Kapitel 2. Guds væsen og egenskaber

Hvad religion indebærer

1. Hvilken definition af religion er allerede givet?

Vi har sagt, at religion er «menneskets villige anerkendelse af og glade tjeneste for en højeste personlighed, grundet på bevidstheden om forsoning og interessefællesskab med ham» (kap. 1, spm. 13).

2. Hvilket slags forhold indebærer det?

Et personligt forhold, en holdning eller indstilling hos én person over for en anden. Det er ikke blot, at man godtager et vist antal grundsætninger, som når man lærer et filosofisk system eller lærer en række aksiomer udenad. Det er heller ikke, at man oplever en bestemt slags følelser eller glæder sig over særlige former for stemninger. Det er heller ikke, at man anerkender et vist antal leveregler som forpligtende. Religionen har en forstandsmæssig, en følelsesmæssig og en etisk side, fordi de alle er indeholdt i det personlige forhold, som selve religionens væsen består i.

3. Hvad indebærer et personligt forhold?

En vis identitet eller lighed mellem de parter, det omfatter, nemlig personlighed. Gud er en person. Mennesket er en person. Religion er et forhold mellem mennesket og Gud.

4. Hvad forstås ved «en person»?

Alt, hvad der kan sige «jeg». En person giver sig til kende i selvbevidsthed og selvbestemmelse, det vil sige frihed. (Se kap. 3, spm. 38–40.)

5. Hvad hører derfor med til selve begrebet religion?

Ikke blot tillid til en eller anden «stor ubekendt», men en levende forståelse af menneskets slægtskab med Gud som grundlag for alle menneskets forhold til ham. Da mennesket er skabt i Guds billede, er det umuligt at tænke på Gud uden at begynde med det, der ligger i dette billede, og fra dette fælles grundlag stige op til det, hvori Gud må skelnes fra mennesket. Da Gud har gjort mennesket gudelignende, kan mennesket inden for visse grænser ikke andet end tænke menneskeligt om Gud. Den Hellige Skrift følger denne fremstillingsmåde og værner samtidig mod, at den misbruges.

Vildfarelser, der strider mod dette begreb

6. Hvilke vildfarelser står begrebet om Gud som en personlighed op imod?

Panteismen, som lærer, at Gud er den altomfattende substans, og at mennesket ligesom universet kun er én af de former, han viser sig i – en blot og bar fremtrædelse af Gud. Alle systemer, der vil fremstille Gud som universets blotte kraft eller tanke. Polyteismen, som på den ene side fornægter et højeste væsen ved at mangfoldiggøre guderne og på den anden side misbruger den antropomorfe fremstillingsmåde ved at give Gud menneskers, ja endog lavere skabningers begrænsninger og svagheder (Rom 1,23). Agnosticismen, som fornægter, at det er muligt at have nogen kundskab om Gud, og ateismen, som ganske fornægter, at han er til.

Personlighed og tre personer

7. Men strider begrebet om Gud som en person ikke mod den kristne lære om tre personer i ét væsen?

Nej. For den naturlige åbenbaring ved intet om Sønnen eller Helligånden, og selv Faderen kender den ikke som «Fader». Alligevel peger alt, hvad den naturlige religion lærer, hen på Gud som person. Den rigere og renere åbenbaring, Gud har givet af sig selv i Kristus, modbeviser heller ikke på nogen måde dette. Religion er menneskets fællesskab med Gud Fader, som vi griber og er forsonet med ved Sønnen; med Sønnen som Forløser og som den, der åbenbarer Faderens vilje; og med Helligånden som lærer, leder og trøster. Det, som den naturlige religion famler efter som én person, erklærer den overnaturlige åbenbaring at være ikke én person, men tre personer i ét væsen.

8. Kan Gud defineres?

Svaret afhænger af, hvad man forstår ved «en definition». Skal «en definition» være fuldstændig og udtømmende, ville det svare til at indkredse Gud, og det er umuligt. I denne betydning vil det at definere sige at trække grænser eller skel, og det ville stride mod Guds uendelighed. Men forstår man ved en definition, at man med få ord sammenfatter det, som Den Hellige Skrift erklærer er hans væsentlige og særlige kendetegn eller egenskaber, så kan det lade sig gøre.

9. Hvilke definitioner kan der så gives?

«Gud er en uendelig åndelig substans.» Her betegner «substans» den videste klasse eller slægt (genus), mens «åndelig» adskiller den fra «materielle» substanser. Ordet «uendelig» angiver den artsforskel, som adskiller Gud fra andre «åndelige substanser». Englene er «endelige åndelige substanser». Alligevel er en sådan definition utilstrækkelig, for der findes en form for panteisme, som ville godtage den. Indsatte man ordet «forstandig», ville det delvis værne mod en sådan misforståelse. Ligeledes kan Gud defineres som «en absolut substans», hvilket adskiller ham fra alle substanser, der er afhængige af ham.

Opregner man i stedet Guds særlige egenskaber, forhold og gerninger, får man Den Augsburgske Bekendelses definition:

«Ét guddommeligt væsen, evigt, uden legeme og uden dele, af uendelig magt, visdom og godhed, skaber og opholder af alle ting, synlige og usynlige.»

10. Kan en sådan definition udvides yderligere?

Ja, som Melanchthon gør det i sine Loci communes. Chemnitz har på fortræffelig måde analyseret hans definition og ordnet den under fire punkter:

A. Et led, der angår de væsentlige egenskaber:

«Gud er et åndeligt væsen, forstandigt, evigt, sandt, godt, retfærdigt, helligt, kysk, barmhjertigt, fuldkommen frit, af umådelig visdom og magt, forskelligt fra verdens legemer og fra alle skabninger.»

B. Et led, der angår personernes forhold eller personlige egenskaber og kendemærker (notiones):

«Ét i substans og dog tre i personer: den evige Fader, som fra evighed af sit eget væsen har født Sønnen, sit billede; Sønnen, Faderens medevige billede, født af Faderen fra evighed; og Helligånden, som fra evighed udgår fra Faderen og Sønnen.»

