Kapitel 40. Det evige liv

Definition

1. Hvad er det evige liv?

Ligesom den evige død har vist sig at være fuldendelsen af den åndelige død, der begyndte med syndefaldet, sådan er det evige liv fuldendelsen af det åndelige liv. Det meddeles i genfødslen, udvikles i fornyelsen og føres op på et højere trin efter legemets død, men det når først sin fylde ved opstandelsen og den yderste dom. Derfor kaldes det undertiden blot «livet», som i Matt 18,8 og 7,14, og «det virkelige liv» (1 Tim 6,19). Det naturlige liv er «den tilstand hos et dyr eller en plante, hvor dets organer faktisk udøver deres funktioner eller er i stand til at udøve dem» (Century Dictionary). På samme måde fører det evige liv med sig, at det ideal, Gud havde for øje, da han skabte og forløste mennesket, bliver virkeliggjort, og at alle de evner, mennesket har fået af naturen og er blevet beriget med af nåden, udøves på det højeste, til ære for dets Skaber og Forløser.

Dets tre elementer: 1. fuldstændig udfrielse; 2. nådens værk fuldendt; 3. de muligheder, Adam havde, virkeliggjort og overgået

2. Hvilke tre ting indgår i begrebet?

1. At mennesket bliver fuldstændig udfriet af synden og alle dens følger.

2. At det nådens værk, der er begyndt i dette liv, bliver ført til fuldendelse.

3. At alle Guds hensigter med menneskets skabelse bliver nået.

3. Forklar det første.

De gudfrygtige vil ikke blot være hævet over muligheden for at synde (Matt 22,30), for det trin har de nået straks efter døden. Med opstandelsen og dommen når de også en tilstand, hvor ingen af syndens følger fremover kan ramme dem. Hvor «salige» de end er før opstandelsen, er tilstanden uden legeme unaturlig og unormal. Den er en følge af synden og hindrer dem i fuldt ud at nyde det, der er beredt i Kristi forløsning. Men det genoprettede legeme vil også være helt frit for alle de følger af synden, der svækkede det og gjorde det modtageligt for lidelse. Der vil være et legemligt liv uden tårer og smerte, fattigdom og nød, sult og tørst, kulde og hede, nat og mørke. Alle ufuldkommenheder og begrænsninger, der kommer af synden, vil være forbi.

Åb 21,4: «Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden vil ikke være mere eller sorg eller skrig eller pine, for det der var før er forsvundet.»

Åb 7,16: «De hverken sulter eller tørster mere, solen eller nogen hede falder ikke mere på dem.»

Åb 22,5: «Der vil ikke mere være nat, og de vil ikke have brug for lys fra lampen og lys fra solen.»

1 Kor 13,12: «For vi ser nu gennem et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt; nu erkender jeg delvist, men da vil jeg erkende, ligesom jeg er blevet erkendt.»

Desuden vil de være fuldstændig adskilt fra alle personer, der er besmittet af synden, og som ikke er blevet genfødt.

Åb 22,15: «Udenfor er hundene, troldmændene, de utugtige, morderne, afgudsdyrkerne og enhver som elsker og taler løgn.»

1 Kor 6,9; Gal 5,19–21.

At de gudfrygtige og de ugudelige ser hinanden og taler sammen, som det fortælles i Luk 16, hører til tiden før opstandelsen.

Som vi har set ovenfor i kap. 38, spm. 32–35, vil heller ikke verden længere bære spor af syndens herredømme.

4. Forklar det andet.

Den Hellige Skrift vidner samstemmende om, at de nådens gaver, vi modtager i dette liv, kun er en «førstegrøde», der er et pant på den fulde høst, som skal komme ved Kristi genkomst.

Rom 8,23: «… også vi selv, der har førstegrøden, nemlig Ånden, også vi sukker i os selv mens vi venter på vores status som børn, nemlig kroppens løskøbelse.»

Ef 1,13–14: «I … blev … beseglet med den lovede Helligånd, som er et pant på vores arv, indtil løskøbelsen af hans ejendom.»

1 Joh 3,2: «Elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke blevet åbenbaret hvad vi skal blive. Vi ved at når han er blevet åbenbaret, vil vi blive ligesom ham.»

