9. søndag efter trinitatis (Luk 16,1–9)

Prædikener på 9. søndag efter trinitatis. Første prædiken over evangeliet Luk 16,1–9 [kilden har Mark 8,1–9, men prædikenen handler om Luk 16,1–9], holdt 1533

Dagens evangelium er en prædiken om gode gerninger, og især mod gerrigheden: at man ikke skal misbruge penge og gods, men hjælpe fattige folk, der trænger, med det. Som Herren til sidst siger med klare ord: «Skaf jer venner ved den uretfærdige mammon», det vil sige: Hjælp fattige folk med jeres penge og gods. For ordet «mammon» betyder på dansk så meget som rigdom.

Den lære fatter Herren i en lignelse, som han så gerne gør (for så kan man bedre huske den), og siger: Vi skal indrette os ligesom denne uærlige godsforvalter. Han så, at han ville komme til at trænge til andre folks hjælp, fordi han blev sat fra sit embede. Derfor brugte han sit embede, mens han endnu havde det i hænde, sådan at han eftergav én skyldner halvdelen og en anden fjerdedelen, for at de skulle huske det venskab og også hjælpe ham, når han trængte til dem.

Men det er ikke Herrens mening, at vi skal gøre uret mod hinanden og snyde hinanden for det, der er hans, og så give almisse af det. Nej, hans mening er, at vi skal følge denne godsforvalter i hans forsigtighed, snarrådighed og klogskab og vende penge og gods derhen, at vi kan nyde det i et andet og bedre liv – at vi med vores mammon skaffer os venner, ligesom denne godsforvalter skaffede sig venner med den uretfærdige mammon.

Her skal vi først lære, hvorfor Herren dog giver mammon det navn, at han kalder den «den uretfærdige mammon». For uretfærdigt gods skal man give tilbage og ikke gøre andre noget godt med det eller stifte almisser af det. Som Esajas siger, Es 61,8: «Jeg, siger HERREN, er den, der elsker retten og hader røvet eller stjålet offer.» Det er så meget som at sige: Den, der vil ofre, give almisse og gøre Gud en tjeneste med sine penge, han skal gøre det af sit eget, som han har tjent med Gud og god samvittighed – eller også lade det være. For med fremmed gods skal man ikke gøre andet end give det tilbage til den, man med urette har taget det fra.

Hvordan passer det så sammen, at Herren her siger: «Skaf jer venner ved den uretfærdige mammon», det vil sige: Giv almisse af den, og hjælp de fattige? Svar: Herren kalder ikke mammon eller godset uretfærdigt, fordi det er vundet med uret (for som sagt: Uretfærdigt gods skal man give tilbage), men fordi intet menneske bruger mammon ret, undtagen de rette, retskafne kristne, som lever i gudsfrygt og efter Guds bud. De andre bruger mammon, som det almindelige ordsprog siger: Gods giver mod. De praler, holder gilde og lever i sus og dus og lader imens de fattige gå tomhændede forbi, skønt de godt kunne hjælpe dem. Derfor må godset og rigdommen have og bære det skændige navn, at det hedder uretfærdigt.

Men hvad Gud synes om sådan et misbrug, kan man godt forstå af ordet hos Ezekiel, hvor han siger: «Se, dette var din søster Sodomas misgerning: hovmod og alting i overflod og god fred, som hun og hendes døtre havde. Men de fattige og trængende rakte de nødig hånden; de var stolte og gjorde vederstyggeligheder for mit ansigt» [Ez 16,49–50]. Dér står det sammen: fred og alting i overflod, så man ikke ved, hvad for et stort overmod man skal drive med det – og alligevel ikke hjælpe fattige folk. Det er jammeren, og dog den almindelige skik i verden. Deraf får godset det skændige navn – om det så er vundet nok så ærligt – at det hedder en uretfærdig mammon, fordømmelige penge, stjålet gods. Ikke for sin egen art og naturs skyld (for hvad kan den stakkels penning, gylden, joachimsdaler, brød, kød, fisk, vin og andet gøre for det?), men for menneskets skyld, som ikke bruger det ret.

Derfor går dagens evangeliums lære især ud på, at man ikke skal være gerrig, men bruge det gods ret, som Gud har givet, og skaffe sig venner med det: så at når vi dør og lider mangel, det vil sige, når vi må lade alt blive tilbage, vi da finder venner dér, som tager os ind i de evige boliger. For det gode, vi gør mod fattige folk her, det venskab og den velgerning, vi viser dem – de samme gerninger skal på den yderste dag ikke alene være vidner om, at vi har opført os broderligt og kristeligt; de skal også lønnes og betales. Dér vil én komme og prise os: Herre, han gav mig en kjortel, en gylden, et stykke brød, en drik vand i nøden. Ja, som Kristus siger i Matt 25: Han selv, Herren, vil træde frem og sige for sin himmelske Fader, alle engle og helgener, hvad godt vi har gjort mod ham, og hvordan vi dermed har vist vores tro. Disse venner vil gøre det og hjælpe os ind i himlen, når vi lider mangel og må lade alt blive her nede på jorden.

