Kapitel 29. Kirken

Forholdet til det foregående

1. Opsummér de trin i frelsesplanen, som allerede er gennemgået.

1. Guds Søns menneskevorden og hans gerning som mellemmand.

2. Helligåndens gave, der skal tilegne os frugterne af Kristi embede som mellemmand.

3. Helligåndens virksomhed i denne gerning gennem nådemidlerne.

2. Hvad står der tilbage at behandle?

Den organisme, som Gud bruger til at sørge for, at nådemidlerne bliver forvaltet.

3. Hvad er denne organisme?

Den hellige kristne kirke.

Oprindelse

4. Hvornår begyndte kirken?

I én betydning af ordet begyndte den med det allerførste løfte om forløsningen og med, at troende mennesker tog imod det. I Hebræerbrevets 11. kapitel står en lang fortegnelse over dem, der under Det Gamle Testamente levede og døde i troen på den kommende åbenbaring af Gud i Jesus Kristus. Sådan taler Stefanus også i ApG 7,38 om «menigheden i ørkenen». Men i ordets egentlige betydning begyndte kirken først med Helligåndens særlige gave på pinsedag. Da var den fulde åbenbaring af Gud i Kristus givet, de hellige sakramenter var indstiftet, og Guds folk var udrustet med de gaver, som deres gerning skulle udføres ved. Ordet hører særligt hjemme i kristendommens tid efter pinse. Af de 114 steder, hvor det nævnes i Det Nye Testamente, findes kun to i evangelierne, Matt 16,18 og 18,17. På det første af disse steder omtales kirken helt tydeligt som noget, der ligger i fremtiden:

«På den klippe vil jeg bygge min kirke.»

Definition

5. Hvordan defineres kirken?

«Kirken er de helliges forsamling, hvor evangeliet læres rent, og sakramenterne forvaltes ret» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 7).

Den er:

«… de helliges forsamling, som har fællesskab med hinanden om det samme evangelium eller den samme lære og om den samme Helligånd, som fornyer, helliggør og styrer deres hjerter» (Apologien, s. 163).

«Mennesker, spredt ud over hele verden, som er enige om evangeliet og har den samme Kristus, den samme Helligånd og de samme sakramenter» (sst.).

«Kirken er et åndeligt folk, Guds sande folk, genfødt af Helligånden.»

«Efter evangeliet er det kun dem, der tager imod Åndens løfte, som er folket» (sst., s. 164).

«Denne kirke findes, nemlig de sandt troende og retfærdige mennesker, spredt ud over hele verden» (sst., s. 165).

«Gud ske lov, i dag ved et barn på syv år, hvad kirken er, nemlig de hellige, de troende og de lam, der hører deres hyrdes stemme» (De Schmalkaldiske Artikler, s. 335).

«Kirken, som er Guds folks skare» (Den Skotske Bekendelse, art. 16).

«Kristi troende folks fællesskab eller hele samlede legeme» (Murrays ordbog).¹

¹ En af de nyeste definitioner er Kählers: «Kirken er det personlige fællesskab mellem dem, der har fællesskab med den levende Kristus.» (Wissenschaft der christlichen Lehre, 1893, s. 385.)

6. Hvordan kan det bevises, at kun genfødte og troende mennesker udgør kirken?

For det første betegner Det Nye Testamentes ord for kirke, ekklesia, ikke alle mennesker, men, som ordets oprindelse viser, «nogle, der er kaldt ud af den brogede mængde». I Ef 4,11–16 beskrives den som et åndeligt legeme, der helt og holdent afhænger af Kristus, med alle sine led og dele «sammenføjet og sammenholdt» og med ham som sit hoved. Man kan ikke forestille sig, hvordan nogen kunne være Kristi lemmer uden at have del i hans åndelige liv.

Rom 8,9: «Hvis nogen ikke har Kristi Ånd, tilhører han ham ikke.»

Den beskrives også i 1 Pet 2,4–9 som «et åndeligt hus», bygget af «levende sten» og hvilende på Kristus, hovedhjørnestenen. Derefter forlades billedet, og dens lemmer formanes:

1 Pet 2,9: «I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skulle forkynde hans kraft, han som kaldte jer ud af mørket til sit forunderlige lys.»

Når Kristus derfor i Matt 16,18 ff. taler om «min kirke» og dens grundvold, er det tydeligt, at han sigter til det samme, som beskrives i skriftstedet ovenfor.

Under et andet billede er den «Kristi brud», som han helliger «ved at rense den i badet med vand ved ordet» (Ef 5,26). Men det kan kun siges om de troendes fællesskab.

I den græske tekst til 1 Kor 1,2 er den definition af kirken, som vi har givet ovenfor, meget tydelig. Vi oversætter ordret:

1 Kor 1,2: «Til Guds kirke, som er i Korinth, de helligede i Kristus Jesus.»

7. Men bruges ordet altid kun om de genfødte og troende?

Ved en meget almindelig stilfigur, synekdoken, sættes en del for helheden eller helheden for en del. Man taler om et neg hvede, selv om strå og avner udgør den største del. Man taler om så og så mange tons kobber og jern og mener malmen med alle de urenheder, der løber fra i slaggen. Og man taler om en kop kaffe, selv om kun en lille del af drikken kommer fra bønnen. Selv en guldring er en legering. På samme måde omfatter ordet «kirke» i snæver betydning kun troende og genfødte Guds børn, men i en videre betydning også dem, der er knyttet til dem i en synlig organisation. Kirken er da:

«… det ydre, synlige samfund, som holdes sammen af ét bånd: den samme bekendelse af den sande lære og fællesskabet om sakramenterne» (Quenstedt).

«Vi indrømmer, at hyklere og onde mennesker i dette liv er blandet ind i kirken, og at de er lemmer af kirken efter det ydre fællesskab om kirkens kendetegn, det vil sige Ordet, bekendelsen og sakramenterne» (Apologien, s. 162).

«Selv om hyklere og onde mennesker altså er lemmer af den sande kirke efter de ydre skikke, så må man dog, når kirken skal defineres, definere det, som er Kristi levende legeme» (Apologien, s. 163).

Vantro og hyklere hører ikke virkelig til kirken, men er kun udvortes knyttet til den, som døde grene til et levende vintræ, en snylter til et dyr eller en svamp til et træ.

Kirkens opbygning

8. Hvordan inddeles kirken i egentlig forstand? I den stridende og den sejrende kirke.

Den stridende kirke består af de genfødte, som i denne verden er i stadig kamp mod Satan (Ef 6,10; 1 Pet 5,8–9), verden (1 Joh 5,4) og kødet (Rom 7,23; Gal 5,17). Den sejrende kirke består af dem, der som sejrherrer har forladt denne jordiske kampplads.

Åb 2,10: «Vær tro indtil døden, og jeg vil give dig livets sejrskrans.»

Åb 7,9: «En stor skare, som ingen kunne tælle, af alle nationer og stammer og folk og sprog, stod foran tronen og foran Lammet, iført lange hvide klæder og med palmegrene i deres hænder.»

Undertiden betegner ordet «kirke» både den stridende og den sejrende kirke, som i Hebr 12,23:

«Til festforsamlingen og de førstefødtes kirke, som er indskrevet i himlene.»

9. Hvordan er denne forsamling af troende forenet?

I Kristus, deres åndelige hoved. Kristi mystiske forening med hver enkelt troende (se kap. 22) frembringer en mystisk forening af alle troende i ham til én åndelig organisme.

Ef 1,22–23: «Alt lagde han under hans fødder, og han gav ham som hoved over alt til menigheden, som er hans krop, fylden af ham, som fylder alt i alle.»

Ef 4,15–16: «… skulle i alle måder opvokse til ham, som er hovedet, Kristus, af hvem hele kroppen, når den sammenføjes og sammenholdes ved ethvert understøttende bindeled» osv.

Ef 5,23: «… ligesom også Kristus er menighedens hoved.»

Kol 1,18: «Han er hoved for kroppen, menigheden.»

Kol 2,19: «… hovedet, fra hvilket hele kroppen med led og sener, som understøtter og holder sammen, vokser Guds vækst.»

10. I hvilken forstand kaldes Kristus «kirkens hoved»?

Intet billede passer i alle henseender. Hovedet er kun ét lem af legemet og er afhængigt af legemet for at kunne leve og virke. Sådan er det ikke med Kristi stilling som hoved for sin kirke. Han kaldes «kirkens hoved» for at vise hans overhøjhed og kirkens afhængighed af ham, når det gælder ledelse og indflydelse. Det er ikke blot en moralsk magt, han udøver. Ved sit nærvær og sin forening med kirkens lemmer og gennem ord og sakramenter fører han alle sine planer for dens fremgang til fuldendelse.

Kirkens egenskaber

11. Hvilke egenskaber har kirken?

De er sammenfattet i det, den nikænske trosbekendelse siger:

«Jeg tror, at der er én hellig, almindelig og apostolisk kirke.»

Og i Den Augsburgske Bekendelse, art. 7:

«De lærer, at én hellig kirke skal bestå til evig tid.»

12. Hvad menes der med kirkens enhed?

To ting. For det første, at alle Guds genfødte børn har en indre forening og et indre fællesskab med hinanden. Det har de gennem deres fælles tro på Kristus, en fælles kærlighed, som denne tro tænder, og Kristi og Helligåndens nærvær i deres hjerter, som forener dem til ét mystisk legeme (se ovenfor, spm. 9).

Ef 4,4–6: «Ét legeme og én Ånd, ligesom I også blev kaldet til ét håb ved jeres kaldelse, én Herre, én tro, én dåb, én Gud og alles Far.»

«Den kaldes én, fordi den ved én Herre gennem én dåb er bragt ind i ét mystisk legeme under ét hoved, styres af én Ånd, er bundet sammen af troens, håbets og kærlighedens enhed, bekender én tro og ved ét kald er kaldet til én himmelsk arv» (Gerhard).

For det andet, at der ikke findes flere kirker. Da kirken er forsamlingen af alle genfødte og troende i alle verdens tider, kan den ikke have nogen forgænger eller efterfølger og heller ikke nogen rival eller forbundsfælle, der findes samtidig med den. Hvor forskellige deres kår i livet end er, og hvor adskilte de end er af tid, sted, folkeslag, sprog, nationalitet, kirkeordning, ydre skikke eller kirkelige navne, så udgør alle, som virkelig hører Kristus til, den ene kirke.

13. I hvilken definition af kirken træder denne enhed frem?

Når den kaldes «de helliges samfund». «Dette», siger Luther, «er meningen med denne tilføjelse» (de helliges samfund):

«Jeg tror, at der på jorden er en hellig flok og menighed, som udelukkende består af hellige, under ét hoved, Kristus, kaldet sammen af Helligånden i én tro, ét sind og én forståelse, med mange slags gaver, men dog ét i kærligheden, uden sekter og splittelser. Også jeg er en del og et lem af den, deltager og medejer i alt det gode, den har, bragt til den og indlemmet i den af Helligånden … Ved denne menighed fører han os til Kristus og lærer og prædiker Ordet for os, hvorved han fremmer helliggørelsen» (Den Store Katekismus).

«Trosbekendelsen beder os ikke om at ’tro på kirken’. For det tilkommer Gud alene, og kirken er ikke Gud, men en forsamling, som Gud har samlet. Vi bekender heller ikke: ’Vi tror kirken.’ I den henseende står kirkens myndighed under profeternes og apostlenes, når de taler eller skriver. Dem tror vi, og det ikke med en betinget tro, men med ubetinget bifald, som Herrens sendebud, ved hvem Helligånden talte (2 Tim 3,16; 2 Pet 1,21). Kirken tror vi derimod aldrig med et sådant ubetinget bifald, men kun med et betinget bifald, nemlig for så vidt som dens ord og beslutninger stemmer nøje overens med apostlenes og profeternes ord … Men vi bekender, at vi tror, at der er en kirke. Det betyder, at Gud ikke har forkastet hele menneskeslægten, men at der er en vedvarende kirke, som begyndte i Paradis, er blevet bevaret til nu og vil bestå til verdens ende … Altså sigter ordet ’tro’ ikke til nogen ydre tilstand i kirken. For da troen ikke vil ophøre, før denne synlige verden har nået sin ende, kan kirken lige så lidt som troen selv afskaffes eller afbrydes. Men hvis der kunne komme en tid, da kirkens beståen eller fortsættelse i denne verden kunne brydes eller afbrydes, ville ikke blot troens vished og sandheden i Guds ord være i fare, men Kristus ville svigte en del af sit embede, for han ville ophøre med at være sin kirkes hoved (Ef 5,22–23)» (Hutter, Loci, 521).

