Kapitel 11. Kristi person

Betydningen af «Kristus»

1. I hvilket forhold betragtes Guds Søn her?

Ikke i hans indre forhold inden for treenigheden, men i hans embede som mellemmand.

1 Tim 2,5: «Der er én Gud, én mellemmand mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus.»

ApG 4,12: «Der er ikke frelse ved nogen anden; der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.»

2. Hvad er hans navn i forhold til dette embede?

Kristus.

Jesus var hans personlige navn. Det bar han ligesom mange andre på grund af sin menneskelige natur, selv om navnet hos ham blev løftet op over den betydning, det havde hos andre (Matt 1,21). Det betegnede ham som et menneske blandt andre mennesker. Men Kristus eller Messias er hans embedsnavn. Det ville være mere præcist at tale om «Jesus, den Kristus» end om Jesus Kristus. Kristus er embedsnavnet for den menneskevordne Guds Søn, som var lovet i Det Gamle Testamente og virkelig blev sendt, sådan som Det Nye Testamente lærer.

3. Hvad betyder «Kristus» eller «Messias»?

Den Salvede.

I Det Gamle Testamente blev profeter, præster og konger højtideligt indviet ved at blive salvet. Det skete som en stadfæstelse af deres embede og som et middel, der gav dem nåde til at udføre embedets pligter. Profeter (1 Kong 19,16; Es 61,1), præster (3 Mos 4), konger (1 Sam 10,1; 16,13; 2 Sam 2,4). Denne ydre salvelse med olie var et billede på en indre eller åndelig salvelse, dvs. en indsættelse i et embede, fulgt af de gaver, der er nødvendige for at udøve det. Den gælder alle troende, som i 1 Joh 2,27, og frem for alt Jesus fra Nazaret, der blev salvet frem for alle andre (Es 61,1, som det udlægges i Luk 4,18; Matt 12,18) til at være vores profet, præst og konge, og som derfor kendes som Messias eller Kristus.

Joh 1,41: «Vi har fundet Messias – som betyder Kristus.»

4. Hvilke andre tanker ligger der i navnet «Kristus»?

Enheden mellem Det Gamle og Det Nye Testamente, profetiernes opfyldelse og den historiske grundvold, som kristendommen har i Israels religion.

5. Hvad er derfor et af de vigtigste emner, Det Nye Testamente fører bevis for, og hvordan bevises det?

At Jesus er Kristus. Der citeres hele tiden profetier fra Det Gamle Testamente, som findes opfyldt i Jesus fra Nazaret.

Luk 24,27: «Idet han begyndte med Moses og alle profeterne, udlagde han for dem det, som handlede om ham i alle skrifterne.»

V. 45–46: «Da oplod han deres forstand til at forstå Skrifterne. Og han sagde til dem: ’Således er der skrevet, at Kristus skulle lide og opstå fra de døde på den tredje dag.’»

Luk 18,31–33; ApG 3,18; 10,43; 26,22–23; Rom 1,2.

6. Er det dog den eneste måde, Jesu krav bliver godtgjort på?

Nej. Når der blev talt til hedninger, gik bevisførelsen ud fra Jesu himmelfart og opstandelse til hans herredømme over alt og derfra videre til sandheden af de skrifter, han henviste til, og til at alle deres profetier er opfyldt i ham. Det kan fx ses i Peters prædiken for Kornelius i ApG 10: først Jesu herredømme, sådan som opstandelsen bevidner det (v. 35–42), dernæst profetiernes opfyldelse i ham (v. 43) og hans værdighed som Messias.

Emnerne

7. Hvilke emner hører til kristologien, dvs. den del af teologien, der handler om mellemmandsembedet?

Kristi person, Kristi stande og Kristi embeder.

Chalcedons bekendelse

8. Hvordan har kirken sammenfattet sin tro om dette emne?

Mest udførligt i Chalcedons bekendelse:

«Idet vi altså følger de hellige fædre, lærer vi alle med én mund mennesker at bekende én og samme Søn, vores Herre Jesus Kristus, den samme fuldkommen i guddom og ligeledes fuldkommen i menneskelighed, sand Gud og sandt menneske, af fornuftig sjæl og legeme, af samme væsen som Faderen efter guddommen og af samme væsen som vi efter menneskeligheden, os lig i alle ting undtagen synden, født af Faderen før alle tider efter guddommen og i disse sidste dage for os og for vores frelse født af Jomfru Maria, Guds moder, efter menneskeligheden; én og samme Kristus, Søn, Herre, enbåren, som skal erkendes i to naturer, ’uden sammenblanding, uden forandring, uden deling, uden adskillelse’, sådan at forskellen mellem naturerne på ingen måde ophæves ved foreningen, men tværtimod hver naturs egenart bevares og løber sammen i én person og én hypostase, ikke skilt eller delt i to personer, men én og samme Søn og enbårne Gud, Ordet, Herren Jesus Kristus, sådan som profeterne fra begyndelsen har forkyndt om ham, og Herren Jesus Kristus selv har lært os, og fædrenes trosbekendelse har overleveret os.»

