Kapitel 27. Dåben

Definition

1. Hvad er dåben?

En handling, som Gud har indstiftet og pålagt kirken indtil tidens ende. I den bliver evangeliets løfte om syndernes forladelse – med brug af vand og i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn – tilbudt enhver, der døbes, og med fuld vished givet enhver, der tror.

2. Hvordan opfylder dåben de tre krav til et sakramente, som er nævnt ovenfor (kap. 26, spm. 14)?

Den har en guddommelig indstiftelse, et jordisk element og en himmelsk gave.

Indstiftelsen

3. Hvornår blev den indstiftet?

Den blev indstiftet af vor Herre Jesus Kristus, da hans offer for synden var fuldbragt, og da han, opstanden fra de døde, trådte ind i den fulde udøvelse af sit kongelige embede. Indstiftelsen pegede frem mod Helligåndens gave på pinsedagen; ved den skulle kirkens forvaltning af dåben blive virksom.

4. Hvor er indstiftelsen beskrevet?

Matt 28,18–20: «Og Jesus trådte frem og talte til dem: Mig er blevet givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folk til mine disciple, idet I døber dem til Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens afslutning.»

Mark 16,15–16: «Han sagde til dem: Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet for hele skabningen. Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst; men den der ikke tror, vil blive fordømt.» V. 20: «Men de gik ud og forkyndte overalt, mens Herren virkede med og bekræftede ordet ved de tegn, som fulgte med.»

5. Men Johannes døbte da før dette?

Luther kalder Johannes’ dåb «forhallen til den kristne dåb». Den var en hellig handling, der beseglede løftets ord for den enkelte med et jordisk element, men den manglede bekræftelsen ved en guddommelig indstiftelse og tjente kun et foreløbigt formål. Den har visse sakramentale træk, idet den var «en omvendelsesdåb til syndernes forladelse». Men Johannes forkyndte ikke om den Kristus, som var kommet og havde opfyldt loven for mennesket, men om den Kristus, som skulle komme (Joh 1,30). Han satte selv sin dåb op over for Kristi dåb (Matt 3,11; Joh 1,33). Helligånden var endnu ikke givet i den nytestamentlige fylde (Joh 7,39; se kap. 16, spm. 3–5), og ApG 19,2–6 lader sig ikke forene med den teori, at de to handlinger er den samme.

«Begge dåb betegnede det samme, men med den forskel, at Johannes’ dåb var et vidnesbyrd om den nåde, der endnu skulle forkyndes, mens Kristi dåb var et vidnesbyrd om den nåde, der allerede var skænket» (Melanchthon, Loci communes).

Johannes var dog den største af Det Gamle Testamentes profeter, ja, mere end en profet, for han kunne pege på Guds lam, mens det gik foran dem, han prædikede for (Joh 1,29). Derfor kalder Chemnitz Johannes’ dåb «et forbigående sakramente».

Vores hjemmel for den dåb, kirken bruger, hviler dog ikke på Johannes’ eksempel og forkyndelse og heller ikke på eksemplet fra Jesu disciple, der i en tid fortsatte den samme handling (Joh 4,2), men alene på Kristi befaling ved afskeden. Ved den hævede han en handling, som hidtil kun havde haft midlertidig betydning, op til et sakramentes rang, og derved gjorde han den til en ny indstiftelse.

Formlens betydning

6. Hvad er dåben efter indstiftelsesordene?

En indførelse i det nye liv, der kommer fra Guds åbenbaring som Fader, Søn og Helligånd.

7. Hvordan godtgøres det?

Ved at dåben efter Matt 28,19; ApG 8,16; 19,5; Rom 6,3; 1 Kor 1,13; 10,2; Gal 3,27 sker «til navnet». Det er en handling, der er rettet mod et bestemt mål, nemlig at man overgiver sig til, tilhører, adlyder og har samfund med Faderens, Sønnens og Helligåndens navn (se kap. 2, spm. 13–15). Andre steder, som ApG 2,38; 10,48, sker den «i navnet», dvs. «med fuldmagt fra». Det er dåb til det ene navn, som alle tre har fælles. Nogle steder siges dåben at ske «i navnet» eller «til den Herre Jesu navn» eller «til Kristus Jesus» eller «til Kristus» (ApG 2,38; 8,16; 19,5; 10,48; Rom 6,3; Gal 3,27). Det betyder, at man ved dåben træder ind i livsfællesskab med alt, hvad Jesus er og har gjort, og i ubetinget tro og lydighed overgiver sig til den Guds åbenbaring, der er givet i og ved Jesus Kristus, ligesom israelitterne blev «døbt til Moses» (1 Kor 10,2).

