Juledag: prædiken over Esajas 9 (Es 9,1–7)

En prædiken på den hellige juledag over profeten Esajas, kapitel 9 (Es 9,1–6)

Denne profeti handler først og fremmest om den højtid, vi fejrer i dag. Derfor er det nyttigt og godt, at vi ikke bare lærer historien fra evangelisten Lukas, men også flittigt ser efter, hvad Gud så lang tid i forvejen har ladet de kære profeter prædike om denne fødsel. For profeterne fortæller godt nok også selve historien, sådan som Esajas gør her, når han siger: «Et barn er født os, en søn er givet os»; og længere oppe, i kapitel 7: «Se, en jomfru er med barn og skal føde en søn» osv. Men dernæst gør de sig særlig umage med at vise, hvad Guds råd og vilje var, og hvad han ville udrette hos os mennesker ved denne fødsel. Og det er den egentlige kerne i hele sagen. Det er det, samvittighederne kan værge sig med og holde stand med mod synden og døden, mod Guds vrede og mod Djævelen.

Det «lys», som profeten her siger «skinner i det mørke land over dem, der bor i mørket», er ikke andet end den store nåde og barmhjertighed, som bliver prædiket ved evangeliet: at Gud tager sig af de stakkels syndere og den fortabte verden og sender den sin Søn, for at han ved sin menneskevordelse og sit offer skal udfri den fra døden, fra synden og fra hele Djævelens rige.

Dette «lys» og denne nådefulde prædiken «skinner» og lyser, siger profeten, «i det mørke land over dem, der bor i mørket», det vil sige blandt hedningerne, som intet ved om Guds ord og om den rette trøst mod synd og fordømmelse. De har det derfor som et menneske, der enten har fået øjnene stukket ud eller går i mørke: han kan ikke sætte en fod foran den anden; han må være bange for at støde sig og komme til skade. Sådan har vi hedninger haft det her på jorden.

Men jøderne var langt bedre stillet end vi, for de havde Guds ord: ikke bare loven, så de vidste, hvad de skulle gøre, men også Guds løfte om kvindens sæd, så de kunne trøste sig med det mod synden og den onde samvittighed. Det havde hedningerne ikke. De levede i synd og vidste dog ikke, hvordan de skulle komme ud af den. Og det var den allerstørste jammer: Netop når de mente, at de tjente Gud bedst, syndede de allergruligst. Det er «mørket» og det blinde «folk», som (sådan som også Zakarias, den hellige Johannes’ far, siger) «sidder i mørke og i dødens skygge» [Luk 1,79]. Men ved dette hellige evangeliums lys kommer de til at kende Gud. De får at vide, at Gud er nådig og barmhjertig og vil forlade og skænke al synd for sin Søn Kristi skyld; og at man ikke kan tjene ham bedre end ved, at enhver tager imod denne nåde, som Kristus har vundet os, ved troen, og dernæst også viser sin næste al kærlighed, sådan som Gud har vist den mod dem. Den kundskab og den kunst bringer dette lys med sig ud blandt hedningerne.

Derfor siger profeten: «Du gør hedningerne mange.» For ingen vil jo gerne være fordømt; alle vil have en nådig Gud. Derfor tog hedningerne imod denne prædiken i flokkevis, som historien viser. Det gjorde ondt på jøderne. De ville ikke tro det, hedningerne troede, og de opirrede Kristus og hans rige.

Det er det, profeten mener, når han siger: «Glæden gør du ikke stor.» For da han kom til jøderne som til sin ejendom, sådan som Johannes siger [Joh 1,11], ville hans egne ikke tage imod ham. Men hvor nogen, jøder eller hedninger, tog imod ham, der fulgte der også en glæde, siger profeten, som når der er en rig høst eller vinhøst. Så er alle glade, alle synger og jubler; intet slid og intet arbejde er for meget for folk, de er glade og lystige ved det. Ligeledes fulgte der en glæde som i en hær efter en herlig sejr, når fjenderne er slået ned. Så er der ingen, der er doven; alle skynder sig og haster af sted for at få et godt bytte med hjem. Sådan, siger profeten, skal det også gå, når det kære evangelium bliver prædiket ud blandt hedningerne. Så vil alle rive det til sig, og ingen vil være den sidste. For det er ikke en bar og tom prædiken; den bringer et meget godt bytte med sig, som der står: «For du har brudt deres byrdes åg og deres skulders stok og deres drivers kæp, som på Midjans dag.»

