Kapitel 26. Sakramenterne

To måder at anvende evangeliet på

1. På hvilke to måder anvendes evangeliet som nådemiddel?

Enten på en menighed, det vil sige på flere personer på én gang, eller på den enkelte, særskilt og adskilt fra alle andre. Det første sker i prædikenen; det andet i sjælesorgen, i tilgivelsen og i sakramenterne.

2. Hvad adskiller sakramenterne fra andre måder at rette evangeliets almene ord mod den enkelte på?

At ordet ledsages af en handling, som Gud har indstiftet, og af brugen af en ydre genstand eller et ydre element, hvorved løftet besegles.

Definition af sakramente

3. Hvordan vil du definere et sakramente?

Det er en handling, som Kristus har indstiftet, og hvori evangeliets almene løfte om syndernes forladelse for Kristi skyld anvendes på og besegles for den enkelte ved brugen af et ydre element.

4. Hvorfor kalder du det en handling?

Fordi indstiftelsen foreskriver en handling, og uden den er der intet sakramente. Befalingen lyder: «døb», «gør dette», «tag dette og del det». Når sakramenterne forvaltes, er alt andet blot forberedelse til handlingen eller et tillæg til den.

Ordets oprindelse og historie

5. Er ordet «sakramente» bibelsk?

Nej. Det er et kirkeligt udtryk for de træk, som Det Nye Testamentes to handlinger, dåben og nadveren, som Gud har foreskrevet, har til fælles, og som adskiller dem fra alle andre ritualer.

6. Hvor stammer det fra?

På klassisk latin betegnede det de penge, som hver af parterne i en retssag stillede som pant. Overført til militærsproget kom det snart til at betyde soldatens ed. I Vulgata svarede det til det græske mysterion (μυστήριον), både i Septuaginta i Dan 2,18 og 4,6 og i Det Nye Testamente i Ef 3,3; 5,32 og 1 Tim 3,16. Tertullian brugte det om dåben, idet han anvendte soldatens ed på den kristne kamp. Augustin definerer det i almindelighed som «en synlig form for en usynlig nåde». Ordet blev brugt meget forskelligt helt frem til reformationen.

7. Hvordan brugte reformatorerne det?

I sine tidlige reformatoriske skrifter foreslår Luther, at ordet helt afskaffes, fordi det er blevet misbrugt. Han erklærer, at der kun er ét sakramente, og tænker da på menneskevordelsen efter Vulgatas gengivelse af 1 Tim 3,16. Desuden foreslår han, at man i stedet siger «sakramentalt tegn». Efterhånden vendte han dog tilbage til det gængse udtryk, selv om han ligesom Melanchthon vaklede i brugen af det, så han undertiden regnede «tilgivelsen» med som et tredje sakramente. Sådan inddeles de i Apologien (s. 214).

8. Hvordan kunne tilgivelsen regnes for et sakramente?

Fordi den ligesom dåben og nadveren anvender evangeliets almene løfte på den enkelte. Men til forskel fra dåben og nadveren er der i tilgivelsen ingen handling, som Gud har foreskrevet, og hvorved dette sker. Derfor holdt man snart op med at regne den blandt sakramenterne.

Sakramentets særlige opgave

9. Hvad er da sakramentets særlige opgave?

At anvende evangeliets almene løfte om syndernes forladelse på den enkelte i forbindelse med en ydre handling, som Gud har indstiftet, og som ved jordiske elementer giver et pant på den nåde, der er til stede.

10. Hvordan beskriver vore bekendelsesskrifter dem?

«De er handlinger, som har Guds befaling, og som nådeløftet er føjet til» (Apologien, s. 213).

«Kristus lader ikke blot evangeliets løfte tilbyde i almindelighed, men ved sakramenterne, som han føjer til løftet som segl, besegler han det og bekræfter derved for hver eneste troende, at evangeliets løfte er sikkert» (Konkordieformlen, s. 656).