14. Hvad menes der med kirkens hellighed?

At alle de troende og genfødte, som udgør kirken, er under Helligåndens helliggørende indflydelse, og at de tilsammen udgør en hellig eller helliget organisme.

1 Kor 3,17: «For Guds tempel er helligt, og det tempel er I.»

1 Pet 2,9: «I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk.»

Ef 5,25–26: «Kristus har elsket menigheden og givet sig selv hen for den for at hellige den.»

«Denne hellighed består ikke i messeskjorter, tonsur, lange kjortler og andre af deres ceremonier, som de har udtænkt ud over Den Hellige Skrift, men i Guds ord og den sande tro» (De Schmalkaldiske Artikler, s. 335).

15. Hvad menes der med kirkens almindelighed (katolicitet)?

At den er hævet over tidens og stedets begrænsninger.

Den er ikke, som den israelitiske kirke, begrænset til én slægt eller nation. Udtrykket «romersk-katolsk» er en selvmodsigelse. For hvis kirken er «katolsk», kan den ikke være romersk, og hvis den er romersk, kan den ikke være katolsk. Man kunne lige så godt tale om «frossen ild». Derfor er der en selvmodsigelse i de indledende ord i kapitel 1 i Vatikankonciliets dekreter: «Den hellige katolske apostolske romerske kirke tror og bekender.»

Matt 28,19: «Gør alle folk til mine disciple.»

Luk 24,47; ApG 1,8: «I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og indtil jordens ende.»

Åb 7,9: «Og se, en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle nationer og stammer og folk og sprog stod foran tronen og foran Lammet iført lange hvide klæder og med palmegrene i deres hænder.»

Ordet «katolsk» adskiller også den ene, almindelige kirke fra de enkelte kirker, dvs. forsamlinger af troende til bestemte tider, steder eller i bestemte lande. Således blev nogle af brevene skrevet til enkelte menigheder, mens andre kaldes «de katolske breve», fordi de er rettet til kristne overalt.

«Katolsk» betegner også læren som det, der er ganske uundværligt for kristendommen.

«Det er åbenbart, at Kristi kirke ikke er bundet til nogen bestemt bolig eller noget bestemt sted på jorden, men til Kristi evangelium og lære» (Chemnitz, Loci Theologici, III, 17).

16. Hvad menes der med kirkens apostolicitet?

Ordet betegner ikke, som Rom hævder, en apostolisk række af biskopper (apostolisk succession) eller et hierarkisk kirkestyre. Det betyder heller ikke blot, at kirken blev grundlagt ved apostlene (Åb 21,14). Det siger derimod, at kirken hviler på Guds åbenbaring i Kristus, som blev givet én gang for alle, da tiden var fuldkommet. Denne åbenbaring er ved apostlene som udvalgte vidner overleveret til alle tider som det ene, fuldstændige evangelium, der ikke tåler nogen ændring, forandring, tilpasning, udvikling eller tilføjelse. Kirken holder trofast fast ved, bekender og udbreder de samme gamle lærdomme, som apostlene lærte, og står for alt det, som apostlene stod for.

Gal 1,8: «Selv hvis vi eller en engel fra himlen forkynder jer evangeliet imod det, som vi har forkyndt jer, forbandet skal han være!»

Ef 2,20: «Opbyggede på apostlenes og profeternes fundament, med Kristus Jesus som hovedhjørnesten.»

17. Hvad menes der med kirkens bestandighed?

At Kristus til tidens ende vil have trofaste vidner på jorden. Enkelte kirker er gået til grunde og kan gå til grunde, men aldrig i en sådan grad, at rækken af bekendere helt forsvinder. Og mens nogle forsvinder, træder andre i deres sted.

Matt 16,18: «På den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.»

1 Kor 11,26: «I forkynder Herrens død, indtil han kommer.»

Matt 28,20: «Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens afslutning.»

Den Hellige Skrift er tværtimod fuld af forsikringer om, at kirkens fjender skal lide nederlag, og at dens bestræbelser på at fuldføre Herrens befaling skal lykkes.

18. Er det kirkens lod at gå uafbrudt fremad?

Ingenlunde. Den bærer Kristi kors. Men ligesom natten følger dagen og dagen natten, og ligesom vinteren afløser efteråret og efteråret sommeren, sådan går dens vej gennem tiderne skiftevis i lys og skygge. Den er blevet sammenlignet med en båd, der det ene øjeblik er nede i havets dybeste bølgedal og tilsyneladende lige ved at blive helt overskyllet, og det næste øjeblik rider i triumf på bølgetoppene. Eller med månen på himlen, der snart er helt skjult af sorte skyer, snart kun dækket af et ganske tyndt slør og snart bryder frem i uhindret glans.

«Tusind gange har denne religion været lige ved at gå helt til grunde, og hver gang den har været i den tilstand, har Gud rejst den op igen ved et usædvanligt udslag af sin magt» (Pascal).

Hver sejr er kun varslet om en ny kamp, der står lige for døren. Hvert tilsyneladende nederlag er kun forberedelsen til en sejr, der med sikkerhed nærmer sig.

19. Hvad viser, om det virkelig går kirken godt eller dårligt?

«Skriften er kirkens liv; kirken er Skriftens vogter. Når kirken er stærk, stråler Skriften frem; når kirken er syg, er Skriften fængslet. Således viser Skriften og kirken sammen tegn på enten sundhed eller sygdom, så den måde, Skriften behandles på, svarer til kirkens tilstand» (Bengel).

«Bibelen og kirken står og falder sammen» (Claus Harms). (Se ovenfor, kap. 24, spm. 8 c.)

Blandet med andre

20. Hvilket grundlag i Skriften er der for læren om, at hyklere og ugudelige mennesker er blandet med den sande kirke i den samme ydre forsamling?

Matt 13,24–43, lignelsen om ukrudtet og hveden. De vokser sammen til tidens ende. Forhastede forsøg på at skille dem ad er farlige for hveden (v. 30). Dermed er det dog ikke meningen at fraråde kirketugt over for åbenlyse forseelser (Matt 18,17; 1 Kor 5,5).

Matt 13,47–50, lignelsen om voddet. Det samlede fisk af alle slags. Adskillelsen sker ved verdens ende.

Matt 3,12, billedet af tærskepladsen, hvor avnerne heller ikke skilles fra hveden før på dommens dag. Judas var regnet blandt apostlene, og af Apostlenes Gerninger, brevene og Åbenbaringen lærer vi, at der var vantro og hyklere i de apostolske menigheder.

21. Skal sådanne personer regnes for medlemmer af kirken?

Kun Gud kan med sikkerhed vide, hvem der virkelig tror og derfor er sande medlemmer af kirken.

2 Tim 2,19: «Herren kender dem, som er hans.»

Andre er medlemmer af kirken alene ved den ydre bekendelse og den fælles brug af ord og sakramenter. Kirken har både legeme og sjæl. De er lemmer på dens legeme, men ikke på dens sjæl. Kirkens sande medlemmer hører både til dens legeme og dens sjæl. Som institution til forvaltning af nådemidlerne møder kirken os fra sin ydre side. Derfor må mennesker inddeles efter deres bekendelse, ikke efter hvad de er i hjertet, for det kan intet menneskeøje se.

Synlig og usynlig

22. Er skelnen mellem en synlig og en usynlig kirke rigtig?

Denne skelnen findes ikke i vore lutherske bekendelsesskrifter, og Luther bruger den heller ikke. Melanchthon overtog den fra Zwingli i de senere udgaver af sine Loci. Den er så gængs i den protestantiske teologi, at det ville være meget vanskeligt at undvære den. Men den bør altid bruges med stor omtanke. Den betegner nøjagtig det samme skel, som ovenfor (spm. 7) blev draget mellem kirken i egentlig forstand og kirken i udvidet forstand (ved synekdoke). Udtrykket «usynlig» skal sige, at mennesker ikke kan se den grænse, der skiller alle sande troende fra de vantro, som er blandet med dem i bekendelsen af den samme tro. «Synlig» henviser derimod til menigheden eller forsamlingen af dem, der bekender troen, som høres i forkyndelsen af Ordet og ses i forvaltningen af sakramenterne.

Denne skelnen kan kritiseres, for i én forstand er kirken altid synlig: Vi kan altid vide, hvor den er at finde. Vi kan se, hvor der er hvede, selv om der er meget ukrudt imellem. Derfor er det blevet sagt paradoksalt:

«Kirken er et synligt-usynligt legeme», dvs. synlig efter de ydre kendetegn, hvis tilstedeværelse viser, at der findes sande troende, og usynlig, fordi intet menneskeøje nøjagtigt kan følge den grænse, der skiller de to grupper inden for forsamlingen af dem, der bekender troen på Kristus.

«Kirken i egentlig forstand er ikke tydeligt, men kun utydeligt synlig. Men den enkelte kirke, som kaldes kirke i udvidet forstand (ved synekdoke), er så synlig, at den med hensyn til sine medlemmer tydeligt kan kendes som sand og skelnes fra falske eller fordærvede kirker»² (Baier).

² Det følgende, som v. Oettingen citerer fra Hackenschmidt (Der Christliche Glaube, 1901, s. 306 ff.), er meget tankevækkende: «Det er med kirken som med kirkens Herre. Denne Jesus, dette menneske af kød og blod, er Frelseren, dog ikke som dette menneske, men sådan som troen ser Guds herlighed i ham. Den kirke, vi ser, denne kristenhed, disse grupper af mennesker, som vi kan opgøre i statistikker, delt i så og så mange trossamfund, er kirken – men ikke sådan som vi ser den, men sådan som vi tror den. Jeg ved godt, hvor sørgelig kirkens ydre tilstand er. Men som troende kristen tager jeg ikke dens fejl, dens splittelser og dens vildfarelser i betragtning, heller ikke de tusinder, hvis kundskab er så mangelfuld, og hvis liv er så dadelværdigt. Jeg ser hen til Kristus, som har forløst alle disse millioner med sit blod og har givet dem alle sit navn. Jeg hører Guds ord, som intetsteds er uden virkning. Jeg stoler på Helligånden, som intetsteds lader sig selv være uden vidne. Derfor bekender jeg: ’Jeg tror, at der er én hellig kirke – én trods alle timelige splittelser, hellig trods alle uhørligheder, der råber til himlen – ligesom jeg som troende kristen ikke ser på mine fejl og synder, men ser hen til Kristus, som er min retfærdighed, og har den forvisning, at også jeg hører til Guds kirke og er et lem på Kristi legeme. Kristi sande kirke bliver åbenbar i ord og sakramenter og i dens levende lemmers liv og vandel. Men det, man kan iagttage udvendigt, er dens klædning, tjenerskikkelsen, dens tiggerdragt, dens kors. Alligevel genkender troen trods disse ufuldkommenheder Guds kirke her og bærer i tålmodighed og håb over med det i den, som mishager.’» Sådan også Philippi (Symbolik, 352): «Kirken er ikke blot synlig, men også usynlig. Der er ikke to kirker, men én og samme kirke, set fra forskellige sider. Legeme og sjæl udgør ikke to mennesker, men ét og samme menneske, én og samme legemlig-åndelige personlighed. Legemet har ikke forrangen, og sjælen er heller ikke blot et tilfældigt, supplerende tilbehør. Legemet er derimod det organ og redskab, hvorved sjælen udtrykker sig. Dette er vor kirkes levende, virkelige, ideelle forestilling om kirken. Den ene sande kirke, de troendes forsamling, er på samme tid synlig og usynlig: usynlig efter sin tro, men synlig efter de forskellige former, hvori denne tro kommer til udtryk.»

Kendetegn

23. Hvordan kan man kende den sande kirke?

«Kirken er de helliges forsamling, hvor evangeliet læres rent og sakramenterne forvaltes ret» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 7).

«Vi siger og ved med vished, at denne kirke, hvor de hellige lever, virkelig er og bliver på jorden. Der er nemlig nogle Guds børn hist og her i hele verden, i forskellige riger, på øer, i lande og byer, fra solens opgang til dens nedgang, som virkelig har lært Kristus og hans evangelium at kende. Og vi tilføjer kendetegnene: ’evangeliets rene lære’ og sakramenterne» (Apologien).