C. Et led, der angår Guds vilje, sådan som den viser sig i en almen handling:

«Og at denne evige Fader sammen med sin medevige Søn og Helligånden, som er medevig med Faderen og Sønnen, har skabt og opholder himmel og jord, synlige og usynlige ting og alle skabninger.»

D. Et led, der angår Guds vilje, sådan som den viser sig i en særlig handling, nemlig i hans velgerninger mod kirken:

«Og at denne evige, ene og sande Gud blandt menneskeslægten, som han skabte i sit billede og til en bestemt lydighed, ved denne Søn har udvalgt sig en kirke, for at den skal være hellig og ulastelig for ham, for Sønnens skyld, ved Sønnen og i Sønnen, som han har sat til hoved for kirken, hans legeme; og at Sønnen fra Faderen og fra sig selv har sendt Helligånden som den, der levendegør og helliggør kirken.»

En sådan beskrivelse af Gud er en kort sammenfatning af hele teologien.

Definition af Gud

11. Er denne sidste måde at definere på almindeligt udbredt?

Ja. Et eksempel findes i Westminsters Store Katekismus:

«Gud er ånd, i og af sig selv uendelig i væsen, herlighed, salighed og fuldkommenhed; fuldt tilstrækkelig, evig, uforanderlig, ubegribelig, allestedsnærværende, almægtig, alvidende, højst vís, højst hellig, højst retfærdig, højst barmhjertig og nådig, langmodig og rig på godhed og sandhed.»

Guds navn og navne

12. Hvorfor nævnes «Guds navn» så ofte i Den Hellige Skrift?

Fordi ingen kan fatte Gud i hans væsen eller som han er.

Joh 1,18: «Ingen har nogensinde set Gud.»

2 Mos 33,20: «Intet menneske skal se mig og leve.»

1 Tim 6,16: «… som bor i et utilnærmeligt lys, som intet menneske har set eller kan se.»

5 Mos 4,12: «I hørte lyden af ordene, men så ingen skikkelse; I hørte kun en røst.»

13. Hvad er da Guds navn?

Alt, hvad Gud vil have os til at vide om sig selv i dette liv. Det er summen og indholdet af den åbenbaring, Gud har givet mennesket om, hvad Gud er.

14. Forklar skriftsteder, hvor udtrykket forekommer.

Når salmisten synger (Sl 8,2): «Hvor herligt er dit navn i al jorden», priser han herligheden i den åbenbaring af sig selv, som Gud har givet. Når han erklærer: «De, der kender dit navn, sætter deres lid til dig» (Sl 9,11), mener han: «De, der har lært dig at kende, sådan som du har nedladt dig til at åbenbare dig.» «At komme Guds navn i hu og at prise det» er at tage det til hjerte og forkynde det, som Gud har gjort kendt. Guds navn helliges, «når Guds ord læres rent og purt, og vi som Guds børn også lever helligt efter det».

15. Hvad er forskellen på Guds «navn» og Guds «navne»?

«Navnet» står for hele Guds åbenbaring frem til den tid, hvor ordet bruges. «Navnene» er særlige betegnelser, som udtrykker enten hans væsen eller en fremtrædende egenskab, et forhold eller en gerning hos Gud.

16. Hvordan inddeles de?

A. Væsensnavne

Som Jahve, Jah, Adonaj, Elohim og El i Det Gamle Testamente og Theos i Det Nye. Deres etymologi er uklar, selv om den ofte angives med stor sikkerhed. Jahve, Det Gamle Testamentes navn, som ikke kan overføres på nogen anden, føres almindeligvis, men ikke med sikkerhed, tilbage til det hebraiske udsagnsord for «at være» og tolkes ud fra 2 Mos 3,14 som «han, der er, hvad han er». Det udtrykker Guds uafhængighed, frihed, uforanderlighed, evighed og trofasthed i modsætning til skabningernes afhængighed og foranderlighed.

B. Egenskabsnavne

Som når Gud betegnes ved en af sine egenskaber, fx «Den Almægtige» (særlig hyppigt i Jobs Bog).

C. Forholdsnavne

De udtrykker bestemte forhold, som «kongernes konge», «herrernes herre», «Skaberen», «Opholderen», «han, som ransager hjerterne» osv.

Guds egenskaber

Definition

17. Hvad er Guds egenskaber?

De forskellige former eller måder, hvorpå det guddommelige væsen kommer til udtryk, eller de forskellige måder, hvorpå det ene og enkle guddommelige væsen har åbenbaret sig som værende til.

18. Er de da tilfældige egenskaber (accidentia)?

I Gud er der ingen tilfældige egenskaber.

19. Er de dele, som Guds væsen er blevet opløst i?

Det ville stride mod Guds enkelhed eller udelelighed.

20. Hvad er de da?

Kendetegn, der er uadskillelige fra Guds væsen.

Hvordan man når frem til begrebet

21. Ved hvilken trefoldig fremgangsmåde når man frem til begrebet om de guddommelige egenskaber?

Ad årsagens, overgåelsens og nægtelsens vej (via causalitatis, via eminentiae, via negationis).

22. Gør nærmere rede for det.

A. Ad årsagens vej

Vi slutter fra virkningen til dens kilde. Alle de fuldkommenheder, der kræves til det, han har gjort og gør, tillægges Gud.

B. Ad overgåelsens vej

Vi tillægger Gud i højeste grad alle de fuldkommenheder, vi ser hos skabningerne.

C. Ad nægtelsens vej

Vi frakender Gud de begrænsninger og mangler, der klæber ved skabningerne.

Inddeling

23. Hvordan kan de guddommelige egenskaber inddeles?

I absolutte eller immanente og relative eller transitive egenskaber.

24. Definer dem.

Absolutte eller immanente egenskaber tilkommer Gud, som han er i sig selv. De kan ikke i nogen form eller grad tillægges skabningerne og kan derfor slet ikke meddeles dem.

Relative egenskaber indebærer et forhold mellem Gud og en skabt verden. De kan analogt meddeles, fordi de har deres modstykke hos skabningerne.

