Trinitatis søndag: 1. prædiken (Joh 3,1–15)

Prædikener på trinitatis søndag. Første prædiken over evangeliet Joh 3,1–15, holdt 1535

Der kunne prædikes meget om dagens højtid. For det første er evangeliet i sig selv meget rigt og lærer os om store ting. Og så kræver nøden også, at man siger noget om højtiden og tager fat på den højeste artikel i vor tro: at vi kristne, og intet andet folk på jorden, tror på Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd.

Denne artikel er den højeste i kirken. Den er ikke udtænkt af mennesker og er aldrig opstået i noget menneskes hjerte; den er alene åbenbaret for os ved Ordet. De andre højtider i året klæder vor Herre Gud og hyller ham ind i de gerninger, han har gjort, så man derved skal lære hans hjerte og vilje mod os at kende. Til jul fejrer vi den begivenhed, at Gud er blevet menneske. Påskedag fejrer vi, at Herren Kristus, sand Gud og menneske, ved guddommelig kraft har opvakt sig selv fra de døde. Pinsedag fejrer vi, at Helligånden synligt er kommet ned og har begyndt sin gerning i apostlene og andre troende. Og så fremdeles: Alle de andre højtider prædiker om, hvordan Gud er klædt i en eller anden gerning.

Sådan er også dagens højtid indstiftet, for at man, så vidt det er muligt, ud fra Guds ord kan lære, hvad Gud er i sig selv – uden alt klædebon og alle gerninger, alene i sit guddommelige væsen. Her må man svinge sig op over al skabning, over alle engle og himle, lade alt hernede ligge, som vi er vant til, og alene høre, hvad Gud siger om sig selv og sit inderste væsen. Og her viser sig så vor Herre Guds dårskab og verdens visdom. For når verden hører, at den ene evige Gud er tre forskellige personer, så er den ved at gå fra forstanden over det. Derfor holder den alle dem for vanvittige, som prædiker eller tror sådan.

Derfor er denne artikel i Det Nye Testamente, hvor den dog behandles klarest, altid blevet angrebet på det voldsomste. Som historien vidner, måtte den hellige evangelist Johannes skrive sit evangelium for at stadfæste den. For snart dukkede kætteren Kerinth op. Han havde lært af Moses, at der kun er én Gud, og sluttede derfor, at Kristus ikke kunne være Gud, lige så lidt som Gud kan være menneske. Sådan snakkede han ud fra fornuften: Som han tænkte sig det, sådan måtte det også gå til.

Men fy for dig, din skændige fornuft! Vi kan jo ikke engang vide, hvad vi selv er. Der er aldrig kommet et menneske på jorden, som rigtig har kunnet sige, hvordan det går til, at et menneske ser med sine øjne og taler og ler med sin mund. Og alligevel vil vi være så frække og formastelige, at vi taler og disputerer om Gud og hans guddommelige væsen uden nogen hjælp, ud af vort eget hoved. Er det ikke dårskab over al dårskab? Jeg kan ikke give grunden til eller sige, hvad det er at se eller le – og så vover jeg at ville vide noget om det og tale om det, som jeg slet intet ved om, og som jeg kun kan tale om ud fra Guds ord? Alligevel regner verden det for en stor kunst. Og både tyrkere og jøder holder os kristne for store tåber, fordi vi tror, at Kristus er Gud. Men hvis det skulle være visdom, så kunne jeg også godt sige og tænke: Der er kun én Gud, Kristus er ikke Gud. Men når Skriften og Guds ord kommer, så holder det ikke stik.

Men vi skal og må tale om sådanne ting. Kan vi ikke tale om det, så vil vi stamme om det ligesom små børn, sådan som Skriften lærer os det: at Kristus er sand Gud, at Helligånden er sand Gud, og at der alligevel ikke er tre guder eller tre væsener, sådan som der er tre mænd, tre engle, tre sole, tre vinduer. Nej, sådan er Gud ikke delt i sit væsen; der er kun ét eneste guddommeligt væsen. Selv om der altså er tre personer, Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd, så kan man alligevel ikke dele eller adskille dem efter væsenet. For der er kun én eneste Gud i ét eneste, udelt, guddommeligt væsen.

For sådan taler den hellige Paulus om Kristus i Kol 1,15–17: «Han er den usynlige Guds billede, den førstefødte før al skabning; for ved ham blev alt skabt i himlene og på jorden, det synlige og usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Alt er blevet skabt ved ham og i ham, og han er før alt, og alt består ved ham.»

