XIII. Om at modstå fristelser

1. Så længe vi lever i verden, kan vi ikke være uden trængsel og fristelse. Derfor står der skrevet i Jobs Bog: «Menneskets liv på jorden er fristelse» (Job 7,1). Derfor burde enhver være på vagt over for sine fristelser og våge i bønnerne, så Djævelen ikke finder lejlighed til at bedrage, han som aldrig sover, men «går omkring og søger, hvem han kan sluge» (1 Pet 5,8). Ingen er så hellig og fuldkommen, at han ikke undertiden har fristelser, og helt fri for dem kan vi ikke være.

2. Alligevel er fristelserne meget nyttige for mennesker, selv om de er besværlige og tunge, for i dem bliver mennesket ydmyget, renset og opdraget. Alle de hellige er gået gennem mange trængsler og fristelser og har gjort fremgang ved dem; og de, der ikke kunne udholde fristelserne, blev forkastede og faldt fra. Der findes ingen orden så hellig og intet sted så skjult, at der ikke er fristelser og modgang.

3. Intet menneske er helt sikret mod fristelser, så længe han lever, for det, vi fristes af, er i os selv, eftersom vi er født i begær. Når én trængsel eller fristelse går bort, kommer en anden, og altid har vi noget at lide. For vi har mistet den fulde lykke. Mange søger at flygte fra fristelserne og falder dybere i dem. Ved flugt alene kan vi ikke sejre, men ved tålmodighed og sand ydmyghed bliver vi stærkere end alle fjender.

4. Den, der kun viger udenom og ikke river roden op, vil kun gøre lidt fremgang; ja, fristelserne vil snarere vende hurtigere tilbage til ham og rase værre. Lidt efter lidt, ved tålmodighed og langmodighed, vil du med Guds hjælp sejre bedre end med hårdhed og egen pågåenhed. Søg ofte råd i fristelsen, og vær ikke hård mod den, der fristes, men giv ham trøst, sådan som du selv ville ønske det.

5. Begyndelsen til alle onde fristelser er et ustadigt sind og ringe tillid til Gud. For ligesom et skib uden ror drives hid og did af bølgerne, sådan fristes et slapt menneske, der opgiver sit forsæt, på mange måder. Ilden prøver jernet, og fristelsen den retfærdige. Ofte ved vi ikke, hvad vi kan, men fristelsen åbenbarer, hvad vi er. Man må dog især våge ved fristelsens begyndelse, for da overvindes fjenden lettere, hvis han slet ikke får lov at komme ind ad sindets dør, men mødes uden for tærsklen, så snart han har banket på. Derfor har en sagt: «Stå imod i begyndelsen; lægedommen kommer for sent, når det onde er blevet stærkt ved lang tøven.» For først kommer der blot en tanke i sindet, dernæst en stærk forestilling, siden lyst og en ond bevægelse og samtykke; og sådan trænger den onde fjende lidt efter lidt helt ind, når man ikke modstår ham i begyndelsen. Og jo længere nogen er sløv til at gøre modstand, desto svagere bliver han i sig selv dag for dag, og desto stærkere bliver fjenden mod ham.

6. Nogle lider de sværeste fristelser i begyndelsen af deres omvendelse, nogle ved slutningen, og nogle har det ondt næsten hele deres liv. Nogle fristes ret let, efter visdommen og retfærdigheden i Guds ordning, som vejer menneskenes stand og fortjenester og forud ordner alt til sine udvalgtes frelse. Luthersk note: Thomas forudsætter middelalderens lære om menneskets fortjenester, som Gud tager hensyn til. Luthersk lære siger ud fra Skriften, at syndernes forladelse og det evige liv gives uforskyldt for Kristi skyld ved troen (Rom 3,24; Ef 2,8–9), og at Guds udvælgelse ikke hviler på vores fortjeneste (Apologien IV; Konkordieformlen XI).

7. Derfor skal vi ikke fortvivle, når vi fristes, men desto mere inderligt bede Gud om, at han vil hjælpe os i al vores trængsel; han, som efter den hellige Paulus' ord «sammen med fristelsen også vil skabe udgangen, så vi kan bære den» (1 Kor 10,13). Lad os derfor ydmyge vores sjæle under Guds hånd i al fristelse og trængsel, for de ydmyge i ånden vil han frelse og ophøje.

8. I fristelser og trængsler prøves det, hvor stor fremgang et menneske har gjort; dér bliver fortjenesten større, og dyden kommer bedre til syne. Luthersk note: Igen tales der om fortjeneste: Gud kan nok af nåde lønne trofasthed i trængsler, men trængsler og gode gerninger fortjener ikke nåden, som gives uforskyldt for Kristi skyld ved troen (Apologien V). Det er ikke noget stort, at et menneske er fromt og ivrigt, når han ikke mærker noget tungt; men hvis han holder ud med tålmodighed i modgangens tid, er der håb om stor fremgang. Nogle bliver bevaret fra store fristelser, men overvindes så ofte i de daglige, for at de, ydmyget, aldrig skal stole på sig selv i de store, når de er så svage i de små.