«Han bliver døbt til en hel Kristus og dermed også til hans død. Det er, som om Kristus i det øjeblik led, døde og blev begravet for et sådant menneske, og som om dette menneske led, døde og blev begravet med Kristus» (Bengel).

Hvem der døber

8. Hvem er det, der døber?

Man tænker let, at den ydre handling blot er præstens, og at kun den indre handling, som ledsager den ydre og meddeler nåden, er Guds. Herom siger Luther:

«Vogt dig for at skelne sådan, at du tilskriver mennesket den ydre gerning og Gud den indre. Tilskriv derimod begge alene Gud, og betragt den tjenendes person som intet andet end Guds stedfortrædende redskab, hvorved Gud i himlen med egne hænder anvender vandet og lover syndernes forladelse, idet han taler til dig med et menneskes røst gennem præstens mund» (Om kirkens babyloniske fangenskab, Erlangerudgaven, 5, 60 ff.).

Elementet

9. Hvad er det jordiske element?

Den mest almindelige og lettest tilgængelige stoflige ting i verden. Hverken ørkenens sand eller jordens muld eller gadens støv eller træernes blade eller engenes græs er så almindeligt eller så let at skaffe overalt som vand. Mere end to tredjedele af jordklodens overflade er dækket af det, mens den sidste tredjedel er gennemhullet af underjordiske strømme og overalt gennembrudt af kilder og vandløb, store og små, som fører det ud til de fjerneste egne. Luften rummer det i fortyndet form og lader det med mellemrum falde ned i rigeligt mål. I dåben gør Gud det mest almindelige til bærer af sin rigeste nåde.

10. Er der ingen forskrift om vandets beskaffenhed?

Slet ingen. Det eneste, der kræves, er, at det er vand. Men om dette vand er klart eller grumset, rent eller urent, koldt eller varmt, filtreret eller destilleret, rindende eller stillestående, fra Jordan eller fra Mississippi, opsamlet fra skyerne eller hentet fra havet, er fuldstændig ligegyldigt. Men vand må der være (Joh 3,5; ApG 8,38; Ef 5,26).

11. Er der ingen forskrift om mængden?

Slet ingen. Opmærksomheden drages bort fra bekymringen om sådanne ydre ting og hen til løftets ord, som er hovedsagen i sakramentet. Hvis handlingens gyldighed afhang af vandmængden, kunne samvittigheden let blive anfægtet, hvis der var tvivl om, hvorvidt personen var helt dækket af vandet, eller om en del af legemet ved et uheld ikke var kommet under vand. Lægger man vægt på en sådan ydre omstændighed, kunne man let nævne andre, som så også måtte være nødvendige, for at overensstemmelsen med forbillederne i Det Nye Testamente kunne blive fuldstændig.

12. Er neddykning en gyldig måde at døbe på?

Ikke alle de argumenter, som tilhængerne af neddykning fremfører, kan godtages som bevis for, at denne måde blev brugt i bestemte tilfælde, som når det for eksempel siges, at de døbte «gik ned i» eller «steg op af vandet». For hvordan beviser det, at hele legemet blev sænket ned under vandet? Alligevel er der steder, som Rom 6,4; Kol 2,12, der synes at hentyde til neddykning. Oldkirkens praksis vidner klart om, at man almindeligvis gik ned i vandet, helst i rindende vand, hvad der stemte med østerlandsk badeskik. Det er dog umuligt at bevise, at det var en fuldstændig neddykning.