Her hører du, at Paulus stiller al skabning under Kristus. Når nu Kristus er over al skabning, så må det følge, at her er lutter Gud; for uden for skabningen er der intet andet end Gud. Derfor kalder han ham også den usynlige Guds billede. Men han kan ikke være Guds billede, uden at han er lige så almægtig, lige så evig, lige så vis, retfærdig, god osv. Ellers ville Kristus ikke være et billede, der var Faderen lig; han måtte være et ulige billede, hvis han manglede et af disse stykker. Sådan presser begge dele sig med magt frem. For det første: Når Guds Søn er Faderens billede, så må han helt og fuldt være i ét guddommeligt væsen med Faderen. For det andet må der alligevel blive den forskel mellem personerne, at Sønnen ikke er Faderen, og Faderen ikke er Sønnen. Sådan er personerne forskellige, for den, der er født, kan ikke være den, der føder; og dog er det ét eneste guddommeligt væsen – ellers kunne Sønnen ikke være Faderens billede. Ved det må man lade det blive, for man kan alligevel ikke sige det klarere. Vi kan kun stamme om det. Tingene er for høje og lader sig ikke sige rent ud her i dette liv.

At tyrkere og jøder nu spotter os, som om vi satte tre brødre i himlen, der skal regere sammen – det kunne vi også godt gøre, hvis vi ville vige fra Skriften. Men de gør os uret. Vi gør ikke Gud til tre mænd eller tre engle, men til ét eneste guddommeligt væsen, et simplicissimam unitatem [og den allerenkleste enhed], sammenlignet med alt, hvad der findes hernede på jorden. For ikke engang legeme og sjæl er så meget ét, som Gud er det i sig selv.

Men spørger nogen så videre: Hvad hedder denne ene Gud? Så svarer vi efter Skriften og siger: Han hedder Gud Fader, Gud Søn, Gud Helligånd. For sådan lærer Skriften os, at Gud fra evighed, før al skabning, før verden og før jordens grundvold blev lagt, har født en Søn, som på alle måder er som han: lige så evig, lige så almægtig, lige så retfærdig osv. Derfor kalder Paulus ham «Faderens billede».

Sådan siger Paulus også i 1 Kor 10,9: «Lad os heller ikke friste Kristus, sådan som nogle af dem fristede ham, og de blev dræbt af slanger.» Læg rigtig godt mærke til dette skriftord, og hold det sammen med historien, sådan som Moses skriver den. Så skal du se et under: hvor fint og kærligt Paulus og Moses kysser hinanden og rækker hinanden munden. Moses siger i 4 Mos 14,22 [kilden har «1. Mos. 14»], at Herren har sagt: «Dette folk har nu fristet mig ti gange.» Dér står ordet tetragrammaton [Guds navn med de fire bogstaver, JHWH], som alene tilkommer Gud; så det er den rette, eneste, sande Gud, der har sagt det. Nu kommer Paulus og siger frit ud, hvem den Gud har været, nemlig: «Kristus – ham (siger han) skal vi ikke friste, sådan som nogle af dem har fristet ham.» Find et hul i det, hvem der kan; det kan jeg ikke. For Paulus siger, at Kristus er den Gud, de fristede. Men Moses siger, at det var den sande, eneste Gud. Nu var Kristus jo dengang endnu ikke født, Maria heller ikke, ja, David var heller ikke født endnu. Alligevel siger Paulus, uden at tage hensyn til alt dette: Jøderne, som dengang var i ørkenen og endnu ikke i landet Kanaan, har fristet Kristus. Og han advarer os: Vi skal vogte os, så vi ikke gør det samme, ellers vil det gå os lige så ilde som dem. Disse ord vidner jo med sikkerhed om, at Kristus er den mand, som Moses skriver om, at han er den eneste, evige, almægtige Gud. Sådan bekender Moses og Paulus med én mund, men med andre ord, at Kristus er sand, evig Gud.

Der findes mange flere af den slags vidnesbyrd i Det Nye Testamente, som man ikke kan nægte. Ja, man må ligefrem slutte ud fra dem, at Kristus er Gud, og alligevel, fordi han er født af Faderen, er en anden person end Faderen. Det må du kalde, hvad du vil; vi kalder det en særlig person. Dog er det ikke sagt godt nok, det er snarere stammet; men vi kan ikke tale anderledes, for vi har ikke noget bedre ord. Faderen og Sønnen er altså ikke én og samme person, og dog er de ét eneste, udeleligt væsen og én natur. Alt, hvad man siger om Gud Fader, kan derfor også siges om Sønnen – undtagen det ene stykke, at Faderen føder Sønnen fra evighed, og ikke Sønnen Faderen.