I sin enkleste form er denne sandhed udtrykt i Den Lille Katekismus, trosbekendelsens anden artikel.

Kristi guddom

9. Hvad er det første, der skal betragtes, når der handles om Kristi person?

At han er sand Gud, af samme væsen som Faderen, ham lig og lige så evig som han.

Beviserne er givet ovenfor i kap. 3, spm. 17–23. Om «af samme væsen», se samme kapitel, spm. 48.

Kristi guddom består ikke i guddommelige gaver, men i at han i alle sine egenskaber er helt og fuldt ét med Gud.

Kristi menneskelighed

10. Hvad er det andet?

At han er sandt menneske, af samme væsen som vi. Det bevises af, at han har:

A. Menneskets navne

1 Tim 2,5; Joh 8,40; ApG 17,31. Den betegnelse, han helst bruger om sig selv, er «Menneskesønnen». Han kaldes «kød» (Joh 1,14), «et barn» (ApG 4,27), «Abrahams søn», «Davids søn» osv., især i Matthæus' og Lukas' slægtstavler.

B. Menneskets dele

Legeme og sjæl eller ånd. Også forskellige dele af hans legeme nævnes.

C. Menneskers erfaringer

Han blev undfanget, blev født, voksede, var sulten, tørstede, blev træt, sørgede, græd, frydede sig, døde.

D. Menneskers handlinger

Han gik omkring, samtalede osv.

Menneskelighedens sandhed

11. Hvorfor lagde oldkirken så stor vægt på ordet «sand»?

Især over for doketisterne, der hævdede, at det ikke var et sandt legeme, Kristus havde, men kun noget, der så ud som et legeme.

12. Hvilke argumenter byggede de denne vildfarelse på?

De sagde, at engle gentagne gange var kommet til syne i menneskelegemer og dog ikke var sande mennesker, og at Helligånden viste sig i en dues skikkelse uden at være en sand due. De citerede Rom 8,3: «Gud sendte sin Søn i syndigt køds lighed», og lagde særlig vægt på «lighed».

13. Hvordan blev de imødegået?

Englene antog kun menneskelegemer midlertidigt og til et forbigående formål. Kristus erklærer selv forskellen i Luk 24,39:

«Føler på mig og ser; for en ånd har ikke kød og ben, som I ser, at jeg har.»

Åndens forening med duen var symbolsk, Guds Søns forening med mennesket personlig. Den første var midlertidig, den anden varig. Vægten i Rom 8,3 ligger ikke på «lighed», men på «syndigt». Meningen er den samme som i Fil 2,7: Han «viste sig i skikkelse som et menneske», dvs. efter alt, hvad man kunne se udadtil, var han intet andet end et hvilket som helst andet menneske – et barn som andre børn, en galilæisk bonde blandt galilæiske bønder. Det står ikke i modsætning til, at hans menneskelighed er sand; det stilles kun over for hans herlighedsstand.

Menneskelighedens fuldstændighed

14. Hvad ligger der i, at han er sandt menneske?

At hans menneskelighed er fuldstændig eller fuldkommen.

15. Hvem angreb det?

Apollinaris i det fjerde århundrede. Han søgte at forklare den personlige forening ved at lære, at den guddommelige natur trådte i stedet for en del af Kristi menneskelighed, nemlig den fornuftige sjæl. Desuden monoteletterne i det syvende århundrede, der lærte, at den guddommelige natur trådte i stedet for en sand menneskelig vilje.

Personens enhed

16. Hvad menes der med, at der kun er én person?

At «der er én og samme Kristus, Søn, Herre, enbåren, som skal erkendes i to naturer» (Chalcedon). «Skønt han er Gud og menneske, er han dog ikke to, men én Kristus; én, ikke ved at guddommen er forvandlet til kød, men ved at menneskeheden er optaget i Gud; ganske én, ikke ved sammenblanding af væsen, men ved personens enhed» (Den athanasianske trosbekendelse). Forskellen mellem «mig» og «dig» anvendes aldrig på den guddommelige og den menneskelige natur. Der er kun ét «jeg», der handler og taler, tænker og føler og vil gennem begge naturer. Der er kun ét «du», som Faderen tiltaler, og ét «han», som Ånden vidner om.

