Kapitel 14. Kristus som præst

Definition

1. Hvad er Kristi præstelige embede?

Det embede, hvorefter han som vor eneste præst ofrede sig selv som det fuldt tilstrækkelige og eneste offer for vore synder og går i forbøn for os hos Gud, for at vi kan blive forsonet med ham og nyde alle det evige livs velsignelser.

Efter hvilken natur

2. Efter hvilken natur er Kristus vor præst?

I alt, hvad han udfører i sit embede som mellemmand, handler han altid efter begge naturer (se ovenfor, kap. 11, spm. 50–53).

«Kristus er vor retfærdighed, hverken efter den guddommelige natur alene eller efter den menneskelige natur alene, men hele Kristus efter begge naturer, alene i sin lydighed, som han som Gud og menneske ydede Faderen helt til døden» (Konkordieformlen, s. 501).

Forbilleder i Det Gamle Testamente

3. Hvilke forbilleder på Kristi præstedømme fandtes der i Det Gamle Testamente?

To: det levitiske præstedømme og Melkisedeks. Hebræerbrevets hovedargument går ud på at vise, at det levitiske præstedømme står under Kristi. De levitiske præster var af Levis stamme; Kristus var af Juda. De var blot mennesker; han var også Gud. De var syndere, som måtte gøre fyldest for sig selv; han var hellig og uden plet, og hans offer er helt og holdent for os. De var forskellige fra de offerdyr, de ofrede; hos ham var præst og offer ét. De var mange, fordi den enkelte ikke kunne udføre alle dele af sit embede; han havde hverken brug for medhjælper eller stedfortræder. Deres ofre kunne ikke sone synden og måtte derfor gentages igen og igen; hans offer blev bragt én gang for alle. Om Melkisedeks præstedømme vises det, at det overgår det levitiske og er et bedre forbillede på Kristi præstedømme, af følgende grunde: Navnet betyder «retfærdighedens konge», og han var «konge i Salem», det vil sige fredens konge, og begge dele er forenet i Kristus. Hans slægtstavle var ukendt, og derved blev Kristi persons evighed afbildet. Ligesom Kristus forenede han kongedømme og præstedømme i én og samme person. Som den større velsignede han Abraham, stamfaderen til Aron og de levitiske præster. Han brød igennem den almindelige, ydre arvefølge, for han havde hverken forgængere eller efterfølgere i sit embede.

Præstedømmets to opgaver: 1.

Hvad fyldestgørelse betyder; Over for hvem den er sket; stedfortrædende fyldestgørelse er ingen uretfærdighed; Guds egenskaber hævdes; fyldestgørelsens personlige genstande; forsoningens omfang; dens saglige genstande; hvad fyldestgørelsen har løskøbt fra; ved hvilke midler den er ydet; den aktive og den passive lydighed; forskellen mellem Kristi offer og Det Gamle Testamentes ofre; hvornår den er sket; om opstandelsen hører med til fyldestgørelsen

4. Hvilke to opgaver har dette præstedømme?

Ofringen og den præstelige forbøn, eller fyldestgørelsen og forbønnen.

5. Findes ordet «fyldestgørelse» i Den Hellige Skrift?

Nej. Ordet bruges om den tanke, som forskellige skriftsteder udtrykker på hver sin måde.

Es 53,4–6: «Han har båret vore sorger og løftet vore smerter … Han blev såret for vore overtrædelser, han blev knust for vore misgerninger; straffen, som gav os fred, lå på ham … Herren har lagt alle vore misgerninger på ham.»

Matt 20,28: «… og give sit liv som løsesum i stedet for mange.» 1 Tim 2,6: «… som har givet sig selv som løsesum for alle.»

1 Joh 2,2: «Han er soning for vores synder.»

1 Joh 4,10: «… han har … sendt sin søn som soning for vores synder.»

Rom 3,25: «Ham viste Gud offentligt frem som en soning ved troen og ved hans blod.»

Rom 5,10: «… vi er blevet forsonet med Gud ved hans søns død, mens vi var fjender.»

