Kapitel 25. Loven og evangeliet

Ordets inddeling

1. Hvordan inddeles Guds ord?

I lov og evangelium, eller i bud og løfte.

Forskellen forklaret

2. Falder denne forskel sammen med forskellen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente?

Nej. Der er evangelium i Det Gamle Testamente, for løftet om Kristus blev givet lige fra menneskets syndefald (1 Mos 3,15) og blev fyldigere og klarere, jo nærmere tiden for dets opfyldelse kom (se kap. 10, spm. 1 og 5). Der er også lov i Det Nye Testamente, og Bjergprædikenen er et sammendrag af den (se kap. 13, spm. 9–12). Men i Det Gamle Testamente er det loven, i Det Nye Testamente evangeliet, der har overvægten.

3. Hvor er denne forskel udtrykt kort?

Joh 1,17: «Loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus.»

2 Kor 3,6: «… som har kvalificeret os til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavets, men Åndens, for bogstavet slår ihjel, men Ånden gør levende.»

I det første skriftsted stilles evangeliets nåde over for lovens ubøjelige strenghed, og at løftet er opfyldt og selve sagen er til stede under evangeliet, stilles over for lovens forbilleder og skygger.

I det andet skriftsted er modsætningerne disse:

a. Mellem loven, eller bogstavet,

som foreskriver en levevis og stiller krav, men ikke giver nogen kraft til at adlyde, og evangeliet, som bringer Helligånden med hans genfødende og fornyende kraft.

b. Mellem loven, som fører til fortvivlelse,

når man opdager, at det er umuligt at leve op til dens krav, og evangeliet, som opmuntrer og glæder ved at tilbyde Kristi retfærdighed som vores egen.

c. Mellem loven, der uden Kristus intet andet er end et bogstav, og evangeliet,

som er lovens opfyldelse i os, idet det tænder kærligheden.

d. Mellem loven, der rummer meget, som er forbilledligt og uforståeligt, indtil den rette udlægning findes i evangeliet, og evangeliet som målet for alt det, som loven peger hen imod.

4. Hvor stor betydning tillægges forskellen mellem lov og evangelium?

«Denne forskel mellem lov og evangelium er den højeste kunst i kristenheden, som alle, der roser sig af eller antager det kristne navn, kan eller bør kende. For hvor det skorter på dette punkt, kan en kristen ikke skelnes fra en hedning eller en jøde; for det er netop her, forskellen ligger» (Luther).

Man må vogte sig med den største omhu:

«… for at disse to lærdomme ikke blandes sammen, eller der gøres en lov ud af evangeliet, så Kristi fortjeneste formørkes, og de anfægtede samvittigheder berøves den trøst, som de ellers ville have» (Konkordieformlen, s. 589).

5. Hvad er da den væsentligste forskel?

Alt i Den Hellige Skrift, som byder os at gøre eller give eller være noget, eller som forbyder os at gøre eller give eller være noget, er lov. Alt, hvad der beder os om at tage imod noget, er evangelium.

«Ved loven menes intet andet end Guds ord og bud, hvori han befaler, hvad vi skal gøre og lade være, og kræver vores lydighed. Men evangeliet er den lære eller det Guds ord, som hverken kræver gerninger af os eller befaler os at gøre noget, men alene forkynder den tilbudte nåde: syndernes forladelse og det evige liv. Evangeliet tilbyder Guds gaver og byder os kun at holde sækken åben for at tage imod dem, mens loven intet giver, men kun tager og kræver af os» (Luther).

Alt, hvad der irettesætter synden og truer, er lov; alt, hvad der opmuntrer og trøster og tilbyder Guds nåde, er evangelium (se Konkordieformlen, s. 593).

«Loven viser synden, evangeliet nåden. Loven påviser sygdommen, evangeliet lægemidlet. Loven er, med Paulus’ ord, en tjener for døden, evangeliet for livet og freden» (Melanchthon).

Rom 3,20: «Ved loven kommer erkendelse af synd.»

Rom 7,7: «Jeg kendte ikke til synden uden ved loven.»

Gal 3,12: «Loven er ikke af tro, men ’den som gør disse ting, skal leve ved dem’.»