Sådan taler Paulus i ApG 20,28, da han tager afsked med efeserne i Milet og velsigner dem. Han siger: «Pas på jer selv og på hele den hjord, som Helligånden har sat jer til tilsynsmænd over, så I er hyrder for Guds menighed, som han har vundet sig med sit eget blod.» Det er også et klart skriftord om, at Kristus, som har vundet kirken med sit blod, er Gud. For det er jo sikkert, at kirken har én eneste Herre, som hedder Gud, og som den også alene kender som sin Herre. Når nu Kristus har vundet den med sit eget blod, og den er hans egen, så må han jo være Gud. Og videre: Har han vundet den med sit eget blod, så må det følge, at Kristus er sand Gud, født af Gud Fader fra evighed og også født af Jomfru Maria ind i denne verden, i tiden eller legemligt. For sådan siger Paulus her til de ældste, det vil sige sognepræsterne: Se, jer er det befalet, at I skal være hyrder for kirken eller menigheden, som Gud har vundet med sit blod. Dér er der jo befalet os et højt og herligt embede. Vi har ikke fået magt til at lære menneskepåfund og herske over andre, sådan som paven og hans flok gør, men til at vogte hjorden med det rene Ord. Gud, som har vundet den med sit blod, give nåde til, at vi udfører vort embede sådan, at hans navn derved bliver helliget og menigheden opbygget. Amen.

Der er mange flere af den slags skriftsteder, især i Johannesevangeliet, som man ikke kan komme uden om. Man må sige: Kristus er sand, naturlig, evig Gud, og dog er Faderen og Sønnen to forskellige personer. Den slags vidnesbyrd er der også ellers rigtig mange af i Det Nye Testamente, så man slet ikke kan tvivle. I Det Gamle Testamente er der også mange, men de er noget dunklere end i Det Nye. Sådan ser Johannes i sit evangelium særlig fint hen til Moses, når han kalder Herren Kristus «Ordet» på grund af hans evige fødsel. For Moses begynder sådan, at Gud før al skabning havde et Ord hos sig, som var almægtigt ligesom han, og at Gud har skabt alle ting ved dette samme Ord. Deraf følger jo, at Gud og Ordet er ét eneste væsen, for de er begge evige og almægtige. Og dog er den, der taler Ordet, og Ordet, der er talt, to forskellige personer.

Sådan skelner også patriarken Jakob mellem personerne i 1 Mos 48,15–16: «Den Gud, som har givet mig føde hele mit liv indtil denne dag, den engel, som har forløst mig fra alt ondt, han velsigne disse drenge, så de vokser og bliver mange osv.»

Her giver han Herren Kristus navn og kalder ham en engel – ikke fordi han efter sin natur eller sit væsen er en engel. For det ville være åbenlys afgudsdyrkelse, hvis han påkaldte en engel og bad om hans velsignelse. Med påkaldelsen bekender han altså, at denne engel er sand, naturlig Gud. Men han skal ikke altid leve sådan som den usynlige Gud; han skal sendes til jorden, klædes i vort kød og ofres for vore synder. Sådan plejer Kristus også at tale i Det Nye Testamente: «Faderen, som har sendt mig.» Ligeledes: «Som Faderen har sendt mig.» Og hos profeten Esajas, Es 61,1: «HERREN har sendt mig for at hele de knuste hjerter.» Ligeledes Es 63,9: Angelus faciei ejus salvavit eos, «Den engel, som står for hans ansigt, hjalp dem.» Sådan kalder Malakias Kristus «pagtens engel», Mal 3,1. Så giver disse to navne, Gud og engel, to forskellige personer, og dog er væsenet helt ét og uden nogen forskel. For englen er også evig, naturlig Gud – ellers ville Jakob ikke påkalde ham – men han hedder «en engel» på grund af sit embede og den befaling, som han som Sønnen har fra Faderen.

Hertil hører alle de skriftsteder, hvor profeterne lover om kvindens afkom, at han skal bringe os velsignelsen, oprette et evigt rige, gøre fyldest for synden og skaffe os et evigt liv. For det er lutter gerninger, som ingen skabning formår, men som alene Gud selv kan gøre og udrette. Når nu profeterne tilskriver mennesket Kristus sådanne gerninger, så må det med sikkerhed følge, at Kristus er evig, almægtig Gud, sådan som han siger til Filip i Joh 14,11: «Vil I ikke tro, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig, så tro mig dog for de gerningers skyld, som jeg gør.»