Guds forudbestemmelse, at hans udvalgte skal «blive ligedannede med hans Søns billede» (Rom 8,29), når da sit mål. Det gælder først og fremmest fuldkommenheden i de åndelige gaver (Gal 5,22–23), de mange former for den kærlighed, der bliver til evig tid (1 Kor 13,8.13). Men det gælder også de højere egenskaber, som de troendes opstandelseslegemer får (Fil 3,21).

5. Forklar det tredje.

Mennesket blev skabt for at udvikle de evner, det var udrustet med, ved at bruge sin frie vilje. Da det kom fra Guds hånd, var dets fuldkommenhed som agernets, ikke som egetræets. Det stod i dets valg at gå videre fra en tilstand, hvor det kunne synde, til en, hvor det ikke kunne synde; fra en tilstand, hvor det kunne dø, til en, hvor det ikke kunne dø. Ligesom dets frihed skulle også dets kundskab og hellighed udvikles. Selv om det var skabt i Guds billede, lå dets største betydning i de muligheder, der åbnede sig for det gennem hele evigheden, hvis det frit valgte at blive på den vej, Gud havde sat det på (se kap. 7, spm. 28 og 32).

Forløsningen giver ikke blot mennesket det tilbage, som det havde mistet i Adam. Den virkeliggør også fuldt ud alle de muligheder, der lå foran Adam, hvis han var forblevet tro. Hvis det ikke var sådan, ville syndens plet og skade stadig være der, og Satan ville faktisk hindre, at nogen af vor slægt nåede menneskehedens bestemmelse. Det genvundne paradis må være mere end det tabte paradis, ellers kunne man ikke sige:

«Hvor synden blev større, blev nåden endnu større» (Rom 5,20).

Det har vi allerede set med hensyn til Kristi lydighed. Han betalte ikke blot syndens straf ved sine lidelser, men erhvervede også ved sin fuldkomne lydighed mod loven en uendelig fortjeneste for mennesket, en fortjeneste, som Adam aldrig havde eller kunne have haft i Eden (kap. 14, spm. 21–23). Og vi har set det med hensyn til retfærdiggørelsen, som ikke blot er, at synden ikke tilregnes, men at mennesket får tilregnet det, som Adam aldrig havde, nemlig Kristi retfærdighed (kap. 18, spm. 3, 4, 6 og 9). Sådan vil fornyelsen også i det evige liv nå – ja, mere end nå – det mål, som Adam kunne have nået, hvis han gennem hele evigheden havde gjort den bedste brug af den kundskab og hellighed, han var skabt med, og af alle sine legemlige evner.

«Frelse» og «herlighed» adskilt; den første gælder den enkelte, den sidste «de saliges» fællesskab

6. Hvilken sondring har nogle af vore teologer foretaget?

Mellem frelse og herlighed. Den bygger på:

2 Tim 2,10: «… for at også de [de udvalgte] kan få frelsen i Kristus Jesus med evig herlighed.»

«Frelse» betegner den enkeltes forhold til Gud, når han er i Kristus, og de følger, dette forhold får for det personlige liv. Det er den enkeltes livsfællesskab med Gud, dvs. den fuldstændige virkeliggørelse af alt det, vi forsøger at udtrykke med ordet «religion». «Herlighed» står for det, de frelste har fælles. De betragtes nemlig ikke som enkeltstående, men som et fællesskab eller samfund af herliggjorte mennesker: «en festforsamling, en menighed af førstefødte som er indskrevet i himlene» (Hebr 12,22–23), «Guds folk» (Åb 21,3), «et rige» (1 Thess 2,12; 2 Thess 1,5; 2 Tim 4,18; 2 Pet 1,11 osv.). I dette fællesskab får hver enkelt tildelt sin rette plads, med forskellig rang og forskellige grader, som i enhver ordnet stat.

7. Hvordan forholder disse to tilstande sig til hinanden?

Frelsen er betingelsen for herligheden. Herligheden forudsætter altid frelsen.

8. Hører frelsen da kun til tiden efter den almindelige dom?

Nej. Men det er da, frelsen når sit højeste trin. Det er også da, at frelsen, som længe har været skjult, bliver åbenbaret og viser sig at være fuldstændig sikret mod enhver forandring. Frem for alt er det da, at legemet endelig får del i den salighed og den virksomhed, som sjælen allerede tidligere er gået ind til.

Den salige gudsskuen: dens virkninger og det, der følger med den

9. Hvad er et af de mest fremtrædende elementer i himlens salighed?

Den salige skuen af Gud (visio beatifica).