13. Men beviser det, at det var den eneste måde?

Nej. Ordet dåb bruges i Mark 7,3–4 om vask af bægre, kar og borde; i Luk 11,38 om at vaske sig før måltidet, hvad der ikke kan have været neddykning; og om den bestænkning, israelitterne fik, da de drog ad den vej, der var åbnet gennem Det Røde Hav, af skyen ovenfra og af sprøjtet fra vandmurene på begge sider (1 Kor 10,2). Heller ikke dåben med Helligånden kan tænkes som en neddykning i Ånden; den må tværtimod forstås om, at han blev udgydt over disciplene ovenfra.

14. Hvor tidligt ser vi bestænkning eller overøsning anerkendt som en måde at døbe på?

I det ældste af kristenhedens ikke-inspirerede skrifter, «De tolv apostles lære» (Didaché). Ordene lyder:

«Øs vand over hovedet tre gange i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn» (kap. 7).

Den himmelske gave

15. Hvad er den himmelske gave?

A. Den treenige Gud; for vi døbes til Faderens og Sønnens og Helligåndens navn (se ovenfor, spm. 6 og 7).

B. Guds ord.

Ef 5,26: «… ved at rense den i badet med vand ved ordet.»

C. Helligånden.

Joh 3,5: «Hvis ikke nogen er blevet født af vand og Ånd, kan han ikke gå ind i Guds rige.» D. Syndernes forladelse.

ApG 2,38: «Omvend jer, og enhver af jer skal lade sig døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse; og I skal få Helligåndens gave.» Jf. kap. 26, spm. 9 og 14.

Alt dette mødes og samles i den sætning, at den himmelske gave er Guds ord som det redskab, hvorved Helligånden anvender Kristi fortjeneste, for hvis skyld vi har syndernes forladelse, og på den måde fører mennesket ind i samfund med den treenige Gud.¹

¹ Nogle lutherske teologer driver sammenligningen mellem de to sakramenter så vidt, at de hævder, at der i dåben må være noget, der svarer til Kristi «legeme og blod» i nadveren. Den bekvemmeste sammenfatning af drøftelsen findes hos Baier, s. 526–538.

Den, der forvalter dåben

16. Hvem forvalter dåben?

Spørgsmålet er besvaret i almindelighed under kap. 26, spm. 21. Indstiftelsesordene om dåben blev sagt til de elleve apostle (Matt 28,16); men at forvaltningen ikke var begrænset til dem, fremgår klart af, at det er en ordning, der skal holdes indtil tidens ende (v. 20). Paulus blev efter alt at dømme døbt af Ananias (ApG 9,18; jf. Gal 1,17). Ligesom nøglemagten tilhører dåbens forvaltning hele kirken (Matt 18,17–20), og den forvaltes af dem, der er kaldet som kirkens embedsmæssige tjenere (1 Kor 4,1).

17. Afhænger dåbens gyldighed af, om den, der forvalter den, er kaldet på ordentlig vis?

Nej; for så ville opmærksomheden blive draget bort fra Ordet og hen til rent ydre forhold, og samvittigheden kunne aldrig blive tilfreds, før den med de sikreste beviser kunne godtgøre, at den ydre succession bag dem, man havde fået dåben af, var regelret. Selv om mennesker står til ansvar over for Gud for at have handlet uden et ordentligt kald, bruger Gud deres tjeneste til at bringe sit ord til menneskene. Den eneste prøve på dåbens gyldighed er derfor den, der altid kan foretages, nemlig om det væsentlige i sakramentet er overholdt, dvs. brugen af elementet og indstiftelsesordene.

18. Hvorfor døbte vor Herre ikke selv?

Det sædvanlige svar er, at der så ville være opstået en forskel mellem dem, han havde døbt med sine egne hænder, og dem, han havde døbt ved sine tjeneres hænder. Men derudover må man ikke glemme, at tiden for den kristne dåb først kom efter vor Herres himmelfart og Helligåndens gave på pinsedagen.

19. Hvordan forklarer vi Paulus’ erklæring om, at han var sendt for at forkynde og ikke for at døbe (1 Kor 1,17)?

Paulus var både apostel og præst ligesom andre præster. Som præst døbte han (1 Kor 1,14–16). Men hans egentlige gerning var apostelembedet: at give sit apostoliske vidnesbyrd for alle tider og steder. Der krævedes ingen særlig åndelig nådegave for at døbe, men en sådan gave var nødvendig for at forkynde. Dåben forholdt sig til forkyndelsen som seglet til brevet.

