I. Om Kristi efterfølgelse og foragt for verden og al dens forfængelighed

1. «Den, der følger mig, skal ikke vandre i mørket» (Joh 8,12), siger Herren. Det er Kristi ord, og med dem formaner han os til at efterfølge hans liv og levevis, hvis vi i sandhed vil oplyses og befries fra al hjertets blindhed. Luthersk note: Thomas gør efterfølgelsen af Jesu liv til vejen til lyset og befrielsen fra blindheden. Efter luthersk lære er Kristus først en gave, der modtages i troen gennem Ordet, og derefter et forbillede; lyset og den nye fødsel er Helligåndens værk ved evangeliet, og efterfølgelsen er troens frugt, ikke vejen til nåden (CA V og XX; Apologien IV). Lad det derfor være vores største iver at grunde over Jesu liv.

2. Hans lære overgår alle de helliges lære, og den, der havde Ånden, ville finde det skjulte manna dér. Men det sker, at mange føler ringe længsel, selv om de ofte hører evangeliet, fordi de ikke har Kristi Ånd. Den, der fuldt ud vil forstå Kristi ord og smage dem, må stræbe efter at forme hele sit liv efter ham. Luthersk note: Efter luthersk lære får vi Kristi Ånd og den rette forståelse af hans ord som Helligåndens gave gennem Ordet, ikke som frugt af, at vi først former vores liv efter ham (CA V; De Schmalkaldiske Artikler III,8).

3. Hvad hjælper det dig at føre dybsindige drøftelser om Treenigheden, hvis du mangler ydmyghed og derfor mishager Treenigheden? Sandelig, høje ord gør ikke et menneske helligt og retfærdigt, men et dydigt liv gør det kært for Gud. Luthersk note: Her forudsættes, at det dydige liv gør mennesket kært og retfærdigt for Gud. Med Skriften lærer den lutherske kirke, at vi bliver retfærdige og antaget af Gud af nåde for Kristi skyld ved troen, ikke på grund af vores dyder; det gode liv følger af troen (Rom 3,28; CA IV og VI; Apologien IV). Jeg vil hellere føle anger end kunne definere den. Om du kunne hele Bibelen udenad og alle filosoffernes udsagn, hvad ville det alt sammen hjælpe uden kærlighed til Gud og uden nåde? «Forfængelighedernes forfængelighed, alt er forfængelighed» (Præd 1,2) – undtagen at elske Gud og tjene ham alene. Det er den højeste visdom: gennem foragt for verden at stræbe mod Himmeriget.

4. Det er altså forfængelighed at søge rigdom, som forgår, og sætte sit håb til den. Det er også forfængelighed at jage efter ære og ophøje sig selv. Det er forfængelighed at følge kødets lyster og begære det, som man siden skal straffes hårdt for. Det er forfængelighed at ønske sig et langt liv og kun bryde sig lidt om et godt liv. Det er forfængelighed kun at have øje for det nuværende liv og ikke se frem mod det, der skal komme. Det er forfængelighed at elske det, der farer forbi i hast, og ikke skynde sig derhen, hvor den evige glæde bliver.

5. Husk ofte dette ord: «Øjet bliver ikke mæt af at se, og øret bliver ikke fyldt af at høre» (Præd 1,8). Stræb derfor efter at drage dit hjerte bort fra kærligheden til det synlige og vende dig mod det usynlige. For de, der følger deres sanselighed, pletter deres samvittighed og mister Guds nåde.