Begge ords forskellige betydninger

6. Bruges ordene «lov» og «evangelium» kun i én betydning i Den Hellige Skrift?

Hvert af dem har flere betydninger. I den videste betydning omfatter loven alt, hvad Gud har åbenbaret (Sl 1,2). I en snævrere betydning betegner den Det Gamle Testamente (Joh 10,34) og især de fem Mosebøger (Luk 24,44). I den strengeste betydning, sådan som ordet bruges her, er den Guds åbenbaring af sin vilje om menneskets væsen og gerninger. På samme måde betyder «evangelium» i den videste betydning hele den lære, som Kristus og hans apostle har forkyndt (Mark 1,1.14; 16,15). Men i modsætning til loven betegner det løftet om nåde ved Kristus, hvad enten det blev givet før hans komme, eller efter at han er kommet (Es 41,27; 52,7; Rom 10,16; 1,2).

Lovens inddeling

7. Hvordan har man inddelt loven?

I den almene og den særlige. Den første er blevet kundgjort fra begyndelsen og gælder for alle tider og steder. Den anden blev givet et bestemt folk til midlertidige formål. Den første kender vi som moralloven; den anden deles efter sine forskellige formål i den juridiske og den ceremonielle lov.

Moralloven: definition, inddeling, naturlovens embede, den åbenbarede morallov: hvor den findes, hvor den gentages, prøven på, om et bud hører til moralloven, en organisk helhed, dens område, arten af den lydighed, den kræver, følgen af dens forkyndelse, er den unyttig, fordi den ikke kan retfærdiggøre?; lovens tre brug, hvordan den skal forkyndes

8. Hvad er moralloven?

Guds erklæring om, hvad han vil have mennesket til at være, gøre eller lade være med at gøre.

«En guddommelig lære, hvori Guds sande og umiskendelige vilje åbenbares om, hvordan mennesket skal være i sin natur, sine tanker, ord og gerninger for at behage Gud og være ham velbehageligt.»

«En guddommelig lære, som lærer, hvad der er ret og behageligt for Gud, og irettesætter alt, hvad der er synd og imod Guds vilje» (se kap. 8, spm. 2–4).

9. Hvordan har man inddelt moralloven?

I den naturlige og den åbenbarede. Den første betegner den oprindelige kundskab om Guds vilje, som blev præget ind i menneskets natur, da det blev skabt, og som udgjorde et af trækkene ved Guds billede (Ef 4,24; Kol 3,10). (Se kap. 7, spm. 27–28.) Ved syndefaldet gik denne kundskab for en stor del tabt og blev stærkt fordærvet og forvansket, men der er stadig visse spor af den tilbage. Samvittigheden, eller evnen til at skelne mellem ret og uret, findes i nogen grad hos alle mennesker. «Den menneskelige fornuft forstår af naturen loven på en vis måde» (Apologien, s. 85).

Rom 2,14–15: «For når hedninger, som ikke har loven, af natur gør lovens gerninger, er de, som ikke har loven, loven for dem selv; de viser nemlig, at lovens gerning står skrevet i deres hjerter, når deres samvittighed vidner med, det vil sige, når tankerne indbyrdes anklager eller forsvarer dem.»

10. Hvad er naturlovens embede?

At tilskynde menneskene til at søge Gud (ApG 17,27) og at overbevise dem om synd, når de ikke følger tilskyndelsen (Rom 1,20).

11. Hvad viser dens svaghed i menneskets faldne tilstand?

At dens virkninger kun er overfladiske. Hvor dybt hjertets indre fordærv går, lærer man kun at kende af den åbenbarede lov.

Rom 7,7–8: «Jeg kendte ikke til synden uden ved loven» (dvs. den åbenbarede morallov), «for jeg vidste ikke af begæret, uden at loven sagde: ’Du må ikke begære.’» «For uden lov er synden død.»

Sammenhængen viser, at meningen er denne: Hvis man ikke kender den åbenbarede morallov, er erkendelsen af synd så svag, at den kan regnes for død.

12. Hvad er den åbenbarede morallov?

De erklæringer om Guds vilje i sager, der forpligter alle og til alle tider. De er givet mennesket gang på gang siden syndefaldet og blev højtideligt kundgjort gennem Moses på Sinaj.

13. Hvor er den sammenfattet?

I hovedtræk i De Ti Bud og endnu mere kortfattet af Kristus i Matt 22,37–40:

«Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din forstand. Dette er det største og første bud. Men et andet er lig dette: Du skal elske din næste som dig selv. På disse to bud hænger hele loven og profeterne.»

14. Hvor gentages De Ti Bud?

I Matt 19,18–19; Mark 10,19; Luk 18,20; Rom 13,9.