20. Kan ingen døbe undtagen en præst med et ordentligt kald?

Når der er overhængende fare for døden, tillader den lutherske kirke lægmandsdåb. Den sædvanlige begrundelse er denne: Gud godkendte den omskærelse, Sippora foretog, selv om hun gjorde det i vrede, så hendes barns liv blev skånet (2 Mos 4,25). Så må man antage, at han under den nye pagt så meget mere billiger en undtagelse fra den almindelige regel om dåben, når dåben ikke kan fås andre steder, og nødvendigheden er så presserende (Joh 3,5).

«I nødstilfælde giver endog en lægmand tilgivelse og bliver en andens præst. Således fortæller Augustin om to kristne i et skib: Den ene døbte katekumenen, og efter dåben gav denne så tilgivelse til den, der havde døbt ham» (De Schmalkaldiske Artikler, s. 350).

21. Hvordan sikrer man, at en sådan afvigelse fra reglen kun sker af nødvendighed?

De kirker, hvor den er tilladt, foreskriver, at den skal kundgøres offentligt og stadfæstes. Det er ikke, fordi dette er nødvendigt for dåbens gyldighed, men for at hindre, at den bruges uden begrænsning. En lægmandsdåb uden presserende nødvendighed er stadig en dåb, hvor stor skyld den, der forretter den, end pådrager sig ved at forstyrre kirkens almindelige orden.

Hvem der skal døbes

22. Hvem skal døbes?

Ikke livløse ting som klokker eller skibe, men kun syndige mennesker, som er født i synd og kan genfødes (Joh 3,5–6). Alle sådanne er rette modtagere af dåben uden forskel på folk, stand, køn eller alder, forudsat at de opfylder de foreskrevne betingelser. Se Matt 28,19 (jf. spm. 4) og desuden Gal 3,27–28:

«For alle I som er blevet døbt til Kristus, lod jer iklæde Kristus. Der er ikke jøde eller græker, der er ikke slave eller fri, der er ikke mand eller kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.»

Betingelsen forklares ved, at Guds rigeste velsignelser ikke bør tilbydes, hvor de med sikkerhed vil blive misbrugt og forøge modtagerens skyld og fordømmelse.

23. De eneste, hvis ret til dåben der synes at være uenighed om, er de små børn. Giv derfor en noget fyldigere begrundelse på dette punkt.

A. De spæde børn har brug for dåben. De er født i en tilstand af synd og kan ikke komme ind i Guds rige, medmindre de bliver genfødt.

Joh 3,6: «Det som er blevet født af kødet, er kød.»

Rom 5,12: «… således kom døden til alle mennesker fordi de alle syndede.»

Ef 2,1.3: «… da I var døde i jeres overtrædelser og synder … og vi var af natur vredens børn.»

Det græske pronomen tis («nogen») i Joh 3,5 er meget eftertrykkeligt og tillader ingen undtagelse:

«Hvis ikke nogen er blevet født af vand og Ånd, kan han ikke gå ind i Guds rige.»

Men vi lærer af Matt 18,14: «Således er det ikke jeres himmelske Fars vilje at en af disse små skal gå fortabt.» Derfor må det være Guds vilje, at de opfylder de betingelser, hvorved de bliver befriet fra deres syndige tilstand; og det sker ved dåben.

B. Kristus selv hævder deres ret.

Matt 19,14: «… for Himlenes rige er bestemt for sådanne.»

De har derfor adgang til porten til Himlenes rige, og den er ifølge Joh 3,5 dåben.

C. Løftet om syndernes forladelse og Helligåndens gave er deres.

ApG 2,38–39: «Omvend jer, og hver af jer lad jer døbe på Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, og I skal få Helligåndens gave. For løftet gælder jer og jeres børn.»

D. Ud fra de spæde børns evne til at tro og bære troens frugter.

Matt 18,2–3.6; Sl 8,3; jf. Matt 21,15; Luk 1,15.41.44.

(Om de spæde børns tro, se ovenfor, kap. 21, spm. 15–18.)

