XII. Om modgangens nytte

1. Det er godt for os, at vi undertiden har nogle besværligheder og modgang, for de kalder ofte mennesket tilbage til hjertet, så han erkender, at han er i landflygtighed, og ikke sætter sit håb til noget i verden. Det er godt, at vi undertiden må tåle modsigelse, og at man tænker ilde og ufuldkomment om os, selv når vi handler og mener det godt. Det hjælper ofte til ydmyghed og værner os mod tom ære. For da søger vi bedre Gud som det indre vidne, når vi ringeagtes udadtil af mennesker, og man ikke tror godt om os.

2. Derfor burde mennesket grundfæste sig helt i Gud, så han ikke behøvede at søge megen trøst. Når et menneske med god vilje lider trængsel eller fristes eller plages af onde tanker, så forstår han, at han har mere brug for Gud, og vidner, at han uden ham slet intet formår. Da bliver han også bedrøvet, sukker og beder for de elendigheder, han lider. Da bliver han træt af at leve længere og ønsker, at døden må komme, så han kan «bryde op og være sammen med Kristus» (Fil 1,23). Da forstår han også vel, at fuld tryghed og fred ikke kan bestå i verden.