Ef 1,7: «I ham har vi løskøbelsen ved hans blod.»

2 Kor 5,21: «Ham, som ikke kendte synd, har han gjort til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham.»

Gal 3,13: «Kristus løskøbte os fra lovens forbandelse ved at han blev en forbandelse i stedet for os.»

1 Pet 1,18–19: «… fordi I ved, at I ikke blev løskøbt fra jeres tomme liv, som var nedarvet fra fædrene, med forgængelige ting, sølv eller guld, men med Kristi kostbare blod som fra et fejlfrit og pletfrit lam.»

Disse skriftsteder lærer samstemmende, at Kristus har udstået de straffe, som menneskene havde fortjent for deres synder; at Gud som følge deraf er forsonet med dem, der havde været under hans vrede; at de er befriet for al straffeskyld og i stedet får lønnen for Kristi fuldkomne lydighed mod loven. Det vil sige: Kristus har opfyldt alle lovens krav for mennesket; han har gjort fyldest for den.

6. Hvilket andet ord betyder det samme?

Forløsning viser én side af fyldestgørelsen, nemlig betalingen af den pris, der befrier mennesket fra syndens følger. Ordet bruges i to betydninger. Undertiden betyder det selve udfrielsen eller befrielsen, som i Luk 21,28; Rom 8,23; Ef 4,30. Som regel betyder det dog, som i de skriftsteder, der er anført ovenfor, «betalingen af løsesummen».

7. Over for hvem gjorde Kristus fyldest?

2 Kor 5,19: «Det var Gud i Kristus, som forsonede verden med sig selv»,

viser, at det ikke blot var Faderen, men hele treenigheden, der var krænket på grund af synden og blev forsonet; og ligeledes, at det ikke blot var Sønnen, men hele treenigheden i og ved Sønnen, der bragte offeret for synden.

8. I hvilken egenskab modtog Gud fyldestgørelsen?

Ikke blot som en privat kreditor, der efter forgodtbefindende kan kræve en forpligtelse indfriet eller eftergive den, men som en fuldkommen retfærdig dommer, der fastholder, at hans lov er absolut ukrænkelig.

9. Men er det ikke et brud på loven, at fyldestgørelsen ydes af én, som den ikke blev krævet af?

Ved menneskelige domstole hæfter kautionisten for betalingen af en gæld, som han har kautioneret for.

«I denne forstand siger teologerne, at straffen nødvendigvis må fuldbyrdes upersonligt for enhver synd, men ikke straks personligt på enhver synder, eftersom Gud af særlig nåde kan fritage nogle for denne straf, når en kautionist sættes i hans sted» (Turretin).

10. Er det ikke en uretfærdighed at lade en uskyldig lide for en andens skyld?

Ikke når den uskyldige af egen fri vilje påtager sig byrden (Hebr 10,7) og bevarer magten til at lægge den fra sig, når han vil.

Joh 10,18: «Ingen tager mit liv fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det tilbage.»

Heller ikke når han har magt til at bære straffene til det yderste og, når de er udstået, både selv at gå fri og at bringe andre udfrielse.

11. Hvilke af Guds egenskaber træder særlig tydeligt frem i, at han på denne måde skaffer fyldestgørelse for synden?

Hans retfærdighed, som hævder loven og ubønhørligt kræver straf, også da hans Søn stod i synderens sted. Hans hellighed, som kun tåler synderen på den betingelse, at hans gæld betales og hans skyld fjernes. Frem for alt hans kærlighed, som skaffede en sådan fyldestgørelse for sådanne fjender.

Rom 5,7–8: «Næppe vil nogen jo dø for en retfærdig. Ja! For en god person vil måske nogen vove at dø, men Gud viser sin kærlighed til os ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.»

12. For hvem blev denne fyldestgørelse ydet?

For alle mennesker. Det bevises af:

A. Udtrykkelige udsagn om, at Kristi værk var for alle.

2 Kor 5,14–15: «Én er død i stedet for alle.» «Han døde i stedet for alle.»

Hebr 2,9: «… for at han ved Guds nåde kunne smage døden for alle.»