17. Hvilket bevis har du for denne enhed?

I Rom 1,3–4 siges det om den samme person, at han er «født af Davids slægt efter kødet», og at han er erklæret for at være «Guds søn». I Luk 1,35 kaldes det, der fødes af Jomfru Maria, «Guds Søn». I Joh 1,14 siges det om «Ordet», der i v. 1 erklæres at være Gud, at det er blevet «kød». I Gal 2,20 siges det om «Guds søn», at han har givet sig selv hen for det syndige menneske.

Forholdet mellem person og natur

18. Står personen i samme forhold til hver af naturerne?

Personen har sammen med den guddommelige natur været til fra al evighed. Den menneskelige natur begyndte i tiden. Personen var altså engang uden menneskelig natur. Men den menneskelige natur kunne ikke være til uden en person. Den menneskelige naturs person kom altså ikke fra denne natur, men fra den guddommelige. Den menneskelige natur kom ind i verden, dvs. blev undfanget og født og levede, ved at den guddommelige person forenede sig med vores slægt i Jomfru Marias moderliv. Derfor siger vi, at den menneskelige natur ikke har nogen personlighed af sig selv, men at den menneskelige naturs personlighed er den, som den har fået fra den guddommelige. De græske teologer kaldte dette læren om den menneskelige naturs anhypostasia, som vore teologer godtager, skønt de siger, at enhypostasia er at foretrække. Personens enhed kræver, at vi fastholder, at den menneskelige natur ikke har nogen personlighed af sig selv.

19. Hvad ville følge, hvis vi hævdede, at den menneskelige natur havde sin egen personlighed?

Den lære, at der i Kristus er to personer såvel som to naturer. Personens enhed kunne da kun læres, hvis man gav plads til, at den menneskelige personlighed på et tidspunkt blev tilintetgjort og erstattet af den guddommelige.

Den dobbelte fødsel

20. Da der er to naturer, kan vi så sige, at der er to sønner, nemlig en Guds søn og en menneskesøn?

Nej. Der er kun én Søn, på én og samme tid Guds Søn og Menneskesøn. Det, der gør ham til Guds Søn, er hans evige fødsel af Faderen, «sand Gud, født af Faderen fra evighed» (Den Lille Katekismus); se kap. 3, spm. 51–53. Det, der gør ham til Menneskesøn, er hans undfangelse ved Helligånden og fødsel af Jomfru Maria (Luk 1,35; Gal 4,4). Vi taler derfor om en dobbelt fødsel hos Kristus: den ene evig, den anden i tiden; den ene efter den guddommelige, den anden efter den menneskelige natur.

Menneskevordelsen

21. Hvad kalder man den handling, hvor Guds Søn antog den menneskelige natur?

Menneskevordelsen (inkarnationen).

Joh 1,14: «Og Ordet blev kød.» Hebr 2,14: «Fordi børnene har del i blod og kød, fik han også selv på samme måde del deri.» Hebr 2,16; 1 Tim 3,16; Rom 9,5; 1,3.

22. Var dette særligt for treenighedens anden person?

Kun Guds Søn antog den menneskelige natur. Men Faderen, som sendte Sønnen ind i verden, og Helligånden, som træder frem ved Kristi undfangelse (Luk 1,35) ligesom ved skabelsen (1 Mos 1,2), var også virksomme. Her greb Gud på en særlig måde ind i og ud over den naturens orden, som blev grundlagt ved skabelsen. Ved skabelsen fastlagde Gud en orden, hvorefter mennesker kommer til verden gennem bestemte midler. Den samme Gud kan, når han vil, undvære disse midler og lade et barn fødes af en jomfru. At benægte, at dette er muligt, er at drage Guds eksistens og almagt i tvivl. At indrømme, at det er virkeligt, er at indrømme, at alt det andet hemmelighedsfulde og overnaturlige i kristendommen er muligt.

Samme væsen som vi efter menneskeheden

23. Når Jesu undfangelse var så forskellig fra andres, var den menneskelige natur, han fik ved den, så også forskellig fra andre menneskers?

«Han er af samme væsen som vi efter menneskeheden og os lig i alle ting, undtagen synden» (Chalkedon).

Hebr 4,15: «… én som er blevet fristet i alt ligesom os, men uden synd.»

Kristus kendte derfor alle de skrøbeligheder, som er fælles for menneskeslægten: sult, tørst, søvn, træthed, tårer, sorg og smerte. Men der tillægges ham ingen individuelle skrøbeligheder, såsom bestemte sygdomme, der rammer nogle, men ikke alle.

Menneskehedens syndfrihed

24. Hvordan beviser du, at Jesus var uden synd?

A. Ud fra klare skriftsteder

Hebr 4,15, anført under spm. 23; 2 Kor 5,21; Hebr 7,26; Joh 8,46; 1 Pet 1,19; 2,22.