Sådan siger Esajas i Es 9,5–6: «Et barn er født os, en søn er givet os.» Her kan enhver vide, hvad det vil sige, at «et barn bliver født, og en søn bliver givet»: at det er sagt om et menneske, som har et naturligt liv og legeme. Men profeten siger videre om dette menneske: «Den fred, som han skal oprette (siger han), skal ingen ende have, på Davids trone og i hans kongerige, fra nu af og til evig tid.» Og han forklarer «freden» sådan, at den skal være «ret og retfærdighed»: at dette menneske skal tilgive synd og beskytte og redde sit folk i al jammer og mod al ulykke. Nu spørger jeg dig: Ligesom det første viser et sandt, naturligt menneske – at han kaldes en søn og bliver født som et barn – viser så ikke også det, der følger – at han har et evigt rige, som han opretter og styrker med ret og retfærdighed, og at hans fred ingen ende har – med sikkerhed, at dette menneske også er sand, almægtig, evig Gud? Hvor skulle han ellers have et evigt rige, evig retfærdighed og alt det andet fra?

Dertil tjener nu de herlige skriftsteder rundt omkring hos profeterne, hvor de åbenlyst giver Herren Kristus Guds store navn: Sl 68, ligeledes 23, ligeledes 31 [kilden har kun «Ps. 68, Item. 23, Item 31»; det er uklart, hvilke skriftsteder der menes med 23 og 31], og Hos 3,5, hvor der står: «Derefter skal Israels børn omvende sig og søge HERREN deres Gud og deres konge David, og de skal ære HERREN og hans nåde.» Dér sætter han med udtrykkelige ord de to forskellige personer, «Gud» og «kong David», det vil sige Kristus, som var lovet David, og som skulle sidde på hans trone evigt. Og alligevel gør han straks David og Gud til ét, eftersom han siger, at «Israels hus skal søge dem». For at man skal søge David ligesom Gud, det vil sige ære ham, stole på ham og tjene ham, det må enten være åbenlys afgudsdyrkelse, eller også må Gud og David (det er Kristus, Davids søn efter kødet) være én eneste Gud. Sådan fatter profeten det bagefter fint sammen og siger: «De skal ære HERREN og hans nåde.»

Sådan anfører Kristus selv Sl 110 i Matt 22,41–46 for at fastholde over for farisæerne, at man ud fra denne salme må slutte, at Kristus ikke alene er Davids søn, men også Guds Søn, det vil sige sand og evig Gud. Disse og andre lignende vidnesbyrd skal vi lægge flittigt og godt mærke til, så vi kan holde stand mod Djævelen og kætterierne.

Ligesom vi nu har hørt vidnesbyrdene om Guds Søn, vor Herre og Forløser Kristus, sådan vil vi også se på nogle vidnesbyrd om Helligånden: at han er evig Gud og alligevel en særlig person, det vil sige hverken Faderen eller Sønnen, selv om han efter væsen og natur er helt lig Faderen og Sønnen. Så kan vor tro forblive klar og vis på alle punkter: at vi kun tilbeder én eneste, evig, almægtig Gud og ikke tre guder (sådan som jøder og tyrkere lyver om os), og at vi alligevel ikke mister forskellen mellem personerne eller nægter, at den ene Gud er Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd.

Her skal vi kristne igen takke Gud af hjertet for, at vi om så høje artikler har så herlige, klare, smukke og uomtvistelige vidnesbyrd i Den Hellige Skrift. På dem kan vi grunde vore hjerter og byde Djævelen og hele verden trods. For her behøver vi ikke at tro mennesker. Kristus, vor frelse, vidner og prædiker selv for os på det allerfineste, at Helligånden er evig, almægtig Gud. Ellers ville han ikke have formet sin befaling om den hellige dåb sådan, at man skal døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Men når han med udtrykkelige ord former befalingen sådan, så må det følge, at Helligånden er sand, evig Gud, i samme magt og myndighed som Faderen og Sønnen, fra evighed af. Ellers ville Kristus ikke sætte ham ved siden af sig selv og sin Fader i en sådan gerning, som syndernes forladelse og det evige liv beror på.

Sådan siger Kristus også i Joh 14,16–17: «Og jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden talsmand til at være hos jer evindelig, sandhedens Ånd, som verden ikke kan modtage, for den ser ham ikke og kender ham ikke.»

Læg rigtig godt mærke til dette skriftord; for her vil du se forskellen mellem alle tre personer på det allerfineste. «Jeg,» siger han, «vil bede Faderen.» Her har du to personer: Kristus, Sønnen, som beder, og Faderen, som bliver bedt om at give en anden talsmand. Skal Faderen give denne talsmand, så kan talsmanden ikke selv være Faderen. Kristus, som beder om denne talsmand, kan heller ikke selv være den talsmand, for han siger: «Han skal give jer en anden talsmand.» Så her er de tre personer malet meget tydeligt, så man ikke kan komme uden om det. Ligesom Faderen og Sønnen er to forskellige personer, sådan er den tredje person, Helligånden, en anden person end Faderen og Sønnen, og dog er der kun én eneste, evig Gud.