E. Ud fra den almene befaling om at døbe.

(Se ovenfor under spm. 4.) Med denne befaling er pligten til at døbe børnene klar, medmindre de udelukkes af en anden befaling. Skal børnene udelukkes fra dåben, fordi de ikke udtrykkeligt nævnes, så må kvinderne med samme begrundelse udelukkes fra nadveren.

F. Ud fra dåbens forhold til omskærelsen.

Hvor dette forhold blev forstået, var det unødvendigt at nævne børnene. Da Gud sluttede sin pagt med Abraham, befalede han udtrykkeligt, at børnene skulle optages i hans kirke. Indvielsesritualet var omskærelsen (1 Mos 17,12). Men omskærelsen er som indvielsesritual afløst af dåben (Kol 2,11–12).

G. Ud fra apostlenes praksis med at døbe hele familier.

Sådan døbtes Lydias hus (ApG 16,15), fangevogterens i Filippi (ApG 16,33) og Stefanas’ (1 Kor 1,16). Det er usandsynligt, at disse husstande udelukkende bestod af voksne.

24. Bekræftes dette også af kirkens praksis i den tidligste tid efter apostlene?

Blandt kirkefædrene er der ikke en eneste røst imod barnedåbens gyldighed og apostoliske oprindelse. Origenes, født år 185 e.Kr., kalder den «en apostolisk overlevering». Da Augustin under den pelagianske strid brugte barnedåben som et argument for arvesynden, angreb Pelagius ikke skikken, men svarede, at børnene blev døbt, ikke for det, de da havde brug for, men for det, de senere ville få brug for. Barnedåbens modstandere kan derfor ikke finde nogen periode i kirkens historie, hvor de kan bevise, at den ikke fandtes.

25. Men står kristne forældres børn ikke allerede i et pagtsforhold til Gud i kraft af deres fødsel?

Vi, der er født som israelitter, siger Paulus i Ef 2,1–3, var døde ved overtrædelser og synder ligesom de andre. Ikke desto mindre er det sandt, som en nyere teolog har udtrykt det, at

«… børn, hvis forældre er kristne, har den forberedende indvielse, som en kristen families ånd giver, og fra begyndelsen står under Helligåndens påvirkning» (Rohnert).

De er børn af andægtig og vedholdende bøn. Derfor siges der i 1 Kor 7,14:

«For den vantro mand er blevet helliget ved sin hustru, og den vantro hustru er blevet helliget ved manden, ellers ville jeres børn være urene, men nu er de hellige.»

Dette er imidlertid en ydre hellighed. De bliver bragt ind i det område, hvor nådemidlerne forvaltes, og hvor Helligånden gives gennem dem. Men at der endnu ikke er tale om genfødslen, kan sluttes af, at børnenes hellighed er af samme art som den vantro mands eller hustrus «helliggørelse». Deres pagtsprivilegium før dåben og troen består i adgangen til nådemidlerne. Pagten er først virkelig sluttet, når de kommer til dåben og troen, selv om den allerede er påbegyndt.

Dåbens virkning

26. Hvad er dåbens virkning?

Dens umiddelbare virkning er genfødslen og fornyelsen, som det klart læres i Tit 3,5 og Joh 3,5. (Se ovenfor, kap. 21, spm. 12; kap. 23, spm. 11.) Det endelige mål er frelsen og det evige liv, som det læres i Mark 16,16 og 1 Pet 3,21.

27. Bliver alle døbte frelst?

Nej, lige så lidt som alle, der hører Ordet. Ordets og sakramentets objektive virkekraft gavner intet, når den ikke tilegnes ved troen. (Se kap. 26, spm. 25.) Også den tro, som både er dåbens virkning og har modtaget dens velsignelser, kan kastes bort. (Se kap. 17, spm. 36.) Læren om dåbens nåde på den ene side og læren om, at nåden ikke kan mistes og ikke kan modstås, på den anden side kan på ingen måde forliges.

Dåben og troen

28. Står dåben i samme forhold til troen hos alle, der døbes?

Til de spæde børn kommer den før troen for at give dem vished om Guds nåde og anvende evangeliet på dem. (Se kap. 21, spm. 15–18.)