B. Ud fra hans guddom

Synd er en personlig sag. Det er altid en person, der synder. Men Kristi person er Gud.

C. Ud fra definitionen på synd

«Synd er mangel på overensstemmelse med Guds lov.» Men loven er Guds erklærede vilje. Gud kan ikke ville det, der strider mod hans vilje, dvs. Jesus kunne ikke synde.

Han var derfor ikke blot uden synd, men kunne heller ikke synde. Indrømmer man, at han kunne synde, så har man i praksis benægtet Kristi guddom.

25. Men hvis Kristus ikke kunne synde, hvordan forklarer du så hans fristelse? Er fristelse mulig, hvor et fald er umuligt?

Fristelse er egentlig blot en prøvelse eller afprøvning. Når guld bliver strøget på prøvestenen, holdt i blæserørets flamme eller behandlet med forskellige kemiske reagenser, kan der ikke komme noget andet ud af det, end at det består prøven og viser sig at være guld. At vi uvilkårligt forbinder tanken om fristelse med tanken om, at et fald er muligt, kommer af, at menneskets natur er fordærvet, og at selv de genfødte kun er delvis fornyede. De kan derfor fejle og vil under prøven let vise naturens værste sider.

Vor Herres smerte i fristelsen kom ikke af, at han måtte gennemkæmpe en stor kamp for at vise sig som sejrherre, men af, at fristelsen var en del af hans lidelse. Han, i hvem Guds absolutte hellighed var åbenbaret, måtte tåle at være i nærheden af den laveste og ringeste af alle skabninger, kilden til og hovedet for al ondskab i verdensaltet, og ydmyges ved at høre dens tale og indskydelser. Det var en krænkelse, der vakte al hans afsky for den store fjende.

26. Adskilte Kristi menneskehed sig fra andres på andre punkter?

Alle den menneskelige naturs fortrin og fuldkommenheder havde han i højeste grad. Dem besad han som det syndfri menneske og som den, i hvis legeme guddommen boede på en særlig måde. Hvad han end måtte have haft af ydre tiltrækning – de gamle lærere henviser her til Sl 45,3 – kom det af hans hellige karakter, sådan som den gav sig udtryk i hans ydre skikkelse. Mens andres legemer bærer dødens kim i sig (Rom 6,23), var Kristi legeme af sin egen natur udødeligt. Hans død indtraf ved en handling af hans vilje (Joh 10,18) og ikke på grund af indre svaghed eller ydre magt, og hans legeme var efter døden uforkrænkeligt (ApG 2,31).

27. Hvad var formålet med menneskevordelsen?

Menneskeslægtens forløsning.

Matt 20,28: «Menneskesønnen er kommet for … at give sit liv som løsesum i stedet for mange.»

Hebr 2,14: «Han fik del i blod og kød, for at han ved døden skulle ødelægge ham som har dødens kraft.»

28. Ville Guds Søn da ikke være blevet menneske, hvis Adam ikke havde syndet?

Læren om, at han ville være kommet alene for at fuldende menneskeheden eller for at give et forbillede på et helligt liv eller af nogen anden grund end for at frelse menneskene fra synden, har slet ingen hjemmel i Skriften. Guds vilje eller beslutning om at sende sin Søn ind i verden forudsætter overalt, at Gud forud kendte synden og havde besluttet at skaffe et middel imod den.

Den personlige forening

29. I hvilke to betydninger bruges udtrykket «den personlige forening»?

På den ene side betegner det en handling (unitio) og er ensbetydende med menneskevordelsen.

På den anden side betegner det en tilstand, som er resultatet af handlingen (unio). 30. Hvori består foreningens tilstand?

I, at begge naturer fra da af kun har én person – det personlige fællesskab – og som følge heraf i, at hver natur er inderligt og vedvarende personligt nærværende i og med den anden.

Foreningens kendetegn

31. Hvordan har kirken værnet om formuleringen af denne lære?

Det chalkedonensiske symbol (se ovenfor, spm. 8) har bestemt denne forening med nægtende udtryk som:

A. Uden sammenblanding

Naturerne blandes ikke sammen. Selv om der er et fællesskab mellem dem, forbliver de forskellige.

B. Uden forandring

Den ene forvandles ikke til den anden.

C. Udelt

Dvs. i betragtning af sted. «Ingen steder er den menneskelige natur uden at være båret af Logos, eller Logos uden at bære den menneskelige natur. Den menneskelige natur er ikke uden for Logos, og Logos er ikke uden den menneskelige natur.»

D. Uadskilt

Dvs. i betragtning af tid. Foreningen bliver aldrig opløst, men består bestandigt.

Punkt A og B er rettet mod eutykianerne, C og D mod nestorianerne. Eutykianerne blandede naturerne sammen, nestorianerne delte personen.