Man har påstået, at Melanchthon i denne definition af kirken har blandet to ting sammen. «De helliges forsamling» henviser til kirken i egentlig forstand, eller som nogle kalder den, «den usynlige kirke». De kendetegn, der nævnes, hører derimod til forsamlingen af dem, der bekender troen, og inden for den findes den virkelige kirke. Det er kirken i udvidet forstand (ved synekdoke), eller «den synlige kirke». Men der er ikke tale om nogen fejl. Hvert ord er valgt med omhu. Den Augsburgske Bekendelse mener, at der i enhver forsamling, hvor Guds ord prædikes rent og sakramenterne forvaltes ret, findes nogle virkelig troende og åndeligt sindede Guds børn. De nævnte kendetegn gælder kirken i begge betydninger. Hvor der findes en sand synlig kirke, dér findes også en usynlig kirke. Den synlige kirke er et kendetegn på den usynlige.

«I denne blandede skare er der altid nogle udvalgte, dvs. nogle, som tager imod Guds ord i sand tro og får Helligånden. For Ordets tjeneste kan aldrig være uden frugt. Det er netop denne sande, rene lille hjord, som Skriften kalder ’kirken’» (Luther, Walch-udgaven, 6, 2398).

24. Vis, at Ordets prædiken er et kendetegn på kirken.

A. «Guds folk har Guds ord.»

Ef 2,20: «… opbyggede på apostlenes og profeternes fundament, med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten.»

Joh 10,27: «Mine får hører min stemme, og … de følger mig.»

B. «Guds ord bærer altid sin frugt.»

Es 55,11: «Mit ord skal ikke vende tomt tilbage til mig, men det skal udrette det, jeg vil, og have fremgang i det, som jeg sendte det til.»

Se også Matt 18,20:

«Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.»

I lignelsen om sædemanden (Matt 13; Mark 4; Luk 8) går det meste af sæden tabt, men en del af den når fuld modenhed. I tillid til sådanne steder slutter Luther:

«Guds folk kan ikke være uden Guds ord, og Guds ord kan ikke være uden et folk.»

25. Hvordan kan man bevise, at sakramenterne er kendetegn på kirken?

Ef 5,26: «… for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet.»

1 Kor 12,13: «For ved én Ånd er vi alle blevet døbt til én krop.»

Luk 22,19: «Gør dette til ihukommelse af mig.»

26. Har alle kirkens kendetegn da lige stor betydning?

Nej. Ordet er det ene kendetegn, som man ikke kan undvære. «Kirken findes ingen andre steder end der, hvor Ordet er, og hvor de er, som tror Ordet.» Forvaltningen af sakramenterne hører med til Ordet, fordi den er befalet af Ordet. Desuden er det afgørende i sakramenterne det ord, som følger med dem (se kap. 26, spm. 14–16). Ligesom israelitterne i fyrre år var uden omskærelse, mens de vandrede gennem ørkenen, sådan kan der være særlige omstændigheder, hvor kirken uden prædikeembede for en tid kan være uden sakramenter.

27. Hvad menes der med «Ordets rene prædiken»?

Ved prædiken forstås ikke kun præsternes prædikener, men:

«… hele den offentlige lære om den tro, der er åbenbaret i Guds ord. Den bestemmes almindeligvis af de symboler eller bekendelsesskrifter, som er udgivet i hele kirkens navn eller godkendt af kirken. Man skal ikke tage hensyn til enkelte læreres mening eller private opfattelse. Og hvis nogle af dem har en vranglærende opfattelse, skal hele kirken ikke af den grund beskyldes for at være uren» (Bechmann). Se kap. 24, spm. 30.

Men dette udsagn må tages med et forbehold: Uanset hvad et kirkesamfund officielt udtaler, kan det i høj grad modvirke kraften i den tro, det bekender, hvis det ikke holder sine ledende lærere fast på den målestok, det selv har sat i sine bekendelsesskrifter.

28. Når det siges, at «den rene prædiken» er et kendetegn, hvordan skal det så forstås?

Ikke i den strengeste betydning, som om den mindste vildfarelse ville tage navnet «kirke» fra en forsamling. Udtrykket kan bruges i en relativ såvel som i en absolut betydning.

«Jo renere Guds ord prædikes i en kirke, og jo nærmere prædikenen og læren kommer Den Hellige Skrifts norm, des renere vil kirken være. Jo længere den fjerner sig fra Ordets regel, des mere uren og fordærvet vil kirken være. Alligevel holder den ikke op med at være en kirke på grund af noget fordærv, for Gud føder og bevarer altid for sig selv en hellig sæd og åndelige sønner, også når den synlige kirkes offentlige embede er blevet fordærvet … Definitioner, regler og kanoner bør formuleres med idealet for øje. Og fordærvede kirker bør reformeres, genoprettes og renses efter den renere læres norm og form» (Gerhard).

«Der havde sneget sig nogle vildfarelser ind i korinthernes og galaternes menigheder, men de beholdt alligevel navnet ’kirke’.

a. For ikke alle tog vildfarelserne til sig (1 Kor 15,12; Gal 4,21); b. de beholdt stadig nogle af lærens hovedstykker (Gal 3,28; 5,1); c. de forsvarede ikke disse vildfarelser hårdnakket, og der var stadig håb om, at de ville omvende sig og lade sig rette» (sst.).

29. Hvilke vildfarelser skal man her vogte sig for?

«De er af to slags. Nogle lader troens grundvold være uskadt; sådanne findes i meget mange kirker. Andre omstøder troens grundvold. Nogle gør det direkte, som fotinianernes vildfarelse, når de fornægter Kristi guddom og fyldestgørelse. Andre gør det indirekte: En trosartikel bliver ikke formelt fornægtet, men man drager alligevel en slutning af den, som strider mod en trosartikel, som flacianernes vildfarelse» (se ovenfor, kap. 8, spm. 35–38).

«Når Ordets rene prædiken siges at være et kendetegn på kirken, menes der den prædiken, som står imod de fordærvelser, der omstøder troens grundvold. Det, der kaldes ’Ordets rene prædiken’, er den prædiken, som ikke indeholder vildfarelser eller fordærvelser, der omstøder troens grundvold» (Bechmann).

30. Hvad menes der med «den rette forvaltning af sakramenterne»?

Det gælder det væsentlige og ikke de ritualer og ceremonier, der følger med. Om brødet er syret eller usyret, om oblaten gives i nadvergæstens hånd eller mund, om bønnen ved indvielsen kommer før eller efter indstiftelsesordene, om nadvergæsterne står, knæler eller sidder i deres stole, om mænd og kvinder går til nadver sammen eller hver for sig osv. – alt dette har intet med det væsentlige at gøre. Men det væsentlige rammes, når elementerne kun gives i én skikkelse, når nadveren gøres til et offer, eller når indstiftelsesordene ikke bruges eller ændres, så de ikke lærer det, som de i den form, Herren gav dem, faktisk siger.

«Selv om sådanne fordærvelser ikke helt ophæver kirken – for nogle kan blive genfødt ved Ordet i en sådan forsamling og som lemmer udgøre kirken – gør de dog kirken uren, så ingen, der er ret undervist i læren om sakramenterne, kan slutte sig til den» (Bechmann).

Egenskaber og kendetegn

31. Har kirken sine egenskaber også som et ydre fællesskab?

Ja. Ligesom enheden i kirken i egentlig forstand består i dens tro på Kristus, sådan består kirkens enhed som ydre, synlig forsamling i, at den i fællesskab har de kendetegn på kirken, som er nævnt ovenfor.

«Til kirkens sande enhed er det nok at være enige om evangeliets lære og forvaltningen af sakramenterne» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 7).

Joh 10,16: «… og de vil høre min stemme, og der vil blive én hjord, én hyrde.»

Sådan skal kirkens hellighed også afgøres ud fra spørgsmålet, om den har og lærer det hellige ord, som alene helliggør eller gør hellig (Joh 17,17).

«Guds ord er det skatkammer, som helliggør alt, og ved det er alle de hellige blevet helliget. Når som helst Guds ord læres, prædikes, høres, læses eller overvejes, bliver person, dag og gerning helliget – ikke på grund af den ydre gerning, men på grund af Ordet, som gør os alle til hellige» (Den Store Katekismus, s. 403).

At kirken er apostolisk og katolsk (almindelig), betegner den lære, den har modtaget. Og at den består til alle tider, beror på løftet:

1 Pet 1,24–25: «Alt kød er som græs, og al dets herlighed er som græssets blomster. Græsset visner, og blomsterne falder, men Herrens ord bliver til evig tid. Og dette er det ord, som er blevet forkyndt som evangeliet for jer.»

Andre kendetegn forkastes

32. Er der ikke blevet foreslået andre kendetegn end dem, der er nævnt ovenfor?

Rom hævder, at der er femten:

1. Navnet katolsk; 2. ælde; 3. lang og uafbrudt beståen; 4. geografisk udbredelse og stort medlemstal; 5. biskoppernes rækkefølge (succession); 6. lærens overensstemmelse med oldkirken; 7. medlemmernes forening under ét synligt overhoved; 8. lærens virkekraft; 9. lærens hellighed; 10. lærernes hellige liv; 11. undernes herlighed; 12. timelig fremgang; 13. profetisk syn; 14. modstandernes bekendelse;

15. kirkens fjenders ulykkelige endeligt.

Uden at gå i enkeltheder med dem kan man sige, at de alle er underordnet den ene prøve: overensstemmelse med Den Hellige Skrift.

Es 8,20: «Til loven og til vidnesbyrdet! Hvis de ikke taler efter dette ord, er der sandelig ingen morgen for dem.»

Gal 1,8: «Selv hvis vi eller en engel fra himlen forkynder jer et evangelium imod det, som vi har forkyndt jer, forbandet skal han være!»

Sl 119,105.

33. For nu kun at dvæle ved ét af disse kendetegn: Hvorfor kan biskoppernes rækkefølge (succession) ikke godtages som et kendetegn på kirken?

Det Nye Testamente ved intet om stiftsbiskopper. Det Nye Testamentes biskopper er det samme som presbytere, ældste eller præster (se kap. 30, spm. 7–9). Hvis man hævder, at nutidens biskopper er apostlenes direkte efterfølgere, svarer vi: Hvis en blot ydre rækkefølge skulle afgøre, hvis krav der er gyldigt, så må Kajfas' præstedømme foretrækkes frem for Jesu. For Kajfas stod i den direkte linje, mens Jesus var af Melkisedeks orden, dvs. uden for den almindelige rækkefølge (Hebr 7,3). Paulus skelner ofte mellem den ydre og den indre rækkefølge, særlig i Rom 4, hvor han viser, hvordan nåden gjorde de troende til Abrahams åndelige børn. Hans argument er, at det under den nye pagt kun er en åndelig rækkefølge, der skal tages hensyn til.

Rom 4,11: «… så at han kan være far til alle uomskårne, som tror.»

Matt 3,9: «Tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til far. For jeg siger jer: Gud kan af disse sten opvække børn til Abraham.»

Stefanus' tale i ApG 7 var et forsvar for kristendommen mod dem, der gik ind for en stedbunden, personlig rækkefølge. I den hævder han med sejrssikkerhed, at den kristne kirke står i den sande rækkefølge i læren fra patriarkerne og profeterne.

Desuden er det tydeligt, at den stedbundne og personlige rækkefølge uden lærens rækkefølge er ugyldig. Det ses af apostlenes forudsigelser om, at nogle i den regelmæssige rækkefølges linje skulle falde fra troen, og om den pligt, der følger heraf: at holde sig fra dem (ApG 20,30; 2 Pet 2,1; 2 Thess 2,4).

Kirkens medlemmer

34. Hvem er kirkens medlemmer?

Som nævnt ovenfor: alle genfødte og troende Guds børn, også voksne, der tror på Kristus, men endnu ikke er døbt, og sande troende i Kristus, som uretfærdigt er blevet lyst i band af en bestemt kirke. Andre er «i kirken», men ikke «af kirken» (altså det modsatte af Joh 17,11 og 14).

«Det er én ting at være en del af kirken, men noget helt andet at være et lem af den» (Hutter, 519).

