Kapitel 28. Nadveren

Definition og læresteder

1. Hvad er nadveren?

Det andet af Det Nye Testamentes sakramenter. I det bliver Kristi sande legeme og blod sammen med brød og vin rakt frem og modtaget af alle nadvergæster. Det sker til trøst og frelse for dem, der i tro tager imod evangeliets løfte, som følger med sakramentet, og til dom for alle vantro nadvergæster.

2. Hvilke skriftsteder skal læren om nadveren hentes fra?

Matt 26,26–28; Mark 14,22–25; Luk 22,19–20; 1 Kor 11,23–29. Det er lærestederne (sedes doctrinae), dvs. de steder, hvor læren udtrykkeligt og direkte bliver behandlet. Joh 6,53–58 handler ikke om nadveren, men om den åndelige tilegnelse af Kristus ved troen. Hvis stedet skulle gælde nadveren, måtte vi helt undvære brød og vin, for det nævner slet ingen jordiske elementer. Og vi ville være tvunget til at nægte, at nogen kan blive frelst på anden måde end ved at bruge dette sakramente. Så ville blandt andre alle døbte børn, som ikke var blevet stedet til nadveren, gå fortabt.¹

¹ Se Luther, Erlangerudgaven (2. udg.), 15, 368, eller 1. udg., 12, 368; Chemnitz, Fundamenta Sacrae Coenae, 80–84.

Elementerne

3. Hvad er elementerne?

A. Brød.

Et af de mest udbredte og lettest tilgængelige fødemidler. Man behøver ikke at være ængstelig for, hvilken slags brød det skal være. Det kan være af hvede, rug eller ris. Det kan være syret eller usyret, æltet eller uæltet, saltet, sødet eller ingen af delene, skåret eller brudt, givet i stykker eller som oblater. Alt dette har ikke større betydning end dåbsvandets farve eller temperatur. At den lutherske kirke almindeligvis bruger oblater, skyldes mere end noget andet, at de er bekvemme, og at det er let at tage vare på dem, der bliver tilbage efter en nadver. Brødets brydning hører ikke med til den sakramentale handling, sådan som det er blevet lært i den reformerte kirke. Bruger man flere slags eller former for brød på samme tid, bringer man minder om tidligere stridigheder med til Herrens bord, og det bør ikke ske.

B. Vin, dvs. druens gærede saft. I et land med vindyrkning var den en almindelig drik, let at få fat i og alligevel højt skattet. Da vor Herre indstiftede denne ordning, var det ikke hans hensigt at plage sine efterfølgeres samvittigheder med lovmæssige forskrifter om, at alt skulle stemme nøjagtigt overens med de små ydre enkeltheder ved den første nadver. Som i dåben er hovedsagen i sakramentet også her evangeliets ord, som sakramentet anvender på os. Derfor betyder hverken vinens mængde, kvalitet eller farve noget som helst. Det er dog vigtigt, at man ikke ved valget af vin stiller den vin, som Kristus brugte ved den oprindelige indstiftelse, i et dårligt lys.

Den himmelske gave

4. Hvad er den himmelske gave?

Kristi legeme og blod, som indstiftelsesordene siger.

Ordene forstås bogstaveligt

5. Men skal disse ord forstås bogstaveligt?

Vort første argument for en bogstavelig fortolkning bygger på den hermeneutiske grundregel, at bevisbyrden påhviler dem, der går ind for en billedlig fortolkning. Man må gå ud fra, at et udsagn er ment bogstaveligt, medmindre der anføres tilstrækkelige grunde til det modsatte. De dele af Skriften, som indeholder guddommelige bud, løfter, advarsler, trusler og trosartikler, skal med den største omhu beskyttes mod alle forslag, der under påskud af et billede ville tage deres egentlige kraft fra dem. Her må vi huske på denne vigtige kendsgerning: Der findes intet guddommeligt bud, løfte eller trosartikel, som ikke et eller andet sted i Den Hellige Skrift er udtrykt med klare, tydelige og egentlige ord til forskel fra billedlige. Ethvert billedligt skriftsted må have nøglen til sin fortolkning i et sted, der taler bogstaveligt.

Men hvis disse ord forstås billedligt, har læren om nadveren ikke en eneste støtte i noget bogstaveligt udsagn i Den Hellige Skrift. Forklaringen kommer da helt fra menneskers opfindsomhed uden for Skriften og ikke fra Skriften selv.

6. Hvilken advarsel giver Skriften mod forsøget på at bortforklare det, Gud har sagt?

Vore første forældres fald. De blev forledt til at tro, at Gud ikke kunne mene det, hans ord sagde (1 Mos 3,1–5).

7. Hvilket eksempel på det modsatte bliver rost?

Abrahams eksempel (Rom 4,18–20). Han havde mange grunde, der kunne friste ham til at bortforklare kraften i Guds bud.

«Da Abraham hørte Guds ord om at ofre sin søn, havde han ganske vist grund nok til at diskutere, om ordene skulle forstås efter bogstaven eller med en lempelig eller mild fortolkning. For de stred ikke blot mod al fornuft og mod guddommelig og naturlig lov, men også mod den vigtigste trosartikel om den lovede sæd, Kristus, som skulle fødes af Isak. Men ligesom han tidligere, da han fik løftet om den velsignede sæd fra Isak, gav Gud sandhedens ære og fuldt og fast troede, at Gud kunne gøre, hvad han lovede, selv om det for hans fornuft syntes umuligt, sådan forstår og tror han også her Guds ord og bud ligefremt og enkelt, som de lyder, efter bogstaven. Han overlader hele sagen til den guddommelige almagt og visdom, som han ved har mange flere måder og veje til at opfylde løftet om sæden fra Isak, end han med sin blinde fornuft kan fatte» (Konkordieformlen, s. 609).

8. Hvad ville følgen være, hvis vi forkastede den bogstavelige fortolkning, fordi vi ikke kan forstå, hvordan dette er muligt?

Vor Herre henviste Nikodemus til vindens mysterium som noget, hans fornuft ikke kunne forklare (Joh 3,8). På samme måde blev Job overvældet af en hel række af mysterier, der fylder fire kapitler (Job 38–42), da han gav efter for en lignende skepsis. Hvad bliver der af læren om treenigheden, om menneskevordelsen og om de dødes opstandelse, hvis vi går ud fra, at vi ikke vil tage imod andet end det, vi kan forstå og forklare? Ville der overhovedet være nogen tro, hvis man anlagde en sådan målestok?