15. Hvor bliver deres mening fuldt forklaret og anvendt?

I Bjergprædikenen.

16. Hvordan kan man afgøre, om et bestemt bud forpligter for altid, og fastslå dets plads i moralloven?

Ethvert bud i Det Gamle Testamente, som stadfæstes af Kristi egne udtrykkelige ord eller af en af de inspirerede forfattere i Det Nye Testamente, hører helt klart til moralloven.

17. Kan vi sige, at alt i De Ti Bud, som de gengives i 2 Mos 20, hører til moralloven?

I løftet ved det fjerde bud var den særlige velsignelse knyttet til et bestemt land og folk. Derfor viser Paulus i Ef 6,3, at der lå en almen velsignelse i det, og den hævede løftet op på et højere plan og gav det en langt større rækkevidde. På samme måde rummer det tredje bud om sabbatten et ceremonielt element. Vores katekismus følger Paulus i Kol 2,16 og fører det tilbage til et alment bud, som forpligter alle, om at forkynde og høre Guds ord og om at hvile fra arbejdet for at kunne gøre det.

18. Er moralloven en samling af sideordnede og ligestillede bud?

Den er en organisk helhed, som først kan føres tilbage til to bud og til sidst til ét bud: at elske Gud over alt (Matt 22,37–40; Luk 10,27).

19. Hvad er dens område?

Den omfatter alle menneskers handlinger, tilstande og forhold. Men den lægger hovedvægten på det indre liv, hjertets tanker og hensigter (Matt 5,22.28), og sammenfatter alle sine krav i ét ord: «kærlighed».

20. Hvilken lydighed kræver moralloven? Den mest fuldkomne og fuldstændige:

A. Hvad angår handlingernes kilde.

Som vi har set ovenfor, skal de udspringe af en hel og fuldstændig kærlighed, der hengiver sig selv og glemmer sig selv, og udføres med menneskets udelte kræfter.

B. Hvad angår handlingernes enkeltheder.

Svigter man i den mindste enkelthed, ødelægges det hele. En kæde er ikke stærkere end sit svageste led.

5 Mos 27,26: «Forbandet være den, som ikke holder fast ved denne lovs ord, så han gør efter dem.»

Gal 3,10: «Forbandet enhver, som ikke bliver i alt det, som er blevet skrevet i lovens bog, og gør det.»

Jak 2,10: «For den, som overholder hele loven, men snubler på ét punkt, han er blevet skyldig i alt.»

C. Hvad angår udholdenheden.

Selv hvis fuldkommenhed kunne nås for en tid, er den intet værd, medmindre den bevares til enden.

Ez 18,24: «Når den retfærdige vender sig bort fra sin retfærdighed og gør uret og handler efter alle de vederstyggeligheder, som den ugudelige gør, skal han så leve? Ingen af de retfærdige gerninger, han har gjort, skal huskes; for den troløshed, han har vist, og for den synd, han har syndet, for dem skal han dø.»

21. Hvad bliver følgen?

Fordi mennesket på grund af sin fordærvede og svækkede natur ikke kan leve op til disse krav, bliver loven, som er givet til evigt liv, uegentligt (per accidens) anledning til den evige død.

Rom 7,10.12–13: «Buddet, som skulle føre til liv, viste sig at føre til død … Altså er loven hellig, og buddet er helligt, retfærdigt og godt … men det var synden, … for at synden skulle vise sig som synd, når den ved det gode virkede død for mig.»

Romerbrevet indledes med en lang bevisførelse, der viser, at hverken hedningerne ved den naturlige lov eller jøderne ved den åbenbarede lov kan nå retfærdiggørelse for Gud.

Rom 3,20.22: «På grund af lovgerninger vil intet menneske blive erklæret retfærdigt …, for ved loven kommer erkendelse af synd …» 22. Hvis loven altså ikke kan retfærdiggøre, er den så ikke unyttig?

«Ligesom det er en ugyldig slutning at sige: ’Penge retfærdiggør ikke, altså er de unyttige’, ’øjnene retfærdiggør ikke, altså skal de rives ud’, ’hænderne retfærdiggør ikke, altså skal de hugges af’, sådan er det lige så fejlagtigt at slutte, at loven er unyttig, fordi den ikke retfærdiggør. Vi skal tilskrive enhver ting dens rette embede og brug. Når vi benægter, at loven retfærdiggør, ødelægger eller fordømmer vi den ikke» (Luther).