Rom 8,32: «… gav ham hen for os alle.»

B. Udsagn om, at den gælder verden.

Joh 1,29: «Se, Guds lam, som borttager verdens synd.»

Joh 3,16: «For således elskede Gud verden, at han gav sin eneste søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes.»

1 Joh 2,2: «Han er soning … for hele verden.»

C. Udsagn om, at den omfattede selv dem, der til sidst går fortabt.

Rom 14,15: «Ødelæg ikke ved din mad ham, som Kristus er død for.»

Hebr 10,29: «… betragtet pagtens blod som urent, ved hvilket han er helliget.»

1 Kor 8,11.

13. Kan disse skriftsteder ikke forklares med Peter Lombardus’ ord: «Kristus døde tilstrækkeligt, men ikke virksomt for alle»?

Det ville ikke stemme med tankegangen i de sammenhænge, hvor de anførte skriftsteder står. Desuden beviser det, at ikke alle tilegner sig fyldestgørelsens virkekraft, ikke, at den mangler virkekraft. Når en patient ikke tager sin medicin, kan vi ikke give en mangel på virkekraft i medicinen skylden for, at han er alvorligt syg.

14. For hvilke synder blev denne fyldestgørelse ydet?

For alle synder og al deres skyld og straf.

«For at han skulle være et offer ikke alene for arvesynden, men også for alle menneskers gerningssynder» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 3).

1 Joh 1,7: «Jesu Kristi, hans søns, blod renser os fra al synd.»

Gal 3,13: «Kristus løskøbte os fra lovens forbandelse ved at han blev en forbandelse i stedet for os.»¹

¹ Således er Kristus i vort sted, siger Luther i et berømt afsnit, ikke længere «en uskyldig og syndfri person, Guds Søn, født af jomfruen, men en synder, som har og bærer Saulus’ synd, han som var en spotter og forfølger, og Peters, han som fornægtede sin Mester, og Davids, han som var ægteskabsbryder og morder; kort sagt, han bærer og har alle menneskers synder i sit legeme. Ikke at han selv har begået disse synder, men de er begået af os, og han har påtaget sig dem og overført dem til sit eget legeme for at gøre fyldest for dem med sit eget blod. Derfor griber Moses’ almindelige lov ham, skønt han er uskyldig i sin person, fordi den finder ham blandt syndere og røvere, ligesom en øvrighed griber én, den finder blandt røvere, og straffer ham som skyldig, selv om han aldrig har begået noget ondt eller noget, der fortjener døden. Men Kristus blev ikke blot fundet blandt syndere; han ville endog af egen fri vilje og efter Faderens vilje være synderes fælle, idet han påtog sig kød og blod fra dem, der som syndere og røvere var sunket ned i alle synder. Da loven altså fandt ham blandt røvere, fordømte og dræbte den ham som en røver. Men nogen vil måske sige: ’Det er gudsbespottelse at kalde Guds Søn en synder og en forbandelse.’ Jeg svarer: Vil du benægte det, så benægt også, at han led, blev korsfæstet og døde. Det er ikke mindre urimeligt at sige, at Guds Søn blev korsfæstet, end at han var en synder. Men er det ikke urimeligt at bekende og tro, at Kristus blev korsfæstet mellem røvere, så er det heller ikke urimeligt at sige det andet. Der er sandelig mening i Paulus’ ord: ’Kristus blev en forbandelse for os.’ ’Han har gjort ham til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham.’ Således kalder Johannes Døber ham Guds lam, som bærer verdens synder, Joh 1,29. Selv er han uskyldig, fordi han er Guds lam uden plet eller lyde; men fordi han bærer verdens synder, bliver hans uskyld tynget ned af hele verdens synder og skyld. Hvad jeg og du har syndet, er blevet Kristi synder, som om han selv havde begået dem. Es 53,6 siger: ’Herren har lagt alle vore misgerninger på ham.’ Disse ord bør vi ikke svække, men give deres fulde vægt.» Om Gal 3,13.

