VI. Om uordnede begær

1. Når et menneske begærer noget på en uordnet måde, bliver han straks urolig i sig selv. Den hovmodige og den gerrige finder aldrig ro. Den, der er fattig og ydmyg i ånden, lever i fredens fylde. Det menneske, der endnu ikke er helt død fra sig selv, bliver hurtigt fristet og overvundet i små og ringe ting. Den, der er svag i ånden og på en måde endnu kødelig og bøjet mod det sanselige, kan kun med besvær helt rive sig løs fra de jordiske begær. Derfor er han ofte bedrøvet, når han trækker sig bort fra dem, og han bliver let vred, hvis nogen modsiger ham.

2. Men opnår han det, han begærer, tynges han straks af en dårlig samvittighed, fordi han har fulgt sin lidenskab, som slet ikke hjælper ham til den fred, han søgte. Ved at modstå lidenskaberne finder man altså hjertets sande fred, ikke ved at tjene dem. Der er derfor ingen fred i det kødelige menneskes hjerte, ingen fred hos det menneske, der har givet sig hen til det ydre, men kun hos den, der er brændende i ånden.