Kapitel 39. Den evige død

Emnet er grundigt behandlet i Kliefoths Christliche Eschatologie, Leipzig 1886.

Definition

1. Hvad er den evige død?

Den er dødens sidste trin. Døden begyndte ved syndefaldet med den åndelige død, dvs. at sjælen blev skilt fra Gud. Den skred frem til den legemlige død, dvs. at sjælen skilles fra legemet. Og den når sit højdepunkt i den evige død, dvs. at sjæl og legeme for evigt skilles fra Gud, med alle de lidelser, der følger med at være under hans fordømmelse (se kap. 8, spm. 17). Den kaldes undertiden «den anden død» (Åb 2,11; 20,6.14; 21,8) til forskel fra den legemlige eller timelige død.

Både sted og tilstand

2. Er det et sted eller en tilstand, de ugudelige skal overgives til?

En bogstavelig udlægning af Skriften kræver begge dele. Der er heller ingen indlysende grund til at insistere på, at Skriftens ord om et sted må være billedlige, for de skal kastes derhen, ikke blot med sjælen, men også med legemet.

En vigtig sondring

3. Hvad må man være opmærksom på, når man skal forstå de udtryk, der bruges?

«Da det i Åb 20,14 siges, at døden og dødsriget på dommens dag kastes i ’ildsøen’, må vi skelne mellem ’dødsriget’ og ’ildsøen’, for dødsriget kan ikke kastes i sig selv. Det første betegner noget, der går forud for dommen, det sidste noget, der følger efter den. Ildsøen beskrives i Åb 20,10 som ’ild- og svovlsøen’ og som stedet for den endelige straf for Djævelen, Antikrist og den falske profet. Her når ’ødelæggelsen’ og ’fortabelsen’ (Rom 9,22; Fil 3,19; 1 Tim 6,9; 2 Pet 3,7; 1 Thess 5,3; Hebr 10,39), som begynder i dette liv (Joh 3,18) og fortsætter efter døden (Luk 16,23), deres højdepunkt (2 Kor 5,10)» (Rohnert).

«Ild» bogstaveligt eller billedligt

4. Når straffens sted beskrives som «en ildsø», skal det så forstås bogstaveligt eller billedligt?

Her kan Gerhards ord anbefales:

«Om ilden er virkelig legemlig, stoflig og synlig, eller ulegemlig, ustoflig og usynlig, lader vi stå hen (selv om vi hælder til det sidste), og vi beder inderligt Gud om ikke at åbenbare os det ved erfaring. Det er bedre for os af al kraft at stræbe efter at undslippe helvedes ild end i ro og mag at strides lidenskabeligt om, hvad den er.»

At de faldne engle, som er rene ånder, skal kastes derhen, og at ilden skal brænde uden at fortære, har altid voldt vanskeligheder for dem, der var tilbøjelige til at opfatte den som bogstavelig ild. Det, man skal holde urokkeligt fast ved i beskrivelsen, er, at den står for en frygtelig virkelighed og ikke blot for noget helt subjektivt. Hvad den end betyder, står Guds vrede bag det hele, for Gud er «en fortærende ild» (Hebr 12,29).

5. Hvordan har man inddelt straffene?

Nogle er negative, andre positive. De negative består i at være skilt fra Gud og i alt, hvad det indebærer. De positive består dels i indre straffe, sorg og kval, dels i ydre, de legemlige og sjælelige pinsler, der påføres udefra.

Straffenes inddeling

6. Vil disse straffe få en ende?

Matt 25,46: «Og de skal gå bort til den evige straf, men de retfærdige til evigt liv.»

Åb 20,10: «Og de vil blive pint dag og nat i evighedernes evigheder.»

Joh 3,36: «Den som er ulydig mod sønnen, vil ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.»

2 Thess 1,9: «De vil blive straffet med en evig ødelæggelse bort fra Herrens ansigt og fra hans magts herlighed.»

Dan 12,2: «Og mange af dem, der sover i jordens støv, skal vågne, nogle til evigt liv og nogle til skam og evig foragt.»

Mark 9,43: «Det er bedre for dig at gå forkrøblet ind til livet end med to hænder at gå bort til helvede, til den uudslukkelige ild.»

Disse skriftsteder er nok til at fjerne enhver tanke om, at de ugudelige bliver tilintetgjort, at de til sidst bliver omvendt, eller at deres straf mildnes eller lettes efter lang tid.

«Hvilken slags slutning ville det være,» spørger Augustin (De civitate Dei, 21, 23):

«… at anse ’evig straf’ for blot en ild af lang varighed og at tro, at ’evigt liv’ er uden ende, når Kristus har samlet begge i én og samme sætning: ’Disse skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv’? Hvis begge er evige, må begge enten betyde lang varighed med en ende eller varighed uden ende. De står parallelt: på den ene side ’evig straf’, på den anden ’evigt liv’. Men at sige i én og samme betydning, at det evige liv skal være uden ende, og at den evige død skal have en ende, er aldeles urimeligt. Da de helliges evige liv altså skal være uden ende, følger det, at også den evige straf skal være uden ende.»

