XVII. Om klosterlivet

1. Du må lære at bryde dig selv i mange ting, hvis du vil holde fred og enighed med andre. Det er ingen lille sag at bo i et kloster eller i et fællesskab og leve dér uden klage og holde ud i troskab til døden. Salig den, der har levet godt dér og fuldendt det lykkeligt. Luthersk note: Thomas forudsætter klosterløfterne og klosterlivet som en særlig hellig og fortjenstfuld stand. Luthersk lære afviser, at løfter og klosterliv fortjener nåde eller er en højere stand end ægteskabet og de andre kald; man tjener Gud i det kald, han har givet (CA XXVII; Apologien XXVII). Vil du stå fast, som du bør, og gøre fremgang, så regn dig selv for en udlænding og fremmed på jorden. Du må blive en dåre for Kristi skyld, hvis du vil føre et klosterliv.

2. Ordensdragten og tonsuren betyder kun lidt; det er en forandring af levevisen og en fuldstændig afdøen fra lidenskaberne, der gør en sand ordensbroder. Den, der søger noget andet end Gud alene og sin sjæls frelse, vil kun finde trængsel og smerte. Luthersk note: Sjælens frelse findes ikke ved at gå i kloster; klosterløfterne er ikke den pris, som syndernes forladelse og det evige liv gives for, men frelsen gives uforskyldt ved troen på Kristus (CA XXVII; Apologien XXVII). Den kan heller ikke længe bevare freden, som ikke stræber efter at være den mindste og underordnet alle. Du er kommet for at tjene, ikke for at herske; vid, at du er kaldet til at lide og arbejde, ikke til lediggang eller snak. Her prøves menneskene altså som guld i ovnen. Her kan ingen stå, medmindre han af hele sit hjerte vil ydmyge sig for Guds skyld.