Ingen frelse uden for kirken

35. Er udsagnet «Extra ecclesiam nulla salus est» – «Uden for kirken er der ingen frelse» – rigtigt?

Ja, men ikke i den betydning, det almindeligvis har. Det er rigtigt, fordi alle, der tror, er medlemmer af kirken ved deres tro på Kristus. Udtrykket betyder derfor det samme som: «Der er ingen frelse uden tro.» Men tolkes det, så det betyder, at ingen bliver frelst, medmindre de er anerkendt som udvortes knyttet til en synlig og bestemt kirke, kan det kun godtages med visse forbehold. Dåben er ganske vist i almindelighed nødvendig til frelse, og en sådan dåb kan kun ske gennem kirken og på en sådan måde, at den døbte knyttes til kirken. Alligevel kan der være ekstraordinære tilfælde, hvor mennesker bringes til tro på Kristus ved at læse Den Hellige Skrift og opbyggelige bøger eller ved at mindes den kristendomsundervisning, de fik som børn, uden nogen direkte forbindelse med en bestemt kirke.

36. Men berettiger det så til at sige, at nogen bliver frelst, uden at kirken er redskab for det?

Nej. De helliges samfund eller de troendes forsamling er direkte eller indirekte redskab for frelsen hos alle, der kommer til tro på Kristus. Selv i sådanne ekstraordinære tilfælde som dem, der er nævnt ovenfor, er man ikke virkelig uafhængig af kirken og dens midler. Det ekstraordinære er, at kirkens indflydelse når den enkelte på en anden måde end den sædvanlige. Nogle af mytteristerne fra skibet «Bounty» kom på Pitcairnøen, hvor de i mange år var afskåret fra den civiliserede verden, til omvendelse og tro og skal endda have oprettet en kristen menighed. Man må ikke tro, at kirken eller «de helliges samfund» intet havde med det at gøre. For under disse omstændigheder var det den forkyndelse af Ordet gennem kirken, som de havde hørt mange år før, der viste sin kraft.

Derfor siger Den Store Katekismus:

«Uden for denne kristne kirke er der ingen tilgivelse, og der kan heller ikke være nogen helliggørelse» (s. 446).

«Helligånden har indsat en menighed på jorden, og gennem den taler han og gør alt … Vi tror på ham, som gennem Ordet daglig fører os ind i dette kristne folks fællesskab» (s. 447).

Det samme siger Luther, som så mange andre steder, i sin «Kommentar til Galaterbrevet» (Erlangen-udgaven, latin, 2, 257):

«Allegorien lærer, at kirken ikke skal gøre andet end at lære evangeliet ret og rent og således føde børn. Sådan er vi alle på skift fædre og børn, for vi er født af hinanden. Jeg er født gennem andres evangelium, og de føder igen andre, og sådan vil denne slægt fortsætte indtil verdens ende … For hun (nemlig Sara, som et billede på den sande kirke) lærer, ammer og bærer os i sit skød, ved sit bryst og på sine arme, og hun former og fuldender os efter Kristi skikkelse, indtil vi vokser op til en fuldvoksen mand. Således sker alt ved Ordets forvaltning.»

I samme retning har en nyere teolog sagt:

«Ingen er nogen sinde blevet et Guds barn uden gennem dette samfund, hverken i kristendommens første år eller i dag. Selv Jesu disciple kunne kun følge Herrens kald i det fællesskab (ApG 2,42; 2,46; 4,29 ff.), som Helligånden skabte, for at de kunne nå troens fulde vished. Det gælder især også apostlen Paulus, skønt han blev kaldet på underfuld vis: han blev først et glad vidne om evangeliet gennem Ananias’ tale (ApG 9,17 ff.) og den dåb, han modtog (ApG 22,16) … Helligånden virker ganske vist, hvor og som han vil (Joh 3,8 ff.), men efter Herrens ordning har han bundet sig til ord og sakramenter, for at han inden for nådemidlernes samfund og gennem dem kan føre de enkelte sjæle til Kristus som deres eneste mellemmand og Frelser. Kun i et sådant samfund når de den fulde og glade vished om, at de er i nådestanden og er Guds børn. Intet barn bliver født uden en mor» (von Oettingen, Dogmatik, II, 2, 480).

Ingen platonisk stat

37. Hvilken slutning drager vi af dette?

At det ikke blot er nådemidlerne, der har kraft til at bringe frelse og nære det guddommelige liv i mennesker. For at disse midler kan anvendes, så de når det mål, Gud har sat, er der også brug for sande troende Guds børn. I deres hænder, på deres tunger og gennem deres liv virker Helligånden i og ved det ord, som de har taget til sig.

Matt 18,19–20: «Hvis to af jer på jorden bliver enige om hvilken som helst sag som de vil bede om, så skal de få det fra min himmelske Far. For hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.»

I overensstemmelse med dette princip viser Chemnitz i sit Examen (I, 65–66), at gaven eller nådegaven til at udlægge Skriftens vanskeligere steder tilhører kirken.

«Gud ville, at udlægningens gave skulle findes i kirken … Gud ville ikke, at denne gave skulle foragtes eller forkastes, men at den skulle bruges med ærbødighed som et redskab og middel til at finde og forstå Skriftens sande og sunde mening … Men denne udlægningens gave findes ikke uden for kirken hos de ugenfødte; den er Helligåndens lys, tændt i de gudfrygtiges hjerte.»

Her må man dog omhyggeligt vogte sig for den donatistiske vildfarelse, at nådemidlerne er uden kraft, når de forvaltes af ugenfødte. For når de ugudelige i deres embede forkynder Ordet og forvalter sakramenterne, er de kun kanaler for den åndelige kraft fra det sande «de helliges samfund», det vil sige fra Helligånden, der virker i dette samfund. Deres stilling og indflydelse skyldes, at de betragtes som og i en vis forstand virkelig er repræsentanter for Gud og hans folk. Ligesom de livløse typer og trykte sider bliver midler til at overføre intellektuelle og moralske kræfter, sådan er Guds ord, uanset hvilket redskab der bringer det til mennesker, altid mere eller mindre direkte formidlet af de helliges samfund. Direkte eller indirekte meddeles Helligåndens gaver gennem de troendes fællesskab.

Når der sker et vigtigt fremskridt i kirken, kan det derfor altid føres tilbage til en helliget personlighed, gennem hvem en kraft, der længe og vidt har været udbredt i det kristne samfund, til sidst samles i én repræsentant. Paulus’ liv kan ikke forstås alene ud fra det pludselige vendepunkt på vejen til Damaskus. Det må studeres, som det vokser frem af det åndelige liv, der lå under jødedommens historiske og ydre forløb, sådan som dette liv igen blev vakt og ledet af det uimodsigelige bevis for, at Jesus fra Nazaret ikke blot var den lovede Messias, men ved sin opstandelse fra de døde havde vist, at han er Gud over alle og sidder på himlens trone.

Heller ikke Luther var et isoleret fænomen i kirkehistorien. At han i sandhed voksede frem af sine forgængeres åndelige liv, strider på ingen måde mod, at Gud oprejste ham til en særlig opgave. Under overfladen af en fordærvet kirke fandtes den sande kirkes liv, som en strøm der for en tid tvinges gennem en underjordisk gang. I ham blev dette liv samlet fra forskellige sider. Det var ikke så meget den ene eller den anden lærer, der bestemte hans livsbane, som det fælles religiøse liv, der nåede ham gennem familien, før kirkens skoler kunne nå ham. Dette liv blev ganske vist båret og udviklet ad en vej, der førte gennem Staupitz til Tauler, gennem Tauler til Augustin, gennem Augustin til Paulus og gennem Paulus til Kristus. Det fik kraft og styrke gennem hver eneste sjæl, han hørte i skriftestolen, eller som han brevvekslede eller samtalede med om religiøse spørgsmål. De menigheder, han prædikede for, de opmærksomme studenter, han holdt forelæsninger for, og de titusinder, han nåede med sin pen, virkede på ham, ligesom han virkede på dem. Levede Luther i Melanchthon, så levede Melanchthon også i Luther. Hvad Luther lærte, gav Melanchthon en fortrinlig form, og på den byggede Luther så videre. Leverede Luther faktisk stoffet til Loci communes, så var Melanchthon heller ikke uden indflydelse, selv på Den Lille Katekismus. Således fører «de helliges samfund», drevet af Guds altid virksomme Ånd, bestandig til Den Hellige Skrift og anvender dens stof til åndelig vækst i den enkeltes sind og hjerte.

38. Hvordan skal man da vurdere den enkeltes betydning i Guds riges tjeneste og fremgang?

I den verdslige historie er den enkelte, under Gud, i høj grad et produkt af de forskellige faktorer, der er gået forud og nu omgiver ham. Sådan er der også i kirkens erfaring en fælles religiøs ånd. Den er den opdragende kraft, som påvirker alle kristne og oplærer mennesker til deres ansvar og muligheder. Ingen i kirken kan vurderes rigtigt uden ved at studere det fælles religiøse liv, som udefra er gået ind i hans væsen og har formet ham som et lem i «de helliges samfund». Han skal ikke blot betragtes som en isoleret enhed i forhold til resten af menneskeheden. Han står i gæld til både forgængeres og samtidiges tro, gennem hvem Gud har vakt og opretholdt hans tro. Der er:

«… en livets ånd, født af Guds Ånd, som gennemtrænger hele historien som et livgivende pust. Undertiden udtrykkes den klart og vidner om sandheden i tanker og ord, til andre tider er den skjult i en anden skikkelse, og undertiden er den trængt i baggrunden og kan kun spores der, hvor den kristnes sjæl taler med Gud i bøn» (Thomasius, Dogmengeschichte, I, 19).

Ved en sådan ånd, der gennemtrænger kirken som et fællesskab, bliver alle kristne født, oplært og formet.

39. Hvorfor afviser Apologien for Den Augsburgske Bekendelse med harme den beskyldning, at den lutherske opfattelse af kirken var en «platonisk stat»?

Fordi den idealstat, Platon beskrev, hvor alt skulle være fælles, var et rent fantasifoster. Men det, reformatorerne holdt fast ved, med sit fællesskab, ikke i legemlige, men i åndelige ting, er en virkelighed, selv om det ikke er noget, man ser, men noget, man tror. Der er et åndeligt hus, som Gud bygger på jorden, opført af levende sten. Hver sten hviler på andre sten og bærer igen andre, og alle er kittet sammen til én åndelig bygning. Det er ikke blot en bygning, men en levende organisme med hoved og øjne og ører og hjerne og hjerte og fødder og hænder og lunger og pulsårer og blodårer, hvor hver mindste del afhjælper en anden dels mangel. Som en åndelig organisme er dens indflydelse åndelig, dens kraft åndelig og dens midler åndelige. Alt dens liv og virkekraft kommer fra den allestedsnærværende og evigt levende Helligånd, som bor i hver troendes hjerte og retter vidnesbyrdet i hans liv og hans bønner mod opbyggelsen af alle Guds børn på jorden.

De helliges samfund

40. Men hvordan stemmer dette med læren om, at evangeliet ikke handler med os som et fællesskab, men med enkeltpersoner?

Det er ganske vist sandt, at «i trossager skal enhver stå til regnskab for sig selv over for Gud», og at ligesom enhver fødes for sig selv og må dø for sig selv, sådan bliver han også genfødt og retfærdiggjort som enkeltperson – det lærer især sakramenterne os. Men det er ikke separatisme. I forkyndelsen af evangeliet påvirker den enkelte og fællesskabet hinanden gensidigt. Den enkelte er til for fællesskabet, og fællesskabet er til for den enkelte. Den enkeltes fremgang afhænger af kirkens fælles liv, som han tager imod, mens kirkens fremgang afhænger af, at den enkeltes åndelige liv hele tiden bliver dybere. Kristendommen løfter mennesket op ved først at opsøge det som enkeltperson og derefter at give det et navn og en plads blandt «Guds folk» (1 Pet 2,10).