9. Er der ikke andre argumenter for den bogstavelige betydning af disse ord?

I nadveren blev en ny og hidtil ukendt ordning indført. Under sådanne omstændigheder ville det være meget usandsynligt, at der blev brugt billedsprog. Hertil kommer, at nadveren som et af Det Nye Testamentes sakramenter afløser en ritus eller et såkaldt sakramente i Det Gamle Testamente, som forholder sig til den som skygge til virkelighed (Kol 2,17; Hebr 10,1). Men hvis vi forstår ordene billedligt, har vi ikke andet end en skygge, der afløser en anden. Og hvad der er endnu mere påfaldende: Et mindre klart billede af den lidende Forløser afløser et langt mere slående, for påskelammet fremstiller det lidende Guds lam langt mere træffende, end det sakramentale brød gør.

10. Hvad er argumentet ud fra, at nadveren har karakter af et testamente?

Intet sted bestræber man sig så omhyggeligt på klarhed, tydelighed og enkelhed som i et testamente, og intet sted udelukker man så strengt rent retoriske udtryk. Når man affatter testamenter, gør man alt for at undgå tvetydigheder, der kunne give plads til senere misforståelser. Derfor er stilen helt igennem bogstavelig. Hertil indvender man, at Jakobs, Moses’ og Davids sidste ord er udpræget retoriske og fulde af billeder. Men det forklares ved, at disse billedlige steder ikke er testamentariske, men profetiske. Profetien bruger i vid udstrækning billeder.

11. Er der nogen forskel på den måde, ordene er gengivet på?

Det besvares bedst sådan:

Matt 26,26: «Tag det og spis det, dette er mit legeme.»

Mark 14,22: «Tag det, dette er mit legeme.»

Luk 22,19: «Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig.»

1 Kor 11,24: «Dette er mit legeme, som er for jer, gør dette til erindring om mig.»

Matt 26,27–28: «Drik alle af det, for dette er mit blod, pagtens, som udgydes for mange til syndernes tilgivelse.»

Mark 14,24: «Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange.»

Luk 22,20: «Dette bæger er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer.»

1 Kor 11,25: «Dette bæger er den nye pagt i mit blod; gør dette, så ofte I drikker det, til erindring om mig.»

Den væsentlige overensstemmelse er bemærkelsesværdig. Der er netop sådanne forskelle i mindre ting, som man kunne vente hos selvstændige og sanddru vidner, hvis personlige særpræg ikke bliver undertrykt af inspirationen. Men i det, der bestemmer sakramentet, er der ingen som helst forskel med hensyn til nærværet af Kristi legeme, og forskellen i det, der siges om blodet, rummer ingen modsigelse. «Dette er mit legeme,» siger alle fire vidner. «Dette er mit blod, pagtens,» siger to, mens de to andre siger: «Dette bæger er den nye pagt i mit blod.»

Hvis alt dette var ment billedligt, hvilken lejlighed ville der så ikke have været til at sige det! Men det er der ikke det svageste spor af.

12. Hvilke vidnesbyrd bekræfter den bogstavelige fortolkning?

1 Kor 11,27: «Den som spiser brødet eller drikker Herrens bæger uværdigt, er skyldig over for Herrens legeme og blod.»

1 Kor 11,29: «For den der spiser og drikker, spiser og drikker sig selv en dom til, hvis han ikke skelner legemet.»

De uværdige er skyldige i at have vanæret Herrens legeme og blod ved ikke at tage imod det med ærefrygt og i tro. De skelner ikke Herrens legeme, når de ikke gør forskel på et måltid, hvor der er delagtighed i legemet, og et måltid, hvor der ingen er.

1 Kor 10,16: «Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke delagtighed i Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke delagtighed i Kristi legeme?»

Velsignelsens bæger er ikke sindbilledet, tegnet eller seglet, men det virkelige middel, hvorved blodet bliver givet eller modtaget, ligesom brødet er det middel, hvorved Kristi legeme bliver modtaget. Dette skriftsted kalder Luther:

«mit hjertes levende lægemiddel mod alle anfægtelser angående dette sakramente» (Erlangerudgaven, 29, 244).

Modargumenterne besvaret

13. Hvad er de vigtigste argumenter fra den anden side?

Det første er:

«Et sandt legeme kan ikke være mere end ét sted på samme tid.»

Det bygger på den forudsætning, at legemet ikke kan få nye egenskaber i kraft af sin forening med en guddommelig natur. Men selv i menneskets legeme får stoffet en ny række egenskaber ved sin forening med sjælen, så man siger, at det er «besjælet». Hvis det er sådan i det naturlige eller fysiske legeme, hvor meget mere så i det åndelige legeme? Et sådant «åndeligt legeme» betyder ikke et legeme, der er forvandlet til ånd, men blot et legeme, der har fået nye egenskaber, som hører ånden til. Når dette sker med de troendes legemer, bør man ikke nægte, at det sker i endnu højere grad med Kristi legeme. Hvis legemet ved forening med en endelig ånd får endelige åndelige gaver, så kan det, når det er forenet med den uendelige Ånd, få uendelige åndelige gaver.

14. På hvor mange måder er Kristi legeme til stede?

«Kristi ene legeme,» siger Luther, «har tre måder at være et sted på.

«For det første den begribelige, legemlige måde, som da han gik omkring i legemet på jorden …

«For det andet den ubegribelige, åndelige måde, hvorefter han hverken optager eller giver plads, men trænger igennem alle skabninger efter sin vilje … Denne måde brugte han, da han stod op af den lukkede grav og gik gennem de lukkede døre, og i nadverens brød og vin.

«For det tredje den guddommelige, himmelske måde, eftersom han er én person med Gud, hvorefter alle skabninger må være langt mere gennemtrængelige og nærværende for ham, end de er efter den anden måde … Hvor Gud er, dér må også han være. Men hvem vil sige eller tænke, hvordan det sker? … Fordi det altså er ukendt for os og alligevel sandt, bør vi ikke fornægte hans ord, før vi ved, hvordan vi med sikkerhed kan bevise, at Kristi legeme ikke kan være dér, hvor Gud er» (Konkordieformlen, s. 619). Se også ovenfor, kap. 11, spm. 48.

15. Hvad er det andet hovedargument?

At læren om realpræsensen i nadveren skulle stride mod artiklen om Kristi himmelfart. Men det er en misforståelse af himmelfarten. Den gjorde ikke Kristi legeme stedbundet ved Guds højre hånd, for det er en fejlagtig forestilling om Guds højre hånd (se kap. 12, spm. 65–67). Himmelfarten var derimod indgangen til den fulde brug af den meddelte guddommelige magt og nærvær (se kap. 12, spm. 60).

Ef 4,10: «Han steg op over alle himle for at fylde alt.»