De første kaldes undertiden negative, fordi de nægter de ufuldkommenheder, der findes hos skabningerne, og de sidste positive, fordi de bekræfter, at de fortrinlige egenskaber, der findes i lavere grad hos skabningerne, findes i højeste grad hos Gud.

Absolutte egenskaber – uafhængighed, enkelhed, uendelighed, uforanderlighed

25. Opregn de absolutte egenskaber.

Uafhængighed, enkelhed, uendelighed og uforanderlighed.

26. Hvad forstås ved uafhængighed?

At Gud ikke er afhængig af nogen årsag uden for sig selv, men er af sig selv og fuldt ud tilstrækkelig for sig selv. Denne egenskab kaldes undertiden «aseitet» (af latin a, «fra», og se, «sig selv»).

Es 43,10–11: «Jeg er den. Før mig blev ingen gud dannet, og efter mig skal der ingen være. Jeg, ja jeg, er Herren.»

2 Mos 3,14: «Og Gud sagde til Moses: Jeg er, som jeg er.» Randnote: «Jeg er, fordi jeg er.»

27. Hvad forstås ved enkelhed?

At Gud er uden nogen sammensætning og ikke kan opløses i dele. Alt, hvad der er i Gud, er Gud. Der er ingen tilfældige egenskaber i ham. Egenskaberne kan heller ikke betragtes som noget andet end Guds væsen, men kun som det ene væsen, der udtrykkes eller betragtes på forskellige måder. At betragte Guds væsen som summen af egenskaberne eller at opløse væsenet i de forskellige egenskaber ville stride mod Guds enkelhed. Enkelheden omfatter åndelighed (Joh 4,24), usynlighed og ubegribelighed. For at se og fatte en genstand må vi nemlig i dette liv kunne betragte den i dens bestanddele, del for del.

28. Hvad forstås ved uendelighed?

At alle Guds fuldkommenheder er uden ende eller grænse.

Sl 145,3: «Hans storhed er uudgrundelig.»

Job 11,7–8: «Kan du udforske Gud? Kan du nå til bunds i den Almægtige? Det er højt som himlen – hvad kan du gøre? Dybere end dødsriget – hvad kan du vide?»

Uendeligheden er ikke så meget en egenskab for sig som et træk ved alle de guddommelige egenskaber.

29. Hvad er uendeligheden, når den betragtes i forhold til tiden?

Evigheden, dvs. at Gud står fuldstændig hævet over tiden.

Sl 90,1–2: «Fra evighed til evighed er du Gud.»

1 Tim 1,17: «Evighedernes konge, den uforgængelige, usynlige og eneste Gud være ære og herlighed i evighedernes evigheder, amen.»

30. Hvad ligger der i evigheden?

Ikke blot at Gud er uden begyndelse og ende, men også at der hos ham ikke er nogen rækkefølge eller forskel i tid. Egenskaben enkelhed viser, at intet af Guds liv forsvinder med tiden, men at han i hvert øjeblik har alt det, som vi har efter hinanden gennem hele vort liv. Det, vi har stykkevis, har Gud som en helhed. For ham er fortid, nutid og fremtid ét eneste nu. Intet kan være fortid eller fremtid for den, hvis liv bliver ved at være det samme og uforandret. Possessio vitae tota simul. [Livet besiddet helt og på én gang.]

31. Hvad er uendeligheden, når den betragtes i forhold til rummet?

Umåleligheden, dvs. at Gud står fuldstændig hævet over rummet. Han kan hverken måles eller indesluttes af det.

Jer 23,24: «Er det ikke mig, der fylder himlen og jorden? siger Herren.»

1 Kong 8,27: «Se, himlen og himlenes himmel kan ikke rumme dig.»

32. Hvad er den positive side af umåleligheden?

Allestedsnærværelsen.

33. På hvor mange måder er Gud allestedsnærværende?

På tre:

A. Ved sin magt.

ApG 17,28: «For i ham lever vi, bevæger os og er til.»

B. Ved sin viden.

Hebr 4,13: «Alt er nøgent og udsat for hans øjne, hvem vi står til regnskab for.»

C. Ved sit væsen.

Sl 139,7–10: «Hvor skal jeg flygte hen fra dit nærvær? Farer jeg op til himlen, så er du der; reder jeg mit leje i dødsriget, se, så er du der. Tager jeg morgenrødens vinger og bosætter mig ved havets yderste grænse, så skal også dér din hånd føre mig og din højre hånd holde på mig.»

34. Hvilken af disse er allestedsnærværelse i egentlig forstand?

Kun den sidste. Guds nærvær er mere end solens, som gennemtrænger alle ting med sine stråler, mens den selv er langt borte, eller end nærværet af en, hvis indflydelse virker længe efter hans død.

35. Men beskrives Gud ikke i Den Hellige Skrift som én, der kommer og går?

Det betyder ikke, at hans væsen virkelig er fraværende, men henviser kun til forskellige måder at være nærværende på. Det siges, at Gud er nærværende på en særlig måde, når han viser sit nærvær ved bestemte gerninger, især når han giver og øger åndelige gaver eller på anden måde lader de genfødte mærke sin forsorg, eller når han ved tydelige domme viser sin vrede over de ugudelige.

2 Mos 20,24: «På ethvert sted, hvor jeg lader mit navn blive nævnt, vil jeg komme til dig og velsigne dig.»

Joh 14,23: «Hvis nogen elsker mig, holder han mit ord; og min Far skal elske ham, og vi vil komme til ham og tage bolig hos ham.»

Es 66,15: «For se, Herren kommer med ild, og hans vogne er som stormvinden, for at gengælde sin vrede med voldsomhed og sin straffende tale med ildsluer.»

Guds allestedsnærværelse, betragtet relativt eller i forhold til skabningerne, er den virksomme kraft, som Gud udøver i forbindelse med sin umålelighed. Denne kraft har forskellige grader. Men forholdet mellem Guds substans og skabningens substans er ikke nærmere på ét tidspunkt og fjernere på et andet.