«Vi bærer barnet frem i den hensigt og det håb, at det må tro, og vi beder om, at Gud vil give det tro; men vi døber det ikke på troen, men alene på Guds befaling» (Den Store Katekismus, s. 473). Hos voksne er dåben et middel til at bekræfte og styrke den tro, som de forud har modtaget ved at høre evangeliet.

ApG 2,41: «De, som nu tog imod hans ord, blev døbte.»

ApG 8,12: «Men da de kom til tro på Filip, der forkyndte evangeliet om Guds rige og Jesu Kristi navn, lod de sig døbe.» (Se også kap. 21, spm. 10–11.)

29. Men hvordan imødegår man vanskelighederne ved, at spæde børn kan genfødes og tro?

For at de lutherske teologers argumentation ikke skal anses for forudindtaget, henviser vi til Calvin:

«Man spørger: ’Hvordan genfødes spæde børn, som hverken har kundskab om godt eller ondt?’

Vi svarer, at Guds gerning ikke er uden virkelighed, blot fordi den ikke iagttages eller forstås af os. Nu er det sikkert, at nogle spæde børn bliver frelst, og at de forinden bliver genfødt af Herren, er hævet over enhver tvivl. For når de er født i fordærvelse, må de nødvendigvis renses, før de lukkes ind i Guds rige … Hvad kræver vi mere, når Dommeren selv erklærer, at der ikke er nogen indgang til det himmelske liv undtagen for dem, der er genfødt? Og for at bringe alle modsigere til tavshed gav han et eksempel på, hvad han kunne gøre for andre, da han helligede Johannes Døberen i hans mors liv.» «Men vore modstandere siger: ’Troen kommer af det, som høres’, og hørelsen kan de spæde børn endnu ikke bruge, så de kan ikke være i stand til at kende Gud. De betænker imidlertid ikke, at når apostlen gør hørelsen til troens kilde, beskriver han kun Guds almindelige husholdning og ordning, som han i almindelighed følger, når han kalder sit folk. Han foreskriver ikke en evig regel for Gud, som udelukker, at han kan bruge nogen anden fremgangsmåde. Og en sådan fremgangsmåde har han sandelig brugt, da han kaldte mange og gav dem kundskab om sig selv på en indre måde ved sin Ånds oplysning, uden at nogen prædiken kom imellem. Men når de mener, at det ville være en så stor urimelighed, at spæde børn skulle få nogen kundskab om Gud, når Moses jo nægter, at de kender godt og ondt, vil jeg bede dem fortælle mig, hvilken fare der kan opstå ved, at vi hævder, at de allerede nu modtager en del af den nåde, som de om kort tid skal nyde i fuld overflod? For hvis livets fylde består i den fuldkomne kundskab om Gud, så bliver de af dem, som døden fjerner fra det nuværende liv i deres tidligste barndom, og som går ind til det evige liv, sandelig lukket ind til umiddelbart at skue Guds nærvær.

Når Herren altså vil oplyse dem med sit ansigts fulde glans i himlen, hvorfor skulle han så ikke også, hvis det er hans behag, allerede i dette liv lade nogle svage stråler af den skinne på dem, især hvis han ikke befrier dem fra al uvidenhed, før han løser dem ud af legemets fængsel? Ikke at jeg overilet vil påstå, at de er udrustet med den samme tro, som vi erfarer hos os selv, eller overhovedet har en lignende kundskab i troen. Det vil jeg hellere lade stå hen» (Institutio, bog 4, kap. 16, 17–19).