Et andet billede hos Luther er, at loven er en føde, som den syges organer ikke kan fordøje, fordi de er svækket af synden.

23. Hvad er da lovens brug? Den har en tredobbelt brug:

A. Den politiske brug.

Med sine trusler om straf holder loven de ugudeliges vold i ave og beskytter samfundet mod ydre forbrydelser. Det er denne brug, 1 Tim 1,9–10 taler om:

«Loven er ikke bestemt for en retfærdig, men for lovløse og oprørske, ugudelige og syndere, gudløse og vanhellige, fadermordere og modermordere, … utugtige» osv.

B. Den elenktiske brug.

Den afslører synden og overbeviser om den.

Rom 3,20: «Ved loven kommer erkendelse af synd.»

Det gør den ved at fremlægge beviser, som naturens lys ikke kan nå frem til, og ved at vise, at det afgørende er den fortvivlede syndige tilstand, der ligger bag gerningen. Loven er ikke kun den rettesnor, som synderne kan kendes på, men også det lys, der viser dem i al deres afskyelighed og uhyrlighed. Den gør mere end at undervise om synden: Helligånden bruger den som et middel til at fordømme og forfærde for syndens skyld.

Rom 4,15: «For loven virker vrede.»

Joh 16,8: «Han skal overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.»

Således leder eller driver loven mennesker indirekte til Kristus (Gal 3,24). Vore senere lutherske teologer har skilt dette indirekte embede ud fra den elenktiske brug og kaldt det den pædagogiske brug.

24. Hører Kristi lidelser ikke til lovens elenktiske brug?

Før vi går videre til den tredje eller didaktiske brug, må vi spørge: Hører betragtningen af Kristi lidelser, der viser Guds vrede over synden, ikke snarere til lovens elenktiske brug end til evangeliet?

Betragtningen af Kristi lidelser har en dobbelt virkning. De åbenbarer syndens skyld som intet andet sted, og de vidner om Guds kærlighed til syndere. Det første hører til lovens elenktiske brug, det sidste til evangeliet. Se Konkordieformlen, s. 591:

«Hvilken stærkere forkyndelse af Guds vrede over synden findes der end hans Søn Kristi lidelse og død? Men så længe alt dette forkynder Guds vrede og forfærder mennesker, er det endnu ikke i egentlig forstand forkyndelse af evangeliet eller af Kristus, men af Moses og loven mod de ubodfærdige. For evangeliet og Kristus er aldrig givet for at forfærde og fordømme, men for at trøste og opmuntre dem, der er forfærdede og forsagte.»

25. Hvad er da den didaktiske eller tredje brug?

At loven er vejleder og rettesnor for de genfødte.

«Helligånden lærer de genfødte i De Ti Bud, hvilke gode gerninger ’Gud forud har beredt, for at de skal vandre i dem’ (Ef 2,10)» (Konkordieformlen, s. 597).

26. Men hvorfor er det nødvendigt, når de genfødte har Helligånden, som hele tiden driver dem til at gøre Guds vilje?

Fordi deres fordærvede natur kun delvis er fornyet, kan de aldrig stole på deres egne tilskyndelser. De må hele tiden prøve dem på Guds lov for at afgøre, hvad der er af Gud, og hvad der er af kødet.

27. Hvad kræves der, for at en sand kristen præst opfylder sin pligt, når han forkynder loven?

At alle disse brug af loven hele tiden indskærpes, og at intet af deres krav slækkes. Menneskers hjerter er kun modtagelige for evangeliet i den grad, de er blevet oplyst af loven.

Matt 5,6: «Lykkelige er de som sulter og tørster efter retfærdighed, for de skal mættes.»

Der er altid stor fare for, at lovens krav slækkes af hensyn til menneskers svagheder. Der er også fare for, at man anbefaler en rent ydre moral og indskærper dens krav, men overser, at den ikke slår til til retfærdiggørelse, og glemmer hjertets dybere retfærdighed.

Den juridiske og den ceremonielle lovs forhold til moralloven

28. Hvad var den juridiske og den ceremonielle lov?

Den juridiske lov var lovbogen for den israelitiske stat, den ceremonielle var ritualet for den israelitiske kirke.