36. Hvad kaldes denne skelnen?

Vi skelner mellem den væsensmæssige og den virkende allestedsnærværelse. Abelard, socinianerne og deisterne har benægtet den første og lært, at Gud efter sit væsen er i himlen og kun er på jorden med sin kraft.

37. Men strider Guds allestedsnærværelse ikke mod hans enkelhed?

Slet ikke. Han er ikke nærværende ved udstrækning eller udbredelse, sådan som en sky kan dække en dal eller en egn, så hver del af skyen skygger for sin del af landet; men hele Gud er overalt. Intet kan være så lille, at Gud ikke er i det, og intet så stort, at han ikke omslutter det.

38. Hvilke forskellige måder at være nærværende på findes der?

For det første et legemes nærvær i rummet, hvor hver eneste del af genstanden svarer til et punkt inden for et tænkt område. Det kaldes det afgrænsede eller lokale nærvær (praesentia circumscriptiva eller localis).

For det andet en endelig ånds nærvær i rummet. Da en ånd eller sjæl er enkel og ikke kan opdeles, skal dens nærvær på et sted ikke bedømmes efter rumlige forhold. Det kaldes det bestemte nærvær (praesentia definitiva).

For det tredje Guds eller den uendelige ånds nærvær. Den uendelige ånd ligner den endelige i sin enkelhed, men er ulig al anden ånd ved at stå hævet over enhver begrænsning. Det kaldes det opfyldende nærvær (praesentia repletiva). Guds allestedsnærværelse er opfyldende. «Totus in rebus omnibus, totus in singulis, totus in se.» [Hel i alle ting, hel i hver enkelt ting, hel i sig selv.]

39. Hvad er Guds uforanderlighed?

Den egenskab, hvorefter han ikke er underlagt nogen forandring eller variation, hverken i sit væsen, i det accidentelle (det, der kan tilkomme væsenet), i sine egenskaber eller i sit forsæt. Han bliver ikke forvandlet til et andet væsen, han lider ikke og forgår ikke, han hverken mindskes eller vokser, han ændrer sig ikke og flytter sig ikke fra sted til sted.

Rom 1,23: «Den uforgængelige Guds herlighed.»

1 Tim 1,17: «Evighedernes konge, den uforgængelige, usynlige.»

Jak 1,17: «Lysenes Far, hos hvem der ikke er forandring eller skiftende skygge.»

4 Mos 23,19: «Gud er ikke en mand, at han skulle lyve, eller et menneskes søn, at han skulle angre. Har han sagt det, og skulle han ikke gøre det? Har han talt, og skulle han ikke lade det ske?»

Mal 3,6: «Jeg, Herren, forandrer mig ikke.»

Sl 102,27–28: «De skal gå til grunde, men du bliver. Ja, de skal alle blive gamle som en klædning; som en kappe skifter du dem, og de bliver skiftet. Men du er den samme.»

40. Men indebar eller medførte skabelsen ikke en forandring i Gud?

Nej. For fra evighed var det hans vilje at skabe verden. Der skete ingen forandring i Gud. Forandringen skete i skabningen. Det, som før ikke var til, blev da til.

41. Indebar eller medførte menneskevordelsen ikke en forandring?

Også dette havde Gud villet fra evighed. Ordet blev kød, ikke ved at guddommen blev forvandlet til menneskehed, men ved at Ordets person tog kødet til sig.

42. Beskrives Gud ikke undertiden som én, der fortryder?

Dette udtryk bruges ikke for at udsige en forandring i Gud, men en forandring i et forhold, som skyldes en forandring hos mennesket. Når et skib skifter kurs, bliver kompasnålen ved med at pege mod nord; men for at kunne det må den nødvendigvis danne en anden vinkel, når man ser den ud fra den linje, skibet bevæger sig ad. Forandringen ligger ikke i Guds forsæt, men i begivenheden; ikke i hans vilje, men i det, han vil; ikke i Guds sindelag, men i den ydre gerning og dens resultat, hvor han har overladt mennesket eller andre mellemårsager en vis frihed til at handle. Når disse mellemårsager forbliver uforandrede, er Gud uforandret. Når mellemårsagerne skifter, kræver Guds uforanderlighed noget, der udadtil kan se ud som en forandring, men i virkeligheden ikke er det.

43. Hvad så med løfter og betingelser, der ikke bliver opfyldt?

De er ikke ubetingede, men knyttet til betingelser, som mennesket ikke har opfyldt.

Jer 18,7–10: «Når jeg engang taler om et folk og om et rige, at jeg vil rykke det op, rive det ned og ødelægge det, og det folk, som jeg har talt om, vender om fra sin ondskab, så fortryder jeg det onde, som jeg havde tænkt at gøre mod dem. Og når jeg engang taler om et folk og om et rige, at jeg vil bygge det op og plante det, og de gør det, som er ondt i mine øjne, så de ikke adlyder min røst, så fortryder jeg det gode, som jeg havde sagt, at jeg ville gøre imod dem.»

44. Hvilken skelnen skal man holde fast ved, når det gælder alle sådanne betingelser?

At det er én ting, at Gud forandrer sin vilje, og en helt anden ting, at han vil, at noget skal forandres. Da han ville erstatte den gamle pagt med den nye og ophæve de levitiske ritualer og ceremonier, var det en forandring, som han havde bestemt og besluttet fra evighed. Det var ikke en forandring af hans vilje, men tværtimod udførelsen af denne vilje og dette forsæt.

De relative egenskaber – livets fuldkommenheder

45. Hvad er de relative egenskaber?

Livets, forstandens og viljens fuldkommenheder, som findes i Gud i uendeligt mål og kan meddeles skabningerne i endeligt mål.

46. Hvad er Guds liv?

Hans væsens indre kraft, som altid er virksom i Gud og giver de skabte ting bevægelse og virkekraft. Livet som et indre princip kommer til udtryk i

Joh 5,26: «For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv.»

Jer 10,10: «Han er den levende Gud og en evig konge.» 1 Tim 6,16: «Den eneste, som har udødelighed.» Sl 42,3; 84,3: «Efter den levende Gud.»