Matt 5,8: «Lykkelige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.»

1 Kor 13,12: «For vi ser nu gennem et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt.»

1 Joh 3,2: «… for vi vil se ham som han er.»

Joh 17,24: «Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal de, som du har givet mig, også være sammen med mig, så de kan se min herlighed.»

Åb 22,4: «Og de vil se hans ansigt.»

Sl 17,15: «Men hvad mig angår, skal jeg se dit ansigt i retfærdighed; jeg skal blive mæt, når jeg vågner, af at se din skikkelse.»

Matt 18,10: «… deres engle i himlen ser altid min himmelske Fars ansigt.»

10. Hvad betyder det?

Selv om der er meget i det, vi ikke kan fatte, taler det klart om en højere og dybere kundskab om Gud, end der er mulig i dette liv (Joh 17,3; 1 Kor 13,12). Det vil være en umiddelbar kundskab i modsætning til kundskaben i denne verden, der meddeles gennem nådemidlerne. Det vil være en direkte kundskab i modsætning til den, vi her opnår ved eftertanke og ræsonnement. Kundskaben vil være forholdsvis fuldstændig. Den vil naturligvis ikke udtømme hemmelighederne i Guds væsen, men den vil være hævet over den meget stykkevise kundskab, vi har i denne verden. 2 Kor 5,7: «Vi vandrer i tro, ikke i skuen.»

Vi ville overse meningen, hvis vi kun så på den intellektuelle side af denne skuen. Den gælder især den nære fortrolighed, som man kun kan nyde «ansigt til ansigt». Paulus udtrykker gang på gang sin store længsel efter at se de mennesker, han skriver til, og som han elsker i Kristus, ansigt til ansigt (Rom 1,11; 1 Thess 2,17; 3,10). Barnets glæde ved at se sin far i øjnene og morens fryd ved at se ind i ansigtet på sit barn, der kommer hjem, er svage billeder på det, der menes med denne skuen af Gud. Det er at leve i hans ansigts lys (4 Mos 6,25; Sl 67,2).

11. Men betyder det, at de gudfrygtige skal se Gud med deres legemlige øjne?

Hvorfor skulle det være umuligt for et herliggjort legemes øjne at se Gud? Det åndelige legeme vil være tilpasset de nye opgaver, Gud måtte have til det (kap. 36, spm. 17). Man kan ikke med rette forstå 1 Tim 6,16, som om verset lærer, at en sådan skuen af Gud er umulig, for det taler kun om de nuværende forhold. Men Augustin siger med rette:

«Jeg siger, at de i legemet skal se Gud; men om de skal se ham ved hjælp af legemet, sådan som vi nu ser solen, månen, stjernerne, havet, jorden og alt, hvad der er på den, det er et vanskeligt spørgsmål» (De civitate Dei, XXII, 29).

Det er imidlertid nok at vide, at Kristus, som er «den usynlige Guds billede» (Kol 1,15), og som altså er Gud selv, vil være tydeligt synlig i sin herliggjorte menneskelige natur.

Åb 21,23: «Byen har ikke brug for solen eller månen til at skinne for den, for Guds herlighed oplyste den, og Lammet var dens lys.»

12. Hvad vil virkningen af denne skuen af Gud være?

At de, der får del i den, endnu mere fuldstændigt bliver forvandlet til Guds billede.

1 Joh 3,2: «Vi vil blive ligesom ham, for vi vil se ham som han er.»

Det vil være som dengang Moses så Guds herlighed. Hans ansigt strålede så stærkt af genskinnet, at han måtte tildække det, når han gik ud for at tale med sit folk, for at glansen ikke skulle overvælde dem (2 Mos 34,29–35; 2 Kor 3,7.13). Når apostlen kunne sige (2 Kor 3,18): «Alle vi som med utildækket ansigt betragter Herrens herlighed som i et spejl, forvandles til det samme billede fra herlighed til herlighed», hvordan vil det så blive, når vi ikke længere ser «som i et spejl», men «ansigt til ansigt», og når det, vi ser, ikke længere blot er «Herrens herlighed», men Herren selv?