29. Hvordan forholdt de sig til moralloven?

De er anvendelser af moralloven på det jødiske folks forbigående forhold og vilkår. Den ceremonielle lov foreskrev en række øvelser i lovens første tavle ved at fastlægge gudstjenestens ritualer og omstændighederne omkring den. Den juridiske lov foreskrev en række øvelser i den anden tavle ved at fastsætte regler for menneskets adfærd i dets sociale og borgerlige forhold. I teokratiet var alt bestemt ved direkte og detaljerede forskrifter. I den opdragelse, hvor Gud oplærte sig et folk, blev der i begyndelsen slet intet overladt til menneskets frihed eller dets oplyste samvittighed. Det var en tid, som endnu ikke havde fået Åndens gave i hans fylde. (Se kap. 16, spm. 4.)

30. Hvordan adskilte den juridiske og den ceremonielle lov sig fra moralloven?

A. Ved måden, de blev åbenbaret på.

Moralloven blev indplantet i menneskets natur ved skabelsen og blev på Sinaj kun kundgjort på ny, mens den juridiske og den ceremonielle lov kun blev givet gennem Moses.

B. Ved forpligtelsen.

Moralloven gælder alle. Den juridiske og den ceremonielle lov var kun forpligtende, så længe den israelitiske stat bestod, og selv da kun for jøder.

C. Ved varigheden.

Moralloven er evig, for den er kundgørelsen af Guds evige vilje. Men som Hebræerbrevet viser i en lang argumentation, er den juridiske og den ceremonielle lov tidsbegrænsede.

D. Ved formålet.

Formålet med den juridiske og den ceremonielle lov var at holde Israel adskilt fra de andre folk, så Guds planer for menneskeslægten kunne forberedes gennem det. Moralloven skulle styre menneskers liv og bestemmelse i alle folk og til alle tider, ikke kun inden for Israels grænser, men også ud over dem og hævet over dem.

31. Hvordan beviser du, at den juridiske lov er ophævet?

Den jødiske stats undergang gør det umuligt at forvalte den. Der befales lydighed mod andre staters øvrighed (Rom 13,1.5; 1 Pet 2,13 ff.). Borgerskab i andre stater godkendes (ApG 22,25; 25,10).

Den ceremonielle lov: dens indhold, formål og ophævelse

32. Hvad var indholdet af den ceremonielle lov?

Forskrifter om:

A. Hellige personer.

Ypperstepræsten, præsterne, levitterne, nasiræerne osv. og forskrifter om personlige forhold som mad og drikke, klæder og andet, der hører til den enkeltes eller hjemmets liv.

B. Hellige ting.

Inventaret, karrene og redskaberne til den offentlige gudstjeneste samt Det Gamle Testamentes ofre og sakramenter.

Et offer er en hellig handling, hvor en genstand ofres til Gud ved en foreskreven ceremoni som en erkendelse af syndens skyld (Hebr 10,3) og et vidnesbyrd om det fuldstændige og fuldkomne offer, som Gud senere ville sørge for.

C. Hellige tider.

Sabbatten, basunfesten, forsoningsdagen, løvhyttefesten, pinsefesten, sabbatsåret, jubelåret.

D. Hellige steder.

Den hellige by, åbenbaringsteltet, templet. I disse bygninger havde hver af de tre afdelinger, forgården, det hellige og det allerhelligste, sin særlige betydning.

33. Hvad var den ceremonielle lovs vigtigste formål?

At forudbillede de velsignelser, som skulle erhverves og tilbydes ved Kristus.

Kol 2,16–17: «Lad derfor ingen dømme jer for mad og drikke eller hvad angår fester eller nymåne eller sabbat, som er en skygge af det kommende, men kroppen tilhører Kristus.»

34. Hvordan bevises det, at den ceremonielle lov er ophævet?

A. Ud fra Hebræerbrevets argument om Melkisedek.

Hebr 7,12: «For når præstedømmet ændres, så vil der af nødvendighed ske en ændring af loven.»

B. Ud fra brevets argument om, at den første telthelligdom kun var midlertidig.

Hebr 9,9.11: «Det er et billede på den nuværende tid … Men Kristus er trådt frem … i den større og mere fuldkomne telthelligdom.»

C. Ud fra forhandlingerne på kirkemødet i Jerusalem, den kristne kirkes første synode (ApG 15,1 ff.).

D. Ud fra Peters syn (ApG 10,11).

E. Ud fra Paulus’ irettesættelse af Peter (Gal 2,14–16) og af galaterne, som holdt fast ved, at de ceremonielle forskrifter stadig gjaldt.

Gal 4,10–11: «I overholder dage, måneder, festtider og årsfester. Jeg frygter for jer om jeg måske har slidt forgæves for jer.»