Hvad nu denne tredje person er, lærer Herren os i Joh 15,26, hvor han siger: «Når Talsmanden kommer, som jeg sender jer fra Faderen, sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, da skal han vidne om mig.» Her taler Kristus ikke alene om Helligåndens embede og gerning, men også om hans væsen, og siger: «Han udgår fra Faderen.» Det er jo det samme som at sige, at hans udgang er uden begyndelse og evig. For Faderen, som Helligånden udgår fra, er uden begyndelse og evig. Derfor giver de hellige profeter ham det navn og kalder ham HERRENS Ånd. Som I hørte på den hellige pinsedag, da Peter anførte Joels ord, der lyder sådan: «Det skal ske i de sidste dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Ånd over alt kød, og jeres sønner og jeres døtre skal profetere» osv. Læg nøje mærke til det ord, hvor Gud siger: «Jeg vil udgyde af min Ånd.» For i Gud kan der intet være, som ikke er evigt, almægtigt, helligt, vist, godt og uforgængeligt, sådan som han selv er. Men når Kristus i dette ord også siger: «som jeg sender jer fra Faderen», så viser han, at Helligånden ikke alene udgår fra Faderen eller er Faderens Ånd, men at han også udgår fra ham og også kaldes Guds Søns Ånd. Sådan kalder Paulus og Peter ham da også klart «Kristi Ånd» i Rom 8,9 og 2 Pet 1 [det står i 1 Pet 1,11]. For ingen kan sende Helligånden uden Gud, hvis Ånd han er, og som han udgår fra osv.

Der er mange flere af den slags ord om Helligånden. Med dem har de hellige fædre holdt denne artikel fast mod Djævelen og verden og bragt den helt ned til os: at vi kun tror på én eneste Gud og dog bekender, at denne ene Gud er Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd fra evighed – ikke sådan som kætterne har vrøvlet, at de tre navne kun betegner én eneste person, der til forskellige tider har åbenbaret sig på forskellig måde.

Om denne artikel nu forekommer fornuften tåbelig – hvad bryder jeg mig om det? Hvis det her gjaldt om at kloge sig, så kunne jeg også godt den kunst, og bedre end nogen tyrk eller jøde. Men jeg takker min Gud, som har givet mig den nåde, at jeg ikke disputerer om denne artikel, om den er sand, eller om den hænger sammen. Nej, jeg ser, at den står så tydeligt fattet og grundfæstet i Skriften, og derfor tror jeg Gud mere end mine egne tanker og min fornuft. Og jeg bekymrer mig slet ikke om, hvordan det kan være sandt, at der kun er ét eneste væsen og dog tre forskellige personer i dette ene væsen: Gud Fader, Gud Søn og Helligånden.

For her gælder det ikke om at disputere, om det er sandt, men om det er grundfæstet i Guds ord. Er det Guds ord, så tvivl slet ikke på det; han vil ikke lyve for dig. Når Guds ord nu, som vi lige har hørt, står der klart og rent, og denne artikel er blevet så ridderligt udkæmpet af de hellige fædre, så bliv ved den, og disputer ikke meget om, hvordan Fader, Søn og Helligånd kan være én Gud. Du stakkels menneske, du kan jo ikke engang vide, hvordan det går til, at du ler, eller at du med dine øjne ser et højt bjerg ti mil borte – om du så tager alle verdens vise og deres kunst til hjælp. Eller sig mig: Når du sover, hvordan går det så til, at du efter legemet er død og dog lever? Vi kan ikke vide det mindste om os selv, og så vil vi (i Djævelens navn) klatre derop og med vores fornuft gribe Gud i hans majestæt og spekulere os frem til, hvad han er. Hvorfor gør vi ikke det først med os selv og spørger, hvor vores ører, øjne og andre lemmer bliver af med deres virke, når vi sover? Dér kunne man disputere og spekulere uden fare.