Fil 3,21. Alle vor Herres udsagn om, at han skal være borte fra sine disciple, som Luk 24,51, og om, at han forlader verden (Joh 13,1), handler om forskellige måder, han er nærværende på, og ikke om, at han virkelig drager sig tilbage (Matt 28,20; Mark 16,19–20). Hans komme til verden indebar ingen forandring af sted, for selv i fornedrelsens stand var Menneskesønnen i himlen (Joh 3,13). På samme måde var hans bortgang fra verden ingen fuldstændig adskillelse. Himmelfarten er altså ikke et modargument; tværtimod bekræfter den blot det argument, der hentes fra den bogstavelige forståelse af indstiftelsesordene.

Det sakramentale nærvær

16. Hvordan bestemmes Kristi legemes og blods nærvær i nadveren?

Som virkelig, substantiel og sakramental. Ved «virkelig» mener vi det modsatte af billedlig eller symbolsk. Ved «substantiel» det modsatte af potentiel (blot virkningsmæssig), dvs. at det ikke kun er virkningen af ofringen af hans legeme og blod, der er til stede og virker, men legemet og blodet selv er der. Ved «sakramental» skelner vi dette nærvær fra enhver anden form for nærvær, man kan tænke sig. Det er et nærvær, som findes i nadveren og ingen andre steder.

Den sakramentale forening

17. Du har hidtil vist, at den himmelske gave i dette sakramente er Kristi legeme og blod. Sig nu, hvilket forhold de står i til brødet og vinen.

Det er ikke forvandlingens (transsubstantiationens) forhold. Der sker ingen forvandling af brødets og vinens substans til Kristi legemes og blods substans, så kun brødets og vinens tilfældige egenskaber (accidentia) bliver tilbage. En sådan lære har ikke den mindste støtte i Den Hellige Skrift. Tværtimod taler Skriften om brødet som noget, der stadig er der efter indvielsen (1 Kor 10,16; 11,26 ff.), og Kristus kalder det efter indvielsen «vintræets frugt» (Matt 26,29; Mark 14,25). Brødet og vinen kaldes «samfundet med legemet og blodet», dvs. det middel, hvorved de meddeles. Et samfund kræver, at to ting er forenet; bliver den ene forvandlet til den anden, er samfundet ophævet.

18. Det forekommer mig, at denne lære tager et af et sakramentes væsentlige led bort fra nadveren. (Se kap. 26, spm. 14.)

Du har ret. Efter denne lære bliver det jordiske element tilintetgjort.

19. Hvilken beslægtet lære forkastes?

Den lutherske kirke og dens teologer afviser enstemmigt konsubstantiationen. Alligevel insisterer mange forfattere og opslagsværker, skrevet af folk uden for kirkens fællesskab, på at tilskrive den denne lære, og de bliver endda irriterede, når vi protesterer mod denne fordrejning, som ofte er blevet rettet. Ordet er opfundet for at stemple en lære, som de, der bruger det, selv forkaster, og det må regnes blandt de øgenavne og skældsord, der ikke er ualmindelige, hvor den polemiske iver tager overhånd. Murrays Dictionary of the English Language siger med rette om konsubstantiation:

«Et udtryk, der bruges i stridsskrifter som betegnelse for den lutherske lære om Frelserens nærvær ’i, med og under brødet og vinen, hvis substans er uforandret’; men det bruges ikke af den lutherske kirke og godtages ikke af lutheranere som et rigtigt udtryk for deres opfattelse.»

Det er svært at finde et sikkert eksempel i hele kirkehistorien på, at konsubstantiation nogetsteds er blevet lært. Ordet «konsubstantiel» kendes fra læren om treenigheden (kap. 3, spm. 48) og om Kristi person (kap. 11, spm. 8). Det er et teologisk fagord, der svarer til det græske homoousios og betyder «af samme væsen». Brugt her ville det betyde, at brødet og Kristi legeme og vinen og hans blod bliver til én substans. Men da brødet bliver ved med at være brød og har alle sine egenskaber, ville Kristi legeme sammen med det blive en rent naturlig substans og få del i disse egenskaber. Således beskriver Hooker i sit klassiske værk Ecclesiastical Polity sin forestilling om konsubstantiation som «at begge substanser så at sige æltes sammen til én klump» (bog V, LXVII, 510).

En form for konsubstantiation ser man, når en syre og en base forenes til et salt og danner en ny substans.

Vor kirke har holdt sig fra alle den slags forsøg på at forklare nærværet osv. Den lærer ingen «impanation», dvs. at Kristi legeme er indesluttet i brødet, eller «subpanation», dvs. at det er til stede under brødet, eller andre sådanne «opspind».

20. Hvordan udtrykkes da læren om den sakramentale forening?

Efter 1 Kor 10,16 siger vi blot, at brødet og vinen er de midler, hvorved Kristi virkelige og substantielle (se ovenfor, spm. 16), men dog åndelige og forherligede legeme meddeles (se kap. 12, spm. 53–55, og kap. 11, spm. 45). Foreningen er sådan, at den himmelske og den jordiske ting hver beholder sin egen substans, og at begge virkelig modtages ved én og samme handling af den, der bruger sakramentet.

21. Er udtrykket, at Kristi legeme og blod er «i, med og under» brødet og vinen, et dækkende udtryk for læren?

Det skal blot fastholde læren om realpræsensen og værne den mod forvrængningerne i transsubstantiation, konsubstantiation, impanation, subpanation osv. Men alligevel bestemmer det ikke læren fuldt dækkende, for vi har her med et mysterium at gøre, hvor troen må nøjes med at vide tydeligere, hvad den sakramentale forening ikke er, end at kunne beskrive fuldt ud, hvad den er. Hvor Guds ord ikke siger mere end «Dette er mit legeme» og «brødet er samfundet med legemet», er forsigtig tilbageholdenhed mere prisværdig end et ærgerrigt forsøg på at fastslå udtømmende i en videnskabelig formel, hvad vi blot bliver bedt om at tro.

«Derfor skal vi i al ydmyghed og lydighed ganske enkelt tro vor Skabers og Forløsers klare, faste, tydelige og højtidelige ord uden nogen tvivl eller diskussion om, hvordan det kan stemme med vor fornuft eller være muligt. For disse ord har Herren talt, han, som er den uendelige visdom og sandheden selv, og alt, hvad han lover, kan han også udføre og fuldbringe» (Konkordieformlen, s. 609).

Mysteria divinitatis rectius adoraverimus, quam vestigaverimus (Melanchthon). [Guddommens hemmeligheder gør vi rettere i at tilbede end i at udforske.]

22. Hvad menes der med udtrykket «Dette bæger er den nye pagt i mit blod»?

«Dette bæger er i kraft af mit blod den nye pagt.» Mere udførligt kan det siges sådan: Det er ved Kristi blod, at den nye pagt er blevet sluttet, og for at bevidne og besegle, at den med sikkerhed er oprettet, bliver netop det blod, hvorved dette er sket, her rakt til nadvergæsterne.