Livet, som det meddeles andre:

ApG 14,15–17: «… at I skal vende jer fra disse tomme ting til den levende Gud, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem» (dvs. livet i naturen), «I de svundne tider lod han alle folkeslag gå deres egne veje» (dvs. livet i historien), «men han lod dog ikke sig selv være uden vidnesbyrd: Han gjorde godt, han gav jer regn fra himlen og frugtbare tider, og han mættede jer med føde og fyldte jeres hjerter med glæde» (livet i forsynet).

ApG 17,28: «For i ham lever vi, bevæger os og er til.»

Om forstanden (alvidenhed, visdom)

47. Hvilke egenskaber tilskrives den guddommelige forstand?

Viden og visdom. Da de er uendelige, kaldes den første som regel alvidenhed, mens den sidste udtrykkes med betegnelsen «den alvise Gud».

48. Hvad er alvidenhed?

Den egenskab, hvorved Gud i én enkel akt kender sig selv og alle ting uden for sig selv, hvad enten de er nutidige, fortidige, fremtidige eller mulige.

Matt 11,21: «Hvis de magtgerninger, som er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske.» Jf. 1 Sam 23,12.

Sl 139,1–3: «Du ransager mig og kender mig. Du ved, når jeg sætter mig, og når jeg rejser mig; du forstår mine tanker langt borte fra. Du udforsker min vej og mit hvilested og kender alle mine veje.»

Ordsp 15,3: «Herrens øjne er på hvert sted og holder øje med de onde og de gode.»

49. Hvad menes der med «én enkel akt»?

Da der hos Gud ikke er nogen rækkefølge i tanke eller handling, får han ikke sin viden ved en tankerække eller ved at slutte sig frem, fx fra virkning til årsag eller fra det enkelte til det almene. Alle hans væsens egenskaber hører med til hans alvidenhed. «Den er en absolut, enkel, evig, uendelig, samtidig, uforanderlig og fuldkommen anskuelse» (Heppe).

Es 40,13: «Hvem har styret Herrens ånd, eller hvem har som hans rådgiver belært ham?» Jf. Rom 11,34.

50. Hvilken forskel er der mellem Guds kundskab om sig selv og hans kundskab om alt, hvad der ligger uden for og ved siden af ham?

Den første er naturlig og nødvendig og kunne ikke have været anderledes; den sidste er fri og afhænger af hans viljes beslutning, enten som det, han virker, eller som det, han tillader.

51. Hvor står der, at Gud også kender de mulige fremtidige hændelser, som aldrig indtraf?

1 Joh 3,20: «Gud er større end vores hjerte, og han ved alt.»

52. Hvad er Guds visdom?

Hans fuldkomne dygtighed til at afpasse årsager efter virkninger og midler efter mål, så hensigterne med hans gode og nådige vilje aldrig bliver forpurret.

Rom 11,33: «O dyb af rigdom og visdom og kundskab hos Gud, hvor uransagelige er hans domme og usporlige hans veje!»

Job 12,13: «Hos Gud er visdom og magt; han har råd og forstand.»

Rom 16,27: «Den ene vise Gud ved Jesus Kristus være ære i evighederne.»

Om viljen – hvad Guds vilje er, hvordan den bestemmes, hvad der kendetegner den, og hvordan den inddeles: naturlig og fri, virksom og uvirksom, tegnets og rådslutningens vilje, åbenbaret og skjult, absolut og betinget, absolut og ordnet, forudgående og efterfølgende

53. Før du opregner den guddommelige viljes egenskaber eller fuldkommenheder: Er der forskel på det guddommelige væsen og den guddommelige vilje?

Den guddommelige vilje er det guddommelige væsen, rettet mod det gode og vendt imod det onde, sådan som den guddommelige forstand kender dem.

54. Bestemmes den guddommelige vilje ved en tankeproces eller ved tanker, der følger efter hinanden?

Ligesom den guddommelige forstand kender alle ting ved én enkel handling (se ovenfor, spm. 49), sådan vil Gud fra evighed ved én viljesakt alt, hvad han vil. De skel, man gør, er en tilpasning til vores fatteevne; de findes ikke i selve viljen.

55. Hvad kendetegner den guddommelige vilje?

De egenskaber, der hører til det guddommelige væsen, og blandt dem især de absolutte egenskaber, som er opregnet ovenfor (spm. 25 ff.). Den er uafhængig, fordi Gud er uafhængig; enkel, fordi Gud er enkel; evig, fordi Gud er evig; uforanderlig, fordi Gud er uforanderlig.

56. Hvilke skel har man så alligevel gjort?

Skel, der bygger på de forskellige slags genstande, som Guds vilje omfatter, eller som udtrykker de forskellige måder, han vil dem på. De er:

A. Naturlig og fri vilje.

Den naturlige vilje er udtryk for hans natur. Han vil med nødvendighed det, som hans egenskaber beskriver. Den frie vilje er den, hvormed han vil det, han kunne have villet anderledes, fx verdens skabelse, menneskevordelsen, menneskeslægtens forløsning og Paulus’ kald til apostel.

B. Virksom og uvirksom vilje.

Dette skel stammer fra Augustin og må bruges med den største forsigtighed. Den virksomme vilje er en vilje, der uundgåeligt bliver opfyldt, fx viljen til at lønne de gudfrygtige og straffe de ugudelige, Kristi vilje til at give sig selv for de fortabte mennesker (Joh 10,18) og til at redde nogle sjæle fra undergang. Den uvirksomme vilje er en vilje, der ikke bliver opfyldt, fordi den tager hensyn til betingelser, som mennesket ikke opfylder. Således er det Guds vilje, at alle skal frelses (1 Tim 2,4). Men det er ikke Guds vilje, at noget menneske skal frelses mod sin egen vilje, eller at menneskets frihed til at modstå Guds nådige vilje med ham skal ophæves. Der er skranker, som selv Gud ikke vil overvinde. Når mennesker går fortabt, er det dog ikke, fordi den guddommelige vilje mangler kraft, men fordi de ikke tilegner sig den guddommelige kraft, som virker på dem.

