XX. Om at elske ensomhed og tavshed

1. Søg en passende tid til at være for dig selv, og tænk ofte på Guds velgerninger. Lad det nysgerrige fare; læs hellere sådant, som vækker anger mere end adspredelse. Hvis du holder dig fra overflødig snak og nysgerrig omflakken og fra at lytte til nyheder og rygter, vil du finde tid nok og det rette tidspunkt til at hellige dig gode betragtninger. De største blandt de hellige undgik menneskers selskab, hvor de kunne, og valgte at leve for Gud i det skjulte.

2. Der var en, der sagde: «Hver gang jeg har været blandt mennesker, er jeg kommet hjem som et mindre menneske.» Det erfarer vi tit, når vi har snakket længe sammen. Det er lettere helt at tie end ikke at sige for meget. Det er lettere at holde sig skjult hjemme end at vogte sig godt nok ude. Den, der vil nå frem til det indre og åndelige, må derfor sammen med Jesus gå bort fra mængden. Ingen viser sig trygt frem uden den, der gerne er skjult. Ingen taler trygt uden den, der gerne tier. Ingen står trygt over andre uden den, der gerne står under. Ingen befaler trygt uden den, der har lært at adlyde. Ingen glæder sig trygt uden den, der har en god samvittigheds vidnesbyrd i sig.

3. Dog var de helliges tryghed altid fuld af gudsfrygt. Og de var ikke mindre årvågne og ydmyge i sig selv, fordi de strålede af store dyder og nåde. Men de ondes tryghed udspringer af hovmod og overmod og slår til sidst om i fortvivlelse. Lov dig aldrig selv tryghed i dette liv, selv om du synes at være en god ordensbroder eller en god eneboer. Luthersk note: Thomas advarer med rette mod kødelig tryghed, men forudsætter også, at ingen kan være vis på Guds nåde og sin frelse. Luthersk lære skelner: tryghed i egen fromhed er farlig, men troen kan og skal være vis på syndernes forladelse, fordi den hviler på Guds løfte for Kristi skyld og ikke på vores fremgang (Rom 8,38–39; Apologien IV og XII).

4. Ofte er de, der står bedst i menneskers omdømme, kommet i større fare, fordi de stolede for meget på sig selv. Derfor er det langt nyttigere, at de ikke helt er fri for fristelser, men ofte bliver angrebet, for at de ikke skal blive for trygge, ikke skal hovmode sig og ikke for frit skal give sig hen til den ydre trøst. Åh, den, som aldrig søgte en glæde, der går forbi, og aldrig beskæftigede sig med verden – hvor god en samvittighed ville han ikke bevare! Åh, den, som skar al forfængelig bekymring bort og kun tænkte på det, der tjener til frelse, og på det guddommelige, og satte hele sit håb til Herren – hvor stor fred og ro ville han ikke eje!

5. Ingen er værdig til himmelsk trøst, medmindre han flittigt har øvet sig i hellig anger. Luthersk note: Her gøres trøsten til noget, man bliver værdig til ved sin egen flittige anger. Efter luthersk lære er angeren lovens værk og ingen fortjeneste; trøsten kommer fra evangeliet, som tilsiger den forskrækkede samvittighed syndernes forladelse for Kristi skyld, uden at den først skal gøre sig værdig (Apologien XII; De Schmalkaldiske Artikler III,3). Vil du føle anger i hjertets dyb, så gå ind i dit kammer og luk verdens larm ude, som der står skrevet: «Føl anger på jeres leje» (Sl 4,5). I cellen vil du finde det, som du ofte mister udenfor. Cellen bliver sød, når man bliver i den, men holdes den dårligt, avler den lede. Hvis du i begyndelsen af dit klosterliv bor godt i den og vogter den, vil den siden blive din kære ven og din kæreste trøst.

6. I tavshed og ro går den fromme sjæl frem og lærer det skjulte i Skrifterne. Dér finder den tårernes strømme, som den kan vaske og rense sig i hver nat, så den bliver så meget mere fortrolig med sin Skaber, jo længere den lever fra al verdens larm. Luthersk note: Det er Kristi blod, ikke vores tårer, der renser os fra synd (1 Joh 1,7); tårer og anger kan følge med boden, men renselsen modtages i troen på syndernes forladelse (CA XII). Den, der drager sig bort fra bekendte og venner, ham vil Gud komme nær med sine hellige engle. Luthersk note: Thomas forudsætter, at tilbagetrækning fra verden i sig selv bringer en nærmere Gud. Efter luthersk lære kommer Gud til os gennem Ordet og sakramenterne, og et liv midt i familie, arbejde og fællesskab er ikke ringere for Gud end eneboerens (CA V, XVI og XXVII). Det er bedre at være skjult og tage vare på sig selv end at gøre undere og forsømme sig selv. Det er prisværdigt for en ordensbroder sjældent at gå ud, at flygte fra at blive set og ikke at ville se mennesker.

7. Hvorfor vil du se det, du ikke må have? «Verden forgår og dens begær» (1 Joh 2,17). Sansernes lyster drager dig ud for at gå omkring, men når timen er gået, hvad bringer du så hjem andet end en tung samvittighed og et adspredt hjerte? En glad udgang giver ofte en trist hjemkomst, og en glad aften gør en trist morgen. Sådan kommer al kødets glæde lokkende ind, men til sidst bider den og dræber. Hvad kan du se andre steder, som du ikke ser her? Se himlen og jorden og alle elementerne – for af dem er alt skabt.

8. Hvad kan du se noget sted, som kan vare længe under solen? Du tror måske, at du vil blive mæt, men det vil du aldrig nå. Selv om du så alt foran dig, hvad var det andet end et forfængeligt syn? Løft dine øjne til Gud i det høje, og bed for dine synder og forsømmelser. Lad det forfængelige for de forfængelige, men giv du agt på det, som Gud har befalet dig. Luk din dør efter dig, og kald Jesus, din elskede, til dig. Bliv hos ham i cellen, for andre steder finder du ikke så stor fred. Var du ikke gået ud og havde du ikke hørt nogen rygter, ville du bedre være blevet i god fred. Når du nu engang til tider fryder dig ved at høre nyt, må du siden bære hjertets uro.