Sådan plejer disse ulve heller ikke at komme som ulve; de tager et fåreskind på, så den, der ikke kender dem, holder dem for enfoldige, fromme små får.

Dernæst kaldes også embedet eller kaldet og de store, prægtige titler for «fåreklædet». Vi har jo erfaret, at paven og biskopperne har gjort den største skade – og gør det stadig – ved at rose sig af deres embede og derfor ville have deres forordninger overholdt. For selv om deres liv er sådan, at de ikke kan bedrage eller fange nogen med det, så har det dog et meget stort skin, at de sidder i kirkens offentlige embede. Som Herren siger om farisæerne og de skriftlærde, «at de har sat sig på Moses’ stol». Og den ære kan vi ikke selv tage fra dem; vi må indrømme, at de har embedet, og at embedet i sig selv er rigtigt, hvis de bare brugte det rigtigt.

Når paven og biskopperne derfor roser sig af deres embede og derfor vil høres som folk, der ikke kan tage fejl, så skal en kristen være advaret og sige: Embedet kender jeg godt; det er en rigtig fårepels. Men Kristus advarer mig: Jeg skal ikke nøjes med det, når jeg ser fårepelsen; jeg skal se mig godt for, om der ikke gemmer sig en ulv under fårepelsen, det vil sige, om ikke en ugudelig, ond skurk fører embedet og under skin af sit embede vil indføre falsk lære.

Sådan er det også et fåreklæde, at de falske profeter udadtil fører et smukt, anseligt og glitrende liv. Det ser man hos visse gendøbere: Man hører ikke et eneste lille bandeord fra dem; klæder, mad og drikke er tarvelige og simple; de beskæftiger sig meget med Guds ord, beder meget, er tålmodige i lidelse og ikke hævngerrige. Det er ikke forkert i sig selv, og man kunne ønske, at alle mennesker på de punkter var som dem.

Men at man derfor skulle holde deres lære for rigtig og følge dem, dertil siger Kristus: Tag dig i agt for dem; for under fåreklædet vil du finde en ulv. Nemlig at gendøberne, ligesom munkene, sætter deres trøst til deres egen retfærdighed og deres egne gerninger; at de gør Gud til løgner i hans løfte, fordi de lader sig døbe igen og dermed gør den første og rette dåb helt til intet; at de lærer forkert om nadveren, som om man ikke modtager andet end brød og vin dér, og lægger unødvendige byrder på de kristne; at de river husholdningen i stykker og siger, at det er forkert at eje noget selv, og foragter den verdslige øvrighed som en ukristelig stand. Sådan vender de op og ned på alle tre Guds indstiftelser og ødelægger dem, nemlig kirken, det verdslige regimente og husregimentet. Sådan en skadelig og skændig ulv stikker der under den fine, glatte pels: at gendøberne fører et så smukt skin i deres ydre liv.

Munke- og nonnelivet har også haft sådan et skin, at hele verden er blevet narret og bedraget med det. Men Guds ord afslører dette bedrag åbenlyst, så man ser ulven under fårepelsen.

Sådan er også de store gaver et «fåreklæde», som Herren her taler om, «at nogle skal profetere i hans navn, uddrive dæmoner og gøre store undergerninger». For også dér skal en kristen tage sig i agt, så han ikke af den grund plumper ind i det, hænger sig ved sådanne folk og uden at give nøje agt vil tage imod og tro alt, hvad de siger. Han skal fremfor alt se på Ordet, om der ikke stikker en ulv under fårepelsen.

Det er den første regel: at vi ikke skal lade os bedrage af «fåreulden». For selv om ordene er gode, embedet rigtigt, det ydre liv uden forargelse, og der oven i købet er store, særlige og usædvanlige gaver, så kan man alligevel blive forført og bedraget, fordi der under de gode ord ligger en skændig gift skjult, under det rette embede et farligt misbrug, under det glitrende liv et bedrag og under de store gaver et falsk hjerte. Derfor: Så snart du ser fåreklædet, så tænk: Her er det ikke godt at føle sig tryg; for Kristus advarer selv om, at også ulvene tager fåreklæder på og gemmer sig under dem. Derfor må jeg løfte fårepelsen og se ind under den. Hvordan sker det så? Sådan her:

Det er nu den anden regel, som Herren giver: at man skal lade det ydre skin fare og se efter frugterne. «Af deres frugter (siger han) skal I kende dem.» Det giver han en lignelse om. Ingen af jer er så tåbelig, at han, når han ser en tornebusk eller en tidsel på marken, går hen og leder efter, om han kan finde vindruer eller figner på den. Nej, den slags frugt leder man efter på et andet træ, som ikke er så tornet og stikkende. I haven går det på samme måde. Når et træ hænger fuldt af æbler og pærer, siger enhver, der ser det: Nej, hvor er det et godt træ! Omvendt, hvor der ikke er noget på et træ, eller alt er ormstukket, revnet og vanskabt, dér siger enhver: Det træ er ingenting værd; hug det bare om, kast det i ovnen og sæt et bedre i stedet. Den kunst (siger Herren) skal I også bruge over for de falske profeter, så slår det ikke fejl for jer, hvordan skinnet så end er. Om der så lå tyve fåreskind på ulven, skal I alligevel kende ham, så han ikke bedrager jer.