32. Hvordan har den athanasianske trosbekendelse bestemt den?

«Skønt han er Gud og menneske, er han dog ikke to, men én Kristus. Én, ikke ved at guddommen er forvandlet til kød, men ved at menneskeheden er optaget i Gud. Ganske én, ikke ved sammenblanding af væsen, men ved personens enhed. For ligesom den fornuftige sjæl og kødet er ét menneske, sådan er Gud og menneske én Kristus.»

Naturernes fællesskab

33. Hvad følger af dette personens fællesskab med begge naturer?

Naturernes fællesskab med hinanden. Der er en perichorese, dvs. en gennemstrømning eller gennemtrængning af den ene natur ved den anden, eller den ene naturs væren i den anden. «Den guddommelige natur siges virksomt at gennemtrænge eller fuldkommengøre den menneskelige, og den menneskelige at blive gennemtrængt eller fuldkommengjort af den guddommelige. Dog ikke sådan, at den guddommelige indtager den ene del af den menneskelige efter den anden og breder sig rumligt ud gennem den. Men fordi den er åndelig og udelelig, fuldkommengør og gennemvirker den på én gang som helhed hver del af den menneskelige natur og denne natur som helhed, og den er hel i hele den menneskelige natur og hel i hver enkelt del af den» (Baier).

Kol 2,9: «I ham bor hele guddomsfylden kropsligt.»

Joh 1,14; Hebr 2,14.

34. Hvilket sidestykke findes der til dette naturernes fællesskab?

At den guddommelige natur meddeles ved den mystiske forening (unio mystica) mellem Kristus og den troende. Fordi den personlige forening er nærmere, inderligere og mere ophøjet, indebærer den et mere fuldstændigt naturernes fællesskab.

2 Pet 1,4: «Han har skænket os de kostbareste og største løfter, for at I ved dem skal få del i guddommelig natur.»

Personlige udsagn

35. Er det på grund af den personlige forening og naturernes fællesskab rigtigt at sige: «Gud er menneske» og «menneske er Gud»?

Disse kaldes «personlige udsagn» (propositiones personales). Personen kan betegnes ud fra hver af naturerne. Og da der altid kun er én og samme person, er den person, der ud fra den guddommelige natur betegnes som Gud, den samme som den person, der ud fra den menneskelige natur betegnes som menneske. Sådan siger vi også, at «Menneskesønnen» er «Guds Søn».

Læren om de personlige udsagn er derfor, at den ene naturs konkrete betegnelse med rette udsiges om den andens konkrete betegnelse. Et eksempel herpå findes i Jer 23,6, hvor Davids efterkommer kaldes «Herren, vor retfærdighed», og ligeledes i Matt 16,16, hvor Jesus kaldes «den levende Guds Søn».

Men det samme er ikke rigtigt, når det gælder naturernes abstrakte betegnelser. Vi kan ikke sige: «Guddommen er menneskeheden» eller omvendt. For det konkrete betegner altid personen, mens det abstrakte kun angår naturerne. Vi kan heller ikke sige, at «den guddommelige natur er blevet menneske» eller «den menneskelige er blevet guddommeliggjort». For her er det, som er rigtigt om det konkrete, forkert om det abstrakte.

Der findes også betegnelser, som på én gang er konkret betegnelse for begge naturer. «Kristus» er en sådan betegnelse. Vi kan sige: «Kristus er Gud» eller «Kristus er menneske» eller «Kristus er Gud og menneske». Sådan siger vor katekismus: «Jesus Kristus, sand Gud, født af Faderen, er sandt menneske, født af Jomfru Maria.»

36. Hvilken anden følge af naturernes fællesskab er der?

At egenskaberne meddeles, hvad teologerne kalder egenskabernes meddelelse (communicatio idiomatum). For efter den personlige forening er det umuligt at tillægge en af naturerne en egenskab, som ikke tilhører personen, uanset hvilken natur personen betegnes ud fra. Der kan heller ikke være nogen handling, der udgår fra den ene natur, uden at den anden har del i den. Der er en meddelelse fra begge naturer til personen og fra naturerne til hinanden.

Egenskabernes meddelelse: genus

idiomaticum

37. Inddel egenskabernes meddelelse, eller angiv dens forskellige arter eller genera.

For det første fra den ene natur til personen, genus idiomaticum. For det andet fra den ene natur til den anden, genus majestaticum. For det tredje fra begge naturer til personen, genus apotelesmaticum.

