II. Om at have en ydmyg forståelse af sig selv

1. Ethvert menneske higer af naturen efter at vide. Men hvad nytter kundskab uden gudsfrygt? En ydmyg bonde, der tjener Gud, er sandelig bedre end en hovmodig filosof, der glemmer sig selv og betragter himlens bane. Den, der kender sig selv godt, bliver ringe i sine egne øjne og glæder sig ikke over menneskers ros. Om jeg vidste alt, hvad der er i verden, men ikke var i kærligheden, hvad ville det så hjælpe mig for Gud, som skal dømme mig efter mine gerninger? Luthersk note: At Gud dømmer efter gerningerne, står i Skriften (Rom 2,6; 2 Kor 5,10). Efter luthersk lære er gerningerne på dommens dag vidnesbyrd om troen, ikke en fortjeneste, der vinder det evige liv; det evige liv gives af nåde for Kristi skyld (Apologien IV; Konkordieformlen IV).

2. Hold op med den overdrevne lyst til at lære, for den fører megen adspredelse og meget bedrag med sig. De, der ved meget, vil gerne se lærde ud og kaldes vise. Der er meget, som sjælen har ringe eller ingen gavn af at vide. Og meget uforstandig er den, der optages mere af andre ting end af det, der tjener hans frelse. Mange ord mætter ikke sjælen, men et godt liv kvæger sindet, og en ren samvittighed giver stor tillid til Gud. Luthersk note: Skriften taler om frimodighed, når hjertet ikke dømmer os (1 Joh 3,21), men efter luthersk lære bygger tilliden til Guds nåde ikke på en ren samvittighed eller et godt liv, men på løftet om syndernes forladelse for Kristi skyld; kun dér finder samvittigheden fred (Rom 5,1; Apologien IV).

3. Jo mere og jo bedre du ved, des strengere skal du dømmes for det, hvis du ikke har levet helligt. Bryst dig derfor ikke af nogen kunst eller kundskab, men frygt hellere for den viden, du har fået. Hvis du synes, at du ved meget og forstår det ret godt, så vid dog, at der er langt mere, som du ikke ved. «Vær ikke overmodig» (Rom 11,20), men bekend hellere din uvidenhed. Hvorfor vil du sætte dig over nogen anden, når der findes mange, der er lærdere end du og mere kyndige i loven? Vil du vide og lære noget, der gavner, så elsk at være ukendt og regnet for intet.

4. Dette er den højeste og nyttigste lærdom: sand kundskab om sig selv og ringeagt for sig selv. Ikke at regne sig selv for noget og altid tænke godt og højt om andre er stor visdom og fuldkommenhed. Hvis du så nogen synde åbenlyst eller begå noget alvorligt, burde du ikke regne dig selv for bedre, for du ved ikke, hvor længe du kan blive stående i det gode. Vi er alle skrøbelige, men du skal ikke regne nogen for mere skrøbelig end dig selv.