Det er godt nok mørke ord, som vi ikke er vant til. Men den rette mening og den egentlige forstand er denne, som der står i 1 Mos 3,15: at slangen, Djævelen, skal få sit hoved knust, og hans tyranni og magt skal sønderrives; at hedningerne skal have syndernes forladelse og det evige liv og skal kunne stå imod fjenden, Djævelen, som lige til denne time har været deres tyran og har ængstet, plaget og bedrøvet dem, som det passede ham. Det er nu den glade høst, den rige vinhøst og det prægtige bytte, som vi får del i ved evangeliet.

Men hvordan skal det gå til? Hvordan skal vi nå dertil? Skal det vindes ved vores egne kræfter eller gerninger? Å nej! Vi er alt for svage. Vore fjender, synden, døden og Djævelen, er os overlegne; vi vinder intet fra dem. Derfor skal det gå med dette slag, som det gik, «da Gideon slog midjanitterne», i Dommerbogens syvende kapitel [Dom 7]. Han havde en stor flok folk med sig. Men HERREN sagde: «Der er for mange folk med dig, til at jeg kan give Midjan i deres hånd. Israel kunne rose sig imod mig og sige: Min egen hånd har frelst mig.» Læg godt mærke til de ord. For her vil det også vise sig, at Gud alene vil have æren for denne sejr, og at vi her hverken skal eller kan rose os af nogen fortjeneste af vores egen. Sådan som de tossede pavelige ellers altid skriger: Den, der vil i himlen, må selv hjælpe sig derind med sine egne gerninger.

Derfor befalede HERREN Gideon, «at han skulle lade udråbe: Den, der er bange og forsagt i krigen, kan trække sig tilbage uden skade og gå hjem. Ved det udråb trak toogtyve tusind mand sig tilbage, og der blev kun ti tusind tilbage. Men HERREN sagde: Der var stadig for mange af dem; og han befalede Gideon at føre hele folket ned til vandet og lade dem drikke og lægge mærke til dem, der øste vandet op med hånden og labede det i sig med tungen som en hund. Dem skulle han tage med sig og ingen andre. Men der var kun tre hundrede af dem.» Det var et meget ulige mandskab mod midjanitterne og amalekitterne, som havde lagt sig i landet som græshopper, så de og deres kameler, som teksten siger, ikke var til at tælle. Da Gideon nu havde taget de tre hundrede mand til sig, delte han dem i tre flokke og gav hver mand en basun i højre hånd og en tom krukke med et brændende lys i venstre og befalede dem at gøre, som han gjorde. Da de nu skulle angribe fjenden, var der ikke én, der trak sit sværd. De blæste bare alle på én gang i basunerne, slog krukkerne i stykker, holdt de brændende lys i hænderne og råbte: «Her er HERRENS og Gideons sværd!» Sådan drog de mod fjenden. Og fordi Gideon og hans folk gjorde det, sørgede HERREN for, at fjenderne blev forvirrede, slog og myrdede hinanden og flygtede i flokkevis.

Her udrettede Gideons sværd og hånd intet i slaget; det var alt sammen alene HERRENS gerning og kraft. Sådan, vil profeten her sige, skal det også gå med denne sejr. Menneskene kommer ikke til at fælde eller slå synd, død og Djævel ned med deres gode gerninger og andagt; de er alt for svage. Herren alene må gøre det. Han skal også alene have lov og pris for det (at vi bliver fri for synden og den evige død), og ikke vi.