38. Bestem den første art nærmere.

Genus idiomaticum foreligger, når den ene eller den anden naturs egenskaber tillægges personens konkrete betegnelse. Det er ligegyldigt, hvilken natur denne konkrete betegnelse er hentet fra. Tag fx den menneskelige natur, og nævn en af dens egenskaber. Lad det være «at dø». Så tilhører døden personen. Men da det er ligegyldigt, hvilken natur personens navn er hentet fra, kan vi sige både «mennesket døde» og «Gud døde», for Gud og menneske er én og samme person. Eller vi kan tage en egenskab ved den guddommelige natur, fx «almægtig», og udsige den om personen, betegnet ud fra den menneskelige natur, og sige: «Mennesket er almægtigt.»

39. Hvilken vægt har den lutherske kirke lagt på dette punkt?

Konkordieformlen citerer Luther med tilslutning:

«Tror jeg, at kun den menneskelige natur har lidt for mig, så har jeg en Frelser, som kun er lidt værd … Det er personen, der lider og dør. Nu er personen sand Gud. Derfor siges der med rette: ’Guds Søn lider.’ For selv om guddommen ikke lider, så lider dog den person, som er Gud, i sin menneskehed. For personen, personen, siger jeg, blev korsfæstet i sin menneskehed … I sin egen natur kan Gud ikke dø. Men nu er Gud og menneske forenet i én person, så udtrykket ’Guds død’ er rigtigt, når det menneske dør, som er ét med Gud eller én person med Gud» (s. 631–632).

40. Vis, hvordan denne tanke i den første art af egenskabernes meddelelse (communicatio idiomatum) ligger til grund for hele kirkens teologi og for de kristnes troserfaring.

Den Augsburgske Bekendelse (art. 3) siger:

«Én Kristus, sand Gud og sandt menneske, er født af Jomfru Maria, har virkelig lidt, er korsfæstet, død og begravet.»

Vores katekismus siger:

«Jeg tror, at Jesus Kristus, sand Gud, født af Faderen fra evighed … har forløst mig … med sin uskyldige lidelse og død.»

Selv passionssalmer af mænd, der i teorien måske kritiserer den lære, som bekendelsen her udtrykker, tøver derfor ikke i andagtens glød med at udtrykke den med fuld kraft, fx i Isaac Watts’ ord:

«Forbyd det, Herre, at jeg roser mig af andet end af Kristi, min Guds, død.»

og

«Da Kristus, den mægtige Skaber, døde for menneskets, skabningens, synd.»

41. Hvilken strid i oldkirken drejede sig om denne art af egenskabernes meddelelse?

Den nestorianske.

Det egentlige stridspunkt var, om det var rigtigt at kalde Jomfru Maria theotokos, dvs. «Guds moder». Nestorius, som benægtede det, blev fordømt, og man fastslog formlen, at hun var «Guds moder efter hans menneskelige natur». Hun kunne ikke være moder til en natur uden personlighed, for «moder» og «søn» er forhold mellem personer. Men personen i den menneskelige natur, som hun fødte, var ingen anden end Guds Søn. Alligevel må vi understrege «efter hans menneskelige natur», for hun var ikke Guds moder «efter hans guddommelige natur». Dekretet fra Efesos siger: «Hun fødte efter kødet Guds Ord, som var blevet kød.»

42. Hvilke skriftbeviser bygger dette på?

A. Menneskelige egenskaber tillægges den konkrete betegnelse for den guddommelige natur.

ApG 3,15: «Livets fyrste slog I ihjel.»

ApG 20,28: «Herrens menighed, som han har vundet sig med sit eget blod.»

1 Kor 2,8: «Havde de kendt den, ville de ikke have korsfæstet herlighedens Herre.»

Gal 2,20: «Guds søn, som har elsket mig og givet sig selv hen for mig.»

Rom 8,32: «Han som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle.»

B. Guddommelige egenskaber tillægges den konkrete betegnelse for den menneskelige natur.

Joh 6,62: «… Menneskesønnen stige op til hvor han var tidligere.»

Joh 8,58: «Før Abraham blev født, var jeg.»

C. Både guddommelige og menneskelige egenskaber og virksomheder tillægges den konkrete betegnelse for personen, hvad enten den er taget fra den ene eller fra begge naturer. 1 Pet 3,18: «Kristus blev dræbt i kødet, men blev gjort levende i ånden.»

Rom 9,5: «Fædrene tilhører dem, og fra dem kommer Kristus efter kødet. Han er Gud over alt og priset i evighederne.»

Rom 1,3–4: «Hans søn, som blev født af Davids slægt efter kødet, og som blev indsat som Guds søn i kraft.»

Genus majestaticum

43. Giv en bestemmelse af den anden art.

Som nævnt ovenfor (spm. 37) drejer den sig om en meddelelse fra den ene natur til den anden. Men da den menneskelige natur intet kan meddele den guddommelige – for det guddommelige kan hverken forøges eller formindskes – går meddelelsen udelukkende fra den guddommelige til den menneskelige natur. Den guddommelige natur er altid den virkende, og den menneskelige den modtagende. Den anden art er derfor den, hvorefter treenighedens anden person meddeler sin menneskelige natur egenskaber fra sin guddommelige natur, så den både besidder og bruger dem.