11. Hvordan uddyber vore teologer denne tanke?

Melanchthon har udtrykt det mere udførligt i sine Loci communes (første udgave):

«Tegnene retfærdiggør ikke. Apostlen siger: ’Omskærelse betyder intet.’ Sådan er også dåben intet, og at tage del i Herrens nadver er intet; de er kun vidnesbyrd og segl om Guds vilje mod dig, så din samvittighed kan blive vis, hvis den tvivler om Guds nåde og velvilje mod den. Ligesom Hizkija ikke kunne tvivle om, at han ville blive rask, da han hørte løftet og så det bekræftet ved et tegn, og ligesom Gideon ikke kunne tvivle om, at han ville sejre, da han var blevet styrket ved så mange tegn, sådan bør du heller ikke tvivle om, at du har fået barmhjertighed, når du har hørt evangeliet og modtaget evangeliets segl, dåben og Herrens legeme og blod. Hizkija kunne være blevet rask også uden et tegn, hvis han havde villet tro det nøgne løfte, og Gideon ville have sejret uden et tegn, hvis han havde troet. Sådan kan også du, blot du tror, blive retfærdiggjort uden et tegn. Tegnene retfærdiggør altså ikke, men ved sådanne tegn blev Hizkijas og Gideons tro hjulpet og styrket. Sådan opmuntres også vor svaghed ved tegn, for at vi ikke under syndens stadige angreb skal fortvivle om Guds barmhjertighed. Hvis Gud selv talte med dig ansigt til ansigt, hvis han gav dig et særligt pant på sin barmhjertighed, for eksempel et under af en hvilken som helst art, så ville du ikke betragte det som andet end et tegn på Guds nåde. Om disse tegn skal du derfor tænke sådan, at du lige så sikkert tror, at Gud forbarmer sig over dig, når du modtager dåben og tager del i Herrens nadver, som du ville tro det, hvis Gud talte med dig eller gjorde et andet under, som gjaldt netop dig. Tegnene er indstiftet for at vække troen.»

«Ligesom synet af Kristus ikke retfærdiggjorde Stefanus, da han skulle myrdes, men styrkede den tro, hvorved han var retfærdiggjort, sådan retfærdiggør det at tage del i nadveren heller ikke, men det styrker troen.»

Luther siger i Om kirkens babyloniske fangenskab:

«Ved hvert løfte plejer Gud at føje et tegn til som et mindesmærke eller en påmindelse om sit løfte, så det bevares mere trofast og formaner så meget stærkere. Da han lovede Noa ikke igen at ødelægge verden ved en flod, gav han sin bue i skyerne og sagde, at han ved den ville huske sin pagt. Til Abraham gav han efter løftet om, at hans afkom skulle få arven, omskærelsen som et segl på troens retfærdighed. Sådan gav han Gideon tegnet med den tørre og den våde uldtot … Sådan har han også i messen, ved dette løfte, det fornemste af alle, føjet sit eget legeme og sit eget blod i brødet og vinen til som et mindetegn, som han siger: ’Gør dette til ihukommelse af mig.’ Sådan føjer han også i dåben et tegn til løftets ord, nemlig at der bruges vand» (Weimarudgaven, 6, 547 ff.).

Hvis handling sakramentet er

12. Hvis handling er sakramenterne?

Guds, og i særdeleshed Kristi, som har indstiftet dem og befalet, at de skal holdes, og som har lovet at virke gennem dem.

«Kun han, som er nådens ophav, kan fastsætte de midler, hvorved han vil give den nåde, som han giver uforskyldt; for han alene kan meddele dem den uendelige kraft, som gør dem i stand til at give nåde.»

Hvordan et sakramente adskiller sig fra et offer

13. Hvordan adskiller et sakramente sig fra et offer?

I et sakramente tilbyder Gud mennesket noget; i et offer tilbyder mennesket Gud noget.