(Se også kap. 12, spm. 34.)

15. Har en anden lære nogen sinde haft stor udbredelse?

Ja, skolastikernes fremherskende opfattelse, som har gennemtrængt de romersk-katolskes lære og liv. Ifølge den gjaldt Kristi fyldestgørelse de synder, som mennesker har begået før dåben. For de synder, der er begået siden, gælder den kun sådan, at den gør op for skylden, men ikke for straffen. Straffen bliver blot ved nøglemagtens forvaltning ændret fra en uendelig og evig straf til en straf, som de troende selv kan udligne ved deres egne fyldestgørelser, dels i denne verden og dels i den kommende, i skærsilden. Det var på dette punkt, den protestantiske reformation i 1500-tallet begyndte.

16. Hvad er følgen af den lære, at Kristi fyldestgørelse kun er fuldstændig for de synder, der er begået før dåben?

Kun én del af forløsningsværket tilskrives Kristus, mens en anden del, som man let kan opfatte som den største, overlades til menneskene. Efter denne teori skal mennesket fuldføre det, som Kristus har begyndt.

17. Hvilke forskellige straffe er der for synden, og hvordan har Kristus forløst os fra hver af dem?

Lovens forbandelse (Gal 3,13).

(Se ovenfor, spm. 14.) Satans herredømme.

Hebr 2,14: «Fordi børnene har del i blod og kød, fik han også på samme måde del deri for at han ved døden skulle ødelægge ham som har dødens kraft, det vil sige Djævelen.»

Guds vrede.

1 Thess 1,10: «… Jesus, som befrier os fra den kommende vrede.»

Døden.

Hebr 2,14 (se ovenfor).

1 Kor 15,55: «Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?»

Den evige fordømmelse.

Rom 8,1: «Så er der nu ingen fordømmelse for dem i Kristus Jesus.»

18. Hvorved blev Kristi fyldestgørelse ydet?

Ved hans lydighed mod loven.

Rom 5,19: «For ligesom de mange blev indsat som syndere ved det ene menneskes ulydighed, således vil de mange blive indsat som retfærdige ved den enes lydighed.»

19. Hvordan er dette udtrykt i bekendelsen?

«Hans lydighed – ikke blot i at lide og dø, men også i at han i vort sted frivilligt var underlagt loven og opfyldte den ved sin lydighed – tilregnes os til retfærdighed. For denne fuldkomne lydigheds skyld, som han i gerning og lidelse, i liv og død, har ydet sin himmelske Fader for os, tilgiver Gud os vore synder, anser os for fromme og retfærdige og frelser os evigt» (Konkordieformlen, s. 572).

20. Hvilke to sider rummer denne lydighed?

Den er blevet delt i den aktive og den passive lydighed.

21. Hvad er den aktive lydighed?

At Kristus fuldkomment opfyldte alle lovens krav – i moralloven, ceremonialloven og den juridiske lov –, sådan som de var foreskrevet som betingelse for det evige liv og dets løn.

Matt 5,17: «Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.»

Gal 4,4–5: «… født under loven, for at han skulle løskøbe dem under loven.»

Rom 10,4: «Kristus er lovens mål til retfærdighed for enhver som tror.»

Det kan man se ved omhyggeligt at studere evangeliernes beretning om hans liv. Dér viser det sig, at han fuldt ud gjorde alt, hvad loven krævede, og helt afholdt sig fra alt, hvad den forbød.

22. Hvad er resultatet af en så fuldstændig overensstemmelse med loven?

At han vinder den fortjeneste og den løn, som er lovet for lydigheden.

Matt 3,15: «… på den måde passer det sig for os at opfylde hele retfærdigheden.»

Rom 10,4: «Kristus er lovens mål til retfærdighed.»