41. Men er religionen da ikke udelukkende en sag mellem Gud og den enkelte?

Nej. Den gør den enkelte til «et lem af kirken», dvs. at han derved får en plads, hvor han bruges til det fælles bedste (Rom 12,4–8 osv.). Hos troens helte er denne tanke blevet særlig stærk. Hos dem viger selvet og partiet altid for det fælles bedste. Præster og menigheder sygner hen, i samme grad som de kun er optaget af sig selv. I det borgerlige liv er betingelsen for fremgang «samfundssind», og en oplyst «offentlig mening» er en langt stærkere kraft end de politiske partiers tyranni eller endog lovgivningens indflydelse. På samme måde udretter evangeliets vide udsyn og det interessefællesskab, som det skaber og udvikler, mere for et sundt religiøst liv end alle ydre bestræbelser på at organisere kirken. En ydre organisations styrke afhænger af, om den er et sandt udtryk for en indre enhed eller ej. Først enhed, så forening.

42. Hvor i Den Hellige Skrift finder vi den mest udførlige fremstilling af dette?

I Romerbrevet, der egentlig er en drøftelse af kristendommens verdensomspændende sendelse. I lyset af den er alle vidtgående skel, som fx mellem jøde og hedning eller græker og barbar, ikke værd at agte på. Brevet rammer roden til al splid blandt dem, der griber de store kendsgerninger: at alle mennesker har samme lod under den samme lov og den samme fordømmelse, og at de har fælles del i den samme Kristus og den samme nåde og den samme forløsning og den samme Helligånd og den samme herlige bestemmelse i evigheden. På dette grundlag behandler brevet pligterne over for kirken, øvrigheden og samfundet og de sande bevæggrunde til det kristne liv.

43. Hvad minder os dagligt om det samme princip, at kirken er et fællesskab?

Fadervor. For i det beder hvert Guds barn ikke blot for sig selv, men også for alle Guds andre børn. I Fadervors «vor» og «os» beder alle kristne på jorden med hinanden og for hinanden. Jeg beder ikke om noget for mig selv uden at tage alle andre, som er i Kristus, med i bønnen. Det er den ene kristne families bøn på jorden, samlet om det ene familiealter.

44. Hvordan bevares denne kirkens fælles- eller samfundsånd?

Hver enkelt menigheds offentlige gudstjenester har ikke kun til formål at undervise i Guds ord og at nære den indre gudsfrygt ved brugen af nådemidlerne, men også at bære og udvikle det fælles liv, som samler sig om dette midtpunkt.

Den, der alene vurderer betydningen af at være til stede, når de troende forsamles, ud fra den personlige opbyggelse, han selv får af det, han hører, røber en meget snæver form for kristendom.

Når kristne og menigheder slutter sig sammen på grundlag af den samme tro for i fællesskab at gøre en kristen indsats, har det en indflydelse, der rækker langt videre end det mål, man umiddelbart har for øje. Hvor meget der end kan udrettes direkte i mission, evangelisering og barmhjertighedsarbejde, så ligger den største gevinst dog i, at kristne, der ellers er adskilt, kommer i berøring med hinanden, og i den kraft, hvormed deres fællesskab virker tilbage på dem. Selv den største af de inspirerede mænd bekender over for ukendte og ubemærkede kristne i Rom:

Rom 1,11–12: «For jeg længes efter at se jer for at jeg kan meddele jer en åndelig nådegave så I kan blive styrkede, det vil sige, så vi sammen hos jer kan blive opmuntrede ved hinandens tro, jeres og min.»

Det vil sige: Paulus kunne af deres fællesskab få det, som hans kald til apostelembedet, og det, at han i henrykkelse blev ført op til den tredje himmel, ikke kunne give ham. 1 Kor 7,14 lærer også, at den fælles livsånd i det kristne fællesskab gennem den troende hustru når ud til den vantro mand. Dens påvirkning sigter mod at gøre ham til et helt andet menneske og – som det er sket i utallige tilfælde – at føre ham til omvendelse og tro.

Værdien af en kristen opdragelse og af en almen dannelse under kirkens påvirkning ligger ikke blot i, at man tilegner sig læren og bedømmer verdslige emner fra et kristent standpunkt, men i høj grad i, at kirkelivets fælles kristne ånd samles om den enkelte i en formende periode af hans liv.

45. Hvordan viser sakramenterne, hvor vigtig tanken om fællesskabet er i kirken?

Én dåb forener alle de genfødte.

1 Kor 12,12 ff.: «For ligesom kroppen er én og har mange lemmer, men alle kroppens lemmer er én krop skønt de er mange lemmer, således er det også med Kristus. For ved én Ånd er vi alle blevet døbt til én krop … og vi fik alle én Ånd at drikke.»

Nadveren er ikke kun de kristnes fællesskab med deres Frelser, men også de kristnes fællesskab med hinanden (se kap. 28, spm. 47 og 48). Derfor opfordrer vor kirke ikke til privat altergang, undtagen for de syge.

1 Kor 10,17: «Fordi der er ét brød, er vi alle én krop, for alle har del i det ene brød.»

Derfor finder vi denne rammende tanke i den ældste nadverbøn i den kristne kirke, som vi kender:

«Ligesom dette brudte brød var spredt ud over bjergene og blev ét, da det blev samlet, sådan må din kirke blive samlet fra jordens ender ind i dit rige» (De tolv apostles lære, 9; jf. også slutningen af formaningen til altergang i «Common Service»).

46. Hvilke to områder omfatter dette fællesskab altså?

Der er et indre fællesskab i tro, håb, kærlighed, bøn og alle Helligåndens gaver og nådegaver, som forener alle kristne, hvor langt fra hinanden de end er i det ydre, og selv om de ikke kender hinanden. Der er et ydre fællesskab i den fælles brug af ord og sakramenter. Begge har deres grader. Det nærmeste ydre fællesskab er der, hvor de troende anerkender hinanden som brødre i en fælles bekendelse af den samme tro og ved at gå til nadver sammen. Men et sådant fællesskab findes også i en lavere grad, hvor vidnesbyrdet om sandheden, prædikenerne, de opbyggelige bøger, salmerne, bønnerne, de troendes hellige liv og sejrrige død opmuntrer og styrker dem, de aldrig har mødt personligt – sådan som Augustins skrifter og Bernhards salmer og vidnerne om Kristus i alle tider og alle lande taler til os. Hvor langt et sådant fællesskab kan række, antyder den store mangfoldighed af kilder, som vore salmebøger og andagtsbøger er samlet fra.³ Det ydre fællesskab er udgangspunktet, hvorfra disse påvirkninger breder sig i utallige retninger. Derfor omspænder den bøn, der bedes i lønkammeret, jorden med sine virkninger, og det beskedne, men oprigtige ord, der bliver sagt eller skrevet i det skjulte, afslutter først sin sendelse for Kristus ved alle tings fuldendelse. Der findes ikke noget kirkesamfund eller nogen kreds af kristne, hvor streng og isoleret den end er, som ikke påvirkes af ethvert vidnesbyrd om Kristus og enhver forvaltning af nåden, som Helligånden tilskynder til blandt andre kristne. Rom kan blive ved med at lyse Luther i band, men Luthers vidnesbyrd vil blive ved med at virke selv inden for dets mure, for enkelte kæmpende lysstråler trænger stadig igennem dem.

³ Lowell, «Godminster Chimes»: «Brødremenighedens salme og romersk messesang / smelter sammen i én andagt / for at udtrykke sjælens evige trang / til ham, den inderste ven. / Én bøn stiger op, renset i martyrernes ild, / en anden kvalt af synderes tårer. / I himlen mødes begge i ét ønske, / og Gud hører én musik.»

Den lutherske kirke som en sand kirke

47. Er den lutherske kirke sand og katolsk?

«Sand» er den, for så vidt som og fordi Ordet i den forkyndes rent og sakramenterne forvaltes efter deres indstiftelse. «Katolsk» er den, for så vidt som og fordi den holder fast ved den katolske lære, som Kristus og hans apostle har overgivet for alle tider og alle steder.

48. Men hvordan kan den være en sand kirke, når den har så mange splittelser?

Kirkens enhed som et ydre legeme ligger i dens tro og bekendelse (spm. 31). Forskelle i organisation eller praksis, som er vokset frem af historiske forudsætninger, forskelle i nationalitet eller sprog eller hensynet til medlemmernes bekvemmelighed, berører ikke denne enhed.

«Ligesom forskellige længder af dag og nat ikke skader kirkens enhed, sådan mener vi, at kirkens sande enhed ikke skades af forskellige skikke, som er indstiftet af mennesker» (Apologien, s. 169).

49. Men hvordan skal man imødegå Roms indvending om, at vor kirke er af ny oprindelse?

Vi svarer:

«Vi har ikke nogen ny bibel, men den gamle Bibel, som den almindelige kirke til alle tider har anerkendt som kanonisk. Vi har ikke nogen ny dåb eller en anden end den, Kristus indstiftede. Vi har ikke nogen ny nadver. Vi lemlæster den heller ikke, fejrer den ikke anderledes, end Kristus uddelte den, og bruger den ikke til afgudiske, overtroiske og uskriftmæssige formål. Vi har ikke nogen ny form for tilgivelse ud over den, som vi læser, at Kristus og hans apostle brugte, og som vi har sammenfattet i ordene: ’Vær ved godt mod, søn, dine synder tilgives dig.’ Vi holder fast ved de gamle trosbekendelser, Den apostolske, Den nikænske og Den athanasianske, og sætter dem langt over alle andre bekendelser eller bekendelsesskrifter. Heller ikke i gudstjenesten kan man finde noget nyt i vore kirker. Vi afskyr alle ritualer og ceremonier, som forbindes med tanken om fortjeneste eller om absolut nødvendighed. Men i brugen af den kristne frihed overholder vi frit alt, hvad der fremmer god orden og sømmelighed.» På den anden side anklager vi Rom for følgende nyheder:

«Det er nyt, at mennesket kan retfærdiggøres for Gud ikke alene i Kristi navn og ved hans fortjeneste, men også ved sine egne gerninger.»

«Det er nyt og strider mod apostlenes bestemmelse på mødet i Jerusalem, at mennesket ved egen kraft kan bære lovens åg og gøre fyldest for den.»

«Det er nyt, at kirkens autoritet er større end Den Hellige Skrifts.»

«Det er nyt, at paven i Rom er den almindelige kirkes overhoved som Kristi stedfortræder.»

«Det er nyt, at klokker skal døbes, så de derved kan få magt til at bortdrive lyn og torden og uvejr.»

«Det er nyt, at lægfolk kun må bruge nadverens sakramente under én skikkelse, at sakramenterne meddeler nåde ex opere operato [i kraft af den udførte handling], at nadverens sakramente er et sonoffer, og at Kristi legeme dagligt skal ofres til Gud Fader på ublodig vis for de levendes og de dødes synder, straffe og skyld.»

«Det er nyt, at enhver synd, uanset hvordan den er begået i tanke, ord og gerning, skal bekendes enkeltvis for præsten med opregning af alle de omstændigheder, som kunne ændre gerningens art.»

«Det er nyt, at tilgivelsens værdi afhænger af præstens værdighed og hensigt.»

«Det er nyt, at mennesket kan gøre fyldest over for Gud for syndernes straffe, både de evige og de timelige.»

«Det er nyt, at aflad kan købes for en bestemt pris.»

«Det er nyt, at præster skal bindes til livsvarigt cølibat.»

«Det er nyt, at Jomfru Maria og de hellige skal påkaldes, og at deres fortjenester gavner dem, der påkalder dem, til det evige liv» (Hutter, L. T., 525 ff.).

50. Er den lutherske kirke den sande og katolske kirke?

Det er én ting at sige, at den er «sand og katolsk», og noget helt andet at erklære, at den er «den sande katolske kirke».

«Hvad angår mængde eller udstrækning, er den ikke katolsk, dvs. almindelig, men partikulær, for den omfatter ikke inden for sine grænser alle genfødte og udvalgte fra alle tider og steder. Skønt den altså er en rettroende kirke, er den en partikulær kirke» (Hollaz).

«Hvor stor betydning de kirkelige skel end har, kan ingen partikulær kirke gøre krav på at være den eneste kirke i absolut forstand og dermed det eneste samfund, der giver frelse. Kirken findes og har sin plads på jorden, i det omfang Jesus Kristus troes og bekendes. Kristi ene kirke strækker sig derfor gennem alle disse partikulære kirker, og dåben giver medlemskab af den, blot det er en kristen dåb. Ethvert andet krav, som fx det, Rom alt for let fremsætter, er sværmeri» (Luthardt, Kirchliche Glaubenslehre, 512).⁴

⁴ Philippi (Symbolik, 356): «Den» (dvs. den lutherske kirke) «regner ikke kun dem inden for sine mure blandt sine medlemmer, men også nogle i selve Den Katolske Kirke. For alle dem hører til den, som – selv uden at bryde med det katolske kirkefællesskab – er hævet op over den katolske udvortes religiøsitet og den katolske gerningsretfærdighed. Af dem har der til alle tider været ikke så få … Efter vor kirkes opfattelse er frelsens vej inden for Den Katolske Kirke derfor ganske vist gjort vanskelig, men den er ikke gjort umulig.»