Derfor går det slet ikke an i denne artikel, at vi vil udgranske med fornuften, hvordan det går til, at tre er én. Nej, vi skal helt enfoldigt blive ved Ordet. Det siger om Kristus, at «han er Faderens billede og hans førstefødte før al skabning». Det vil sige: Han er ikke en skabning, men evig Gud, sådan som der er mange lignende ord hos Johannes: «Alt har Faderen overgivet mig» [det står i Matt 11,27; jf. Joh 3,35]. «Den, som har set mig, har set Faderen.» «Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig?» Disse ord tåler ingen, der vil bore huller i dem. Gud har selv sagt det: at der ingen forskel er mellem Faderen og Sønnen, uden at Sønnen er født af Faderen. Men hvordan det går til, kan vi ikke vide. Det eneste, vi ved, er det, som den hellige Skrift siger: «at han er den førstefødte før al skabning og Guds billede i det usynlige væsen».

Sådan lærer Skriften også om den tredje person, «Helligånden, som kaldes Guds Ånd». Og som vi hørte ovenfor, «udgår han fra Faderen og Sønnen», det vil sige: Han har væsenet fra Faderen og Sønnen, så der intet er af guddom, visdom, kraft og magt i Faderen og i Sønnen, som ikke også er i Helligånden. Men hvordan det går til, kan jeg ikke sige dig. For det er ubegribeligt og over alle engles og skabningers forstand. Derfor kan man ikke tænke eller have mere om det end det, Skriften siger os. Det må vi holde os til, hvis vi ellers vil blive frelst. Men at forstå væsenet hører ikke til dette liv, men til det evige liv. Det må vi spare til dér og i mellemtiden ikke disputere, men enfoldigt tro det, som Skriften siger os om denne artikel.

Denne artikel er særlig fint fattet i trosbekendelsen, det vil sige i vores børnetro. Om den må hele verden jo give os det vidnesbyrd, at vi ikke selv har fundet på den. Fædrene har heller ikke lavet den, men den er trukket sammen ud af de hellige profeters og apostles skrifter på den fineste og korteste måde – ligesom en bi samler honningen sammen fra mange små blomster.

Dér siger vi først: «Jeg tror på Gud Fader.» Det er den første person i guddommen. Og for at man des tydeligere kan skelne de tre personer fra hinanden, bliver hver enkelts egenskab og gerning, som den særligt har vist sig i, kort udtrykt. Ved den første person er det skabelsens gerning. For selv om det er sandt, at denne gerning ikke tilhører én person alene, men hele det ene guddommelige, evige væsen – så man må sige: Gud Fader, Gud Søn, Gud Helligånd har skabt himmel og jord – så nævnes denne gerning dog her ved Faderens person, fordi han er den første person. For han har ikke ellers vist sig synligt og udvortes i nogen gerning end i skabelsen af alle skabninger, og det er den guddommelige majestæts første gerning over for skabningerne. Men egentlig og særlig bliver han skilt fra de andre personer med dette ord «Fader» for at vise, at han er den første person og ikke er af nogen anden, men at Sønnen og Helligånden er af Faderen.

Dernæst siger troen videre: «Jeg tror på én til.» Han er også Gud. (For troen er sådan noget, som ingen skabning, men alene Gud har krav på.) Hvad hedder han så? «Jesus Kristus, hans eneste, enbårne Søn.» Sådan har de kristne nu bedt i godt og vel femten hundrede år, ja, alle troende fra verdens begyndelse. Og selv om de ikke havde netop disse ord, har de dog troet og bekendt netop det samme.

Dette er altså det første kendetegn ved Gud Sønnen, at han kaldes Guds eneste Søn. For selv om ellers alle engle, ja, alle kristne kaldes vor Herre Guds sønner og børn, så kaldes dog ingen af dem den eneste eller enbårne Søn. Men Herren Kristus er alene født sådan af Faderen, at han ikke har sin lige blandt alle skabninger, heller ikke blandt englene: Han er den sande, naturlige Søn, det vil sige af det samme guddommelige, evige, uskabte væsen som Gud Fader.

Dernæst opregnes hans særlige gerninger: «som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til helvede, på tredje dag opstanden igen, opfaren til himmels, siddende ved Guds, sin himmelske Faders, højre hånd, og han skal komme igen på den yderste dag at dømme døde og levende» osv. Hermed skilles Sønnen fra de andre (ved sin egen gerning). For alene han (ikke Faderen og ikke Helligånden) er blevet et naturligt menneske, af kød og blod (som vi er), og har lidt for os, er død, opstanden, faret op til himlen osv.

For det tredje følger: «Jeg tror på Helligånden.» Dér nævnes igen en særskilt person, men også af samme guddommelige væsen som Faderen og Sønnen. For man skal og må ikke tro på nogen anden end alene den sande Gud, efter det første bud: Jeg alene er din Gud. Og således er begge dele fattet så kort som muligt i denne bekendelse: det guddommelige væsens enhed, så vi tror på og tilbeder én eneste Gud, dog i tre forskellige personer. Ligesom denne forskel også er vist i den hellige dåb, hvor vi bliver døbt i én eneste Guds navn, og Kristus dog befaler at døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn osv.

