XI. Om at søge fred og om iver efter fremgang

1. Vi kan have megen fred, hvis vi ikke vil optage os af andres ord og gerninger, som ikke kommer os ved. Hvordan kan den blive længe i fred, som blander sig i andres sager, som søger anledninger udenfor, og som kun lidt eller sjældent samler sig i sit indre? Salige er de enfoldige, for de skal have megen fred.

2. Hvorfor var nogle af de hellige så fuldkomne og så hengivne til betragtning? Fordi de stræbte efter helt at dødes fra alle jordiske lyster, og derfor kunne de holde fast ved Gud med hjertets inderste marv og i frihed vende sig ind i sig selv. Vi optages alt for meget af vores egne lidenskaber og bekymrer os alt for meget om det forgængelige. Sjældent overvinder vi én eneste last helt, og vi giver ikke agt på den daglige fremgang; derfor bliver vi kolde og lunkne.

3. Hvis vi helt og fuldt gav agt på os selv og var så lidt som muligt viklet ind i det ydre, så kunne vi også smage det guddommelige og erfare noget af den himmelske betragtning. Den største hindring, ja hele hindringen, er, at vi ikke er fri for lidenskaber og begær og ikke prøver at gå ind på de helliges fuldkomne vej. Luthersk note: Thomas forudsætter her middelalderens tanke om en særlig fuldkommenhedens vej, som de hellige og især klosterfolket går ved at give afkald på verden. Luthersk lære siger, at den kristne fuldkommenhed er at frygte Gud af hjertet, tro, at vi for Kristi skyld har en nådig Gud, og tjene næsten i sit kald, og at den ikke er knyttet til en særlig stand (CA XVI og XXVII; Apologien XXVII). Og når der kommer blot en lille modgang, bliver vi alt for hurtigt slået ned og vender os til menneskelig trøst.

4. Hvis vi stræbte efter at stå i kampen som tapre mænd, ville vi sandelig se Herrens hjælp komme over os fra himlen. For han, som giver os anledning til at kæmpe, for at vi skal sejre, er rede til at hjælpe dem, der kæmper og håber på hans nåde. Hvis vi kun lader fremgangen i klosterlivet bestå i disse ydre overholdelser, vil vores andagt snart få ende. Luthersk note: Thomas advarer selv mod at lægge vægten på de ydre overholdelser, men forudsætter stadig klosterlivet som den særlige vej til åndelig fremgang; luthersk lære anser ikke klosterlivet for en helligere stand end andre kald (CA XXVII). Men lad os lægge øksen ved roden, så vi, renset for lidenskaberne, kan eje et fredfyldt sind.

5. Hvis vi hvert år ryddede én last ud, ville vi snart blive fuldkomne mænd. Luthersk note: De troende vokser i helliggørelse, men efter luthersk lære når ingen i dette liv lovens fuldkommenhed; vores gerninger behager Gud, fordi vi er retfærdige for Kristi skyld ved troen (Apologien V). Men nu mærker vi ofte det modsatte: at vi var bedre og renere i begyndelsen af vores omvendelse end efter mange år i ordenen. Vores glød og fremgang burde vokse dag for dag, men nu regnes det for stort, hvis nogen kan bevare blot en del af den første glød. Hvis vi øvede lidt vold mod os selv i begyndelsen, kunne vi siden gøre alt let og med glæde.

6. Det er svært at give slip på det vante, og endnu sværere at gå imod sin egen vilje. Men overvinder du ikke det små og lette, hvornår vil du så overvinde det, der er sværere? Modstå din tilbøjelighed i begyndelsen, og aflær den onde vane, for at den ikke lidt efter lidt skal føre dig ud i større vanskeligheder. Åh, om du lagde mærke til, hvor megen fred du ville skaffe dig selv, og hvor megen glæde andre, ved at opføre dig vel, så tror jeg, at du ville være mere omhyggelig med den åndelige fremgang.