Den lutherske kirke er som den sande kirke ikke i absolut forstand Herrens kirke, dvs. Kristi åndelige legeme. For ikke alle dens medlemmer hører til dette legeme, for mange bekender kun med munden og er ikke sande troende. Desuden findes der medlemmer af dette legeme i andre kirker.

«Den ene, hellige, katolske, apostolske eller sande kirke, som også er Jesu Kristi åndelige legeme, går gennem alle kirkesamfund. Den er den ene hjords ene fold, som man ikke blot skal vente på i fremtiden, men som har været til stede fra begyndelsen gennem alle tider – trods de herskende kirkelige splittelser – og som man derfor hverken behøver, kan eller tør nå frem til ved falske unioner. Men at frelsen findes i dem alle, gør det ikke ligegyldigt, hvilket kirkesamfund man hører til. For det er ikke ligegyldigt, om et kirkesamfund med sin rene og uforfalskede forkyndelse af evangeliet gør frelsens vej tydelig og let at nå, eller om det ved sin blanding af sandhed og vildfarelse formørker den og gør den vanskelig» (Philippi, Glaubenslehre, IV, 19).

De to yderpunkter, unionismen og den institutionelle kirkelighed (hvad enten den har romersk form eller en anden såkaldt højkirkelig form), tager begge fejl, når de forsøger at samle alle dem, som de regner for sande Guds børn, inden for ydre fællesskabsgrænser. Lutherdommen advarer meget klart og bestemt mod vildfarelse, hvor den end findes, og tager omhyggeligt afstand fra alle forbindelser, der på nogen måde kan sløre klarheden i dens vidnesbyrd om alt, hvad den lærer af Guds ord, eller som kan hindre den i at protestere. Ikke desto mindre har den i sine bekendelsesskrifter udtrykkeligt fastslået det, som de tre teologer, der er citeret ovenfor, har lært.

51. Hvor fastslås dette i vore bekendelsesskrifter?

«Vi drømmer heller ikke om en platonisk stat, men vi siger, at denne kirke findes, nemlig de sandt troende og retfærdige mennesker, som er spredt ud over hele verden» (Apologien, latinsk tekst, s. 165).

«Nogle af Guds børn er hist og her i hele verden, i forskellige riger, på øer, i lande og byer, fra solens opgang til dens nedgang» (Apologien, tysk tekst, s. 165).

«Det er ikke vor hensigt at fordømme mennesker, som farer vild af en vis enfoldighed, og endnu mindre hele kirker.»

«Vi tvivler slet ikke på, at der i de kirker, som hidtil ikke har været enige med os i alle ting, findes mange gudfrygtige mennesker» (Konkordiebogen, fortalen, s. 16–17).

Konkordieformlens forfattere nævner i samme fortale forfølgelserne af de franske og nederlandske reformerte, grusomhederne ved Bartholomæusnatten og de rædsler, som hertugen af Alba voldte i Nederlandene, og de erklærer:

«Det har aldrig været vor hensigt at volde besvær eller fare for de gudfrygtige, som i dag lider forfølgelse.»

De erklærer desuden, at «for udgydelsen af dette uskyldige blod vil der blive krævet regnskab ved Herrens forfærdelige dom og for Kristi domstol», og de bekræfter det «fællesskab i sorgen», som de har med disse martyrer.

Luther gik så vidt, at han sagde:

«Jeg tror og er vis på, at den sande kirke bliver tilbage selv under pavedømmet … Nogle i mængden er sande kristne, for skønt de er ført vild, bliver de dog ved Guds nåde underfuldt bevaret» (Erlangen-udgaven, 18, 9).

52. Hvordan stemmer dette med den skarpe kritik og fordømmelse, som visse dele af vore bekendelsesskrifter retter mod dem, der ikke deler vor lære?

Kirken som sådan er ikke ansvarlig for de enkelte forfatteres udtalelser eller for den ånd, de måtte være fremsat i. Men hvad angår kirkens bekendelsesskrifter, findes en sådan skarphed kun dér, hvor forfatterne har ment, at den lutherske lære var blevet forvrænget med vilje og endda forfulgt, selv om man havde haft rig lejlighed til at lære sandheden at kende. Vil man bedømme, nøjagtig hvilken vægt og betydning en fordømmelse har i et skrift, som en strid har givet anledning til, må man altid studere stridens historiske forhold i tid og sted.

Kirkens opgave og myndighed

53. Hvad er kirkens særlige embede og kald?

At forvalte ord og sakramenter. Kirken frelser kun ved at bringe det frelsende ord.

54. Hvorfra har den denne myndighed og dette hverv?

Fra Herren Jesus Kristus, kirkens hoved, som har betroet den nøglemagten.

Matt 16,19: «Jeg vil give dig nøglerne til Himlenes rige, … og det som du løser på jorden, skal være løst i himlen.»

Matt 18,18: «Alt hvad I binder på jorden, skal være bundet i himlen, og alt hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen.»

Joh 20,23: «Hvis I tilgiver nogen deres synder, bliver de tilgivet, og hvis I afviser at tilgive nogen, bliver tilgivelsen afvist.»

«Dette er en magt eller en befaling fra Gud til at prædike evangeliet, til at forlade og fastholde synder og til at forvalte sakramenterne» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 28).

55. Men tilhører denne magt ikke en bestemt klasse eller stand inden for kirken?

Som vi skal se senere, findes der ingen klasser eller stænder inden for kirken. Prædikeembedet er ikke en stand, men et embede. Det er et redskab, som kirken handler igennem. Det er med andre ord kirkens udøvende organ, når den udfører denne gerning. Det bevises således:

I Matt 18,18–20 siges nøglemagten at findes overalt, hvor «to eller tre er forsamlede i mit navn». Overalt hvor der er en kristen menighed, er der altså myndighed til at meddele angrende og troende mennesker evangeliets løfte om, at synderne forlades uforskyldt for Kristi skyld.

«Ligesom evangeliets løfte med vished og umiddelbart tilhører hele kirken, sådan tilhører nøglerne umiddelbart hele kirken, for nøglerne er ikke andet end det embede, hvorved dette løfte meddeles enhver, som begærer det» (De Schmalkaldiske Artikler, s. 343).

56. Kan kirken efter forgodtbefindende give afkald på prædikeembedet?

På ingen måde. Men det tilkommer kirken at kalde, indsætte og ordinere dem, som skal udøve dette embedes gerninger.

57. Forklar, hvordan kirken kalder eller indsætter.

Den myndighed, som Kristus har overdraget, hviler i sidste ende i enhver forsamling af to eller tre troende. I det omfang Kristi ånd påvirker en sådan forsamling, vil den handle med blik for hele kirkens tarv og efter en fast orden. Men man må aldrig glemme, at kirkens hele magt findes i dens mindste menighed. Den er ikke afledt sådan, at de lokale forsamlinger får den gennem store partikulære kirker, de partikulære kirker fra den almindelige kirke og den almindelige kirke fra Kristus. Den nytestamentlige opfattelse af Kristus, der bor i den troendes hjerte og gør ham til konge og præst for Gud, giver ikke plads til en lang og indviklet række af mellemled, hvorigennem vi kan nå Kristus, og Kristus kan nå os.

Kirkens ydre ordning

58. Hvad følger uundgåeligt heraf?

At de troende samles i lokale menigheder og videre organiseres i menighedsforbund eller partikulære kirker, alt efter hvad tidens eller stedets behov eller særlige forhold kræver. Efterhånden som kirken får en mere fast form i de lande, hvor den er plantet, og udvider sit missionsarbejde, sit barmhjertighedsarbejde og sit undervisningsarbejde, følger der uundgåeligt en form for ydre ordning, som kaldes «den repræsentative kirke». Fælles virksomhed betyder altid, at man må tage sig af organisationens enkeltheder. Efter den nytestamentlige opfattelse må de dog være i overensstemmelse med princippet om den kristne frihed.

59. Hvordan ordnes organisationen?

I almindelighed efter det, som efterhånden er vokset frem af kirkens erfaring. Apostlenes Gerninger og brevene viser, hvordan denne udvikling begyndte som svar på de behov, man dengang mærkede. Men ikke engang den apostolske kirkes praksis er en regel, som er ubetinget bindende for kirken i senere tider.

«Apostlene bød, at man skulle afholde sig fra blod (ApG 15,29). Hvem overholder det i vore dage? Og dog synder de ikke, som ikke overholder det» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 28).

Ikke desto mindre viser man den største agtelse for det, der har vist sig nyttigt i fortiden, og intet brud med den historiske arv er berettiget, medmindre man klart erkender, at en regel eller en praksis ikke længere er til nytte.

«Vi holder gerne fast ved de gamle traditioner, som er indført i kirken for nyttens og freds skyld, og vi fortolker dem på en mere moderat måde, så den mening udelukkes, at de retfærdiggør» (Apologien, s. 224).

Kirkelige traditioner

60. Hvilke ting kan især regnes til de kirkelige traditioner?

Alle bestemmelser om kirkens styre, menighedernes og kirkesamfundenes forfatninger, måden at kalde og indsætte præsterne på, tiderne og formerne for den offentlige gudstjeneste, tekstlæsningerne, salmerne, bønnerne, ceremonierne ved forvaltningen af sakramenterne og ved andre kirkelige handlinger osv.

61. Hvilke almindelige grundsætninger må være vejledende for brugen af dem?

A. Samvittighederne må ikke bebyrdes.

«Samvittighederne må ikke bebyrdes, som om en sådan gudstjeneste var nødvendig til frelse» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 15).

B. De kan ændres.

«Guds kirke på ethvert sted og til enhver tid har efter sine forhold myndighed, magt og ret til at ændre dem, formindske dem og forøge dem – uden letsindighed og forargelse, på en ordentlig og sømmelig måde – sådan som det til enhver tid anses for bedst for god orden, kristen tugt og kirkens opbyggelse» (Konkordieformlen, s. 645).

C. «Ingen kirke bør fordømme en anden, fordi den ene har færre eller flere ydre ceremonier, som Gud ikke har befalet, end den anden, når de ellers er enige i læren og alle dens artikler og i den rette brug af de hellige sakramenter» (sst., s. 524).

Hutter (Loci, 518) erklærer, at ensartethed:

«… hverken er mulig, nyttig eller nødvendig. Den er umulig på grund af den store mangfoldighed af årsager, der bestemmer indførelsen af sådanne ceremonier … Den er unyttig, ikke blot på grund af faren for en ny jødisk trældom (Gal 5,1), men også på grund af frygten for den forargelse, der kunne opstå, hvis den ene eller anden ganske uvæsentlige ceremoni blev udeladt … Den er unødvendig, for menneskelige traditioner fremmer ikke frelsen og kan derfor i overensstemmelse med den menneskelige frihed overholdes eller udelades.»

62. Men kan en skik eller ceremoni ikke blive et kendetegn for en bekendelse?

Jo, og under sådanne omstændigheder er den ikke længere en ligegyldig sag. Et blåt bånd på brystet er i sig selv et middelting (adiaphoron). Men når det anerkendes som kendetegn for dem, der holder fast ved en bestemt lære eller slutter sig til et bestemt parti, ville det være en løgn, hvis en, der ikke hører til dem, som bærer det, tog det på som sit eget for at opnå fordele, som han ellers ikke kunne gøre krav på.

«I en tid, hvor der kræves en bekendelse af den himmelske sandhed, og hvor Guds ords fjender vil undertrykke det hellige evangeliums rene lære, er hele Guds kirke, ja, enhver kristen, men især Ordets tjenere, efter Guds ord forpligtet til at bekende den gudfrygtige lære … og selv i sådanne ting, som virkelig og i sig selv er middelting, må de ikke vige for modstanderne eller tillade, at disse middelting bliver påtvunget dem» (Konkordieformlen, s. 645).

