Kapitel 13. Kristi embeder. Kristus som profet

Forholdet til det foregående

1. Hvordan forholder indholdet af de to foregående kapitler sig til det, der nu skal behandles?

Den personlige forening og Kristi to stande er midlet; Kristi embeder er målet. Det vil sige: Guds Søn blev menneske, fornedrede sig og blev ophøjet for at være vor profet, præst og konge.

Mellemmandsembedets tre opgaver

2. Hvilke tre ting hører til mellemmandsembedet?

A. Åbenbaringen af Guds vilje.

B. Tilvejebringelsen af forløsningen.

C. Tilegnelsen af forløsningen.

Det første hører til hans embede som profet, det andet til hans embede som præst og det tredje til hans embede som konge.

3. Hvilken grund i Skriften er der for denne inddeling?

Han kaldes profet.

ApG 3,22: «Moses sagde jo: En profet som mig vil Herren jeres Gud lade fremstå for jer blandt jeres brødre.»

Matt 11,9: «En profet? Ja, siger jeg jer, og mere end en profet.»

Præst.

Hebr 4,14: «Fordi vi altså har en stor ypperstepræst som er gået gennem himlene, Jesus, Guds søn.» Hebr 7,17: «For han får det vidnesbyrd at ’du er præst til evig tid efter Melkisedeks orden’.»

Konge.

Matt 21,5: «Sig til Zions datter: se din konge kommer til dig.» Åb 17,14: «Lammet vil besejre dem, for det er herrernes Herre og kongernes konge.»

Hvad «profet» betyder

4. Hvad betyder «profet»?

Ikke blot eller først og fremmest én, der forudsiger, men Guds tolk eller talsmand. Forstavelsen «pro» betyder snarere «frem» end «før» i tidsmæssig forstand. «Elias og Paulus var profeter, ikke fordi de forudsagde fremtiden, men fordi de oplyste nutiden» (Stanley, citeret efter Century Dictionary). Daniel var lige så vist en profet, da han tydede Nebukadnesars drøm, som da han forudsagde kommende begivenheder.

Det profetiske embede bestemt og forklaret

5. Hvad er da det profetiske embede?

Det er det embede, hvorved Kristus for alle tider og alle steder forkynder for menneskene Guds væsen og vilje.

Joh 1,18: «Ingen har nogensinde set Gud; den enbårne Søn, som er i Faderens favn, har gjort ham kendt.»

Hebr 1,2: «[Gud] har ved afslutningen på disse dage talt til os ved sin søn.»

Mark 9,7: «Han er min søn, den elskede, hør ham!»

Faderens ord ved forklarelsen betyder: «Der er ingen grund til at klage over, at Moses og Elias går bort. Her er min Søn, som vil lære jer og alle, der følger efter jer indtil tidernes ende, fuldt og klart alt, hvad I behøver at vide om mig og min vilje og den kommende verden. Hør ham!»

6. Hvad ligger der i dette?

At «alle, som vil tænke eller grunde over Gud på en frelsende måde, må gøre alt underordnet Kristi menneskenatur» (Luther, de Wette I, 226). «Derfor lod Gud sin Søn blive menneske for at drage os bort fra at betragte hans majestæt og hen til at betragte hans kød» (Melanchthon, Loci communes, 1. udg.). Kristus er således den store og eneste, der åbenbarer Gud for mennesket. En stor amerikansk prædikant fra en anden kirke har udtrykt det med stor kraft:

«Hvorfor tror jeg på Gud? Hvis en mand spurgte mig om det på gaden, tror jeg, at jeg kunne give ham et svar. Jeg kunne give én stor grund – to store grunde, som i virkeligheden er én stor grund – til, at jeg tror på Gud. Jeg tror på Gud, mine venner, jeg tror på Gud af hele min sjæl, fordi denne verden er uforklarlig uden ham og forklarlig med ham, og fordi Jesus Kristus troede på ham. Og det var Jesus Kristus, der viste mig, at denne verden krævede Gud og var uforklarlig uden ham, og som gjorde enhver anelse og drøm, jeg havde haft før, til vished» (Phillips Brooks, Addresses, s. 56).

Idet Kristus åbenbarede Gud for mennesket, åbenbarede han også mennesket for sig selv:

«Ikke alene kender vi kun Gud ved Jesus Kristus, men vi kender også kun os selv ved Jesus Kristus. Liv og død kender vi kun ved ham. Uden Jesus Kristus ved vi ikke, hvad livet er, eller hvad døden er, eller hvad Gud er, eller hvad vi selv er» (Pascal, Tanker).

Åbenbaringer før menneskevordelsen

7. Var der da ingen åbenbaring af Gud for menneskene før menneskevordelsen?

Jo. Men denne åbenbaring var delvis, ufuldstændig og forberedende.

Hebr 1,1–2: «Efter at Gud for længe siden har talt mange gange og på mange måder til fædrene ved profeterne, har han ved afslutningen på disse dage talt til os ved sin søn.»