Men ligesom Gideon, da fjenderne var slået og på flugt, kaldte folkene på Efraims bjerge op til at sætte efter fjenderne og spærre vadestederne ved Jordan for dem, så de ikke kunne komme over, og ligesom stammerne Naftali, Asher og Manasse dér gjorde det helt af med fjenderne – sådan skal det også gå os kristne. Fordi Kristus, vor kære Herre, har slået Djævelen, synden og døden ned og jaget dem på flugt, skal vi sætte efter disse fjender og ikke give os ind under deres åg og lydighed, men slå dem helt ned. Det vil sige: Vi skal dræbe synden, stå Djævelen imod og med Helligåndens hjælp give os ind under lydigheden mod Gud. Det er at sætte efter de slagne midjanitter og plyndre dem ved Jordan, der hvor den salige dåb til syndernes forladelse begyndte. Til den er også vi kommet, og ved den har vi fundet vore fjender slået og på flugt.

Men at Gideon og hans flok (som er et billede på den kristne kirke) har basuner og lys i hænderne, mens fjenderne myrder hinanden, det betyder prædikenen af det hellige evangelium og troen, som vi har i krukker, der bliver slået i stykker. Sådan som Paulus også siger: «Vi har denne allerdyrebareste skat, kundskaben om Guds herlighed, i lerkar, for at den overvældende kraft skal være fra Gud og ikke fra os» [2 Kor 4,6–7]. Dér har Paulus uden tvivl netop haft denne historie for øje, som profeten her taler om.

Det er nu Herrens prægtige og fredfyldte sejr. Derfra kommer al glæde: at vi mennesker fra nu af har fred. For ved denne sejr er, som profeten siger videre, «al krig og alle blodige klæder brændt op og fortæret af ilden». Det viser profeten videre, og han tegner den person, som har vundet denne sejr, og siger: «Et barn er født os, en søn er givet os.»

Det er sagt underligt og mærkeligt. For hvad skal et barn i krig, og så endda mod så store og mægtige fjender? Men profeten vil dermed lære os, at vi skal se helt anderledes på dette barn end på andre børn. Ellers ville han ikke rose dette barn og denne søn sådan, hvis det var et barn og en søn som andre børn og sønner.

Men når han siger: «Os er det givet, os er det født», så peger han på det løfte om Kristus, som jøderne havde. Vi hedninger havde ikke det løfte og vidste intet om det. Derfor siger profeten: Blandt os jøder er det født. Men jøderne skal ikke nyde det alene, som der står ovenfor: Dette barn hører også hedningerne til. De har lige så stor brug for det som de andre, for begge sidder de i mørke og i dødens skygge.

Dette er for det første et vidnesbyrd om, at Kristus, Herren, skal være et sandt, naturligt menneske, der er født af en kvinde som ethvert andet barn eller enhver anden søn. Men med hans undfangelse er der en forskel. For som der står ovenfor i kapitel 7, er hans mor en jomfru; og som Det Nye Testamente vidner, er denne jomfru blevet med barn ved Helligånden uden mands sæd. Derfor er den syndige natur, som vi mennesker har, ikke i dette barn. Ellers er det på alle måder et menneske som vi. Men han er ikke bare et menneske, som det følger her: «Hans herredømme er på hans skulder.»

Lær her for det første, at dette barn har et herredømme, det vil sige: Det er en konge eller fyrste, som har sit eget rige her på jorden. Men i det stykke er han en anden slags konge end alle verdslige konger. For med de verdslige konger har Gud indrettet det sådan, at deres herredømme skal bære dem. Land og folk skal jo underholde en fyrste og give ham af deres arbejde og føde, så han kan klare sig. Sådan har Gud indrettet det, og det embede skal den verdslige øvrighed udføre på jorden: holde på tugt, ærbarhed og redelighed, straffe det onde og skaffe sine undersåtter ro og fred. Men denne konge lader sig ikke bære af sit herredømme. Nej, han giver sin ryg hen, og «han bærer sit herredømme». Som Kristus siger: «Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit liv som løsesum for mange» (Matt 20,28). Og i Luk 15,4–5 sammenligner han sig med en «hyrde, som går efter det fortabte får, indtil han finder det; og når han har fundet det, tager han det på sine skuldre og bærer det». På samme måde prædiker også den hellige Johannes om ham, når han kalder ham «Guds lam, som bærer verdens synd». For sådan er vi: Når han tager os op, tager han også synden op; når han bærer os, bærer han også synden med.