Hvad er så frugten hos en rigtig profet eller prædikant, som man kan kende ham på, så man ved, at han ikke er en ulv, men et fromt lille får? Det er ikke det ydre liv, titlen og embedet eller særlige gaver og nådegaver. For Herren vidner selv om det, og erfaringen lærer det også, at folk ofte bliver bedraget og forført af det. Men den rette frugt er, som Herren siger til sidst, «at man gør Faderens vilje, han som er i himlene».

Her må du lægge mærke til, at Herren ikke taler i almindelighed om alle kristne, men om profeterne. Det er sandt: Alle kristne skal gøre Faderens vilje, og derved bliver de også frelst. Men «Faderens vilje» betyder ikke kun, at man holder de ti bud og yder Gud den lydighed. For da vi ikke kan gøre det fuldkomment her i dette liv, er det umuligt, at vi kunne rose os af, at vi havde gjort Faderens vilje; og så ville vi heller aldrig nogen sinde komme i himlen. Nej, Faderens vilje er, som Kristus siger i Joh 6: «Dette er hans vilje, som har sendt mig, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg vil oprejse ham på den sidste dag.» Det er den eneste vej, som vi alle sammen, prædikanter og tilhørere, skal gå, hvis vi ellers vil blive frelst. Men her taler Herren særligt om prædikanterne eller profeterne, og deres rette og egentlige frugt er ikke andet end dette: at de flittigt forkynder denne vilje for folk og skal lære dem, at Gud er nådig og barmhjertig, at han ikke har behag i synderens død, men vil, at han skal leve; og at Gud selv har vist denne barmhjertighed ved at lade sin enbårne Søn blive menneske.

Den, der nu tager imod ham og tror på ham – det vil sige: den, der trøster sig ved, at Gud for sin Søns skyld vil være ham nådig, tilgive ham synden og frelse ham evigt osv. – og den, der fører denne prædiken rent og på den måde viser folk hen til Kristus som den eneste mellemmand mellem Gud og os, han gør som prædikant Guds vilje. Og det er den rette frugt, som ingen kan blive bedraget eller forført af. For hvis det var muligt, at Djævelen selv prædikede sådan, så kunne den prædiken ikke være falsk eller løgn; den, der troede på den, ville få det, som den lover ham.

Efter denne frugt, som er den fornemste og sikreste, og som ikke kan bedrage, følger så også andre: nemlig at livet stemmer fint med den lære og ikke strider imod den. Men den frugt skal man først holde for en rigtig frugt, når den første frugt, nemlig læren om Kristus, er der forud. For til tider kan læren være rigtig, selv om livet er forargeligt og ondt. Derfor må vi først og fremmest ikke se på livet, men på læren; så vil vi fint kunne vide, om den, der kommer til os i fåreklæder, er en ulv eller et får.

Den, der nu vil bedømme paven og hans kirke, skal begynde her med den første frugt. Så vil han finde, at læren om frelsen og syndernes forladelse ikke alene er bygget på Kristus, men også på alle mulige gerninger: på munkeløfter, på messer, på aflad og på helgenernes fortjeneste. Det er en skændig, giftig, stikkende torn, som man ikke finder på noget figentræ eller vintræ. Dernæst skal man også se på livet. Dér finder man, at paven og hele hans flok har trukket sig ud af al ordentlig lydighed. De er bitre fjender af Ordet og de kristne; de forfølger, martrer og dræber dem, hvor de kan; de lever i grufuld utugt, bestiller intet og æder kirkens gods op for ingenting. Kort sagt: Der er ikke en eneste god dråbe i hele deres liv.

Hvor nu begge disse onde frugter findes sammen, så både lære og liv er dårlige, dér skal du tænke: Det er en torn og en stikkende tidselbusk, som du ikke skal lede efter druer eller figner på. Og hvis du alligevel vovede dig derhen, ville du ikke blot gå forgæves, men også stikke og rive dig på den. Det gør ikke noget, at vintræet har så uskøn og ru en bark, og figentræet så svagt og uanseligt et ved, mens tornebusken derimod har så smuk og glat en bark og så lifligt duftende, smukke blomster og roser. Det er frugten, det kommer an på, ikke det ydre udseende. Lær at gøre din regning efter den og ikke efter noget andet.

Men hvilken straf der skal komme over sådanne falske lærere, viser Herren ved lignelsen om det rådne træ: at man skal hugge det om og kaste det i ilden. Og ligesom det går de falske lærere, sådan skal det også gå deres disciple, hvis de ikke hører den rette lære eller ikke bærer frugt.

Lad os derfor endelig have Guds ord for øje, høre det med flid og lægge godt mærke til det; og så også rette vores liv efter det, så vi bærer god frugt og lærer at kende al falsk lære og flygte fra den. Det give vor kære Herre Kristus os alle ved sin Helligånd. Amen.