VII. Om at sky tomt håb og hovmod

1. Tåbelig er den, der sætter sit håb til mennesker eller til noget skabt. Skam dig ikke over at tjene andre af kærlighed til vor Herre Jesus Kristus og over at se fattig ud i denne verden. Byg ikke på dig selv, men sæt dit håb til Gud. Gør, hvad der står i din magt, så vil Gud komme din gode vilje til hjælp. Luthersk note: Sætningen gengiver middelalderens læresætning om, at Gud giver sin nåde til den, der «gør, hvad der står i hans magt» (facere quod in se est). Den lutherske kirke afviser, at mennesket af egen kraft kan berede sig til nåden; troen og den nye vilje er Helligåndens værk gennem Ordet (CA XVIII; Konkordieformlen, Epitome II). Stol ikke på din egen kundskab eller på noget menneskes kløgt, men hellere på Guds nåde, han som hjælper de ydmyge og ydmyger dem, der stoler på sig selv.

2. Ros dig ikke af rigdom, hvis du har den, og heller ikke af venner, fordi de er mægtige, men af Gud, som giver alt og frem for alt ønsker at give sig selv. Bryst dig ikke af din krops størrelse eller skønhed, som en lille sygdom kan ødelægge og skæmme. Vær ikke selvtilfreds på grund af din dygtighed eller begavelse, så du ikke mishager Gud, for ham tilhører alt det gode, vi har af naturen.

3. Regn ikke dig selv for bedre end andre, for at du ikke skal regnes for værre for Gud, han som ved, hvad der er i mennesket. Vær ikke hovmodig over dine gode gerninger, for Guds domme er anderledes end menneskers, og ofte mishager det ham, som behager mennesker. Har du noget godt, så tro, at andre har noget bedre, så du bevarer ydmygheden. Det skader ikke at stille dig under alle mennesker, men det skader meget at stille dig over blot ét. Den ydmyge har stadig fred, men i den hovmodiges hjerte er der ofte misundelse og harme.