III. Om sandhedens lære

1. Lykkelig den, som Sandheden selv underviser, ikke gennem billeder og ord, der forgår, men sådan som den er. Vores mening og vores sans bedrager os ofte og ser kun lidt. Hvad nytter al den spidsfindige strid om skjulte og dunkle ting, som vi ikke skal dømmes for på dommens dag, fordi vi ikke kendte dem? Det er stor dårskab, at vi forsømmer det nyttige og nødvendige og med vilje giver os af med det, der er nysgerrigt og skadeligt. Vi har øjne og ser ikke.

2. Hvad skal vi med slægter og arter? [Skolastikkens logiske begreber genus og species, som middelalderens filosoffer stredes om.] Den, som det evige Ord taler til, bliver fri for mange meninger. Fra det ene Ord kommer alt, og alt taler om det ene, og det er Begyndelsen, som også taler til os. Uden ham forstår ingen noget eller dømmer ret. Den, for hvem alt er ét, som drager alt til det ene og ser alt i det ene, kan stå fast og forblive i fred i Gud. O Gud, du som er sandheden, gør mig ét med dig i evig kærlighed. Jeg bliver ofte træt af at læse og høre meget; i dig er alt, hvad jeg vil og længes efter. Lad alle lærere tie, lad hele skabningen være stille for dit åsyn; tal du alene til mig.

3. Jo mere et menneske er samlet i sig selv og enfoldigt i sit indre, des mere og des højere forstår det uden besvær, for det får forstandens lys ovenfra. Et rent, enfoldigt og fast sind bliver ikke spredt af mange gerninger, for det gør alt til Guds ære og stræber efter i sig selv at være fri for al selvsøgen. Hvem hindrer og plager dig mere end dit hjertes begær, som endnu ikke er dødet? Et godt og fromt menneske ordner først i sit indre de gerninger, han skal udføre udadtil; og de drager ham ikke hen til en syndig tilbøjeligheds lyster, men han bøjer dem efter den rette fornufts bestemmelse. Hvem har en hårdere kamp end den, der stræber efter at overvinde sig selv? Og det burde være vores gerning: at overvinde sig selv, hver dag blive stærkere end sig selv og gøre fremgang i det gode.

4. Al fuldkommenhed i dette liv har en vis ufuldkommenhed knyttet til sig, og al vores betragtning er ikke uden et vist mørke. Ydmyg kundskab om dig selv er en sikrere vej til Gud end dybsindige lærde undersøgelser. Lærdom skal ikke dadles, ej heller nogen viden om en ting, for den er god i sig selv og indrettet af Gud; men en god samvittighed og et dydigt liv skal altid foretrækkes. Fordi mange stræber mere efter at vide end efter at leve godt, farer de ofte vild og bærer ingen eller kun lidt frugt.

5. Åh, om de dog ville bruge lige så megen flid på at rydde lasterne ud og plante dyderne som på at rejse spørgsmål, så skete der ikke så meget ondt og så mange forargelser blandt folket og så megen slaphed i klostrene. Sandelig, når dommens dag kommer, skal vi ikke spørges om, hvad vi har læst, men om, hvad vi har gjort; ikke om, hvor godt vi har talt, men om, hvor gudfrygtigt vi har levet. Luthersk note: Thomas lader dommen afgøres af det, vi har gjort, og «gudfrygtigt» (religiose) kan også sigte til et liv efter klosterreglen. Efter luthersk lære frelses vi af nåde ved troen for Kristi skyld; gerningerne bedømmes som troens frugter, og klosterlivet er ikke en helligere stand end andre kald (Apologien IV; CA XXVII). Sig mig, hvor er nu alle de herrer og lærere, som du kendte godt, mens de endnu levede og blomstrede i deres studier? Nu har andre deres embeder og indtægter, og jeg ved ikke, om de tænker på dem. I deres levetid syntes de at være noget, og nu tier man om dem.

6. Åh, hvor hurtigt verdens herlighed forgår! Gid deres liv havde stemt overens med deres lærdom; så havde de læst og studeret godt. Hvor mange går ikke til grunde i denne verden ved tom lærdom, fordi de kun bryder sig lidt om at tjene Gud. Og fordi de hellere vil være store end ydmyge, «blev de tomme i deres tanker» (Rom 1,21). Sandelig stor er den, der har stor kærlighed. Sandelig stor er den, der er lille i sig selv og regner al hæders tinde for intet. Sandelig klog er den, der «betragter» alt jordisk «som møg for at vinde Kristus» (Fil 3,8). Og sandelig vellærd er den, der gør Guds vilje og giver afkald på sin egen.