Den, der fulgte denne lære og lod de penge og det gods, Gud har givet ham, komme de fattige til støtte og hjælp, som ikke selv kan tjene deres brød, han ville gøre en ret mammon ud af den uretfærdige, for han vendte den fra misbrug til ret brug. For sådan må det på ingen måde være hos de kristne, at de vil bruge penge og gods alene for sig selv, til pragt, ære, vellyst og stolthed. Sådan som man ser hos borgere og bønder, og som det almindelige ordsprog viser, som sådanne gnierer har i munden: Jeg har korn og brød til mig selv; vil du også have, så skaf dig det selv. Det hedder uretfærdigt korn og brød, en uretfærdig mammon, som de bruger til synd og til deres egen fordærvelse, skønt de godt kunne bruge den til Guds tjeneste og velbehag, hvis de tjente deres næste med den.

Men når nu de, der ikke hjælper andre, har en uretfærdig mammon – kære ven, hvad for en uretfærdig mammon har så de, der oven i købet stjæler og tager fra andre? Det gælder næsten alle håndværkere og handlende, karle og piger, hvor den ene altid tager overpris af den anden, snyder, bedrager og lyver for ham. De skaffer sig ikke mange venner, men mange fjender, som på den yderste dag skal anklage dem for Guds domstol og dom – de samme, som her må lide uret og oven i købet tie stille og kalde sådanne fjender «nådige junker».

Men på den dag skal det gå anderledes til. Da skal de åbne munden og sige: Herre, der var dyrtid, og denne mand havde mange kister fulde af korn og kældre fulde af vin; men han ville ikke give et eneste korn, ikke en eneste dråbe ud, uden at man betalte ham kontant og over prisen, som han ville have det. Den anden var min husvært; han satte min husleje op år efter år. Hos denne her købte jeg mit brød, øl, kød og fisk; men mig og mine lige blev der sjældent givet ret vægt og mål eller ellers handlet redeligt med.

Ja, på den dag skal ikke alene de hellige, som her har måttet lide nød og mangel, og Herren Kristus selv, men også alle de skabninger, de nogen sinde har haft og nydt, klage over gnierne, ågerkarlene og alle de ugudelige og skrige mordio over dem i al evighed, fordi de har misbrugt så mange af dem til deres evige skade og fordømmelse. Hvad tror du så, du elendige afguds- og mammonsdyrker, når den dom skal gå over dig – at du så skal kunne bestå? For hvis de ikke slipper ustraffet igennem, som ikke skader andre ved at sætte priser op, tage overpris osv., men dog ikke giver til den trængende – hvordan tror du så, det skal gå dem, der ikke alene intet giver, men som rigtige ærketyve og kirkerøvere med deres gerrighed, åger osv. stjæler, røver, skaber dyrtid og tynger de kære fattige, kun for at få mange daler og blive rige – og alligevel ikke gør sig nogen samvittighed over det?

Det er nu prædikenen mod gerrigheden: at den, der vil være en kristen, ikke altid skal åbne sin hånd for at tage og være så knibsk med at give, at der ikke drypper så meget som en penning igennem; men han skal gerne, villigt og gavmildt hjælpe og give den trængende, hvor han kan. Det hedder at tjene Gud; han vil også til sidst lønne dig. Derimod tjener gnierne og ågerkarlene, som ikke kan andet end skrabe alt til sig og ikke give nogen noget, eller kun meget knebent, den lede Djævel; han vil også lønne dem.

Men især skal alle de hellige på den dag råbe over dem og sige: Denne bonde, borger, handelsmand, adelsmand osv. kunne ikke andet end skrabe, kradse, flå og skrælle; jeg trængte tit til hans hjælp, men han hjalp mig ikke engang med et ord – for slet ikke at tale om, at han skulle have hjulpet mig med penge og gods osv. Sådan en prosopopoeia [en talefigur, hvor man lader personer træde frem og tale] laver Herren her, så han maler det for øjnene på os, hvordan de fattige hellige skal stå for Herren Kristus på den dag og klage over de rige, karrige gnierer.