Tænk nu selv over, hvilken styrke dette lille barn må have bag sig. Hvis det ikke var mere end et menneske, ville det ikke kunne bære et eneste menneske med syndens byrde. For synden og døden, som følger efter den, er alt for tung for os mennesker og slet ikke til at bære. Men nu siger Esajas klart: Dette lille barn bærer ikke bare ét menneske, men hele sit herredømme, det vil sige, som Johannes siger: Det bærer hele verdens synd. Det kræver, at dette lille barn er den evige Gud; ellers måtte det nok lade byrden ligge. Sådan som vi jo erfarer, at aldrig noget menneske har været fri for synd eller har kunnet værge sig mod døden.

Det er en stor trøst, hvis vi bare kunne få det godt ind i vore hjerter og tro det fast. At vi er syndere, kan vi ikke nægte; og så måtte vi jo nok fortvivle og miste alt håb. Men hvad er det, der trøster os? Intet andet end at Gud har givet os dette salige barn og ladet denne søn blive født for os, han som ikke skal lade «sit herredømme», det vil sige os stakkels mennesker, gå vild, men skal søge os og bringe os til Guds nåde og føre os ind i Guds rige til det evige liv. Ved ham, der bærer os, skal vi trøste os, og vi skal takke Gud for den nåde og bede ham om at bevare os i den tro for evigt. Det vil han også gerne, som vi snart skal høre. For dette barn er ikke født for at give en lille, kort hjælp i tyve eller tredive år; det skal bringe en evig hjælp, sådan som det selv er evigt. Nu følger der videre: «Han hedder Underfuld, Råd, Kraft, Helt, Evig-Fader, Fredsfyrste.»

Disse navne giver profeten Herren Jesus, for at han desto tydeligere kan male for os, hvad hans embede er og den hjælp, han vil give os, så vi derved bliver lokket til tro. «Underfuld» hedder dette barn. For hvad kan vi mere gøre – ja, hvad kan englene selv mere gøre – end at undre sig: først over dette store værk, at Gud bliver menneske; og dernæst over Guds store, umålelige nåde og kærlighed mod os mennesker, at han på den måde hjælper os fra Djævelen, synden, døden og fordømmelsen? Med vores fornuft kan vi ikke fatte noget af det, og med vores hjerte kan vi ikke udgrunde det. Det er for højt. Undre os kan vi; højere når vi ikke i dette liv. Men dette barn er ikke bare underfuldt for sin persons skyld, som vi lige har sagt, men også for alle de gerninger, det udretter med os mennesker.

Blandt disse underfulde gerninger er den første, at han hedder «Råd», han som vil og skal hjælpe os med sit råd: ikke i sager, der angår legemet og det timelige, men i evige sager, mod synden, mod døden, mod Guds vrede og al ulykke. Men hvordan råder han? På en meget underfuld måde, ligesom vi hørte ovenfor om Gideons slag. Han gør ikke mere end at give sit ord – det er «basunen» – og byder os at holde fast ved det, tro det og bekende det. Det er det lys, som lyser for os igennem syndens mørke, Guds vrede og døden.

For sådan siger Kristus: «Jeg er vejen og sandheden og livet». «Vær frimodige, jeg har overvundet verden». «Den, der tror på mig, skal aldrig i evighed se døden». «Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har sendt, Jesus Kristus». «Gå ud og prædik omvendelse og syndernes forladelse i mit navn». «Gå ud, lær og døb alle folk»; «den, der tror og bliver døbt, vil blive frelst» osv. Og hvem kan opregne alle de skriftsteder? Det er nu det råd, som Kristus giver: at vi skal blive fri for synden og døden, når vi tager imod hans ord og de hellige sakramenter med en ret tro.