Desuden kom alt, hvad de åbenbarede, til dem ved Sønnen som Ordet, det vil sige som den, der åbenbarer Gud. De var et genskær af det lys, som nærmede sig med Sønnens komme.

1 Pet 1,10–11: «Profeterne, som havde profeteret om nåden til jer, undersøgte og efterforskede … hvilken og hvad slags tid Kristi Ånd i dem åbenbarede.»

8. Hvem er frem for nogen Det Gamle Testamentes store profet, og hvordan stilles det gammeltestamentlige profetembede over for Kristi profetembede?

Moses. Han som Det Gamle Testamentes profet og Kristus som Det Nye Testamentes profet stilles ofte op over for hinanden (5 Mos 18,15–18; Joh 1,21.25; ApG 3,22; 7,37). Moses modtog det, han lærte, udefra ved Guds åbenbaring på bjerget (Hebr 8,5); Kristus ved sin salvelse, det vil sige ved en særlig gave af Helligånden til hans menneskenatur som templet, hvor guddommen bor legemligt, og som Guds menneskeblevne Ord (Es 61,1; Joh 1,14). De gammeltestamentlige profeter, og Moses som den største af dem, havde til opgave at forkynde: «Så siger Herren.» Det var Kristi forret at forkynde: «Sandelig, sandelig siger jeg jer.» Det var deres opgave at forkynde Guds ords myndighed. Men ingen uden Kristus kunne sige:

«Himlen og jorden skal forgå, men mine ord skal ikke forgå» (Matt 24,35).

Kristi forkyndelse af loven

9. Hvad var indholdet af Kristi undervisning?

Både lov og evangelium.

10. Hvordan lærte han loven?

A. Ved at forkynde den på ny uden de rabbinske tilføjelser, som havde dækket og tilsløret den, og uden de ceremonielle og juridiske elementer, som kun hørte til Det Gamle Testamente.

B. Ved at vise dens åndelige karakter og anvendelse.

11. Hvor skete det især?

I Bjergprædikenen. Den fremstiller loven på ny og viser dens åndelige anvendelse som en indledning til forkyndelsen af evangeliet.

12. Med hvilke ord gør Kristus sit forhold til loven klarest?

Matt 5,17–18: «Tro ikke at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller én tøddel forgå af loven, før alt er sket.»

13. Hvordan blev dette yderligere indskærpet?

Ved hans hellige eksempel, idet han holdt alle lovens bud, både efter bogstaven og efter ånden. Hans liv var et forbillede og en målestok for, hvordan lovens to tavler skal opfyldes. Ingen anskuelsesundervisning er så fuldstændig i alle enkeltheder og så stærk i sin virkning som den, vi får i beretningen om hans synlige færden blandt menneskene.

Luk 22,42: «Ske ikke min vilje, men din.»

Fil 2,5: «I skal iblandt jer tænke det samme som også var i Kristus Jesus.»

Rom 15,2–3: «Enhver af os skal glæde sin næste så det bliver til gode og opbyggelse for ham. For heller ikke Kristus glædede sig selv.»

1 Pet 2,21: «Også Kristus har lidt for jer, hvorved han efterlod jer et eksempel for at I skulle følge i hans spor.»

Matt 16,24: «Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.»

14. Var Kristi forkyndelse af loven blot en ny stadfæstelse af dens grundsætninger, eller stadfæstede han også de gammeltestamentlige skrifters myndighed?

Vi behøver blot at henvise til, hvor ofte han påberåber sig Skriftens myndighed:

Matt 21,42: «Har I aldrig læst i skrifterne?»

Matt 22,29: «I farer vild, fordi I ikke kender skrifterne …»

Matt 26,56: «For at profeternes skrifter skulle blive opfyldt.»

Luk 24,45: «Da oplod han deres forstand til at forstå Skrifterne.»

Og til hans faste udtryk «Der står skrevet» (Matt 4,4.6.7.10; 11,10; 21,13; 26,24.31; Mark 7,6; 9,12; 11,17; 14,21.27 osv.).

Efter Jesu lære var det nok, at et skriftsted, man henviste til, stod i Det Gamle Testamentes kanon, sådan som den jødiske kirke på hans tid havde modtaget den, for at det havde myndighed (Joh 10,34).

15. Men indeholdt hans undervisning ikke en kritik af loven?

Jo, utvivlsomt. Det sker de steder, hvor han fører sine tilhørere fra en rent udvortes behandling af loven til dens dybere mening, det vil sige fra skallen til kernen, som i Matt 5,21–48, eller hvor han kræver mere, end lovens blot midlertidige forskrifter tillod, som i Matt 19,7–12. Hans kritik gælder ikke Det Gamle Testamentes bøger eller tekst, men alene dets indhold. Dette indhold var lige forpligtende for dem, det var pålagt, men i lyset af Kristi komme må det deles i det, der hører til de juridiske og ceremonielle love og derfor kun har midlertidig gyldighed, og det, der hører til moralloven og derfor er blivende (kap. 25, spm. 16 og 27–33).

