XV. Om gerninger, der gøres af kærlighed

1. Man må ikke gøre noget ondt for nogen ting i verden eller af kærlighed til noget menneske. Men for at hjælpe den, der er i nød, må en god gerning undertiden opgives eller af og til byttes ud med en bedre. For på den måde bliver den gode gerning ikke ødelagt, men forvandlet til noget bedre. Uden kærlighed gavner den ydre gerning ingenting; men alt, hvad der gøres af kærlighed, hvor lille og ringeagtet det end er, bliver helt og holdent frugtbart. For Gud vejer sandelig mere, med hvor stor kærlighed nogen handler, end hvor meget han udretter. Luthersk note: Thomas forudsætter middelalderens lære om, at kærligheden giver gerningen dens værdi og fortjeneste for Gud. Luthersk lære siger, at gerningerne behager Gud, fordi personen først er antaget for Kristi skyld ved troen; kærligheden er troens frugt, ikke det, der gør os retfærdige for Gud (Apologien IV og V; CA XX).

2. Den gør meget, som elsker meget. Den gør meget, som gør en ting godt. Den gør godt, som tjener fællesskabet mere end sin egen vilje. Ofte ser det ud til at være kærlighed, og så er det snarere kødelighed; for den kødelige tilbøjelighed, egenviljen, håbet om gengæld og lysten til egen fordel vil sjældent holde sig borte.

3. Den, der har sand og fuldkommen kærlighed, søger ikke sig selv i noget, men ønsker kun, at Guds ære må ske i alt. Han misunder heller ingen, for han elsker ingen glæde for sig selv; han vil ikke glæde sig i sig selv, men ønsker over alle goder at blive salig i Gud. Han tilskriver ingen noget godt, men fører det helt tilbage til Gud, fra hvem alt udgår, og i hvem alle de hellige til sidst hviler i salig nydelse. Åh, den, der havde blot en gnist af sand kærlighed, ville fuldt ud føle, at alt jordisk er fuldt af forfængelighed.