Den sakramentale spisning

23. På hvilken måde modtages Kristi legeme og blod?

I nadveren modtages og tilegnes brødet og vinen på naturlig måde ligesom al anden føde, men Kristi legeme og blod modtages og tilegnes på en overnaturlig og uforklarlig måde.

24. Kan det ikke blot ske ved troen?

Hvordan skulle de vantro så kunne modtage dem til deres dom, sådan som 1 Kor 11,27 og 29 tydeligt lærer? Spisningen og drikningen af den himmelske ting må være af en sådan art, at den kan siges om både troende og vantro. Gennem brødet og vinen meddeles legemet og blodet på en overnaturlig måde til nadvergæstens legeme. Det er det, der menes med den mundtlige modtagelse og spisning (manducatio oralis), som Konkordieformlen omtaler sådan:

«Vi tror, lærer og bekender, at Kristi legeme og blod modtages med brødet og vinen, ikke alene åndeligt ved troen, men også med munden, dog ikke på kapernaitisk vis, men på en overnaturlig, himmelsk måde på grund af den sakramentale forening» (s. 512).

25. Hvad menes der med «kapernaitisk vis»?

Folkene i Kapernaums falske forståelse af den åndelige spisning, som det fortælles i Joh 6,52: «Hvordan kan han give os sit kød at spise?» I modsætning til brødet og vinen er Kristi legeme og blod ikke underlagt tygning, synkning, fordøjelse osv. Al vor viden om Kristi nærvær og modtagelse standser ved den kendsgerning, at legemet modtages og tilegnes med brødet, og blodet med vinen. Vi har ingen vished for, at nogen af dem er til stede et sekund før eller efter spisningen af brødet og drikningen af vinen.

26. Skeln mellem de forskellige måder at «spise» på, og vis, hvordan de forholder sig til nadveren.

Der er tre: den naturlige, den åndelige og den sakramentale. Den naturlige er den, hvorved man til daglig indtager føde, og hvorved brødet spises i nadveren. Den åndelige er tilegnelsen af Kristus og hans velgerninger ved troen, sådan som den udlægges i Johannesevangeliets sjette kapitel (se ovenfor, spm. 2). Den sakramentale forekommer ingen andre steder end i nadveren, som forklaret ovenfor.

Den naturlige og den sakramentale spisning falder altid sammen i nadveren. Den åndelige finder også sted uden for nadveren og uden den. I nadveren kan den være til stede eller ej. Ligesom den naturlige spisning er underordnet den sakramentale og et middel til den, sådan er den sakramentale indstiftet af Gud for at være et middel til den åndelige, selv om dette mål ofte ikke nås, fordi mennesket misbruger Guds gaver. Da der i hvert sakramente er tre ting – et element, en himmelsk gave og et guddommeligt løfte – tilegner den naturlige spisning sig det første, den sakramentale det andet og den åndelige det tredje.

«I behøver ikke at lære os, at den blotte legemlige spisning ikke gavner noget. Vi siger mere, nemlig at den blotte legemlige spisning er giftig og dødbringende, som Paulus siger i 1 Kor 11,29. Men det beviser ikke, at Kristi legeme ikke er til stede. Det beviser kun det modsatte. For var det ikke der, ville den blotte legemlige spisning være uskadelig og gavnlig … For selv om de ugudelige i nadveren deler og skiller de to ad til deres egen dom og spiser Kristi legeme uden Ordet, kun med munden og uden hjertet, dvs. på en helt legemlig og ikke en åndelig måde, så er det dog ikke efter Kristi indstiftelse. Han har forbundet de to: modtagelsen af hans ord og modtagelsen af hans legeme, den åndelige spisning med hjertet og den legemlige med munden. De ugudeliges misbrug kan ikke sætte Guds indstiftelse og ordning til side eller forandre den» (Luther, Erlangerudgaven, 30, 86 ff.).

Det sakramentale løfte

27. Vi har nu betragtet elementet og den himmelske gave; tilbage står sakramentets tredje led.

Det er det guddommelige løfte, der blev givet ved indstiftelsen:

«som gives for jer» (Luk 22,19). «for jer» (1 Kor 11,24). «som udgydes for jer» (Luk 22,20). «som udgydes for mange til syndernes tilgivelse» (Matt 26,28). «som udgydes for mange» (Mark 14,24).

28. Hvor stor vægt tillægger katekismen disse ord?

Den regner dem for den vigtigste del af hele sakramentet. «Hvordan kan legemlig spisning og drikning udrette så store ting?» spørger den, og så svarer den:

«Det er jo ikke spisningen og drikningen, der gør det, men de ord, som står her: ’Givet og udgydt for jer til syndernes forladelse.’ Disse ord er sammen med den legemlige spisning og drikning hovedsagen i sakramentet, og den, der tror disse ord, har det, de siger og lyder på, nemlig syndernes forladelse.»

Den eneste sande forberedelse til at modtage nadveren er, fortsætter den, at «tro disse ord: ’Givet og udgydt for jer til syndernes forladelse.’ Men den, som ikke tror disse ord eller tvivler, er uværdig og ikke beredt; for ordene ’for jer’ kræver ret troende hjerter.» Således siger Den Store Katekismus:

«Sæt dig selv ind i dette ’jer’, så han ikke taler forgæves til dig. For heri tilbyder han os hele den skat, som han har bragt med til os fra himlen» (s. 483).

Det stemmer med det, Luther siger om dåben i sit skrift Om kirkens babyloniske fangenskab:

«Se mere på Ordet end på tegnet, mere på troen end på gerningen eller brugen af tegnet.»

29. Men hvordan kan forsikringen og løftet om Guds nåde mod hver enkelt af os være hovedsagen i sakramentet, når Kristi legeme og blod også er til stede?

Fordi Guds Søn ikke har kød og blod til noget andet formål end dette: at hans løfte om syndernes forladelse, liv og salighed kan tilbydes og opfyldes for os. Bliver løftet ikke tilegnet ved troen, misbruges Kristi legeme og blod, og de bringer fordømmelse i stedet for velsignelse. Ligesom den naturlige spisning er underordnet den sakramentale, er den sakramentale altså underordnet den åndelige. Fra Guds side er den vigtigste gave løftet; fra vor side er den vigtigste handling troen på løftet.

30. Men da løftet også gives uden for sakramentet, betyder det så ikke, at nadveren nedvurderes?

Slet ikke. For når troen tager imod alt, hvad Kristus har sagt om denne indstiftelse, og tilskynder til omhyggeligt at holde alt, hvad han har befalet, får den særlig vished og trøst af løftet, sådan som det her meddeles. Selv om man har hørt det samme løfte tusind gange uden for sakramentet, får det en ny kraft, når det har som sit pant og segl netop det legeme og blod, som var prisen for vor forløsning.