«Et sakramente er en ceremoni eller gerning, hvori Gud giver os det, som løftet, der er knyttet til ceremonien, tilbyder. Sådan er dåben ikke en gerning, som vi giver Gud, men en gerning, hvori Gud døber os (det vil sige en tjener i Guds sted); og Gud tilbyder og giver her syndernes forladelse efter løftet i Mark 16,16. Et offer er derimod en ceremoni eller gerning, som vi yder Gud for at give ham ære» (Apologien, s. 262).

Sakramentets tre væsentlige kendetegn

14. Hvad er sakramentets tre væsentlige kendetegn?

A. En guddommelig indstiftelse.

Der må foreligge en udtrykkelig og direkte befaling fra Kristus om, at det skal holdes til alle tider. Ingen ordning, som blot er foreskrevet af kirken, er et sakramente. Selv om en skik har et forbillede hos apostlene, hæver det den ikke op til et sakramente. Man må kunne henvise til Herren Jesu eget eksempel og indstiftelse.

B. Et jordisk element.

Ordet «element» betegner, når der tales om sakramenterne, altid noget synligt, håndgribeligt, legemligt og stofligt. Upræcise forfattere taler om «de himmelske og de jordiske elementer». Men der findes ingen «himmelske elementer». Et sakramente har en synlig, stoflig genstand, som Kristus har foreskrevet ved indstiftelsen, og som bruges som middel til at bringe og anvende sakramentets ord.

C. En særlig himmelsk gave, som også er fastsat ved indstiftelsen.

I begge Det Nye Testamentes sakramenter bliver syndernes forladelse lovet, tilbudt og meddelt med den sakramentale handling. I nadveren er Kristi legeme og blod med elementerne som pant på denne gave, syndernes forladelse; og både i dåben og i nadveren er det løftets ord, der både gør sakramentet og anvender dets virkning. Accedit verbum ad elementum, et fit sacramentum [Ordet kommer til elementet, og det bliver et sakramente]. Hverken elementet uden Ordet eller Ordet uden elementet, men ord og element forenet, eller rettere elementet, sådan som det er gennemtrængt og gjort virksomt af det udtrykkelige ord, hvormed Gud har indstiftet det, udgør sakramentet. Der er ingen magisk kraft i selve elementerne, heller ikke når de er indviede. Deres opgave er alene at være et redskab, hvorved det guddommelige løfte indprentes i modtagerens hjerte og sind.

Sakramentsordets betydning

15. Forklarer bekendelsesskrifterne det sidste punkt på samme måde?

Den Lille Katekismus lærer, at «vandet uden Guds ord er bare vand og ingen dåb», og at «syndernes forladelse, liv og salighed» gives i nadveren, ikke «ved den legemlige spisning og drikning», men ved ordene: «Givet og udgydt for jer til syndernes forladelse.» Den Store Katekismus siger om dåben, at «tager man Ordet bort, er vandet det samme, som tjenestepigen koger med» (s. 468).¹ Det samme siger den om nadveren (s. 477). De Schmalkaldiske Artikler definerer dåben som «intet andet end Guds ord i vandet, befalet ved dets indstiftelse».

¹ Her er Calvin enig med Luther: «Verbo sublato perit tota vis sacramentorum. Quid enim aliud sunt sacramenta quam Verbi sigilla? … Porro Verbum promissionem hic significat.» [Tages Ordet bort, går sakramenternes hele kraft tabt. For hvad er sakramenterne andet end Ordets segl? … Ordet betyder her løftet.] Til Ef 5,26.

16. Hvordan kan dette sammenfattes?

«Der er ikke én nåde i løftets ord og en anden, som tilbydes i sakramenterne; der er heller ikke ét løfte i evangeliet og et andet i sakramenterne. Men nåden er den samme, og Ordet er ét og det samme, bortset fra at Ordet i sakramenterne på grund af vor svaghed gøres synligt ved de tegn, som Gud har indstiftet, sådan som Augustin siger» (Chemnitz, Examen, s. 243).