30. Men kan denne lære ikke misbruges groft?

Utvivlsomt. Det sker især, hvis man lægger mere vægt på den indre forandring, som barnedåben virker, end på Guds ydre ord og løfte, som gør dåben til «et nådefuldt livets vand». Der er en tilbøjelighed til at mene, at Guds nåde gives «på grund af» den indre forandring (dvs. propter fidem [på grund af troen]), snarere end på grund af Kristi fortjeneste, som uforskyldt tilbydes gennem ord og sakramenter. Her må man have alle de punkter for øje, som hører med til en fuldstændig fremstilling af retfærdiggørelsen ved troen, og nøje iagttage dens skel mellem den fortjenstfulde årsag og den redskabelige årsag. Som ved retfærdiggørelsen i almindelighed må vi også her se bort fra vor tro og fra alt, hvad der er i os, selv om det er Helligåndens velsignede gerning, såsom vor genfødsel og vor fornyelse, og se alene og helt og holdent hen til Kristi objektive gerning for os og hans objektive ord og løfte til os. Det er trods alt hovedsagen i vor dåb. Det altafgørende er ikke, at vore hjerter i barndommen ved Guds nåde fik en svag gnist af åndeligt liv, men at det ord og løfte, som dengang blev bragt os, tilbydes os på ny hver eneste dag i vort liv i kraft af den pagt, som Gud dengang sluttede med os. Med fuld tillid kan vi overlade til ham, hvordan han dengang anvendte og opfyldte det løfte, han gav, og hvordan det virker i os i dag og vil virke, indtil det når sin fuldendelse i den anden verden. Intetsteds lærer mennesket så tydeligt som i dåben at indse sin egen hjælpeløshed i åndelige ting, og at Guds nåde alene virker.

Varighed

31. Meddeles dåbens kraft kun i det øjeblik, hvor dåben forrettes?

Dåbens kraft består i det løftesord, som den meddeler, og den anvendes på ny, hver gang man kommer sin dåb i hu. Visheden om, hvad man fik i sin dåb, er en kilde til opmuntring, trøst og åndelig styrke, som aldrig svigter. Den er seglet på den nådepagt, som Gud sluttede med os én gang for alle, og som derfor altid står ved magt på den betingelse, der dengang blev fastsat uforanderligt.

Es 54,10: «For bjergene kan vige, og højene flyttes, men min miskundhed skal ikke vige fra dig, og min fredspagt skal ikke fjernes.»

2 Tim 2,13: «Når vi er utro, forbliver han tro, for han kan ikke fornægte sig selv.»

32. Men hvilken trøst giver dette, hvis vi har brudt pagtens betingelser?

Lad Luther svare her:

«Vor dåb står fast for evigt; og selv om nogen falder fra den og synder, har vi alligevel altid adgang til den … Omvendelsen er ikke andet end en tilbagevenden til dåben … Vor dåb er ikke noget forbigangent, som vi ikke længere kan bruge, efter at vi er faldet i synd.»

Han nævner Hieronymus’ vildfarelse, at når dåbens skib er forlist og sunket i syndens hav, er boden givet som en planke, vi kan reddes på igen, og fortsætter derefter:

«Skibet går aldrig i stykker, for det er Guds indstiftelse … Det sker ganske vist, at vi glider og falder ud af skibet. Men falder nogen ud, så må han se til at komme tilbage» (Den Store Katekismus, s. 475).

«Folk skal formanes til at tænke på deres dåb og undervises om, at den betyder, at Gud tager dem til nåde, ikke blot i barndommen, men også gennem hele livet. Dåben er derfor ikke blot et tegn for børn, men den tilskynder og formaner også de voksne til at omvende sig» (Melanchthon i de tyske visitatsartikler fra 1527).

«Præsterne skal lære, at dåbens virkning bør vare gennem hele livet, dvs. at vi altid bør omvende os og samtidig tro, at Gud vil tilgive os» (den latinske udgave af samme skrift).

Ligeledes siger Melanchthon i den udgave af Loci communes, som Luther med rosende overdrivelse sagde var værdig til at regnes for kanonisk:

«Jeg tør sige, at der ikke kan gives de døende nogen mere virksom trøst end at minde dem om dette sakramente, nemlig at man minder dem om dåben og forsikrer dem om, at de i den har modtaget et segl på det guddommelige løfte, så de med vished kan vide, at Gud vil føre dem gennem døden til livet. Antag, at Moses havde døbt israelitterne, før de gik ud i vandet. Burde han så ikke, mens de gik midt gennem havet, have mindet dem om det tegn, de havde fået på, hvordan det, der skete, ville ende, og tilskyndet dem til at huske, at dette tegn netop var givet dem for at værne dem mod enhver tvivl om, at de ville blive frelst? Dåben skal bruges på samme måde, når vort syndige kød dødes. Den minder den forskrækkede samvittighed om syndernes forladelse og forsikrer den om Guds nåde, så at alle fristelser til fortvivlelse fordrives. Så længe denne kamp varer, er der brug for dette tegn. Men da kampen ikke er fuldendt, før det gamle menneske helt går til grunde, er der gennem hele livet stadig brug for dette tegn, så det kan trøste samvittigheden i denne vedvarende dødelse. Heraf ses det, at disse tegn ikke er andet end mindetegn, hvorved troen kan øves.»