Gal 5,2: «Hvis I lader jer omskære, så gavner Kristus jer ikke.»

F. Når legemet kommer, forsvinder skyggen; typen viger for antitypen (Hebr 10,1; Kol 2,17).

Hvad evangeliet er

35. Hvordan skal «evangelium» defineres, når det stilles over for «lov»?

Som løftet om den uforskyldte syndsforladelse for Kristi skyld. (Se ovenfor, spm. 6.)

I Det Nye Testamente forekommer udsagnsordet «euaggelizein» 56 gange og navneordet «euaggelion» 72 gange. I evangelierne og Apostlenes Gerninger er der blot tale om «et godt budskab». I Luk 16,16 optræder modsætningen til «loven» første gang. I brevene er ordet tydeligt begrænset til det bestemte gode budskab, som Kristus bragte, fx i Gal 1,8 og Rom 1,16. Studerer man stederne i evangelierne i lyset af ordets brug i brevene, viser det sig, at den samme bestemte betydning også hører hjemme dér.

«Det er indbegrebet af de løfter, som er kærkomne, glædelige og frelsebringende for syndige mennesker, og som sammenfattes i Joh 3,16» (Baier).

36. Hvordan betragter evangeliet Kristus?

Udelukkende i hans mellemmandsembede, med de præstelige gerninger som selve midtpunktet.

37. Kan en lære om Guds godhed eller faderskab kaldes «evangelium», hvis den ikke bygger på en klar bekendelse af Kristi guddom og præstelige gerning?

Over for visse moderne teologer, der har vundet stor tilslutning og hævder, at evangeliet ikke er lære om Jesus Kristus, men kun om Gud Fader, henviser vi til Paulus.

Rom 1,1–4: «Guds evangelium … om hans søn … Jesus Kristus vores Herre» osv.

Evangeliet er ikke en ny lov

38. Kan evangeliet ikke betragtes som en ny lov, der tilbyder frelse på lempeligere vilkår end den tidligere lov?

Lov og evangelium adskiller sig ikke i grad, men i art. Evangeliet tilbyder en helt anden retfærdighed end den, man kan nå ved loven (Rom 1,17; 3,21).

Hvori lov og evangelium adskiller sig, og hvori de stemmer overens

39. Hvordan adskiller de sig?

A. Ved åbenbaringen.

Loven åbenbares delvis gennem naturen (Rom 2,15), evangeliet kun gennem Kristus (Joh 1,18; Rom 16,26; Kol 1,26; Ef 3,9; Matt 11,25–27).

B. Ved indholdet.

Loven er lære om gerninger og foreskriver, hvad vi bør være, gøre eller undlade at gøre (2 Mos 20); evangeliet er lære om troen (Rom 1,17); det tilbyder Kristus og bringer Helligånden.

C. Ved formen.

Lovens løfter er betingede og kræver fuldkommen lydighed (3 Mos 18,5); evangeliets løfter er uforskyldte (Rom 3,23–25; 4,4–5).

D. Ved virkningen.

Loven anklager, forfærder og virker vrede (Rom 3,20; 4,15); evangeliet trøster. Loven gør sygdommen kendt; evangeliet bringer lægen og lægemidlet (Rom 1,16). (Se også ovenfor, spm. 3 og 5.)

40. Hvori stemmer de overens?

Begge er himmelsk lære, åbenbaret af Gud. Gud er ophav til dem begge. Begges formål er frelsen. At loven ikke slår til, skyldes ikke nogen svaghed i den selv, men at mennesket i sin svækkede tilstand ikke kan opfylde dens krav (Rom 8,3; 7,12–13). Begge gælder alle: loven kundgør en forpligtelse for alle, evangeliet tilbyder et løfte til alle. Begge gælder til evig tid: loven (Matt 5,18), evangeliet (Matt 28,19 f.; Åb 14,6).

De forenes og virker harmonisk sammen, når loven kræver fuldkommen lydighed, og evangeliet erklærer, at Kristus har ydet denne fuldkomne lydighed for os.

Rom 3,31: «Ophæver vi da loven ved troen? Slet ikke, vi bekræfter tværtimod loven.»

I oplysningen viser loven, at der er brug for tro; i genfødslen bringer evangeliet troen. I fornyelsen viser loven de gerninger, der behager Gud, mens evangeliet giver de sande bevæggrunde og kraften til at gøre disse gerninger (2 Kor 5,14–15).