Paven og hans prædikanter tager også dette navn til sig og vil give råd mod synden og døden. Men de viser ikke folk alene og udelukkende til Kristus; de viser dem hen til egne gerninger, til helgenernes fortjeneste og forbøn, til deres messeoffer og den slags. Men det er den slags rådgivere, der hindrer de stakkels mennesker i at komme til dette rette råd. Kristus alene er den, der kan give det rette råd. Som Johannes siger: «Ingen har nogensinde set Gud; den enbårne Søn, som er i Faderens skød, han har forkyndt os det».

Men Kristus hedder ikke bare «Råd», men også «Kraft». For vi mennesker kan også mene hinanden det godt og give hinanden gode råd; men sådan et råd vil ikke altid lykkes og gå, som det skulle. Den bekymring behøver vi ikke have her hos denne rådgiver, Jesusbarnet. For han har kraften og evnen hos sig, så det må lykkes for den, der følger hans råd, og Djævelen og helvedes porte skal intet kunne udrette imod det. Men hvordan han råder, og hvordan vi finder råd hos ham, har vi sagt ovenfor: Han giver os «sit ord». Det er, som Paulus kalder det, «en Guds kraft, ved hvilken alle de bliver frelst, som tror på det».

Hvor dette lille barn har sin kraft fra, viser det fjerde navn: at det også hedder «Helt», det vil sige en stærk sejrherre, som har vist sin styrke i gerning. For man kan ikke kalde nogen en helt, uden at han først med næven har bevist, at han er mandig, stærk og ubesejret. Med dette navn ser Helligånden hen til det ord, der blev sagt til Adam i Paradis: at kvindens sæd skulle knuse slangens hoved. For det har været vor Herre Kristi egen gerning helt fra Adams fald: Han har til stadighed stillet sig imod Djævelen, beskyttet sine troende og slået fjenden tilbage, indtil han til sidst også overvandt og fældede ham i kødet og på sit legeme, da den onde fjende prøvede kræfter med Guds Søn så hårdt, han kunne, og med alt, hvad han formåede – men intet udrettede. For selv om han havde slået ham ihjel på korset, stod Kristus alligevel op fra de døde på den tredje dag og hersker, som den evige Gud og sandt menneske, over Djævelen og alting. Det er den sejr, som Guds Søn til stadighed har vundet over Djævelen, profeten ser hen til her, når han kalder ham en «Helt». Ligesom Herren selv prædiker om sig selv og sin sejr over Djævelen i Luk 11,21–22, hvor han siger: «Når den stærke vogter sin gård fuldt bevæbnet, forbliver det, han ejer, i fred. Men når en, der er stærkere end han, angriber og overvinder ham, tager han hele den rustning, han stolede på, og deler byttet ud.»

Derfor hedder dette lille barn med rette en «Helt», fordi det så tit og ofte har slået den onde fjende og beholdt valpladsen over for ham. Og i sådan en nød skal vi ingen andre steder søge hjælp end hos denne helt. For selv om Adam, Set, Noa, Abraham, Moses og David var store hellige, så var der dog ikke én af dem, der på egen hånd kunne have taget kampen op med denne fjende og vundet noget fra ham. At de holdt stand over for ham, blev reddet og bevaret, det skete ved Guds Søn, som de troede på.

Hvad bilder det usalige folk, de pavelige, sig da ind, når de i denne kamp mod Djævelen viser folk hen til egne gerninger og de afdøde helgener? Hvorfor viser de dem ikke hertil, til dette lille barn, som alene er det rette råd, der ikke kan slå fejl? For han har altid og til alle tider sejret over Djævelen, også dengang Djævelen slog ham ihjel; mens der omvendt aldrig er kommet en så stor og nådebegavet helgen på jorden, at denne fjende ikke har fældet og overmandet ham. Men hvor de holdt stand og værgede sig mod Djævelen, dér var det alene dette lille barns hjælp, de nød godt af.