Konfirmation og ordination er ikke sakramenter

17. Hvorfor regnes konfirmationen ikke blandt sakramenterne?

Den har ingen befaling fra Kristus at støtte sig på. Som kirkelig handling har den været brugt med gavn; men mere kan man ikke sige om den. Se Apologien, s. 214, 6 (jf. kap. 27, spm. 34).

18. Har ordinationen da ikke sakramental gyldighed?

Nej. Kristus har ikke befalet, at hans tjenere skal indsættes ved håndspålæggelse, og han har heller ikke indstiftet en sådan handling ved sit eksempel. Der er ganske vist et forbillede hos apostlene for, at missionærer og præster højtideligt udsendes på denne måde (ApG 13,3; 1 Tim 4,14; 2 Tim 1,6), men der er ingen befaling om, at det altid skal ske. Det er kaldet og ikke håndspålæggelsen, der gør én til præst. Desuden har denne handling intet jordisk element. Skolastikerne og de romersk-katolske lærere er uenige om, hvorvidt elementet er den ordinerende biskops hænder eller salveolien, eller om det skal findes i nadverens sakramente, som den ordinerede modtager under begge skikkelser. Hvad angår den gave, der tales om i 1 Tim 4,14 og 2 Tim 1,6, er det ikke syndernes forladelse, men de gaver, der behøves for at kunne virke som evangeliets tjener.

Ikke alt, hvad Gud har indstiftet og befalet, er et sakramente

19. Har alt, hvad der har Guds befaling, rang af sakramente?

«Hvis alt, hvad der har Guds befaling, og hvortil der er føjet løfter, skulle regnes blandt sakramenterne, hvorfor føjer vi så ikke bønnen til, som med største ret kan kaldes et sakramente? For den har både Guds befaling og overordentlig mange løfter. Også almissen kunne regnes hertil» (Apologien, s. 215).

Hvornår sakramentet er til stede

20. Hvornår er sakramentet virkelig til stede?

Kun i den sakramentale handling, som ledsager det foreskrevne ord; for den alene er sakramentet. I dåben er alt, hvad der går forud for, at vandet anvendes i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, kun forberedelse. Det har til formål at vække og opmuntre troen på det guddommelige løftes ord, som på denne måde skal anvendes. I nadveren bevirker indvielsen (konsekrationen) ingen forandring af elementerne, men forbereder kommunikanternes hjerte og sind til at modtage det, der skal gives dem i det sakramente, som følger.

Hvem retten til at forvalte sakramenterne tilhører

21. Hvem har retten til at forvalte sakramenterne?

Nøglemagten, dvs. magten til at forvalte både ord og sakramenter, tilhører kirken eller de troendes menighed.

«For hvor kirken er, dér er myndigheden til at forvalte evangeliet … Hertil hører Kristi ord, som vidner om, at nøglerne er givet til kirken og ikke blot til visse personer (Matt 18,20): ’Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn’ osv.» (De Schmalkaldiske Artikler, s. 350).

Men for at kirken kan udøve denne ret, er embedet med at forkynde Ordet og forvalte sakramenterne indstiftet. «Hvor der altså er en sand kirke, dér er retten til at vælge og ordinere præster nødvendigvis til stede» (sst.).

Sakramenterne forvaltes derfor af præster – ikke som enkeltpersoner, der direkte har fået deres fuldmagt ved guddommelig myndighed, og heller ikke som en stand, der selv fører sig videre, men som udøvende tjenere for de troendes menighed, der er kaldet og behørigt anerkendt som sådanne på den måde, menigheden finder rigtig. Da forvaltningen af sakramenterne ikke tilhører de troende som enkeltpersoner, overdrages der ingen personlige rettigheder til præsterne. Der er blot tale om at udpege dem, der skal udfylde et embede, som tilhører menigheden som helhed.

«Om den kirkelige orden lærer de, at ingen offentligt må lære i kirken eller forvalte sakramenterne uden at være lovligt kaldet» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 14, s. 345).