Sakramentet som ihukommelse

31. I hvilken forstand er nadveren en mindehandling?

At den er det, læres klart.

Luk 22,19: «Gør dette til ihukommelse af mig.»

1 Kor 11,25–26: «Gør dette, så ofte I drikker det, til erindring om mig. For så ofte I spiser dette brød og drikker dette bæger, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.»

Men den sandhed, man særlig mindes, er ikke måden, han døde på, men den store kendsgerning, at han døde, og betydningen af alt det, forløsningen omfatter.

32. Forklar dette nærmere.

Forudsætter man læren om realpræsensen og om den sakramentale forening og spisning, fremstilles hele frelsesplanen og meget af det, den forudsætter, med største kraft i nadveren.

Forkyndelsen af døden og nærværet af udgydt blod prædiker både loven og evangeliet. De anklager nemlig alle, der tager del i nadveren, for en skyld, som krævede Guds Søns død. Men sammen med denne kundgørelse af skylden forkyndes også det lægemiddel, der er tilvejebragt mod den. Mens det gælder, at «uden blodsudgydelse er der ikke tilgivelse» (Hebr 9,22), forsikres vi her om, at dette krav er opfyldt, og at blod virkelig er udgydt for os; og som pant på det bliver det virkelig tilbudt og givet til hver enkelt nadvergæst. Den gammeltestamentlige ventetid er forbi; løftet er opfyldt; det offer, man så længe ventede, er virkelig her. Det er ikke det legeme, som skal gives, men det, som er givet. Det er ikke det blod, som skal udgydes, men det, som er udgydt, som bægeret er fællesskab med. Der kan heller ikke være nogen tvivl om, hvem det er bestemt for. Vi behøver ikke at granske efter et skjult råd hos Gud om vor frelse. For her er det sikreste bevis på hans nådige vilje mod os. Hvad vil han ikke give, når han giver os sin Søn og som pant på, at Sønnen virkelig er givet, tilbyder os intet mindre end hans eget legeme og hans eget blod! Hvor stærkt indprentes dette, når det går op for hver enkelt, at forløsningen er tilvejebragt for ham, og at Guds Søn tilhører ham personligt! Derfor ligger hovedvægten netop på de små enstavelsesord: «for jer».

«Alle de goder, som Gud Herren har, tilhører Kristus og bliver her helt mine. Men for at jeg kan have et tegn og en forsikring om, at så usigeligt store goder er mine, tager jeg Jesu Kristi legeme og blod til mig.» «Tror jeg, at hans legeme og blod er mit, så har jeg Herren Jesus helt og fuldt, og alt, hvad han formår, er mit, så mit hjerte er glad og fuldt af mod; for jeg er ikke henvist til min egen fromhed, men til hans uskyldige blod og rene legeme, som jeg modtager» (Luther, Walch-udgaven, 11, 842 ff.).

33. Hvad er den største vanskelighed ved at antage realpræsensen?

Ikke at det er hemmelighedsfuldt, for det rummer ikke større vanskeligheder end treenigheden eller menneskevordelsen. Vanskeligheden ligger i ordene «for jer». For ingen præst, der tror på en begrænset forsoning og mener, at Kristus kun døde for de udvalgte, kan sige til hver enkelt nadvergæst:

«Dette er Kristi legeme, givet for dig.» «Dette er den nye pagts blod, udgydt for dine synder.»

For at kunne gøre det måtte han nemlig efter sin egen lære kunne vide det, som Gud har forbeholdt sig selv at vide: hvem der hører med til hans udvalgtes tal. Når man altså tager udgangspunkt i denne praktiske vanskelighed, bliver næste skridt at finde argumenter til at bortforklare realpræsensen.

34. Har nadverens vigtigste virkning gennem de næsten to tusind år, den har været brugt, været at forkynde lov og evangelium, som det blev antydet under spm. 31?

Utvivlsomt. Selv om de fleste nadvergæster måske ikke fuldt ud kan udtrykke, hvad nadveren er for dem, er det dog netop disse kendsgerninger, der særlig indprentes i de kristnes hjerter, når de modtager nadveren. Det er også de store sandheder, som den stadige brug af denne indstiftelse fra slægt til slægt forkynder for den verden, der omgiver kirken.

Ikke et offer

35. Er nadveren i nogen forstand et offer?

Et sakramente er en indstiftelse og en handling fra Gud; et offer er en handling fra mennesket (kap. 26, spm. 13). I et sakramente tilbyder Gud mennesket noget; i et offer tilbyder mennesket Gud noget. Det er Gud, som tilbyder mennesket brød og vin med forsikringen om, at Kristi legeme og blod følger med dem som pant på hans tilgivelse, kærlighed og velvilje. Det er en fuldstændig forvrængning af nadveren, når man mener, at mennesket gennem en forrettende præst ofrer Gud Kristi legeme og blod for at forsone ham for vore synder. Nadveren forudsætter ikke en vred Gud, der skal forsones ved et offer, som skal frembæres for os. Tværtimod erklærer den med største kraft, at offeret for vore synder blev frembåret én gang for alle ved Kristi død på korset; og for at vække vor tro og øge vor kærlighed bringer den os pagtens legeme og blod, som er ofret for os. Den forudsætter Guds kærlighed og erklærer, at syndernes forladelse og enhver velsignelse er til stede og kun behøver at blive tilegnet ved troen. Nadveren er altså ikke et offer.

Offersiden

36. Men er brugen af nadveren da ikke et offer?

Enhver handling fra menneskets side, som er fremkaldt af et bud og et løfte fra Gud, er et offer. At vi går til nadveren og tager, spiser og drikker, er ofre. De er ikke sonofre, der skal købe forsoningen; for den har Kristus tilvejebragt. Men de er takofre (eukaristiske ofre), det vil sige gaver af tak og lovprisning for det, han har gjort for os.

«Der er kun ét sonoffer i verden, nemlig Kristi død. De andre er takofre, som kaldes lovprisningens ofre» (Apologien, s. 263).

Hvem der forvalter

37. Gennem hvem forvaltes nadveren?

Gennem dem, som kirken har kaldet og indsat på ordentlig vis som sine præster (kap. 26, spm. 21).

38. Men er der ingen nødsituation, der berettiger en lægmand til at forvalte den?

Vor kirkes enstemmige dom og kirkens praksis taler imod det. Nøden kan ikke være så påtrængende som ved dåben (Joh 3,5).

Uddeling under begge skikkelser

39. Er det nødvendigt ved uddelingen, at både brødet og vinen gives til alle nadvergæster?

Vi har ingen ret til at afvige fra den oprindelige indstiftelse, som jo indskærpes ved Kristi ord: «Gør dette.» De, der går ind for «nadver under én skikkelse» (Den Romersk-Katolske Kirke), indrømmer, at alle ved indstiftelsen modtog både brød og vin. Vor Herre befaler med den største tydelighed, at alle nadvergæster skal bruge vinen.