Men derimod skal de rige, som har været gavmilde med deres gods og hjulpet andre, være i stor ære og finde mange venner (og frem for alle Herren Kristus), som skal prise deres velgerning. Deraf skal vi lære for alvor at begynde at være retskafne, gavmilde, venlige, godgørende osv. og dermed vise vores tro, så vi kan have dem, vi har gjort vel imod, som vidner for Kristus på den yderste dag om, at vi har holdt os fra den skændige last, som ikke gør andet end at kradse til sig, lige meget hvordan det så går andre.

Nu står der her, at Herren roste den uærlige godsforvalter. Det må ikke forstås sådan, som skulle han synes om det, når vi gør andre folk uret; nej, han roser alene hans snarrådighed og forsigtighed. Og han vil, at vi i en god sag også skal bruge den alvor og flid, som denne godsforvalter brugte i en ond sag, til gavn for sig selv og til skade for sin herre.

Ligesom når du ser en utugtig kvinde, der pynter sig så smukt som muligt for at få sin elsker: Det stakkels guld, fløjl og silke kan ikke gøre for, at hun misbruger det til utugt. Men alligevel kan jeg rose det og sige til dig: Ser du, hvordan denne kvinde forstår at gøre sig klar til sin utugt? Hvorfor bruger du ikke den samme flid på at behage din brudgom, vor kære Herre Kristus? Med de ord roser jeg ikke horeriet, men fliden, omsorgen og forsigtigheden, som vi skal bruge i gode, ærbare, redelige sager.

Her skal man også lægge godt mærke til, at Kristus her siger et meget forfærdeligt ord: «Denne verdens børn er klogere end lysets børn over for deres egen slægt.» Det behøver ikke megen udlægning; vi ser det for øjnene hver dag, desværre mere end godt er: hvor nøje verden er på det, når den ser sin fordel, og ingen møje eller arbejde er den for meget. Hvor megen møje, sorg og fare har ikke landevejsrøverne, som må ligge på lur i krattene? De har ikke ro hverken dag eller nat, og oven i købet hænger faren over dem, at de ender for sværdet eller i strikken. Alligevel holder de så meget af deres djævelske liv, at de ikke kan blive trætte af det. Sådan lever en tyv, en horkarl, en ægteskabsbryder alle sammen et møjsommeligt liv i en hård orden; de bruger alle slags list og kneb, rænker og fiduser for at gennemføre deres skalkestreger og utugt, og det bliver dem overmåde surt, indtil de har gjort Djævelen hans hoveri.

Derimod ser vi, hvordan «lysets børn», det vil sige de rette kristne, er dovne, trægge, ligeglade og uflittige i Guds sager, skønt de ved, at Gud har velbehag i det, og at de kan nyde det i evighed. Så surt falder det gode dem. Det går altså efter det almindelige ordsprog: at det falder de ugudelige dobbelt så surt at fortjene helvede – idet de tjener Djævelen så flittigt og gør og lider alt for hans skyld – som det falder de gudfrygtige at fortjene himlen; og det er godt sagt, når man forstår det ret. Derfor må Gud nærmest trække sine kristne derhen ved håret og tvinge dem til at gøre, hvad de skal.

Derfor er det en meget fin lignelse, som Herren her holder frem for os. Når vi er kristne og vil gøre, hvad vi skal, så behøver vi ikke kigge i bøgerne; enhver kan se i sit eget hus, hvor durkdrevne, øvede og parate onde børn, onde karle, piger osv. er til skurkestreger, skalkestreger og alt, hvad Djævelen holder af. Dér vil du mærke så stor en flid: Folk er så forhippede på skalkestreger, at de ikke ved, hvordan de skal gøre sig grimme og kåde nok. Lær dér, at du også gør det samme over for Gud og hans ord og til gavn for din frelse, og tag en nyttig lære og et eksempel af sådan et ondt væsen. Tænk: Ja, kan bonden, borgeren, købmanden, pralhansen, fruen, pigen osv. tjene Djævelen med sådan en flid og ikke lade nogen møje være sig for meget – hvorfor skulle jeg så ikke også tjene min Herre sådan, ham som jeg skal nyde i evighed? De løber, som var de ude af deres sind, og det endda mod deres evige skade og fordærvelse; hvordan kan jeg så være så søvnig og doven, når det gælder min sjæls frelse, at Gud endnu må trække mig derhen ved håret? Jeg burde jo spytte mig selv i ansigtet, fordi jeg ikke engang kryber mod himlen, når de andre løber og render sådan mod helvede.