22. Er der ingen undtagelser?

Den lutherske kirke har haft for skik at tillade lægmandsdåb i yderste nødstilfælde, men ikke under nogen omstændigheder at tillade en undtagelse, hvad angår nadveren. Begrundelsen gives, når hvert af sakramenterne behandles.

Hvad deres virkning afhænger af

23. Hvad afhænger sakramenternes virkning af?

Ikke af præstens personlige karakter, som donatisterne lærte (1 Kor 3,7; Rom 3,3; Matt 23,2–3). Heller ikke af hans hensigt, som Rom lærer. For så kunne ingen – lige så lidt som hvis det afhang af karakteren – være sikker på at have modtaget et sakramente uden at kunne læse præstens hjerte. Heller ikke af, at hans kald er lovligt, hvor vigtigt dette end er (Hebr 5,4; Rom 10,15); ellers kunne ingen være sikker på at have modtaget et sakramente uden at undersøge præstens papirer. Det ville snart føre til, at man blev viklet ind i «endeløse slægtstavler». Heller ikke af den udførte gerning, opus operatum. For det er ikke den sakramentale handling, men Ordet, der ledsager handlingen, som meddeler den frelsende nåde; og dette ord modtages ikke med legemet, men med hjertet og sindet, så det vækker tro. Uden tro, sine bono motu utentis [uden en god bevægelse i hjertet hos den, der bruger dem], modtager man intet gavn af sakramenterne.

24. Hvordan udtrykker vore bekendelsesskrifter dette sidste punkt?

«De fordømmer dem, som lærer, at sakramenterne retfærdiggør ved den ydre handling, og som ikke lærer, at der ved brugen af sakramenterne kræves tro, som tror, at synderne er forladt» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 12).

«Hvad behov vil der være for tro, hvis sakramenterne retfærdiggør ved den ydre handling (ex opere operato) uden en god indstilling hos den, der bruger dem?» (Apologien, s. 166).

«Vi fordømmer hele flokken af skolastiske doktorer, som lærer, at sakramenterne meddeler nåde ex opere operato uden en god indstilling hos den, der bruger dem, blot han ikke lægger en hindring i vejen. Det er en helt igennem jødisk mening, at vi retfærdiggøres ved en ceremoni uden en god indstilling i hjertet.»

«Løftet er unyttigt, hvis man ikke tager imod det ved troen. Men sakramenterne er løfternes tegn» (Apologien, s. 216).

25. Afhænger deres virkning da af modtagerens tro?

Her må man være meget omhyggelig med at skelne mellem den frelsende modtagelse af deres virkning og selve virkningen. Et lægemiddels virkning er én ting; at bruge lægemidlet, så man får gavn af virkningen, er en anden. Da sakramenternes virkning ikke er andet end virkningen af det ord, der er forbundet med sakramenterne, hører alt, hvad der er sagt om troens forhold til Ordet, hjemme her (se kap. 19, spm. 8; kap. 24, spm. 26). Når Ordets og sakramenternes virkning møder menneskets vantro og vedholdende modstand, bliver virkningen ikke ophævet, men forvandlet fra en nådens virkning til en dommens virkning (2 Kor 2,16; 1 Kor 11,29).

26. Vi gentager spørgsmålet: Hvad afhænger virkningen af?

Af Guds indstiftelse og løfte.

«Det ord, hvorved det blev indstiftet og blev et sakramente, bliver ikke falsk på grund af personen og hans vantro. For han siger ikke: ’Hvis du tror, eller hvis du er værdig, får du mit legeme og blod’, men: ’Tag, spis og drik, dette er mit legeme og blod.’ Hvad enten du er værdig eller uværdig, har du her hans legeme og blod i kraft af disse ord, som er føjet til brødet og vinen. På disse ord hviler hele vor grundvold.»