«Drik alle af det» (Matt 26,27);

«Og de drak alle af det» (Mark 14,23);

«Så tog han et bæger, takkede og sagde: Tag det og del det mellem jer» (Luk 22,17).

Uordenen i menigheden i Korinth viser, at lægfolk såvel som præster drak af vinen (1 Kor 11,21). Kirkens praksis var i mange århundreder i overensstemmelse med denne skik.

40. Med hvilke begrundelser har man så forsvaret, at bægeret blev taget fra lægfolket?

De, der forsvarer, at bægeret tages fra lægfolket, hævder for det første, at kirken har ret til at ændre den oprindelige indstiftelse. For det andet har de opfundet læren om «den sakramentale ledsagelse» (concomitantia). Ifølge den regnes Kristi blod for at være indbefattet, når man modtager legemet, og derfor anses det for unødvendigt at uddele det andet, fordi det synes at være en overflødig gentagelse. Følgen er, at kirkens ord sættes over Kristi ord. Den egentlige forklaring er, at det trækker en skarp grænse mellem gejstlige og lægfolk og fritager uddelingen for de vanskeligheder, som læren om forvandlingen (transsubstantiationen) fører med sig. For hvis vinen, som denne lære siger, forvandles til Kristi blod, får det de alvorligste følger, hvis den mindste dråbe spildes.

Hvem den skal gives til

41. Hvem skal nadveren gives til?

Nadveren blev først indstiftet helt til sidst i Kristi virke, da hans disciple havde været under hans undervisning i flere år. Den er den modne kristendoms sakramente. Den blev ikke tilbudt de skarer, der strømmede til for at høre ham prædike, eller de børn, der råbte «Hosianna!», men den inderste kreds: dem, der havde fået og endnu skulle få den fuldeste og dybeste del i det, han gik igennem. Første Korintherbrev (1 Kor 11,20–34) handler særlig om den forberedelse, der kræves, for at man kan bruge den til gavn.

1 Kor 11,28: «Men ethvert menneske skal prøve sig selv, og så skal han spise af brødet og drikke af bægeret.»

Det er derfor klart, at den ikke skal gives til nogen, der er ude af stand til en sådan selvprøvelse (se kap. 27, spm. 7). Den er altså ikke et sakramente for små børn eller for dem, der er svage eller forstyrrede i sindet. Kirken må også efter tidens og stedets omstændigheder fastsætte regler, der kan værne sakramentet mod misbrug og tjene det højeste gode for flest mulige nadvergæster. «Ingen får adgang uden først at være blevet prøvet» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 24). Derfor ligger det helt inden for kirkens område at indskyde selv en menneskelig ordning, fx konfirmationen, som betingelse for, at de, der er døbt som spæde, kan blive stedt til nadveren. Ingen kirke kan heller nøjes med at regne en anden kirkes regler for tilstrækkelige til at lede dens egen brug af nøglemagten ved dette sakramente. Hver kirke må stå til ansvar for, at dens egen rettesnor bliver håndhævet.

42. Er en prøvelse i læren da ikke nødvendig?

Paulus viser klart, at det vanærer Kristus ikke at skelne mellem et måltid, hvorved Kristi legeme meddeles, og almindelige måltider.

1 Kor 11,29: «For den, der spiser og drikker uden at bedømme legemet rigtigt, spiser og drikker sig selv en dom til.»

Kirken må derfor fastsætte en prøvelse, der kan afholde dem fra at gå til nadveren, som ville spise og drikke sig selv en dom til eller opmuntre andre til en sådan skyld.

43. Er den tro, som kræves, for at man kan bruge nadveren til gavn, blot en korrekt lære om denne artikel?

Vi må hele tiden vende tilbage til det, som vor katekismus kalder «hovedsagen i sakramentet» (se ovenfor, spm. 26–31).

«Den er ret værdig og vel beredt, som tror disse ord: ’Givet og udgydt for jer til syndernes forladelse.’ Men den, som ikke tror disse ord eller tvivler, er uværdig og ikke beredt; for ordene ’for jer’ kræver ret troende hjerter» (Den Lille Katekismus).

44. Bringer sakramentet fordømmelse, hvor troen er svag?

Nej, ikke hvis det er en sand tro på Kristus og på hans ord «for jer».

Rom 8,1: «Så er der nu ingen fordømmelse for dem i Kristus Jesus.»

Nadveren blev ikke indstiftet for at fordømme, men for at trøste og styrke de kristnes svage tro (se kap. 17, spm. 29 og 30). Selv den tro, der kan synes at være den stærkeste, er dog svag, når den måles med Guds målestok.

«For kristne, som er svage i troen, forsagte og bekymrede, og som på grund af deres synders størrelse og mængde bliver forfærdede og mener, at de i deres store urenhed ikke er værdige til denne kostbare skat og Kristi velgerninger, og som mærker og klager over deres svage tro og af hjertet længes efter at tjene Gud med en stærkere og mere glad tro og en ren lydighed – de er virkelig værdige gæster, som dette sakramente særlig er indstiftet for. Sådan siger Kristus (Matt 11,28): ’Kom til mig, alle I som er trætte og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile’» (Konkordieformlen, s. 614).

45. Mener katekismus, at tvivl skal holde en borte fra sakramentet?

Nej. Tvivlen skal blot drive os så meget desto mere bort fra den og hen til selve sakramentets løfte (kap. 17, spm. 48–51).

46. Skal en præst give sig selv nadveren?

Når De Schmalkaldiske Artikler (s. 314, 8–9) fordømmer «selvkommunion», tænker de på privat og ikke på offentlig altergang. De fordømmer, at en præst bruger sakramentet «til sin egen private andagt», adskilt fra andre nadvergæster. De lutherske kirkeordninger fra 1500-tallet, som tillader eller foreskriver, at præsten selv tager nadveren, gør det under forudsætning af, at han har været til privat skriftemål og fået tilgivelse af en anden præst. Andre forbyder det direkte. Nogle af vore teologer har bedømt sagen sådan: Som almen grundsætning fastslås det, at

«… det ingen steder er befalet, at det altid skal være forskellige personer, som uddeler og modtager. Og det er heller ingen steder forbudt en præst i en nødsituation at give sig selv nadveren. Det er derfor et middelting (adiaphoron)» (Hollaz).

Ikke desto mindre:

«… jo nærmere uddelingen af sakramentet kommer den første indstiftelse, desto bedre og sikrere er den. Men ved den første indstiftelse var den, der uddelte, nemlig Kristus, og de, der modtog, nemlig disciplene, forskellige personer. Ligesom ingen i almindelighed giver sig selv tilgivelse for sine synder, sådan giver heller ingen sig selv sakramentet» (Hollaz).