1 Kor 1,30: «… Kristus Jesus, som for os er blevet visdom fra Gud: retfærdighed …»

23. Underkastede han sig loven for selv at vinde lønnen?

Nej. Personligt var han ikke blot lovens Herre, men ejede allerede alle ting. Personligt kunne han ikke vinde retfærdighed for sig selv, for han havde den allerede. Hele fortjenesten og lønnen tilhører derfor dem, i hvis sted han var under loven.

Fil 3,9: «… og blive fundet i ham, ikke ved min egen retfærdighed på grund af loven, men ved retfærdigheden ved tro på Kristus.»

Rom 1,17: «For i det åbenbares retfærdighed fra Gud på grund af tro og til tro.»

24. Hvad er den passive lydighed?

At Kristus bar skylden og betalte de straffe, som den overtrådte lov krævede på grund af menneskenes synd. Beviser: se ovenfor under spm. 12, 14 og 17 samt 1 Pet 1,18–19; 2,24; Hebr 9,28; Es 53; 2 Kor 5,21.

25. Kan den aktive og den passive lydighed adskilles?

Kun i tanken. De er den positive og den negative side af samme sag. Mennesket kunne ikke have nogen retfærdighed, så længe syndens skyld blev tilregnet det, og dens straffe hang over det. Ved sin passive lydighed overfører Kristus alle straffene til sig selv og udholder dem. Ved sin aktive lydighed skaffer han en retfærdighed, hvor syndens skyld forsvinder, ligesom natten flygter for den opgående sol, eller hvor menneskets skam og nøgenhed dækkes af en pletfri klædning.

26. Består retfærdigheden da i gerninger og lidelser?

Retfærdige gerninger og lidelser åbenbarer og beviser en indre retfærdighed, som er gået forud. På samme måde vidner den aktive og den passive lydighed om, hvad Guds Søn i sin menneskeblevne person er for dem, han levede, arbejdede, sled og bar omsorg for. Det, Kristus gjorde og led, åbenbarer, hvad Kristus var og er og for evigt vil være.

Rom 5,8: «… Gud viser sin kærlighed til os ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.»

Joh 15,13: «Større kærlighed har ingen end denne, at han sætter sit liv til for sine venner.»

Ligesom Kristi liv og død var åbenbaringen af Guds nådige vilje mod mennesket, var opstandelsen og himmelfarten pantet på den magt, der står til denne kærligheds tjeneste (Fil 3,10), og på, at den retfærdighed, han har skaffet ved sin fyldestgørelse, ikke kan anfægtes. Men hans fyldestgørelse når sit højdepunkt, har sit midtpunkt og samler sig i, at han gav sig selv hen og gik ind under alle vore kår og lidelser.

27. Hvordan adskilte Kristi offer sig da fra Det Gamle Testamentes ofre?

De var ikke sande og virkelige, men kun billedlige ofre, for et offers væsen ligger i, at den, der ofres, med glæde giver sig selv hen. Paulus udtrykker det princip, som lønnen bygger på, når han siger (1 Kor 9,17): «Hvis jeg gør det af egen vilje» (eller «frivilligt», A.V.), «får jeg løn». Kristi offer var derfor hele hans stand eller tilstand af lydighed mod loven, hvor han frivilligt gav sig selv hen for menneskets synd og for at købe liv og frelse.

28. Hvornår blev fyldestgørelsen ydet?

Den omfattede hele fornedrelsens stand med alle dens handlinger og lidelser, for de var alle en del af eller et udtryk for hans fortjenstfulde lydighed.

29. Hører opstandelsen med til hans fyldestgørelse?

Den var ikke en del af fyldestgørelsen, for loven pålagde ikke mennesket nogen forpligtelse til at opstå fra de døde, sådan som både gudfrygtige og ugudelige vil gøre på den yderste dag, når Kristus kalder. Men den er det stærkeste bevis på, at Kristus fuldførte det værk, han påtog sig, og at der er ydet fuld fyldestgørelse. Desuden forkynder den, at al den magt, hvormed Kristus opstod fra de døde, står til tjeneste for dem, som denne fyldestgørelse bliver anvendt på.