C. Tegnets vilje (voluntas signi) og rådslutningens vilje (voluntas beneplaciti).

Den første er i virkeligheden viljens udtryk eller erklæring; den sidste er viljen i egentlig forstand. Den første er Guds vilje, sådan som den erklæres gennem ydre tegn; den sidste er viljen, sådan som den er i Gud. Luther henfører i sin kommentar til Første Mosebog den første til Guds åbenbarede ord og den sidste til Guds rene majestæt eller skjulte rådslutning. Eksempler på «tegnets vilje» er Matt 6,10: «Ske din vilje, som i himlen og også på jorden», hvor «vilje» betyder: «Alt, hvad du befaler eller erklærer, at du ønsker skal ske», og 1 Thess 4,3: «Dette er Guds vilje, jeres helligelse», dvs. «Dette er budet eller tegnet på den guddommelige vilje, nemlig jeres helligelse, at I afholder jer fra utugt.» Generelt kan man sige, at «tegnets vilje» er den, hvormed Gud viser menneskene, hvad han vil have dem til at gøre, og «rådslutningens vilje» den, hvormed han har bestemt eller besluttet, hvad han vil have mennesket til at gøre, eller hvad han vil have skal ske med menneskene. Således ville Gud efter tegnets vilje, at Abraham skulle gøre alt klar til at slå Isak ihjel, mens han efter sin rådslutnings vilje havde bestemt at bevare hans liv. Skolastikerne har inddelt tegnets vilje i fem områder eller måder: «Med hensyn til det onde: forbud og tilladelse. Med hensyn til det gode: bud, råd og virke.» Gud erklærer, siger de, at han vil noget, enten ved sig selv eller gennem andre. Sker det ved ham selv og direkte, er det, når han virker noget; det kaldes «virke». Sker det ved ham selv, men indirekte, er det, når han ikke hindrer eller forhindrer en handling; det kaldes «tilladelse». Men erklærer Gud, at han vil have noget gjort af en anden, sker det enten ved, at han direkte befaler det, han vil have gjort, og forbyder det modsatte, eller ved en overtalende tilskyndelse, nemlig råd eller vejledning. Strengt taget er «tegnets vilje» dog ikke andet end «tegnet på viljen». For alt, hvad Gud befaler, forbyder, lover, truer med eller gør, er et tegn på hans vilje, men ikke på hele hans rådslutning. Tegnet åbenbarer det, der ligger os nærmest, men ikke de fjernere kilder, det udspringer af. Tegnets vilje udgår fra rådslutningens vilje. De to kan aldrig stå i modsætning til hinanden. «Rådslutningens vilje» går til sidst over i «tegnets vilje», når troen afløses af erkendelse, og det, der er dunkelt på ét trin af åbenbaringen, bliver klart på et andet (Ef 3,5; 4,13; 1 Kor 13,12; Joh 13,7).

D. Åbenbaret og skjult vilje.

Dette er blot en bedre formulering af det skel, der netop er forklaret.

Om den skjulte vilje:

Rom 11,33: «O dyb af rigdom og visdom og kundskab hos Gud, hvor uransagelige er hans domme og usporlige hans veje!»

Om den åbenbarede vilje:

Joh 6,40: «Dette er min Fars vilje, at enhver som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv.»

Om begge:

5 Mos 29,28: «Det skjulte tilhører Herren, vor Gud, men det, som er åbenbaret, tilhører os og vores børn til evig tid.»

E. Absolut og betinget vilje.

Den første er uden betingelser, den sidste med betingelser. Det var ved sin absolutte vilje, at Gud besluttede at skabe verden; for det ville han uden betingelse. Det er også ved hans absolutte vilje, at de, som han forudser vil tro på ham indtil enden, skal frelses; for også dette er uden betingelse (kap. 9, spm. 15). Men det er ved hans betingede vilje, at han vil alle menneskers frelse; for betingelsen er troen (kap. 9, spm. 16; kap. 41, spm. 15–16).

F. Absolut og ordnet vilje.

Den første er uden hensyn til mellemårsagerne, den sidste med hensyn til dem. Ved første øjekast synes den ordnede vilje at være det samme som den betingede, men ved nærmere eftertanke viser den sig at være forskellig fra den. Gud vil, at menneskets legemlige liv skal næres af mad og drikke, og at dets åndelige liv skal gøres levende og opholdes ved nådemidlerne. I begge tilfælde er der en orden af midler, som Gud virker igennem. Det er Guds betingede vilje, at mennesker skal frelses, hvis de tror; det er hans ordnede vilje, at de skal tro, nemlig at de får troen ved nådemidlerne, når de bruges ret. Guds vilje til at skabe verden ved sit ord var ordnet, men ikke betinget. Også hans vilje til at oprejse de døde på den yderste dag ved ærkeenglens røst er ordnet. Hvad «absolut» betyder, må derfor afgøres ved at fastslå, om ordet er modsætningen til «betinget» eller til «ordnet» (kap. 41, spm. 15).

G. Forudgående og efterfølgende vilje (voluntas antecedens og consequens).

Den første betegner en beslutning hos Gud, der er truffet uden hensyn til nogen omstændigheder; den sidste en beslutning, hvor der tages hensyn til omstændigheder eller betingelser hos skabningen.

Matt 23,37: «Jerusalem, Jerusalem, som dræber profeter og stener dem som er sendt til dig, hvor ofte har jeg villet samle dine børn som en høne samler sine kyllinger under sine vinger, men I ville ikke.»

Her fremstilles menneskets vilje som det, der forpurrer Guds vilje. Efter sin forudgående vilje ville Gud frelse Jerusalem. Men en betingelse kommer imellem, og en orden må overholdes. Mennesket har stadig evnen til at modstå Guds vilje, til ikke at opfylde betingelsen og til ikke at følge den orden, som Guds vilje har fastsat. Derfor er det både Guds vilje, at Jerusalem skal frelses, og at det ikke skal frelses: efter hans forudgående vilje skal det frelses; efter hans efterfølgende vilje skal det ikke frelses, men overlades til sine synder.