«Vi går til sakramentet for dér at modtage en skat. Hvorfor det? Fordi ordene står her og giver os den» (Den Store Katekismus, s. 478). (Se også ovenfor, spm. 14.)

I hvilken forstand de er nødvendige

27. Er sakramenterne nødvendige til frelse?

Alt, hvad Gud pålægger os, kræver at blive anerkendt og opfyldt. Intet af det, som Gud har indstiftet og bedt os holde, tør vi kalde unødvendigt. Det er nødvendigt, fordi Gud har befalet det (necessitas praecepti), og fordi vi er forpligtet til at rette os efter befalingen (necessitas debiti). Men selv om Gud binder os, binder han ikke sig selv til disse midler. Ifølge Mark 16,16 er det kun den, der ikke tror, som vil blive fordømt. Hertil hører Bernhards ord: Non defectus, sed contemptus sacramenti damnat [Ikke manglen på sakramentet, men foragten for det fordømmer].

Hvad deres hovedformål er

28. Hvad er sakramenternes hovedformål?

Her skelner vi mellem sakramenterne som Guds handlinger og menneskers brug af sakramenterne; mellem den guddommelige indstiftelse og menneskets svar på og efterlevelse af det, den giver; mellem den sakramentale og den offermæssige side af det, der sker, hvor sakramenterne forvaltes. Spørgsmålet her er, hvad det er, Gud giver eller vil give ved sin egen handling.

Sakramenterne kan derfor ikke være gudstjenstlige handlinger eller midler til at bekende Kristus for mennesker eller til at give udtryk for den enhed, som består eller burde bestå mellem kristne, eller til at give et billede af andre kristne dyder. For alt dette hører til menneskets modtagelse af sakramenterne eller til ceremoniens offermæssige og ikke dens sakramentale side. Deres hovedformål er godt sammenfattet i Den Augsburgske Bekendelse:

«Sakramenterne er indstiftet, ikke blot for at være kendetegn på bekendelsen blandt mennesker, men snarere for at være tegn og vidnesbyrd om Guds vilje mod os, indstiftet for at vække og styrke troen hos dem, som bruger dem» (art. 13).

«Ved Ordet og sakramenterne som ved redskaber gives Helligånden, som virker troen, hvor og når det behager Gud, hos dem, som hører evangeliet» (art. 5).

29. Når det siges, at de «er tegn og vidnesbyrd om Guds vilje mod os», menes der så, at disse tegn er sakramenternes elementer?

Det er hele sakramentet, der udgør «tegnet». Det er ikke dåbens vand, der er tegnet, men vandet, når det tages sammen med Ordet. I nadveren er brødet og vinen kun tegn i forbindelse med det evangelium, der ledsager dem.

30. Er deres virkning da kun af belærende art?

De er ikke blot en billedlig eller symbolsk fremstilling af den måde, hvorpå Gud meddeler sin nåde. De «vækker og styrker» virkelig troen, eftersom Helligånden virker gennem det evangelium, som de giver vished om.

«Gud bevæger på samme tid hjerterne til at tro ved Ordet og ved ritualet (Rom 10,17). Men ligesom Ordet går ind i ørerne for at ramme hjerterne, sådan møder ritualet øjnene for at bevæge hjerterne» (Apologien, s. 214).

Hvad deres sekundære formål er

31. Når dette er det primære formål, hvad er så sakramenternes sekundære formål?

A. De er kirkens kendetegn, der adskiller den fra andre forsamlinger.

Da Kristus indstiftede sakramenterne og overgav dem til kirken med pålæg om at holde dem bestandig, indtil han kommer igen, findes kirken kun dér, hvor denne guddommelige indstiftelse holdes.