Denne persons egenskab er nu, at han udgår både fra Faderen og fra Sønnen. Derfor hedder han også «Ånden», både «Faderens og Sønnens». Han bliver udgydt i menneskenes hjerter og åbenbarer sig i den gerning, at han samler Kristi kirke fra alle slags tungemål, oplyser og optænder hjerterne til én og samme tro ved evangeliets ord og helliger dem, gør dem levende og frelser dem.

Sådan er de tre personer også fattet i denne trosbekendelse i ét guddommeligt væsen, og dog forskellige, så hver enkelt frem for den anden har åbenbaret sig med en særlig gerning. Det sker, for at de enfoldige kristne kan vide, at der vel kun er ét guddommeligt væsen og én eneste Gud, men dog tre personer. Som kendetegn er de forskellige gerninger føjet til, så man ikke blander personerne sammen. Ved Faderens person nævnes skabelsens gerning; ved Sønnens person tænker man på forløsningen; ved Helligånden nævner man den gerning, at han tilgiver synder, gør glad, styrker og til sidst fører fra døden til det evige liv.

Det er ikke ment sådan, at Faderen alene er Skaberen, eller Sønnen alene Forløseren, og at Helligånden alene helliger. Nej, selv om det at skabe og opholde alle ting, at gøre fyldest for synden, tilgive synder, opvække fra døden og skænke evigt liv alt sammen er hele den guddommelige majestæts gerning, så bliver dog Faderen vist i skabelsens gerning, som oprindelig udgår fra ham som den første person; Sønnen i forløsningens gerning, som han har fuldbragt i sin egen person; Helligånden i helliggørelsens gerning, som han særligt er sendt til og har åbenbaret sig i. Det er, for at de kristne skal have denne enfoldige, sikre forståelse: at der kun er én eneste Gud, og at der dog er tre personer i ét eneste guddommeligt væsen – sådan som de hellige fædre med flid har samlet det fra Moses og fra profeternes og apostlenes skrifter og holdt det fast mod alle kættere.

Denne tro er gået i arv helt ned til os, og Gud har med magt holdt den fast i sin kirke til denne dag mod alle sekter og djævle. Derfor skal også vi enfoldigt blive ved den og ikke være kloge. For kristne er den slags folk, der skal tro det, som er tåbeligt for fornuften. Sådan som Paulus siger: «at vor Herre Gud vil gøre verden til tåber ved evangeliets prædiken». For hvordan kan fornuften finde sig i det eller tro, at tre er én og én er tre; at Gud er blevet menneske; at et menneske, når det efter Kristi befaling bliver badet i vand, er badet i Herren Jesu Kristi blod og vasket rent for alle synder? osv. Den slags artikler er det rene tåbelighed for fornuften, så Paulus med god grund kalder evangeliet en tåbelig prædiken, hvormed vor Gud frelser dem, som ikke vil være kloge, men ganske enkelt tror Ordet. De andre, som i den slags sager vil følge fornuften og foragter Ordet, skal gå til grunde og fortabes over deres visdom.

Nu har vi altså beviser nok for den hellige treenighed fra den hellige Skrift og fra trosbekendelsen – så mange, som en enfoldig kristen behøver til sin undervisning. Ud over disse beviser er der også undertegn, som vidner om vor Herre Jesu Kristi og Helligåndens guddom, og dem skal man ikke regne for ringe eller slå hen i vejret. For vor Herre Gud lader sådanne undertegn ske til gavn for sin kristenhed og til at styrke troen. Og det er ham ikke kun om at gøre at straffe dem, der har lært forkert; det kunne han jo godt spare til det andet liv, sådan som han ellers lader mange mennesker gå ustraffet hen i ti, tyve, tredive år. Men sværmernes anførere, som spotter og håner Gud med en sådan lære, griber han offentligt an her i dette liv med en særlig, usædvanlig straf. Så skal andre tage sig det til advarsel og have det som et vidnesbyrd (ud over at de i forvejen offentligt er overbevist om deres gudsbespottelse og også fordømt af deres egen samvittighed) om, at de har været ophavsmænd og begyndere til bespottelsen af Guds navn og ord – så enhver må sige: Gud har ingen behag i deres lære, for han hænger særlige skammærker på dem, så de går til grunde på en måde, der går ud over den almindelige straf, som ellers rammer onde mennesker.