57. Er vi nu klar til at høre en opregning af den guddommelige viljes egenskaber?

Magt, retfærdighed og sandhed, godhed og kærlighed samt hellighed.

Almagten

58. Hvad er Guds magt?

Han er almægtig, dvs. han kan gøre alt, hvad han vil.

Matt 19,26: «For Gud er alting muligt.»

Luk 18,27: «Hvad der er umuligt for mennesker, det er muligt for Gud.»

Sl 115,3: «Vores Gud er i himlene; alt, hvad det behagede ham, har han gjort.»

Sl 135,6: «Alt, hvad det behagede Herren, det har han gjort.»

59. Kan Gud gøre det, der er forkert?

Hebr 6,18: «… det er umuligt for Gud at lyve.»

60. Er hans magt da ikke begrænset?

Nej. For Gud vil ikke og kan ikke ville det, der strider mod hans natur, eller det, der ville indebære nogen ufuldkommenhed. Dødelighed eller det at kunne dø, fejlbarlighed eller det at kunne blive bedraget, løgnagtighed eller evnen til at bedrage og snyde mennesker indebærer ikke magt, men mangel på magt. Enhver egenskab, der tillægges Gud, er en erklæring om, at dens modsætning ikke kan tænkes som mulig.

2 Tim 2,13: «Han kan ikke fornægte sig selv.»

61. Hvilken anden misforståelse må Guds almagt værnes imod?

Enhver form for selvmodsigelse, fx som om det kunne være hans vilje at gøre fortidens gerninger til noget, der aldrig har været til. Men det, der kan synes selvmodsigende – og måske også er det – inden for den naturlige verden, er ofte ikke selvmodsigende inden for det overnaturliges område.

Ef 3,20: «Ham, som over alt formår at gøre langt mere end det vi beder om eller forstår …»

Retfærdigheden

62. Hvad er Guds retfærdighed?

Den egenskab, at Gud vil, godkender, gør og befaler det, der er foreskrevet i hans lov, og hader og straffer alt, hvad der strider imod den.

5 Mos 32,4: «En Gud, som er trofast og uden uret; retfærdig og ret er han.»

Sl 145,17: «Herren er retfærdig på alle sine veje.»

Sl 119,137: «Retfærdig er du, Herre, og dine domme er retskafne.»

63. Men sætter dette ikke loven over Gud selv?

Nej. For loven er kun udtryk for Guds natur. Sådan som den er forkyndt for menneskene i tiden, er den kun åbenbaringen af den indre lov eller rettesnor, der har været i Gud fra al evighed.

64. Er noget da godt, fordi Gud har villet det, eller har Gud villet det, fordi det er godt?

Spørgsmålet kan også formuleres sådan: Er det Guds vilje eller hans væsen og egenskaber, der er rettesnoren for ret og uret?

For mennesket er det nok at vide, at Gud har villet det sådan. For da der er fuld harmoni mellem Guds vilje og hans egenskaber, må resultatet blive det samme, hvad man end regner for det oprindelige.

65. Men så melder spørgsmålet sig stadig: Er en ting kun god, fordi Gud har villet og befalet den? Er sandhed og kærlighed for eksempel kun dyder, fordi Gud har befalet dem?

Nogle ting er udelukkende gode, fordi Gud har villet og befalet dem. Det gælder skikkene og forskrifterne i ceremoniloven. De havde kun midlertidig gyldighed, og det blev fordømt at overholde dem, efter at den tid, de var fastsat for, var udløbet (Gal 5,2).

66. Men hvad så med det, der hører til den blivende og uforanderlige moral, sådan som den kommer til udtryk i moralloven?

Det har sin rod i Guds egen natur. Dets højeste målestok er derfor ikke Guds vilje, men selve Guds natur. Den højeste grad af retfærdighed i mennesket er Guds billede, som mennesket blev skabt i.

Ef 4,24: «Det nye menneske, som blev skabt i lighed med Gud i sandhedens retfærdighed og hellighed.»

Ceremonierne og alle positive bud er altså kun gode og rette at overholde, fordi Gud har villet dem. Men andre ting vil Gud, fordi de er rette og gode, fx kærligheden til Gud og til næsten. Selv om Gud ikke havde foreskrevet dem i noget udtrykkeligt bud, ville de stadig være rette og forpligtende for os.

67. På hvilke forskellige måder udøves Guds retfærdighed over for mennesker?

Enten ved at Gud giver love, eller ved at han håndhæver dem. Lovene gives (den lovgivende retfærdighed) både i samvittigheden og i Skriften. De håndhæves (den uddelende retfærdighed) enten ved at Gud belønner de gode (den belønnende retfærdighed), eller ved at han straffer de onde (den straffende retfærdighed).

68. Hører Guds straffende retfærdighed til hans væsen, eller er den noget tilfældigt?

Det hører til selve Guds natur at hade og straffe synden. Ingen synd kan for bestandig undgå straf, lige så lidt som noget godt kan undgå at blive belønnet.

2 Mos 34,6–7: «En Gud, som aldrig lader den skyldige slippe ustraffet.»

Sl 5,5: «Du er ikke en Gud, der har behag i ugudelighed; det onde skal ikke bo som gæst hos dig.»

2 Mos 23,7: «Jeg vil ikke erklære den ugudelige retfærdig.»

Hab 1,13: «Dine øjne er for rene til at skue det onde.»

Jf. 1 Tim 5,24–25.

Sandhed

69. Hvilken egenskab hænger nærmest sammen med retfærdigheden?

Sandheden. For Guds retfærdighed er, at Gud er tro mod sin natur. Guds sandhed er, at hans udsagn stemmer med virkeligheden, og at han trofast opfylder sine løfter og trusler.

Se 5 Mos 32,4 (spm. 62) og Hebr 6,18 (spm. 59).

Godhed

70. Hvad er Guds godhed?

A. For det første, at han er absolut fuldkommen.

Luk 18,19: «Ingen er god uden én, nemlig Gud.»

