XVIII. Om de hellige fædres eksempel

1. Se på de hellige fædres levende eksempler, i hvem den sande fuldkommenhed og fromhed strålede, så vil du se, hvor lidt, ja, sandelig intet, det er, vi gør. Luthersk note: Thomas ser den sande fuldkommenhed i ørkenfædrenes og munkenes strenge liv. Efter luthersk lære er den kristne fuldkommenhed ikke fattigdom, faste og afkald, men gudsfrygt, tro på Kristus og kærlighed til næsten i ethvert kald (CA XXVII; Apologien XXVII). Ak, hvad er vores liv, hvis det sammenlignes med deres? De hellige og Kristi venner tjente Herren i sult og tørst, i kulde og nøgenhed, i arbejde og træthed, i nattevågen og faste, i bønner og hellige betragtninger, i forfølgelser og megen forhånelse.

2. Åh, hvor mange og svære trængsler led ikke apostlene, martyrerne og bekenderne, jomfruerne og alle de andre, der ville følge i Kristi fodspor! For de hadede deres sjæl i denne verden for at eje den til det evige liv. Åh, hvor strengt og forsagende et liv førte de hellige fædre i ørkenen, hvor lange og svære fristelser de udholdt, hvor ofte de blev plaget af fjenden, hvor mange og inderlige bønner de bragte Gud, hvor strengt de fastede, hvor stor iver og glød de havde efter åndelig fremgang, hvor tapper en kamp de førte for at tæmme lasterne, hvor ren og ret en hensigt de holdt mod Gud! Om dagen arbejdede de, og om natten gav de sig tid til lang bøn; ja, selv mens de arbejdede, holdt de slet ikke op med den indre bøn.

3. De brugte al deres tid nyttigt; hver time syntes dem kort til at være hos Gud. Og for betragtningens store sødmes skyld glemte de endog legemets behov for føde. De gav afkald på al rigdom, værdighed og ære, på venner og slægtninge. Intet ville de have af verden; de tog knap det nødvendige til livet, og det gjorde dem ondt at tjene legemet, selv når det var nødvendigt. De var altså fattige på jordisk gods, men meget rige på nåde og dyder. Udadtil led de mangel, men indvendig blev de vederkvæget af nåden og den guddommelige trøst.

4. For verden var de fremmede, men for Gud var de nære og fortrolige venner. For sig selv syntes de at være intet og for denne verden foragtede; men i Guds øjne var de dyrebare og udvalgte. De stod i sand ydmyghed, de levede i enfoldig lydighed, de vandrede i kærlighed og tålmodighed; derfor gjorde de fremgang dag for dag og vandt stor nåde hos Gud. Luthersk note: Her blandes lov og evangelium: nåden fremstilles som noget, man vinder ved ydmyghed, lydighed og daglig fremgang. Luthersk lære siger, at Guds nåde ikke vindes ved vores dyder, men gives uforskyldt for Kristi skyld og tages imod ved troen (Rom 11,6; CA IV; Apologien IV). De er givet som eksempel for alle ordensfolk og bør tilskynde os mere til at gøre god fremgang, end de lunknes mængde kan friste os til at slappe af.

5. Åh, hvor stor var ikke gløden hos alle ordensfolk i begyndelsen af deres hellige stiftelse! Åh, hvor stor andagt i bønnen, hvor stor kappestrid i dyd, hvor streng en tugt herskede der, hvor stor ærbødighed og lydighed blomstrede i alt under mesterens regel! Luthersk note: Ordenernes stiftelse og regler kaldes hellige; luthersk lære anser ikke ordensreglerne for en helligere gudstjeneste end Guds bud i de almindelige kald (CA XXVII). Endnu vidner de spor, de har efterladt, om, at det sandelig var hellige og fuldkomne mænd, som stred så tappert og trådte verden under fode. Nu regnes det allerede for stort, hvis nogen ikke er en overtræder, og hvis nogen med tålmodighed kan bære det, han har påtaget sig.

6. Åh, vores stands lunkenhed og forsømmelighed, at vi så hurtigt viger fra den første glød, og at vi allerede er trætte af at leve af bare slaphed og lunkenhed! Gid fremgangen i dyderne ikke helt må sove ind hos dig, som så ofte har set mange eksempler på fromme mennesker.