Gentagelse

33. Kan dåben gentages?

Nej. For der er kun én dåb (Ef 4,5). Når Guds pagt først er sluttet, forbliver den Guds pagt for evigt. «Selv om vi blev dyppet i vand hundrede gange, ville det dog kun være én dåb» (sst.).

Forholdet til konfirmationen

34. Sker der ikke en fornyelse af pagten i konfirmationen?

Dåben er Guds handling. Konfirmationen er på den ene side menneskets formelle, offentlige anerkendelse af, hvad hans dåb betyder, og på den anden side kirkens bekræftelse af, at personen bør have adgang til nadveren, nu da han har anerkendt denne betydning.

Nødvendighed

35. I hvilken forstand er dåben nødvendig?

Dette spørgsmål og svaret på det er allerede foregrebet (se kap. 26, spm. 27). Intet, som Gud har befalet, kan være ligegyldigt.

36. Hvad mener Den Augsburgske Bekendelse, når den fordømmer gendøberne for at lære, at børn bliver frelst uden dåb?

Det må forstås historisk. Udsagnet er rettet mod gendøbernes nedvurdering af barnedåben; de benægtede dens gyldighed og kraft og dermed, at den i nogen forstand er et middel til den frelsende nåde. Det handler ikke om mulighederne for frelse dér, hvor man ikke har adgang til dåben eller ikke kan få den. Vi tør ikke begrænse Guds magt og barmhjertighed til det, han har pålagt os.

37. Har Gud noget sted lovet sin frelsende nåde på anden måde end ved, at man holder sig til den frelsesorden, han har åbenbaret os?

Intetsteds. Men at forløsningen er universel (kap. 14, spm. 12), og at hans vilje er, at alle skal frelses (kap. 9, spm. 10), især de små børn (Matt 18,14), berettiger os til at nære det håb, at Gud har sin egen måde at meddele sin genfødende nåde til dem, der berøves den ved forældrenes vantro og kirkens ligegyldighed.

38. Hvad har de lutherske teologer i almindelighed ment om dette punkt?

«Om de troende forældres børn, som ved et tilfælde er blevet berøvet dåben, tror vi, at de genfødes og frelses ved Guds overordentlige nåde» (Baier). «For dåbens nødvendighed er ikke absolut. Vi for vor del er forpligtet til at tage imod dåben. Alligevel må man ikke benægte, at Gud handler på en overordentlig måde med de spædbørn, som gudfrygtige forældre og kirken i bøn har bragt til Kristus, og som dør, før der kan blive lejlighed til dåb. For Gud binder ikke sin nåde og kraft til dåben på en sådan måde, at han ikke kan og vil handle på en overordentlig måde i nødstilfælde» (Gerhard).

39. Siges det samme om vantro forældres børn?

Ovenfor under spm. 25 er det allerede behandlet, at børn af troende forældre står i et særligt forhold til Guds nåde og løfte. Dette giver sammen med de løfter, der er givet bønnen, grund til at formode, at Gud griber ind på en særlig måde for deres skyld. Men da der ikke findes sådanne løfter om vantro forældres børn, har vi ikke hjemmel til at håbe på deres frelse, andet end med betydelige forbehold.

«Vantros udøbte spædbørn overlader vi til Guds dom» (Baier).

Se 1 Kor 5,12. Dette udelukker dog ikke håbet om, at Gud også kan give dem sin nåde, selv om det ikke kan antages som en trosartikel, da der mangler åbenbaring om sagen.

Det uvæsentlige

40. Hvad er det væsentlige i dåben, når den forrettes?

Kun indstiftelsesordene og brugen af vandet i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Alt andet er kun forberedelse til og tilføjelse til det, som i egentlig forstand er dåben, og har kun den myndighed, som kirkelige skikke har. De må ikke ændres vilkårligt, men skal kun bruges, i det omfang de tjener til opbyggelse.