B. De er bestandige mindesmærker om Guds indgriben til fordel for sit folk og især om forløsningens velsignelser.

Ligesom påsken var et mindesmærke for israelitterne (2 Mos 12,14), sådan har Kristus i nadveren efterladt et bestandigt mindesmærke om den frelse, der er vundet ved hans død (Luk 22,19; 1 Kor 11,24–26). Dåben er en påmindelse om udfrielsen fra det hav af synd, som vor slægt var gået tabt i (1 Pet 3,20–21). De er bestandige vidner om forløsningens store kendsgerninger, ikke blot for den troende, men også for verden.

C. De er tegn på det nye liv, som forventes af dem, der har oplevet en sådan udfrielse.

(Rom 6,4; 1 Kor 10,21).

D. De er midler, hvorved de kristnes indbyrdes kærlighed fremmes, når de sammen bruger de samme ordninger.

(1 Kor 10,17).

Spørgsmålet om sakramenter i Det Gamle Testamente

32. Fandtes der sakramenter i Det Gamle Testamente?

Frelsens vej i Det Gamle Testamente var den samme som i Det Nye: «samme indhold i løftet, samme tro, samme nåde, samme retfærdighed, samme frelse og evige liv, i og for Kristi skyld, som i Det Gamle Testamente blev lovet som den, der skulle komme (og i Det Nye Testamente blev forkyndt som den, der er kommet).» Det spørgsmål, der skal afgøres, er, om løftet om nåde i Det Gamle Testamente udelukkende blev givet gennem det hørlige ord, eller om der ikke også var ritualer, hvor det fik en synlig skikkelse, som i Det Nye Testamentes sakramenter. Svaret er, at omskærelsen og påsken var sådanne ritualer. De anvendte løftets ord på den enkelte og beseglede det ved en ydre handling med et synligt element.

Forskellene mellem dåben og nadveren

33. Var der ikke andre handlinger i Det Gamle Testamente, som havde sakramental karakter?

Israelitternes vandring gennem Det Røde Hav og spisningen af manna i ørkenen omtales i 1 Kor 10,1–4 som handlinger med sakramental betydning og som forbilleder på Det Nye Testamentes sakramenter. Skyen og den mirakuløse vandring gennem havet vidnede om Guds kærlighed og omsorg for hver eneste israelit, der var på vej mod det forjættede land. Hver dråbe, der sprøjtede op på ham, mens han gik mellem vandets mure, forsikrede ham om Guds velvilje. Sådan var mannaen også et pant på Guds nåde og barmhjertighed og en erklæring om de overnaturlige kræfter, der står til rådighed for dem, der blot stoler på Guds løfter. Hvert mannakorn, der blev spist, gav den enkelte en stærk vished om Guds løfte. Men til forskel fra omskærelsen og påsken var de kun midlertidige og ikke ordninger, som den israelitiske kirke skulle holde. De var Guds handlinger, men ikke ritualer.

34. Men hvori adskiller Det Gamle Testamentes såkaldte sakramenter sig fra Det Nye Testamentes?

De gamle skulle med tiden afskaffes; de nye skal bruges indtil verdens ende. De gamle var for israelitterne; de nye er for alle folkeslag. De gamle var forbilleder på evangeliets velsignelser; de nye forkynder, at de er til stede. De gamle forkyndte Kristus i forvejen som den, der skulle komme; de nye forkynder ham som den, der er kommet, som Augustin siger. Kun Det Nye Testamentes ordninger er sakramenter i den fuldeste og klareste betydning.

35. Hvordan adskiller Det Nye Testamentes to sakramenter sig fra hinanden?

Dåben er indvielsens sakramente, nadveren sakramentet til troens styrkelse. Dåben er til begyndelsen af det nye åndelige liv; nadveren er til dets næring. Dåben gives kun én gang til den enkelte (Ef 4,5); nadveren skal ifølge 1 Kor 11,20 gentages ofte. Dåben lægger vægten bagud og henviser især til udfrielsen fra det tidligere liv i synd og død; nadveren ser fremad som en forberedelse til vor sidste time. På grundlag af Joh 3,5, Tit 3,5 og 1 Pet 3,21 anerkendes dåben som mere nødvendig end nadveren.