Men især giver verdens børn lysets børn et fint eksempel i det tilfælde, som Herren her taler om. For se på en, som gerrigheden for alvor har taget i besiddelse, så vil du finde, at han hverken dag eller nat har ro for sine egne tanker; alt hans tankespind og stræben gælder penge. Finder han en tom krog i huset, laver han et lille kammer eller en lille bod ud af den, så han kan tage en smule leje for den. Snart tager han fat på den ene handel, snart på en anden, og prøver, hvilken der giver mest fortjeneste. Kort sagt: Han ville ikke lade en eneste penning ligge, og ingen møje eller arbejde er ham for meget, hvor han ser penge.

Dér skulle vi lære, at ligesom en gnier tager sig af pengene, sådan skal vi også tage os af det evige med alvor. Men hvor finder du en kristen, der gør det? En, der glæder sig sådan, når han finder et fattigt menneske, som han kan hjælpe med ti gylden, mere eller mindre, alt efter hvad hans formue og den andens nød kræver – sådan som en rig ågerkarl glæder sig, når han ved, hvordan han kan skaffe sig stor gevinst med sine penge? Dertil løber alle, og de ville så gerne få hundrede til at give ti, tyve eller flere gylden.

Men hvad er det mod den rente, som vores penge helt sikkert skal give, når vi hjælper de fattige med dem? For sådan siger Salomo: «Den, der forbarmer sig over den fattige, låner til Gud på rente» [Ordsp 19,17]. Åh, hvilken sikker skyldner, åh, hvilken trofast betaler ville vi ikke have, hvis vi bare selv ville! Men Djævelen vil ikke lade os komme så langt, at vi tror det og for alvor stræber efter sådan en rig rente, som bringer mere med sig end selve hovedstolen. Derfor går det os med rette sådan: Fordi vi hellere vil drive åger med mennesker end med Gud, følger der ikke alene stor, grufuld synd med, men også stor ulykke og fortræd, og vi sætter liv og sjæl til med den skændige mammon.

Derfor slutter Kristus med rette og siger, at verdens børn er meget flittigere og klogere i deres eget end hans børn. For sådan viser det sig i praksis, at Djævelen altid har hundrede tjenester hos sine, hvor Kristus knap har én. Hvad skal vi gøre ved det? Ændre det kan vi ikke, for verden lader sig ikke sige noget. Prædike kan vi og blive ved med at straffe, true og formane, om vi kunne befri nogle af verdens børn fra Djævelens snarer; og vi kan også frimodigt tale til de dovne, sløve kristne, ja til os alle sammen, at vi tager et eksempel af den flid, som verden bruger i Djævelens tjeneste, og også øver os i det gode, ligesom Adams børn øver sig i det onde – om vi dog kunne nå bare en lille smule op imod sådan et eksempel. Især fordi vi har den fordel (hvor svært det så end går), at vi er lysets børn.

Når vi bliver ved dette navn, at vi hører lyset til, så er der ingen nød, selv om vi ikke er helt så flittige og ikke handler helt så klogt som verdens børn – bare vi gør noget og bliver fundet sådan, at vi i det mindste er begyndt at høre til den lille flok, som hedder lysets børn.

Men ingen skal bilde sig ind, at vi når så langt, som verdens børn når over for deres slægt. Det burde vel være sådan, at vi kom langt foran dem, eftersom vi har løftet om, at vi skal få den evige krone; men der ligger for mange forhindringer i vejen. Alligevel skal vi for alvor stræbe efter at gå frem fra dag til dag i tugt, tålmodighed, sagtmodighed, mildhed, barmhjertighed og andre kristne dyder. For når vi bare er begyndt og er og bliver på den rette vej, så vil skridtet, hvor langsomt og kort det så end er, gå fint, så vi kommer efter. Bare vi ikke bilder os ind, at vi allerede er helt fremme.

Så er det nu vores trøst, at når vi begynder sådan, så vil Gud ikke dømme os som verdens børn, der sorgløst render til helvede og slider sig op for det; men han vil sige til os i al nåde: Du burde rigtignok have tjent mig mere trofast og været flittigere, eftersom du er et lysets barn; men det er ikke sket. Derfor må jeg lægge den kappe over, som hedder nåde og syndernes forladelse. Den må kastes over vores liv, ja trækkes hen over det ovenfra, så vi vandrer under den som under den frie, vide himmel. Så vil vi alligevel finde en lille ven eller to dér; men især den rette ven, som kan give himlen og frelse os, vor kære Herre Jesus Kristus.

Det er læren af dagens evangelium: at vi skal lære at omgås den uretfærdige mammon ret og skaffe os venner med den, det vil sige tjene folk med den – ligesom denne godsforvalter skaffede sig venner med fremmede penge, sin herres.