«Ligesom de udvalgte skal herske i himlen i evighedernes evigheder (Åb 22,5), ligesom hellige sjæle længes efter, at Gud må blive herliggjort i evighedernes evigheder (1 Tim 1,17; Hebr 13,21), ligesom Jesus, der er opstået fra de døde, er levende i al evighed (Åb 1,18), ligesom han i sin herlighed skal herske i evighedernes evigheder (Åb 11,15), og ligesom Guds eget liv beskrives ved at sige, at han lever i evighedernes evigheder (Åb 4,9–10; 5,14; 10,6), sådan bruges netop samme mål om de fortabte sjæles straf … Den moderne skepsis har pillet ved ordet ’evig’, ligesom den har tømt ’frelse’, ’forsoning’ og ’nåde’ for deres naturlige betydning. Men ’evig’ betyder hverken mere eller mindre end det, der varer evigt … Hvor ordet bruges om vort hjem i himlen, lader menneskers håb og længsel gerne det menneskelige sprog beholde sin naturlige kraft. Men det er værd at lægge mærke til, at der intetsteds i Det Nye Testamente bruges stærkere udtryk om de saliges evige liv i himlen end dem, der her bruges til at beskrive, at helvedes pinsler er uden ende» (Liddon).

Sådanne spørgsmål skal ikke afgøres af vore subjektive følelser, når vi betragter, hvad den evige straf indebærer, men alene af Guds åbenbarede ord.

Straffe uden ende; læren fremstillet og indvendinger besvaret

7. Men opstår der så ikke et misforhold mellem synder, der er begået i et kort tidsrum, og straffen for dem i al evighed?

A. Men synden er ikke begrænset til «et kort tidsrum».

Den evige synd hører fremtiden til, og evig synd og evig død hører sammen.

B. Augustin spørger i De civitate Dei (XXI, 11): Hvilken lovbog har nogen sinde foreslået at straffe forbrydelser med en straf, der varer lige så længe som den handling, der skal dømmes?

«Bliver nogen dømt til ikke at sidde længere i fængsel, end det tog ham at begå sin ugerning? En tjener, der blot har lagt voldsom hånd på sin herre, idømmes mange års fængsel.»

En gerning, der bliver gjort på et øjeblik, følges ofte af en straf for livet. Det er det princip, selv den jordiske retfærdighed handler efter. Esaus salg af sin førstefødselsret var et øjebliks tanke og gerning. Følgerne ramte både ham selv hele livet og hans efterkommere i mange århundreder. Sådan også med Adams synd.

C. Desuden måler vi graden af en forseelses skyld, ikke efter den tid, det tog at begå den, men efter hvem den er begået imod, og hvilket forhold man står i til ham.

En uret mod et menneske er alvorligere end en uret mod et dyr. En uret mod en velgører er en større forbrydelse end en uret mod andre mennesker. Fadermord eller modermord er grovere end andre former for mord. Men den største af alle synder er synden mod Gud, det højeste gode.

D. Endvidere kan graden af menneskets skyld måles på, at det krævede et offer, der var intet mindre end Guds Søn selv, for at udfri de frelste fra dens følger.

Tværtimod skal straffens størrelse hjælpe os til at måle størrelsen af syndens skyld. Netop i samme grad som syndens betydning gøres mindre, protesterer en verdslig tid mod læren om den evige straf. Guds kærlighed må aldrig prædikes sådan, at hans retfærdighed glemmes, for det er gennem hans retfærdighed, at hans kærlighed træder frem i al sin storhed.

8. Men må man ikke tage hensyn til, at ordet «evig» også bruges kvalitativt?

Hermed menes, så vidt vi forstår, den måde, ordet skal forstås på i de skriftsteder, der siger, at de troende allerede i denne verden «har evigt liv», som i 1 Joh 5,13:

«Dette skriver jeg til jer for at I skal vide at I … har evigt liv.»

Ud fra det hævder man, at ligesom de troende har det evige liv her, sådan har de ugudelige den evige død i denne verden, og at den derfor ikke er at frygte i den kommende verden. Men ræsonnementet er ikke redeligt. Guds troende børn har ganske vist evigt liv i denne verden, men kun som den svageste begyndelse, som pantet og forskuddet på det, der skal komme. Havde stedet lydt: «Jeg har skrevet til jer, for at I skal vide, at I allerede har hele jeres evige liv,» kunne der måske være plads til den tanke, at de ugudeliges straf ikke er andet end deres trældom under synden i denne verden. Men sådan lyder udsagnet ikke. Og ud over selve dette sted er Skriften fuld af løfter om, at det, der skal åbenbares for os ved Kristi genkomst, og de velsignelser, vi da skal modtage, langt overgår, hvad vi kan tænke på denne side af graven.

9. Hvilket forbehold skal dog altid ledsage forkyndelsen af denne lære?

At ikke alle de straffe, der trues med, nødvendigvis gælder alle de fordømte. Der er grader af straf, der svarer til graderne af lys og kundskab. Enhver skal dømmes «efter sine gerninger», og som vi har lært (kap. 38, spm. 26), skal disse gerninger bedømmes efter graderne af lys og kundskab.

«Dog bør vi med hensyn til denne forskel i straffene lægge mærke til:

«1. at alle de fordømtes straffe skal være evige, så der ikke er nogen forskel i varighed;

«2. at der ikke er nogen forskel med hensyn til forskellige steder, sådan som nogle vil have det, men at denne ulighed udelukkende angår forskellige grader» (Gerhard).