IX. Om lydighed og underordning

1. Det er noget meget stort at leve i lydighed, at leve under en foresat og ikke være sin egen herre. Luthersk note: Thomas taler om lydighedsløftet i klosteret og regner livet under en foresat for en særlig sikker vej til Gud. Efter luthersk lære er klosterløfterne ikke en højere eller mere fuldkommen stand; enhver kristen tjener Gud i sit kald, og lydigheden mod forældre og øvrighed er Guds bud til alle (CA XXVII; Apologien XXVII). Det er langt sikrere at stå som underordnet end som foresat. Mange lever i lydighed mere af nød end af kærlighed; de har det tungt og knurrer let, og de vinder ikke sindets frihed, medmindre de af hele deres hjerte underordner sig for Guds skyld. Løb hid eller did, du finder ikke hvile uden i ydmyg underordning under en foresats ledelse. Luthersk note: Hvile for sjælen giver Kristus i evangeliet (Matt 11,28), ikke underordningen under en klosterforesat (CA XXVII). Mange er blevet narret af forestillingen om andre steder og af at skifte sted.

2. Det er sandt, at enhver gerne handler efter sit eget hoved og helst holder sig til dem, der er enige med ham. Men er Kristus midt blandt os, så er det nødvendigt, at vi også undertiden giver afkald på vores egen mening for fredens skyld. Hvem er så vis, at han kan vide alt fuldt ud? Stol derfor ikke for meget på din egen mening, men vær også villig til at høre andres. Er din mening god, og du alligevel giver afkald på den for Guds skyld og følger en anden, vil du gøre større fremgang ved det.

3. Jeg har nemlig ofte hørt, at det er sikrere at høre og tage imod råd end at give det. Det kan også ske, at hver enkelts mening er god; men ikke at ville give efter for andre, når fornuften eller sagen kræver det, er et tegn på hovmod eller stædighed.