2. Forbønnen: dens trin og genstande; dens måde; dens grund; dens virkelighed; dens varighed

30. Hvad er den anden gerning i Kristi præstedømme?

Forbønnen, dvs. at han som ypperstepræst beder til Gud for dem, han har forløst.

31. Hvordan inddeles denne forbøn efter trin og efter genstande?

A. Efter trin skelnes der mellem den forberedende og den herlige forbøn.

Den første fandt sted i fornedrelsens stand, nemlig i hans ypperstepræstelige bøn (Joh 17), i hans bøn for Peter (Luk 22,32) og for hans mordere (Luk 23,34) og i løftet om Talsmanden (Joh 14,16). Den anden finder sted i ophøjelsens stand.

Rom 8,34: «… som sidder ved Guds højre hånd, og som også går i forbøn for os.»

Hebr 4,14–16: «Fordi vi altså har en stor ypperstepræst som er gået gennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved bekendelsen. For vi har ikke en ypperstepræst som ikke kan have medlidenhed med vores svagheder, men én som er blevet fristet i alt ligesom os, men uden synd. Lad os da med frimodighed træde frem for nådens trone for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp til rette tid.»

Hebr 7,25: «Derfor kan han også fuldkomment frelse dem som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever for at han kan gå i forbøn for dem.»

Hebr 9,24: «For Kristus gik … ind i selve himlen så han nu kunne vise sig for Guds ansigt for os.»

1 Joh 2,1: «Hvis nogen begår synd, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige.»

B. Efter genstande skelnes der mellem den almindelige og den særlige forbøn.

Den almindelige gælder alle mennesker, også mens de er ligeglade med hans nåde, sådan som han bad for dem, der korsfæstede ham (Luk 23,34). Den særlige gælder de troende. I denne betydning siger han (Joh 17,9): «Jeg beder ikke for verden, men for dem, du har givet mig.»

32. Men beder han på samme måde for de to slags mennesker?

For de første beder han om, at de må føres til omvendelse og tro (Luk 13,8; 23,34). For de sidste beder han om, at de må holdes fast i troen (Joh 17,11) og i enhed med hinanden (Joh 17,21), blive helliget (Joh 17,17) og nyde hans evige herlighed (Joh 17,24). Jesus bad uden tvivl den ypperstepræstelige bøn i Joh 17, mens disciplene hørte på, for at kirken på jorden kunne kende de overordnede emner i hans forbøn for sit folk.

33. Hvad er grunden til hans forbøn?

Ikke blot hans personlige forhold til Faderen, men det forhold, han står i, fordi han har fuldført sit mellemmandsværk. Forbønnen forudsætter fyldestgørelsen eller sonofferet og dets fortjeneste.

Joh 17,4: «Jeg har … fuldført det værk, som du har givet mig at gøre.»

Se især Hebr 7,25–27, hvor grunden til forbønnen angives at være det offer, han bragte «en gang for alle da han bragte sig selv som offer».

Se også 1 Joh 2,2, hvor det, at «han er soning for vores synder», er grunden til, at han er «talsmand hos Faderen» (vers 1). Jf. Hebr 5,12.

34. Hvordan sker forbønnen?

Virkeligt, ikke billedligt. Den er derfor mere end blot fyldestgørelsens fortsatte virkning. Men hvordan den opfarne Søn taler til Faderen, behøver vi ikke at spørge om. Det er endnu en hemmelighed ligesom den, der er nævnt ovenfor (kap. 12, spm. 43). Kun så meget kan vi fastslå: Det sker på en måde, der svarer til Guds højre hånd, og ikke som i Hebr 5,7 «i tjenerskikkelse», som han har aflagt (Fil 2,7–10).

35. Hvor længe varer forbønnen?

Gennem hele evigheden.

Hebr 7,25: «… han altid lever for at han kan gå i forbøn for dem.»