63. Hvilket bemærkelsesværdigt eksempel på denne grundsætning finder vi i Den Hellige Skrift?

Det forsøg, som visse judaiserende partigængere i de apostolske menigheder gjorde på at gennemtvinge, at omskærelsen fortsat skulle gælde som nødvendig til frelse. Når et sådant krav ikke blev rejst, havde Paulus intet imod, at den blev bevaret, som ApG 16,3 viser. Men da man forsøgte at tvinge alle hedningekristne til at tage imod den, fastholdt han, at tiden var kommet til at forkaste den helt og aldeles. Den var blevet et kendetegn for judaistisk snæversyn og eksklusivitet, uværdigt for dem, der var kaldet til evangeliets frihed.

Gal 5,2: «Se, jeg, Paulus, siger jer, at hvis I lader jer omskære, så gavner Kristus jer ikke.»

En lignende afgørelse er påkrævet, når man forlanger et middelting afskaffet med den begrundelse, at det bringer frelsen i fare eller endog udelukker den, hvis det bevares.

64. Står det da den enkelte helt frit for at afgøre efter eget skøn, om han vil rette sig efter de bestemmelser om middelting, som kirken fra tid til anden måtte træffe?

«Sådanne forordninger bør menighederne holde for kærlighedens og fredens skyld, så at den ene ikke forarger den anden, og så at alt kan ske med orden og uden uro i kirken (1 Kor 14,40; Fil 2,14)» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 28).

«For at undgå forargelse bør vi overholde dem på deres rette plads» (Apologien, s. 298). Pligten til at adlyde dem, når de ikke gøres gældende som nødvendige til frelse, bygger på det fjerde bud.

1 Pet 2,13: «I skal underordne jer under enhver menneskelig ordning for Herrens skyld.»

65. Hvilken læremæssig grundsætning skal afgøre alle liturgiske bestemmelser og skikke?

«Den fornemste gudstjeneste er at lære evangeliet» (Apologien, s. 225).

«Børnene synger salmer for at blive fortrolige med skriftsteder; folket synger også for enten at lære eller bede» (sst.).

«Ceremonierne bør holdes for at undervise i Skriften, og for at de, der bliver formanet af Ordet, kan få tro og gudsfrygt af det og således kan bede … Ingen steder står der skrevet, at det er til nogen gavn at lære tekster, man ikke forstår, eller at ceremonier gavner, ikke fordi de underviser eller formaner, men ex opere operato [i kraft af den udførte handling], fordi de bliver udført eller overværet» (Apologien, s. 259).⁵

⁵ Her hører også løsningen af sprogspørgsmålet hjemme. Da evangeliet er for alle sprog og folk, kan en tro, som kun kan læres og prædikes med held på ét bestemt sprog, ikke være evangeliet. «Jeg bryder mig ikke om dem, der er så hengivne til ét sprog, at de foragter alle andre. For jeg vil gerne opdrage unge og voksne, som kan tjene Kristus og tale med mennesker også i fremmede lande, så det ikke skal gå os som valdenserne og bøhmerne, der har bundet deres tro så fast til deres eget sprog, at de ikke kan tale forståeligt og klart med nogen, før han først har lært deres sprog. Men sådan gjorde Helligånden ikke i begyndelsen. Han ventede ikke, til hele verden kom til Jerusalem og lærte hebraisk, men gav apostlene forskellige tungemål, så de kunne tale, hvor de end kom hen.» (Luther, Deutsche Messe.)

«Der skal ikke være nogen teatralsk pragt og ingen hoffets glans, men en sømmelighed, som ved de ydre skikke viser, hvilken plads vi giver Ordet og sakramenterne og kirkens øvrige handlinger, og som kan få udenforstående til at respektere Ordet og sakramenterne og de kristne menigheders forsamlinger» (Chemnitz, Examen).

66. Hvad giver en trosbekendelse eller en synodes læreafgørelse dens gyldighed?

Intet andet end den skriftmæssige sandhed, som den indeholder. Beslutningerne fra synoden i Nikæa har bestået tidens prøve. Det skyldes ikke det arbejde, som kirkepolitikere og diplomater gjorde, selv om de måske havde stor andel i den nøjagtige ordlyd, og heller ikke synodens afstemning og kejserens godkendelse. Et kirkemøde gør med sin beslutning ikke andet end at forelægge kristne hjerter og samvittigheder – det vil sige den kristne menighed som en slags nævningeting – en erklæring for de kommende slægter, og den må stå eller falde ved sit eget indre værd. For den kristne menighed til alle tider er den kun som et forslag, der er stillet og støttet i en parlamentarisk forsamling. Den Augsburgske Bekendelse er ikke anerkendt på grund af navnene på de fyrster, som underskrev den. Man kunne indrømme alt det, som visse forfattere har fremført i deres forsøg på at påvise de politiske og andre uværdige motiver, der bestemte affattelsen af andre af vore bekendelsesskrifter, uden at det rokkede ved deres kraft. Det, der giver dem deres indflydelse, er deres troskab mod Guds ord. Når selv vranglæresystemer kan holde mennesker fast gennem hele tidsaldre, skyldes det en vis portion sandhed, som ligger bag dem. Den er det salt, som længe kan udsætte deres fuldstændige opløsning. Hverken et stort antal eller en organisations myndighed afgør sagen. Afgørelsen må træffes af den sandhed, som de troendes skare griber og anerkender – den skare, der udgør den ydre kirkes hjerte og kerne.

2 Kor 4,2: «… ved åbenbaringen af sandheden anbefaler vi os til alle menneskers samvittighed over for Gud.»

Kirken er ikke kaldet til at gennemtvinge blind underkastelse under det, den allerede har nået, men til at bruge den klare sandhed som et middel til at appellere til samvittighederne og til at hævde sin myndighed ved overbevisning og ikke ved ydre tvang af nogen art.

«Ordet, som har skabt himmel og jord, må gøre arbejdet, ellers kan intet i hele verden gøre det. Jeg vil prædike, jeg vil tale, jeg vil skrive, men jeg vil aldrig tvinge nogen med magt» (Luther, Erlangen-udgaven, 28, 219).

«Dette er forskellen på de to former for styre: De gudfrygtige vinder mennesker ved Ordet; de ugudelige tvinger dem ind på en foreskreven vej ved sværdet» (sst., 12, 383).

«Unser Herr Gott thut nicht Grosses mit Gewalt» [Vor Herre Gud udretter intet stort med magt] (sst., 57, 32).

Åbne spørgsmål

67. Findes der da åbne spørgsmål?

Sådanne fandtes uden tvivl i den apostolske kirke. Betydningen af kristendommens store kendsgerninger og deres indbyrdes sammenhæng blev fattet med forskellig grad af klarhed. Selv efter at Helligånden var givet på pinsedagen, blev apostlene, Kristi nærmeste ledsagere og umiddelbare disciple, ført gennem en gradvis udvikling og mange kampe frem til en fuld forståelse af kristendommens universelle rækkevidde og af den frihed, som evangeliet bragte. Det var Paulus' særlige opgave at udlægge og forsvare disse grundsætninger. Jødedommens snævre fordomme havde slået langt dybere og mere forgrenede rødder i alle deres forestillinger, end de, der var blevet omvendt til kristendommen, selv vidste. De, der således tog fejl, blev behandlet med mildhed og ømhed, men samtidig med en fasthed, som ikke lod sig bringe ud af kurs. Rom 14,1–6, 1 Kor 8,9–13 og ApG 15,1–29 udtrykker grundsætningen og viser samtidig grænserne for den kristne tålsomhed.

Sådan var det også ved reformationen. Når Luther talte så beslutsomt og handlede så strengt over for sine modstandere, skyldtes det ikke så meget, at de ikke nåede op til en trosnorm, som var lov for hans egen samvittighed. Det skyldtes snarere, at vedholdende og fjendtlige angreb, og ikke sjældent intrigens og diplomatiets kunster, var rettet mod det, han satte højere end selve livet. Han så på dem, som Paulus så på de judaiserende lærere, som Galaterbrevet blev skrevet imod. Men Wittenbergkonkordien af 1536 viser, at der blev vist tålmodighed, når en sådan ånd var lagt til side, også hvor man ikke nåede fuld enighed i læren på absolut alle punkter. Her fandt man et tilfredsstillende grundlag for kirkefællesskab, selv om der var uenighed på et mindre punkt, nemlig de uværdiges nydelse i nadveren.⁶

⁶ En meget nuanceret og alvorlig behandling af tålsomheden i kirken og en veltalende opfordring til at udøve den findes i Luthers otte prædikener, holdt i Wittenberg i 1523 [sandsynligvis en fejl; prædikenerne blev holdt i 1522], da han vendte tilbage fra Wartburg. Erlangen-udgaven, 28, 202–284.

Vildfarelser, der strider mod læren om kirken – kætteri, skisma, sekteriskhed, synkretisme, verdslighed osv.

68. Hvilke former for vildfarelse strider mod den sande lære om kirken og mod kirkens praktiske virkekraft?

Kætteri, skisma, sekteriskhed, synkretisme og verdslighed.

69. Hvad er kætteri?

At man hårdnakket forsvarer og udbreder vildfarelser, som direkte angriber troens grundvold. Ordets oprindelse peger på et vilkårligt eller selvbestemt valg, der skiller en fra kirkens enhed.

70. Hvad er skisma?

Et voldsomt brud på kirkens ydre organisation, der ødelægger dens fred og afbryder den gensidige kærlighed, som skal råde blandt kristne brødre. Et skisma er ikke nødvendigvis ledsaget af usund lære.

71. Hvad er sekteriskhed?

En uberettiget vægt på særlige kendetegn, der i det ydre skiller dem, som bekender sig til at være kristne. Vi har sekteriskhed, når en bestemt form for kirkeorganisation blandt flere, der er lige gyldige, eller en bestemt måde at forvalte et sakramente på, eller en bestemt form for kristen erfaring, eller tilknytning til et bestemt kirkesamfund gøres til prøvesten for kristent fællesskab – enten uden hensyn til, om man stemmer overens med kirkens kendetegn, eller som et tillæg til dem. Den gør det til midtpunkt, som i virkeligheden kun hører til kristendommens periferi, og skubber det, som er midtpunktet, ud i periferien. Den gør for eksempel ordination ved en biskop i den række, som påstås at være den «apostolske succession», til prøvesten for en sand tjener ved evangeliet og er villig til at udstrække et sådant kirkeligt fællesskab endog til dem, der har vildfarelser om det, som er grundlæggende for kristendommen. Eller i sine mest overspændte former kræver den en bestemt klædedragt eller måde at bære håret på, eller at man går uden knapper, eller andre småting som prøvesten for en kristen bekendelse. Blandt lutheranerne i Amerika har den sekteriske ånd let ved at trænge ind, når en bestemt synode eller en gruppe af synoder, forenet i en fælles organisation, sætter sig selv så højt og priser sig selv i en sådan grad, at den ser bort fra resten af kristenheden og fremstiller Guds løfter til den almindelige kirke, som om de i hele deres omfang kun gjaldt en bestemt kreds (ecclesiola in ecclesia [en lille kirke i kirken]). Sekteriskheden kendes på, at den krænker de bekendelsesmæssige grundsætninger, som er fremstillet under spm. 23 ff.

72. Hvad er synkretisme?

At man ser bort fra lærepunkter, som er væsentlige for en klar og fuld bekendelse af kristendommen, i bestræbelsen på at skabe et grundlag for enhed i ydre ting. Sekteriskhed og synkretisme falder ofte sammen. Synkretismen kan begrænse sig til dem, der er rede til at støtte en bestemt form for kirkestyre eller praksis eller til at slutte sig sammen i en bestemt organisation, som når for eksempel «det historiske bispeembede» foreslås som grundlag, og alle frugterne af reformationens kampe gives op. Eller den kan være universalistisk i sit sigte og sin stræben, så grundlaget for ydre enhed og fællesskab bliver nøjagtig lige så bredt som blot det, at der findes en eller anden grad af kristent liv. Det sker, når man ikke kræver mere end Den Evangeliske Alliances «artikler» eller Melanchthons drøm om «en enighed mellem gode mennesker».

73. Hvorfor skal synkretismen fordømmes?

Fordi kirkens opdrag udtrykkeligt lyder: «at holde alt det, jeg har befalet jer» (Matt 28,20). En sand tjener for Jesus Kristus kan ikke finde sig i, at hans forkyndelse af det, han tror er Guds ord, bliver begrænset.