44. Betyder det, at den guddommelige naturs egenskaber bliver den menneskelige naturs egenskaber?

Nej. For som vi har set ovenfor (spm. 8, 31 og 32), forbliver naturerne uforandrede, men den guddommelige naturs egenskaber gennemtrænger den menneskelige natur og virker i og gennem den. Ildens egenskaber bliver aldrig jernets, men når en jernstang trækkes ud af ovnen, virker ildens egenskaber gennem jernet, som ilden gennemtrænger. Der kan ikke være en perikoretisk (spm. 33) forening af den ene natur med den anden, uden at egenskaber meddeles. Elektriciteten meddeler sine egenskaber til den ledning, der leder den. Sjælen virker i og gennem det legeme, den giver liv. Øjet ser, og øret hører, fordi sjælen gennemtrænger legemet, giver det kraft og gør det modtageligt for ting uden for det – ting, som ikke gør noget indtryk på det, når sjælen har forladt det. Disse billeder er nødvendigvis ufuldkomne og kan kritiseres. For som vore teologer gang på gang har sagt:

«Denne forening er forunderligt enestående og enestående forunderlig.»

Når vi hæver os fra det naturlige til det overnaturlige, har alle billeder flere forskelle end ligheder. De beviser intet; de antyder kun visse ligheder.

45. Hvordan er denne lære udtrykt i bekendelsen?

«Vi mener og lærer med den gamle rettroende kirke, sådan som den har udlagt denne lære ud fra Skriften, at den menneskelige natur i Kristus har modtaget denne majestæt på den personlige forenings måde, nemlig fordi hele guddommens fylde bor i Kristus, ikke som i andre hellige mennesker og engle, men legemligt, som i sit eget legeme, så den med al sin majestæt, magt, herlighed og virkekraft stråler frem i Kristi antagne menneskelige natur, når og som han vil, og i, med og gennem den udøver sin guddommelige magt, herlighed og virkekraft, sådan som sjælen gør det i legemet og ilden i glødende jern» (Konkordieformlen, s. 636).

46. Hvilke skriftbeviser bygger den på?

«Der er en regel, som hele den gamle rettroende kirke enstemmigt har antaget: Hvad Den Hellige Skrift vidner om, at Kristus har modtaget i tiden, det har han ikke modtaget efter den guddommelige natur – for efter den natur har han alt fra evighed – men personen har modtaget det i tiden på grund af og i betragtning af den antagne menneskelige natur» (Konkordieformlen, s. 639).

Sådanne skriftsteder er:

Matt 11,27: «Alt er blevet overgivet mig af min Far.»

Matt 28,18: «Mig er blevet givet al magt i himlen og på jorden.»

Joh 5,27: «Han har givet ham myndighed til at holde dom, fordi han er Menneskesønnen.»

47. Nævner Den Hellige Skrift særskilt nogle guddommelige egenskaber, som især træder frem i og gennem den antagne menneskelige natur?

Ja.

1. Almagt, Matt 28,18; Hebr 2,8;

2. alvidenhed, Kol 2,3;

3. magt til at gøre levende, Joh 6,51; 1 Kor 15,45;

4. magt til at tilgive synder, Matt 9,6;

5. magt til at dømme, Joh 5,27;

6. tilbedelse, Fil 2,9–10; Hebr 1,8;

7. allestedsnærværelse, Matt 18,20; 28,20; Ef 1,23; 4,10.

48. Meddeles alle de guddommelige egenskaber til Kristi menneskelige natur?

Her må vi huske formålet med menneskevordelsen og med communicatio idiomatum, nemlig at mellemmandsembedet skulle udføres. Derfor meddeles alle de egenskaber fuldt ud, som der er brug for til dette formål. Vi må også huske skelnen mellem Guds absolutte og relative egenskaber (kap. 2, spm. 23 ff.). De relative eller virkende egenskaber meddeles umiddelbart; men de absolutte, som evighed, uendelighed og umålelighed, kun middelbart, dvs. for så vidt som de kendetegner en relativ egenskab eller tilhører personen.

«Sjælen, der er perikoretisk forenet med legemet, meddeler legemet sit liv og sine sanseevner, så man kan sige, at legemet er levende og har sansning. Men derfor kan man ikke sige, at legemet er åndeligt, udødeligt og usynligt ligesom sjælen. Og den evne til at varme og lyse, som ilden meddeler jernet, kan heller ikke give jernet ildens lethed og enkelhed» (Hollaz).