I Hebr 9,24–27 omtales Kristus som én, der bliver i det hellige, hvor han én gang er gået ind, til forskel fra de andre præster, som gik derind én gang hvert år. I Hebr 5,6 og 7,17 kaldes han «præst til evig tid», i Hebr 7,3 «præst for altid», og i 7,24 siges han at have «et permanent præstedømme».

36. Men hvordan kan denne forbøn gavne dem, der ikke længere kan falde, og som har del i den fuldendte frelse?

Al deres tryghed og salighed i den kommende verden kan ikke skilles fra deres forhold til Kristus. Det er hans evige forbøn, der bærer dem.

37. Men strider denne forklaring ikke mod Joh 16,26–27?

Stedet lyder:

«… jeg siger ikke til jer at jeg vil bede Faderen for jer; for Faderen selv elsker jer.»

Det betyder ikke, at Kristus nogen sinde vil holde op med at bede for sit folk, men at han ikke længere vil bede for dem alene. For også de vil bede sammen med ham, fordi de har adgang til Faderen, som nu er forsonet og elsker dem ved Kristus. Faderens kærlighed ophæver ikke forbønnen; her lærer disciplene derimod den rette måde at bede i Kristi navn på.

Kritik af de moralske forsoningsteorier

38. Hvordan kan man forklare de forskellige moralske forsoningsteorier, dvs. de teorier, der udelukkende finder virkningen af Kristi værk i den appel, det retter til os?

De udspringer af en meget overfladisk opfattelse af syndens skyld og alt, hvad den indebærer.

Jo mindre man gør synden, des mindre behov føler man for en fyldestgørelse. Til sidst ender det med, at den menneskelige naturs medfødte godhed ophøjes, og at der ikke er noget tilbage, som man mener kræver en fyldestgørelse. Hele Kristi liv på jorden, der ender med hans heltemodige død, bliver da blot en tilskyndelse til at vække dyd hos mennesker og især til at tænde kærlighed til Gud og til alt, hvad der ligner Gud. Sådanne teorier går til grunde som strå, der rører ved flammen, når de møder de anklager mod denne meget lovpriste menneskenatur, som Den Hellige Skrift rejser, især i Romerbrevets første kapitler. «Man kan ikke erkende Kristi velgerninger, medmindre man forstår vore onder» (Apologien, s. 83). Derfor må loven først forkyndes i al sin strenghed og dybde, før evangeliet kan anvendes ret.

39. Men er sådanne teorier helt uden grundlag?

Som regel er de delvise og ensidige udtryk for sandheden. Ingen appel til menneskers samvittighed er så stærk og indtrængende som den, der udgår fra Kristi hellige liv og selvopofrende kærlighed. Alligevel øver man vold mod Skriften, hvis man betragter disse virkninger som de eneste formål med Kristi sendelse og på det grundlag går forbi alle udsagnene om, at der var brug for en løsesum, og om hans stedfortrædende fyldestgørelse.

Gendrivelse af brugen af de vigtigste skriftsteder, man henviser til

40. Men hvorfor kaldes forsoningen da, som i 2 Kor 5,18–20, en forsoning af menneskene med Gud i stedet for af Gud med menneskene?

Det nævnte sted er ikke en fuld behandling af hele læren om, hvad Guds nåde har sørget for, men kun en praktisk formaning til menneskene om at tilegne sig og bruge den forsoning, som Gud ifølge vers 14–15 har tilvejebragt for menneskene i Kristus. Også bag dette udsagn ligger den lære, der tydeligt forkyndes i mange skriftsteder: at Guds kærlighed til det syndige menneske altid går forud for menneskets svageste ønske om at vende tilbage til Gud. Mennesket er potentielt retfærdiggjort i den fyldestgørelse, der er sket ved Kristus, men denne mulighed bliver først virkelighed, når det ved troen gør den til sin egen. Gud har med andre ord gjort alt fra sin side, for at forsoningen kan ske; det er menneskets sag at gøre brug af denne forsoning på de vilkår, den nu tilbydes på.