Joh 1,17: «For loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus.»

16. Var forkyndelsen af loven hovedformålet med dette embede?

Nej.

Loven forkyndte han, fordi menneskene havde glemt og forvrænget det, Moses havde lært dem. Han viste, hvordan selv Moses lærte de mest gennemtrængende åndelige krav (Matt 22,36–40).

Konkordieformlen (s. 508) kalder derfor «Moses’ og lovens forkyndelse» for «Kristi fremmede gerning» (jf. Es 28,21), som er underordnet «hans egentlige embede, at forkynde nåde, trøste og levendegøre, hvilket egentlig er evangeliets forkyndelse».

Kristi forkyndelse af evangeliet

17. Hvad hører med til evangeliet?

Alt, hvad der angår hans person og gerning, forkyndt for at vække og opholde troen (kap. 25, spm. 34–39). Undervisningen i læren er underordnet det at føre menneskene til kundskab om Sønnen selv og gennem Sønnen til kundskab om Faderen.

Matt 11,27: «Ingen kender Faderen uden Sønnen, og den som Sønnen vil åbenbare ham for.»

1 Joh 4,9: «I dette er Guds kærlighed blevet åbenbaret blandt os, at Gud har sendt sin eneste søn til verden.»

Hvordan det profetiske embede fortsættes; dets to trin

18. Omfatter det profetiske embede altså mere end opgaven at undervise?

Det omfatter også meddelelsen af åndelig kraft, hvorved han ved Helligånden bevæger menneskenes hjerter til at tage imod evangeliets lære (Joh 6,45).

19. Hvilke to trin har dette embede?

Det umiddelbare og det middelbare. Det første var, da Kristus selv i egen person underviste menneskene. Det sidste udøvede han gennem apostlene, og han udøver det gennem alle, som forkynder Ordet og med deres liv bærer vidnesbyrd om troen, indtil tidernes ende.

Joh 20,21: «Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg jer.»

Luk 10,16: «Den, som hører jer, hører mig.» Ef 4,11–13.

Fremskridt i Kristi undervisning

20. Var der fremskridt i Kristi undervisning?

Evangeliets indhold blev ikke forkyndt i hele dets fylde på én gang. Kristus tilpassede sin undervisning efter, hvad de, han underviste, kunne fatte.

Joh 16,12: «Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu.»

Mark 4,34: «Men uden lignelser talte han ikke til dem; men alene for sine disciple udlagde han alt.»

Sin lidelse og død forkyndte han først, da de var umiddelbart forestående. Deres betydning blev heller ikke forstået før efter hans himmelfart og Helligåndens udgydelse på pinsedag. Selv efter pinse blev forløsningens almengyldighed og den kristnes fuldstændige frihed fra den mosaiske kultus kun gradvis forstået og under betydelig strid i apostlenes kirke, som Apostlenes Gerninger tydeligt viser. Helligånden, der var givet som den store lærer, skulle gribes og tages i brug gennem de troendes kamp hen imod lyset.

Joh 14,26: «Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alt det som jeg har sagt jer.»

Undergerningerne som segl på det profetiske embede

21. Hvad var seglene på hans profetiske embede? Hans undergerninger (Joh 3,2; Luk 24,19).

22. Hvad var deres særlige opgave?

Joh 20,30–31: «Også mange andre tegn gjorde Jesus for øjnene af sine disciple, som ikke er skrevet ned i denne bog. Men dette er skrevet for at I skal tro at Jesus er Kristus, Guds Søn.»

Herom siger Gerhard (Evangelieharmonien):¹

¹ Min højtagtede kollega, prof. dr. Spaeth, har i en prædiken for de studerende ved vort seminarium i 1905 over evangelieteksten til helligtrekongersdag belyst dette i én meget fortættet sætning: «Fra stjernen til Ordet; fra Ordet til Kristus.»

«Vi ser i dette skriftsted, at undergerningerne tillægges dette formål: at være troens hjælp og støtte ved at vække og berede menneskenes sind til at tro Guds ord og løfter, som er troværdige også uden undergerninger, eller, som apostlen siger (1 Tim 1,15), ’værdige til al modtagelse’. Undergerningerne bekræfter dog kun troen; de giver den ikke. De, som ikke tror på grund af Ordet, men på grund af undergerninger, står ikke fast i fristelsens tid.»

23. Hvad menes der med løftet (Joh 14,12) om, at de, som følger ham som evangeliets forkyndere, skal gøre større undere?

Der tænkes på indre, åndelige undere i menneskers omvendelse. De, der blev ført til kundskab om frelsen ved den umiddelbare udøvelse af hans embede, var meget få sammenlignet med de tusinder, som han omvendte middelbart på pinsedag ved Peters prædiken. De nyomvendtes forandrede liv er et under, der gentager sig igen og igen. Det samme gælder kristendommens udbredelse og dens beståen gennem tidsaldre med uophørlig kamp.