Men hør videre: Du kender ikke dette lille barn helt endnu. For der er endnu to særlige, prægtige navne tilbage; dem må du også lære. Det hedder Pater aeternitatis, «Evig-Fader». Hvordan kommer det til det navn, når det ellers hedder «den evige Faders evige Søn»? Men ligesom du må tyde de andre navne alene på dette barns embede og den gerning, det udfører for os, sådan må du også gøre her. Han er født af Gud, den evige Fader, fra evighed; derfor tilkommer der ham over for Faderen intet andet navn, end at han hedder Søn. Men som vores «evige Fader» vil han roses og kendes. Det er hans rette navn over for os, det, der trøster os i den højeste anfægtelse, vi kan komme ud for.

For det er de kristnes særlige anfægtelse og bekymring, at de ser, hvor let det kan ske, at Djævelen fælder og overmander os. Vi har jo eksempler for øjnene på store, hellige folk, som er faldet så jammerligt i vildfarelse og forargelse og er døde i den, skønt de før var så fine folk. Derfor vokser bekymringen hos de kristne, så de bliver bange og tænker: Hvem ved, hvilken ulykke der endnu venter dig? Hvem ved, om du altid bliver standhaftig og ikke slipper Ordet af syne og af hjertet, så du til sidst skulle blive fordømt for evigt?

Mod de tanker trøster dette navn: at Jesusbarnet ikke bare vil tage sig af os i et, to, ti eller tyve år, men at det, som er blevet os lovet ved Kristus i dåben, da Gud tog os til sig som sine børn, skal stå fast og sikkert for os i al evighed. Dette barn vil være «vores evige Fader», det vil sige: evigt beskytte, redde og give, hvad vi har brug for. Så der aldrig skal mangle noget hos ham, hvis bare vi bliver ved med at være gode børn og ikke løber bort fra sådan en nådig Fader – ligesom de ulydige børn, der ikke vil finde sig i deres forældres straf og hellere løber ud blandt fremmede, hvor de må lide mere ulykke på én dag end et helt år hjemme hos far og mor. Det sker ret for sådanne onde, ulydige børn. Derfor skal vi vogte os for det og ikke løbe bort fra denne Fader, som vil bære os og bevare os i evighed.

Den, der nu kunne tro det fast og stole på det af hjertet – hvad mener du, der i hele den vide verden skulle kunne bekymre sådan et menneske eller gøre ham urolig? For lad så ulykken slå ind, som den vil, så siger sådan et troende hjerte: Lad det bare gå; det varer ikke evigt. Men jeg har til gengæld en evig Fader, som vil beskytte mig mod synd, djævel og død i evighed. Det skal trøste mig mere, end den timelige ulykke kan skræmme mig. Sådan får et hjerte fred ved det.

Derfor bærer dette lille barn med ære det sjette navn: at det hedder «Fredsfyrste». Det vil sige: Han er sådan en herre, at den, der er i hans rige, må have et fredfyldt hjerte, også midt i ulykken. For hvad skulle dog bekymre ham? Synden kan ikke fordømme ham, for han ved, at Kristus har båret den. Djævelen kan ikke overvinde ham, for han ved, at Kristus har slået ham. Døden kan heller ikke holde ham fast, for han ved, at fordi han har en evig Fader i Herren Kristus, skal der efter den korte legemlige død følge et andet og evigt liv. Det er dog et barn, vi skulle glæde os over af hjertet: at den nådige Gud har undt os det og givet os det. Derfor tyder profeten nu selv alle disse navne og siger, hvorfor han har givet dette lille barn de navne: «For at hans herredømme skal blive stort og freden uden ende på Davids trone og i hans kongerige, så han kan rejse det og styrke det med dom og retfærdighed fra nu af og til evig tid.»