13. Hvad følger med at se Gud?

At nyde Gud (fruitio Dei), dvs. med beundring at betragte alle Guds egenskaber og gerninger i forsynet og i nåden – og dermed med glæde at tilegne sig det alt sammen som personlig ejendom. Det gælder hver enkelt, som Gud har givet sig selv til som Herre og Gud. Først da vil Guds kærlighed blive fuldt virkeliggjort og erfaret. Det er noget stort, får vi at vide, at vi af nåde kan elske Gud her uden at se ham.

1 Pet 1,8: «Ham elsker I, skønt I ikke har set ham; ham tror I på, skønt I ikke ser ham nu, men I skal juble.»

Men målet for dette er at se Kristus i saligheden, «for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem» (Joh 17,26). Dér skal vi ikke blot erkende, ligesom vi er blevet erkendt, men elske, ligesom vi er blevet elsket, og «Gud skal være alt i alle» (1 Kor 15,28). Johannes’ Åbenbaring synes at udtømme jordens billedsprog, idet den tager alt det i brug, der kan fryde øjet eller gøre indtryk på fantasien, for at give en svag forestilling om, hvad dette betyder. Dvælede øjet med uudsigelig beundring ved det jordiske tempel som det højeste, menneskets kunst dengang havde nået, så flyttes blikket i det nye Jerusalem fra templet til dets Herre og Gud.

Åb 21,22: «Jeg så ikke noget tempel i den, for dens tempel er Herren, Gud, den almægtige, og Lammet.»

De saliges fællesskab

14. Er de saliges samfund med Gud et samfund, der isolerer dem fra hinanden?

I tilstanden mellem døden og opstandelsen omtales de salige i almindelighed blot som enkeltpersoner. Men efter dommen træder det særlig frem, at de frelste udgør et samfund, selv om den enkelte ikke helt opsluges af fællesskabet. De er «et folk»¹ (Åb 19,4; 21,3; jf. Rom 9,25; 2 Kor 6,16; Hebr 4,9; 1 Pet 2,9–10); «en festforsamling» (Hebr 12,23); «en forsamling» eller «kirke» (Ef 5,27); «et kongerige» (Åb 1,6: «og har gjort os til et kongerige») eller fælles arvinger til et rige (Matt 25,34), der skal dømme og herske (Åb 22,5). Himlen bliver ikke et sted for klosteragtig afsondrethed, men en by (Hebr 11,10.16; 12,22; 13,14; Åb 3,12; 21,2), planlagt og ordnet langt ud over de højeste idealer i menneskets kunst. Ud over samfundet med Gud vil der være et nært fællesskab med de gudfrygtige fra alle tider og med de hellige engle.

¹ Laos, dvs. de, der indadtil er forenet ved båndet af fælles afstamning, fælles natur og fælles interesser; ikke ethnos, der henviser til ydre forhold, eller ochlos, en blot og bar samling af enkeltdele, der udgør en uordnet skare.

Hebr 12,22–23: «Men I er kommet til Sions bjerg og til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til tusinder af engle, en festforsamling, en menighed af førstefødte, som er indskrevet i himlene.»

Matt 8,11: «Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i Himlenes rige.»

Joh 14,2: «I min Faders hus er der mange boliger.»

Åb 21,11–27: Beskrivelsen af det nye Jerusalem.

Åb 21,24: «Folkene vandrer ved dens lys, og jordens konger bringer deres herlighed til den.»

15. Hvordan kommer de saliges fællesliv efter Skriftens beskrivelse især til udtryk?

I deres fælles tilbedelse (Åb 4,8; 5,9–10; 7,4–11) og glade tjeneste (Åb 22,3). Enkelthederne i denne tjeneste er ikke åbenbaret. Gerhard (IX, 379) siger på grundlag af Matt 17,3:

«Ligesom Moses og Elias ved forklarelsen talte med Kristus om hans forestående lidelse, sådan vil der i det evige liv være bestandige og overmåde glade samtaler om frugten af Herrens lidelse.»

Skriften er rig på lignende antydninger, som utvivlsomt skal vække vores spørgelyst og tilskynde os til at tænke over, hvad der kan være. Men for at øve vores tro venter den med præcise oplysninger, til den evige verdens virkelighed i al sin fylde bliver vores. 1 Thess 2,19 giver os grund til at tro, at de troende vil finde en del af deres evige salighed i deres tros frugter, sådan som de ses i de gudfrygtige mænd og kvinder, de dér skal møde, og som ved deres tjeneste er blevet ført til Kristus eller har virket med kraft for at fremme Guds rige på jorden.