Ifølge genus idiomaticum tilhører de relative egenskaber dog den person, der benævnes ud fra den menneskelige natur, og vi kan sige: Jesus er evig osv.

49. Blev de meddelte egenskaber altid brugt?

Som vi skal se under Kristi to stande, afholdt Kristus sig i fornedrelsens stand fra at bruge dem fuldt ud.

Genus apotelesmaticum

50. Hvad er den tredje art af egenskabernes meddelelse (communicatio idiomatum)?

Den kaldes genus apotelesmaticum, af det græske apotelesma, en embedshandling. Ifølge den handler personen i alle mellemmandsembedets handlinger ikke gennem den ene natur alene, men gennem begge naturer, idet hver af dem bidrager med det, der er dens eget, og den anden natur tager del i det.

51. Hvordan er dette udtrykt i bekendelsen?

«Forskellen mellem naturerne bliver på ingen måde ophævet ved foreningen; tværtimod bevares hver naturs egenart, og de går sammen i én person og én hypostase» (Det chalkedonensiske symbol).

52. Er naturerne da adskilte?

Nej. Aldrig adskilte, men forskellige. Forskellige, men altid virkende sammen, hver natur efter sin særlige udrustning. Da Kristus led og døde, skete det efter den menneskelige natur, for den guddommelige kunne ikke lide eller dø. Men den guddommelige natur bar den menneskelige natur oppe under den uendelige byrde af verdens skyld og gav den menneskelige naturs fyldestgørelse uendelig guddommelig virkekraft og fortjeneste. I profetembedet var det den menneskelige naturs mund og tunge, der talte, men åbenbaringen af Guds riges hemmeligheder og den myndighed, han talte med, kom fra den guddommelige natur.

53. Hvilke skriftbeviser er der for denne art?

Forløsningsværket henføres undertiden til den konkrete betegnelse for den guddommelige natur.

1 Joh 3,8: «Guds søn er blevet åbenbaret for at gøre en ende på Djævelens gerninger.»

Undertiden til den konkrete betegnelse for den menneskelige natur.

Luk 19,10: «Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.»

Undertiden til den konkrete betegnelse for begge (Hebr 7,21–26; 1 Tim 2,5; 1 Joh 1,7).

Beviset beror dog ikke på enkelte skriftsteder, men på hele Skriftens sammenhæng. Hele formålet med menneskevordelsen var at fuldbringe det, som den ene person opnår gennem det værk, han udførte, og det offer, han bragte, i og gennem de to naturers samvirken.

Vurdering af læren

54. Hvordan skal læren om egenskabernes meddelelse (communicatio idiomatum) i det hele taget vurderes?

«Den, der har tålmodighed til at tænke igennem, hvad apostelens ord: ’Ordet blev kød’ betyder, kan ikke betragte læren om communicatio idiomatum som et overspændt påfund af den ortodokse skolastik. Den følger nødvendigt af den personlige forening. Enhver kristen, som beder til ham, der er ophøjet til Guds højre hånd, ser med troens øjne på et herliggjort menneske, i hvem det menneskelige er helt gennemtrængt af det guddommelige. Selv Calvin kan ikke tænke sig det herliggjorte legeme anderledes end fyldt med den guddommelige naturs kræfter. Men netop denne deltagelse af Kristi menneskelige natur i den guddommeliges egenskaber er det, der udgør communicatio idiomatum» (Kahnis).

«Gensidig meddelelse af egenskaber er kernen i ethvert forbund, i alt kærligt fællesskab. Kun selviskheden, som vil holde alt sit eget for sig selv, modsætter sig den; for den vil tage del i alt og ikke give del i noget» (Sartorius, Divine Love, eng. overs., s. 146).

55. Er denne lære om egenskabernes meddelelse (communicatio idiomatum) ment som en tilstrækkelig forklaring på, hvordan det guddommelige forholder sig til det menneskelige i Kristus?

På ingen måde.

«Hvorfor giver vi ikke Gud æren ved i troens enfoldige lydighed at tro det, Skriften lærer, selv om vi ikke kan forstå eller fatte, hvordan dette kan ske, uden at naturerne gøres ens eller blandes sammen? For hvem kan tilstrækkeligt forklare eller forstå, hvordan den forening sker, som denne meddelelse udspringer af og beror på? Engelen svarede både Sara og Maria, som spurgte, hvordan det skulle gå til: ’Er noget for vanskeligt for Herren?’ ’Intet ord fra Gud skal være uden kraft’ (1 Mos 18; Luk 1) … De gamle siger med rette, at når vi ikke kan sige, hvad Gud er, skal vi vogte os for at tænke eller sige om ham, hvad han ikke er. Sådan også i denne artikel» (Chemnitz, De duabus naturis, ff.).