Sådan fortæller historierne, at der på evangelisten Johannes’ tid var en kætter ved navn Kerinth. Han var den første, der prædikede imod apostlenes lære og vanærede vor Herre Kristus ved at sige, at han ikke er Gud. Og denne gudsbespottelse tog sådan overhånd, at den hellige evangelist Johannes efter de andre evangelister måtte skrive sit evangelium og, som man ser, mest rette det ind på at forsvare og fastholde Kristi guddom mod denne Kerinth og hans flok. Derfor ser man også, at Johannes frem for de andre evangelister begynder sit evangelium så højt og ikke anfører mange af Herren Kristi undergerninger, men hans prædikener. I dem har han tegnet et mægtigt billede af sig selv: at han er sand Gud, født af Faderen fra evighed, med samme magt, ære, visdom, retfærdighed og alle andre guddommelige gerninger.

Men engang hændte det, at den kære Johannes gik ind i et offentligt bad sammen med nogle af sine disciple. Da han så blev klar over, at kætteren Kerinth også var derinde med sin flok, tøvede han ikke længe, men sagde til sine disciple, at de i en fart skulle gå ud igen med ham og ikke blive blandt de gudsbespottere. Disciplene fulgte ham og skyndte sig ud sammen med ham. Og da de var gået ud af badet, styrtede badstuen straks sammen og slog Kerinth ihjel med hans tilhængere, så ikke én af dem slap derfra.

Sådan læser man også om kætteren Arius. Han angreb frem for nogen anden voldsomt denne artikel, at vor Herre Kristus er sand Gud, og gjorde kendelig skade i kristenheden, så man har haft bøvl med den lære i omkring 400 år efter hans død, og endnu i dag er den ikke helt udryddet. Også dér greb vor Herre Gud ind og forsvarede sin ære med et kendeligt under.

For historierne skriver, at Arius havde smigret sig så højt ind hos kejser Konstantin og hans rådgivere og tilmed overtalt dem med en ed, så man mente, at han aldrig havde lært forkert. Og kejser Konstantin befalede biskop Alexander i Konstantinopel, at han skulle anerkende ham som et lem af kristenheden og tage ham ind i præsteembedet igen. Men den fromme biskop vægrede sig ved at gøre det, for han så godt, hvad Arius og hans flok gik efter. Så truede Eusebius og de andre biskopper, som stod på Arius’ side, ham: Hvis han ikke ville tage ham til sig igen efter befalingen i kejserens edikt, så ville de jage ham bort med magt, og Arius skulle optages af hele menigheden; derfor kunne han tænke sagen over til den næste dag. Den fromme biskop var bange ved sagen, fordi Arius’ tilhængere var så mange og mægtige og tilmed havde kejserens edikt og hele hoffet på deres side. Han besluttede at søge hjælp hos Gud, for kun dér finder man den i sager, som angår Guds ære. Han faldt ned på sit ansigt til jorden i kirken og bad hele natten, at vor Herre Gud dog ville sende et middel til at redde sit navn og sin ære, så den onde plan blev standset og hans kristenhed hjulpet mod kætterne.

Da det blev morgen, og tiden kom, hvor man skulle samles i kirken på det fastsatte sted, og biskop Alexander enten skulle tage Arius til sig eller blive sat fra sit embede, mødte Arius tidligt op med sine tilhængere og gik med stor pragt til kirken med en stor flok. Men undervejs fik han ondt i maven, så han måtte bede om at komme på privet. Mens nu hele optoget holdt stille på gaden og ventede på ham, kom budskabet om, at han var død på privet, og at både lunger og lever var gået ud af ham. Derfor kalder historien det med rette mortem dignam blasphema et foetida mente – det vil sige: Han fik en død, der passede godt til et gudsbespotteligt og stinkende hjerte.

Sådan er denne artikel af Gud blevet holdt mægtigt fast mod Djævelen og hans spottemunde: først med Skriften, dernæst også gennem apostlenes og fædrenes kamp og til sidst også gennem mirakler eller undertegn. Og sådan vil den også blive holdt fast herefter, så vi ikke skal have nogen tvivl om den, men tro på Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd, sådan som vores børn og vi hver dag bekender i troen – så man ikke gør dem til én klump eller til én eneste person.

Derfor er der sat tre forskellige gerninger til, for at den almindelige kristne kan skelne mellem personerne og dog ikke dele naturen, men lade den ene Gud blive i et udelt væsen. Det prædiker man om i dag på denne søndag, for at man skal lære og vide, at vi ikke er kommet ind i denne lære ved en drøm, men er kommet til den af Guds nåde, ved hans ord og ved de hellige apostle og fædre. Gud hjælpe os alle, at vi må findes faste og rene i denne lære og tro til vores ende. Amen.