XVI. Om at bære over med andres fejl

1. Hvad et menneske ikke formår at rette hos sig selv eller hos andre, skal han tålmodigt bære, indtil Gud ordner det anderledes. Tænk på, at det måske er bedre sådan, for at du kan prøves og lære tålmodighed; uden den er vores fortjenester ikke meget værd. Luthersk note: Thomas forudsætter, at vi har fortjenester for Gud, som tålmodigheden giver værdi. Luthersk lære siger, at vi intet fortjener for Gud, men får syndernes forladelse og det evige liv uforskyldt for Kristi skyld; de troendes gode gerninger har en løn, men af nåde og ikke som pris for syndernes forladelse (Apologien IV og V). Du skal dog i sådanne hindringer bede om, at Gud vil komme dig til hjælp, så du kan bære dem med mildhed.

2. Hvis nogen ikke vil lade sig sige efter at være formanet en eller to gange, så strid ikke med ham, men overlad det hele til Gud, så hans vilje må ske og han må æres i alle sine tjenere; for han forstår at vende det onde til godt. Stræb efter at være tålmodig, når du bærer over med andres fejl og skrøbeligheder, hvilke de end er; for du har også selv meget, som andre må bære over med. Hvis du ikke kan gøre dig selv sådan, som du vil, hvordan skal du så kunne få en anden til at være, som du ønsker? Vi ser gerne andre fuldkomne, men vores egne fejl retter vi ikke.

3. Vi vil, at andre skal irettesættes strengt, men selv vil vi ikke irettesættes. Andres store frihed mishager os, og dog vil vi ikke selv nægtes det, vi beder om. Vi vil, at andre skal bindes af forordninger, men selv vil vi på ingen måde finde os i at blive holdt mere i ave. Således er det altså klart, hvor sjældent vi vejer vores næste på samme vægt som os selv. Hvis alle var fuldkomne, hvad skulle vi så have at lide af andre for Guds skyld?

4. Men nu har Gud ordnet det sådan, for at vi skal lære at «bære hinandens byrder» (Gal 6,2); for ingen er uden fejl, ingen uden byrde, ingen er sig selv nok, ingen er klog nok af sig selv; men vi må bære over med hinanden, trøste hinanden, hjælpe og formane hinanden. Hvor stor dyd hver enkelt har, viser sig bedst, når modgangen kommer. For anledningerne gør ikke et menneske skrøbeligt, men viser, hvordan han er.