16. Får alle den samme herlighed?

Hver enkelt får den samme frelse, og den vil ligesom retfærdiggørelsen være lige for alle. Men herligheden vil være forskellig for de enkelte. Den tilhører hele de frelstes fællesskab; men som i alle samfund står nogle højere og andre lavere. «Omnibus una salus Sanctis, sed gloria dispar» [Alle de hellige har én og samme frelse, men ulige herlighed] (Gerhard).

Dan 12,3: «De vise skal skinne som himmelhvælvingens klarhed, og de, som vender mange til retfærdighed, som stjernerne evigt og altid.»

1 Kor 15,41–42: «Stjerne er forskellig fra stjerne i herlighed. Således er det også med de dødes opstandelse.»

Matt 19,28: «Sandelig siger jeg jer: I genfødslen, når Menneskesønnen sidder på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.»

Matt 5,19: «den mindste i Himlenes rige»; «stor i Himlenes rige». (Se også kap. 38, spm. 23.) Her vil «de helliges samfund» blive virkeliggjort i sin fulde udstrækning. Selv om der vil være forskelle, vil der ikke være misundelse.

«Qui scientem cuncta sciunt, quid nescire nequeunt? Nam et pectoris arcana penetrant alterutrum, unum volunt, unum nolunt, unitas est mentium. Licet cuique sit diversum pro labore praemium, caritas hoc facit suum quod amat in altero. Proprium sic singulorum fit commune omnium.» (Petrus Damiani.) For at undgå misforståelse har vi ændret «meritum» i slutningen af 4. linje til «praemium». (Se ovenfor kap. 23, spm. 41–42.)

Dette stykke af den store hymne «Ad perennis vitae fontem» har vi gengivet frit:

«Kender de ham, som kender alting, hvad kan da for dem være skjult? \ Broder lever i sin broder, ingen har en hemmelighed; \ hjerte, sind og vilje, hensigt – ét i alt og ét indadtil. \ Hvad om deres hæder er forskellig, som deres arbejde på jorden var det? \ Hver regner den herlighed for sin, som han ser sin broder bære; \ hvert et særligt kendetegn bliver fælles gave og glæde for alle.»

De saliges hjem

17. Hvad bliver de saliges hjem efter den yderste dom?

«De nye himle og den nye jord» (2 Pet 3,13; Åb 21,1; Es 65,17; 66,22; se kap. 38, spm. 35), særlig «den nye jord» (Matt 5,5), som Johannes så det nye Jerusalem stige ned til ovenfra, hvor de hellige havde boet som rene ånder (Åb 21,2). Det nye hjem bliver et sted, hvor de forherligede skal bo i de legemer, som de fik tilbage ved opstandelsen. Den nye jord og det nye legeme vil være afpasset efter den nye tilværelse, som de da træder ind i. Gør naturvidenskaben hele tiden nye opdagelser om stoffets egenskaber og viser dermed, hvor lidt den før vidste om dem, så er den i hvert fald ude af stand til at afgøre noget om de nye egenskaber, som da vil blive føjet til. Selv om Skriften på grund af det menneskelige sprogs fattigdom ofte er nødt til at tage billedlige udtryk i brug for at meddele sine sandheder, er ikke alt billedligt. Bag ordene ligger de mest virkelige af alle virkeligheder, som intet ræsonnement kan bortforklare.

18. Hvilket argument om denne boligs beskaffenhed har man hentet fra dette livs velsignelser?

I et af de mest veltalende stykker i den kristne litteratur gør Augustin udførligt rede for de velsignelser, der hører til dette liv, selv om det står under en forbandelse. Derefter slutter han fra det mindre til det større og spørger, hvordan lønnen da må være i de saliges bolig! Vi anfører et kort uddrag:

«Skal jeg tale om himlens, jordens og havets mangfoldige og forskelligartede skønhed; om lysets rigelige mængde og vidunderlige beskaffenhed; om sol, måne og stjerner; om træernes skygge; om blomsternes farver og duft; om de mange fugle, der alle er forskellige i fjerdragt og sang; om de mange slags dyr, hvoraf de mindste ofte er de mest forunderlige? Skal jeg tale om havet, der i sig selv er et så storslået skue, når det så at sige klæder sig i en dragt af skiftende farver, snart går gennem alle grønne nuancer og snart bliver purpurfarvet eller blåt? Hvor velgørende er ikke vekslingen mellem dag og nat! Hvor behagelige de vinde, der køler luften! Hvor rigelig den klædning, som træer og dyr giver os! Hvem kan regne alle de velsignelser op, vi nyder? Ville jeg forsøge blot at gøre rede for og udfolde de få, som jeg her har nævnt under ét, ville en sådan opregning fylde et helt bind. Og alt dette er kun en trøst for de elendige og fordømte, ikke de saliges løn! Hvad skal da denne løn være, når dette er velsignelserne i en fordømt tilstand! ’Han som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, hvordan skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?’» (De civitate Dei, XXII, 24).

«I beskrivelsen af disse himmelske ting bruger Helligånden forskellige jordiske billeder, som langt overgår menneskelig forstand. Men disse billeder må på ingen måde fortyndes til noget rent åndeligt; tværtimod må man fastholde, at de alle er billeder og skygger af det himmelske, og at de i den kommende verden vil blive fuldt virkeliggjort. Lige så sikkert som vores opstandelseslegeme vil være et virkeligt legeme af forherliget art, lige så sikkert vil den nye jord være en virkelig jord, men sammen med sine skabninger (Åb 21,5) fuldstændig forherliget. Alt i og på den vil svare til dens nye natur. Efter Skriften vil hverken dyreriget, planteriget eller mineralriget mangle dér. For hvad skulle ellers ædelstenene i Åb 21 eller livets træ i Åb 22 betyde? Læg dertil, hvad Herren siger om at drikke af vintræets frugt på ny i sin Faders rige (jf. Luk 13,29), hvad Paulus skriver om, at skabningen skal befries fra sin forgængelighed til Guds børns herligheds frihed (Rom 8,19 ff.), og profeternes forudsigelser om, at ulven og lammet skal bo fredeligt sammen osv. (Es 11,6–11; 60,17–22; 62,8–9; 65,17–25). Det er os ganske umuligt at tolke dette som noget helt åndeligt» (Rohnert).

19. Er hvilen i himlen uvirksomhed?

Overalt hvor der tales om denne hvile, står den i modsætning til dette livs arbejde og anstrengelse, prøvelse og møje. Her har vi en stadig kamp at føre, og hver bevægelse, som Helligånden tilskynder til, og som er rettet mod Gud, møder modstand (2 Thess 1,7; Hebr 4,1.6.9.11). Men ligesom Guds hvile ikke er uvirksomhed (jf. 1 Mos 2,2 med Joh 5,17), men kun betegner en ændring i den måde, han virker på, sådan er det også med de forløstes hvile i deres nye liv.

«Vi skal stå i en tilstand af uhindret livskraft. Den legemlig-sjælelige organisme vil være et fuldkommen passende redskab for åndens virksomhed; al dødelighed og passivitet i legemet skal være forsvundet. Også det nye, åndelige legeme løftes op til åndelig kraft i al dens fylde. Mennesket vil være frit fra muligheden for at synde, ikke ved at miste friheden, men ved kærlighedens uforgængelige kraft, der udspringer af foreningen med Gud» (Dorner).

Det er englenes liv, menneskene skal leve i deres genoprettede legemer. Men det bliver mere end det. De skal ikke blot alle tjene; først da skal også deres kongeværdighed blive fuldt virkeliggjort. Hvor meget de, der kun kender til at regere og herske på afstand, end måtte anse det for et liv i lediggang, så ved de, der er i stand til at bedømme det, at det er den allerhøjeste form for virksomhed.

2 Tim 2,12: «Når vi holder ud, vil vi også blive konger med ham.»

Åb 22,5: «De skal være konger i evighedernes evighed.»

Først da vil enhver helliget kraft og evne og alt, hvad de troende har tilegnet sig, nå sit mål i tjenesten for Gud, eller rettere i, at enhver evne og ejendom styres og ledes til hans ære.

«Langt fra at livet er forbi, når denne del af det er fuldbragt, bør vi snarere sige, at livet først nu er nået så vidt, at det i sandhed kan siges at begynde. Alt dette timelige og stykkevise arbejde, alle historiens rystelser og uroligheder og kirkens lange kamp på jorden forbereder kun denne begyndelse; for heri er menneskets skabelse først nu endelig fuldbragt» (Martensen).

1 Tim 6,19: «det virkelige liv».