Her plejer man at spørge, hvordan denne lære rimer med læren om troen. Og især de pavelige skriger meget op om det og tyder det sådan, at man kan fortjene himlen med gerninger, og at troen alene ikke gør det, eftersom Herren her siger: «Vennerne skal tage jer ind i de evige boliger.» Men selv om de ikke er værd, at man giver dem besked om dette eller andre spørgsmål (for de tager alligevel ikke imod det, men spotter det og forfølger det mere og mere), så vil vi alligevel for de frommes skyld kort svare på spørgsmålet.

For det første må de pavelige selv indrømme, at de venner, Herren her taler om, er mennesker, som bor hos os og omkring os. For hvordan skulle vi ellers kunne give dem noget? Men hvordan kan de tage os ind i himlen, når de ikke selv er der endnu? Alligevel må det være sandt, at de tager os ind i himlen. For dér står Kristi ord; dem må vi lade stå ved magt og ikke tvivle på: «Skaf jer venner ved den uretfærdige mammon, for at de, når I lider mangel, må tage jer ind i de evige boliger.»

Hvordan det nu sker, lærer Kristus selv i Matt 25: at han vil være den, der på den yderste dag vil prise det gode, vi har gjort mod vores brødre her på jorden, at det er sket mod ham, og vil give os det evige liv – ikke for den gernings skyld, men som det, der har været beredt for os fra evighed osv.

Her deler spørgsmålet sig nu. For den rette ven, som vil give himlen, er Kristus; det er der ingen tvivl om. De fattige tiggere, som vi hjælper med en gylden eller en skilling her på jorden, vil ikke gøre det, skønt de nok kan tjene og gavne os igen med deres forbøn, bøn og andet.

Derfor må der videre svares på dette: Kan vi (som det ser ud) købe himlen og det evige liv ved almisser? Det er hurtigt besvaret. Paulus siger: «Alt det, som ikke er på grund af tro, er synd», Rom 14,23. Derfor må det følge, at Gud ikke har behag i de vantros almisser, og endnu mindre vil give dem himlen og det evige liv for deres skyld. Men dem, der tror på Kristus og viser deres tro med gerninger, deres gerninger behager Gud vel for troens skyld. Gud vil også betale eller lønne sådanne gerninger i det andet liv.

Men deraf følger ikke, at det evige liv gives for gerningernes skyld; det er alene lovet den, der tror på Kristus, som Kristus meget ofte bevidner: «Den, der tror på mig, skal aldrig i evighed se døden.» «Jeg er vejen og sandheden og livet.» «Gud gav sin Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv» osv.

Denne besked er sikker og grundig. For dér står den hellige Paulus’ dom: «Alt det, som ikke er på grund af tro, er synd.» Skal almissen altså være en gerning, der behager Gud, så må troen på Kristus være der først. Den samme tro bringer det evige liv med sig og modtager syndernes forladelse og gør, at alt, hvad vi gør og lader, behager Gud, selv om det i sig selv er skrøbeligt og ufuldkomment; og Gud vil lønne det i det andet liv. Som Kristus siger i Matt 25, og som Paulus siger: at de kristnes lidelse og trængsel skal betales i det andet liv, og at de skal holdes skadesløse for den.

Når nu Kristus siger: «Skaf jer venner ved den uretfærdige mammon, for at de, når I lider mangel, må tage jer ind i de evige boliger», så siger ordene ikke mere end dette: Når vi er Kristi disciple og gør gode gerninger, så vil Gud betale de gode gerninger i det andet liv. Men hvad siger Paulus? Skal det være gode gerninger, så må de komme af troen. Og Kristus siger, at det er troen, ved hvilken vi har syndernes forladelse og evigt liv. Disse ord må du jo tro lige så vel som dette her: at de er sande og ikke løgn.

Men hvordan får man det til at rime? Ikke anderledes end sådan: at vi ved troen på Kristus har syndernes forladelse og evigt liv; og at Gud for denne tros skyld vil lade sig vores almisser og andre gode gerninger behage og rigeligt betale og gengælde os dem i det andet liv. Så at vi, selv om det falder os surt at tjene Gud og gøre gode gerninger, dog skal være desto villigere og gladere til det, for det håbs skyld, som ligger rede til os i himlen, som Paulus siger i Kol 1,5.

Dette er den rette og egentlige forståelse af dette ord og et rigtigt, grundigt svar på spørgsmålet om gode gerninger. Gud give os sin nåde for sin Søn Jesu Kristi skyld og vække vores hjerter ved Helligånden, så disse trofaste, skønne løfter og formaninger også bærer frugt hos os, og vi retter vores liv efter dem og til sidst må blive frelst. Amen.