XIX. Om den gode ordensbroders øvelser

1. En god ordensbroders liv bør være rigt på alle dyder, så han er sådan indvendig, som han ser ud for menneskene udvendig. Ja, der bør være langt mere indeni end det, man ser udenpå, for Gud er den, der ser ind i os, og ham skal vi ære af hele vores hjerte, hvor vi end er, og vandre rene for hans åsyn som englene. Hver dag skal vi forny vores forsæt og vække os selv til glød, som om vi i dag var kommet til omvendelse for første gang, og sige: «Hjælp mig, Gud, i mit gode forsæt og i din hellige tjeneste, og giv, at jeg nu i dag må begynde fuldkomment, for det, jeg hidtil har gjort, er intet.» Luthersk note: «Omvendelse» (conversio) betyder her indtrædelsen i klosterlivet, og kapitlet forudsætter, at ordenslivet med løfter, regel og faste øvelser er en særlig fuldkommen vej til Gud. Luthersk lære kan bruge bøn og selvtugt, men afviser, at klosterlivet er en højere eller mere fortjenstfuld stand end de kald, Gud selv har indstiftet; Gud tjenes i troen i ethvert kald (CA XVI og XXVII).

2. Som vores forsæt er, sådan går vores fremgang, og den, der vil gå godt frem, har brug for megen flid. Når selv den, der fatter et fast forsæt, ofte svigter, hvad skal så den gøre, der sjældent eller kun løst sætter sig noget for? På mange måder kan det ske, at vi opgiver vores forsæt, og selv en ringe forsømmelse af de faste øvelser går næppe hen uden noget tab. De retfærdiges forsæt hviler mere på Guds nåde end på deres egen visdom, og til ham sætter de altid deres lid, hvad de end tager sig for. For mennesket spår, men Gud rår, og «menneskets vej er ikke i dets egen magt» (Jer 10,23).

3. Forsømmer man en gang imellem en vant øvelse af hensyn til et fromt formål eller en broders gavn, kan den let indhentes bagefter. Men lader man den let fare af lede eller ligegyldighed, er det en ikke ringe skyld, og skaden kan mærkes. Luthersk note: Øvelserne er her klosterreglens selvvalgte øvelser; efter luthersk lære binder menneskelige ordninger ikke samvittigheden, så det er dovenskaben og ligegyldigheden, ikke selve forsømmelsen af øvelsen, der er synd for Gud (CA XV og XXVI). Selv om vi anstrenger os, så meget vi kan, kommer vi alligevel let til kort i mange ting. Dog bør man altid sætte sig noget bestemt for, og først og fremmest det, som hindrer os mest. Vores ydre og indre liv må vi lige grundigt ransage og ordne, for begge dele tjener vores fremgang.

4. Kan du ikke samle dig hele tiden, så gør det i det mindste af og til, og mindst én gang om dagen, morgen eller aften. Om morgenen skal du fatte dit forsæt, om aftenen skal du prøve din færd: hvordan du har været i dag i ord, gerning og tanke, for heri har du måske ofte krænket Gud og din næste. Omgjord dig som en stærk mand mod Djævelens ondskab. Tøjl din lyst til mad og drikke, så vil du lettere tøjle enhver tilbøjelighed i kødet. Vær aldrig helt ledig, men læs eller skriv, bed eller grund, eller arbejd på noget, der gavner fællesskabet. Legemlige øvelser skal dog bruges med omtanke og ikke påtages af alle i samme mål.

5. Det, der ikke er fælles for alle, skal man ikke vise frem udadtil, for det, man gør for sig selv, øves sikrest i det skjulte. Men vogt dig, at du ikke er doven i det fælles og ivrigere i det særlige. Når du helt og trofast har gjort det, du skylder og er pålagt, og der så endnu er tid til overs, så vend tilbage til dig selv, sådan som din andagt længes efter. Ikke alle kan have den samme øvelse; én tjener den ene bedre, en anden den anden. Også tiden kalder på forskellige øvelser: nogle smager bedre på festdage, andre på hverdage; nogle behøver vi i fristelsens tid, andre i fredens og rolighedens tid. Ved noget er det godt at dvæle, når vi er triste, ved andet, når vi er glade i Herren.

6. Omkring de store højtider bør de gode øvelser fornyes og de helliges forbøn påkaldes med større iver. Luthersk note: Thomas forudsætter, at man skal påkalde de hellige om deres forbøn. Den lutherske kirke lærer, at man skal ihukomme de hellige og efterligne deres tro, men ikke påkalde dem, for Skriften viser os Kristus alene som mellemmand og talsmand (1 Tim 2,5; CA XXI; Apologien XXI; De Schmalkaldiske Artikler II,2). Fra fest til fest bør vi fatte vores forsæt, som om vi da skulle drage bort fra verden og nå frem til den evige fest. Derfor bør vi omhyggeligt berede os i de hellige tider, leve mere andægtigt og holde alle regler strengere, som om vi om kort tid skulle modtage lønnen for vores møje af Gud. Luthersk note: Thomas tænker lønnen (praemium) som noget, der svarer til vores møje og omhyggelige beredelse. Skriften taler også om løn, men det evige liv er en nådegave for Kristi skyld, som modtages i troen; den løn, Gud lover de troendes gerninger, er nådeløn og ikke en betaling, de har fortjent (Rom 6,23; CA XX; Apologien IV og V).

7. Og bliver det udskudt, så lad os tro, at vi endnu ikke er godt nok beredte og er uværdige til den store herlighed, som skal åbenbares på os til den fastsatte tid, og lad os stræbe efter at berede os bedre til vores endeligt. Luthersk note: Det er ikke vores egen beredelse, men Kristus, der gør os værdige til herligheden; at være rede og vågen er at blive i troen og den daglige omvendelse (Kol 1,12; CA IV). «Salig er den tjener», siger evangelisten Lukas, «som Herren finder vågen, når han kommer. Sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham over alt, hvad han ejer» (Luk 12,43–44).