Disse seks navne vidner om, hvilket embede barnet skal have på jorden, og hvad det skal udrette med os. Derfor, siger han, skal «hans herredømme blive stort»: ikke bare sådan, at mange mennesker vil komme til dette barn og begære hans nåde, men også sådan, at det skal være et evigt rige, hvor fred og alt godt aldrig nogen sinde skal mangle i al evighed. Det begynder her på jorden ved Ordet og troen; men i det andet liv skal vi føle det og have det i hænderne, sådan som Ordet nu siger os det i forvejen, og vi tror det. Det viser profeten fint, når han siger: «Barnet skal rejse sit rige med dom og styrke det med retfærdighed.» For begge disse stykker må gå for sig her på jorden og udrettes ved Ordet og troen; som Kristus siger i Lukas’ sidste kapitel: «Kristus skulle lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse og syndernes forladelse for alle folkeslagene» [Luk 24,46–47].

For det lille ord «dom» betyder ikke andet end omvendelsesprædikenen: at Helligånden ved evangeliet overbeviser verden om synd, fordi den ikke tror på Guds Søn, og derfor truer med den evige død over alle, som bliver i denne vantro. Den prædiken gør hjerterne forsagte og forskrækkede, så de kender deres synd og frygter Guds vrede; det er den rette dom. Så følger det, at man ikke bliver ved i synden, men angrer og sørger over den og tænker på, hvordan man fra nu af kan blive et retskaffent menneske. Det er sådan, Herren Kristus rejser sit rige. For ved prædikenen bliver vejen beredt for ham, så hjerterne bliver glade for ham, hungrer og tørster efter retfærdigheden og af hele deres hjerte tager imod det glade budskab om dette lille barn.

Hvor der nu er sådan en dom, dér skal det også følge videre, fordi Kristi rige dér begynder, «at det fra nu af bliver styrket med retfærdighed». For at kende sin synd og angre den – det klarer ikke sagen; dermed er først det første kast gjort og, som man siger, den første sten lagt. Men det, der klarer sagen og fuldfører den påbegyndte bygning, er, at der bliver givet os retfærdighed, det vil sige, som Paulus selv tyder det i Rom 4, syndernes forladelse. For ellers kommer vi her på jorden ikke til nogen retfærdighed for Gud. Selv om de kristne begynder og øver sig i den rette lydighed mod Gud, så er det dog en svag og uren lydighed, hvor der løber meget ulydighed og synd med. Men at vi har syndernes forladelse ved Kristus, det er det, der gør, at vi er Gud velbehagelige og bliver bevaret.

Hvor der nu er sådan en retfærdighed, at man tror syndernes forladelse ved Kristus, dér skal det følge, som vi hørte ovenfor i historien om Gideon: at vi sætter efter de slagne, overvundne fjender, plyndrer dem og gør det helt af med dem. Det vil sige: Vi skal holde os i et helligt liv og ikke lade synden og Djævelen drive og føre os, sådan som verden lader sig drive og føre. Vi skal vide, at begge dele, synden og Djævelen, er slået i jorden og jaget på flugt ved Kristus – ja, (som der står i Joh 16,11) at Djævelen allerede er dømt.

Derfor skal vi med stort mod stille os op imod denne fjende og hverken vige for ham eller følge ham. Så vil Gud bo hos os med sin Ånd og hjælpe os til at slå fjenden helt ned. Sådan skal disse to stykker, dom og retfærdighed, altid løbe sammen. Troen skal ikke tvivle om syndernes forladelse; og dog skal dommen, eller omvendelsen, altid gå med, så vi bliver i Guds frygt, øver os i Guds bud og dræber synden dag for dag og sætter efter den, sådan som Gideons folk satte efter fjenderne, som HERREN havde slået, og gjorde det helt af med dem ved Jordan.

Sådan bliver dette lille barns rige rejst ved dommen og styrket ved retfærdigheden fra nu af og til evig tid. For det er ikke begyndt for dette timelige livs skyld; vi skal på den måde komme fra det timelige til det evige. Det give vor kære Herre Jesus os alle, det underfulde barn, vort Råd, Kraft, Helt, evige Fader og Fredsfyrste. Amen, amen.