ApG 20,27: «For jeg har ikke holdt mig tilbage fra at forkynde jer hele Guds vilje.»

Det er «det gode, som er betroet» ham, og som han skal bevare ubeskåret (2 Tim 1,14). Derfor skal man undgå enhver kirkelig alliance, som svækker klarheden eller kraften i hans vidnesbyrd, hvad enten det gælder en lære eller en praksis, der berører læren.

74. Betyder afvisningen af synkretismen da, at man skal opgive og fordømme ethvert kirkeligt fællesskab med dem, som ikke har nået samme grad af lys og erkendelse som man selv?

Man har ingen ret til at skille sig fra dem, som ikke er virkelige og uforsonlige modstandere af sandheden, før de mest tålmodige forsøg på at fjerne deres fordomme er slået fejl, og de har haft rigelig tid til at indse deres vildfarelse. Tværtimod har man pligt til, hvor Guds kald end har sat én, uophørligt at vidne om sin bekendelse, sådan som Det Gamle Testamentes profeter gjorde, eller som vor Herre og hans apostle gjorde i synagogerne, indtil sådanne modstandere selv bryder forbindelsen.

ApG 13,46: «Det var nødvendigt, at Guds ord først blev talt til jer. Men siden I afviser det og ikke anser jer selv for værdige til det evige liv, så vender vi os nu til hedningerne.»

Læreren skal ikke trække sig bort fra sine uvidende elever for at søge selskab med dannede lærde. Præsten skal heller ikke vende sig fra sin menighed, der ikke værdsætter ham, for at finde en udvalgt kreds af mere hellige sjæle. Og lægen skal ikke forlade sit hospital til fordel for et kursted, hvor kun raske ansøgere bliver optaget. Det er en klog ordning fra forsynets side, at ikke alle de virkelig gudfrygtige mennesker på jorden er samlet i ét hjørne for sig selv, men at de er spredt ud over alle lande og alle kirkesamfund, der kalder sig kristne. Således trænger den virkelige kirke, eller «de helliges samfund» (se kap. 32, spm. 8), igennem overalt med sin indflydelse, ligesom et træ, der under jorden sender sine rødder og sine fineste og mindste trævler ud over et større område end det, stammen og grenene, der soler sig i lyset, dækker. Målet for det kristne liv er ikke at opdyrke åndelighed ved at undgå konflikter, men altid gennem modsætningerne og gnidningerne at få sandheden bevidnet klarere og at uddybe overbevisningen hos dem, der på den måde bliver opøvet.

Det er imidlertid noget helt andet at søge forbindelse med vranglærere, som åbent og udtalt står imod kirkens tro eller en af dens artikler. Hvor forsynet har sat os, skal vi blive og vidne, så længe vore protester bliver hørt. Men hvor det ikke er tilfældet, kan vi ikke uden et meget klart kald gå ind i forbindelser, hvor vort klare vidnesbyrd kan blive misforstået.

75. Er dette bekendelsesskrifternes princip og ånd?

«Ligesom endrægtigheden i alle familier og i alle stater skal bevares ved gensidige tjenester, og freden ikke kan opretholdes, medmindre man skjuler og tilgiver visse fejl, sådan befaler Paulus, at kærligheden skal være til stede, for at den kan bevare endrægtigheden i kirken, bære over med brødrenes hårdere væsen, skjule mindre alvorlige fejl og forhindre, at kirken splittes i forskellige skismaer, og at der af skismaerne opstår fjendskaber, partier og kætterier. For endrægtigheden må nødvendigvis blive revet itu, hvor biskopperne enten lægger tungere byrder på folket eller ikke tager hensyn til folkets svaghed» (Apologien, s. 123–124).

Konkordieformlens store mådehold i artiklen om Kristi nedfart til helvede er et forbillede for senere tiders teologer.

«Det er vort enstemmige råd, at man ikke skal disputere om den, men at den kun skal tros og læres på den enkleste måde … Det er nok at vide, at Kristus nedfor til helvede … men hvordan det skete, skal vi gemme til den anden verden, hvor ikke blot dette punkt, men også endnu andre skal blive åbenbaret, som vi her blot tror og ikke kan fatte med vor blinde fornuft» (s. 522).

Et lignende mådehold præger artikel 11 i samme skrift om forudbestemmelsen og udvælgelsen. Her fremlægger Konkordieformlen alt det, evangeliet siger om denne hemmelighed, og advarer mod de mangfoldige spekulationer om den, som fornuften kun alt for gerne hengiver sig til.

«For nysgerrigheden har altid langt mere fornøjelse af den slags end af det, Gud har åbenbaret os i sit ord» (sst., s. 658).

Til disse udtalelser kan man føje Melanchthons ord i hans Loci (3. udgave):

«Lad os ikke rose de landstrygere, som vandrer omkring og ikke slutter sig til nogen kirke, fordi de intetsteds finder deres idealer virkeliggjort; der mangler altid noget i livet eller i tugten. Men lad os søge den kirke, hvor troens artikler bliver ret lært og forsvaret; lad os slutte os til den, lytte til den og elske den, når den lærer, og forene vore bønner og vor bekendelse med dens medlemmers.»

76. Hvordan drager man da grænsen for, hvor en sådan kærlighed skal øves?

Man skelner for det første mellem Ordets tilhørere, dvs. kirkernes almindelige medlemmer, og dem, der har fået til opgave at være kirkernes offentlige lærere, dvs. præster og lærere i teologi, som repræsenterer og former den offentlige forkyndelse af læren. Der stilles langt større krav til de sidste end til de første.

Man skelner også mellem spørgsmål, som aldrig har været drøftet og afgjort ved en bekendelsesudtalelse fra kirken, og dem, der er blevet afgjort på denne måde. Det er en uret mod kirken at lade den blive forvirret igen i et spørgsmål, som den allerede har kæmpet med, og hvor den derved har nået fuld klarhed i sin overbevisning. Et spørgsmål, der på ét tidspunkt er åbent, kan holde op med at være det under andre forhold, især når man har fået mere lys og erkendelse. Man skal også skelne mellem rent tilfældige hentydninger, eksempler, citater og argumenter i vore bekendelsesskrifter og de udsagn, som er det egentlige emne for drøftelsen og afgør de stridigheder, der har givet anledning til at udarbejde en bestemt artikel.

77. Hvad er verdslighed?

At kirken vender sig bort fra sit embede med at prædike Ordet og forvalte sakramenterne og går over til omfattende forretningsvirksomhed, der mere eller mindre nært hænger sammen med at bevare og udbrede kirken som en ydre organisation. Da kirken har et legeme såvel som en sjæl, og dette legeme har verdslige forbindelser, kan en vis virksomhed på dette område ikke undgås. Men et kirkesamfund kan miste meget af sin åndelige indflydelse ved at blive viklet ind i den slags. Man må aldrig glemme, at de misbrug, der fremkaldte reformationen, kulminerede i iver for kirkens verdslige pragt, og at de udløste konflikten gennem de uevangeliske metoder, man brugte til at skaffe de nødvendige penge. Det var den verdslige side af kirkens forvaltning, som krænkede dens rette og helligste opgave som forvalter af ord og sakramente for syndige menneskers hjerter og samvittigheder, menneske for menneske. Den ydre organisation blev ophøjet over det åndelige legeme, de helliges samfund. I samme grad som kirkens opmærksomhed og virksomhed opsluges af dens ydre forhold, er der fare for, at man overser det store princip, at «kirken først og fremmest er et fællesskab i tro og Helligånden i hjerterne» (Apologien, s. 162).

78. Hvori kulminerer verdsligheden?

I Antikrist, der er inkarnationen og legemliggørelsen af det princip, som forvandler kirken til et verdsligt styre med et politisk maskineri og viderefører eller genopliver de falske forestillinger om religionen, som en verdslig og antikristelig jødedom fastholdt på apostlenes tid (kap. 37, spm. 13 ff.).

79. Hvilke andre retninger skal man især tage sig i agt for?

A. Den retning, som lægger så stor vægt på lærens rigtighed, at den gør kirkens dogmer som sande udsagn om Skriftens lære – og ikke Kristi fortjeneste – til den retfærdiggørende tros særlige genstand (se kap. 18, spm. 15–18); eller som ikke betragter Den Hellige Skrift som en redskabsårsag, men ophøjer den til at være den fortjenstfulde årsag til vor retfærdiggørelse for Gud.

B. Den retning, som lægger så stor vægt på kristendommens åndelighed og inderlighed, at den først og fremmest er optaget af åndelige øvelser og af følelseselementerne i det kristne liv, frem for af Kristus og de store objektive kendsgerninger om hans frelse og de sandheder, som Den Hellige Skrift lærer.

C. Den retning, som gør én bestemt type eller form for kristen erfaring til den målestok, alle skal rette sig efter, eller ophøjer de forrettigheder, som nogle få har fået, til regler for alle, eller som vurderer Skriftens sandhed som vigtig eller uvigtig efter dens formodede værdi for opbyggelsen.

De vigtigste typer af lære og liv

80. Hvilke tre hovedtyper af kirkelig lære og kirkeligt liv findes der?

«Katolicismens særpræg består i udvorteshed, åndløs legemlighed og en realisme, der udarter til grov empirisme og materialisme. Den reformerte kirkes særpræg består derimod, i yderste modsætning til katolicismen, i legemløs intellektualisme og idealisme, der til sidst udarter til fuldstændig subjektivisme og spiritualisme. Den lutherske opfattelse af læren er den sande, oprindelige midte mellem de to yderpunkter. Den fremstiller enheden og den gensidige gennemtrængning af det indre og det ydre, det legemlige og det åndelige, det virkelige og det ideelle. Vi har en Gud, som er sandt menneske; en Ånd, som er sandt ord; en usynlig kirke, som samtidig er synlig; det jordiske element som det virkelige redskab for det himmelske osv. (en guddommelig hensigt, som fremkalder, opretholder, styrer og leder menneskenes frie handlinger). Den lutherske kirke indgår derfor ikke i union med nogen af disse yderpunkter, men er selv deres virkelige forening. For en ydre unions skyld kan den ikke bytte sin hele sandhed for en halv. Den kan kun indbyde dem, der er helt i vildfarelse, eller som står halvt i sandheden og halvt i vildfarelsen, til sin fulde sandhed» (Philippi, Symbolik, 372 f.).

Bemærkning: Med «halv sandhed» mener den citerede forfatter ikke, at de reformertes afvigelser fra den lutherske kirkes målestok for en ren tro har lige så stor vægt for den lutherske kirke som afvigelserne i det andet yderpunkt.

Den Romersk-Katolske Kirke begynder hele sit system med sin lære om kirken. Enhver anden lære er en logisk udledning af den rene udvorteshed, der hersker dér. «Tro er samtykke til det, kirken lærer», og «kirken er lige så let at fatte med sanserne som kongeriget Frankrig eller republikken Venedig». Den kulminerer og har sit midtpunkt i præsteskabet, præsteskabet i bispeembedet og bispeembedet i paven, hvis definitioner og fortolkninger af læren er endelige. Teologien er således begrænset til konciliernes og pavernes kirkelige erklæringer. Den reformerte kirke begynder med forsøget på at udlede en gudsopfattelse af Den Hellige Skrift og at formulere alle åbenbaringens øvrige lærepunkter som logiske følger af denne præmis. Dens grundlære er læren om forudbestemmelsen.

Den lutherske kirke begynder med Guds åbenbaring i Jesus Kristus på baggrund af menneskets almindelige syndighed og hjælpeløshed. Retfærdiggørelsen ved troen alene er det midtpunkt, som alle dens læres stråler samles i, og som de igen udgår fra.

81. Hvordan nuanceres denne forskel?

Alt efter om mennesker eller bestemte kirkesamfund er bedre eller dårligere end den almindelige type, de repræsenterer. Rom forandrer sig hovedsagelig ved at drive sin type endnu længere ud mod yderpunktet. Men de forskellige protestantiske samfund påvirker hinanden gensidigt og deler kirker og teologer i forskellige skoler eller retninger, alt efter om de reformerte bliver påvirket af romerske eller lutherske elementer, eller om lutheranerne bliver påvirket af romerske eller reformerte principper.