Gerhard citerer med tilslutning Pelargus, der peger på, at vor Herre gik til Johannes Døberen for at blive døbt, og på, at troen får en fyldigere bekræftelse, når man kan høre evangeliets løfte udtalt af en andens mund. Bechmann stiller spørgsmålet: «Kan en præst give sig selv nadveren?» og svarer:

«Det kan han, hvis der ikke kan fås en anden rettroende præst. Men kan der fås en, er det bedre at bruge hans tjeneste, så man undgår mistanke om foragt for embedet.»

Det er Gerhard og Hollaz enige i. Hvis nadveren først og fremmest var et offer (se ovenfor, spm. 35 og 36), hvad enten et sonoffer som hos de romersk-katolske eller et takoffer som hos de reformerte, ville ingen præst have grund til overhovedet at overveje dette spørgsmål. Vanskeligheden opstår, når man forsøger at forene præstens sakramentale funktion med hans samtidige stilling som den, der ofrer.²

² «Det er efter min mening overladt til præstens frihed, om han altid selv skal gå til alters, når han har konsekreret, eller ej. Imidlertid bør man tage hensyn til den skik, som uden overtro har været fremherskende i den enkelte kirke. Hvis skikken er sådan, vil jeg aldrig råde den konsekrerende præst til at ændre den voldsomt – ikke fordi den (dvs. overensstemmelsen med fortiden) er absolut nødvendig, men for at de svagere ikke skal tage anstød, og for at der ikke skal vækkes unødvendig uro i en fredelig og rolig kirke» (Hutter, Loci, 727).

Sakramentet som fællesskab

47. Har nadveren noget andet formål end at gøre evangeliets almene løfte personligt for den enkelte?

Den fremhæver først og fremmest betydningen af den enkeltes forhold til Kristus. Men netop gennem denne personlige forening med Kristus er den også et sakramente for de enkelte kristnes forening med hinanden.

1 Kor 10,17: «For vi, som er mange, er ét brød, én krop; for alle har vi del i det ene brød.»

Da brødet er «del i Kristi krop» (v. 16), modtager alle, der får del i brødet, Kristi ene legeme, og de forenes således til én krop. Nadvergæster, som ikke tror, forspilder naturligvis denne hensigt med nadveren for deres eget vedkommende. Men det hindrer ikke, at den for de troende er en indstiftelse, som gør det indre fællesskabs bånd mellem dem synligt og styrker det. Den er som en snor eller sene, der binder menighedernes lemmer sammen og forener menigheder, kirkesamfund og kirken til alle tider. For i de samme elementer og ved de samme ord bliver den samme Kristus med alle sine velsignelser givet og modtaget, så den samme erfaring af Guds kærlighed og barmhjertighed bliver fælles eje for alle, som bruger sakramentet ret.

48. Hvad følger heraf?

Nadveren forkynder ikke blot de kristnes forening med hinanden, idet de bliver «ét brød i Kristus», men også deres liv i tjeneste for hinanden. Er de ét brød med Kristus, og bliver Kristus givet til liv for andre, så får de også del i dette, ligesom i alt andet, som Kristus er og gør. Det ene brød, som de troende spiser, er Kristus og alle de troende forenet med ham. Luther siger med sin sædvanlige kraft:

«Hvordan går det til, at vi alle er ét brød og spiser hinanden? Sådan: Når jeg spiser sakramentet, spiser jeg det udvortes; men indvortes får jeg del i alle Kristi velsignelser og i Kristus selv, ligesom når jeg spiser legemligt brød, der styrker mig indvortes … Sådan sker det også iblandt os, at vi alle bliver én kage og spiser hinanden. I ved, at når man laver brød, males alle hvedekornene sammen og knuses, så alle kornene i en sæk mel er grundigt blandet, og det enes mel bliver det andets, og intet beholder sin egen skikkelse, men mister sit eget legeme. Sådan er det også, når man laver vin: Hver lille drue blander sin saft med de andres og mister sin egen skikkelse. Sådan er det også med os. Hvis jeg gør mig selv til fælles eje og tjener dig, så du kan bruge mig, som du har brug for mig, så er jeg din mad. Ligesom du, når du er sulten, bruger brød, så det hjælper dit legeme og giver dig styrke, sådan er jeg også dit brød, når jeg tjener dig i en eller anden nød. Er du da en kristen, så handler du sådan, at du og alt, hvad du har, er til min tjeneste, og jeg får del i det, ligesom jeg får del i mad og drikke … Er det da ikke en stor ting, at den højeste Majestæt kommer til mig og giver sig selv til mig som min egen! Og dernæst, at alle de hellige kommer til mig og tager imod mig som deres egen og sørger for mig, tjener mig og hjælper mig!» (Luther, Erlangen-udgaven, 11, 189 ff.)

Han behandler det samme emne meget udførligt i en prædiken om det højværdige sakramente af Kristi sande legeme (1519). Vi citerer kun nogle få sætninger derfra:

«At modtage dette sakramente er intet andet end at modtage et sikkert tegn på dette fællesskab med eller denne indlemmelse i Kristus og alle de hellige – ligesom når en borger får et bevis eller en attest på sit borgerskab … Den, der modtager dette sakramente, modtager alle Kristi og hans helliges åndelige goder, men også alle deres sorger og synder, så kærligheden tænder kærlighed og forener. Den, der vil have del i det, man nyder, må også være med til at betale og gengælde kærlighed med kærlighed. Den, der skader en eneste borger, skader hele byen og alle borgerne; den, der gør godt mod én, fortjener alles gunst og tak» (Erlangen-udgaven, 27, 28–30).

Den profetiske side

49. Er der ikke også et profetisk element i nadveren?

Den er en højtidelig forkyndelse og erklæring ikke blot af Kristi død og opstandelse, men også af hans genkomst og fuldkomne sejr – og i Herrens sejr også sejren for alle, som tror indtil enden, hvor store skrøbelighederne i dette dødelige liv end er. I en påskeprædiken taler Harless om fejringen af nadveren som:

«… kirkens bekendelse af den verdensovervindende kraft i Kristi død, eftersom den peger frem mod Herrens genkomst (1 Kor 11,26).»

Han sammenligner denne stadige fejring i alle kristne menigheder til alle tider over hele verden med «klokkespillets klang, som med høj røst og uden ophør forkynder den store dag for Kristi komme og daggryet for riget med uforstyrret fred til alle jordens ender. Nadveren er morgenklokken for den dag, der nærmer sig. Det er den herlige betydning af ordene: ’Gør dette, så ofte I drikker det, til ihukommelse af mig.’ Den er menighedens høje bekendelse af fredsriget, som er grundlagt her på jorden ved Kristi død, men skal fuldendes, når Herren kommer til syne på den tid, da der skal være en ny himmel og en ny jord.» 1 Kor 11,26: «… forkynder I Herrens død, indtil han kommer.» Luk 22,18: «Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før Guds rige kommer.» Matt 26,29.

