XIV. Om at undgå forhastet dom

1. Vend øjnene mod dig selv, og vogt dig for at dømme andres gerninger. Når et menneske dømmer andre, arbejder han forgæves, tager ofte fejl og synder let; men når han dømmer og ransager sig selv, arbejder han altid med frugt. Som en sag ligger os på hjerte, sådan dømmer vi ofte om den; for på grund af egenkærligheden mister vi let den sande dom. Hvis Gud altid var det rene mål for vores længsel, ville vi ikke så let blive forstyrret, når vores egen mening møder modstand.

2. Men ofte er der noget, der ligger skjult indeni, eller som kommer udefra, og som også drager os med. Mange søger i det skjulte sig selv i det, de gør, uden at vide det. De synes også at være i god fred, når tingene går, som de vil; men går det anderledes, end de ønsker, bliver de hurtigt urolige og bedrøvede. På grund af forskellige følelser og meninger opstår der ret ofte splid mellem venner og medborgere, mellem klosterfolk og fromme.

3. En gammel vane opgives kun med besvær, og ingen lader sig gerne føre ud over sit eget syn. Hvis du støtter dig mere til din egen fornuft eller dygtighed end til den dyd at underordne dig Jesus Kristus, vil du sjældent og sent blive et oplyst menneske; for Gud vil, at vi skal underordne os ham fuldkomment og overskride al fornuft ved en brændende kærlighed.