Matt 5,48: «… jeres himmelske Far er fuldkommen.»

B. Hans vilje til at give andre del i denne fuldkommenhed, dvs. at han meddeler skabningerne alle sine moralske fortrin.

Jak 1,17: «Enhver god gave og enhver fuldkommen gave kommer ned fra oven fra lysenes Far.»

1 Kor 4,7: «Hvad har du, som du ikke har modtaget?»

Rom 2,4: «Eller ringeagter du hans godheds, overbærenheds og tålmodigheds rigdom, fordi du er uvidende om, at Guds godhed fører dig til omvendelse?»

C. At han drager mennesker til sig som til det højeste gode.

Sl 73,25–26: «Hvem har jeg i himlen uden dig? Og der er intet på jorden, jeg begærer ved siden af dig. Mit kød og mit hjerte svigter, men Gud er mit hjertes styrke og min arvelod til evig tid.»

Kærlighed: a) velvilje, b) velgørenhed, c) velbehag

71. Hvad omfatter Guds godhed?

Hans kærlighed, dvs. hans glæde over sine skabninger og hans længsel efter deres vel. Den er et genskin af et lignende, men højere forhold mellem personerne i treenigheden.

1 Joh 4,8: «Gud er kærlighed.»

1 Joh 3,16: «I dette kender vi kærligheden, at han har sat sit liv til for os.»

Joh 17,24: «… du elskede mig før verdens grundlæggelse.»

72. Hvilke forskellige former har denne kærlighed?

A. Velviljens kærlighed

Guds sindelag fra evighed over for en skabning, før der er noget godt, som kan bevæge denne kærlighed (Joh 3,16).

B. Velgørenhedens kærlighed

Den, hvormed han virkeliggør velviljens kærlighed ved at udføre sin gode vilje for skabningen og i den (Ef 5,25).

C. Velbehagets kærlighed

Den, hvormed han glæder sig over frugterne af velgørenhedens kærlighed, sådan som han ser dem i de genfødte mennesker.

Hebr 11,5: «For før hans borttagelse fik han det vidnesbyrd, at han har glædet Gud.»

Nåde

73. Hvad er den første form, denne kærlighed kendes i?

Nåden, dvs. Guds kærlighed betragtet som uforskyldt: hans gunst, der vises uden hensyn til menneskets fortjeneste og trods det, mennesket har forskyldt. Rom 11,6: «Men når det er på grund af nåde, er det ikke mere på grund af gerninger, ellers er nåden ikke mere nåde.»

Rom 3,24: «… og de erklæres retfærdige uforskyldt på grund af hans nåde ved løskøbelsen i Jesus Kristus.» (kap. 9, spm. 9 ff.)

74. Bruges ordet også i en anden betydning i Den Hellige Skrift?

Ja. Ved en gængs billedlig talebrug betegner det de gaver, som denne nåde skænker. Nogle af dem er almindelige, som i 1 Kor 15,10:

«Jeg har slidt mere end dem alle, dog ikke jeg, men Guds nåde, som er sammen med mig.»

Andre er overordentlige og underfulde.

Ef 4,7: «Men enhver af os blev nåden givet ifølge Kristi tilmålte gave.» 1 Kor 12,4.7–8.

75. Hvilken skelnen inden for nåden gjorde skolastikerne?

De skelnede mellem den uforskyldt givne nåde (gratia gratis data) og den nåde, der gør mennesket velbehageligt eller antageligt (gratia gratum faciens). Man lærte, at mennesket ved at bruge den første kunne opnå en relativ fortjeneste, der gav det krav på den sidste. Som vi senere skal se, er der intet andet end Kristi retfærdighed, der anbefaler mennesket hos Gud. Den uforskyldt givne nåde og den nåde, der gør mennesket antageligt, kan derfor ikke skilles fra hinanden.

76. Hvilken skelnen med bedre grundlag i Skriften var også almindelig?

Skelnen mellem den forekommende, den virkende og den medvirkende nåde. Den «forekommende» nåde går forud for, at mennesket ønsker frelsen eller bekymrer sig om den. Den «virkende» nåde virker omvendelse og tro i mennesket. Den «medvirkende» nåde ledsager de genfødte, når de bruger de nye kræfter, som den virkende nåde har plantet i dem. Det er let at se, at skelnen ikke gælder selve nåden, men menneskets forskellige forhold til denne nåde og den proces, hvor det kristne liv begynder i mennesket og vokser frem mod fuldkommenheden.

Barmhjertighed

77. Hvilken anden form kendes denne kærlighed i?

Som barmhjertighed, dvs. Guds sindelag, der vil hjælpe de elendige: den guddommelige medlidenhed.

Luk 1,78: «… for vor Guds inderlige barmhjertigheds skyld, ved hvilken lyset fra det høje har besøgt os.»

Ef 2,4: «Gud, som er rig på barmhjertighed, på grund af sin store kærlighed, som han har elsket os med.»

Sl 103,8: «Han er barmhjertig og nådig, langsom til vrede og rig på kærlig godhed.»

Langmodighed

78. Er der endnu en form?

Ja. Gud er langmodig. Hermed menes, at han udsætter den fortjente straf for at give lejlighed til omvendelse.

Rom 2,4: «Ringeagter du hans godheds, overbærenheds og langmodigheds rigdom, fordi du er uvidende om, at Guds godhed fører dig til omvendelse?»

2 Pet 3,9: «Herren … er langmodig med jer, fordi han ikke vil, at nogen går fortabt, men at alle må nå til omvendelse.»

Åb 2,21: «Jeg har givet hende tid til at omvende sig.»

Hellighed

79. Hvad er Guds hellighed?

Det, der adskiller ham fra og skiller ham ud fra alt, hvad der ikke er Gud; at hans vilje stemmer overens med hans natur; summen af hans moralske egenskaber.

Es 6,3: «Og den ene råbte til den anden og sagde: Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre.» 1 Pet 1,16: «Der står skrevet: I skal være hellige, ligesom jeg er hellig.»