«Den jødiske påske blev afløst af nadveren; den skal igen afløses af noget himmelsk» (Bengel).

«Ligesom Det Gamle Testamentes påske var et løfte om og et pant på nadveren, sådan er nadveren et løfte om og et pant på Lammets måltid i herlighedens rige (Åb 19,9)» (Besser).

«Når vi altså ved gaven af Kristi legeme og blod i nadveren får vished om syndernes forladelse, så har vi derved samtidig et pant på det evige liv og den kommende opstandelse. I den forstand siger vor katekismus meget rammende, at ’ved disse ord gives os i sakramentet syndernes forladelse, liv og salighed; for hvor der er syndernes forladelse, dér er også liv og salighed’» (Philippi, Kirchliche Glaubenslehre, 5, 2, 476).

Sakramentet som et sammendrag af læren

50. Hvilket vigtigt praktisk resultat følger af disse formål med nadveren?

Den fører stadig tankerne hos dem, der bruger den ret, tilbage til kristendommens mest centrale kendsgerninger og sandheder. I lyset af dette hellige sakramente bliver det rette forhold mellem vor religions forskellige lærepunkter og pligter fremstillet og fastholdt. Evangeliets ord, som det bringer og besegler for den enkelte, hver gang han går til alters, sammenfatter alt, hvad der læres i både Det Gamle og Det Nye Testamente. Det er et slående sammendrag af hele Guds åbenbaring af sig selv for mennesket. Det fastlægger de linjer, som troen bevæger sig ad og arbejder efter, når den forsker videre i Guds ord, udøver det kristne livs pligter og bærer dets prøvelser. Og dets vidnesbyrd er ikke begrænset til nadvergæsterne. Det forkynder Herrens død og alt, hvad den betyder, også for dem, der endnu står uden for kirken. Uden afbrydelse er det overleveret til os fra en tid, før man kunne læse evangeliets budskab i Det Nye Testamentes kanon, ja, før dets allerførste bog blev skrevet. Og gennem alle disse tider har det givet nøjagtig det samme vidnesbyrd, som det giver i dag.

51. Hvilke tre dele hører til den sakramentale handling?

«Indvielsen, uddelingen og modtagelsen» (Konkordieformlen, s. 617).

Indvielsen

52. Hvad er indvielsen?

Den beskrives sådan i den oprindelige indstiftelse:

Matt 26,26–27: «Jesus tog et brød, velsignede det … Og han tog bægeret, takkede.»

Den kan bestemmes som det, at elementerne udskilles til sakramentalt brug ved gentagelse af indstiftelsesordene og ved bøn (Konkordieformlen, s. 512). «Alt, hvad der helliges, helliges ved Guds ord og bøn (1 Tim 4,5)» (Hollaz). Da bønnens form er overladt til kirkens skøn, er Fadervor ikke ubetinget nødvendigt, men det bruges, fordi man ikke kan finde noget bedre. «Indstiftelsesordene må på ingen måde udelades, men skal læses offentligt op» (Konkordieformlen, s. 512). Alligevel afhænger Kristi legemes og blods nærvær ikke af præstens ord, men af den oprindelige indstiftelse (sst., s. 512 og 615). Der er intet løfte om noget nærvær, hvor der kun sker en indvielse og intet videre brug af sakramentet. Extra usum, nullum sacramentum [Uden for brugen er der intet sakramente].

Uddelingen

53. Hvad er uddelingen?

Den handling, hvorved de indviede elementer rækkes til nadvergæsterne med ord, der i Kristi navn forkynder, hvad han sagde, og tilbyder, hvad han gav ved den første uddeling. Om elementerne gives i hånden eller føres direkte til nadvergæstens læber, er i sig selv en ligegyldig sag. Men i praksis bør det ordnes, så der er god orden, og efter det, som kirkens erfaring har vist er bedst til at undgå misbrug og gør det stærkeste indtryk, så sakramentets formål bliver tjent.

Modtagelsen

54. Hvad er modtagelsen?

At tage og spise og at tage og drikke. Kristus giver ingen forsikring om noget særligt nærvær af sit legeme og blod med de indviede elementer, undtagen i spisningen og drikningen. Først når denne sakramentale handling når sit højdepunkt, finder sakramentet virkelig sted.

Hvor ofte

55. Hvor ofte skal man modtage nadveren?

Her må man tage hensyn til nadverens dobbelte formål:

A. At bekræfte og styrke troen ved den forsikring om syndernes forladelse og Guds nåde, som den enkelte får gennem det pant, Kristi legeme og blod, der tilbydes alle, som går til alters.

B. At bekende vor tro, anerkende andre som kristne brødre og forene kristne mennesker til én menighed og kristne menigheder til ét legeme i Kristus.

Som enkelte kristne har vi derfor tider, hvor vi særlig trænger til nadveren, og hvor vore hjerter er mere åbne for dens trøst end ellers. Men som medlemmer af menigheder og synoder er det undertiden både en forret og en pligt at gå til alters, også hvor man ikke føler et sådant særligt behov. Hvor der holdes eller anbefales ugentlig altergang, er det aldrig meningen, at alle menighedens medlemmer skal gå til alters, men kun at imødekomme den enkeltes behov, som er nævnt ovenfor.

«Vi holder én altergang på hver helligdag, og også på andre dage gives sakramentet til dem, der beder om det, når nogen ønsker det» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 24).

Men hvor nadveren, som det i almindelighed er tilfældet hos os i dag, kun holdes nu og da, er hensigten med en fælles altergang for hele menigheden at tjene det andet formål lige så vel som det første.

56. Hvilken formaning giver vor katekismus om dette?

Fortalen til Den Lille Katekismus siger:

«I skal lade jer lede af disse grundsætninger: Vi skal ikke tvinge nogen til at tro eller til at modtage nadveren. Vi skal ikke give nogen love om det eller fastsætte tid og sted. Men vi skal prædike sådan, at folket, uden nogen lov fra os, trænger på og så at sige tvinger os, der er præster, til at give dem nadveren. Det kan man nå ved at tale sådan til dem: Det er at frygte, at den, der ikke ønsker at modtage nadveren mindst tre eller fire gange om året, foragter sakramentet og ikke er en kristen. Ligeledes er den ingen kristen, som hverken tror evangeliet eller adlyder det. For Kristus sagde ikke: ’Undlad eller foragt dette’, men ’Gør dette, så ofte I drikker det.’»