X. Om overflødig tale

1. Sky menneskers larm, så meget du kan. For det hindrer meget at tale om verdslige sager, selv om det sker i enfoldig hensigt. Vi bliver nemlig hurtigt besmittet og fanget af forfængelighed. Jeg ville ønske, at jeg mange gange havde tiet og ikke havde været blandt mennesker. Men hvorfor taler vi så ofte og sludrer med hinanden, når vi dog sjældent vender tilbage til tavsheden uden at have skadet vores samvittighed? Vi taler så ofte, fordi vi gennem mange samtaler søger trøst hos hinanden og gerne vil lette hjertet, når det er trættet af mange forskellige tanker. Og vi kan meget gerne lide at tale og tænke om det, vi elsker eller ønsker, eller om det, vi føler går os imod.

2. Men ak, ofte er det tomt og forgæves. For denne ydre trøst er til ikke ringe skade for den indre og guddommelige trøst. Derfor må vi våge og bede, for at tiden ikke skal gå til spilde. Hvis det er tilladt og gavnligt at tale, så tal om det, der opbygger. Dårlig vane og ligegyldighed over for vores fremgang bidrager meget til, at vi ikke vogter vores mund. Men en from samtale om åndelige ting hjælper ikke så lidt til åndelig fremgang, især hvor mennesker, der er ét i sind og ånd, slutter sig sammen i Gud.